Hjemsøgelse by Gads Forlag

JENNY ERPENBECK

“Erpenbeck bør være kandidat til Nobelprisen.” the washington post

Af samme forfatter på dansk:

Går, gik, gået, roman (2016)

Kairos, roman (2024)

Før sol går ned, roman (2025)

JENNY ERPENBECK

Hjemsøgelse

ROMAN

På dansk ved Maj Westerfeld

GADS FORLAG

Hjemsøgelse

er oversat fra tysk af Maj Westerfeld efter Heimsuchung

Dansk udgave © Gads Forlag 2026

Omslag: Sofie Winding

Forsidefotografi: ullstein bild Dtl. via Getty Images

Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 2. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80329-4

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Udgivet med støtte fra Goethe Institut

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Til Doris Kaplan

Eftersom dagen er lang og verden gammel, kan mange mennesker stå på samme sted, den ene efter den anden.

Marie

i WOYZECK af Georg Büchner

…, lover I mig, min ungdoms skønne skove, at jeg, når jeg kommer, vil finde ro igen?

Friedrich Hölderlin

Når huset er færdigt, kommer døden.

Arabisk ordsprog

PROLOG

Helt frem til klippemassivet, der i dag blot ses som en blød bakke oven for huset, skubbede isen sig frem for omkring 24.000 år siden. Det enorme tryk fra isen knækkede og knuste de frosne træstammer fra eg, el og fyr, dele af klippemassivet blev sprængt, splintret eller revet itu, løver, geparder og sabelkatte blev fordrevet til sydligere egne. Men isen nåede aldrig længere end til klippemassivet. Efterhånden blev der stille, og isen begyndte sit arbejde, mens den sov. I de næste mange tusind år strakte eller skubbede den sin enorme, kolde krop omkring, centimeter for centimeter sleb den langsomt klipperne under sig runde og bløde. I de varmere år, årtier, århundreder smeltede vandet på isblokkens overflade lidt efter lidt og gled ind under isens enorme, tunge krop, helt derind, hvor sandet let kunne skylles bort. Der, hvor en forhøjning hindrede isen i at komme videre, begyndte den sit tilbagetog og blev til vand, løb ned ad klipperne og ind under sig selv igen. I de koldere år blev isen bare liggende, lå der bare og var tung. Og mens den i de varmere år smeltede og gravede render under sig selv, så pressede den i de koldere år, årtier, århundreder isen tilbage igen med al sin kraft for at lukke renderne.

Da gletsjeren for cirka 18.000 år siden begyndte at smelte, først dens yderste tunger og senere, mens kloden langsomt blev varmere, også alle dens sydligere dele, efterlod den kun få spor i rendernes dyb: øer af is, forladt is eller dødis, som man senere kaldte det.

Afskåret fra kroppen, som den engang havde været en del af, og indespærret i renderne, tøede denne is først op meget senere, cirka 13.000 år før Kristi fødsel blev den til vand igen, sivede ned i jorden, steg op i luften som damp og kom ned igen som regn, et evigt kredsløb af vand mellem himmel og jord. Der, hvor vandet ikke kunne trænge dybere ned, fordi jordbunden allerede var mættet, samlede det sig oven på det blå ler og steg op, skar med sit spejl tværs igennem den mørke jord og kom først til syne igen i renden som en klar sø. Sandet, som vandet i sin tilstand af is havde revet med sig fra klippen, gled nu frem og tilbage nede i søen og sank til bunds, således dannedes der nogle steder undersøiske bjerge, andre steder forblev vandet så dybt, som den oprindelige rende havde været. I lang tid lå søen nu midt i Mark Brandenburgs bakker og holdt sit spejl op mod himlen, lå der med sin blanke overflade mellem eg, el og fyr, der var begyndt at vokse igen. Først meget senere, da der begyndte at komme mennesker, gav disse mennesker søen et navn: Märkisches Meer, Mark Brandenburgs Hav. Men en skønne dag ville søen forsvinde igen, for som alle søer var også denne sø blot noget

midlertidigt, som alle hulrum var også denne rende kun til for at blive fyldt op igen. Selv i Sahara har der været vand engang. Først i nyere tid har ørkenen bredt sig, og der er opstået det, som videnskaben kalder for desertifikation.

