JAKOB CLOD ASMUND
RUMMET SOM STRATEGISK
OG MAGT I EN
SIKKERHEDSPOLITISK BRYDNINGSTID
GADS FORLAG
RUMMET SOM
STRATEGISK DOMÆNE
SATELLITTER, MISSILFORSVAR OG MAGT I EN
SIKKERHEDSPOLITISK BRYDNINGSTID
AF JAKOB CLOD ASMUND
Rummet som strategisk domæne.
Satellitter, missilforsvar og magt i en sikkerhedspolitisk brydningstid
© Jakob Clod Asmund og Gads Forlag A/S, 2026
Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen
Omslag, design og sats: Anders Peter Mejer Design
Forsidefoto: NicoElNino
Forfatterfoto: Ninna Flora
Tryk og indbinding: ScandBook AB
ISBN 978-87-12-80403-1 1. udgave, 1. oplag
Printed in Sweden
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
INDHOLD
Prolog Et blik mod stjernehimlen 7
Kapitel 1 Hverdagen og maskinrummet 11
Kapitel 2 Afghanistan 23
Kapitel 3 Rummet er særligt 37
Kapitel 4 Fra afhængighed til strategi 69
Kapitel 5 Rummet som et domæne 89
Kapitel 6 Kampen om rummet 101
Kapitel 7 Aktørerne i rummet
Kapitel 8 Missilskjoldet 139
Kapitel 9 Fremtidens rumkrig
Epilog Et nyt blik opad
PROLOG ET BLIK MOD STJERNEHIMLEN
Det er en kold og klar aften i oktober. Solen er for længst gået ned, og himlen er blevet helt mørk. Jeg lægger mig ned på terrassen i sommerhuset og vender blikket op mod himlen. Efter nogle minutter har mine øjne vænnet sig til mørket. Så træder stjernerne frem, én efter én. Jeg får også øje på Saturn og Mars. Ved første øjekast er alt, som det har været, siden jeg kom i sommerhuset
første gang for 25 år siden. Men så fanger mit øje noget. Først ligner det et stjerneskud, men det bevæger sig for roligt og langsomt hen over himlen. Bagved dukker en lignende genstand op. Så endnu en. Pludselig ligger en hel række lysende objekter som perler på en snor. De bevæger sig samlet hen over himlen, indtil de forsvinder under horisonten. Selvom det overrasker mig, har jeg en god idé om, hvad det er, jeg har fået øje på, men for at være helt sikker, tager jeg min telefon frem og åbner den app, der kan tracke objekter på nattehimlen. Jeg retter kameraet mod himlen, og app’en oplyser hurtigt navne på objekterne. Min antagelse er rigtig. Det er en række Starlink-satellitter, som for nylig er frigivet fra løfteraketten, og nu er på vej ud i deres forudbestemte baner om Jorden. Mens jeg holder min telefons kamera mod himlen, sætter app’en navne på flere genstande, der kredser om Jorden. Den ene er resterne af en russisk løfteraket, som har kredset om Jorden i årevis. Den anden er den internationale rumstation. Og så er der en lang række andre satellitter, der passerer mit synsfelt på kryds og tværs. Jeg lægger telefonen fra mig og kigger op igen. Ud over de velkendte stjerner og planeter træder alt det andet nu også frem. Satellitter og gamle raketter, som i dag er rumskrot. Ved første øjekast ser himlen rigere ud, som om den har fået flere stjerner, men nu
ved jeg, at de ekstra lysende punkter på den klare nattehimmel er noget andet. Jeg ville gerne tro, at det bare er nye stjerner, for jeg elsker at kigge på universet med fascination og en smule naivitet. Men i virkeligheden er det et tegn på, at de nære kredsløb omkring Jorden har ændret karakter. Magtkampene finder ikke længere kun sted på Jorden, for i dag fylder stater og andre aktører de vigtigste kredsløb med satellitter og avanceret teknologi, som blandt andet skal understøtte kommunikation, overvågning og missilforsvar. Og lige der, på terrassen i mørket, bliver det tydeligt for mig, at nattehimlen ikke længere er helt som før. Den er ikke kun fuld af stjerner, men også spor af et strategisk kapløb om rummet.
KAPITEL 1
HVERDAGEN OG MASKINRUMMET
Klokken er 5:45, og min telefon vibrerer på natbordet.
Det er stadig mørkt, så jeg famler efter telefonen og finder den, før mine øjne er helt åbne. Skærmen lyser i mørket, og på skærmen står klokken tydeligt og helt præcis, som om den har ligget klar og ventet på at blive taget i brug. I stuen tænder jeg for vejrudsigten på fjernsynet.
