Hvordan ureflekterede syn på menneskerettighederne har skadet demokratiet og retsstaten
MADS BRYDE ANDERSEN
MISFORSTÅEDE MENNESKE RETTIGHEDER
Hvordan ureflekterede syn på menneskerettighederne har skadet demokratiet og retsstaten
GADS FORLAG
Misforståede menneskerettigheder.
Hvordan ureflekterede syn på menneskerettighederne har skadet demokratiet og retsstaten © Mads Bryde Andersen og Gads Forlag A/S, 2026
Redaktion: Palle Weiss
Forlagsredaktion: Anne Mette Palm og Bolette Rud. Pallesen
Omslag: Harvey Macauley / Imperiet
Sats: Demuth Grafisk
Forfatterfoto: Christine Ulrich Andersen
Tryk og indbinding: Scandbook AB
ISBN 978-87-12-80694-3
1. udgave, 1. oplag
Printed in Sweden
Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Bogen er fagfællebedømt som retsvidenskabelig afhandling.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Del IV: Udviklingen af den moderne menneskeret
24. De første kodifikationer
25. ILO
26. Nato som menneskerettighedsbeskytter
27. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder
28. Fra Vietnamkrigen til murens fald
29. FN’s rolle i og uden for menneskeretten
30. Det europæiske menneskerettighedssamarbejde
31. Europarådet
32. Europarådets Ministerkomité
33. EMRK version 1.0
34. Danmarks ratificering af EMRK
35. Østudvidelsen
36. Sammenfattende iagttagelser
Del V: Hvordan skabes ret og pligt i en retsstat?
37. Hvorfor denne gennemgang?
38. Generelt om ret og pligt
39. Viljens betydning for forståelsen af retsregler
40. Det juridiske hjemmelskrav
41. Grundprincipper for domstolenes sagsbehandling
42. Andre elementer i den juridiske metode
43. Domstole og retskulturer
44. Om forfatnings- og præjudikatdomstole
45. ”Andres
”Danmarks
46. Hvad er folkeret?
47. Folkerettens aktører
48. Traktater og erklæringer
49. Indgåelse og efterlevelse af traktater
50. Traktatforbehold er som regel tilladte
51. Kan traktater opsiges eller ændres?
52. Løftebrud i folkeretten
53. Internationale domstole
54. Sammenfatning om folkerettens kilder
Del
55. 1950-Domstolen
56. Den skelsættende tillægsprotokol 11
57. Medlemsstaternes reaktioner mod aktivismen
58. Domstolens
59. Hvilke pligter kan Domstolen pålægge medlemsstater?
60.
Del
61.
62. Bureaukratiet
63. Hvordan udvælges sager til realitetsbehandling ved Domstolen?
64. Sagsbehandlingen i kamre
65.
66.
67.
68.
73.
74.
78. Hensynet til stater med reelle menneskerettighedsproblemer
79. Menneskerettigheder udvikles bedst af dommere
80. Fortidens støtte til Domstolen forpligter
81. Afsluttende
Forord
Denne
bog handler om de forandringer, som den moderne menneskerettighedstænkning har påført det danske folkestyre og dansk ret.
Forandringerne er sket, fordi Folketinget, regeringen og danske forvaltningsmyndigheder gennem årene ukritisk har ladet sig dirigere af nogle aktivistiske fortolkninger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har udviklet gennem de seneste årtier. Gennem denne passivitet er en betydelig magt dermed flyttet fra Christiansborg til Strasbourg med store (men sjældent erkendte) skadevirkninger på den danske retsstat.
Bogen viser, hvordan denne passivitet har fået fodfæste pga. af en række misforståelser af, hvordan, hvornår og hvorfor Danmark er blevet forpligtet af EMRK. Den viser også, at vi for længst kunne have taget relevante politiske og juridiske skridt imod de aktivistiske fortolkninger.
