OMSLAG: © DITTE VEJLSTRUP
788712
065814
CLIMATECALC.EU
000097 / SE
Menneskeslægten
Gads Forlag
xxx g CO2e
9
Menneskeslægten
Robert Antelme (1917-1990) blev født i Sartène på Korsika. Han tog til Paris efter sin studentereksamen for at læse jura, og på studiet mødte han forfatterinden Marguerite Duras (1914-1996). De giftede sig i 1939 og meldte sig begge ind i modstandsbevægelsen i 1943.
Menneskeslægten beretter om dagligdagen i lejrene og fangernes kamp for at overleve i et hierarki, der har døden som en konstant horisont, om fangernes indbyrdes forræderier og venskaber og SS’ernes vold. Det er samtidig en refleksion over, hvad det vil sige at være menneske, når livet er reduceret til viljen til at holde sig i live. Bogen udkom i 1947 og betragtes som et af de vigtigste vidnesbyrd fra Anden Verdenskrig.
Robert Antelme
Juni 1944. Den franske modstandsmand Robert Antelme tages til fange af Gestapo og sendes til koncentrationslejren Buchenwald og senere arbejdslejren Gandersheim. Da de allierede nærmer sig lejren i løbet af foråret 1945, evaku eres fangerne først til fods og siden med tog til koncentrationslejren Dachau. Da den senere præsident François Mitterand, der var aktiv i modstandsbevægelsen, besøger Dachau efter befrielsen, finder han Antelme i den aflukkede del af lejren, hvor de syge og fortabte tilfælde er lukket inde. Det lykkes at evakuere Antelme og bringe ham tilbage til Paris, hvor hustruen, forfatterinden Marguerite Duras, venter på ham.
Robert Antelme
Vi forandrer os. Det går ned ad bakke for ansigt og krop, vi kan ikke længere skelne de smukke fra de grimme. Om tre måneder vil vi se endnu mere anderledes ud, vi vil få endnu vanskeligere ved at skelne den ene fra den anden. Og alligevel vil vi hver især stadig have en vag fornemmelse af vores egen særegenhed. Og eftersom man på ingen måde kan give udtryk for denne særegenhed her, skulle man af og til næsten tro at man befandt sig uden for livet, på en eller anden rædselsfuld ferie. Men det er et liv, vores sande liv, vi har ikke noget andet liv at leve. For det er faktisk sådan her millioner af mennesker og deres system gerne vil have at vi lever, sådan her andre accepterer at vi lever. Det er her særegne skæbner udfolder sig og når til vejs ende. Der er folk der dør, og det sidste de ser, er faktisk det her sted. Når vi tænker nu, er det allerede dette liv tankerne handler om, ikke det gamle, det ”rigtige” liv. Så man er også nødt til at kæmpe for ikke at synke ned i anonymitet, kæmpe for at blive ved med at kræve lige så meget af sig selv som man kræver af andre. Man opdager at man kan give slip på sig selv i et omfang man ikke havde troet muligt tidligere. Uddrag af bogen