Der er skyer på vej ind over Sjælland, hvilket vises som
farvede bånd på vejrkortet. Jeg holder øje med, hvordan skyerne bevæger sig i løbet af dagen, så jeg kan beslutte, om jeg skal have regntøj på, eller om jeg bare skal have det med til cykelturen hjem. Det er en lille beslutning. Næsten ubetydelig. Alligevel hviler den på et blik, der blandt andet kommer fra rummet.
Jorden bliver konstant målt og aflæst, også mens morgenen bare ligner en hvilken som helst anden morgen. Vejret ser fint ud her til morgen, så jeg beslutter, at cykelturen til arbejdet bliver uden regntøj. I dag skal jeg dog ikke direkte på arbejde, jeg skal lige et smut forbi tandlægen. Det er længe siden, jeg har været ved tandlægen, så jeg er i tvivl om, hvilken cykelrute der er nemmest derhen. Derfor åbner jeg kort-app’en på min telefon og taster adressen ind. App’en tænker et sekund og foreslår to gode ruter. Mens jeg cykler ad de københavnske cykelstier, sidder min smartphone på cykelstyret og viser mig ruten til tandlægen. Da tandlægen har konstateret, at alt ser fint ud, er det tid til at betale. Det er heldigvis ikke så dyrt denne gang, men betalingen foregår, som den plejer. Jeg tager igen min telefon frem, åbner det elektronisk betalingskort, lægger det på dankort-terminalen, og med et enkelt bip har tandlægen fået sine penge. Den lokale del af betalingen sker mellem telefon og terminal, men bag den enkle handling
ligger et digitalt finansielt system, som er afhængigt af præcis tidssynkronisering. Og sådan fortsætter min tirsdag. Varerne, jeg bestilte søndag, er allerede leveret i pakkeboksen lige uden for min bolig. Pakker er nået frem uden forsinkelse, på samme måde som reservedele, medicin og elektronik hver dag bevæger sig gennem havne, lagre, motorveje og distributionscentre og understøtter det moderne og superoptimerede samfund, vi lever i. Hylderne i butikkerne er fyldte. Leverancer ankommer til tiden, fordi lastbilen bliver ledt uden om den værste myldretidstrafik. Det meste sker med en lethed, der får det til at se ud, som om det bare sker af sig selv. Men under hverdagens selvfølgeligheder ligger et lag, vi sjældent ser, og som få tænker over. Det er som elkablerne i væggen eller motoren under kølerhjelmen. Ting, der først rigtigt bliver “synlige”, når de holder op med at virke.
På samme måde er rummet et maskinrum, der i det skjulte får vores hverdag til at hænge sammen. Fra min lille beslutning tirsdag morgen ved knagen med regntøjet til den større evne til at få mennesker, varer og information frem til det rette sted på det rette tidspunkt. Rummet er vævet ind i vores samfund, med lag af kredsløb og satellitter, der gør hver deres ting på hver deres måde. Noget sikrer os en præcis tid og position. Noget
ser på Jorden og registrerer forandringer. Andet holder forbindelser åbne over store afstande. Her på Jorden skelner vi sjældent mellem de forskellige tjenester fra rummet. Vi bruger dem bare.
En af de mest kendte måder, rummet arbejder for os på, er satellitkommunikation. Det er intuitivt let at forstå. Typisk bliver et signal sendt op til en satellit og videre ned igen et andet sted på Jorden. På den måde kan to punkter holdes forbundet, selvom der er meget langt imellem dem, eller fordi oceaner, bjerge eller krig gør det svært at bruge den jordbaserede infrastruktur, vi ellers anvender, som for eksempel mobilnettet eller kabler i jorden. Det særlige ved satellitkommunikation er ikke kun, at den kan sende data og samtaler over store afstande, men også, at den kan gøre det steder, hvor andre løsninger enten ikke findes eller er for svære eller dyre at etablere. Derfor er satellitkommunikation særlig nyttig til søs, i luften, i tyndtbefolkede områder og i situationer, hvor forbindelsen skal opretholdes, selv om den infrastruktur, der findes på jorden, er ødelagt eller brudt sammen. Det gælder blandt andet i det civile samfund, hvor skibe kan holde kontakt med land, og hvor hjælpeorganisationer fortsat kan kommunikere i områder, hvor jordskælv og oversvømmelser har ødelagt den
lokale infrastruktur. I militære operationer binder satellitkommunikation i høj grad det hele sammen. Ordrer, situationsbilleder og efterretninger skal kunne bevæge sig hurtigt mellem mennesker og systemer, for at de militære chefer kan træffe gode og hurtige beslutninger.
Satellitkommunikation er en del af både civilsamfundets og militærets maskinrum, og så længe den virker, lægger de færreste mærke til den.
