En undersøgelse af forsoning som fænomen
Hans Vium Mikkelsen
Bogen udgives med støtte fra:
Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond
Toosbuys Fond
Beckett-Fonden
Lillian og Dan Finks Fond
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Carlsen-Langes Fond
En undersøgelse af forsoning som fænomen
Hans Vium Mikkelsen
Forsoningsprocessen har mange lag og betydninger
Forsoning i et samfundsperspektiv
Fem grundlæggende fænomener i forsoningsprocesser
Teologisk antropologi
At forsone sig med livet og døden
Forskel på forsoning og konfliktløsning
Metodeovervejelser
Tilgivelse i en kristen kontekst
Er glemsel et alternativ til tilgivelse?
Forholdet mellem amnesi og amnesti
Hannah Arendts filosofiske argumentation for tilgivelsens nødvendighed og begrænsning
Personlig amnesti som et tredje alternativ.
Sandheds- og forsoningskommissionen i
Sydafrika
Er tilgivelse altid et gode? Kritik af Sandhedsog forsoningskommissionen i Sydafrika
Forsoningens grænser: om at forsone sig med fortiden og med sine medmennesker
Om forholdet mellem undskyldning og
tilgivelse
Kollektivt ansvar og kollektiv skyld
Introduktion
Den genoprettende retfærdighed
Den genoprettende retfærdighed og forsoning
Kritik af den genoprettende retfærdigheds fremstilling af sig selv
Fastholdelse af fundamentale retsprincipper
Samfundet som garant for retfærdighed
Perspektivering
Social retfærdighed
Sandhed og løgn
Hannah Arendts sondring mellem fornuftssandheder og faktiske sandheder
Sandhed som fakta og som fortælling
Sandhed mellem helhed og partikularitet
Det dobbelte perspektiv
Sandhed som del af forsoningsprocessen
i Sydafrika
Erindring som bærer af historien Monumenter som råb om retfærdighed
Perspektivering af historien gennem brug af modmonumenter
Transformation af monumenter
Fjernelse af monumenter fra det offentlige rum
Introduktion
Tillid som et umiddelbart gode
Tillid og kontrol
Tillid og tiltro
Tillid som forudsætning og fundament
Knud Ejler Løgstrup
Hannah Arendt
Tillid som social kapital
Tillid til institutioner
Martha C. Nussbaum
Tillid som hjælp til selvhjælp
– Cook, Hardin og Levi
Negativ, ambivalent og positiv fred
Retfærdig krig
Augustin
Retfærdig krig mellem pacifisme og realisme
Traditionelle kriterier for retfærdig krig
Jus ad bellum
Jus in bello
Jus post bellum
Jus post bellums stigende betydning
Krav til exit
Retfærdighed som en del af jus post bellum
Krigstribunal
Økonomisk kompensation
Social rehabilitation
Tilgivelse som en del af jus post bellum
Kristen realisme
Demokrati
Afslutning
Teologisk epilog
Tak
Noter
Litteratur
Emneregister
Person- og stedregister
“Call the Smithsonian I made a discovery Life ain’t forever and lunch isn’t free
Loved ones will break your heart with or without you Turns out we don’t get to know everything”
Avett Brothers, “Smithsonian” ( True Sadness, 2016)
Forsoning er et fænomen, som indeholder mange forskellige betydninger og lag – og som vanskeligt kan sættes på nogen formel. Det handler overordnet set om at skabe den rette balance mellem nutid, fortid og fremtid. Forsoning gør det på den ene side muligt at rumme fortiden, uden at den dermed bliver altbestemmende over nutiden. Forsoning indeholder på den anden side en åbenhed over for fremtiden, som indebærer, at fortidens greb over nutiden kan løsnes. Fremtiden får lov til at sætte en ny horisont og giver et nyt perspektiv. Forsoning indgår i mange forskellige sammenhænge, og vi kan både tale om forsoning i en religiøs, politisk, kulturel, teologisk, sociologisk og psykologisk sammenhæng. Vi bruger det samme ord, men vi udlægger det med forskellige nuancer og med forskellige begreber afhængig af konteksten. Forudsætningen for denne bog er, at teologien har relevans for udlægningen af og bestræbelsen på at opnå forsoning inden for alle de anførte sammenhænge. Teologien beskæftiger sig med forsoning som noget, der rækker ud over forholdet mellem Gud og det enkelte menneske.
