Af samme forfatter pÄ dansk:
Pigen fra â58, 2018 (Forlaget Etcetera)
Min far & Kvinden, 2020 (Forlaget Etcetera)
Ă rene, 2021
Simpel lidenskab, 2021
HĂŠndelsen, 2021
Skammen, 2022
ANNIE ERNAUX Fortabe sig
Gads Forlag
roman PĂ„ dansk ved Niels LyngsĂžFortabe sig er oversat fra fransk af Niels LyngsĂž efter Se perdre
Copyright © Editions Gallimard, Paris 2001
Dansk udgave © Gads Forlag 2023
Omslag: LA Graphic Design
Forsidefoto: Archives privees dâAnnie Ernaux (D.R.).
Forsideillustration: Victor Ducroquet: [French Textiles]. Paris 1863
Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07270-6
Denne bog er beskyttet i medfÞr af gÊldende dansk lov om ophavsret. Kopiering mÄ kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun mÄ ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
LÊs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion pÄ gad.dk
Den danske oversĂŠttelse citerer fra:
Annie Ernaux: Kvinden, Forlaget Etcetera, 2020, oversat af Hans Peter Lund.
Christa Wolf: Intet sted. Intet, fĂžljeton i tidsskriftet CHANCEN, Ă„rg. 1979, oversat af Niels Brunse.
Jorge Luis Borges: Fiktioner, Gyldendal, 1969, oversat af Eva Dam Jensen.
Marcel Proust: Den genfundne tid (PĂ„ sporet af den tabte tid), Multivers, 2014, oversat af Niels LyngsĂž.
Marcel Proust: Sodoma og Gomorra (PĂ„ sporet af den tabte tid), Multivers, 2014, oversat af Niels LyngsĂž.
Ăvrige oversĂŠttelser af citater er oversĂŠtterens egne.
Voglio vivere una favola
(Jeg vil gennemleve en historie)
Anonym indskrift
pÄ trappen til Basilica di Santa Croce i Firenze
5
Den 16. november 1989 ringede jeg til USSRâs ambassade i Paris. Jeg bad om at komme til at tale med monsieur S. Omstillingsdamen svarede ikke. Der var en lang tavshed, og sĂ„ sagde en kvindestemme: âVed De hvad, monsieur S. tog tilbage til Moskva i gĂ„r.â Jeg lagde pĂ„ med det samme. Jeg havde det som om jeg allerede havde hĂžrt den sĂŠtning fĂžr â i telefonen. Det var ikke de samme ord, men de betĂžd det samme, havde samme tunge rĂŠdsel over sig og var lige sĂ„ umulige at tro. Senere huskede jeg tilbage pĂ„ dengang tre et halvt Ă„r tidligere hvor jeg fik besked om min mors dĂžd. Sygeplejersken pĂ„ hospitalet havde sagt: âDeres mor sov ind her til morgen efter morgenmaden.â
Berlinmuren var faldet nogle dage forinden. De regimer Sovjetunionen havde bragt til magten i Europa, vaklede og faldt Ă©t efter Ă©t. Manden der netop var vendt tilbage til Moskva, var en tro tjener for USSR, en russisk diplomat udstationeret i Paris.
Jeg havde mÞdt ham Äret fÞr under en forfatterrejse til Moskva, Tbilisi og Leningrad, han havde haft til opgave at vÊre vores rejsefÞrer. Vi tilbragte den sidste nat sammen i Leningrad. Da vi var vendt tilbage til Frankrig, fortsatte vores forhold. Ritualet var altid det samme: Han ringede til mig og spurgte om han kunne komme forbi samme eftermiddag eller aften, eller i sjÊldnere tilfÊlde dagen efter eller to dage senere. Han mÞdte op og blev kun et par timer. Dem tilbragte vi med at elske. Han tog af sted igen, og i mellemtiden bestod mit liv kun i at vente pÄ nÊste opringning.