I et moderne samfund og i moderne militære operationer er det ikke nok at kunne tale sammen og udveksle data, det er mindst lige så vigtigt at vide, hvor noget er, og hvornår noget sker. Det vil sige alt, hvad der handler om position, navigation og præcis tid. De fleste kender det som GPS, men GPS er kun den mest kendte udgave af en større funktion, der handler om at fastslå, hvor noget befinder sig, hvilken retning det bevæger sig i, og hvad klokken helt præcist er. Denne type systemer kaldes ofte Global Navigation Satellite System (GNSS), og den er en af de mest grundlæggende tjenester i vores moderne samfund. I hverdagen viser den sig som den blå prik på telefonen, som flytter sig gennem byen, når vi bruger dens rutevejledning. Men en vigtig del, som man oftest ikke ser, er det tidssignal, der får forskellige systemer til at være enige om, præcis hvad klokken er. Den præcision
gør det muligt for digitale netværk, betalingssystemer, logistik og finansielle transaktioner at arbejde sammen.
Når noget skal synkroniseres, er det ikke nok, at to systemer er omtrent enige om, hvad klokken er. De skal være enige med en præcision på helt ned til få nanosekunder.
Civilt handler det om, at trafik, netværk, betalinger og forsyninger fungerer. Militært handler det om, at man kan fastslå position med høj præcision, holde militære enheder synkroniseret og gøre mange våben langt mere præcise. Det kan for eksempel være artilleri, missiler og droner. I stedet for at bruge mange bomber for at være sikker på at ramme et mål, kan et præcist koordinat betyde, at en enkelt bombe er nok, fordi den rammer lige der, hvor man vil have det.
Det kan lyde abstrakt, men konsekvenserne kan være meget konkrete. Hvis et større område i Danmark i nogle timer fik ustabile satellitbaserede tidssignaler, ville problemet ikke nødvendigvis vise sig som én stor mørklægning. Det ville snarere vise sig som små fejl, der breder sig. En mobilmast, der får sværere ved at holde takt med nabomasten. En havneterminal, hvor registrering af containere og lastbiler ikke længere er helt præcis. Et betalingssystem, der bruger længere tid på at afstemme transaktioner, eller en ambulance, der stadig kan køre, men hvis rute, kort og statusmeldinger ikke
længere er præcise. Det meste ville stadig virke, men det ville virke dårligere. Først som tilsyneladende tekniske småproblemer, men efterhånden ville man opdage, at mange af problemerne har samme rod.
Ud over position og kommunikation giver rummet et blik ned mod Jorden. Satellitter gør det muligt at se og forstå Jorden på en anden måde, end man kan fra jordoverfladen. Fra Jorden ser man verden indefra. En vej forsvinder bag næste sving og en mark er bare en mark. Men fra rummet træder mønstre frem. Nye hjulspor, hvor der ikke var nogen dagen før. En del af en by, der ligger mørk, hvor der tidligere var lys. En flod, der går over sine bredder og ændrer landskabet time for time.
Det væsentlige ved satellitter er ikke kun, at de kan tage billeder, det er, at de vender tilbage. De ser det samme område igen og igen. Det samme stykke jord, den samme fjord, den samme militærbase, den samme by. Derfor bliver det muligt at se, hvad der har flyttet sig, hvad der er bygget op, hvad der er forsvundet, og hvad der pludselig ser anderledes ud end dagen før. Nogle satellitter dækker store områder ad gangen og fanger for eksempel bevægelser i vejrsystemer, havis og landskaber. Andre zoomer ind og giver billeder med langt større opløsning. De kan vise skibe, bygninger og
spor af aktivitet. Nogle satellitter arbejder optisk i synligt og infrarødt lys, mens andre bruger radar og derfor kan observere både om natten og gennem skyer. Tilsammen gør alle disse satellitter det lettere at aflæse, hvad der sker på Jorden.
Civilt er det en åbenlys fordel at kunne se Jorden fra rummet. Man kan følge storme, før de rammer befolkede områder, og man kan opdage tørke, før konsekvenserne for alvor bliver synlige. Satellitterne gør det altså lettere at overskue forandringer, mens der stadig er tid til at reagere på dem. Den evne er også vigtig militært. Når en modstanders bevægelser skal forstås, er det ikke altid soldaten i felten, der ser bedst. Ofte er det blikket ovenfra, der først fanger, at noget er ved at ændre sig, for eksempel når modstanderen samler mange af sine enheder et sted tættere på vores grænser. Opdager man den slags tidligt, får man ikke bare viden, men også tid til at reagere og forsvare sig. Det handler dermed også om at vide, hvornår man selv kan blive set. Når overvågningen fra rummet bliver mere intens, fordi flere stater og private aktører sender satellitter i kredsløb, ændrer det adfærden på Jorden. Det er ikke alt, man kan skjule eller flytte i ly af mørket. Noget må vente til et vindue, hvor risikoen for at blive set af modstanderens overvågningssatellitter er mindre.