FORORD
Was heist Skurkologie? Det spørgsmål vil mange sikkert stille sig, konfronteret med denne bog. For skurkologien er jo ikke i lighed med fænomenologi eller filologi en konventionel universitær disciplin, men en form for tænkning og analytik, der blander kultursociologi, filosofi, litteraturvidenskab og filmvidenskab i en skønsom mélange. Med andre ord en eklektisk form for kulturanalyse, som er beslægtet med det, amerikanerne kalder for cultural studies.
De videnskabelige forudsætninger er primært den poststrukturalistiske semiotik, Roland Barthes’ mytologistudier og Umberto Ecos hverdagssemiotiske analyser, godt krydret med psykoanalyse og ideologikritik.
Hensigten er først og fremmest at blotlægge fjendebilleder, de vekslende antagonismer i litteratur og kunst, såsom hvilke folkeslag er i populærkulturen mere skurkagtige end andre, og hvornår begynder begrebet ’den gale videnskabsmand’ at husere i europæisk civilisation.
Populærkulturens symboler er nemlig aldrig tilfældige. De er altid symptomer på en dybere kulturel opfattelse og erfaringshorisont. Tag nu for eksempel tyskere. Der er jo et afgørende skel i afbildningen af tyskere før verdenskrigene og i særdeleshed efter Anden Verdenskrig. Det er der, den onde tysker – med stærkt karikeret accent – gang på gang begynder at optræde som inkarnationen af civiliseret og organiseret ondskab.
Skurkologien opstod som en idé hos denne bogs forfattere i forbindelse med den årlige krimimesse i Horsens, hvor der som alternativ til endeløse interviews med forfattere fra ind- og udland blev efterspurgt mere tværgående og kulturvidenskabeligt materiale om krimigenrens aspekter og facetter. Og da ondskab må siges at være en central motivkreds i kriminallitteraturen, var det oplagt med en mere systematisk tilgang til ondskaben, gestaltet i genrens arketyper og persongalleri. Vi var enige om, at skurken ofte var mere interessant og mere læseværdig end protagonisten. Ham på den hvide hest, er måske nok den bedre rytter, men ham med den sorte hat, der har siddet skævt i sadlen siden barndommen, er langt mere spændende. Kaptajn Klo og hans baggrund er mere flamboyant end Peter Pans pubertære drengerøvsfantasier. Og en god seriemorder som Hannibal ’The Cannibal’ Lecter har jo sine gode sider, når han ikke spiser menneskelever og skyller den ned med chianti. De tre musketerers femme fatale Milady er i virkeligheden mere dragende med sin seksuelle dæmoni end de tre franskmænd, der klovner rundt med kappe og kårde.
Alt det kan man læse om i det følgende.
Der vil helt klart være skurke, som visse læsere vil kigge forgæves efter, måske endda savne. Alas, sådan må det være. Denne bog er ikke hverken et leksikon eller nogen udtømmende redegørelse for skurkologien. Det er en introduktion, en rapsodisk overflyvning af indtryk og udfald, der skal inspirere læseren til selv at gå på opdagelse i de ondes univers. Fra Sven Klang til Darth Wader, fra Voldemort til sygeplejerske Ratched fra Milos Formans ’Gøgereden’.
Godartet ond fornøjelse.
Henrik Palle & Bo Tao Michaëlis, Østerbro, maj 2026
SKURKAGTIGE PROLETAR
I Homers epos ’Iliaden’ på 24 sange ved de fleste læsere, at 1. sang angiver hele versromanens tema: Achilleus’ vrede. Den græske helt over dem alle, næsten usårlig og en vældig kriger får frataget sit krigsbytte, den smukke kvinde Brisëis af overkongen Agamemnon. Så han trækker sig ud af hæren og forholder sig passiv i denne krig, hvor grækerne på 10. år belejrer trojanernes by Troja. Ud fra deres handlinger kunne man kalde begge heroer for skurke. Men det de begge gør, Agamemnon og Achilleus, er inden for det heroiske æreskodeks samt den skæbneopfattelse, som præger en krigerkultur. Man kan bebrejde dem begge deres obsternasige stædighed – og det gjorde de gamle grækere også – men man kan ikke udstikke dem som skurkagtige mænd.