Traditionelt set har Jesu død på korset ofte været i centrum i den kristne dogmatiks udlægning af forsoning. Dens centrale betydning for kristendommen kan bl.a. aflæses af de mange afbildninger heraf i form af malerier, skulpturer og glasmosaikker. Kunstværkerne udgør i sig selv en tolkning af Jesu død. Nogle af de centrale spørgsmål er: Hvorfor døde han? Skulle han dø? Hvilken betydning har hans død for os – og for Gud? Var der tale om et guddommeligt regnskab, som skulle gå op, før Gud atter frit kunne elske menneskene? Udgjorde Jesu død en guddommelig sanktioneret straf, hvor-
Forsoningsprocessen har mange lag og betydninger
igennem menneskene kollektivt sonede deres skyld? Eller var det prisen for den ubetingede kærlighed, som vi kan aflæse på korset: at den totale selvhengivelse medfører død og udsondring? Kort sagt: Er Jesu død et offer til Gud og dermed et udtryk for, at Gud kræver ofre? Eller er Jesu død derimod ensbetydende med, at Gud ofrer sig selv for menneskets skyld? Er det Gud eller menneskene, som ofrer Jesus? Det spørgsmål har jeg behandlet indgående i tidligere bøger og artikler om forsoningslæren, hvor dogmatikken har været i centrum for mine overvejelser.
Her er jeg interesseret i, hvordan forsoning kan udfolde sig i praksis mellem mennesker og særligt mellem grupper af mennesker som del af en politisk og kulturel virkelighed. Jeg er optaget af at udforske og udfolde, hvordan forsoning ikke blot kan finde sted mennesker imellem, men også er en livsbetingelse for, at vi kan leve sammen som historiske væsner. Uden forsoningens mulighed kan vi ikke tage ved lære af historien og er overladt til enten glemsel eller bitterhed – individuelt som kollektivt. Det handler om at etablere det rette forhold mellem nutid, fortid og fremtid. Fortiden er bestemmende, men ikke altbestemmende for vores selvforståelse og muligheder. Fremtiden sætter et nyt mulighedsrum, da den er andet og mere end en forlængelse af fortid og nutid. Formuleret anderledes sker der en dobbelt bevægelse i forhold til overgangen mellem nutid og fremtid. Vi går fremtiden i møde, og den kommer os i møde. Det er det sidste aspekt, som tydeliggør, at fremtid er andet og mere end at ”forlænge fortiden med brædder”, at der kan ske nyt. Historie er ikke det samme som skæbne.
Der findes i kristendommen mange forskellige udlægninger af forsoningen mellem Gud og mennesker. Overordnet set søger de alle at udforske og udfolde forsoningen som et afgørende element i menneskets liv, vertikalt som horisontalt. Kristendommen har et sprog for forsoningens forskellige led og elementer, som det er frugtbart at inddrage i en undersøgelse af forsoningsprocessens indhold og formål. Forsoning handler om at lære at leve livet som ansvarlige og skyldige individer. Ingen af os går skyldfri gennem livet.
Vi er hinandens skyldnere. Både forårsaget af det, vi gør, det, vi ikke skulle have gjort, og det, vi ikke gør, men som vi burde have gjort. At vi er hinandens skyldnere, indebærer, at ingen kan sige sig fri for at indgå i spændingen mellem kan og bør, mellem aktiv handling og passivitet. Vi er alle skyldige både over for os selv og hinanden. Forsoning kan på den baggrund udgøre et alternativ til to forhold. Enten selvretfærdighedens rethaveri, hvor vi har travlt med at forsvare egne handlinger (eller mangel på samme). Eller til en form for ”numinøs begrundet apati”, der består i en frasigelse af ansvaret: Hvad kan ”lille jeg” gøre ved de fundamentale problemer? Over for disse to frasigelser af ansvaret vil jeg med fremhævelsen af forsoningen som et fælles alment menneskeligt anliggende fastholde, at levet liv er skyldigt liv. I erkendelsen af dette har vi alle brug for at forsone os med livet, døden og hinanden.