GARTNEREN

Ingen i landsbyen ved, hvor han kommer fra. Måske har han altid været der. Om foråret hjælper han bønderne med forædlingen af deres frugttræer, han okulerer vildskud på de skydende knopper omkring sankthans eller på de dvalende knopper, når saften stiger for anden gang, han kopulerer grenene på de træer, der skal podes, eller snitter dem på skrå, alt efter tykkelse, så blander han harpiks, voks og terpentin og forbinder såret med papir eller bast. Alle i landsbyen ved, at de træer, han har podet, får de mest regelmæssige kroner, når de vokser. Om sommeren hyrer bønderne ham, når der skal høstes og sættes neg i traver. Også ved tørlægningen af den mørke jord på parcellerne ved søen spørger man ham gerne til råds, fordi han ved, hvordan man fletter det grønne granris, og hvor dybt det skal stikkes ned i borehullerne for at kunne lede vandet bort. Han hjælper landsbyboerne med at reparere deres plove og harver, om vinteren er han med til at fælde træer og save stammerne i stykker. Selv ejer han hverken jord eller skov, han bor alene i en forladt jagthytte i udkanten af skoven, her har han altid boet, alle i landsbyen kender ham, og alligevel kalder både unge og gamle ham blot for gartneren, som om han ikke har noget navn.

STORBONDEN OG HANS FIRE DØTRE

Når en kvinde skal giftes, må hun ikke sy sin brudekjole selv. Kjolen må heller ikke blive syet i hendes eget hjem. Den skal sys uden for hjemmet, og under syningen må nålen ikke knække. Stoffet til en brudekjole må ikke rives, det skal klippes. Hvis der klippes forkert, må dette stykke stof ikke bruges igen, der skal købes en ny bane af det samme stof. Brudeskoene må ikke være en gave fra brudgommen, bruden skal selv købe dem, og hun skal bruge de mønter, hun har samlet gennem længere tid. Brylluppet må ikke finde sted på den varmeste tid af året, altså ikke i hundedagene, men heller ikke i april måned, hvor vejret er lunefuldt, ugerne efter lysningen til brylluppet må ikke falde sammen med den stille uge før påske, og ved selve brylluppet skal der være fuldmåne, eller i hvert fald tiltagende måne, den bedste måned for et bryllup er maj. Nogle uger før brylluppet skal lysningen bestilles hos præsten og bekendtgøres på kirkens opslagstavle. Brudens veninder fletter blomsterranker og omkranser tavlen med dem. Hvis pigen er vellidt i landsbyen, vil der være mere end tre ranker. En uge før bryllupsdagen begynder man med at slagte og bage, men bruden må under ingen omstændigheder se ilden flakke i ovnen. Dagen før brylluppet kommer landsbyens børn forbi om eftermiddagen for at larme og poltre, de smider porcelæn i porten ind til gården, så det går i stykker, der

må dog ikke være glasskår imellem, og de får kage af brudens mor. Om aftenen kommer de voksne med gaver, de fremsiger digte og deltager i polterabendfesten. På en polterabend må lysene ikke flakke, det bringer ulykke.

Næste morgen skal bruden feje skårene i porten sammen og smide dem i et hul, som brudgommen har gravet.

