Kærlighedens ansigt

INTERNATIONAL BESTSELLERFORFATTER

SARAH JIO Kærlighedens ANSIGT

ROMAN

”Fuldstændig fortryllende.”

GOODREADS

Af samme forfatter på dansk:

Alle blomsterne i Paris (2019)

Når violerne blomstrer (2020)

Brombærvinter (2020)

Den sidste kamelia (2020)

Kærlig hilsen fra London (2022)

Huset på stranden (2023)

Husbåden i Seattle (2024)

For evigt (2025)

SARAH JIO

ROMAN

GADS FORLAG

Kærlighedens ansigt er oversat fra amerikansk af Ronja Johansen efter The Look of Love

Copyright © Sarah Jio 2014

All rights reserved

Dansk udgave © Gads Forlag 2026

Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80525-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til verdens bedste venner, som blev ved min side i den mørkeste stund og aldrig slap min hånd. Det gælder især Wendi Parriera, Natalie Quick og Claire Bidwell Smith. Det er ægte kærlighed.

Hvis du ikke elsker nogen, giver resten ikke mening.

– E. E. Cummings

Paris 1893

Idet

moderigtige 5. arrondissement langs Seinens ene flodbred står Elodie ved siden af sin blomsterkærre og betragter alle parrene, der går ned ad gaden arm i arm. Kærlighed, tænker hun. Den er ikke hende forundt. Åh jo, hun kunne sådan set godt finde en fyr, en ismand, måske. En karl ude fra landet. En skorstensfejer. Eller en af de unge mænd, der står uden for markedet og pudser sko på de rige. Men nej. Hun tager en dyb indånding og plukker et vissent blad på en af pæonerne i spanden. Hun løfter blikket igen og får øje på Greven af Auvergne, Luc Dumond. Hans høje hat rager op over de andre fodgængere på torvet. Han krydser den brolagte gade, mens han holder øjenkontakten med Elodie, og undgår med nød og næppe en hestevogn. Greven kommer af og til forbi hendes lille bod for at købe blomster til sin kone, Marceline, hvis alvorlige, forpinte ansigt og stormfulde øjne står i stærk kontrast til hans blide

og venlige facon. Og derfor dagdrømmer Elodie nogle gange om, hvordan livet ville være som grevinde – hans grevinde.

Ofte står hun og kigger op på vinduerne i det overdådige palæ på den anden side af vejen, mens hun tænker på, hvad der mon gemmer sig inde bag murene.

“Goddag,” siger Luc til hende og løfter hatten.

“Goddag,” svarer hun, en smule forfjamsket. “Den sædvanlige buket til grevinden?”

Ligesom en tehandler kan have sin helt egen blanding, eller en kok sin særlige specialitet, har Elodie lavet en signaturbuket. Den består udelukkende af grønne blomster: frøkenhat, krysantemum og roser i en afdæmpet lysegrøn, for selvom de er sværere at finde, er de fuldkommen bjergtagende. Hun binder buketterne en gang om dagen og gemmer en til Luc bagerst på kærren.

Først svarer han ikke. Han har fortabt sig i hendes øjne.

“De er grønne,” siger han så.

Elodie ryster forvirret på hovedet.

“Deres øjne.”

Hun smiler. “Ja.”

“De har smukke øjne.”

“Mange tak, hr.”

“Bare kald mig Luc.” Efter lidt tid siger han: “Hvad er Deres navn?”

“Elodie.”

“Elodie,” siger han og betragter blomsterne foran sig. Pludselig får han øje på de ord, der er indgraveret langs siden af kærren.

“Hvorfor står der sådan?” spørger han og nikker mod inskriptionen, “Amour vit en avant.”

Kærlighed består. Det var de sidste ord, hendes mor sagde, da hun lå på sit dødsleje. “Du må aldrig opgive kærligheden, min kære Elodie,” sagde hun tårevædet. “Du må ikke blive hård, ligesom jeg gjorde. Kærligheden skal bo i dit hjerte. Hold det åbent, og luk kærligheden ind, selv hvis omstændighederne synes umulige. Stol på det. Og vær ikke bange for, at det ender galt. For selv hvis det gør, skal kærligheden nok bestå.”

