Gengangeren by Gads Forlag

harlan coben gengangeren

på dansk ved Niels Henning Krag Jensby

KRIMI

GADS FORLAG

Gengangeren

er oversat fra amerikansk af Niels Henning Krag Jensby efter Think Twice

Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Dansk udgave © Gads Forlag 2024

Omslag: Anders Timrén

Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07681-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til minde om Juan “Johnny” Irizarry

Jeg savner smilet og de mange fist bumps

PROLOG

Sådan her ødelægger man et liv.

Du står bøjet over hans seng og ser ham sove. Han sover tungt. Det ved du, fordi du har holdt øje med ham i seks uger nu. Du tager ikke nogen chancer. Du er velforberedt. Det er det hemmelige krydderi. Der er ingen grund til at skynde sig. Forventningens glæde er en stor del af livet. “Det handler om rejsen, ikke destinationen.” Du kan huske, at det blev sagt i talen til din dimission på universitetet. En gammel traver af en replik, en kliché, men den hang ved. Og selvom den nok ikke er ét hundrede procent sand, slet ikke, så kan den være nyttig at have i baghånden i de dér lange, ensomme nætter som en bekræftelse af, at glæden må og skal findes i både det langsommelige og det kedelige.

Netop fordi du er velforberedt, ved du, at han foretrækker en cognac før sengetid. Ikke nødvendigvis hver aften, men stort set. Hvis han ikke havde drukket en her til aften, ville du have udsat det hele. Ingen grund til at skynde sig. Ingen grund til at tage chancer. Hvis du er tålmodig, skal du nok få has på målet helt uden risici.

Det handler om forberedelse og tålmodighed.

Netop fordi du har holdt øje med ham, ved du, at han har en ekstranøgle liggende gemt i en af de dér falske, grå sten. Det var sådan, du fik adgang til huset her til morgen for at dope hans drink. Det var sådan, du fik adgang igen her til aften.

Der kommer til at gå noget tid, før han vågner.

I den øverste skuffe i natbordet har han en pistol, en Glock 19, liggende i en våbenkuffert. Kufferten har ikke nogen almindelig lås. Den er biometrisk og kan kun åbnes med et fingeraftryk. Han er helt væk, så

du løfter hans hånd, tager fat om tommelfingeren og presser den mod sensoren. Låsemekanismen snurrer og åbner sig med et klik.

Du tager pistolen ud.

Du har handsker på. Det har han selvfølgelig ikke. Du lægger hans hånd omkring Glocken, så hans fingeraftryk ender de rigtige steder. Så lægger du forsigtigt våbnet ned i din rygsæk. Du har papirlommetørklæder og plasticposer med dig. Det har du altid. Man ved aldrig, hvad man får brug for. Du tørrer ham om munden, sørger for at hans spyt ender på lommetørklædet. Så lægger du det ned i en plasticpose og lægger plasticposen ned i rygsækken ved siden af pistolen. Du får måske ikke brug for det her. Måske er det overkill. Men overkill har nu alle dage været det, der sælger.

Han ligger stadig dér og snorker.

Du kan ikke lade være med at smile.

Du nyder den her del. Du nyder den så meget mere end det egentlige drab. Et drab kan være relativt enkelt og er for det meste hurtigt overstået.

Men det her, forarbejdet, er det egentlige kunstværk.

Hans telefon ligger på natbordet. Du sætter den på lydløs og lægger så også den ned i rygsækken. Du forlader hans soveværelse. Nøglerne til hans Audi hænger på en krog ved bagdøren. Det er han påpasselig med. Han hænger nøglerne på krogen som det første, når han kommer hjem. Hver eneste dag. Du tager nøglerne. For en god ordens skyld tager du også en af de baseballkasketter, han har hængende på knagerækken. Du tager den på. Den passer nogenlunde. Du tager solbriller på. Du ved, hvordan man holder lav profil.

Du kører afsted i Audien med retning mod hende.