Der er ikke vandtætte skotter mellem de forskellige tilgange til forsoning, hverken teologisk, dogmatisk, filosofisk, kulturelt, sociologisk, politisk eller psykologisk. Der er klare overlap – men samtidig er det vigtigt at holde sig for øje, at de samme begreber bruges forskelligt, afhængig af hvilket område vi befinder os inden for. Det giver sig også udtryk i, at forsoningens delelementer får forskellig vægt og betydning, alt afhængig af konflikten, handlingen, bruddet eller tabet der skal forsones. F.eks. er der forskel på at tilgive en person, en gruppe eller en nation, lige så vel som der er forskel på at have tillid til én bestemt person, til mennesker generelt, til én bestemt samfundsinstitution eller til samfundet og dets institutioner som sådan.
Bogen udgør en teologisk funderet analyse af forsoningens samfundsmæssige betydning, da min udlægning er præget af min teologiske forforståelse og analyseapparat. Jeg vil hermed søge at bringe teologien ind i et positivt samspil med filosofi og samfundsvidenskaberne og udfolde, hvilke forskellige potentielle elementer der indgår i en forsoningsproces. Jeg er optaget af at undersøge, hvordan vi kan skabe rammer for forsoning set ind i og ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Kan forsoning udgøre et alternativ til den stigende polarisering, som vi er vidne til, både imellem forskellige samfundsgrupper og etniciteter i de enkelte lande og imellem nationer? Den voksende økonomiske ulighed og opsplitning i alternative virkelighedsopfattelser udgør en fælles udfordring. Kan forsoning udgøre et alternativ til en ”flad” relativisme, der indebærer, at vi ikke længere behøver at begrunde vores standpunkter, men blot kan nøjes med at henvise til, at det er min eller vores holdning? Henvisning til fakta forstået som et rationelt fælles grundlag synes ikke længere i sig selv at udgøre et gangbart argument. Min interesse for forsoning går tilbage til før, jeg begyndte at studere teologi på Aarhus Universitet, da jeg i 1988/89 arbejdede som volontør ved Greenhill Outdoor Pursuit Center, som er en del af YMCA i Nordirland. Jeg henviser derfor ofte til landets konflikt og forsoningsproces som et eksempel. Jeg fik et indblik i The Trouble, som den nordirske konflikt omtales som, herunder dens politiske, kulturelle og religiøse rødder. Det blev tydeligt for mig, at der ikke primært var tale om en religiøs konflikt, men at religion både kunne spille en positiv og en negativ rolle i forsøget på at stoppe volden og etablere en freds- og forsoningsproces. Mange af de personer, som var aktive i bestræbelsen på at skabe rammer for en mulig freds- og forsonings-
proces, kom fra forskellige kirkesamfund. Samtidig med at dele af det religiøse landskab gennem deres sammensmeltning af religion og politik, deltagelse i marcher, taler og optog var med til at fastholde og understøtte den konfliktfyldte atmosfære og hadefulde stemning. Det blev klart for mig, at kristendommen ikke kan nøjes med at tilgå læren om forsoning ud fra en traditionel dogmatisk tilgang, der primært fokuserer på Jesu døds betydning for mennesket. For forsoning – også i et dogmatisk perspektiv – har både et vertikalt og et horisontalt anliggende. Forsoning kan i et kristent perspektiv ikke reduceres til alene at angå forholdet mellem Gud og mennesker; det handler også om forholdet mellem mennesker. Formuleret med Matt 5,23-25: ” Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”. Jeg vil imidlertid gå et skridt videre og undersøge forsoning som et alment fænomen. Det fordrer en tværfaglig tilgang, hvor jeg både gør brug af teologi, filosofi, samfundsfag og jura. Dogmatik er bagved og ikke foran eller i midten af min analyse.
Fem grundlæggende fænomener i forsoningsprocesser
Jeg vil undersøge fem forskellige fænomener, som kan indgå i bestræbelsen på at opnå en holdbar og varig forsoning: tilgivelse, retfærdighed, sandhed, tillid og fred. De fem grundfænomener vil blive udlagt ud fra deres potentielle betydning for og indvirken på forsoningsprocessen.