Hun tog Elodies hånd i sin og lagde den over sit skrøbelige hjerte. “Kærligheden bor herinde. Den dør ikke. Den består.”

“Det er min mors ord, som jeg trøster mig ved,” siger Elodie. “De leder mig på vej.”

Luc smiler. “Jeg må hellere finde pungen frem.”

Hun nikker. “En lille buket, måske? Noget med –”

“Jeg vil gerne købe alle blomsterne i Deres bod.”

Hun ryster på hovedet. “Det kan De ikke mene.”

“Men det gør jeg.”

“Men hvad vil De gøre af alle de blomster?” spørger hun og smiler stort. Der er hundredvis af blomster i hendes bod i dag. Hyacinter, roser, levkøj og sommerens mest velduftende pæoner.

“Blomsterne er til Dem,” svarer han.

“Til mig?” spørger hun forundret.

“Ja, til Dem,” gentager han. “Så De ikke behøver at arbejde mere i dag, men i stedet kan spadsere en tur i det parisiske solskin.” Han finder en håndfuld sedler frem. “Vil De følges med mig?”

Genevieve, en anden blomstersælger og en af Elodies gode veninder, har overværet det hele. “Bare smut,” siger hun med et smil. “Jeg skal nok holde øje med din bod.”

“Skal vi?” spørger Luc og rækker hende hånden.

Elodie aner ikke, hvad hun ellers skal gøre – så hun tager den.

2021 Pike Street, lejlighed 602, Seattle 24. december 2012

Jeg trækker blidt i snoren, så Sam, min golden retriever, standser op, og jeg kan sætte nøglen i postkassen. Bernard, bygningens portner, løfter blikket fra de pakker, han er ved at sortere, og bøjer sig i stedet ned for at klø Sam bag øret. “Godmorgen, Jane,” siger han og sender mig et stort smil. “Har du hørt det? De siger, at vi får sne i aften. Mindst ti centimeter.”

Jeg sukker. Hvis der er is på vejene, vil jeg aldrig få leveret alle blomsterne til tiden. Jeg tager stakken med breve og julekort fra postkassen og går igennem lobbyen, hen til vinduerne med de farverige lys. Sam snuser til juletræet i hjørnet, mens jeg står og kigger ud. Pike Place er ved at vågne. Det damper roligt fra markisen foran Meriwether Bakery lidt længere nede ad gaden. Fiskehandlerne er i gang med at spule brostenene foran deres boder. En flok ivrige

turister med paraplyer (hvorfor går turister altid rundt med paraplyer?) standser op for at tage et billede hen over gaden, hvilket forstyrrer en måge, som har sat sig på et gadeskilt. Mågen skriger irriteret og flyver fornærmet derfra.

“Jep, skyerne lover snevejr,” siger Bernard og nikker mod ruden.

“Hvordan kan du se det?”

“Kom her,” siger han og går hen til dobbeltdørene. Jeg følger efter ham ud på gaden. “Lad mig lære dig lidt om skyer.”

Vinden bider i mine kinder, og jeg trækker vejret dybt i den råkolde luft. Her dufter af kaffegrums og havvand – aromatisk og saltet på samme tid. Seattle. Sam logrer forventningsfuldt med halen, da en forbipasserende rækker hånden frem for at hilse på ham.

Bernard peger op på himlen. “Kan du se dem der? Det er cirrostratusskyer.”

“Cirro-hvad-for-noget?”

Han smiler stort. “Det er de første skyer, du kan se inden en snestorm. Se, hvor tynde og krusede, de er. Som nyfalden sne.”

Jeg undersøger dem nysgerrigt, næsten som om de indeholder en hemmelig besked, skrevet i meteorologiske hieroglyffer. Et himmelsprog, jeg måske kan knække koden til, hvis jeg bare stirrer længe nok.

“Prøv i stedet at se mod syd nu,” siger han og peger ud på de fjerne, dystre skyer, der hænger over Elliott Bay. “De skyer, der giver sne, er på vej ind over land. De er tungere, mørkere.” Han holder en kort pause og tager hånden op til øret. “Og lyt engang. Kan du høre det?”

Jeg ryster på hovedet. “Hvad?”

“Luften lyder helt dæmpet.” Han nikker. “Der er altid uforklarligt stille inden en snestorm.”