Hun befinder sig i et sommerhus ved en sø i Marshfield. Han ved ikke, at det er der, hun befinder sig. Men det gør du, fordi, igen, du har forberedt dig. Så snart du så, hun var taget derhen – at hun havde tænkt sig at gemme sig for ham uden at fortælle det til nogen – vidste du, at tiden var kommet. Du tager hans telefon frem og taster adressen ind, så den er registreret i hans søgeresultater.

Huset, som hun har lejet via Airbnb, er småt og i landlig stil. Hun har været der i en uge nu. Du forstår, hvorfor hun har set sig nødsaget til at gøre det her, men det vil altid kun være en midlertidig løsning for hende. Du parkerer på vejen. Det er blevet sent. Klokken er to om natten. Men du ved også, at hun stadig er vågen. Så du kører lidt længere ned ad vejen og parkerer foran et tomt sommerhus.

Du tager pistolen op af rygsækken.

Lyset i køkkenet er tændt. Det er der, hun befinder sig.

Du sniger dig hen mod lyset og kigger ind ad vinduet i køkkendøren.

Og der er hun.

Hun sidder alene ved bordet med en kop te og en bog foran sig. Hun er en pæn kvinde. Hendes mørkeblonde hår er tilsyneladende sat op i al hast. Hun har trukket fødderne ind under sig. Hun ser lidt for tynd ud, men det er sikkert på grund af stress. Hun er fuldstændigt opslugt af bogen. Hun er iklædt en oversize herreskjorte. Du spekulerer på, om det er hans. Det ville være bizart og lidt klamt, men det er der jo så meget i livet, der er.

Mens du stadig betragter hende gennem vinduet, tager du forsigtigt, langsomt fat i dørhåndtaget.

Du vil ikke lave nogen larm. Du vil ikke vække hendes opmærksomhed.

Døren er låst.

Du kigger ned på håndtaget. Det er gammelt. Låsen ser skrøbelig ud. Hvis du havde dit værktøj, kunne det være hurtigt overstået. Men det her er nok for det bedste. Du kigger på hende gennem vinduet igen. Og da du gør det, kigger hun op og ser dit ansigt.

Hun spærrer overrasket øjnene op.

Hun gør sig klar til at skrige. Det vil du helst undgå.

Skødesløs. Igen. På trods af alle dine detaljerede planer endte du med at begå en fejl sidste gang. Du har ikke råd til at begå endnu en.

Så du tøver ikke.

Du retter dit spark mod et punkt lige under dørhåndtaget. Den gamle dør gør ikke megen modstand. Du træder ind i huset.

“Jeg beder dig.” Hun rejser sig og stikker den hånd frem, der holder om bogen. “Gør mig ikke noget.”

Du skyder hende to gange i brystet.

Hun falder ned på gulvet. Du skynder dig over for at sikre dig.

Død.

Du tager papirlommetørklædet op fra plasticposen i din rygsæk. Du lægger det på gulvet. Nævninge elsker DNA. De er alle vokset op med fjernsynsprogrammer, der overdriver teknologiens mirakler. De forventer den slags beviser i en retssag. Hvis der ikke er noget DNA, kommer nævningetinget i tvivl om, hvor skylden skal placeres.

Det tager dig mindre end 15 sekunder, fra du går ind, til du er ude igen.

Pistolen lavede en del larm. Det er der ingen tvivl om. Men de fleste vil antage, at lyden kom fra noget fyrværkeri, en bil eller noget andet uskyldigt. Men det betyder ikke, der er nogen grund til at blive hængende. Du skynder dig tilbage til bilen. Du er ikke særligt bekymret for, at nogen vil bemærke, at du løber. Hvis de gør – worst casescenariet –er det eneste, de ser, en mand med baseballkasket, der løber tilbage til en Audi, der er registreret i hans navn, ikke dit.

Det vil, om noget, kun være en fordel.

