Europas selvskabte plage by Gads Forlag

VIKTOR ORBÁN

VIBE TERMANSEN GADS FORLAG

VIBE TERMANSEN

EUROPAS SELVSKABTE PLAGE VIKTOR ORBÁN

GADS FORLAG

EUROPAS SELVSKABTE PLAGE. VIKTOR ORBÁN

Af Vibe Termansen

Forlagsredaktion: Peter Bejder

Omslag: Harvey Macauley/Imperiet. Kort fra tiden efter Trianontraktaten (1920), fotos fra Shutterstock

Grafisk design: Per Demuth, Demuth Grafisk

Repro: Narayana Press

Tryk: Print Best

ISBN: 978-87-12-80222-8 1. udgave, 1. oplag

Printed in Estonia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Hvis ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

INDHOLD

Prolog. Geden, hesten, fisken 7

Rejs dig, magyar 19

De fabelagtige fire 45

Den konfrontatoriske kamæleon 73

Påfugledansen 97

Det kaprede land 119

Den kogte frø 139

De bakteriespyende flåter 155

De frafaldne, de udstødte og udfordrerne 181

Den farligste mand i EU 205

Epilog. Make Europe Great Again 233

Henvisninger 246

Litteratur 249

Illustrationer 251

Person- og stedregister 252

PROLOG GEDEN, HESTEN, FISKEN

”Vi går ind i Rigsdagen for at bevæbne os selv med demokratiets våben. Hvis demokratiet er dumt nok til at give os fribilletter og diæter, så er det demokratiets problem. Det rager ikke os. Alle måder at tilvejebringe revolutionen er fin med os”.

Joseph Goebbels, 30. april 1928.

Kender du den gamle, jødiske historie om geden? En fattig skrædder går til sin rabbi for at få råd. Ingen vil have syet tøj, der er ingen ordrer i bogen, der er ingen indtjening. Han lapper kun sit eget tøj, så børnene jamrer af sult, konen skælder ud, og svigermoren hyler og skriger. Hvad i alverden skal han dog gøre?

”Ungarn først”, siger Viktor Orbán og Fidesz. Der er ingen grund til selv at finde på valgslogans, hvis man kan genbruge andres og samtidig smiske for en af verdens største despoter i USA. Da Ungarn til manges overraskelse fik EU-formandskabet i andet halvår af 2024, var sloganet også genkendeligt: Make Europe Great Again.

Rabbien tænker sig længe om og siger så: ”Køb en ged”.

”En ged?” spørger manden. ”En ged! Hvad i alverden skal jeg dog bruge en ged til. Jeg har ingen ting at fodre den med, ingen steder den kan bo, og jeg har problemer nok i forvejen. En ged?!”

”Køb en ged”, fastholder rabbien, og sådan bliver det. Manden køber en ged. Geden bræger hele natten, så nu får den stakkels skrædder heller ikke sovet. Den æder det resterende bohave, så der nu ikke er en stol at sidde i, når han kommer træt hjem. Der er stadig ingen ordrer i bogen, stadig ingen penge og stadig ingen mad, ja, faktisk er der nu endnu mindre, for geden var jo ikke gratis.

Børnene ligger nu bare i alkoven og følger med store, sultne øjne manden, konen kigger anklagende på ham, mens den halvdøve svigermor råber endnu højere for at overdøve bæstet. En tid holder skrædderen ud, men går så hændervridende til rabbien for igen at få et råd. ”Mit liv er komplet ubærligt”, klager han, ”hvad skal jeg dog gøre?”

”Sælg geden”, kommer det lynhurtigt fra rabbien, der har et fast drag om munden, så manden straks forstår, at sådan må det være, også selv om han lige har investeret i dyret, og ingen vil erstatte ødelagt bohave og manglende nattesøvn.

Mærkeligt er det jo, men hvis rabbien siger det. Skrædderen sælger geden, og straks får han det meget bedre.

GEDEN ORBÁN

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, er EU’s ged. Vores selvskabte plage. For vi kunne og burde have stoppet ham

Geden, hesten, fisken

for længst. Selvfølgelig er han en skurk. Han har for egen vinding afmonteret demokrati, retsstat og menneskerettigheder i Ungarn. Samtidig er han ved at ødelægge EU indefra, mens han bygger alliancer med nogle af verdens store (endnu større) despoter: Vladimir Putin i Rusland, Recep Erdoğan i Tyrkiet, Xi Jinping i Kina og Donald Trump i USA.

