Vibeke Kaiser-Hansen Esben Klinker Hansen
Michael Nobel Hviid Rasmus Skovgaard Jakobsen
Krige og overlevelse i 1 6 00 -tallet
Bogen er udgivet med støtte fra
Vibeke Kaiser-Hansen Esben Klinker Hansen
Michael Nobel Hviid Rasmus Skovgaard Jakobsen
KAOS
Krige og overlevelse i 16 00-tallet
PROLOG
KAOS, KRIGE OG OVERLEVELSE I 1600-TALLET
Krisernes og krigenes tidsalder
Trediveårskrigen, Kejserkrigen, Torstenssonfejden og Karl Gustav-krigene
Danmark og Sydøstjylland i 1600-tallet
På sporet af kaos
DEN SVENSKE LEJR I BREDSTRUP
DA KRIGEN ØDELAGDE EN EGN
Da svenskerne kom til Frederiksodde
Tiden, der fulgte
Dahlberghs store lejr
Fæstningsingeniøren
De smukke kort
J.N. Wilses beretning
Slagmarksarkæologi i Bredstrup
Vand og sump som værn
Bly i kilovis
Penge, udstyr og tidsfordriv
De levede af landet
Krigens håndværk
Udskrevet eller lejesoldat
Soldaten
Hæren og trosset
Beliggenhed
Når lejren bliver for trang
Lejren i konstant arbejde
TROEN
AT GIVE KAOS MENING
Krig og kirke
Guds bord
Præsten
Den kristne menighed på flugt
De døde
En apokalyptisk tid
Fromhed eller fortabelse
Bod og anger
Guds retfærdige vredes ris
Kirketugt
Stokkeforordningen
Dødens dag er bedre end fødselsdag
Troen som trøst og håb, kontrol og disciplin
ET SAMFUND REJSER SIG AF ASKEN
Kontribution, brandbeskatning og plyndring
Fjenden kommer! Red, hvad reddes kan
Skjulte skatte
Annus horribilis – epidemien 1659
Ødelæggelsen
Genopbygningen. Det lange seje træk
Alle kæmper for deres ret – de første kaotiske år
Nye og gamle folk på fæstegårdene
Kamp om byggematerialer
Genbesættelsen af gårdene
Gang i driften
Købstædernes situation efter 1660
Krigstraumer. Kollektiv eller individuel erindring?
Johannes Rüde. Præsten som mediator og kulturbærer
Vold, grusomhed og bortførelse
Tab af gods og ejendom – psykisk sammenbrud
Mindet om de døde
Mindet om genopbygningen efter Karl Gustav-krigene
En traumatiseret befolkning?
SVENSKEKRIGENE OG DET FOLKELIGE ERINDRINGSUNIVERS
Dynamiske sagn
Krigserindringen
Kaos og eksistenskamp
At undvige konfrontation med fjenden
Konfrontation
Ven eller fjende?
Navne som erindringssted
Spøgelser og traumer
Den langsigtede erindring
EPILOG AT HÅNDTERE KAOS
Kamp og tro
Genopbygning og erindring
Noter
Forkortelser
Litteratur
PROLOG
KAOS, KRIGE OG
OVERLEVELSE I
1600-TALLET
Lidt op ad formiddagen tirsdag den 18. september 1627 banker det hårdt på porten til Koldinghus. Med bange anelser åbner slotsfoged Hans Jensen porten. Han møder desperate og bange Koldingborgere med byfoged Niels Bertelsen i spidsen, der frygter den danske konges oprørske lejetropper og ønsker skjul på slottet. Hans Jensen aner ikke sine levende råd, men er overbevist om, at slottet ikke er mere sikkert end andre steder i byen. Så han sender dem bort. Timerne op til afvisningen var begivenhedsrige. Aftenen før modtog Hans Jensen Christian 4. og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Kongen var sammen med sin lejehær brudt op fra deres lejr ved Flensborg på flugt fra den tyske kejsers tropper, som hastigt bevægede sig nordpå. Lejehæren var nu delvist ude af kontrol og plyndrede på sin vej op gennem Jylland. Christian 4. kendte til den militære situation og beordrede ved sin ankomst til Koldinghus slotsfogeden til straks at evakuere slottets inventar og løsøre, inden lejehæren nåede byen. Natten igennem og ud på morgenen forsøgte Hans Jensen forgæves at skaffe vogne og bønder til at fragte kongens gods og folk væk fra slottet. Men ingen slap forbi kongens egne lejesoldater, der i stedet røvede bøndernes vogne og heste. Det var tilsyneladende umuligt at redde slottets inventar. I løbet af formiddagen rejste kongen og Kirsten Munk videre mod Fyn og København med forventning om, at Hans Jensen gjorde alt for at sikre slottet og dets indbo.