Han var femogtredive Är. Hans hustru arbejdede som hans sekretÊr pÄ ambassaden. Hans lÞbebane, som det lykkedes mig
7
at sammenstykke i lÞbet af vores mÞder, var klassisk for en ung apparatjik: indlemmelse i Komsomol og derefter i SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti), ophold i Cuba. Han talte fransk hurtigt og med tydelig accent. Udadtil var han tilhÊnger af Gorbatjov og perestrojka, men nÄr han havde drukket, lÊngtes han tilbage til Bresjnevs epoke og lagde ikke skjul pÄ sin dybe respekt for Stalin.
Jeg vidste intet om hans aktiviteter, som officielt var af kulturel karakter. I dag undrer jeg mig over at jeg ikke stillede ham flere spÞrgsmÄl. Jeg kommer heller aldrig til at finde ud af hvad jeg betÞd for ham. Hans begÊr efter mig er det eneste jeg var sikker pÄ. Han var i enhver betydning af dét ord en skyggeelsker.
I lÞbet af denne periode skrev jeg intet bortset fra de tekster jeg blev bedt om at skrive til forskellige tidsskrifter. Den private dagbog jeg med ujÊvne mellemrum har fÞrt siden mine ungdomsÄr, blev det eneste sted min skrift for alvor kunne udfolde sig. Det var en mÄde at udholde ventetiden pÄ frem til vi skulle ses igen, og samtidig forÞge nydelsen ved at registrere de erotiske ord og handlinger under vores mÞder. Mest af alt var det en mÄde at redde livet pÄ, redde dét som trods alt kom tÊttest pÄ liv, fra intetheden.
Efter at han var rejst fra Frankrig, begyndte jeg at skrive en bog om denne lidenskab der havde bruset igennem mig og stadig var levende i mig. Jeg arbejdede pÄ bogen sporadisk, blev fÊrdig med den i 1991 og udgav den i 1992: Simpel lidenskab.
I forÄret 1999 tog jeg til Rusland. Jeg havde ikke vÊret der siden min rejse i 1988. Jeg gensÄ ikke S., og det gjorde mig ikke noget.
I Leningrad, som igen var blevet til Sankt Petersborg, kunne jeg ikke komme i tanke om navnet pÄ det hotel hvor jeg havde tilbragt natten sammen med ham. Under hele dette ophold var det eneste vidnesbyrd om denne lidenskab mit kendskab til visse russiske ord. Mod min vilje og til trods for at det udmattede mig, forsÞgte jeg
8
konstant at dechifrere de kyrilliske bogstaver pÄ skilte og plakater. Jeg undrede mig over at jeg kendte disse ord, dette alfabet. Den mand for hvis skyld jeg havde lÊrt mig dem, fandtes ikke lÊngere inden i mig, og jeg var ligeglad med om han var dÞd eller levende.
I januar eller februar 2000 begyndte jeg at genlĂŠse mine dagbĂžger fra det Ă„r jeg gennemlevede min lidenskab for S. â notesbĂžger jeg ikke havde Ă„bnet i fem Ă„r. (Af grunde det ikke er nĂždvendigt at komme nĂŠrmere ind pĂ„ her, havde de vĂŠret stuvet af vejen et utilgĂŠngeligt sted). Jeg blev klar over at der lĂ„ en anden âsandhedâ i disse notesbĂžger end den der rummes i Simpel lidenskab. Noget rĂ„t og mĂžrkt uden frelse, en slags ofring. Jeg tĂŠnkte at ogsĂ„ dette burde bringes for en dag.
Jeg har hverken ĂŠndret eller fjernet noget af den oprindelige tekst da jeg skrev den ind pĂ„ computeren. De ord der er nedfĂŠldet pĂ„ papiret for at fastholde tanker og sansninger i et bestemt Ăžjeblik, har for mig at se samme irreversible karakter som tiden: De er selve tiden. Det eneste jeg har gjort, er at bruge forbogstaver nĂ„r jeg gav udtryk for en holdning som kunne skade den pĂ„gĂŠldende person. Det samme har jeg gjort nĂ„r jeg betegner genstanden for min lidenskab, S. Ikke fordi jeg tror jeg pĂ„ den mĂ„de kan bevare hans anonymitet â en ret hĂ„blĂžs illusion â men fordi jeg synes det skĂŠr af uvirkelighed som forbogstavet giver, svarer til det som denne mand var for mig: en inkarnation af det absolutte, af det som vĂŠkker en navnlĂžs rĂŠdsel.
