Heir of Illusion – Skyggens hævn by Gads Forlag

Madeline Taylor HEIR OF iLlUS ION

Skyggens hævn

Verranøerne 1

På dansk ved Ronja Johansen

gads forlag

Heir of Illusion – Skyggens hævn er oversat fra engelsk af Ronja Johansen efter Heir of Illusion

First published in the USA independently by the author Dansk udgave © Gads Forlag 2026

Omslag: Bianca Bordianu/Moonpress Design

Dansk versionering: eyelab.design

Kortdesign: Skay_Artys

Bogen er sat med Adobe Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook UAB 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80548-9

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Indeholder følgende

Vold

Voldsomt sprog

Sex

PTSD

Skildringer af selvskade

Skildringer af grooming

Selvmordstanker

Kvælning

Druknedød

Psykisk og fysisk vold

Mord

Forsøg på overgreb

Magtmisbrug

Skildringer af sorg

Til Carolyn Jeg tror, du ville have elsket denne fortælling.

Kapitel 1

Min elskers hoved hviler i min favn, og jeg mærker en stærk trang til at knuse det mod trægulvet.

Mine fingre stryger hen over bustens glatte marmor. Stenen er kold og giver ikke efter for mine berøringer. En perfekt gengivelse. Jeg løfter hans ansigt op foran mit og ser ham dybt ind i de udtryksløse øjne, måske for at få en forklaring eller en undskyldning. Men den eneste meddelelse, han har til mig, er de ord, der står indgraveret i bunden. Kongen længe leve.

Jeg sætter busten tilbage på piedestalen og smiler ved synet af den mørkerøde plet, jeg har efterladt på hans kind. Det er Baylors skyld, at jeg har blod på hænderne, så det er kun rimeligt, at han også selv bliver plettet af det.

Jeg ser mig omkring i Darrows Apotek og bemærker, at stedet ikke har ændret sig ret meget, siden sidst jeg var her. Han har skiftet den gamle lysekrone ud med et monstrum i obsidian. Prismerne bryder månens stråler, som lander i små dryp på alle overflader i butikken. Der er kommet et par nye spejle op at hænge, nu er der i alt tolv. Og så er der bakken med helbredende krystaller, som han prakker alle sine kunder på.

Når man står midt i dette hav af skinnende smådimser, er det svært at vide, hvor man skal se hen.

Og det er netop Darrows genistreg. Han prøver ikke at skjule, at han narrer sine kunder, distraherer dem med overflod og forfængelighed. De når ikke at opdage hans skarpe hugtænder og udspekulerede blik, før det er for sent.

Jeg lytter til hans rastløse bevægelser, som får loftet til at knirke i en ensformig rytme over mig. Selvom Darrow ejer en flot landejendom, overnatter han oftere i butikken. Det har sikkert noget at gøre med, at hans ejendom – modsat naboernes – er købt, ikke nedarvet, og han har tjent hver en krone selv.

Grunden til, at han bliver i Solmare, kan selvfølgelig også være, at han gerne vil være tæt på byens bordeller. Jeg har hørt, at han er lidt af en stamgæst.

Jeg overvejer, om jeg skal melde min ankomst ved at ringe med klokken eller ganske enkelt vælte hans dyre kongebuste ned fra piedestalen. Det ville hjælpe gevaldigt på mit humør, hvis jeg så Baylors ansigt gå i tusind små stykker.

Det lykkes mig at tøjle mine destruktive impulser. I stedet rækker jeg ud efter klokken. Det er de færreste, der bliver henrykte, når de får besøg af mig i de sene timer. Som regel ender det i et blodbad, ligesom mit forrige møde her til aften. Men hvis Della vidste, at jeg var taget herned, ville hun nok forvente, at jeg i det mindste prøvede at være høflig – hvilket er en farlig bedrift i min branche.