Derimod møder vi i 2. sang på sæt og vis det, vi i dag ville kalde for to klassiske skurke. Forhistorien er, at Agamemnon i en drøm sendt af Zeus bliver opfordret til næste dag, efter skænderiet med Achilleus, at udæske sin hærs kampberedskab og mulige krigstræthed. Drømmen har imidlertid gjort Agamemnon overmodig og forvisset om, at hans hær stadigvæk efter de mange års krig er jublende kampklar og angrebsapparat. Men pludselig træder der en mand ud af rækkerne. Thersites hedder han, og han er
Odysseus’ chef, kong Agamemnon, har et projekt om at erobre det tårnløse Troja med bål og brand. Det lykkes til sidst takket være den trojanske hest. Ingen pacifistisk undermåler skal stoppe ham og hans hærgen, som det fremgår af Wolfgang Petersens film ’Troy’ fra 2004.
hærens hæsligste mand. Hjulbenet og halt på det ene ben. Han angriber Agamemnons krigsliderlighed, bragesnak og griskhed efter krigsbytte og kvinder. Kort sagt er han arketypen på den menige soldat, den proletariske pacifist, som har indset, at krigen er meningsløs og føres af arrogante officerers, egne interesser og æresbegreber.
Thersites er interessant. Han bliver aldrig lige så berømt som andre af eposets kvinder og mænd på begge sider af Troja. I efterhomeriske tekster får han imidlertid en fin stamtavle som kongesøn, og han nævnes trods alt af forfattere såsom Platon, Shakespeare, Hegel og Karl Marx. Hans rebelskhed er vedvarende artikuleret for eftertiden. Men hans skurkagtighed tilhører hans egen samtid i konteksten.
Thersites sættes på plads med skideballe og slag af selveste Odysseus. Så han bryder ud i gråd, og alle soldaterne omkring ham bryder ud i skadefryd og skoggerlatter. Stedet er således også berømt som eksempel på den homerisk skånselsløse latter. Grinet uden moral, grænser og empati. Alt andet end woke, men en humor, filosoffen Nietzsche værdsatte på grund af dens mangel på lune, empati og tolerance.
Men er Thersites skurk? Ud fra konteksten er han. Odysseus omtales samme sted med epitetet ’stadens styrter’, fordi han senere, og det sågar uden for ’Iliaden’s rammer, bliver den, der opfinder den trojanske hest, som gør en ende på krigen ved at omstyrte Troja. Odysseus er altså en hero, en helt om end en kompliceret og ambivalent sådan. Også fordi han ofte optræder som Agamemnons håndgangne mand og spion. Hans æresopfattelse er hos Homer dubiøs og porøs.
Med moderne øjne er Thersites mere en stakkel end en skurk. Hans ’pacifisme’ og kritik af Agamemnon er med moderne øjne og et nutidigt sind såre sympatisk i og med, at vi netop ser en engageret militærnægter, en menneskelig stemme midt i dette meget militante, krigeriske og maskuline univers. At forstå ham som skurk, er fordi han reagerer og protesterer mod en aristokratisk overmagt, som er ligeglad med sine soldater. Småkonger mest i krig for egen vinding. I antikken var der derfor også læsere som så Thersites som repræsentant for det kommende demokrati i Athen, som skulle opstå ca. 200 år efter værkets egen tilblivelsestid. Om det er tilfældet, er tvivlsomt. Han er en sladderhank og en skvadronør, og derfor bliver han udenfor eposet senere slået ihjel af Achilleus. Fordi han overværer helten kysse amazondronningen Penthesilea i samme moment, som han dræber hende i holmgang.
Thersites skildres ud fra Homers figurrealisme, hvor
Pacifisten Thersites er som en trold ud af krigens æske. En proletarisk militærnægter med grimt strithår blandt græske heroer som med kæmmet hår just har forladt frisørsalonen Chez Homer.
grimme mennesker også har et grimt sind. Desuden har Thersites et mindre handicap: Han halter, og derfor er han også blevet til et kompleks. Thersites-komplekset består i, at man bebrejder en skavank for hele sin skæbne. Såsom Ian Flemings superskurk Dr. No, hvis ødelagte hænder synes at være motivet for at erobre hele verden. (Se mere herom i kapitlet om James Bond-skurke, s. 124).
Men her i 2. sang af ’Iliaden’ møder vi faktisk den ambivalente hero, den snarrådige Odysseus. Han er som sagt helten i værket, og år senere får han sit helt eget epos, sin hjemrejse til Ithaka, ’Odysseen’. Også her må han siges, trods hans fejl og mangler, utroskab, bedrag, egoisme og drab, at være sit epos’ flamboyante helt. Ifølge visse over-
En ting er at skose en stakkels proletar, fordi han før tid vil hjem fra Troja, en anden at høre sirenernes sang og aldrig fortælle hvad de sang.
Kirk Douglas som Odysseus i ’Ulysses’ fra 1954.
leveringer gjaldt det i hvert fald for de græske kolonier uden for Grækenland at dyrke Odysseus som en græsk globetrotter. Den omrejsende verdensmand som overvinder alle sine parametriske forhindringer, grundlægger byer eller besøger fremmede lande.
Men i klassisk tid og især hos dramatikerne i 400-tallets Athen, især Sofokles og Euripides, er Odysseus i deres værker en decideret kold og kynisk skurk. Af den type vi kalder for en trickster, og som vi bedst her i Norden kender fra og forbinder med mytologiens Loke, den guddommelige outsider som går sine egne veje. Odysseus er snu og beregnende, og i forhold til andre af Homers helte noget af en outsider.
