Mytemageren

MYTE MAGEREN MARTIN KRISTIANSEN

en biografi om JOHANNES V. JENSEN

GADS FORLAG

MARTIN KRISTIANSEN MYTE MAGERNEN

EN BIOGRAFI OM JOHANNES V. JENSEN

GADS FORLAG

Mytemageren: En biografi om Johannes V. Jensen

© Martin Kristiansen og Gads Forlag, 2026

Forlagsredaktion: Anne Mette Lauritzen

Omslag: Jes Madsen og Simon Lilholt/Imperiet

Sats: Bech Grafisk

Tryk og indbinding: Print Best, Estland

ISBN: 978-87-12-07648-3 1. udgave, 1. oplag

Vedrørende citater: I alle citater er Johannes V. Jensens sprogbrug fastholdt, også hvor sprogbrugen senere har ændret sig.

For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 33-35 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

INDHOLD

PROLOG

Johannes V. Jensen døde den 25. november 1950. Det var et ventet dødsfald. I månederne forud var han med stadigt tættere intervaller blevet indlagt og udskrevet fra skiftende sygehuse i københavnsområdet.

De mange indlæggelser og den kendte forfatters skrantende helbred var efterhånden kommet pressen for øre. Det efterår oplevede Jensens venner og bekendte således at blive ringet op af journalister, der helt åbenlyst sad og skrev på hans nekrolog.

Da døden rent faktisk indtraf, befandt Jensen sig hjemme. Han var efter eget ønske blevet udskrevet fra Blegdamshospitalet få dage tidligere. Hjemme var på dette tidspunkt en rummelig og smukt indrettet lejlighed på Østerbro, et ombygget tørreloft øverst oppe i den solide ejendom på Kastelvej, som Jensen var flyttet til nogle år tidligere som nykåret nobelpristager i litteratur. Til trods for den indsunkne fysiognomi og tydeligt svækket af en nyrelidelse – de medicinsk kyndige efterkommere i familien peger på grund af Jensens alder og køn på en afledt lidelse fra prostata – sad forfatteren om aftenen i sin stue og læste korrektur på det, som skulle blive hans sidste artikel; en nekrolog over vennen og politikeren Hartvig Frisch. Om natten faldt han ud af sengen i sit kombinerede arbejds- og soveværelse. Konen Else og sønnen Jens kom til fra de tilstødende værelser. De fik ham lempet op i den spartanske seng. Derefter kom Jensen ikke til bevidsthed igen, og ud på morgenen døde han.

I Pressens radioavis klokken 12 kunne Statsradiofoniens lyttere erfare, at landets internationalt berømmede forfatter var gået bort. Men det var så også det. Med befrielsen i frisk erindring var tiden ellers stadig præget af en vis højstemt begejstring for al dansk og ikke uvant med at fejre nationens store sønner og døtre. Men ingen statsmandslignende begravelse blev stillet i udsigt, ingen indsamling til et passende gravmonument, som et sørgende folk kunne samles om.

Johannes V. Jensen havde livet igennem med vekslende styrke været bevidst om eget format som forfatter, men havde samtidig i stor udstrækning skyet offentlighed om sin person, således også i døden. Hertil kom hans materialistiske livssyn. For Jensen udgjorde religion, ikke mindst kristendommen, et smukt og værdifuldt kapitel i menneskehedens udvikling, men i naturvidenskabernes tidsalder måtte det også være et tilbagelagt trin. Han skulle derfor hverken begraves på Garnisons Kirkegård, som han ellers havde haft fri udsigt til fra lejligheden på Kastelvej, eller ovre hos H.C. Andersen og Kierkegaard på Assistens, endsige få gravsten i egen baghave under et stort træ, som Karen Blixen endte med. Nej, Jensen skulle brændes i det moderne krematorium på Bispebjerg Bakke, og asken skulle i de ukendtes fællesgrav samme sted. For som han havde skrevet i 1925 i digtet “Naturens Afsked”, der indgik i Aarets Højtider, hans kampskrift for en verdslig liturgi:

I Jorden ender Jordens Skarer.

Og Jorden, som du stedes paa, Med samt din Aske skal forgaa. Hvad under Mælkevejen varer?

Men skønt er Nuet, naar det farer, er Himlen fjærn, den er dog blaa!