Derefter kommer brudens veninder og gør hende klar til brylluppet, hun skal bære myrtekrans og slør. Når brudeparret træder ud af huset, står der to piger med en blomsterranke, som de sænker ned, så brudeparret kan træde over den. Så kører alle af sted til kirken. Hestenes seletøj er pyntet med to bånd: et rødt for kærligheden og et grønt for håbet. Piskene er pyntet med de samme bånd. Brudekareten er smykket med en ranke af buksbom eller af enebær. Brudekareten kører som den sidste vogn i optoget efter gæsternes vogne, den må ikke stå stille og må heller ikke vende om. Brudeoptoget skal, hvis det er muligt, undgå at køre forbi kirkegården. Under turen må brudeparret ikke se sig tilbage. Det må godt regne, men der må ikke falde sne, mens de kører. For hvert et fnug af sne, / så megen ak og ve. Bruden må ikke tabe sit lommetørklæde foran alteret, det betyder mange tårer i ægteskabet. På vejen hjem kører brudeparrets karet foran de andre hestevogne, den skal køre hurtigt, ellers vil det ikke gå godt med ægteskabet. Når brudeparret træder over dørtærsklen til deres hus, skal de træde over noget af jern, for eksempel en økse eller en hestesko. Under bryllupsmiddagen bliver brudeparret

sat i et hjørne, i brudehjørnet, og må ikke forlade det.

Brudeparrets stole er smykket med efeuranker. Efter måltidet kravler en dreng ned under bordet og tager en sko fra bruden, skoen sættes på auktion, og brudgommen skal byde højest og købe den tilbage. Pengene går til kogekonerne. Klokken tolv om natten rives brudesløret itu under sang, og hver gæst får et stykke slør med hjem som minde. Efter brylluppet flytter det unge par ind i deres nye hjem, hvor deres venner har lagt en pakke med brød, salt og lidt penge på komfuret, så de aldrig kommer til at mangle noget. Pakken skal blive liggende uberørt et helt år. De to vigtigste ord ved et bryllup er: må og skal, og må, og skal, og må, og skal. Den unge kvindes første opgave i det nye hjem er at hente vand.

Sognefogeden har fire døtre: Grete, Hedwig, Emma og Klara. Når han om søndagen kører gennem landsbyen med sine døtre i hestevogn, giver han hestene hvide strømper på. Sognefogedens far var sognefoged, og hans far var sognefoged, og hans far var sognefoged, og så videre tilbage til 1650. Det var kongen selv, der udnævnte faderen til faderen til faderen til sognefogedens far til at være sognefoged, og derfor giver sognefogeden sine heste hvide strømper på, når han om søndagen kører gennem landsbyen med en hestevogn fuld af døtre. Grete, Hedwig, Emma og Klara sidder i hestevognen, som deres far selv kører, hestene går i let trav, og hvis jorden stadig er fugtig, når de aldrig

længere end til slagteren, før hestenes hvide strømper har fået de første mudderstænk. Søndag efter søndag, når gudstjenesten er forbi, kører faderen rundt med sine fire døtre, de kører fra kirken ned gennem hovedgaden, forbi slagterbutikken og skolen, forbi teglværket, efter teglværket drejer han til venstre væk fra hovedgaden ind på vejen langs med søen, han følger søen i nordlig retning frem til jordlodden, der ligger halvt oppe på Schäferberg, den jordlod, som alle i landsbyen kalder for Klaras skov, fordi den er hendes del af arven. Her vender faderen hestevognen, og om sommeren skynder pigerne sig, mens han vender, at hoppe ud af vognen for at plukke hindbær på den højre side af vejen, men Wurrach, som faderen til de fire døtre bliver kaldt i landsbyen, smælder med pisken, så snart han har vendt vognen, ligesom han gør det på hverdage, når han farer gennem byen med den tomme vogn for at kalde sine karle og piger til arbejde, og lige så snart faderen, den gamle Wurrach, har smældet med pisken, springer de fire søstre tilbage på deres pladser i vognen, og nu går turen hjemad forbi teglværket, skolen og slagterbutikken, til den anden ende af landsbyen, til Klotthof-gården, som faderen har arvet fra sin far, som igen har arvet fra sin far, som har arvet fra sin far og så videre, Klotthof-gården, som Wurrachs stamfader fik overdraget sammen med nogle marker som len af kongen omkring 1650.