Han er ikke kun en skidt fyr, men også en meget dygtig og dreven politiker, der mestrer at sige et i Bruxelles, noget andet i Budapest og noget helt tredje i Moskva – og han slipper afsted med det hele. Ydermere har han i en meget lang periode været hjulpet af en temmelig uduelig opposition i Ungarn, der ikke har været i stand til at udfordre ham.

Men vil der ikke altid være den slags mennesker? Skruppelløse narcissister, der snor sig, glatte som ål, misbruger alle velmenende forslag, lyver uden at blinke, rager til sig, æder hele torsoen, når de modstræbende bliver tilbudt en lillefinger, er totalt døve for diplomatisk sprog og brovtende tonser derudaf med egne dagsordener.

Han er hverken den første eller den største i verdenshistorien. Det har tidligere været katastrofalt, hvor diktatorer huserede, og dog er verden gået videre. Problemet er, hvis diktatoren bliver stor. Hvis det område, han (og selvfølgelig kan det også være en hun, mon ikke vi med tiden opnår ligestilling også på dette punkt?) kontrollerer, er stort geografisk, befolknings- eller magtmæssigt.

Man kan trække på skuldrene og mene, at Viktor Orbán er en halvgammel, latterligt selvovervurderende mand og premierminister i et mindre centraleuropæisk land med en elendig økonomi og et endnu ringere omdømme. Det er synd for

ungarerne, men hvad rager det os? Det rager os, fordi Ungarn er medlem af EU og NATO.

EU er ifølge traktaten en sammenslutning af demokratier. Lederne i Rådet for Den Europæiske Union (EU-Rådet) er demokratisk valgt og står til ansvar for deres egne parlamenter. Ifølge Europa-Parlamentets egen resolution fra september 2022 er Ungarn ikke længere et demokrati. Det er heller ikke et diktatur, men en mellemting: et hybridregime. Et valgautokrati, hvor de formelle, demokratiske institutioner findes, men ikke længere fungerer. Der er valg, parlament, domstole, presse, ngo’er og universiteter. De er bare ikke frie og uafhængige. Det minder om Belarus og Rusland i 00’erne, før de blev fuldtonede diktaturer.

Dermed er EU – på papiret – slet ikke muligt. Det kan ikke eksistere, hvis et af medlemslandene ikke er et demokrati. I stedet for at drage konsekvensen overfører EU hvert år milliarder af euro til nettobidragsmodtageren Ungarn. EU har finansieret gigantiske anti-EU-kampagner i hele landet. Og så lod EU ovenikøbet Ungarn få formandskabet for EU i andet halvår af 2024, hvilket Viktor Orbán straks udnyttede til at besøge Vladimir Putin, Xi Jinping og Donald Trump – på EU’s vegne. Hvilket han absolut intet mandat havde til.

Og så kommer det os ved, fordi han uhæmmet flirter med Vladimir Putin, præsident for et land, der fører ulovlig og meget blodig angrebskrig mod EU’s nabo, Ukraine. Lad os tage et eksempel fra Moskva, den 1. februar 2022, 23 dage før Ruslands og præsident Vladimir Putins fuldskalainvasion af Ukraine, som Putin selv kalder en ”speciel militær operation”.

Geden, hesten, fisken

Orbán er til et fem timer langt møde med Putin. Selve præmissen for mødet er mærkelig. Hvad i alverden laver lederen af et EU- og NATO-land i Moskva, mens Rusland massivt opbygger tropper og tungt militært isenkram ved grænsen til Ukraine, og britiske og amerikanske efterretningstjenester konstant advarer den politiske ledelse i Kyiv om, at det er alvor? Og hvordan i alverden kan præsidenten for et land med 140 millioner indbyggere, der er ved at gøre klar til at invadere sin nabostat, have fem stive timer til et møde med en leder af et mindre centraleuropæisk land med en mildest talt uheldig placering på korruptions- og demokratiindekset?

På dagsordenen var økonomiske emner, som for længst var klappet af. Vi ved derfor reelt ikke, hvad samtalen fra den ene til den anden ende af det utroligt lange, coronasikrede hvide mødebord i virkeligheden handlede om. Ifølge Kremls egen hjemmeside sagde Putin: ”Fra mit perspektiv var mødet meget produktivt. Jeg vil sige, at det er hidtil uset, både hvad angår længde og resultater, fordi vi faktisk adresserede de emner, du tog op. Og hvad der er vigtigt; de er praktisk talt alle mulige at løse”. Det bekræftede Orbán ifølge Kreml: ”Vi har diskuteret alle emner. Jeg er meget tilfreds med fremskridtet i det russisk-ungarske forhold”.