Jensen døde ved ottetiden om morgenen. Allerede samme eftermiddag blev kisten kørt til Bispebjerg Krematorium. Her skulle bisættelsen ifølge forfatterens bestemmelse foregå “i dybeste stilhed”. Nu var mennesket Jensen ophørt med at eksistere, fremover skulle alene de efterladte værker tale.

Portræt af Johannes V. Jensen fra 1905, som bladtegneren Valdemar Andersen debuterede med på Charlottenborg Forårsudstilling året efter. Siden hang det i en årrække over hans søn Ibs seng.

Johannes V. Jensen var fortrolig med de islandske sagaer, og i det omfang han kunne siges at tro på et efterliv, var han på linje med de gamle nordboeres forestilling om, at livet efter døden leves i eftermælet. I begrebets gængse forståelse tænkes der imidlertid ikke på afdødes efterladte ord,

men på andres efterfølgende omtale. Og dét eftermæle kom der i Jensens tilfælde hurtigt noget både uldent og modsætningsfuldt over.

Det begyndte ellers med forudsigelig hyldest. I aftenavisernes grundigt forberedte omtaler den 25. november hed det blandt andet, at “Johannes V. Jensen døde hædret og æret som den største i sit slægtled og som en sprogfornyer, der længe vil sætte sig spor”. Undervisningsminister Flemming Hvidberg oplæste om aftenen mindeord for den afdøde forfatter i radioprogrammet Aktuelt Kvarter. Med patos udtalte han, at “en stor skjald og seer har forladt os og er gået ind bag forhænget”. Måske var det noget forkølede billede med “forhænget” den konservative politiker og teologs forsøg på at imødekomme den gudløse Jensen.

I Berlingske Aftenavis emmede litteraten Hans Brix’ fyldige nekrolog af slet skjult ironi. Jensen havde med “mandige Skridt og oprejst Hoved” marcheret stolt forrest i sin ungdom, senere havde han fundet et mere adstadigt tempo, og nu var han med sin død “nået til Kasernen”, hvor “gode Jyder og andre Skribenter og hengivne Venner, som gik forud”, ventede. Brix anerkendte godt nok Jensens mangeårige indflydelse i dansk litteratur, men mente samtidig, at “hans etnografiske Romaner” allerede hørte “Fortiden til som Digtekunst betragtet”. Med en blasert bortviften konkluderede nekrologen, at “for de ganske unge Slægtled, hvem Verdenskrigene har skilt fra den gamle Verden ved sine to Istider, betød han ikke saa meget”.

Det sidste var en sandhed med modifikationer, men korrekt var det, at Johannes V. Jensen som rebelsk forbillede havde haft en særlig betydning for generationen født omkring år 1900. Det var den første generation, som for alvor kunne kalde sig moderne. Dem, der som unge havde spejlet sig i Jensens maskin- og fremskridtsbegejstring serveret i et adækvat inciterende sprog. Et nyt århundredes verden, hvor civilisationen i automobiler og aeroplaner nåede ud til jordens sidste – i et vestligt perspektiv – uopdagede afkroge, og hvor videnskaberne dagligt kunne berette om nye afdækkede kendsgerninger, fra universets indretning til de mindste atomers natur. En verden, der bar en mening i sig selv, hvorfor mange af generationens frontløbere droppede aftenbønnen, inden PH-lampen blev slukket i privaten.

En markant repræsentant for generationen var forfatteren Tom Kristensen. Dagen efter Jensens død fortalte han til avisen Socialdemokraten, hvordan han som ung havde gået rundt med en imaginær revolver, som han satte for folks bryst, mens han spurgte: “Er Johannes V. Jensen ikke den største forfatter, Danmark nogensinde har haft?” Lød svaret “Nej”, affyrede Kristensen et “Idiot!” den anden vej. Året efter i 1951 fik Tom Kristensen til opgave at skrive kapitlet om Jensen i det stort opsatte værk Danske Digtere i det 20. Aarhundrede. Den nyligt afdøde forfatter kunne dårligt have ønsket sig en mere begejstret fremstilling af forfatterskabets stilistiske fortrin og tanker. Tom Kristensen talte således varmt for hele pakken, ikke kun sprogkunstneren Jensen; men mente også, at “man narrer sig selv for en glæde ved at springe den ‘videnskabelige’ del af forfatterskabet over”. Hermed hentydede han til Jensens livslange optagethed af naturforskeren Charles Darwin og dennes evolutionsteori. Kristensen delte ikke fascinationen i samme omfang, han var et andet gemyt og en anden forfatter. Men evolutionstanken fremstod også i Tom Kristensens forstående fremstilling som et troværdigt fundament, man kunne basere en livsanskuelse på. Sådan var det imidlertid ikke alle, der havde det.