Værre bliver det med romeren Vergils grandiose og gloriøse epos ’Æneiden’ (29-19 e.Kr.). Om den tavse, toughe trojanske prins Æneas som skal grundlægge Rom i almin-
delighed og kejser Augustus’ Romerrige i særdeleshed. Prinsen er jo flygtning fra det brændende Troja, som efter ti år indtages af grækerne takket være den trojanske hest, udtænkt, bygget og sågar bemandet af Odysseus og ’a few good men’.
Det berømte latinske citat fra ’Æneiden’, timeo Danaos et dona ferentes (Jeg frygter danaerne (grækerne), også når de kommer med gaver) er udsagt af den trojanske præst, Laokoon. Man skal frygte grækerne, for gaven de kommer med, er den kolossale træhest skabt af selveste Oysseus alias Ulysses, hans latinske navn hos Vergil. Endnu mere bliver Ulysses en skurk i Dantes ’Den guddommelige komedie’. Her er han anbragt i Helvede, i Infernos 26. sang. Hans fatale brøde – og han er faktisk anbragt langt nede i Helvedet – er hans grænseløse nysgerrighed. At bryde de grænser for menneskelig stræben og landvinding, der krydser formasteligt og blasfemisk Guds og dermed troens indsigtsmæssige rammer. Dante gør sin skurk til en gal globetrotter, som sejler ud over Jordens grænser og lige lukt ned i Helvede.
Helt op i 1700-tallet brugte man i Danmark såvel som i Tyskland navnet Ulysses i stedet for det græske Odysseus. Således hedder Ludvig Holbergs parodiske og ’tyske’ komedie fra 1723 ’Ulysses von Ithacia’. At han siden på dansk igen får sit græske navn, kan skyldes dansk nationalismes opgør med nationens tyske arv og anhang.
Under sit romerske navn er Odysseus således den drevne, nogle gange ondskabsfulde skurk, som frem for alt tænker på sig selv. Som overganghero mellem slægtssamfundets kollektive afhængighed til noget, som ligner et mere moderne menneske med jeg, mig og mig selv som livets ledetråd, en egoisme uden grænser.
Men 1800-tallets romantik ændrede billedet af Odysseus. Man accentuerede, at han var en mand, som vendte
hjem til sin trofaste kone Penelope på Ithaka, fjernede de fleste af hans fejl og mangler, som sådan set først blev rigtigt samlet og genfundet i 2005 af den canadiske forfatter Margaret Atwood i hendes ’Penelopiaden’. Odysseus blev mere og mere det søgende menneske, den kosmopolitiske europæer. Og nærmest en engelsk gentleman før tid.
I James Bond-filmen ’Skyfall’ er der en scene et stykke inde i filmen, hvor Bonds chef M alias skuespilleren Judi Dench citerer de sidste strofer af den engelske poet Alfred Tennysons berømte digt ’Ulysses’ fra 1833. Om at være stærk som før, holde ud, og stå last og brast med sin arv som noget særligt og stolt. Handlingen er kort, at Odysseus på sine gamle dage opfordrer sine svende til igen at tage på langfart. Således bliver Ulysses alias Odysseus til en foregriber af den hvide mands byrde mere end 50 år senere end Tennysons kollega Rudyard Kipling opfordrede, man(d) skulle tage op i digtet ’The White Man’s Burden’. Og man skal have in mente, at James Joyces’ ’Ulysses’ i bogen af samme navn er hanrejen og annoncesælgeren, Leopold Bloom, antihelten som bærer på alle menneskedens synder og sorger. At han sågar gør ham til konverteret jøde, lægger sig op ad et forsøg på at bevise, at Odysseus med hele sin komplekse apparition er mere jødisk end græsk. Antisemitismen har mange ansigter. Mens Thersites i sin homeriske kontekst er en spontan skurk uden anden klangbund end netop den situation, han er havnet i, og hvis optræden er dømt negativ ud fra hans omgivelser, er Odysseus en kompleks og kompliceret skurk. Den dæmoniske antagonist, den nødvendige modstander, den funktionelle psykopat. Eller som der faktisk står i første linje i hans eget værk: en mand med mange egenskaber. De er ikke alle sammen lige gode.
15
Mens Homers brave Achilleus mest forbindes med en sene nede ved anklen, bliver Odysseus-figuren i kulturhistorien husket som både fordømt globetrotter i Dantes inferno og omvandrende borger i James Joyces ’Ulysses’ fra 1920. Nyeste bud på den ambivalente skurks urfader, krigerkongen Odysseus, er Christopher Nolans storfilm ’The Odyssey’ fra 2026.