Sam sætter sig på mine fødder på fortovet. “Du har ret. Der er faktisk foruroligende stille her til morgen.” Jeg løfter blikket mod himlen igen, men denne gang får jeg øje på noget helt andet, og det giver et sæt i mig. Jeg er nødt til at se grundigt efter. “Ser du nogensinde noget i skyerne?

Figurer? Ansigter?”

Han smågriner. “Det kan du tro. Men det, jeg ser, er nok forskelligt fra det, du ser. Ren indbildning.” Efter lidt tid siger han: “Jeg tror, de viser os det, vi gerne vil se.”

Det kan han have ret i. Men lige nu ser jeg en figur, der gør mig en anelse forskrækket. Jeg ryster på hovedet. “Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig, hvad jeg kan se lige nu. Du dør af grin.”

Bernard smiler for sig selv.

“Hvad ser du?” spørger jeg.

“En sandwich med roastbeef,” siger han med et smil, inden han rækker ned i lommen. “Nå ja, det havde jeg nær glemt. Det her er til dig.” Han rækker mig en lyserød konvolut.

“Postbuddet kom til at lægge det i mrs. Kleins postkasse.”

“Tak,” siger jeg og skynder mig at skubbe konvolutten ind blandt de andre – et bredt udvalg af fuldkommen uønskede julekort. Perfekte, glade, smilende familier, der poserer foran kameraet. Apropos indbildning …

“Glædelig jul,” siger Bernard, idet Sam begynder at trække i snoren.

“Ja, glædelig jul,” svarer jeg. Ordene bliver hængende i mit hoved som et ekko. Glædelig jul. Glædeligt har jeg det ikke. Men det har jeg aldrig på denne tid af året.

Jeg drejer om et hjørne og nikker til Mel, ejeren af aviskiosken på Pike Place. Han blinker med det ene øje og peger på misteltenen, der hænger fra markisen. “Et kys til din gamle ven Mel?”

Jeg spiller genert, men smiler samtidig skævt til ham. Mel løfter brynene. “Ikke engang på juleaftensdag, Janey?”

Jeg læner mig frem og giver ham et hurtigt kys på kinden. “Værsgo.” Jeg smiler. “Er du så tilfreds?”

Han tager sig til kinden og lader, som om han er helt bedøvet. “Det er den bedste dag i mit liv,” siger han. Mel er mindst 70. Han har haft aviskiosken i 40 år, måske endda længere. Han er en lavstammet mand med måne og topmave, og han flirter med alle kvinder, der kommer forbi på torvet.

Når han har fri, går han den korte vej op ad bakken til sin lejlighed, hvor han bor alene.

“Adele elskede jul,” siger han. “Hun elskede misteltene. Hun gjorde meget ud af det med en stor middag, juletræ og lys.”

Jeg lægger en hånd på hans arm. Selvom det er otte år siden, hans kone gik bort, taler han stadig om hende, som om de lige har siddet og spist morgenmad sammen. “Jeg ved, hvor meget du savner hende.”

Han kigger op på skyerne, og jeg tænker over, hvad han mon ser deroppe. “Hver eneste dag,” siger han. Jeg kan se sorgen i hans øjne, men udtrykket ændrer sig, så snart en

kvinde – som muligvis også er omtrent 70 år – nærmer sig aviskiosken. Hun er høj og tårner sig op ved siden af Mel ligesom Columbia Center ved siden af den meget mindre Fourth and Pike-bygning. Hun har sølvgråt hår og stenhårde ansigtstræk. Om halsen bærer hun en elegant perlekæde. Der er ingen tvivl om, at hun var meget smuk i sine unge dage.

“Har du Times – altså London Times?” spørger hun og lyder på forhånd skuffet. Hendes stemme er skarp, kommanderende, og hun har en britisk accent, som ikke er til at tage fejl af.

De står ansigt til ansigt, og mens jeg betragter dem, begynder mit syn at blive utydeligt og tåget, som det nogle gange gør. Jeg gnider mig i øjnene. Mel smiler jovialt til sin fisefornemme kunde. “The Times?” udbryder han. “Med al respekt, frue. Vi er i Seattle, og ikke i gode, gamle England.”