Tilgivelse kan f.eks. på én og samme tid beskrives som en radikal fordring og en gave. Er den altid betingelsesløs? Indeholder tilgivelse også en dom over uretten? Kræver tilgivelse, at foruretteren anerkender den begåede uret, eller kan tilgivelse gives ensidigt? Hvis den kan, kan den ensidige tilgivelse da ikke virke intimiderende og dermed ikke befordrende for etableringen af et fællesskab på den anden side af konflikten eller uretten? Kan man tale om kollektiv skyld? Og hvad betyder det for muligheden for at tilgive?
Retfærdighed kan udlægges på flere måder. I forsoningslitteratur er der en generel tendens til at fremhæve den genoprettende over for den gengældende retfærdighed. Men jeg vil påvise, at en sådan modstilling er forenklet. Den tager ikke behørigt hensyn til, at uretten – og reaktionen herpå – indeholder såvel et relationelt som et samfundsmæssigt perspektiv.
Der er forskel på at tale sandt og sige nogle sandheder til hinanden. Det sidste er et dagligdags udtryk for, at sandhed ikke er absolut; den er altid fortolket. Det bliver særligt tydeligt, når stridende parter skal forsones. For her er der brug for at finde et sprog og etablere en historie, der kan rumme de stridende parters forskellige historier og erindringer. Udfordringen med mindesmærker og statuer i det offentlige rum kan i det lys perspektiveres, så man på én og samme tid bibeholder en anerkendelse af såvel den faktiske historie som virkningshistorien.
Tillid udgør både en forudsætning for og en mulig konsekvens af en forsoningsproces. Men er tillid altid godt ud fra et samfundsperspektiv? Der er forskel på, om vi taler om tillid til enkelte personer, til samfundsinstitutioner eller til samfundet som helhed. I så fald må der foretages en sondring mellem tillid som et metafysisk fænomen og tillid som en udvist holdning i konkrete situationer. For i sidstnævnte tilfælde er der jo mange eksempler på, at vi gør klogere i at vise mistillid. Nogle samfundsforskere plæderer for, at tillid i sig selv ikke er et gode. Eller modsat at mistillid også kan defineres som et samfundsmæssigt gode, idet det er med til at sikre os imod korruption og overskridelse af magt- og embedsbeføjelser.
Og til sidst: Hvad forstår vi ved fred ? Fred er et begreb, som vi henviser til, ofte som et ubetinget gode. Men er den altid et gode i sig selv? Kan fred også være udtryk for en accept af undertrykkelse, at der enten ikke er vilje eller styrke til at gøre op med tyranni? Lidt på samme måde som der findes både en god og en dårlig form for tavshed. Når dette er sagt, skal man være varsom med at ville oprør eller krig på andres vegne. For krig er, som deskriptiv beskrivelse, helvede på jord. Krig har altid en pris, individuelt som kollektivt. Og når en krig har raset længe nok, kan den fred, der alene består af fravær af vold, være livgivende i sig selv. Kan vi lære af indsigter fra diskussionen om retfærdig krig i en drøftelse af, hvad der skal til, for at freden kan beskrives som retfærdig? Her er der særligt fokus på retfærdighed og økonomisk og social genopretning. Fred kan komme i mange forskellige former. Jeg sondrer mellem negativ, ambivalent, og positiv eller retfærdig fred. Den sidste udmærker sig ved, at fred her er tænkt sammen med frihed, individuelt som kollektivt.
De fem fænomener indgår ikke med samme vægt i de konkrete forsoningsprocesser, og de enkelte fænomener kan til tider modarbejde hinanden. Fordrer forsoning, at den fulde sandhed kommer frem, idet man derigennem får etableret et punkt, hvorudfra det atter er muligt at genopbygge tillid?