Du begynder at køre. Du har det underligt med drabet. Selve drabsdelen er en adrenalinrus, mere for din elskede end for dig selv, men du føler dig ofte underligt tom bagefter. Lidt ligesom sex, ikke? Ikke for at akademisere hele affæren, men nedturen efter klimakset, det øjeblik, som man på fransk kalder la petite mort – den lille død – det er sådan, du har det lige nu. Det er sådan, du har det under de første kilometers kørsel, mens du igen og igen ser skuddet for dig, måden, som hendes krop faldt til jorden på. Det er pirrende og alligevel lidt … Tomt?

Du tjekker uret. Han burde sove tre timer endnu. Der er rigeligt tid. Du kører tilbage til hans hus. Du parkerer Audien, hvor du fandt den. Du smiler. Det her, den her del, er det ægte kick for dig.

Audien har et eller andet sporingssystem, så politiet får mulighed for at se, hvor den har været i nat. Du går ind i hans hus. Du hænger

nøglerne på plads. Du beholder baseballkasketten – nogle af dine hår sidder måske i den. Der er ingen grund til at tage chancen. Hvis politiet bemærker, at den er væk, vil de gå ud fra, at han smed den ud efter drabet.

Du går op til hans soveværelse. Du lægger telefonen tilbage på natbordet. Du sætter den endda til opladning. Ligesom med Audien vil politiet få en dommerkendelse på hans telefondata, der vil “bevise”, at han kørte op til sommerhuset på drabstidspunktet.

Du bruger hans tommelfinger til at åbne våbenkufferten. Du lægger pistolen på plads. Du overvejer, om du bare skal lægge pistolen på sengen, men det føles lidt for åbenlyst. Der står et skur i haven. Du tager våbenkufferten med pistolen indeni og gemmer den under nogle poser med kompostjord. De vil på forhånd vide, at der er en Glock 19 registreret i hans navn. De kommer til at gennemsøge hele ejendommen, og til sidst vil de finde våbnet i skuret.

Kriminalteknikerne vil bekræfte, at drabsvåbnet var hans Glock 19.

Audien. Telefonen. DNA’et. Pistolen. Bare to af de fire ville være nok til at få ham dømt.

For hende er rædslerne forbi.

For ham er de kun lige begyndt.

KAPITEL ET

Myron Bolitar talte i telefon med sin 80-årige far, da to FBI-agenter trådte ind ad døren for at tale med ham om drabet.

“Din mor og jeg,” lød det fra hans far, der sad derhjemme i ældreboligen i Boca Raton, “har fundet ud af, man også kan spise det.”

Myron blinkede. “Vent lige, hvad?”

Han sad på sit nye kontor, der lå i penthouselejligheden øverst i Wins skyskraber på hjørnet af 47th Street og Park Avenue. Han drejede rundt i kontorstolen, så han kunne kigge ud ad panoramavinduet. Udsigten ud over the Big Apple var rimeligt sindssyg.

“Cannabis. Som vingummier, Myron. Din tante Miriam og onkel Irv sværger til dem – Irv siger, at det hjælper på hans gigtsmerter – så din mor og jeg tænkte, hør her, hvorfor ikke, lad os give det et skud. Hvad kunne det skade, ikke? Har du nogensinde prøvet det?”

“Nej.”

“Det må være hans eget problem.” Det var Myrons mor, der skræppede et sted i baggrunden. Det var altid sådan her, det foregik – en forælder talte i telefon, mens den anden tilføjede et farverigt kommentarspor. “Giv mig telefonen, Al.” Og så: “Myron?”

“Hej mor.”

“Du burde altså prøve det.”

“Hvis du siger det.”

“Prøv steviastammen.”

Hans far: “Sativa.”

“Hvad?”

“Det hedder sativa. Stevia er et kunstigt sødemiddel.”

“Åh, se bare din far, den højbårne hippie, der fra den ene dag til den anden er blevet ekspert i pot.” Så til Myron igen: “Jeg mente sativa. Prøv det.”

“Okay,” sagde Myron.

“Indicastammen gør dig søvnig.”

“Det skal jeg nok huske.”

