ILLUSIONERNES FALD HVORDAN
HVORDAN VI OVERLEVER
DEN NYE
VERDENSORDEN
MIKKEL VEDBY RASMUSSEN ILLUSIONERNES FALD
GADS FORLAG
Illusionernes fald
Copyright © Mikkel Vedby Rasmussen Dansk udgave © Gads Forlag 2026
Forlagsredaktion: Anne Mette Palm
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk og indbinding: ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80473-4
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gadgad.dk
Det næste amerikanske århundrede
Europa: Eksperimentet vakler
Tyveårskrisen
Krisens genkomst
Vestløshed eller hjælpeløshed?
Masaryks Europa
Rusland: anarkisten og nationalromantikeren 120
Slaget skal stå i Ukraine 124
KGB-agenterne, der blev postmodernister 127
Ivan Iljin, eller hvordan jeg lærte at elske staten og glemme mine bekymringer 130
Kremls kompromisløse kynikere 133
Kina: kommunistpartiets overlevelsesstrategi 137 Leninismen og globaliseringen
Kunsten at føre krig
Magtens fascination og invasionen af Taiwan
magtlogikker
tålmodighed
Det moderne militære system var Ukraineskrigens første offer
teknologier til nye krige
Generalen vinder fremtidens krige
Systemet vinder: krigens algoritme
Soldaten i systemet
KAPITEL ET HERFRA MIN VERDEN GÅR
Illusionerne er faldet. Faldet er dybt, hårdt og nådesløst, fordi det viser sig, at de præmisser, som vi har bygget vores forventninger til det 21. århundrede på, var konstrueret alt for langt fra realiteternes grundfjeld. I løbet af den seneste generation har vores forestillinger om, hvad vi burde frygte, og hvad vi med sindsro kunne glæde os til, mistet forbindelsen med de kræfter, som former fremtiden. Vores frygt blev magelig, vores forhåbninger dovne.
Vi insisterede med stadig højere stemme på, at verden så ud på en bestemt måde, mens begivenhederne i stadig højere grad viste et andet billede. Det paradoksale er, at det billede burde give os langt større forhåbning til fremtiden end de skrækscenarier, som vi har hygget os med. Måske har vores største illusion været forestillingen om, at i geopolitikkens dobbelte bogholderi stod vi med en liste med kendte problemer på den ene side og på den anden side en tilsvarende liste af givne løsninger, og de udlignede hinanden. I dag er det krystalklart, at verdenspolitikken ikke går op på den måde. Men en verden, der ikke går op, giver ikke kun problemer, den giver også muligheder. For en del af de illusioner, vi har levet under, forhindrer os i at se vores muligheder og i at se vores styrker.
Forslået af faldet, og nu befriet fra vores illusioner, kan vi mobilisere vores styrker og udnytte vores muligheder. For vi er stærkere, end vi tror, og har flere muligheder, end vi frygter. Men det kan
være svært at se. For mange danskere er det vanskeligt at vurdere vores styrker og vores muligheder i en verden, som ikke følger de regler, vi kender, og som vi trods alt stadig finder er de mest rationelle, de mest naturlige retningslinjer for globale relationer.
Vi ser på verdenskortet, men det gør os ikke klogere på, hvordan verdenspolitikken foregår. For måske er pointen, at det ikke blot handler om, hvordan verden forandrer sig, men også om, hvordan vi forholder os til verden. Det handler ikke blot om kortet, det handler i lige så høj grad om den, der ser på kortet og prøver at få det til at give mening. Derfor fortæller denne bog ikke en generel historie om det 21. århundredes geopolitik. For der findes ikke én historie om den nye verdenspolitik. Der er forskellige historier med gyldighed for forskellige lande – det kinesiske kommunistparti ser udviklingen på sin måde, mens præsident Trump ser den på en anden. Derfor taler kortet til os på forskellige måder. Vi må forstå disse forskellige historier, og hvordan de kan bringe lande i konflikt med hinanden. Vi må også forstå vores egen historie. Denne bog tager således udgangspunkt i Danmarks geopolitik – fordi det, som H.C. Andersen skrev det, er her, vi har hjemme, herfra vores verden går.