Den ydre verden er nĂŠsten fuldstĂŠndig fravĂŠrende pĂ„ disse sider. OgsĂ„ nu forekommer det mig vigtigere at jeg dag for dag fik noteret tankerne og handlingerne, alle de detaljer â fra strĂžmperne som han beholdt pĂ„ mens vi elskede, til mit Ăžnske om at dĂž i hans bil â der udgĂžr denne roman om livet som en lidenskab, end at fĂ„ skrevet om de internationale nyheder som man altid kan tjekke i arkiverne.
9
Jeg er bevidst om at jeg offentliggĂžr denne dagbog pĂ„ grund af en slags indre imperativ, uden at bekymre mig om hvad han, S., mĂ„tte fĂžle. Han kunne med god ret opfatte det som et misbrug af litterĂŠr magt, ja, som et forrĂŠderi. Jeg ville forstĂ„ det hvis han forsvarede sig med latter eller foragt: âJeg sĂ„ hende kun for at fĂ„ taget trykket.â Men jeg ville helst have at han accepterer â ogsĂ„ selv om han ikke forstĂ„r det â at han gennem flere mĂ„neder uden at vide det inkarnerede et princip: begĂŠrets, dĂždens og skriftens vidunderlige og rĂŠdselsvĂŠkkende princip.
EfterÄret 2000
1988
September
Tirsdag den 27.
S. ⊠SkĂžnheden i det hele: nĂžjagtig de samme former for begĂŠr, de samme handlinger som dengang i 58, i 63 og med P. Og den samme slĂžvhed eller ligefrem dĂžs. Tre scener trĂŠder frem. Om aftenen (sĂžndag) pĂ„ hans vĂŠrelse da vi sad sĂ„ tĂŠt at vi kunne rĂžre ved hinanden, hvor vi ikke sagde noget men var enige om hvad der skulle ske, havde lyst til det, og det stadig afhang af mig. Hans hĂ„nd passerede tĂŠt forbi mine udstrakte ben og strejfede dem hver gang han askede sin cigaret i den lille beholder pĂ„ gulvet. Mens alle kunne se det. Og vi talte som om intet var hĂŠndt. SĂ„ gĂ„r de andre (Marie R., IrĂšne, R.V.P.), men F. bliver hĂŠngende, han venter pĂ„ at jeg ogsĂ„ skal tage af sted. Jeg ved at hvis jeg forlader S.â vĂŠrelse nu, sĂ„ vil jeg ikke have styrken til at vende tilbage. Det hele flyder sammen i en tĂ„ge. F. stĂ„r udenfor eller nĂŠsten, dĂžren er Ă„ben, og det er som om S. og jeg kaster os over hinanden, og dĂžren bliver lukket (af hvem?), vi er i entreen, min ryg bliver presset ind mod vĂŠggen og tĂŠnder og slukker lyset pĂ„ kontakten. Jeg er nĂždt til at flytte mig til siden. Jeg lader min regnfrakke falde pĂ„ gulvet, min taske, min jakke. Han slukker lyset. Natten begynder, og jeg oplever den med fuldstĂŠndig intensitet. (Og alligevel som sĂŠdvanlig med Ăžnsket om ikke at se ham igen).
11
Det andet Þjeblik: mandag eftermiddag. Da jeg er fÊrdig med at pakke min kuffert, banker han pÄ dÞren til mit vÊrelse. I entreen kÊrtegner vi hinanden. Han begÊrer mig sÄ meget at jeg knÊler og langsomt fÄr ham til at komme med munden. Han er tavs, derefter mumler han bare mit fornavn med sin russiske accent, som et litani. Min ryg mod vÊggen, mÞrket (han vil ikke have noget lys), nadver.
Det sidste Þjeblik: i nattoget mod Moskva. Vi kysser hinanden nede bagved i togvognen, mit hoved er ved siden af en brandslukker (som jeg fÞrst bagefter forstÄr hvad er). Og alt dette skete i Leningrad.