“Ved du, hvordan jeg husker på forskellen?” spurgte hans mor.

“Nej, men det ved jeg nok om lidt.”

“Indica, ind-i-køjen. Det er den, der gør dig søvnig, er du med?”

“Helt med.”

“Åh, slap dog af. Din far og jeg kan lide det. Det får os til at føle os mere, ja, hvad ved jeg, vi smiler bare mere. Er mere opmærksomme. Måske endda i zen. Og Myron?”

“Ja, mor.”

“Du kan lige vove på at spørge, hvad det har gjort for vores sexliv.”

“Det skal jeg nok lade være med,” sagde Myron. “Nogensinde.”

“Altså, jeg bliver bare meget fjaset. Men din far bliver noget af en tyr.”

“Jeg spurgte ikke, mor.” Myron kunne nu se de to FBI-agenter stå og surmule til ham bag glasvæggen. “Jeg er nødt til at smutte.”

“Altså, manden kan slet ikke holde fingrene fra mig.”

“Jeg har stadig ikke spurgt. Farvel.”

Myron lagde på, idet Big Cyndi, hans receptionist gennem mange år, tavst fulgte de to agenter ind i konferencelokalet. De stirrede op, helt op, på Big Cyndi. Hun var vant til det. Det var Myron også. Big Cyndi havde det med hurtigt at tiltrække sig opmærksomhed. Agenterne viste deres skilte og præsenterede sig selv. Specialagent Monica Hawes, lederen, var en sort kvinde midt i halvtredserne. Hendes lidt nedstemte juniorpartner var en noget bleg mand med en pande, der var så fremstående, at han mindede Myron om en hvidhval. Han sagde sit navn, men Myron var alt for distraheret af panden til at huske det.

“Tag plads,” sagde Myron og slog ud mod stolene, der var

vendt mod panoramavinduerne og den føromtalte rimeligt sindssyge udsigt.

Agenterne satte sig, men lod ikke ligefrem til at nyde den.

Big Cyndi påtog sig en falsk britisk accent og sagde: “Var der ellers andet, mr. Bolitar? Måske en kop te?”

Myron anstrengte sig for ikke at vende det hvide ud af øjnene. “Nej, jeg tror, vi klarer os, tak.”

Big Cyndi bukkede og gik igen.

Myron satte sig og ventede på, at agenterne sagde noget. Det eneste, han vidste om dette besøg, var, at FBI ville tale med både ham og Win om de højt profilerede Callister-drab. Han havde ingen idé om hvorfor – ligesom han heller ikke vidste, hvorfor han eller Win skulle vide noget særligt om familien Callister eller sagen ud over det, de havde set i nyhederne – men agenterne havde forsikret dem om, at de hverken var mistænkte eller potentielle vidner.

“Hvor er mr. Lockwood?” spurgte agent Hawkes.

“Til stede,” sagde Win i et noget snobbet og kostskoleagtigt toneleje, idet han trådte ind på kontoret. Win – også kendt som den førnævnte mr. Lockwood – var ordbogsdefinitionen på en laps. Han gik rundt om Myrons nye konferencebord og indtog pladsen ved siden af ham.

Myron slog hænderne ud og præsenterede sit mest samarbejdsvillige smil. “Jeg kan forstå, at I har nogle spørgsmål til os?”

“Det har vi,” sagde Hawes. Og så, uden nogen form for indledning, smed hun bomben: “Hvor er Greg Downing?”

Spørgsmålet var lamslående. Der var ingen anden måde at beskrive det på. Lamslående. Myron tabte kæben. Han vendte sig mod Win. Wins ansigt afslørede som sædvanligt intet. Win var god til at holde kortene tæt til kroppen.

Grunden til, at Myron var overrasket, var ganske enkel.

Greg Downing havde været død i tre år.

“Jeg troede, I var her angående Callister-drabene,” sagde Myron.

“Det er vi også,” svarede specialagent Hawes. Så gentog hun spørgsmålet. “Hvor er Greg Downing?”