Den norske lyriker Alf Larsen tilhørte samme generation som Tom Kristensen. Også han havde læst Johannes V. Jensen i den mest modtagelige alder og dyrket ham som en halvgud, blandt andet mens han gik på en grundtvigsk højskole i Lyngby nord for København. Alf Larsen var imidlertid endt med at se tilbage på sin ungdoms Jensen-begejstring med fortrydelse. Op gennem trediverne var han blevet stadigt mere involveret i det norske Rudolf Steiner-miljø og som en konsekvens optaget af den tysk-østrigske mystikers såkaldte antroposofi. Men ikke mindst nazismens raceideologisk begrundede folkedrab under 2. Verdenskrig havde fået Larsen til at se tilbage på Jensens forfatterskab med nye øjne.

Alf Larsen spildte ikke tiden. Kort inde i det nye år, i 1951, udkom Larsens essay i bogform med titlen Ved Johannes V. Jensens Død: Et Tidsoppgjør. Her skrev et menneske, der følte sig narret, og som ikke lagde fingrene imellem. Især havde Larsen set sig gal på hovedværket Den lange Rejse, romanserien, hvis blond-nordiske skabelsesmyte han nu tolkede som en art proto-nazisme indsvøbt i et besnærende sprog. Om

Johannes V. Jensen hed det, at “den forbandelse som hvilte over ham var å si dumheter med geni”. Den tidligere så forgudede forfatters “uåndelighed” var “rædselsfuld”, Den lange Rejse var “et orgie av uvidenhet og naivitet”, ligesom Larsen mente, at havde Jensen “levet i Tyskland, vilde der sikkert aldrig ha eksistert noen Alfred Rosenberg”. Rosenberg var kendt som nazisternes chefideolog, særligt på grund af bogen Mythos des zwanzigsten Jahrhundert – Det tyvende århundredes myte – fra 1930. Et værk, hvis omfang af “pyramidalt” vrøvl Jensen overgik med længder i bogen Åndens stadier, hvis man skulle tro den norske lyriker.

For Alf Larsen var Jensens overlegne sprogkunst endt med at være selve problemet; Johannes V. Jensen var en “stemningssvindler”.

Alf Larsen var langtfra den sidste, for hvem Jensens sprog stod affortryllet tilbage efter endt læsning. Stemningssvindler var med lidt andre ord også det, den danske digter Per Højholt i 1967 anklagede Johannes V. Jensen for at være. I det voldsomt nedrakkende essay “Den sphinxforladte Jensen” analyserede Højholt Jensens ellers berømmede myte “Fusijama” fra 1907. Højholt skrev, at han følte at stå over en sansedyrkelse uden “bevidsthed, intellekt” i mødet med mytens sprogligt “postulerede fyrværkeri” og dens “fattige form for gådefuldhed”. Højholt så udelukkende formålsløs ordakrobatik i forgængerens sansebeskrivelser ved synet af det japanske bjerg på en sørejse og udbrød til slut: “Jensen, Jensen, var du dog blot blevet voksen!”

Et mønster var begyndt at tegne sig i receptionen af Johannes V. Jensen. Det trak på en klar distinktion mellem værkernes form og deres indhold. Jensen kom til kort i mødet med et æstetisk ideal i litteraturkritikken, hvor man traditionelt har hyldet en oplevet samklang mellem netop sprogets stil (formen) og det, som skal udtrykkes (indholdet). Det var denne adækvate symbiose, som hverken Alf Larsen eller Per Højholt mente opstod i Jensens værker. Nordmanden fandt sprogets skønhed forløjet, fordi det dækkede over farligt tankegods. Højholt fandt ingenting bagved, og det var vist næsten lige så slemt.