Ingen forsigtighed fra min side, ingen blufÊrdighed, kort sagt ingen tvivl. En cirkel bliver sluttet, jeg begÄr de samme fejl som tidligere, og det er ikke lÊngere fejl. Der er intet andet end skÞnheden, lidenskaben, begÊret.
Siden jeg kom hjem i gÄr med fly, har jeg forsÞgt at rekonstruere det, men det hele undslipper mig ligesom, det er som om der er sket noget uden for min bevidsthed. Det eneste jeg er sikker pÄ, er det Þjeblik om lÞrdagen i Zagorsk hvor vi ifÞrt overtrÊkssko besÞger klosterets skatkammer, han lÊgger hÄnden om livet pÄ mig nogle sekunder, og jeg ved med det samme at jeg vil sige ja til at gÄ i seng med ham. Men hvor blev mit begÊr af bagefter? Et mÄltid sammen med Tjetverikov, direktÞren for VAAP [Det sovjetiske agentur for ophavsrettigheder], og S. sidder langt vÊk. Afrejse mod Leningrad, nattog med sovevogne. I det Þjeblik begÊrer jeg ham, men det er helt umuligt, og jeg bekymrer mig ikke om det: Om det kommer til at ske eller ej, piner mig ikke. SÞndag: besÞg i Leningrad, Dostojevskijs hus om formiddagen. Jeg tror jeg har taget fejl af at han skulle vÊre tiltrukket af mig, og jeg tÊnker ikke mere over det (er det mon rigtigt?). Et mÄltid pÄ Hotel Europa, jeg sidder ved siden af ham,
12
men det er sket mange gange siden rejsen begyndte. (En dag i Georgien havde han fĂ„et plads ved siden af mig, og jeg tĂžrrede spontant mine vĂ„de hĂŠnder af i hans cowboybukser). PĂ„ besĂžg i Eremitagen, vi er ikke sĂŠrlig meget sammen. PĂ„ vej hjem via en bro over Neva, vi er sammen, stĂ„r og stĂžtter albuerne mod rĂŠkvĂŠrket. Middag pĂ„ Hotel Karelia, jeg sidder et stykke fra ham. R.V.P. presser ham til at byde Marie op til dans, det er en slow. Alligevel ved jeg at han har samme lyst som mig. (Jeg har lige glemt en episode: balletforestillingen fĂžr middagen. Jeg sad ved siden af ham, og jeg tĂŠnkte ikke pĂ„ andet end mit begĂŠr efter ham, isĂŠr under anden del af forestillingen, en slags Broadwayudgave af De Tre Musketerer. Jeg har stadig musikken i hovedet i dag. Jeg siger til mig selv at hvis jeg kan komme i tanke om navnet pĂ„ CĂ©lines hustru, en danserinde, sĂ„ kommer vi til at gĂ„ i seng med hinanden. Jeg kommer i tanke om det: Hun hed Lucette Almanzor). Han havde inviteret os ind pĂ„ sit vĂŠrelse for at drikke vodka og sĂžrgede tydeligvis for at komme til at sidde ved siden af mig (store vanskeligheder med at fĂ„ udmanĂžvreret F., som ogsĂ„ vil sidde ved siden af mig og senere lĂŠgger an pĂ„ mig). Og dĂ©r ved jeg det, jeg mĂŠrker det, jeg er sikker. Det er den fuldendte kĂŠde af Ăžjeblikke, vores forbundethed, et stĂŠrkt begĂŠr der ikke har haft behov for mange ord, alt sammen forlenet med stor skĂžnhed. Og denne flere sekunder lange âabsenceâ hvor sammensmeltningen ved dĂžren finder sted. Hvor vi kaster os over hinanden og kysser hinanden sĂ„ vi er ved at dĂž af det, han flĂ„r min mund op, tungen, knuger mig ind til sig.
Syv Är efter min fÞrste rejse til USSR, en Äbenbaring om mit forhold til mÊnd (til én bestemt mand, ham, ikke en anden, ligesom i sin tid Claude G. og senere Philippe). Og den umÄdelige udmattelse. Han er seksogtredive, ser ud som én pÄ tredive, hÞj (nÄr jeg stÄr ved siden af ham uden hÞje hÊle, er jeg lille), slank,
13
grÞnne Þjne, lysebrunt hÄr. Sidste gang jeg tÊnkte pÄ P., var i sengen efter at have elsket, en let tristhed. Nu tÊnker jeg kun pÄ at se S. igen, fÞlge denne affÊre helt til dÞrs. Og ligesom i 63 med Philippe kommer han tilbage til Paris den 30. september.