“Laver du sjov?” spurgte Myron.

“Ser det ud, som om jeg laver sjov?”

Hun lavede ikke sjov. Hun så faktisk ud som typen, der aldrig nogensinde lavede sjov.

Myron kastede et blik hen mod Win for at tage bestik af hans reaktion. Win så ud til at kede sig en smule.

“Greg Downing,” sagde Myron, “er død.”

“Er det din udlægning af sagen?”

Myron rynkede panden. “Udlægning af sagen?”

Den unge hvidhval-lignende agent lænede sig en lille smule frem og stirrede på Win. Han talte for første gang og havde en stemme, der var dybere, end Myron havde forventet. Eller måske havde Myron bare forventet en højstemt hvalsang. “Er det også din historie?”

Win gabte nærmest. “Ingen kommentarer.”

“Du er Greg Downings finansielle rådgiver,” fortsatte den unge hvidhval, mens han fortsat forsøgte at nedstirre Win; en kamp der kun ville være fair, hvis modstanderen var en andedunsdyne. “Er det korrekt?”

“Ingen kommentarer.”

“Vi kan få en dommerkendelse og gennemsøge dine arkiver.”

“Gisp, nu skælver jeg. Lad mig lige tænke over det.” Win samlede fingerspidserne foran ansigtet og sænkede hovedet, som var han fordybet i egne tanker. Så: “Gentag efter mig: Ingen kommentarer.”

Hawes og den unge hvidhval skulede til ham. “Og dig.” Hawes vendte sig igen mod Myron og snerrede. Myron kunne gætte sig frem til, at Hawes havde ham som mål, hvidhvalen havde Win. “Du er Downings hvad? Agent? Manager?”

“Ikke helt,” sagde Myron. “Jeg var hans agent og manager.”

“Hvornår stoppede du?”

“For tre år siden. Da Greg, som I nok ved, døde.”

“I var begge til stede til hans bisættelse.”

Win forblev tavs, så Myron sagde: “Ja.”

“Du holdt endda en smuk tale, mr. Bolitar. På trods af alle de problemer, der havde været mellem jer, kan jeg forstå.”

Myron kiggede endnu en gang på Win. “Øh, tak.”

“Og du holder fast i din lille historie?”

Der var den igen: historie. Myron kastede sine hænder i vejret. “Hvad er det for en historie, du snakker om?”

Den unge hvidhval rystede på sit massive, hvide hoved, som var Myrons svar en stor skuffelse for ham, hvilket Myron næsten kunne gætte sig til, det også var.

“Hvor tror I, han er lige nu?” spurgte Hawes.

“Greg?”

“Stop med at holde os for nar, din nar,” snerrede den unge hvidhval. “Hvor er han?”

Myron var ved at blive lidt træt af det her. “I et mausoleum på Cedar Lawn-kirkegården i Paterson.”

“Det passer ikke,” svarede Hawes. “Hjalp I ham med det?”

Myron lænede sig tilbage. Deres tone blev mere og mere fjendsk, men der var også den umiskendelige duft af desperation – og derfor en snert af sandhed – i luften. Myron fattede ikke, hvad det var, der foregik her, og når det skete, havde han en dårlig vane med at tale over sig. Det var vist bedst at tage en dyb indånding, før han fortsatte.

“Jeg forstår det ikke,” sagde Myron. “Hvad har Greg Downing at gøre med Callister-drabene? Har politiet ikke allerede anholdt ægtemanden?”

Nu var det de to agenters tur til at udveksle et blik. “De løslod mr. Himble her til morgen.”

“Hvorfor?”

Intet svar.

Det her var, hvad Myron vidste om sagen: Cecelia Callister, en 52-årig semi-supermodel fra 1990’erne, og hendes trediveårige søn,

Clay, var blevet fundet dræbt i det palæ, hvor de boede sammen med Cecelias fjerde ægtemand, Lou Himble. Himble var for nylig blevet anholdt under anklager om bedrageri i forbindelse med hans kryptovalutavirksomhed.