Så snart klokken ringer i det mørke rum, standser Darrows bevægelser ovenpå. Der går et par sekunder, før hans lette fodtrin iler mod trappen. Han tror sikkert selv, at han er stille, men min hørelse er langt bedre end hans.

Darrow kommer ned ad trappen. Han har plastret et sorgløst smil på læberne. Selvom det er sent, er han iklædt et flot fløjlsjakkesæt med guldfiligranner. Der er ikke en eneste af hans honningfarvede krøller, der ikke sidder, som den skal. Lokkerne falder blødt ned over hans skuldre og indrammer hans høje kindben.

Jeg kan ikke lade være med at beundre hans ulastelige ydre.

Men da jeg ser den juvelbesatte dolk i hans bukseliv, bobler latteren over i mig. Tror han selv, at den ville være andet end en mindre ulejlighed for mig? Han kniber øjnene sammen og prøver at finde ud

af, hvor latteren kommer fra. Og selvom hans brune øjne lander lige der, hvor jeg står, kan han ikke se mig.

Som skygge kan jeg gøre mig usynlig, når jeg vil.

Det er en meget sjælden type illusionsmagi, og det er også den, som gør mig til et værdifuldt kort at have på hånden. Og en frygtindgydende fjende. Det har aldrig været en udbredt type magi, heller ikke før krigen, hvor Baylor indtog tronen – og Gudinden for Illusioner forsvandt.

“Vis dig,” siger Darrow. Der er kun en snert af frygt i hans hårde tonefald.

Jeg himler med øjnene og fjerner illusionen. Hvis han er overrasket over at se mig, skjuler han det godt. Han skynder sig at sende mig et charmerende smil, og jeg lader, som om jeg ikke har opdaget, at han har trukket sit latterlige, lille våben.

“Lady Iverson,” siger han hengivent, idet han træder langsomt ned af det sidste trappetrin. “Det er naturligvis altid en ære at få lov at klappe kongens køter, men hvad skylder jeg æren?”

Køter – det er kongens kælenavn til mig. Han fandt på det, dengang jeg flyttede ind hos ham. Til at starte med syntes jeg, det var sjovt, men det var før, jeg forstod, at det var en del af den domesticering, han har udsat mig for. Han holder mig i meget kort snor.

Det viste sig, at jeg var den sidste, der forstod vittigheden.

Jeg fortrækker ikke en mine, men holder øjenkontakten med Darrow. Jeg vil ikke give ham den reaktion, han håber på at få. Der er mange af kongens undersåtter, der kalder mig Køter bag hans ryg. Og når de gør, er det altid i en nedladende tone.

“Du har måske brug for min hjælp til noget?” spørger han, mens et forførende smil trækker i hans fyldige læber. “Jeg kan forsikre dig om, at du er i utroligt kyndige hænder.”

Jeg svarer med mit mest sødladne smil – et smil, som ellers er forbeholdt min herre. Så slår jeg ud med den ene arm, så kongebusten

falder på gulvet. Det er lige så tilfredsstillende at høre den splintre, som jeg havde håbet på.

“Ups.” Jeg trækker på skuldrene og sender ham et langt mere ondskabsfuldt smil. “Det må du undskylde, Darrow.”

Han sukker og glor skuffet på marmorstumperne, der ligger spredt ud på gulvbrædderne. “En skam. Man skulle ellers tro, at kongen efterhånden havde sørget for at gøre dig stueren.”

Der går kun et sekund, før mit knivblad ligger mod hans hals. Han løfter instinktivt den hånd, der stadig holder om dolken, men jeg når at gribe fat om hans håndled og presse armen ned mod disken imellem os. Han spænder op i kroppen, men har en uimponeret mine, som om situationen ikke rører ham det mindste.

Jeg ryster på hovedet og fnyser, prøver at virke skuffet. “Hvordan er det, du taler til Majestætens skygge?”

Folk kalder mig Køter så ofte, at de næsten glemmer, hvad min ejer har trænet mig til.