Torsdag den 29.
Af og til lykkes det mig at fastholde hans ansigt, men kun meget flygtigt. Nu er det der, nu forsvinder det. Jeg kender hans Þjne, lÊbernes form og tÊndernes, det udgÞr ikke en helhed. Kun hans krop er genkendelig, endnu ikke hans hÊnder. Jeg bliver Êdt op af begÊr sÄ jeg er lige ved at grÊde. Jeg vil have den fuldendte kÊrlighed pÄ samme mÄde som jeg mente at nÄ frem til den fuldendte skrift da jeg skrev Kvinden. Det opnÄr man kun ved at give, ved at smide enhver forsigtighed over bord. Det er allerede godt begyndt.
Fredag den 30.
Han har ikke ringet endnu. Jeg ved ikke hvornÄr hans fly lander. Han er endnu en af disse hÞje og lyshÄrede, lidt generte mÊnd som jeg havde en lang rÊkke af i min ungdom, og som jeg altid til sidst bad om at forsvinde. Men jeg ved nu at det kun er den slags mÊnd der kan holde mig ud, gÞre mig lykkelig. Hvorfor denne sÊre stiltiende aftale den sÞndag i Leningrad hvis det hele skulle afbrydes igen med det samme? Dybest set tror jeg ikke det er muligt for os ikke at ses igen, det er kun et spÞrgsmÄl om hvornÄr.
14
Oktober
LĂžrdag den 1.
Klokken var kvart i et. Flyet var tre timer forsinket. Den smertelige lykke: Han ringede, men det ville dybest set ikke have gjort nogen forskel hvis han ikke havde gjort det, det er den samme grufulde spĂŠnding. Jeg har kendt den siden jeg var seksten (G. de V., Claude G., Philippe, de tre vigtigste, derefter P.). Er det den âsmukke kĂŠrlighedsaffĂŠreâ der begynder? Jeg er bange for at dĂž undervejs i et biluheld (i aften fra Lille til Paris), bange for alt det som kunne forhindre mig i at se ham igen.
SĂžndag den 2.
Udmattelse, dĂžs. Sov fire timer efter at vĂŠre kommet hjem fra Lille. To timer til at elske i Davids Ă©tvĂŠrelseslejlighed [David og Eric er mine sĂžnner]. BlĂ„ mĂŠrker, nydelse og hele tiden tanken om at udnytte disse Ăžjeblikke, inden afrejsen, inden afmattelsen. FĂžr den frygtelige trussel: âJeg er for gammel.â Men da jeg selv var femogtredive, kunne jeg godt vĂŠre blevet jaloux pĂ„ en smuk kvinde pĂ„ halvtreds.
Parc de Sceaux, vandspejlene, koldt og fugtigt vejr, lugten af jord. Da jeg i 71 var her for at tage min lÊrereksamen, ville jeg aldrig have gÊttet at jeg en dag ville besÞge denne park igen sammen med en sovjetisk diplomat. Jeg har allerede forestillet mig at jeg vil vende tilbage om nogle Är og gÄ i mine egne fodspor efter spadsereturen i dag, sÄdan som jeg gjorde det i Venedig for en mÄned siden som en erindring om 63.
Han elsker store biler, luksus, andre mennesker og er ikke spor intellektuel. Og ogsÄ det fÞrer mig tilbage i tiden, til et billede af
15
min mand som jeg afskyr, men som her fremstÄr i et mildt og positivt lys, netop fordi det er forbundet med en del af min fortid. Sammen med ham er jeg ikke engang bange i bilen.
Hvad skal jeg gÞre for at min hengivenhed ikke bliver tydelig for hurtigt, for at han indimellem tror at det bliver vanskeligt at holde pÄ mig?
Mandag den 3.