Bogen beskriver således globale udviklinger, som har konsekvenser for Danmark. Den er et forsøg på at udpege steder på kortet og spørge: Har du set, hvad der sker her? Nogle af de områder på kortet, vi skal holde øje med, beskriver landegrænser og magtfordelingen mellem nationer. Andre zoomer ind på lokalsamfund som Santa Clara og San Mateo Counties i Californien, hvor techvirksomhederne, der er ved at omforme amerikansk magt, holder til. Eller på Grønland, hvor vi under stor dramatik har set den sårbarhed udspille sig, som følger af den demografiske udvikling og en ny verdenspolitisk dagsorden. Andre steder på kortet viser den demografiske udvikling eller slagmarker, hvor nye militærteknologier bliver taget i anvendelse.
På middelalderens kort skrev kartografen cave hic dragones (pas på, her er drager) på områder, som kun var skitser af ukendt ter-
ritorium, hvor man kunne vente sig både det farlige og det fantastiske. På samme måde prøver denne bog at kortlægge fremtiden, eller i hvert fald den vej, som fører til fremtiden, ved at skitsere en række centrale udfordringer og muligheder for Danmark og den vestlige verden.
Ruslands angreb på Ukraine og den efterfølgende krig berøvede os illusionen om, at verden bliver stadig mere fredelig. Det betyder ikke, at vi før februar 2022 befandt os i en fredstid – det er bare først for alvor gået op for de fleste bagefter. For vi har selvfølgelig frygtet terrorisme, og siden vi deltog i NATO’s bombninger af Serbien i 1999, har vi deltaget i krige fra Afghanistan til Libyen. Men vi betragtede ikke bomberne over Beograd eller Benghazi som krig, for vi følte, at vi havde erobret fremtiden. Krigene handlede om at slukke de sidste brande i en verden, hvor udbredelsen af demokrati og globalisering var i færd med at fjerne årsagerne til konflikt. Selv mens demokratierne bombede, levede vi i den illusion, at demokrati i sig selv skabte fred. Som den amerikanske konfliktforsker Jack Levy konkluderer: ”Fraværet af krig mellem demokratier er det tætteste, man kommer på en empirisk lovmæssighed for international politik.”1
Levys artikel blev udgivet i 1989, hvor de kommunistiske regimers fald i Østeuropa og det sovjetiske imperiums sammenbrud blev beviset på, at demokrati var vejen til fred. Vi foretrak at betragte ”fløjlsrevolutionerne” som årsagen til, at Den Kolde Krig sluttede, i stedet for at erkende, at det var NATO’s afskrækkelse af Sovjetmagten, der havde muliggjort de demokratiske revolutioner. Hvis valget stod mellem at give atomafskrækkelsen eller demokratiet æren for sejren i Den Kolde Krig, føltes det mere trygt at give den til de gode viljer. Derfor var det naturligt at slutte, at jo flere demokratier verden rummede, desto mere fredelig ville den blive. Afslutningen af Den Kolde Krig kom til at stå som porten til en ny tid, hvor demokratier foretog ”humanitære interventioner” for at sikre, at demokratiet slog rod. Kort sagt: Demokrati skabte fred.
I det perspektiv var fred ikke noget skrøbeligt, der skulle forsvares med møje og forsigtighed. Fred blev i stedet noget teknisk, og teknokrater blev gjort ansvarlige for at skabe den. Teknokraterne så ustabilitet som den største trussel mod freden, så for dem var det afgørende at sikre sig, at de nye demokratier i Østeuropa blev en del af EU og NATO. De ville for alt i verden undgå, at den ustabilitet, som havde karakteriseret Europa i mellemkrigstiden, vendte tilbage med Den Kolde Krigs afslutning. I det bevidste forsøg på at undgå fortidens fejltagelser begik de den fejl at tro, at demokratiske værdier og institutionerne i Bruxelles i sig selv skabte fred. De overså den rolle, som USA og NATO havde spillet i at skabe stabile rammer efter Anden Verdenskrig, og de levede i illusionen om, at institutioner skabt i den unikke situation, Vesteuropa befandt sig i efter Anden Verdenskrig, automatisk ville være løsningen for fremtidens Europa. Dette samme gjaldt i resten af verden, hvor USA invaderede Irak i troen på, at demokrati var som de amerikanske soldaters feltrationer, hvor man blot skulle tilsætte vand og røre lidt rundt, så havde man et grydeklart demokrati.