Fem grundlæggende fænomener i forsoningsprocesser
Eller kan sandheden desavouere forsoningsprocessen, idet den fulde sandhed i stedet afføder et fornyet ønske om hævn? I Nordirland er der nogle, som har givet udtryk for, at de bedre kunne arbejde sammen med Sinn Féin-politikeren og First Minister i den nordirske regering 2007-17 Martin McGuinness, som åbent har vedgået, at han har været officer i IRA, end med den politiske leder af partiet Sinn Féin, Gerry Adams, som mange formoder, også har taget aktiv del i IRA, uden at han efterfølgende har vedkendt sig det.1 I en mangeårig borgerkrigslignende konflikt er spørgsmålet om sandhed i sig selv vanskeligt. For virkningshistorien har her på mange måder overhalet historien. Begge sider af konflikten har fået hver deres mytologiske fortællinger, som de vurderer historien ud fra. Og det er her vanskeligt at trænge igennem med en faktuel tilgang: hvem gjorde hvad hvornår? Den faktuelle tilgang er blevet uinteressant; det er myten, som er identitetsbærende og som gennem fastholdelse af konflikten skaber en række af stærke, internt modstridende subkulturer.
Der kan ligeledes opstå en konflikt mellem tilgivelse og retfærdighed. For hvis retfærdigheden skal ske fyldest, kan man jo ikke bare tilgive overtræderne for deres misgerninger. Indholdet og omfanget af den modsætning er afhængigt af, hvordan man definerer retfærdighed. Hvis der er tale om et genoprettende frem for et gengældende retfærdighedsbegreb, er der mulighed for, at modsætningen kan blødes op. Det afhænger så igen af, hvordan vi udlægger tilgivelse. Hvem kan henholdsvis bede om og give tilgivelse på vegne af hvem? Hvilket igen hænger sammen med, om det giver mening at tale om kollektiv skyld? Kan man tage skylden på sig for handlinger, som man enten ikke selv har begået, eller som man ikke selv har haft ansvaret for? I kristendommens udlægning af forsoningen er Jesu død ofte blevet tolket som en stedfortrædende straf, der afspejler, at han har taget menneskets skyld på sig. Forsoningen er her tænkt ud fra en juridisk kæde af skyld, straf og soning. Stedfortrædelsen kan både udlægges som en kærlighedshandling
– at træde i nogens/nogles sted for at redde vedkommende/dem – eller som et overgreb. Det sidste beskriver Karen Blixen meget tydeligt i fortællingen Kardinalens tredie historie, hvori hun frabeder sig, at nogen skal dø for hendes skyld.2 Hun gør hermed klart, at den traditionelle kristne udlægning af forsoningen kan fastholde mennesket som et offer, hvor gælden er negativt frem for positivt bestemt. Gæld til den, der er gået i døden i vores sted, stilles over for gæld til livet som en gave. Med Blixens kritik in mente rejses spørgsmålet om, hvorvidt vi kan formulere stedfortrædelsestanken positivt? Så spørgsmålet om tilgivelse i en samfundsmæssig kontekst ikke alene knyttes op på, om ofret er i stand til at tilgive eller ej. Det sidste kan indebære en urimelig overbelastning af ofret. Det er af samme grund, at spørgsmålet om skyld og straf i et samfundsmæssigt perspektiv afgøres af en uvildig tredje instans, hvor ofret alene har status som vidne. I en religiøs sammenhæng er det imidlertid muligt at tale om stedfortrædende tilgivelse, idet Gud her udgør en tredje instans, som kan – ikke skal – tilgive, også der, hvor tilgivelse ikke er muligt for mennesket. I en sekulær sammenhæng er det straks mere vanskeligt. For hvem udgør her den tredje instans, som kan tilgive på andres vegne, uden dermed at begå en form for fornyet overgreb imod ofret eller den krænkede?