Hvis en jomfru vil vide, om hun snart skal giftes, skal hun nytårsnat gå ud og banke på i hønsehuset. Hvis en høne svarer først, bliver det ikke til noget, svarer hanen, vil hendes ønske snart gå i opfyldelse. Hun kan også tvinge sin tilkommende til at vise sig for hende i nytårsnatten. Ønsker pigen at blive gift med en skipper, skal hun sætte sig på en trillebør, så vil den udkårne snart vise sig. Hvis hun vil giftes med en murer, skal hun sætte sig på en huggeblok. Tager hun nu en balje og en murske i hånden, vil han snart træde frem. Hvis hun hellere vil have en landmand, skal hun tage en le og en spade i hånden. En giftefærdig datters mor vil bestræbe sig på at lokke bejlere til huset. Det gør hun ved at lade spindelvævene hænge i stuen. Hvis spindelvævene bliver fjernet, kommer der ikke flere bejlere.

De fire pigers mor døde, da Klara blev født. Sognefogeden har ingen søn. Der er både husmænd og bolsmænd i landsbyen, to gårdejere og nogle bønder, men kun én sognefoged.

Grete gifter sig ikke, fordi den ældste bondesøn på Sandke-gården, som hun er forlovet med, den eneste af de seks Sandke-sønner, der er uddannet landmand, fordi han skal arve Sandke-gården, lige før brylluppet, til sin egen og også til sin fars overraskelse, får at vide, at herremanden alligevel ikke har udnævnt ham til arving af gården. Brylluppet bliver udsat, og da herremandens svoger i september rent faktisk overtager Sandke-gården,

tager Gretes forlovede af sted til Bremerhaven og går om bord på et dampskib, der for 280 mark sejler ham til Melbourne/Australien via Antwerpen, Southampton, Gibraltarstrædet, Genova, Port Said, Suez-kanalen, Det Røde Hav, Aden, Colombo og Adelaide, han ankommer til Melbourne efter seks ugers sejlads den 16. november 1892 med resten af sin formue på 8 mark og et lommeur af guld, som han pantsætter for 20 mark. Alt dette skriver han fra Melbourne i et brev til sin forlovede, hvorefter Grete ikke hører mere fra ham, og derefter er Sandke-gårdens marker, der grænser op til Wurrachs ejendom, gået tabt for sognefogedens familie.

Hedwig indleder et forhold til en daglejer, der tærsker korn om sommeren på Klotthof-gården. Da faderen får det at vide af en nabo, styrter han ind i laden midt på dagen, river plejlen ud af hånden på daglejeren og jager ham fra gården med ordene: Jeg henter øksen, jeg slår dig ihjel! Han følger efter ham helt hen til skoven, og over hele landsbyen kan man høre hans stemme, der er blevet kraftig af mange års befalinger, men også lidt slidt, og derfor lyder det, som om han er beruset, når han råber: Jeg henter øksen, jeg slår dig ihjel! Da han kommer tilbage til gården, spærrer han Hedwig inde i rygekammeret oppe på loftet i et par dage, hvor hun taber sit barn, der dog på det tidspunkt ikke er andet end en lille, blodig klump.

Emma, sognefogedens tredjeældste datter, ville sikkert have været en god sognefoged, hvis hun var blevet

født som mand. Hun hjælper faderen med alt: I hans fravær er det hende, der inddriver penge fra landsbyboerne, ansætter karle og piger og holder opsyn med skovhugst, marker og kvæg. Om Emma en dag skal giftes, er der aldrig nogen, der taler om, hverken familien eller folk i landsbyen.