Men også i nyere tid finder man distinktionen tydeligt gentaget, også hos Johannes V. Jensens erklærede beundrere. Dem har der været ikke så få af blandt senere forfatterkolleger. I et forord til Jensens Christofer Columbus skriver Ib Michael i 1992: “Hvis Jensen var tidsbunden i sit

syn, var han til gengæld så moderne i sin stil, at nutiden næppe har fattet det.” Ib Michael nedtoner indhold, der måtte vække anstød, med den venligtsindede eufemisme “tidsbunden”, fordi sprogets tidløse kvaliteter i hans udlægning overskriver indholdets tidsbundethed. Sproget redder Jensens forfatterskab for eftertiden. En opfattelse, Klaus Rifbjerg repeterer med tyk streg under otte år senere. Det sker i lejlighedsdigtet “Denne Jensen”, hvis anledning var 50-året for Johannes V. Jensens død i 2000. Også Klaus Rifbjerg var en stor beundrer af Jensen. Alligevel er det Rifbjerg, som i digtet spørger, om ikke den Jensen, alle taler om, var “en nazi/ Der aldrig fik sin dom?”, “En jyde der troede Columbus/ Var et æg lagt i Himmerland” og “En tosse der målte skaller/ For at lodde en mands forstand?” Ifølge digtet gives der kun ét svar på alle de retoriske spørgsmål, nemlig “et rungende ja”. Rifbjerg begræder således, at Johannes V. Jensen gjorde sig afhængig af “fixe idéer”, men finder trøst i, at idéerne kun findes i værkerne som “drømmenes genklang svøbt i det særlige sprog”. Sproget igen. Digtet ender derfor med den ofte gentagede opfordring til at skille værk og forfatter ad. Ifølge Rifbjerg skal Jensens bøger fortsat læses, fordi “selv på møddingen vokser der roser”.

Rifbjergs udgangsbillede kan virke som et passende eftermæle for en forfatter, der meget bevidst lod sine jordiske rester indgå i naturens store kredsløb. Asken blev godt nok ikke smidt på en mødding, men nedgravet i plænen, som udgør Bispebjerg Kirkegårds fællesgrav, og hvor der vokser lidt af hvert.

Men holder Rifbjergs tilgang til Jensen stadig i dag? Årtusindeskiftet kan allerede synes længe siden. Meget har ændret sig i tidens litteratursyn, herunder en vigende tendens til at adskille værk og forfatter lige så kategorisk, som Rifbjerg opfordrede til. Især autofiktionen fra Karl Ove Knausgård til Madame Nielsen har udfordret grænsen mellem fiktion og virkelighed, men også i litteraturhistorisk tilbageblik er forfattere, deres gøren og laden, mens de levede, blevet inkluderet som led i et samlet udsagn og stillet til ansvar over for nutidige moralske og politiske normer. En sådan tilgang læser ikke i samme omfang hen over “tidsbundne” udsagn.

Hvordan falder bedømmelsen af Johannes V. Jensen så ud med den slags nutidige øjne? Kan han stadig læses, og i så fald hvorfor og hvordan? Er han stadig relevant?

Denne biografi vil svare med et lige så rungende ja som Rifbjergs, men af flere og andre grunde. Naturligvis er der Jensens sprog. Den ubestemmelige følelsesmæssige merværdi, som han så ofte formåede at tilføre sine tekster med et skær af intuitiv lethed, baseret på et omfangsrigt udtryksregister, og som har berørt læsere gennem tiden. Sætninger, man ikke kan forestille sig anderledes. For at give et indtryk indeholder denne biografi fyldige eksempler fra Jensens hånd. Men både forfatterskabets sprogligt stilistiske mesterskab og dets indhold har noget at sige læsere i dag. I sidstnævnte tilfælde måske mere end nogensinde.

I sin samtid følte Johannes V. Jensen sig ofte misforstået, når han insisterede på, at Darwins evolutionsteori burde have en altændrende betydning for menneskets selvbillede; at et moderne livssyn kunne finde mening i menneskets konkret fysisk-biologiske skæbnefællesskab og forbundethed med alt levende. Det kaldte i Jensens udlægning på en ny ydmyghed i mødet med naturen. Den erkendelse fremstår med fornyet aktualitet i disse år, hvor natur og klima trænger sig på som tema alle vegne, også til overflod i dansk litteratur. Derfor er det oplagt at genbesøge “den videnskabelige del” af Jensens forfatterskab, som også Tom Kristensens opfordrede til, og ikke mindst at søge at forstå den særlige evolutionære poetik, Jensen udviklede i mødet mellem natur, viden og sprog.