Kommentatoren Thomas Friedman skrev i 1990’erne klumme efter klumme i New York Times, hvor han fortalte om denne nye verden. I dag fremstår de klummer som et spejlkabinet af illusioner. Friedman beskrev således i 1996 sin ”de gyldne buers teori”, som siger, at to lande, der begge har en McDonald’s, ikke går i krig med hinanden.2 Det var den økonomiske afart af den demokratiske fredstese. Den blev modbevist tre år efter, da NATO bombede Beograd, hvor der lå en McDonald’s, men det mindskede ikke troen på, at skabelsen af en global økonomi, hvor vi spiste de samme burgere og købte flere og flere varer af hinanden, var vejen frem. Igen blev bombeflyene over Beograd set som et eksempel på noget, som var ved at slutte (krig), mens McDonald’s var et varsel om fremtiden. Globaliseringen var den fremtid.
Globalisering var ikke bare et økonomisk system, som med integrationen af Kina i den globale økonomi skabte en generation af hidtil uset økonomisk vækst. Det var også opskriften på en delta-
gende kapitalisme, hvor mennesker kunne rejse frit mellem Beijing og Bjerringbro for at finde det bedste arbejde, og hvor stater skulle gøre deres bedste for at skabe de bedste vilkår for konkurrence.
Globalisering gav os illusionen om, at alle andre lande ønskede den samme økonomiske udvikling og ville styre deres stat efter de samme markedsprincipper som os.
Den demokratiske fredstese og globaliseringen var imidlertid dovne sandheder. De var nemme at tro på, fordi de bekræftede en verdensopfattelse, som placerede Vesten og vestlige værdier i centrum, og de krævede ikke, at man var på vagt over for, hvordan verden skulle udvikle sig. Det var ikke nødvendigt at væbne sig til krig, hvis dygtige djøf’ere kunne sikre freden. De penge, man således sparede på forsvarsbudgettet, kunne bruges til andre ting. Men dovenskaben bestod først og fremmest i, at alle beviser for, at freden ikke blev vundet helt så nemt, eller at globaliseringen ikke blot skabte velstand, men også forrykkede den globale magtbalance, blev afvist med et skuldertræk. Den klippefaste tro på, at vi havde lukket de mørke kapitler af historien, gjorde det unødvendigt og ubelejligt at udfordre de etablerede sandheder om verdensordenen.
Vi blev fastholdt i disse dovne sandheder, fordi vi insisterede på, at alle så verden som os. Efter terrorangrebene 11. september 2001 skulle man tro, at Osama bin Laden havde åbnet vores øjne for, at der var et islamistisk perspektiv på verdensordenen, som udfordrede både demokrati og globalisering. Men bin Laden blev reduceret til et symptom på globalisering – terrorisme var globaliseringens mørke side, en reaktion på historiens gang; det var ikke et udtryk for noget i sig selv.
At forklare andre perspektiver med Vestens egne begreber kalder den israelske politiker Einat Wilf for westsplaining. 3 Ligesom mænd beredvilligt påtager sig at belære kvinder om, hvordan verden hænger sammen, mener Wilf, at vesterlændinge insisterer på, at resten af verden tænker som os og vil opnå det samme som os. Som israeler er Wilf således træt af at blive belært om, at det bare er
et forhandlingsoplæg, når Hamas siger, at de vil slå alle jøder ihjel. Wilf mener ligeledes, at man skal tage det ganske bogstaveligt, når præstestyret i Iran siger, at de vil bruge en færdigudviklet atombombe til at ødelægge Israel. På samme vis kan Ruslands invasion af Ukraine bortforklares som en rationel reaktion på NATO’s udvidelse. Som politologerne Jan Smoleńskij og Jan Dutkiewicz påpeger i tidsskriftet The New Republic i 2022, så ender den type westsplaining med at se krigen som et spil Risk, hvor Ukraine eller Letland blot er brikker, som man spiller efter behov, og deres hjemland et blåt felt på spillepladen.4 Alligevel forstår vi ikke reglerne for, hvordan de brikker bliver spillet, mens vi har travlt med at westsplaine om, hvad der reelt foregår. Den tyske politolog Carlo Masala prøver at trænge igennem denne mangel på fantasi ved i sin bog Hvis Rusland vinder at beskrive et scenarie, hvor Rusland ikke handler som den rationelle, reaktive aktør, som landet ofte præsenteres som i Vesten, men i stedet behandler Estland på samme måde, som man har behandlet Ukraine. Hvis vi kan forestille os, hvad Kreml kan finde på, og forstå, hvilke konsekvenser det vil have, så kan vi, håber Masala, tage et opgør med ”frygtens købmænd”, som fortæller den europæiske offentlighed, at modstand mod Rusland og støtte til Ukraine vil føre til en spredning af krigen med fare for, at den eskalerer til en atomkrig.5 Når ”frygtens købmænd” er færdige med Ukraine, vil de fortælle os, at de baltiske lande eller Taiwan er tabt, og at vi intet kan gøre.