I den offentlige debat har det primært været Domstolens praksis om udvisning, der har fyldt. Men magtforskydningen gør sig gældende på alle de samfundsområder, hvor de aktivistiske fortolkninger går mod danske værdier og hensynsafvejninger. Den mærkes også blandt andre velfungerende demokratier i EMRK-kredsen.
Den fremherskende opfattelse går ud på, at Domstolens fortolkninger er uangribelige, og at Danmark reelt ikke kan tage retlige skridt for at blive frigjort fra vores EMRK-pligter. Opfattelsen bygger imidlertid på et udbredt ukendskab til en række begrebsmæssige, juridiske og historiske forhold. Bogen søger at afklare de heraf følgende misforståelser om Danmarks internationale manøvremuligheder.
De aktivistiske fortolkninger har mange udtryk. Nogle kendetegnes ved at gå mod ordlyden af EMRK. Andre bryder med de forudsætninger, som Danmark og andre medlemsstater havde, da konventionen blev skrevet i 1950. En del af dem strider ligefrem mod dansk retsopfattelse.
For dem alle gælder det, at de giver EMRK et indhold, som ingen kunne se for sig, da konventionen blev til.
Alligevel har vi som sagt valgt at følge dem, tilmed i takt med at aktivismen har udviklet sig til stadigt flere områder og med stadigt mere uforudsete fortolkninger.
Bogen indeholder ikke et opgør med selve den tanke, at hensyn til individet i særlige tilfælde kan veje tungere end flertallets ønsker. Navnlig er bogen ikke et opgør med EMRK, som den står skrevet. Kritikken retter sig alene mod, at nogle dommerne i Strasbourg (hvoraf hovedparten intet kender til danske forhold) skal udlægge teksten ud fra deres personlige værdisyn.
Jeg begyndte at skrive bogen i efteråret 2024 efter at have deltaget i den debat, der opstod i kølvandet på en bog skrevet af den senere udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund, med titlen Ingen over domstolen. Heri giver Stoklund udtryk for sine frustrationer som politiker over at være underkastet bindinger, som EMRK med Domstolens fortolkninger har påført Danmark, navnlig på udlændingeområdet.
Det er fuldt forståeligt, at folkevalgte benytter et sådant konkret sagsområde til at diskutere det rimelige i et mere alment samfundsproblem (her: magtforskydningen til Strasbourg). Udlændingeområdet er da også et velegnet eksempel på Domstolens aktivisme. Ingen af dens fortolkninger på dette område var nemlig hverken forudset eller tilsigtet, da konventionen blev skrevet.
Siden er der indtruffet en væsentlig international begivenhed, der uden tvivl vil påvirke balancen mellem politik og EMRK-jura og dermed også denne bogs emne. Den 10. december 2025 underskrev 27 medlemsstater i Europarådet en fælles udtalelse, der i et meget markant tonefald lægger afstand til Domstolens fortolkninger på udlændingeområdet.
Med dette skridt er et af de ofte hørte argumenter mod kritik af Domstolens aktivistiske fortolkninger forsvundet. Modargumentet har været, at der er fuld politisk opbakning til Domstolen i kredsen af EMRK-medlemsstater, og at de folkevalgte slet ikke ønsker noget opgør.
Hvad udtalelsen af 10. december 2025 fører til, vides ikke i skrivende stund. Emnet skal drøftes på ny på et møde i Europarådet den 15. maj 2026. Men selve det, at et stort flertal blandt EMRK-medlemsstaterne har ytret sig så kritisk og så konkret, antyder, at der nu – omsider – viser sig en politisk vilje til også at tage retlige skridt mod Domstolen.
Derfor er det vigtigt at få udredt nogle af de misforståelser, som tidligere har præget menneskerettighedsdebatten.
Det er ikke ukompliceret at vise, hvori disse misforståelser består. Nogle angår historiske forhold. Andre forudsætter kendskab til dansk ret. Endnu andre forudsætter en viden om, hvordan forskellige typer af domstole agerer i forskellige retsordninger – og hvilken magt de her er tildelt.