Darrow forsøger stadig at virke rolig, men blegner en smule, mens han gransker mit udseende. Når jeg er hjemme på paladset, består min påklædning af forførende, tætsiddende og udfordrende kjoler i silke og satin. Men i aften er mine bukser og den langærmede skjorte lavet af kraftig læder, og mit lange, røde hår er samlet i en simpel fletning, som hænger ned ad r yggen. Jeg har ikke forsøgt at skjule de skinnende våben, som er spændt fast om mit liv og mine lår under den sorte kappe. Det indtørrede blod under mine fingernegle skaber også en udmærket effekt.

Han synker en klump og lader blikket vandre ned til rubinsmykket om min hals.

“Har han sendt dig ud efter mig?” spørger Darrow blidt.

Det er et rimeligt spørgsmål. Kongen sender mig ofte ud for at dræbe sine fjender. Det var det, jeg lavede, før jeg kom her. I mit indre hører jeg stadig ekkoet af et højt, bønfaldende skrig fra den mand, jeg

har slået ihjel her til aften. Jeg ryster på hovedet for at fordrive lyden, så jeg igen kan være til stede.

“Det skulle han måske have gjort?” spørger jeg. “Du foretager dig vel ikke noget ulovligt her i butikken, Darrow?”

“Helt ærligt, lady Iverson.” Hans flirtende smil er tilbage, men det er ikke lige så overbevisende denne gang. “Så respektløs kunne jeg aldrig drømme om at være over for Hans Majestæt.”

Mine bryn skyder op i panden. “Ikke det? Du har ellers ingen skrupler ved at være respektløs over for mig. Men du har måske glemt, at jeg taler på kongens vegne?”

Han hvæser, da jeg lader min klinge løbe let hen over hans hals. En dråbe blod pibler frem og tegner en sti ned over huden. Den svage, fristende metallugt hænger i luften og giver mig lyst til at gøre snittet dybere, fylde butikken med blod og sende hans sjæl om på den anden side af Dødens tynde slør.

Darrow er kun halvblodsfe, hvilket gør ham mere sejlivet end en almindelig dødelig, men han ville nok ikke klare den, hvis han fik skåret halspulsåren over. Hans rolige ydre begynder at slå sprækker.

Hans øjne flakker rundt og lander på hånden med dolken, som jeg stadig presser ned mod bordpladen. Jeg vender øjne og slipper hans håndled, inden jeg også fjerner min kniv fra hans hals.

“Rolig nu, Darrow. Tror du virkelig, jeg kunne finde på at slå dig ihjel?” Jeg griner og træder et skridt tilbage, men vi ved begge, at jeg ikke ville have noget valg, hvis kongen beordrede det.

Han skubber sig væk fra disken og masserer sin nakke med den frie hånd. Et par bloddråber bliver tværet ud på huden.

“Naturligvis ikke.” Han sender mig noget, der minder om et smil, og kaster så en vildfaren, krøllet lok over skulderen. “Jeg er alt for smuk til at dø.”

Jeg nikker mod hans lille, juvelbesatte dolk. “Men du troede, at den der ville kunne stoppe mig?”

“Mon ikke den ville kunne stoppe de fleste?” Han griner, men det lyder påtaget.

Darrow har altid været optaget af alle rygterne om mig. Han kommer ofte med spydige kommentarer, fordi han håber, jeg taler over mig og afslører noget, som kun de færreste ved. Folk hvisker selvfølgelig også i krogene, spreder rygter, som senere bliver afvist som konspirationsteorier. Men Darrow har gjort det til sin levevej at handle med hemmeligheder og opsnuse rygter.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at min historie fascinerer ham mere, end han egentlig bryder sig om.