Westsplaining bliver således brugt til at underbygge vores egne dovne sandheder, men den fratager samtidig Vestens fjender retten til deres. Det anerkendes ikke, at Osama bin Laden eller præstestyret i Iran handler på baggrund af deres religiøse overbevisning. Vladimir Putin får ikke lov til at forstå Østeuropas historie på en måde, hvor Ukraine er en naturlig del af Rusland. Det kinesiske kommunistparti får ikke lov til at være et kommunistparti. I stedet skal de passe ind i vores opfattelse af, hvordan verden fungerer.
Det er ikke bare en illusion, det er en form for ekstrem nærsynethed, hvor vi i virkeligheden kun kan se os selv. Og fordi vi kun
har øje for os selv, ender vi med at oversætte kritik til analyse. En af vores største illusioner er således troen på, at verden i almindelighed og den vestlige verden i særdeleshed står foran et kollaps.
Kritikken af den amerikanske præsident Donald Trump og foragten for de vælgere, som to gange har bragt ham til magten, leder således naturligt til illusionen om, at USA’s tid som supermagt er ovre. Men det er kun muligt for Trump at lave international politik om til reality-tv, fordi USA vedbliver at være verdens supermagt. At folk fra hele verden rejser til USA, siger noget om styrken af landets økonomi og de muligheder, som en innovativ kultur giver. På den baggrund er det ikke underligt, at innovation under Trump er blevet en slags statskult. Denne evne til innovation viser sig også på det militærteknologiske område, hvor landets væbnede styrker er dominerende, og på energiområdet. USA er en supermagt som ingen anden.
Besættelsen af Donald Trump får næring af vores overbevisning om, at det ikke alene er det amerikanske imperium, der lakker mod enden, men hele det moderne industrisamfund, fordi vi er på vej mod et forestående klimakollaps. I den forstand er Trump blot et fænomen: et udtryk for, hvordan denne verdens rigmænd erobrer magten for at forhindre de nødvendige reformer af et økonomisk system, som nedbryder klodens økosystem. En mindre dystopisk version af denne undergangsfortælling om sammenbruddet af den vestlige verden, som vi kender den, lyder, at kapitalismen består, men kineserne overtager den og efterlader de vestlige lande – ikke mindst Europa – ved historiens vejside.
Vi er nået dertil, at vi nærmest går ud fra, at det vil ende skidt. Men vi er dovne dystopikere, for vi handler ikke på vores frygt for fremtiden. I stedet bliver dystopien en levevej for journalister, som lever af at sælge historier om skibskatastrofer og pludselig død, mens aktivisterne retfærdiggør deres virke med det eksisterende samfunds dysfunktionalitet. Den manglende tro på fremtiden er
en benægtelse af politik – uden en vision for fremtiden er der intet alternativ til at hygge sig med undergangen.