“Jeg troede, det var en helt enkelt sag,” fortsatte Myron. “Ægtemanden havde en affære, hun opdagede det og havde tænkt sig at aflevere bevismaterialer til staten, han var nødt til at forhindre hende i det, og sønnen opdagede ham. Noget i den retning.”

Specialagent Monica Hawes og specialagent Unge Hvidhval udvekslede endnu et blik. Så gentog Hawes i et forsigtigt toneleje: “Noget i den retning, ja.”

“Og hvad så?”

Myron ventede. Win ventede.

“Vi har grund til at tro,” sagde Hawes, mens hun fortsat talte afmålt, “at Greg Downing stadig er i live. Vi har grund til at tro, at din tidligere klient er involveret i drabene.”

De to agenter lænede sig frem for at holde øje med deres reaktion. Myron skuffede ikke. Selvom denne anklage burde have virket uundgåelig på dette tidspunkt, sad Myron helt åbenmundet, da han hørte det.

Greg. I live.

Hvordan skulle han forstå det? Efter alle disse år – efter deres rivalisering på banen, efter at Greg stjal Myrons første store kærlighed, efter at Myron gjorde så forfærdeligt gengæld, og Greg endnu værre den anden vej, efter genforeningen, der fandt sted i løbet af Gregs sidste tid – og Jeremy, kære, søde, vidunderlige Jeremy …

Det gav ikke nogen mening. Hver muskel i hans ansigt udstrålede en fuldstændig og udtalt forbavselse.

Og Wins reaktion? Han så, hvad klokken var, på sit antikke Blancpain-ur.

“I må undskylde mig,” sagde Win. “Jeg har en aftale, der ikke kan vente længere. Men sikken fornøjelse at møde jer begge.”

Win rejste sig.

“Sæt dig ned,” befalede Hawes.

“Det tror jeg ikke, jeg vil.”

“Vi er ikke færdige her.”

“Nå, så det er I ikke?” Win sendte dem begge sit mest overbevisende smil. Det var et godt smil, bedre end selv Myrons samarbejdsvillige af slagsen. “Men det er jeg, viser det sig. I må have en fortsat god eftermiddag.”

Uden så meget som at kaste et blik over skulderen slentrede Win ud af kontoret. Alle, inklusive Myron, stirrede mod døren, idet Win forsvandt ud af syne.

Wins fulde navn er Windsor Horne Lockwood III. Skyskraberen, som de befandt sig i toppen af, hed Lock-Horne-bygningen. Kursiveringen her har til formål at understrege, at bygningen er opkaldt efter Wins familie, og at der derfor er store summer involveret. I mange år havde Myrons sportsagentur, MB Reps (M’et for Myron, B’et for Bolitar og Reps, fordi de repræsenterede folk – det var Myron, der helt selv fandt på det opfindsomme navn, men han lod det ikke stige ham til hovedet), haft hjemme på bygningens fjerde etage. For nogle år siden havde Myron, dum som han var, solgt sit agentur og var flyttet ud, så nu havde en advokatvirksomhed indtaget de gamle lokaler. Da Myron besluttede sig for at vende tilbage til gamet for to måneder siden, var det kun den øverste etage, der var ledig.

Ikke at Myron beklagede sig. Den rimeligt sindssyge udsigt imponerede klienterne, selvom det samme ikke var tilfældet med FBI-agenterne.

Over de seneste to måneder havde Myron arbejdet hårdt for at charmere sig ind på nogle af sine gamle klienter. Han havde overset Greg Downing af den simple årsag, at, tja, hele dødstingen. Døde mænd udgør dårlige klienter. Det er en dårlig forretning.

De to agenter stirrede stadig på døren. Da de endelig indså, at Win ikke havde tænkt sig at vende tilbage, rettede Hawes igen sin opmærksomhed mod Myron. “Hørte du, hvad jeg sagde, mr. Bolitar?”