Jeg tvinger min puls ned og gemmer kniven væk igen, inden jeg går om på den anden side af Darrows udstillingsbord for at give ham lidt plads. Da min fod lander på noget hårdt, kigger jeg ned og ser en af stumperne fra busten af kongen. Den ene side af hans ansigt er fuldkommen knust, men bortset fra et par revner har den anden halvdel klaret skærene. Jeg knuser den under foden og nyder, hvordan den smuldrer.

“Hans Majestæt har brug for informationer,” siger jeg.

Han fører den ene hånd om bag r yggen. “Om hvad?”

“Din ekspertise,” svarer jeg, men kan ikke skjule bitterheden i min stemme. “Fortryllelser.”

Det er de færreste feer, der har evnerne til at udføre kompleks magi. De fleste er bare velsignet med et langt liv og hurtig helbredelse. Men nogle af os er blevet tildelt meget større evner, og den magi, vi kan udføre, afhænger af, hvilken af Verranøerne vi kommer fra. Hvis man er fra Den Ottende Ø, er man måske i stand til at forudsige fremtiden, hvorimod en person fra Den Første Ø muligvis vil opdage, at de kan kommunikere med alle levende væsner. Men os, der stammer fra Den Syvende Ø, er mere vanskelige at bestemme.

Vi er eksperter i illusionsmagi. Jeg er skygge, mens Darrow er det, man kalder en tryllebinder. Hans slags er nogle af de mest frygtede

magikere, fordi de kan kaste besværgelser og skabe kraftfulde amuletter. Det er sikkert også derfor, alle Darrows fjender kommer af dage under mystiske omstændigheder, som aldrig kan spores tilbage til ham.

“Kongen vil vide, om du er bekendt med nogen besværgelser, der kan binde personer til hinanden?” spørger jeg uinteresseret, mens jeg lader, som om jeg er interesseret i hans helbredende sten.

“Jeg har brug for lidt flere stikord. Der findes mange metoder til at binde to personer sammen. Nogle er midlertidige, andre er mere permanente.” Han lyder anspændt. Gad vide, om det er, fordi han ikke bryder sig om, at jeg snuser rundt i hans ting?

Bare ærgerligt.

Jeg tager et par smaragdøreringe op fra montren og løfter dem op til mine ører.

“Klæder de mig?” Jeg blinker overdrevent med øjnene.

Han sukker langsomt og masserer sin næseryg. “De var flottere i montren. Vær nu en god hund, og læg dem tilbage, hvor du fandt dem.”

Jeg vender øjne, men gør, som han siger. Man skal alligevel ikke gå med de smykker, Darrow har lavet. Det har jeg lært på den hårde måde. “Kongen leder efter en metode, der binder to personer sammen på længere sigt.”

Han kniber øjnene sammen og virker pludselig interesseret. Farven i hans kinder vender tilbage, og det samme gør hans selvtillid.

“Det er mere kompliceret,” siger han og læner sig henkastet op ad væggen med korslagte arme. “Der findes forskellige eliksirer, men de skal indtages med jævne mellemrum for at virke. Og der er en risiko for, at personen opbygger tolerance over tid, så man er nødt til at skrue op for dosen. Det virker i et par uger, måske endda måneder, men jeg anbefaler det ikke på længere sigt.”

Han bliver stående op ad væggen og udstråler intet andet end professionel interesse. Men jeg kan se, at han gransker mig nøje og

leder efter tegn på, at hans forklaring skuffer mig. Han venter på, at jeg kommer til at afsløre mig selv.

Men det gør jeg ikke.

“Men altså,” fortsætter han med et farligt glimt i øjnene. “Hvis han leder efter noget, der kan holde i flere år, vil jeg foreslå at bruge en amulet af en art.”

“Hvad kunne det være?” spørger jeg og lægger albuerne på disken imellem os.

“Åh, det kan være hvad som helst, så længe personen altid har den på sig.” Han trækker på skuldrene og nikker mod ædelstenene foran mig. “Juveler virker bedst. En ring eller et armbånd.” Hans læber former et ondskabsfuldt smil. “Måske endda et halssmykke.”