Undergangshyggen forhindrer os i at forstå, at en væsentlig forklaring på ændringen i de globale magtforhold og den usikkerhed, som følger med, netop er en rivende teknologisk udvikling, der skaber ny velstand, men som også fordeler denne velstand på en ny måde. Historikeren Francis Gavin påpeger, at vi insisterer på at betragte verden som i bogen Fluernes herre, hvor en flok drenge fanget på en stillehavsø slås til den bitre ende. Men måske er skatteøen en bedre metafor for verdens tilstand, foreslår Gavin. I den verden, som vi rent faktisk lever i, er det ikke alles kamp mod alle. Det er måske nærmere et tropisk ferieparadis fyldt med kokosnødder og velplejede mennesker i badedragter, som taler venligt til hinanden og finder fælles løsninger.6
Gavin mener, at det fald i befolkningsvæksten, som verden vil opleve frem mod 2100, sammen med en øget effektivitet i produktionen af fødevarer gør, at der er mad nok til alle, mens den revolution, som vi ser i kommunikations- og vidensteknologier (for eksempel kunstig intelligens), skaber øget økonomisk vækst. Samtidig med at internationale institutioner giver mulighed for fælles regler, og atomvåben gør det umuligt for stormagter at indlede krig mod hinanden. Alt i alt er Gavin ganske optimistisk på verdens vegne.7 Han opfordrer pessimisterne til at se sig omkring og vurdere, om den verden, de lever i, ligner den dystre verden, de skriver bøger om.8
Men optimisme sælger ikke bøger. En, der derimod har solgt mange bøger, er Giuliano da Empoli, som underviser på Sciences Po i Paris. Empoli er ifølge netmediet Politico på fornavn med både den franske præsident og den danske statsminister, og hans Rovdyrenes tid er blevet en af de bøger, som tænksomme virksomhedsledere eller departementschefer skal henvise henkastet til.9 Bogen fortæller om en verden, hvor rovdyrene er løs – om de hedder Trump eller Putin, så jager de naive mennesker, der tror, de bor på skatteøen. I et interview i Weekendavisen i forbindelse med udgi-
velsen af bogen udtaler da Empoli, at ”jeg føler ingen forpligtelse til optimisme. Folk har brug for at blive vækket. Om der så skal en ordentlig lussing til”.10
Jeg har det omvendt. Jeg føler en forpligtelse til at se udvikling og håb såvel som det modsatte. Pessimisme er sin egen illusion. Ikke mindst fordi den ofte er bygget på en tro på, at man kun kan fremtvinge udvikling ved at pege på problemer. Men ved kun at opliste problemer og kritisere utilfredsstillende forsøg på at løse dem giver man hverken indsigt i problemerne eller redskaber til at løse dem.
Den professionelle pessimisme overser den kreative kraft i det foranderlige og det farlige. Det er i virkeligheden lige så naivt som den institutionaliserede optimisme, vi har oplevet i tiden efter afslutningen på Den Kolde Krig. I filmen Den tredje mand fra 1949 spiller Orson Welles sortbørshajen Harry Lime, som forsvarer sine lyssky gerninger over for sin gamle ven, der er taget til Wien for at redde ham:
”Du ved, hvad folk siger. Under Borgiaerne havde Italien krig, terror, mord og blodsudgydelse i 30 år. Men de frembragte Michelangelo, Leonardo da Vinci og renæssancen. I Schweiz havde de broderkærlighed, de havde 500 år med demokrati og fred. Og hvad skabte det? Kukuret!”
Denne opsummering af Europas historie er ikke uproblematisk. Kukuret blev ikke opfundet i Schweiz, og schweizerne kunne stille Europas mest berygtede infanteri, hvilket de i vidt omfang levede af at leje ud. Den sidste rest af den historie er pavens Schweizergarde.
Men alligevel har Orson Welles en pointe. Da Leonardo da Vinci søger om beskæftigelse hos hertugen af Milano, sender han ham et brev, som påpeger ti områder, hvor han kan være hertugen til nytte. Punkt et til ni handler om, hvilke krigsmaskiner han kan lave, mens punkt ti nævner, at i fredstid behøver hertugen ikke afskedige ham, for Leonardo kan også male og skulptere en smule.11
Den italienske renæssance var præget af krig og konflikt, men den var også kreativ. Kreativ ødelæggelse var netop økonomen Joseph Schumpeters definition af innovation. Verden er med andre
ord farlig, netop fordi den er foranderlig. Og den foranderlighed skaber en vækst, der gavner klodens beboere, men den giver os samtidig noget at kæmpe om. Vi har brug for at minde os selv om, at vi faktisk bor på skatteøen, selvom rovdyrene er løs.
Under arbejdet med denne bog har jeg spurgt mig selv, hvordan vi overlever den nye verdensorden. Hvordan realiserer vi mulighederne, og hvordan ser vi farerne i øjnene? Det ville være arrogant at tro, at der kun er ét svar på det spørgsmål, og jeg har gjort mig umage for at beskrive flere forskellige svar. Det har jeg prøvet at gøre uden illusioner – at sætte sig i andres sted betyder ikke, at man skal være enig med dem.