Så slikker Orbán falskt ydmygt Putin det helt rigtige sted (Rusland er stort, og kun store lande bør have global indflydelse) og prøver at positionere Ungarn (det vil sige sig selv) som en nødvendig og afgørende samarbejdspartner:

Ungarn er et land af komplet andre dimensioner end Rusland. Sager om global politik kan indlysende kun løses af

store lande. Alligevel håber jeg virkelig, at det lykkedes os at bidrage til at styrke freden [hvilket i Rusland var synonym for angreb på Ukraine] og nå til aftaler”.

Det er uvist, om det udelukkende er i Kreml, dialogen blev skrevet, eller om Orbán faktisk sagde sådan, men Orbán klagede i hvert fald ikke over formuleringen.

Efter tete-a-teten stillede de to ledere sig op foran pressen, stive, formelle og selvbevidste, og for første gang meget længe sagde Putin noget om Ukraine – skulder ved skulder med Viktor Orbán, lederen af et EU- og NATO-land. Glem de uldne formuleringer om ”emner” og ”aftaler”. Et enkelt tv-billede kan sige mere end tusind ord. Putin havde fået sig en trojansk hest (eller i det mindste en pony). Og sådan en kan være nyttig, hvis man går med planer om at invadere andre stater og udvide sit imperium.

At Ungarn ikke har villet blokere for sanktioner mod Rusland i EU-regi og ikke har villet støtte Ukraine, har været tydeligt for enhver. Orbán og resten af hans regering skammer sig ikke engang, men udnytter det skamløst i egen propaganda – ofte finansieret af EU. Det er tydeligt, hvem der profiterer af det: Putin.

Men hvad fik Orbán med sig hjem fra det famøse møde i Moskva den 1. februar 2022, og fik han det genbekræftet eller uddybet på sin ”fredsmission” som EU-formandskabsland i juli 2024 og til hyggelige venskabsmøder efter det? Billig energi, det ved vi, og mulighed for at fortsætte sit bundkorrupte, udemokratiske styre i Ungarn og sin mission for at udbrede sit verdenssyn i EU. Men fik han mere? Det ved vi ikke.

Geden, hesten, fisken

I yderste konsekvens kan man frygte, at Orbán på Ungarns vegne er ved at gentage den fejl, den højreorienterede autokrat Miklós Horthy lavede i 1930’erne ved at sætte sig selv på hold med Adolf Hitler i Tyskland. Det skete med håbet om at få nogle af de enorme områder retur, som Ungarn mistede efter Første Verdenskrig.

Eller som den amerikanske forfatter Mark Twain angiveligt engang sagde: ”Historien gentager ikke sig selv. Men den har det med at rime”.

ILLIBERALT DEMOKRATI

Ifølge OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) var parlamentsvalget i 2010 det sidste ”frie og retfærdige” valg i Ungarn. Ifølge ny forskning i parlamentsvalget i 2022 var det ikke længere muligt for ungarerne at skifte deres regering ved et valg. For så ville det være sket. Men man må kunne gøre dem ansvarlige for valget i 2010, hvor Viktor Orbán fik 53 procent af stemmerne, hvilket på grund af valglovene gav hans parti, Fidesz, to tredjedeles flertal i parlamentet. Hvis ungarerne dengang havde handlet – stemt –anderledes, ville han i dag ikke udgøre et stort problem.

Måske der havde været sæbe på toiletterne på hospitalerne, måske lærere ville have fået så meget i løn, at de kunne nøjes med at have ét job, måske coronaepidemien, inflationen, forholdet til Ukraine, Rusland og især EU havde været anderledes. Måske. Vi ved jo ikke, hvem de ville have haft som leder. Men de stemte, som de gjorde ved et frit og retfærdigt valg i 2010.

Samtidig har EU ladet Orbán blive et kæmpe problem i en tid og i en verden, hvor Europa i den grad har brug for at være Great Again, som man siger, men ikke på Orbánmåden. Nu kan – og vil – han ødelægge EU indefra til gavn og glæde for netop de kræfter i verden, EU er i skarp konkurrence med. Viktor betyder sejr, og Orbán sagde det allerede i 2014 i sin årlige sommertale:

Der er et kapløb i gang for at finde den metode til samfundsorganisering, staten, som er bedst i stand til at gøre en nation og et samfund konkurrencedygtigt internationalt, […] mens vi bryder med de dogmer og ideologier, som Vesten har vedtaget, og som vi holder os uafhængige af, prøver vi at finde den form for samfundsorganisering, den nye ungarske stat, som er i stand til at gøre vores samfund konkurrencedygtigt i det store, globale kapløb i de kommende årtier.