Jeg vil i kapitel II til VI undersøge de fem fænomener, som kan indgå i en forsoningsproces, nærmere. Forholdet imellem dem og vægtningen af det enkelte fænomen er, som anført, forskelligt i forhold til den konkrete konflikt. Jeg vil forud for analysen klargøre de antropologiske forudsætninger, som jeg udfolder min analyse på baggrund af, samt gøre ligheder og forskelle mellem forsoning og konfliktløsning tydelige. Det er vigtigt at gøre klart, at forsoning ikke udgør det lette alternativ. Den amerikanske etiker Stanley Hauerwas (1940-) anfører et sted, at forsoning tager tid, ”langsom og smertefuld tid”.3 Forsoning udgør ikke noget quick-fix; det er en proces, som finder sted over tid, og man ved ikke på forhånd, om den vil lykkes. Forsoning fordrer i et samfundsmæssigt perspektiv et stort forarbejde. Der skal etableres
Fem grundlæggende fænomener i forsoningsprocesser
tillidsfulde kontakter mellem de involverede. Alle parter skal være interesseret i at indgå i en fremadrettet sameksistens med hinanden, som skal bestå i andet og mere end paralleleksistens.
Det skal være tydeligt, at man indgår i et fællesskab, hvor man forventer noget positivt fra alle de involverede, hvilket ikke er det samme, som at man bestræber sig på at opnå homogenitet. Forsoning er ikke identisk med tilpasning i betydningen, at jeg som individ, gruppe eller samfund skal give køb på min identitet. Men forsoning indebærer, at min individuelle eller min gruppes eller mit samfunds forhistorie eller identitet ikke bliver ekskluderende. Forsoning handler om at kunne rumme sin egen og andres historie og identitet ud fra ønsket eller håbet om en fælles fremtid, hvor historien på den ene side ikke er glemt og på den anden side heller ikke bliver altbestemmende. Forsoning indebærer ofte, at man må give afkald på dele af sine berettigede krav, rettigheder eller anklager. Det indebærer en gensidighed parterne imellem, hvor begge i ord og handling må vise, at de er interesseret i at etablere et forhold, som bryder med fortidens misgerninger. Det gælder også i de tilfælde, hvor der er tale om, at jeg skal forsone mig med mit eget liv, min historie eller min skæbne. For forsoning kræver her en refleksion, som gør, at jeg indgår i et selv-forhold. Jeg skal forholde mig til min egen historie på en måde, hvor jeg både bliver objekt og subjekt. At forsone sig med sin egen historie fordrer, at man kan rumme den uden at lade den være altbestemmende for fremtiden. På det individuelle plan viser mangel på forsoning sig ofte i en følelse af bitterhed – at man vedbliver at holde fast i en følelse af for urettethed eller forsmåethed. Sagt mere enkelt: Forsoning kan ikke sidestilles med at sige pyt, at bagatellisere eller se gennem fingre med noget. At tale om forsoning er relevant, hvor der ellers ville være sket et brud og en mangel på sameksistens. Det kan både handle om det enkelte individs forholden sig til eget liv, personer eller grupper, eller til grupper eller nationers forholden sig til hinanden.
Den tidligere ærkebiskop for den anglikanske kirke Rowan Williams (1950-) har gjort opmærksom på, at der er en tendens til at bruge ordet forsoning som en form for trylleformular. Vi tror, at vi med smukke ord og gode hensigter kan løse konsekvenserne af fortidens misgerninger. Slesk tale og billig portvin gør det ikke. Formuleret med Williams’ ord: ”Forsoning er sådan et forførerisk bekvemt ord”. 4 I politisk sammenhæng kommer det bl.a. til udtryk ved, at man tror, man kan løse fortidens miserer ved at give en offentlig undskyldning og i forlængelse heraf bede om forsoning. Det kombineres ofte med udsagn om, at ”nu gælder det om at se fremad”. Problemet med den sætning er, at den netop ikke giver anledning til forsoning, idet den søger at springe fortiden over. Den amerikanske juraprofessor Martha Minow (1954-) gør opmærksom på, at det gælder om at finde den rette balance mellem fortid og fremtid, erindring og samtid. En overdreven fokusering på fortiden kan virke som en stopklods for mulige forandringer. Man kan komme til at låse hinanden fast i nogle definerede roller som henholdsvis foruretter og forurettede, krænker og krænkede, offer og bøddel.5 Forsoning skal både kunne rumme fortiden og give plads til en fremtid, der er andet og mere end en fremskrivning af den hidtidige historie eller livsforløb.