For at komme hele vejen rundt forklarer jeg en række begreber, regler og temaer, som der ikke er plads til at lægge frem i den offentlige debat. Hvad er fx en ”menneskeret”, og hvordan vedtages, fortolkes, håndhæves – og ændres – ”retsregler”, nationalt og internationalt? Er konventioner mere forpligtende end andre aftaler? Hvad med højtidelige erklæringer?
I særskilte kapitler fremlægger bogen det historiske og retshistoriske forløb, der har skabt den menneskeretlige og anden for emnet relevant internationale regulering.
Jeg har forsøgt at skrive disse juridiske og historiske kapitler så kort og klart, som det har været mig muligt. Kyndige læsere vil måske finde dem overflødige – sådan er det jo med faglitteratur. I så fald kan disse kapitler springes over.
Fællesudtalelsen af 10. december 2025 viser, at de dommerskabte, aktivistiske fortolkninger ikke kun spiller en stor rolle i den danske værdidebat, men at også folkevalgte i andre EMRK-medlemsstater føler frustration ved den dommerskabte ”lovgivning”. Modsat demokratisk indført lovgivning er den jo ikke funderet i et folkeligt mandat, ligesom den heller ikke uden videre kan omgøres ad demokratisk vej.
Det er derfor vigtigt at slå fast, at de folkevalgte – hvis de måtte ønske det – kan reagere på Domstolens fortolkninger gennem skridt, der hverken indebærer, at Danmark bryder internationale forpligtelser eller vil blive isoleret på den internationale scene.
Hertil kræves blot en politisk vilje. En sådan vilje opnås kun på grundlag af en korrekt forståelse af menneskerettighedernes indhold og funktion. Denne forståelse kræver kendskab til både juraen og historien. Det er bogens ambition at bidrage til denne forståelse.
Lidt læsevejledning:
For at lette læsningen udelades dokumentation i brødteksten. Bagest findes et omfattende noteapparat med referencer og links, som læseren kan konsultere for enten at opnå dokumentation for redegørelsen eller få mellemregningerne med. Jeg har også indføjet en ordliste, der gerne skulle hjælpe med at holde styr på de mange begreber på menneskeret-
tighedsområdet, og en tidslinje med nogle centrale nedslag i menneskerettighedstænkningens historie.
Her og der forekommer det, at jeg benytter begreber og problemstillinger, som forklares andetsteds i bogen. For ikke at tynge læsningen har jeg undgået krydshenvisninger til sådanne andre dele. Skulle læseren komme i tvivl, om hvad der sigtes til, håber jeg at det udførlige stikordsregister på s. 313 ff. kan være til nytte.
Redaktionen af bogen er sluttet den 1. marts 2026
Hellerup i marts 2026
Mads Bryde Andersen
DEL I
HVAD
ER PROBLEMET?
Del I viser, hvordan de aktivistiske fortolkninger af EMRK, som Domstolen gennem årene har udviklet, har forandret det danske folkestyre og det danske demokrati, fordi stadig mere beslutningsmagt er flyttet fra København til Strasbourg. Kapitlerne viser også, hvor begrænset det demokratiske mandat er, som ligger bag denne magtforskydning, og hvor forholdsvis enkle lovgivningsmæssige greb der skal til for at flytte magten tilbage igen.
1. Demokrati og menneskeret som modsætninger
Ordet ”menneskerettighed” vækker sympati. Som mennesker ser vi os selv i det. Tankerne ledes hen på de forfærdelige forbrydelser, som autokrater har begået gennem verdenshistorien og fortsat begår. Sympatien er så stærk, at man ofte slet ikke bekymrer sig om, hvad begrebet egentlig dækker.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)1 blev vedtaget i 1950, kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Det er en udbredt misforståelse, at EMRK er en del af EU-samarbejdet. Dengang fandtes EU slet ikke. EMRK blev vedtaget i regi af Europarådet, der var kommet til verden året før, og som stadig findes.