I gĂ„r aftes ringede han, jeg sov, han ville komme. Jeg kunne ikke (Eric er her). Urolig nat, hvad stiller man op med dette begĂŠr, og ogsĂ„ i dag hvor jeg heller ikke kommer til at se ham. Jeg grĂŠder af begĂŠr, af denne altomfattende sult jeg har efter ham. Han reprĂŠsenterer den mest âopkomlingsagtigeâ side af mig og ogsĂ„ den mest ungdommelige. Ikke sĂŠrlig intellektuel, vild med store biler, musik mens han kĂžrer, âoverfladiskâ, han er âham manden fra min ungdomâ, lyshĂ„ret og lidt bondsk (hans hĂŠnder, hans firkantede negle), som fylder mig med nydelse, og som gĂžr at jeg ikke lĂŠngere har lyst til at bebrejde ham at han ikke er intellektuel. Jeg er altsĂ„ virkelig nĂždt til at fĂ„ sovet nu, jeg er pĂ„ randen af fuldkommen udmattelse, ude af stand til at gĂžre noget som helst. Sorgen og kĂŠrligheden er Ă©n og samme ting i mit hoved, min krop.
Sang af Ădith Piaf: âMon Dieu, laissez-le-moi, encore un peu, un jour, deux jours, un mois ⊠le temps de sâadorer et de souffrir âŠâ1 Jo lĂŠngere jeg kommer i livet, desto mere hengiver jeg mig til kĂŠrligheden. Min mors sygdom og dĂžd viste mig hvor stĂŠrkt et behov jeg har for den anden. Det morer mig at hĂžre nĂ„r S., hver
1 âĂ h Gud, lad mig beholde ham bare lidt endnu, en dag, to dage, en mĂ„ned ⊠Giv os tid til at tilbede hinanden og til at lide âŠâ; o.a.
16
gang jeg siger: âJeg elsker dig,â svarer: âTak!â Ikke langt fra: âDet var sĂ„ lidt!â Faktisk. Og han siger: âDu kommer til at hilse pĂ„ min hustru,â med glĂŠde og stolthed. Selv er jeg forfatteren, luderen, udlĂŠndingen og ogsĂ„ den frie kvinde. Jeg er ikke âdet godeâ som man ejer og viser frem, som trĂžster. Jeg kan ikke trĂžste nogen. Tirsdag den 4.
Jeg ved ikke om han har lyst til at fortsĂŠtte. En âdiplomatiskâ lidelse (latter!). Men jeg er pĂ„ grĂ„dens rand, for det er festen der ikke bliver til noget. Hvor mange gange har jeg ikke gjort mig klar, âsmukâ, indbydende, og sĂ„ â intet. Det blev ikke til noget. Og for mig er han sĂ„ uudgrundelig, nĂždvendigvis mystisk, sikkert i den grad prĂŠget af en medfĂždt svigefuldhed. Han blev medlem af Partiet tilbage i 79. Stolt, som var det en forfremmelse, en eksamen han havde bestĂ„et: Han tilhĂžrer USSRâs fineste tjenere.
Min eneste lykke i dag: at en frĂŠk ung fyr lagde an pĂ„ mig i RER-toget, og at jeg genfandt dette sprog der kom over mine lĂŠber helt spontant: âHvis du bliver ved pĂ„ den mĂ„de, kan du fĂ„ et par pĂ„ hovedet!â og sĂ„ videre. At vĂŠre hovedpersonen i et banalt scoringsforsĂžg (med to statister der kiggede pĂ„) i et Ăžde RER-tog. Er lykken sammen med S. allerede forbi?
Onsdag den 5.
Klokken ni i gĂ„r aftes, en opringning ⊠âJeg er her, lige i nĂŠrheden, i Cergy âŠâ Han kom, og eftersom David er her, lĂ„ste vi os i to timer inde pĂ„ mit kontor. Denne gang var han ikke spor tilbageholdende. Jeg kunne ikke sove, ikke gĂžre mig fri af hans krop som
17
stadig var i mig efter at han var taget af sted. Det er dér hele mit drama ligger: Jeg er ude af stand til at glemme den anden, til at vÊre selvstÊndig, jeg lader mig gennemtrÊnge af andres ord og handlinger, selv min krop absorberer den anden krop. Det er sÄ svÊrt at arbejde efter sÄdan en nat. Torsdag den 6.