Sådan gik det ikke.
Efter afvisningen af borgerne ved slotsporten flygtede Hans Jensen. Kun bevæbnet med en kæp og sine handsker begav han sig til det nærliggende fiskerleje Strandhuse. Her skaffede han en båd hos en fisker og slap over Lillebælt til Fyn.
I Kolding var stemningen desperat. Men med kongen og slotsfogeden ude af syne lykkedes det borgerne at få adgang til slottet. Og sammen med det tilbageværende personale barrikaderede de sig på Koldinghus. Skræmte holdt de udkig resten af dagen. Efter en ængstelig nat opdagede slottets brygger tidligt onsdag morgen
Koldinghus, som det menes at have set ud på Christian 4.s tid. Maleri af J.J. Bruun fra midten af 1700-tallet.
en lille gruppe lejetropper, som var ved at krydse vindebroen. Gennem en revne i den indre port affyrede han sin flintebøsse og nedlagde en løjtnant. De resterende soldater slog alarm, og snart vrimlede slotsbanken med soldater. Slottet blev stormet og plyndret. Forinden var det dog lykkedes folkene at slippe væk gennem badstuetårnet og videre gennem slotshaven.1
Den danske hærs hovedkuldse tilbagetrækning op igennem Jylland kom bag på befolkningen. Enten var rygtet kommet for sent, eller også var man uforberedt på lejesoldaternes adfærd. Resultatet var frygt og kaos. Mens nogle soldater plyndrede Kolding, hærgede andre landområderne. Det gik ud over adelsdamen Riborg Lindenov, som blev plyndret på landevejen, da hun var i færd med at bringe guld, smykker, perler og ædelstene i sikkerhed. Snart nåede andre soldater til Vejle, hvor de afbrød bryllupsfesten mellem Anna Jensdatter og købmanden Niels Lauritsen Nimb. De stjal sølvtøj og kostbare duge, som ægteparret havde lånt af den lokale adel. 2 En del af Vejles indbyggere flygtede, da kongens soldater ankom. Ægteparret Nils Jensen og Else Jensdatter flygtede ligesom deres naboer ud i den nærliggende Grundet Skov. Da de efter nogle dage vovede sig hjem igen, fandt de deres hus raseret og udplyndret.3
Lejehæren var imidlertid kun en forsmag på de trængsler, som ventede. Ti dage efter at Christian 4. forlod Kolding, indtog den tyske kejsers tropper byen, og den 2. oktober rykkede de ind i Vejle, hvor befolkningen igen flygtede. Snart var hele den jyske halvø besat.
Forinden havde vejlenserne nedgravet og gemt de kostbarheder, de havde i behold efter den første plyndring, inden de for anden gang på få dage måtte flygte ud af byen. Besættelsestropperne bestod af to rytterkompagnier med samlet 300
Den franske kunstner Jacques Callot udgav i 1633 en serie kobberstik med scener fra Trediveårskrigen: Les misères et les malheurs de la guerre. Et centralt tema i scenerne er soldaters overgreb på civilbefolkningen. Her er det plyndringen af en gård.