Kvinden kniber øjnene sammen. “Nå, men enhver aviskiosk med respekt for sig selv burde faktisk have den. Det er den eneste avis, der er værd at læse.” Hun scanner rækkerne af kulørte blade og aviser. “De udgiver så meget bras nu om dage.”

Mel løfter det ene bryn og ser på mig, mens kvinden retter på kraven på sin trenchcoat. Så tramper hun videre.

I et øjeblik ser han forbavset ud, men så smiler han skævt. “Sikke en snob!” siger han. “Rige mennesker tror, de ejer det hele.”

Jeg kaster et hurtigt blik over skulderen og gnider mig forsigtigt i øjnene. Jeg vil ikke ødelægge min mascara. Jeg kommer i tanke om, at jeg har en aftale med doktor Heller,

den neurolog, jeg har gået hos det meste af mit liv. Da jeg ser op igen, forsvinder den britiske kvinde om hjørnet. “Måske er hun bare i dårligt humør,” siger jeg. “Min bedstemor plejede at sige, at det er de færreste, som er ubehøvlede med vilje.

Det er bare deres egen ulykke, der skinner igennem.”

Pludselig kommer jeg i tanke om et minde fra min barndom. Første gang, jeg oplevede at være dybt ulykkelig, var også første gang, jeg lagde mærke til, at mit syn ændrede sig. Jeg var fire år gammel, stod i døren til min mors soveværelse, og min mor sad på sengen og hulkede ned i sine hænder. Gardinerne var trukket helt for, og mørket hang i væggene.

Et sted bag hende stod min far og tryglede om tilgivelse.

Han havde en kuffert i hånden og var på vej til Los Angeles for at være sammen med en anden kvinde. Han sagde, at han ville gifte sig med hende. Min far var forelsket, og mors hjerte var knust.

Jeg kan hverken mindes min fars ansigt eller de præcise ord, de udvekslede på denne regnfulde morgen i Seattle. Jeg kan huske min mors dybe sorg, og at jeg blinkede voldsomt med øjnene, da min far lagde hånden på hendes skulder som for at sige “tilgiv mig”. Det var, som om mine øjne var blevet fuldkommen tågede, ikke på grund af tårer, men noget andet uden for mig selv. Jeg kan huske, at jeg trådte tilbage, gned mig i øjnene og stavrede ned ad gangen i blinde. Der stod jeg så og ventede, til min far smuttede ud ad døren. Hvis han overhovedet havde tænkt sig at sige farvel til mig, nåede han det ikke i forbifarten. Og sådan forlod han os –min bror, Flynn, sad intetanende og så fjernsyn på sofaen;

mig, forvirret og delvist blind ude på gangen; og min mor, der græd så højlydt, at jeg spekulerede på, om hun ville dø af hjertesorg.

Jeg ville så gerne muntre hende op, så den morgen tilbød jeg hende en kop kaffe med rystende hænder. Jeg havde set, hvordan hun kværnede bønnerne og hældte dem i stempelkanden mindst hundrede gange, og jeg samlede mod til at gøre det selv. Men mit syn var stadig sløret, og jeg havde gjort det helt forkert – det var min mor hurtig til at fortælle mig.

“Hvad er det her?” snerrede hun.

“Jeg har lavet kaffe til dig,” svarede jeg pibende.

Hun så ned på kaffekoppen og rystede på hovedet, inden hun langsomt gik ud til køkkenvasken og hældte indholdet ud.

Hun gik direkte tilbage til soveværelset, og jeg måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Far havde svigtet min mor. Og nu havde jeg også svigtet hende. En time senere kom min bedstemor hjem til os, og hun forklarede mig, at sorg har det med at overtage vores opførsel. Jeg glemmer aldrig min bedstemors ord eller hendes forsøg på at tale min mor til fornuft, da jeg en times tid senere fortalte dem begge om mine øjne, som stadig var tågede. Vi stormede af sted til hospitalet. Efter en ubrugelig CT-scanning og en blodprøve, som fik mig til at græde, tog vi hjem igen. Jeg havde fået et klistermærke og en kirsebærslikkepind. Vi talte aldrig om min far efter det. Og jeg kan stadig ikke huske hans ansigt, selvom jeg anstrenger mig. For mit indre blik er han blevet en permanent tåge.