De rettigheder og friheder, som blev slået fast i EMRK, ansås dengang som en sproglig gengivelse af noget indlysende rigtigt. Mange af dem havde allerede fundet udtryk i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948. Derfor havde EMRK allerede dengang en stor legitimitet i Vesteuropa. Af samme grund også et bredt demokratisk fundament.
Gennem det sidste halve århundrede er dette billede gradvis blevet forandret. De menneskerettigheder, der er skrevet ind i EMRK, er nu forvandlet til specifikke direktiver, der styrer både lovgivning og administration i de vestlige demokratier. Denne forandring har rod i en række fortolkninger af EMRK, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (i det følgende kaldet Domstolen)2 har udviklet. Dette er sket gennem et stort antal afgørelser, som har forvandlet indholdet af konventionen.
Ifølge EMRK skal Domstolen behandle klager indgivet af borgere mod deres stat. Disse tusindvis af klager har givet Domstolen anledning til at udlægge artiklerne i konventionen på en måde, som har bragt dem fjernt fra de forestillinger, man gjorde sig i 1950.
Menneskerettigheder, som dengang var tænkt som et bolværk mod autokraters magtmisbrug, og som nød (og nyder) bred tilslutning, er
derfor nu forvandlet til retsregler med et langt bredere sigte. Fortolkningerne bliver til regler med juridisk pligtvirkning på alle samfundsområder, og som der ofte er mange lige gode meninger om. Det har hidtil været vanskeligt at diskutere rimeligheden i denne magtforskydning, fordi den jo netop lanceres som et nødvendigt udslag af ”menneskerettighederne”.
Det er et væsentligt budskab i denne bog, at selve menneskerettighedsbegrebet rummer så mange nuancer og forgreninger, at det ikke meningsfuldt kan danne grundlag for en debat ”for” eller ”imod”.
Af samme grund giver det ikke mening at udråbe sig som ”menneskerettighedsforkæmper”,3 medmindre der sigtes til helt konkrete retskrav. Som bogen vil vise, kolliderer én menneskerettighed nemlig ofte med andre i såkaldte ret-mod-ret-konflikter (på engelsk: conflicting rights). Ligeledes har begrebet forskelligt indhold, alt efter hvilken kultur der er tale om.
Hovedparten af den praksis fra Strasbourg, som i disse år er genstand for debat, angår sådanne ret-mod-ret-konflikter. I kapitel 4 giver jeg en række eksempler på dem. Helt grundlæggende består der en retmod-ret-konflikt mellem folkestyret og de aktivistiske udlægninger af EMRK. Det folkestyre, der har skabt en bestemt regel, er selvfølgelig udtryk for én menneskerettighed. Det samme er dommernes aktivistiske udlægninger af EMRK i en dom, der erklærer den demokratisk vedtagne denne regel for konventionsstridig.
På den baggrund er der noget mærkeligt i, at så mange af tidens spørgsmål handler om ”menneskerettigheder” – også når de enkelte rettigheder kolliderer – når dette begreb kan bruges til at forsvare vidt forskellige kolliderende rettigheder.
Hvordan er vi kommet dertil?
En væsentlig forklaring ligger i, at der i samfundet hersker en udbredt usikkerhed om indholdet af juridiske begreber. Denne usikkerhed har ført til en række misforståelser om, hvad man kan og må, og hvem der har den endelige afgørelse af den slags spørgsmål. En stor del af denne bog går med at udrydde disse misforståelser. Deraf titlen.
En anden forklaring ligger i, at mange selvudråbte menneskerettighedsforkæmpere i virkeligheden deltager i en magtkamp. Denne magtkamp handler ikke så meget om den enkelte ”menneskeret”, men om, hvem der skal bestemme rettens indhold. En stor del af debatten handler derfor om, hvorfor netop Domstolen i Strasbourg bør have denne magt frem for de demokratisk valgte lovgivere.