heste og to fodfolkskompagnier på i alt 600 mand. Mens en del bemægtigede sig rådhuset og forskansede sig bag palisader og tørre voldgrave, indtog andre kirken. I kirketårnet opstillede de kejserlige tropper ni kanoner, der tyngede konstruktionen så meget, at der efter krigen var fare for sammenstyrtning. For at få materialer til forskansningen af kirken og rådhuset nedbrød soldaterne kirkemuren, latinskolen, skolemesterens og børnenes bolig samt klokkerens og kirketjenerens hus. Nedrivningerne sikrede frit udsyn omkring hærens nye hovedkvarter. Ud over forskansningen blev materialerne også brugt til et vagthus på torvet og en vindebro ved Nørreport. 4 Efter den første skræk havde lagt sig, vendte en del borgere tilbage til byen. Husene var i sørgelig forfatning, mange hjem var rippet for alt, og indbyggerne var tvunget til at indkvartere fremmede soldater i deres huse. Ofte indtog de alle beboelsesrum. Hans Hermansen og hans hustru måtte f.eks. i flere måneder sove i ringe sengeklæder på husets loft, fordi soldaterne lagde beslag på resten. Til sidst opgav de boligen, da de ikke kunne klare de betalinger, soldaterne krævede.5
At huse 600 fremmede soldater var voldsomt for en købstad, der i 1620’erne havde 1.000-1.300 indbyggere fordelt på lidt over 250 husstande. Det store antal soldater og de mange hundrede heste kunne hverken rummes i Kolding eller Vejle og blev derfor indkvarteret på gårdene i oplandets landsbyer. Hermed kom landboerne til at dele skæbne med byboerne. Bønderne blev ofte truet og frarøvet heste og køer. For Hans Albretsen i Vork ved Egtved fik det fatale følger. En indkvarteret soldat –en salvegarde, der blev betalt for at beskytte landsbyboerne mod udplyndring – tog en hest fra Hans, der blev så harm, at han truede med at slå soldaten ihjel. Han blev arresteret, indsat i Rådhustårnet og senere hængt.6
Først da budskabet om fredsslutningen i Lübeck den 8. maj 1629 nåede egnen i begyndelsen af juni, kunne man ånde lettet op. Genopbygningen kunne begynde. Ved krigens afslutning var næsten 200 huse eller godt og vel 80 procent af Vejles boliger nedbrudt eller brændt, mens kirken og rådhuset var i en miserabel forfatning.7 I Kolding og på landet var situationen ikke meget bedre. Også her var huse og gårde ødelagte, og folk stod foran en enorm opgave med at genopbygge deres liv og ejendomme.
Det blev ikke sidste gang, befolkningen i Sydøstjylland eller resten af landet blev kastet ud i krig og kaos. Både i 1643 og 1657 blev Jylland, Fyn og Sjælland besat af svenske hære. Og ikke nok med at fjenden besatte landet, den danske konges egne soldater og allierede agerede lige så skånselsløst over for lokalbefolkningen som fjenden. Kampen for at håndtere kaos blev en tilbagevendende tilstand og udfordring. Det er det, vores bog beskriver.
KRISERNES OG
KRIGENES TIDSALDER
Historikere har kaldt 1600-tallet for jernårhundredet8 og krisernes tidsalder.9 Perioden var præget af religiøse, sociale, politiske, økonomiske og demografiske kriser og opbrud, som resulterede i en række mere eller mindre indbyrdes forbundne krige. De definerede Europa i 1600-tallets første halvdel og skabte en følelse af, at dommedag lurede lige om hjørnet. Hertil kom hyppige udbrud af epidemiske sygdomme. Pest, plettyfus og kopper var nogle af tidens store dræbere. Og de mange krige og de uhygiejniske forhold i de store hære bidrog til smittespredningen. Samtidig var klimaet præget af faldende temperaturer og meget nedbør. Det gik hårdt ud over landbruget og fødevaresituationen i hele Europa. Tiden fra 1300 til 1850 er senere blevet kaldt den lille istid.10
Krig var langtfra et nyt fænomen, men i første halvdel af 1600-tallet ændrede krigene sig dramatisk for den danske befolkning. Tidligere begrænsede de sig primært til rigets grænseregioner eller nabolande. Nu rykkede de ind i kernelandet, hvor fremmede hære besatte store dele af riget.
Krig dengang var markant anderledes end i nutiden. Plyndringer, vold og tilfældige drab på civile sker også i dag, men moderne hære medbringer normalt egen proviant, ammunition og lignende. I 1600-tallet var det ikke tilfældet. Her skulle soldaterne brødføde sig selv. Hæren skulle ernæres og aflønnes af det landområde, hvor den befandt sig. Det gjaldt mad, indkvartering, løn, materialer til støbning af våben og geværkugler og befæstninger. Derfor mobiliserede man kun en hær, når der var krig, da hæren ellers ville dræne fyrstens egne områder for ressourcer.
Plyndring og beskatning, også kaldet kontribution, har altid fulgt i krigens kølvand, men i 1600-tallet blev det perfektioneret. Det blev den grundlæggende finansieringsmodel, som betød, at udsugningen af civilbefolkningen blev systematiseret i en grad, man ikke tidligere havde set.11 De mange professionelle hære på alt fra 10.000 til 100.000 mand var plager af bibelske dimensioner. Som hærgende græshoppesværme udsugede de befolkningerne gennem brandskatter, plyndringer og ødelæggelser, og med hver hær fulgte en broget skare af soldaterkoner, børn, officerstjenere, gøglere, kvaksalvere, lykkeriddere, småhandlende, håndværkere, ludere og lommetyve.12 Det følge kaldte man trosset, og det kunne være lige så omfangsrigt som selve hæren. Alt det kom den danske befolkning til at opleve gentagne gange i 1600-tallet.