Men også andre værker, der falder uden for de kanoniserede som Kongens Fald, Digte 1906 og Himmerlandshistorier, fremstår anderledes i et nutidigt perspektiv. Det gælder Jensens fremsynede metaleg med brugerpræferencer i Madame D’Ora, hans burleske Faust-pastiche fra 1904. Og det gælder Jensens i sin tid udskældte sidste roman fra 1936, Gudrun, hvis markante sexismetema vækker en anden genklang i dag efter MeToo.

Denne biografi genbesøger således både nogle af Jensens mindre fejrede værker og hovedværkerne. Vægten er lagt der, hvor der var noget på spil for Jensen, enten personligt eller i en bredere samtidig kontekst, og

hvor der ofte også er det med nutidige øjne. Meget er med, men uden en slavisk gennemgang af hele det omfattende forfatterskab som mål.

Endelig er der Johannes V. Jensen selv. Hvem var det menneske, som længe efter sin død der oppe under tagene på Østerbro kunne fremkalde så stærke følelser, fra dybfølt hengivenhed til ægte vrede, og som er vedblevet med både at forføre og frastøde nye læsere? Det er spørgsmål, som i sig selv kalder på nysgerrighed. Men Jensens liv og tid, hans udvikling som menneske og forfatter, repræsenterer også en større historie om tilblivelsen af nutidens samfund og verden. Heri ligger begrundelsen for at tillade sig at “vandre omkring” på Jensens “privatliv” – som Jensen formulerede det i beskrivelsen af en cafégæsts uønskede opmærksomhed i 1903.

Det er en kendt sag, at især den yngre Johannes V. Jensen havde et anstrengt forhold til inddragelse af biografisk viden til forståelse af sit forfatterskab. Det enkelte værk var et afsluttet hele. Den illusion, det formåede at skabe hos læseren, skulle ikke slås i stykker ved tilvejebringelse af forstudier, kladder, brevkorrespondancer eller andre oplysninger om forfatterens private forhold. Det var som at give “publikum stenene til mosaikken i hovedet”, som han skrev i Nordisk Aand i 1911.

Imidlertid kom den ældre Jensen til at se med større velvilje på den litteraturfaglige interesse for sin person. Og faktisk, særligt når det gælder Johannes V. Jensen, føles det oplagt også at interessere sig for omstændighederne omkring værkernes tilblivelse og for ophavspersonen bag. For Jensen selv vedkendte sig at skrive med et formål. Hans værker skulle ideelt set påvirke nogen, noget skulle ske, en reaktion følge i den virkelige verden. Kunsten var for Jensen ikke en ø, en afsondret verden af æstetik alt andet uvedkommende. Tværtimod tolkede han igen og igen menneskers udsagn og frembringelser som udtryk for større tendenser i tid og samfund, eller med størst forkærlighed som små nedslagspunkter set i de store evolutionære linjers perspektiv. For ham var alt forbundet, en del af noget større og hele tiden under udvikling, også det enkelte individ. Som han skrev i Æstetik og Udvikling i 1923:

I Virkeligheden kan man kun se selv et Menneske man kender i en Rækkefølge af flere Figurer, fra Barn til Voksen, end ikke én Dag det samme Væsen; det er Tiden man ser med et Menneske i sin Kurve.

For at forstå et menneske, en forfatter og et forfatterskab må man altså ifølge Jensen beskrive en udvikling i tid, og det er netop det, biografien som genre forsøger. I erindringens genfortælling af glimt samler sig myten om et liv. Johannes V. Jensen var selv intenst optaget af at se sig tilbage, hans værker er fulde af begyndelser og skabelsesberetninger, og det gælder i høj grad også den myte, han skabte om sig selv. En fortælling, der både hvad angår liv og forfatterskab begynder ét sted: Himmerland.

Martin Kristiansen København, marts 2026