Det mener nutidens menneskerettighedsforkæmperne og deres følge af interesseorganisationer, forskere og advokater, at den skal. Men det mener stadig flere folkevalgte, der ser menneskerettighedstænkningen som et angreb på demokratiet, at den ikke skal. Både herhjemme og i resten af Europa har denne folkelige opfattelse navnlig fæstnet sig i sager om udvisning af udlændinge. Her har Domstolens aktivistiske fortolkninger af, hvornår en udvisning vil true den udvistes ret til et ”familieliv” eller indebære en ”umenneskelig eller nedværdigende behandling”, lagt markante grænser for, hvilken lovgivning de folkevalgte kan vedtage.
Uanset hvor man står i dette spørgsmål, er det ikke til at komme uden om, at menneskerettighedstænkningen i dag kolliderer med den almindelige demokratiopfattelse på områder, hvor Domstolens udlægning af ”menneskerettighederne” er i konflikt med flertallets ønsker.
Alle er jo enige om, at moderne liberale demokratier vedtager love efter en forudgående politisk debat. I politiske debatter afvejes modstridende værdier og hensyn mod hinanden. Nogle mener x, andre mener y. Enten finder man frem til kompromiset z, eller også stemmer man om sagen og følger flertallets ønsker. Kun i rene undtagelsestilfælde kan flertallets ønske med rimelighed betegnes som et overgreb mod mindretallet. Viser resultatet sig uhensigtsmæssigt, tager man reglen op til revision i en ny politisk debat.
De undtagelsestilfælde er der blevet flere og flere af gennem de seneste årtier.
Alligevel er det gennem årene lykkedes det menneskeretlige miljø at lancere ”menneskerettighederne” som uangribelige sandheder, som potentielt kan trumfe enhver politisk beslutning uanset dens folkelige opbakning. Kritikere har påpeget, at Domstolens aktivistiske fortolkninger intet demokratisk fundament har. Heroverfor har menneskerettighedsforskere, interesseorganisationer og andre tilhængere af domstolsaktivismen hævdet, at en sådan kritik vil indebære en sympati for de groveste menneskerettighedskrænkelser: Går man ind for ”menneskerettigheder”, må man tage hele pakken med små som store menneskerettigheder. Der er – hævdes det – ikke tale om et ”tag-selv-bord”. Køber man ikke denne præmis, står man på despoternes side.
Interesseorganisationernes motiver for at argumentere sådan er indlysende: Når de vinder deres sager i Strasbourg, forvandles politiske krav, som ellers kunne være genstand for en besværlig demokratisk proces i de enkelte EMRK-medlemsstater, til juridiske diktater til alle staterne.4
Disse diktater må medlemsstaterne så efterleve, hvis ikke de skal udstilles som ”krænkere” af deres ”internationale forpligtelser” eller miste deres status som ”retsstater”.
Selve denne ”retliggørelse” af samfundsspørgsmål, som efter fæstnede demokratiske traditioner burde drøftes i en åben politisk debat, er i og for sig ikke nogen ny foreteelse. I USA har organisationer med tilknytning til den såkaldte borgerretsbevægelse siden 1950’erne strategisk udvalgt søgsmål som middel til at påvirke den politiske debat og retsstillingen. Når det sker, debatteres spørgsmål, der tidligere intet havde med jura og domstole at gøre, nu af jurister og afgøres af dommere. At en sådan udvikling kan skabe helt unødige polariseringer, kendes netop fra USA, fx i debatten om fri abort.5
Dette fravær af demokratisk forankring er blevet et stadigt større problem i vores folkestyre, fordi risikoen for at krænke EMRK selvfølgelig vokser, i takt med at Domstolen med sine aktivistiske fortolkninger har udvidet EMRK’s rækkevidde til ukendelighed. Særlig problematisk er dette på områder, hvor de folkevalgte efter en demokratisk debat udtrykkelig har ønsket det anderledes.