Det er også et valg, hvilke muligheder og farer man fokuserer på. Jeg tager udgangspunkt i de udfordringer, som Danmark og den vestlige verden står over for. Derfor indeholder bogen ikke lange analyser af Latinamerika eller Afrika, og nogle vil sikkert efterlyse en analyse af Indiens muligheder for at blive en stormagt. De analyser vil jeg overlade til andre. Jeg har valgt at fokusere på det, som jeg mener står allerforrest i køen af geopolitiske udfordringer, og som der i min optik er størst behov for at se på uden illusioner.
Jeg håber, at bogen giver læseren anledning til at se på vores verden med nye øjne, men mit succeskriterium er ikke, at læseren ser verden ligesom jeg. De bøger, som jeg selv holder mest af at læse, udfordrer mig til at tænke nyt eller måske bare til at tænke mig om. Det er et udtryk for, hvor steril vores offentlige debat er blevet, at det er blevet et hofnummer at gennemgå referencer i bøger, som man er uenig med. For så handler det om, hvad man har lov til at sige, snarere end hvad man siger. I stedet for alle mulige krumspring , hvor vi diskuterer, om man har lov til at mene noget, bør vi diskutere, hvad vi mener. Jeg håber, at denne bog giver læseren anledning til at diskutere med sine kollegaer, sine venner – eller sin kat. For der er meget at tale om.
Bogen er da også blevet til med udgangspunkt i diskussioner, som jeg har haft med mennesker, der har hjulpet mig til at lade nogle af
mine egne illusioner falde. Rigtig mange af disse mennesker ved jeg ikke, hvad hedder, for jeg har mødt dem til foredrag eller ved køledisken i Meny. De har stillet mig spørgsmål eller udfordret mine ideer, så jeg har måttet stoppe på vejen hjem for at skrive noter til et bedre svar end det, jeg kunne præstere i situationen, eller notere mig spørgsmål, som jeg måtte undersøge nærmere. Tak til jer – I ved, hvem I er.
Heldigvis har jeg navn på mange andre, herunder mine studerende på Københavns Universitet, der igen og igen modbeviser påstanden om, at unge mennesker er bange for at engagere sig i de svære og de kontroversielle spørgsmål. Tak for det.
Tak til Bertel Heurlin, som altid kan se de lange linjer i verdenshistorien. Tak til Lars Bangert Struwe, som jeg har prøvet mange af ideerne i denne bog af på i vores podcast Geopol – jeg kan afsløre, at Lars mener, at vi gentager ting, som skete i 1700-tallet. Tak til Niels Koch Rasmussen og Clement Kjersgaard fra Ræson, der udgiver Geopol og bedre end de fleste forstår udfordringen i at formidle uden illusioner.
Tak til Lars Christensen for at dele sine indsigter om makroøkonomi og politik i timelange telefonsamtaler og over længere frokoster. Tak til Carl-Johan Dalgaard for henvisning til studier om demografi og kinesisk økonomi. Sammen med Lars Henneberg og undertegnede har Ask Agger arrangeret war games om geostrategiske udfordringer i Copenhagen Geopolitical Club. Jeg har lært meget om udfordringerne for dansk erhvervsliv af de spil.
Alle de ovennævnte har bidraget til ideer, som kom på siderne, men det er min redaktør, Anne Mette Palm, som jeg skal takke for at have lokket mig til at skrive bogen og sikret sig, at den både fik en titel og blev færdig.
Min hustru, Anne, og mine børn, Arthur, Rebekka og Konrad, har hverken gået i vejen eller – efter min vurdering – lidt urimelige afsavn under skrivningen af denne bog. De har til gengæld været en tung brigade af muser, som både udfordrer og inspirerer mig.
Min taknemlighed herfor er langt større, end nogle linjer i en indledning kan rumme.
Anerkendelsen af alle disse menneskers indsats kan naturligvis ikke omsættes til et ansvar for, hvad jeg har skrevet. Det er, også denne gang, mit alene.
Mikkel Vedby Rasmussen, 5. marts 2026.