Jeg bliver grebet af en pludselig, næsten smertefuld trang til at flå i halsbåndet, men takket være Skæbnerne lykkes det mig at lade være.

“Er du sikker på, at det er Kongen, der vil vide det?” Han skubber sig væk fra væggen og lusker hen imod mig. “Eller er halsbåndet begyndt at stramme?”

Jeg bider hårdt sammen og tvinger mig selv til at tage en dyb indånding. Luften bevæger sig ubesværet igennem mit luftrør. Der er ingen grund til, at smykket skulle blive aktiveret lige nu.

Darrow griner højt ad mit ubehag. “Og her gik jeg og troede, at du var en dygtig, lille køter.”

Jeg viser tænder, men det klør stadig i mine fingre efter at røre ved halsbåndet; flå det af og fjerne den kvælende byrde. Ligesom de fleste andre dødbringende amuletter er den smuk. Et utal af dragende rubiner omgivet af snirklet sølv. I midten sidder den største, ovale rubin lige over mit luftrør, mens en lidt mindre dingler over mit kraveben.

Smykket er udsøgt, men det hænger om min hals som en snare.

Jeg står med hænderne ned langs siden og må minde mig selv om, at det ikke nytter noget at trække i det. Ifølge den besværgelse, der er indgraveret i sølvbåndet, er det kun kongen, der kan fjerne det. Jeg var

kun ti år gammel, dengang han gav mig det på. Han sagde, at smykket ville beskytte mig og sørge for, at ingen kunne tage mig fra ham. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor der skulle være noget galt med det. Faktisk føltes det trygt. Men efter femten år er det ikke længere nogen trøst at være bundet til en herre, jeg er vokset fra.

Da kongen forklarede, hvorfor jeg skulle have smykket på, var der adskillige ting, han glemte at fortælle mig. En af tingene var, at det strammer til, hvis jeg gør ham vred, sådan at jeg til sidst ikke kan få luft.

Så jeg bliver kvalt.

Jeg knytter hænderne, prøver desperat at styre mit temperament. “Jeg ved godt, at det var dig, der lavede smykket til kongen.”

“Muligvis.” Han trækker på skuldrene og lægger armene over kors igen. “Hans Majestæt har sendt adskillige bestillinger til mig i årenes løb. Du kan ikke forvente, at jeg kan huske hver eneste kostbar frembringelse.”

Jeg sender ham et intetsigende blik.

“Vi ved begge to, at du udmærket kan huske denne,” minder jeg ham om. “Du åbnede dit lille apotek i Højlunden for femten år siden. Det er et besynderligt sted at slå sig ned, når man tænker på, hvor du kommer fra.”

Højlunden minder ikke om resten af Solmare. Her er det ikke penge, der giver adgang, men blod. Området styres af et råd – en udvalgt gruppe, der består af de mest magtfulde familier. Og kun personer af adelig herkomst kan få en ejendom her. Når et hus bliver ledigt, samles rådet for at godkende den næste ejer.

Selvom Darrow har gjort sit bedste for at udviske den del af sit stamtræ, der er dødeligt, ved alle, at han kun er halvblodsfe. Det er derfor, fuldblodsfeerne aldrig helt har accepteret ham. De gør naturligvis brug af hans tjenester, men uanset hvor fint hans tøj er, eller hvor mange hemmeligheder han røber for dem, bliver han aldrig rigtig en af dem.

Og de ville aldrig have tilbudt ham en ejendom i Højlunden af egen fri vilje.

Han sender mig et udspekuleret smil og fortsætter sit komediespil. “Hvad skal jeg sige? Rådet fik et godt tilbud, og så fik de øje på alle mine gode sider.”