To eksempler fra den hjemlige scene illustrerer denne modsætning:
Ved dom af 24. maj 2016 i sagen Biao v. Denmark blev Danmark pålagt at ophæve den dagældende 28-årsregel i udlændingelovens § 9, stk. 7, fordi den efter Domstolens opfattelse ville ramme visse etniske grupper. Højesteret havde vurderet samme spørgsmål anderledes. 28-årsreglen (der i mellemtiden var blevet til en 26-årsregel) havde et stort folketingsflertal bag sig – og altså også en højesteretsdom. Men efter dommen måtte samme flertal stemme imod den for at undgå, at Danmark brød sine internationale forpligtelser. 6
I 2024 måtte Folketinget ændre en række love om børns retsstilling, efter at Danmark i 20227 blev dømt i Strasbourg (med dommerstemmerne 4-3, hvor bl.a. den danske og finske dommer dissentierede) for at krænke ”retten til familieliv” med vores dagældende forbud mod stedbarnsadoption af børn født ved kommercielt rugemoderskab.
Gennem de seneste år er flere konflikter af den art kommet til.
Som allerede nævnt har et stort og vedvarende flertal blandt danske folketingspolitikere i mange år ønsket at udvise stadig flere kriminelle udlændinge. Dette ønske kolliderer imidlertid ofte med den forståelse af den udvisningsdømtes ret til ”privatliv og familieliv”, som Domstolen har anlagt. Denne ret findes i EMRK art. 8. Artiklen blev indsat i konventionen med det hovedformål at forhindre overvågning. Ingen
kunne dengang forestille sig, at samme artikel skulle kunne benyttes til at afskære udvisning af kriminelle udlændinge.
I Danmark ville Højesteret aldrig anlægge lignende fortolkninger. Det fremgår nemlig af grundlovens § 64, at domstolene i deres kald alene har at rette sig efter ”loven”. Når ”loven” giver anledning til tvivl, er vores domstole selvfølgelig nødt til at vælge.
Som jeg vender tilbage til i kapitel 43, kan et sådant fortolkningsvalg også skabe ny ret. Men som det også fremgår heraf, er danske domstole uhyre respektfulde over for det juridiske grundlag, som de dømmer efter. De er mere loyale over for bestemmelsernes ordlyd og dømmer som det klare udgangspunkt inden for deres ”ordgrænse”. Når sager kommer til Højesteret efter en særlig tilladelse, sker det for at afklare en retstilstand – ikke for at udvikle den i en bestemt retning.8
I klar modsætning til denne praksis ser Strasbourg-domstolen det som sin rolle at udvikle nye rettigheder. Ikke at fastholde og fortolke dem, som den blev sat i verden for at gøre i rollen som klageinstans for kendte menneskerettigheder som forudsat i 1950. Skiftende præsidenter for Domstolen har bekræftet denne rolle.9
Derfor er det let at dele den frustration, som mange folkevalgte oplever ved at skulle stemme mod deres reelle overbevisning, blot fordi en international domstol har valgt at lægge sine egne fortolkninger ind i en konventionstekst. Fortolkninger, som vel at mærke ikke fremgik af ordlyden, da teksten blev udarbejdet for 75 år siden med helt andre formål. Frustrationen skyldes ikke, at respekten for de grundlæggende menneskerettigheder er dalet. Tværtimod. Navnlig i de nordiske lande har samfundsudviklingen skabt en stigende politisk accept af de grundlæggende menneskerettigheder. Det er fraværet af demokratisk kontrol, der nærer frustrationen.
Som følge af Domstolens aktivisme er barren for, hvad der juridisk udgør en ”menneskeret”, blot sænket så langt ned, at almindelige samfundsspørgsmål i dag er blevet til ”menneskeretlige” krav, som Danmark pga. af vores internationale forpligtelser er bundet af. Disse krav findes i dag overalt.
Aktivismen er udtryk for ren politik, fordi den hverken støttes på nogen lovgivervilje, på konventionens forarbejder eller på retlig argumentation med almen gyldighed. Den har udelukkende rod i de etiske, humanitære, retspolitiske og andre opfattelser, som dommerne i Strasbourg havde på domstidspunktet.