Og så er der Klara, sognefogedens yngste datter, der skal arve skoven på Schäferberg. Skoven grænser ned til søen og op til engen med hindbærbuskene, der hører til herregården, til højre ligger den gamle Warnacks marker, og til venstre ligger der en eng, der tilhører en husmand, som i årevis har ligget i strid med Klaras far på grund af uretmæssig brug af engen, den eng, som Wurrach mener er hans. På grund af disse omstændigheder betragter faderen Klaras skov som en ø, der ikke kan sammenlægges med andre arealer ved et giftermål.

Da fiskeren lægger til ved hendes søbred, ved Klara ikke, hvad hun skal sige. Fiskerdrengen siger heller ikke noget, han kaster blot rebet hen til hende, hun fanger det og binder det om et elletræ. Det er helt tilfældigt, at hun lige netop i dag er henne i sin skov. Da Hedwig kom i ulykke, holdt faderen nemlig op med at tage døtrene med ud at køre i hestevogn. I dag er Klara gået herhen alene, hun har plukket hindbær oppe på engen og er så gået ned ad skråningen mellem buskene og træerne, der tilhører hende: eg, el og fyr, for at se det glitrende vand. Oppe på Klotthof-gården har man nemlig ingen

udsigt over søen, ikke engang om vinteren, når træerne har tabt deres blade.

Den ukendte fisker rækker hende hånden, hun hjælper ham med at stige ud af den gyngende båd og giver så slip igen. Først da han rækker hende hånden for anden gang, forstår hun, at han ønsker at blive ført videre. Halvt oppe på skråningen, der, hvor jorden ikke er så sort og græsset er mere tørt, skal hun og fiskeren nok finde et sted, hvor de kan sætte sig. Hans hår er så vådt, at vandet drypper ned på hans skuldre og løber ned ad hans arme, helt derned hvor hans fingre er flettet sammen med hendes fingre. Først nu, mens hun leder efter et sted, hvor de kan sidde sammen, lægger hun mærke til, hvor mange folk der er omkring dem her i skoven, alle de steder, der ville egne sig til et hvil, er allerede optaget af nogle, der sidder eller står eller ligger i skyggen og sover, nogle sidder og spiser, andre læner sig op ad et træ, mens de ryger og blæser røgringe ud i luften.

Fordi alle disse folk er så stille, har hun nok ikke lagt mærke til dem før. På en solplet under den store eg vokser den slags græs, hun holder så meget af: tørt, højt og tætvoksende græs, og da hun endelig knæler ned og trækker fiskeren med sig, begynder de andre endelig at røre på sig, de lægger deres brød, æbler og hårdkogte æg tilbage i madkurvene, folder tæpperne sammen og rejser sig stille og roligt, dem, der stod lænet op ad træstammerne, smider deres cigaretskodder på jorden

og træder dem ud. Lidt efter lidt vender alle sig om og går op ad skråningen, de forlader stedet uden et ord og uden at hilse på Klara og hendes fisker. Fiskeren lægger sit hoved i skødet på sognefogedens yngste og hidtil ugifte datter, og hun begynder at tørre hans våde hår med sin nederdel. På den anden side af egetræet, lige bag hendes ryg, sidder skovens sidste to tavse gæster, som hun ikke har lagt mærke til før, de rejser sig nu og går deres vej.

Rød er fødslen, / grønt er livet, / hvid er døden.

Jeg kender et lille kreatur, der gør en god figur. /

En god figur, gør det lille kreatur. / Det har knoglerne uden på kroppen.

I vores kælder en mand der lå, / han havde hundrede frakker på.

På vores gulv går noget omkring, / det tripper ej, det trapper ej.

Hvidt smider man det på taget, / og gult kommer det ned igen.

I vores have står der en skimmel, / den holder halen op mod vor himmel.

En dronning sad og drak te. / Hun pludselig tre rådyr kunne se / svømmende over søen med en ske. / Hvad hed dronningen?

Jeg stakkels soldat må skildvagt stå / har ingen ben og må dog gå, / har ingen hænder og må dog slå / og fortælle alle, hvad jeg så.

Huller overalt. / Holder trods alt.