Herefter listede han systemer, der ”måske ikke engang er demokratier”, men som ”ikke desto mindre kan gøre deres nationer succesfulde”: Singapore, Kina, Indien, Rusland og Tyrkiet. Samfundsorganiseringen, der skulle gøre den ungarske stat konkurrencedygtig globalt i de kommende årtier, kaldte han ”illiberalt demokrati”, hvilket i bedste fald er en sproglig selvmodsigelse, som den britiske forfatter George Orwell (ham med fremtidsbogen 1984) ikke kunne have skrevet meget bedre.

Geden, hesten, fisken

Løgn er sandhed, sandhed er løgn, og illiberalt demokrati er også demokrati. Orbáns analyse af liberale demokratiers fremtidsudsigter var dyster:

Samfund, der er bygget på princippet om liberalt demokrati som statssystem, vil sandsynligvis være ude af stand til at beholde deres globale konkurrencedygtighed i de kommende årtier og vil formentlig i stedet blive nedskaleret, medmindre de er i stand til at ændre sig selv betragteligt.

Viktor Orbán har sat sig selv på hold med dem, han mener, vil vinde, uden tanke for de mennesker og de borgere, det vil gå ud over.

Måske har han ret. Måske vil demokrati, retsstat og menneskerettigheder, frie medier, fri forskning og faktabaseret folkeoplysning tabe. Måske vil korruption, misinformation og skruppelløs selvberigelse vinde.

Det er det, den amerikanske Pulitzerprisvindende historiker og journalist Anne Applebaum har samlet under betegnelsen Autokrati A/S. Men tænk, at vi lader Orbán føre den kamp på vores vegne og for vores penge.

DEN LILLE, MEN VIGTIGE FISK

Det er ikke blot en bog om Viktor Orbán eller om Ungarn. Det er en bog om det Europa, der skabte det Ungarn, hvor Orbán blev født i 1963, kun syv år efter den store ungarske opstand mod det kommunistiske regime i Moskva. Det

er en bog om det Ungarn, han har skabt, efter at han kom til magten i 2010, og om det Europa, han gerne vil skabe. Det er også en bog om, hvordan EU har haft adgang til en lind strøm af velunderbyggede informationer og analyser af, hvad der foregår, og har haft spandevis af muligheder for at stoppe Orbán og eklatant har fejlet. En bog om Ungarns forhold til Europa, EU og Rusland, men ikke om Orbáns forhold til USA og Kina, som der også kunne skrives tykke bøger om. Endelig er det en bog om de ungarske udfordrere til Viktor Orbán, ikke mindst Péter Magyar, og om hvor stor tillid man kan have til, at Magyar, ene mand med uklare intentioner, kommer til at fikse problemet på alles vegne.

På verdensplan er Orbán en lille fisk. Men han er en vigtig fisk, fordi han fungerer som den russiske præsident Vladimirs Putins trojanske hest i EU og NATO og samtidig baner vejen for kinesisk og amerikansk indflydelse i Europa. Og så er han vores fisk, hest eller ged, vores selvskabte plage, vores hovedpine. Orbán er en vigtig brik i den nuværende globale kamp mellem den regelbaserede verdensorden og nationalpopulismen. Og i Ruslands, USA’s og Kinas imperiedrømme. Skal EU kunne handle over for omverdenen, skal det være stærkt. Hvis vi vil demokrati, retsstat og menneskerettigheder, hvis vi vil en regelbaseret verdensorden, hvor store stater ikke bare kan tromle og invadere andre, har vi ikke råd til Viktor Orbán. Så det vigtigste spørgsmål er måske: Hvordan kan vi stoppe ham?

Bogen baserer sig på den nyeste viden om Orbán, Ungarn og Europa, om demokratiers tilbagegang og om autokratiers fremmarch. Den viden frembringes hver dag af modige

Geden, hesten, fisken

forskere ved universiteter, i tænketanke og ikke mindst af ungarske journalister, der udsætter sig selv og deres familier for styrets vrede ved at afdække, hvad der foregår, så vi andre har en chance for at vide det.

Det mindste, vi kan gøre, er at følge med. Hvis vi altså mener det med demokrati i Europa alvorligt.