I gĂ„r aftes kom han og hentede mig i Cergy, og vi tog hen til Davids Ă©tvĂŠrelseslejlighed pĂ„ Rue Lebrun. HalvmĂžrke, hans krop pĂ„ Ă©n gang synlig og slĂžret, samme galskab, nĂŠsten tre timer. PĂ„ tilbagevejen kĂžrer han hurtigt med radioen tĂŠndt (âEn rouge et noir âŠâ, en sang fra sidste Ă„r), blinker med det lange lys. Han viser mig den hurtige bil han har lyst til at kĂžbe. Den fuldendte opkomling og lidt bondsk (âFerien er ikke forbi, vi kan godt ses,â siger han). Og misogyn: kvinder i politik, han vrider sig af latter, de kan ikke kĂžre bil og sĂ„ videre. Og sĂ„ mig der synes det er morsomt ⊠Den mĂŠrkelige fornĂžjelse jeg finder i al den slags. I stadig hĂžjere grad bliver han âmin ungdoms drĂžmmemandâ, det ideal jeg beskrev i min debutroman, Les armoires vides. En sidste scene da vi nĂ„r frem til lĂ„gen foran huset, jeg fornemmer at den scene ville vĂŠre en fremragende skildring af det man i mangel af bedre kalder kĂŠrlighed: Han lader radioen kĂžre (Yves Duteil: âLe petit pont de boisâ), og jeg kĂŠrtegner ham med munden til han kommer, lige dĂ©r i bilen som er standset pĂ„ AllĂ©e des LozĂšres. Bagefter fortaber vi os i hinandens blikke. Da jeg vĂ„gner her til morgen, gennemgĂ„r jeg scenen igen og igen. Det er mindre end en uge siden han kom tilbage til Frankrig, og allerede sĂ„ megen hengivenhed, sĂ„ stor frihed i vores kĂŠrtegn (vi har gjort nĂŠsten alt det man kan gĂžre) i forhold til hvordan det var i Leningrad. Jeg har altid elsket og skrevet som om jeg skulle
18
dÞ bagefter (i Þvrigt lÊngtes jeg efter en ulykke, efter dÞden, da vi var pÄ vej hjem ad motorvejen i gÄr aftes).
Fredag den 7.
BegĂŠret ikke stillet, men tvĂŠrtimod vakt igen med fornyet smerte og styrke. Jeg kan ikke lĂŠngere se hans ansigt for mig nĂ„r han ikke er her. Selv nĂ„r jeg er sammen med ham, ser jeg ham ikke som fĂžr, han har et andet ansigt, det er sĂ„ tĂŠt pĂ„, sĂ„ indlysende â som en dobbeltgĂŠnger. Det er nĂŠsten altid mig der fĂžrer an, men ud fra hans begĂŠr. I gĂ„r aftes sov jeg da han ringede, som sĂ„ ofte. AnspĂŠndthed, lykke, begĂŠr. Mit fornavn mumlet med den karakteristisk gutturale accent der palataliserer og fremhĂŠver den fĂžrste stavelse, mens den anden bliver meget kort [Ăąni]. Aldrig vil nogen sige mit fornavn pĂ„ den mĂ„de igen.
Jeg kan huske min ankomst til Moskva i 81 (omkring den 9. oktober), den russiske soldat der var sĂ„ hĂžj og sĂ„ ung, mine spontane tĂ„rer over at vĂŠre der, i dĂ©t der nĂŠsten var et fantasiland. Nu er det lidt som om jeg havde elsket med den russiske soldat, som om alle de syv Ă„r gamle fĂžlelser havde fĂžrt mig frem til S. For en uge siden havde jeg ikke forudset denne voldsomme brand. AndrĂ© Bretons ord: âVi elskede som nĂ„r solen banker ned, som nĂ„r kistelĂ„g klapper i,â sĂ„dan omtrent.
LĂžrdag den 8.