TREDIVEÅRSKRIGEN, KEJSERKRIGEN, TORSTENSSONFEJDEN OG KARL GUSTAV-KRIGENE
Trediveårskrigen 1618-1648 er på mange måder rammen for det kaos, der satte sig spor nationalt og lokalt påførte enorme tab og lidelser. Samtidig er den store krig også en afgørende fortolkningsramme for forståelsen af Kejserkrigen, Torstenssonfejden og Karl Gustav-krigene og de udfordringer, de stillede danskerne over for. Trediveårskrigens centrale krigsskueplads var Det Tysk-romerske Rige (Kejserriget), som bestod af flere hundrede mindre fyrstendømmer, Nederlandene, Østrig, de vestlige dele af Tjekkiet og Polen samt den nordlige del af Balkan. Konflikten er blevet kaldt ”krigenes krig”. Der var ikke tale om én krig, men en række parallelle konflikter og krige, som viklede sig ind og ud af hinanden i et kompliceret spil. På overfladen var konflikterne drevet af religiøse modsætninger mellem katolikker og protestanter, men de handlede i lige så høj grad om magt og magtbalancer mellem Europas fyrstehuse, om territoriale grænser og om spændinger og opbrud i sociale strukturer.13
I 1625 trak Christian 4. Danmark ind i Trediveårskrigen for at sikre sin position som Nordens dominerende fyrste. Overordnet ønskede han at støtte det protestantiske parti, men derudover havde han også en række ikkereligiøse motiver. Det var primært indflydelse over de nedersaksiske fyrstebispesæder, som kunne sikre hans sønner et standsmæssigt voksenliv, ligesom han ville kontrollere de nordtyske floder Elben og Weser, som var vigtige handelsveje. Sandsynligvis var et motiv også at stække den gottorpske hertug, som havde indledt forhandlinger med Sverige om en alliance. Endelig ønskede han nok at involvere sig i krigen før Sverige.14
Efter en længere politisk kamp med rigsrådet, som ikke ønskede Danmark trukket ind i konflikten, drog kongen i krig i sin egenskab af hertug af Slesvig og Holsten.
Efter mindre bataljer endte krigseventyret i et fatalt nederlag ved Lutter am Barenberg, hvor han i 1626 blev slået af den katolske, kejserlige hær. Kongen måtte flygte over hals og hoved, og Jylland blev besat af de kejserlige tropper fra 1627-1629. Derfor kaldes den periode, Danmark deltog i Trediveårskrigen, for Kejserkrigen (1625-1629).
Med freden i Lübeck var Christian 4. og Danmark ude af krigen. Nu trådte Sverige ind på den europæiske krigsscene. Og det blev et vendepunkt. Med krigerkongen Gustav 2. Adolf i spidsen blev Sverige hurtigt en magtfaktor, kendt og frygtet for sin velsmurte krigsmaskine. De vandt sejre og erobrede store landområder langs den tyske og polske Østersøkyst. At være en stormagt krævede en talstærk og veltrænet hær. Det pressede statsfinanserne, og krig var den eneste gangbare vej til at opretholde hæren. Den skulle leve af landet, så spørgsmålet var bare, hvor man skulle kæmpe og mod hvem?
Fremstilling af Slaget ved Lutter am Barenberg i udkanten af Harzen. Fremstillingen stammer fra det berømte historiske værk om Trediveårskrigen fra 1627: Östreichischer Lorberkrantz Oder kaÿserl. Victori af Michael Caspar Lundorp.