Jeg kniber øjnene sammen. Min frustration vokser. “Skal jeg virkelig tro på, at alle fuldblodsfeerne gik med til at blæse på en oldgammel skik for at kunne byde en halvblodsbastard velkommen, alene fordi de godt kunne lide din forretningsmodel?”

Han trækker på skuldrene. “Der er sket mærkeligere ting i Solmares historie.”

“Du har fået hjælp,” siger jeg vedholdende. “Det må have kostet mere end dine hemmeligheder og et fedtet håndtryk. Kongen har været indblandet.”

Han svarer ikke, men vi ved begge, at det er sandt. Den eneste, der kan overtrumfe rådets medlemmer, er kongen.

Jeg læner mig ind over disken og dæmper stemmen. “Jeg ved udmærket, hvor gavmild vores konge kan være, hvis man bare behager ham.”

I et kort øjeblik ser jeg hans sårbarhed, men den bliver hurtigt erstattet af foragt. “Det er jeg ikke i tvivl om, at du gør.”

Jeg bider hårdt sammen. “Han gav dig skødet til denne bygning, mod at du lavede mit smykke.”

“Og hvad så?” Han sukker og stryger en krølle væk fra ansigtet. “Hvad vil du have, jeg skal gøre ved det nu?”

Jeg løfter hagen og stirrer ham direkte i øjnene. “Jeg vil have, at du fjerner det.”

Darrow slår en latter op, men får hurtigt øje på mit hårde blik og forstår, at jeg mener det. “Det er umuligt,” siger han lavmælt.

Jeg griber fat om min kniv igen, trækker den, og hans bryn skyder i vejret. Da jeg lader spidsen af kniven glide hen over glasmontren imellem os, fylder et frygteligt hvin hele rummet.

“Det tror jeg ikke på,” siger jeg og stiller mig hen foran ham. “Du er paranoid og sørger altid for at have en modgift til hver eneste eliksir på dit lager.” Pulsen dunker i hans hals, og han betragter mig lege med knivbladet. “Du ville aldrig gøre en handel, der kunne ramme dig selv. Du ville aldrig have givet kongen noget, der kunne blive brugt imod dig selv, medmindre du vidste, hvordan du skulle overvinde det.”

Foragten falmer i hans ansigt, da han langsomt fjerner blikket fra mit våben og endnu en gang møder mit blik.

“Nogle gange må man løbe en risiko,” siger han blidt. En lille snert af skam flammer op i hans blik. Så sukker han dybt. “Iverson.” Hans medfølende tonefald får mig til at fare sammen, men han taler ufortrødent videre. “Der er kun én måde at fjerne det smykke på. Kongen skal selv tage det af dig.”

Nej.

Det er, som om jeg har bly i maven. Mine lemmer bliver stive. Det her skal bare virke. Der er ingen alternativer, ingen andre, jeg kan spørge om hjælp. Jeg kan ikke leve sådan her. Ikke efter – jeg stopper mig selv midt i tanken. Det er ikke det rette tidspunkt at give efter for skyldfølelsen.

“Du lyver,” siger jeg med sammenbidte tænder.

Jeg kan ikke stå stille længere, så jeg begynder at gå rundt i butikken og samle alle mulige genstande op på min færd. Glas smadres, da jeg slår en række kr ystalflasker ned fra hylden. Jeg leder efter noget, hvad som helst, der kan hjælpe mig.

“Hvad har du gang i?” spørger han, da jeg rækker ud efter en medicinflaske med en lilla væske i. Han tager den ud af hænderne på mig og sætter den forsigtigt tilbage på plads.

“Du må have noget, der kan bruges,” mumler jeg og begynder at gå ud mod baglokalet, hvor jeg ved, han gemmer de vigtigste artefakter. “Du spiller dum, men jeg kender dig. Du er alt for forsigtig til at løbe den risiko.”

Heir of Illusion – Skyggens hævn

Madeline Taylor HEIR OF iLlUS ION

Skyggens hævn

Illusionernes ø

Kapitel 1