ĂtvĂŠrelseslejligheden pĂ„ Rue Lebrun. Lidt mathed i begyndelsen, sĂ„ sĂždme, udtĂžmmelse. PĂ„ et tidspunkt siger han: âJeg ringer til dig i nĂŠste ugeâ = jeg vil ikke se dig i weekenden. Jeg smiler = jeg
19
accepterer det. Lidelse, jalousi, skÞnt jeg godt ved det ville vÊre bedre med lidt lÊngere tid mellem mÞderne. Jeg er tilbage i et dagen derpÄ-kaos. Jeg er bange for at virke klÊbende, gammel (klÊbende fordi jeg er gammel), og jeg spekulerer pÄ om jeg ikke skulle spille separationskortet, kvit eller dobbelt! Tirsdag den 11.
Han tog af sted klokken elleve om aftenen. Det er fĂžrste gang jeg har oplevet at elske sĂ„ mange timer i trĂŠk uden en eneste dĂžd periode. Klokken halv elleve rejser han sig. Mig: TrĂŠnger du til noget? Ham: Ja, dig. Tilbage til sovevĂŠrelset. Hvor hĂ„rdt vil det ikke blive i slutningen af oktober nĂ„r hans hustrus ankomst markerer slutningen pĂ„ vores forhold. Men vil han vĂŠre i stand til at opgive det sĂ„ let? Jeg synes han virker meget afhĂŠngig af den sanselige nydelse vi oplever sammen. Og at hĂžre ham fordĂžmme den seksuelle frihed, pornoen! Georgiernes lĂžsagtige vaner! Nu tĂžr han spĂžrge mig: âKom du?â SĂ„dan var det ikke i begyndelsen. Her til aften: analsex for fĂžrste gang. Godt at min fĂžrste gang blev med ham. Det er sandt at dĂ©t at have en ung mand i sin seng fĂ„r Ă©n til at glemme alder og tid. Denne frygtelige trang til en mand der ligger sĂ„ tĂŠt pĂ„ lĂŠngslen efter dĂžden og tilintetgĂžrelsen af selvet â hvor lĂŠnge âŠ
Onsdag den 12.
Min mund, mit ansigt og mit kĂžn er raseret. Jeg elsker ikke som en forfatter, det vil sige mens jeg tĂŠnker: âDet vil kunne bruges,â eller distanceret. Jeg elsker som om det altid â og hvorfor
20
skulle det ikke vĂŠre det? â er sidste gang, ganske enkelt som et levende vĂŠsen.
TĂŠnker: I Leningrad var han meget kejtet (af generthed? Eller mangel pĂ„ erfaring?). Det bliver han mindre og mindre, gĂžr det mig sĂ„ til en slags lĂŠremester? Den rolle gĂžr mig henrykt, men den er skrĂžbelig, tvetydig. Den indebĂŠrer ikke noget lĂžfte om at det vil holde lĂŠnge (han kunne afvise mig som en luder). Hans tankelĂžshed og selvmodsigelser morer mig: Han fortĂŠller mig om sin hustru, om hvordan de lĂŠrte hinanden at kende, og om de grĂŠnser som moralen i USSR nĂždvendigvis sĂŠtter, og fem minutter senere tigger han mig om at vi skal gĂ„ op pĂ„ sovevĂŠrelset og elske. Sikke en lykke der er i alt dette. Og naturligvis blev han grebet af en synlig glĂŠde da jeg sagde: âHvor er du dog en god elsker!â
Men jeg kunne ogsÄ godt lide det da han sagde noget tilsvarende til mig i Leningrad.
Torsdag den 13.
Her er det pÄ sin plads at nÊvne det konstante sammenspil mellem kÊrligheden og det umÊttelige begÊr efter nyt tÞj (der dog samtidig formodentlig ingen rolle spiller for begÊret som sÄdan). Det samme i 84 hvor jeg ustandselig kÞbte nederdele, trÞjer, kjoler og sÄ videre uden at skÊve til prisen. HÊmningslÞst forbrug.
Denne ventetid ved telefonen. Og desuden den fuldstĂŠndige uudgrundelighed: Hvad er det ved mig han er tiltrukket af?
Og jeg er begyndt at lĂŠre russisk!
21