I de næste 16 år var det svenske blik rettet mod Tyskland. Men Christian 4. generede i stigende grad deres udsyn. Han havde genoptaget sin nordtyske stiftspolitik. Og i 1635 lykkedes det ham at få indsat sin søn, den senere Frederik 3., som fyrstebiskop i stifterne Bremen og Verden. Hertil kom, at kongen i et forsøg på at påvirke magtbalancen i Europa og ikke mindst mellem Danmark og Sverige var begyndt at mægle mellem krigens stridende parter. Ikke overraskende gik den politik imod svenske interesser. Desuden havde Christian 4. i slutningen af 1630’erne tredoblet Øresundstolden i et forsøg på at fylde den slunkne statskasse. Det generede både Sverige og europæiske søfartsnationer som Nederlandene.15
I vinteren 1643-1644 var det blevet for meget for Sverige. Danmark blev taget på sengen, da hærfører Lennart Torstensson, der senere har givet navn til krigen, forlod Trediveårskrigens slutspil og i begyndelsen af 1644 besatte hele Jylland uden forudgående krigserklæring. Samtidig rykkede en anden svensk hær ind i Skåne. Torstenssons hær trak sig allerede ud af Jylland i juli, men blev afløst af en ny i september samme år. Udskiftningen var næppe en fordel for befolkningen, da plyndringerne ofte var værst i begyndelsen og i slutningen af en besættelse. Efter underskrivelsen af Freden i Brömsebro i august 1645 nåede indberetninger fra det jyske den kongelige administration. Mange gårde var enten brændt ned eller ødelagt, og befolkningen var blevet plyndret.
Brömsebroaftalen bragte fred, men aftalen viste også, at magtforholdet var tippet i svensk favør. Danmark afstod de vigtige øer i Østersøen, Gotland og Øsel, og de norske områder Härjedalen og Jämtland. Desuden fik svenskerne Halland i pant i 30 år. Sverige var Østersøregionens nye dominerende magt. Indtil da havde de dansk-svenske krige været regionale opgør, men fra og med Torstenssonfejden var de viklet ind i den europæiske storpolitik og ofte udløbere af europæiske krige. Det var også tilfældet med de efterfølgende Karl Gustav-krige, som blev en af de største katastrofer i danmarkshistorien.16
I 1648 døde Christian 4., og Frederik 3. blev konge. Han lurede på revanche, men var samtidig bekymret over, at Sverige i 1654 fik endnu en kriger, Karl 10. Gustav, på tronen. Karl kastede sig over Polen i 1655, og mens den svenske hær var optaget der, erklærede Danmark i 1657 Sverige krig. Det viste sig at være katastrofalt. Da nyheden nåede Karl 10. Gustav, brød han op og satte kurs mod Danmark. Allerede en lille måned efter trængte den svenske hær ind i Holsten. Taktikken var den samme som Torstenssons i den forrige krig. Landet skulle invaderes sydfra – og helst hurtigt. I slutningen af oktober var Jylland besat. I januar 1658 foretog Karl 10. Gustav en af krigshistoriens mest berømte og dristige manøvrer, da han ledte hæren over det tilfrosne Lillebælt til Fyn, hvorfra de få dage senere krydsede det ligeledes tilfrosne Storebælt. Midt i februar stod hovedstyrken på Sjælland. Danmark var slået, og Frederik 3. var tvunget til at indgå den ydmygende Roskildefred den 26. februar.17
Den var kærkommen for svenskerne, for problemerne lurede i det nordtyske, hvor en centraleuropæisk alliance truede deres besiddelser langs Østersøens sydkyst. Men freden blev kort. Den polske slagmark var ødelagt og udpint og ikke voldsomt attraktiv for den svenske konge. Men noget skulle hæren leve af. Den blev derfor i Danmark, og i august 1658 brød krigen ud igen, da svenskerne belejrede København.
Den svenske hærs rute fra Polen til København, hvor den krydsede de tilfrosne danske bælter.
Mens Danmark med krigserklæringen i 1657 stod uden allierede, var situationen med det svenske fredsbrud vendt på hovedet. Nu kunne en forsvarsalliance med nederlænderne træde i kraft.
Efter Den Westfalske Fred i 1648 var suveræne stater frie til at indgå alliancer uden hensyn til religion og moral. Efter Trediveårskrigen var ingen interesserede i, at en enkelt stat opnåede større universel eller bare regional magt. Hvis Sverige udraderede Danmark, ville Østersøen være under svensk herredømme, og det ønskede hverken England, Frankrig eller Nederlandene. Med belejringen af København og en storm på byen lurende i horisonten organiserede Frederik 3. et forsvar af hovedstaden og bad nederlænderne om hjælp. De sendte en orlogsflåde mod København.18 Det lykkedes med nederlændernes hjælp det københavnske forsvar at afvise den svenske storm på byen den 11. februar 1659.19
I det jyske kom en alliance bestående af Brandenburg, Polen og Det Tysk-romerske Rige til undsætning. I løbet af efteråret og vinteren 1658-1659 lykkedes det den 30.000 mand store hær at befri Jylland. Men blot for selv at lægge beslag på landet.