OMSLAG: © DITTE VEJLSTRUP
788712
074830
CLIMATECALC.EU
000097 / SE
Gads Forlag
xxx g CO2e
9
Smerten
Smerten
Marguerite Duras (1914-1996) var en fransk forfatter, dramatiker og filmskaber. Hun debuterede som romanforfatter i 1943 og er siden blevet kendt som en af de betydeligste stemmer i det moderne Frankrig. Hun blev født i Gia Dinh i det daværende Fransk Indokina, men flyttede til Paris efter skoletiden for at læse jura. På studiet mødte hun Robert Antelme, de giftede sig i 1939 og meldte sig begge ind i modstandsbevægelsen i 1943. Antelme blev taget af Gestapo i juni 1944.
Smerten udgør seks tekster skrevet i 1945. Fire er dagbogsoptegnelser, nedskrevet mens Duras ventede på sin mand, Robert Antelme, som var deporteret til en tysk koncentrationslejr. De skildrer samtidig hendes arbejde i den franske modstandsbevægelse. To er opdigtede, men udspiller sig med Anden Verdenskrig som bag tæppe. Fiktion og levet erfaring flyder sammen i disse tekster, som Duras skrev og siden glemte.
Marguerite Duras
En kvinde venter på nyt om sin deporterede mand i efterdønningerne af Frankrigs befrielse. Modstandskvinden Thérèse indleder en relation til gestapoagenten, der har anholdt hendes mand, for at modstandsgruppen kan likvidere ham. Thérèse torterer en stikker under et forhør og har lyst til at elske med en militsmand, der er arresteret af modstandsfolk. I udkanten af byen venter en fremmed på at dø blandt brændenælder og vild snerle. En jødisk pige og en gammel dame har isoleret sig i en lejlighed med en pistol og en kat og venter på det tyske politi, mens de lytter til bombeflyene over dem.
Jeg lukker øjnene. Hvis han kom tilbage, ville vi tage til vandet, det er det, der ville glæde ham mest. Jeg tror, jeg vil dø under alle omstændigheder. Hvis han kommer tilbage, vil jeg også dø. Hvis det ringede på døren: ”Hvem er det. – Mig, Robert L.” ville det eneste jeg kunne gøre være at åbne døren og så dø. Hvis han kommer tilbage, tager vi til vandet. Det vil være sommer, højsommer. Mellem det øjeblik, da jeg åbner døren og det, hvor vi igen er sammen ved havet, er jeg død. I en slags overleven ser jeg, at havet er grønt, at der er en lidt orangefarvet strand, sandet. Inden i mit hoved den salte brise, der hindrer, at jeg tænker. Jeg ved ikke, hvor han er i det øjeblik, da jeg ser havet, men jeg ved, at han lever. At han er et eller andet sted på jorden, også han, og ånder. Uddrag af bogen
Marguerite Duras