Jeg har tidligere, når jeg i én sætning skulle beskrive forsoningens måde at sammentænke fortid og fremtid på, brugt formuleringen: Det er fremtiden og ikke fortiden, som skal være bestemmende over nutiden. Det er en karakteristik, som både gælder, når forsoning handler om det enkelte menneskes forholden sig til sit eget liv, sin egen skæbne, og når det angår enkelte grupper eller nationers forholden sig til deres egen historie. Men det er en sætning, som kun rummer en halv sandhed. For vores måde både at forstå os selv og hinanden på og vores måde at indgå i relationer til os selv og andre på præges i høj grad også af vores fortid. Vi bærer vores historie med os; vores historie udgør en uudslettelig del af vores identitet og selvforståelse.
Fem grundlæggende fænomener i forsoningsprocesser
Forsoning handler om at komme overens med vores fortid uden at ville glemme den og uden at lade den være altbestemmende for vores fremtidige muligheder. Det sidste er noget, vi ikke selv – individ, gruppe eller nation –er herre over alene. For en fælles fremtid fordrer, at andre også giver rum og plads til, at jeg ikke alene skal ses som et resultat af mine eller mine forfædres tidligere udsagn og handlinger.
På det individuelle plan kan det f.eks. komme til udtryk ved, at man som tidligere kræftpatient skal vriste sig fri af rollen, at man ikke skal fastholde et billede af sig selv som livsfarligt syg, som et menneske, der fortsat skal tages særlige hensyn til, og som står på kanten af livet. Samtidig med at den enkelte har nogle erfaringer, han altid vil bære med sig. En af mine tidligere undervisere på universitetet formulerede det på den måde, at først skulle han affinde sig med, at han havde fået en dødsdom, da han fik en meget alvorlig kræftdiagnose. Efterfølgende, da han mod forventning blev helbredt, fik han, hvad han selv betegnede som en livsdom. Han skulle atter finde tilbage til at leve i en normal udspændthed mellem liv og død. Hans liv var ikke længere på kanten. Han befandt sig ikke længere i en ventesal til døden.
På det samfundsmæssige plan skal de protestantiske og katolske grupperinger i Nordirland finde en måde at leve sammen på. De skal både holde fast i deres religiøse, kulturelle og sociale identitet og samtidig gøre det på en måde, hvor det ikke sker gennem en fastholdelse og uddybning af den nedarvede for ikke at sige nedgroede konflikt. Et af deres forsøg består i at give gavlmalerierne et forynget og mindre voldeligt udtryk – at gøre dem til positive kulturelle markører frem for at fremstå som en integreret del af konflikten mellem de forskellige protestantiske og katolske grupperinger i f.eks. Belfast. Et andet eksempel på denne dobbelthed mellem fortid og fremtid kan vi se udspille sig i Tysklands forsøg på at fastholde historien for derigennem at undgå, at den gentager sig. Samtidig skal landet agere som en både stærk, troværdig og fuldgyldig samarbejdspartner i internationale sammenhænge som
f.eks. EU og Nato. Tysklands situation er på det indenrigspolitiske plan ydermere kompliceret af, at de skal vedkende sig deres historie, samtidig med at de skal gøre det på en måde, der ikke hælder benzin på de højre-nationalistiske strømninger, der delvis er båret oppe af opgøret imod en kollektiv skam- og mindreværdsfølelse. Paradoksalt nok kommer den til udtryk ved, at de blindt gentager fortidens jøde- og fremmedfjendske holdninger. Aktuelt er en mulig freds- og forsoningsproces i to af verdens brændpunkter – krigen mellem Rusland og Ukraine og konflikten mellem Israel og Palæstina – udfordret af, hvordan fortid og fremtid kan mødes i en nutidig bestræbelse på at opnå fredelig sameksistens. De to konflikter er generisk forskellige og kan ikke umiddelbart sammenlignes. Men for begge gælder, at en forsoning skal forholde sig til, hvordan man vil medtænke de heri fem angivne fænomener, som indgår i en holdbar proces. Det vil sige en forsoning, som fastholder en gensidig respekt og humanitet på begge sider, og som ønsker interaktion frem for isolation. Fred etableret gennem undertrykkelse af den svage part fører ikke til forsoning.