KRISTIN HARMEL
„En mesterlig historiefortæller.“
SANTA MONTEFIORE
Colette Marceaus hemmelige liv
Af samme forfatter på dansk:
De glemte børns bog
Vingårdens hemmelighed
Datteren i Paris
Lejligheden på Rue Amélie
Kristin Harmel
Colette Marceaus hemmelige liv
roman
På dansk ved Randi Bjerre Høfring
GADS FORLAG
Colette Marceaus hemmelige liv er oversat fra amerikansk af Randi Bjerre Høfring efter The Stolen Life of Colette Marceau
Copyright © 2025 by Kristin Harmel Lietz Dansk udgave © Gads Forlag 2026
Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.
Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet
Bogen er sat med Garamond hos Bog Grafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80184-9
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Til mine fantastiske onkologer og behandlere på AdventHealth, Florida Cancer Specialist og Winter Park Concierge Care – især dr. Anu Saigal, dr. Sonalee Shroff, dr. Afshin Forouzannia, Rochelle Drayton, Tara Thomas, dr. Clark Rogers og dr. Neha Doshi.
Til de mange tusinde læsere, der har sendt kort, mails, beskeder og gaver for at muntre mig op i nogle af de mørkeste dage, mens jeg kæmpede mod brystkræft i 2022-23.
Og til alle jer, som for længst burde have fået foretaget en mammografi, en brystundersøgelse eller andre kræftforebyggende screeninger.
Kontakt din læge i dag, og bestil tid. Det kan redde dit liv.
PROLOG
Tvillingearmbåndene kom til verden en mandag i maj 1927, undfanget af en juveler i Paris for en af hans bedste kunder, Salomon Rosman, hvis familie havde handlet med diamanter i flere generationer.
Juveleren var en mand ved navn Max Besner, hvis lidenskab det var at skabe smykker, som han håbede ville overleve ham i flere hundred år. Hvis man lagde hele sit hjerte og sin faglige ekspertise i arbejdet, hvis man udelukkende brugte de fineste ædelsten og metaller, ville ens kunstneriske frembringelser gå i arv fra generation til generation i mange, mange år.
Besner elskede en udfordring, og det, som Salomon Rosman bad ham om, fik ham til at stråle af stolthed.
“Du er den eneste i Frankrig, som kan gøre det, min ven,” sagde Rosman, mens han overrakte ham en lille pose med diamanter. “Jeg vil vise Hélène, hvor højt jeg elsker hende, og hvor højt jeg elsker vores børn.”
“Tvillinger, min ven,” svarede Besner med et stort smil. “En velsignelse.”
Rosmans hustru var dagen før nedkommet med to sunde og raske børn – en søn, som fik navnet Daniel, og en datter, som
fik navnet Ruth. “Ja, det er det bestemt,” medgav Rosman tyk i mælet. “En dag, skal de arve de her ædelsten. Men eftersom der er to af dem …”
“Skal jeg lave to smykker,” konkluderede Besner.
“Men min hustru skal kunne bære dem som ét,” sagde Rosman. “Smukke hver for sig, men stærkere sammen.”
“Præcis som dine børn, der altid vil kunne sætte deres lid til hinanden,” svarede Besner med et smil. Han tog en fløjlsforet bakke frem under disken og løftede et øjenbryn mod Rosman, som nikkede. Besner hældte Rosmans diamanter ud og modstod trangen til at gispe over antallet og de bittesmå, perfekte stjerners blændende skønhed. “Der er jo flere hundred,” lykkedes det ham at få frem. Han håbede ikke, at hans øjne var ved at falde ud af hovedet på ham. Hvad, hvis Rosman så, hvor imponeret han var, og besluttede sig for, at han ikke var den rette til opgaven?
“Hvilken glæde har man af juveler, hvis de bare ligger i en skuffe og samler støv?” sagde Rosman. “Nej, de må vækkes til live. Jeg har samlet de her diamanter sammen i løbet af de seneste par år.”
Besner undersøgte varsomt den lille formue på bakken med sin pincet, han vendte en sten her og en sten der, talte og vurderede. Mens han så dem spille i lyset, kørte tankerne allerede rundt i hovedet på ham, og han forestillede sig de mange måder, han kunne sætte dem sammen på for at skabe noget ekstraordinært. Noget, verden aldrig havde set før. For sit indre blik så han allerede et design med måne og stjerner og nattehimmel.
“Jeg tror, at jeg vil lave …” begyndte han, men før ordene var ude af munden på ham, skete der noget sælsomt. Ind ad det åbne vindue, der sad højt over hans arbejdsbord, flaksede en sommerfugl. Det var den første, Besner havde set hele foråret, og den
eneste, han nogensinde havde set inden for disse vægge. Hans værksted lå på Rue Choron, ganske tæt på Grande Synagogue de la Victoire, men ikke i nærheden af nogen af Paris’ mange parker. Verden uden for hans døre bestod af mursten og cement og var ikke et særligt indbydende sted for sådanne skabninger.
Men den her sommerfugl så ikke ud til at være faret vild. Faktisk så den ud til at vide præcis, hvor den skulle hen. Den svævede roligt ned og landede fjerlet på kanten af fløjlsbakken med ædelstenene, som om også den ventede på at høre, hvad juveleren havde i tankerne.
Men Besner tænkte ikke længere på nattehimlen. Han stirrede på sommerfuglen. Den var en fortryllende skabning med snehvide vinger, hvis kanter så ud, som om de var blevet dyppet i blæk.
“En Pieris brassicae,” bemærkede Rosman med et smil. “Det er min hustrus yndlingssommerfugl. Hun siger, at de bringer held og skaber balance i verden.”
Besner stirrede på sommerfuglen på bordet. Skabningen løftede og sænkede langsomt sine pragtfulde vinger, som om den var klar over, at den blev beundret. Vingerne spillede i lyset på en måde, der var lige så magisk og overvældende som de glitrende diamanter, som lå spredt ud foran de to mænd, og Besner havde med det samme sit svar. Han kiggede op på Rosman. “Så skal hun få armbånd, der er modelleret efter denne her.”
“Moderelleret efter en sommerfugl?” Rosman lød tvivlende. Juveleren bøjede sig ned for bedre at se skabningens vinger. “Tvillingarmbånd,” sagde han langsomt. Diamanterne arrangerede sig allerede i hans tanker som brikker i et puslespil, kun han kunne se. “Hver for sig vil de ligne fredsliljer. Sammen en smuk sommerfugl.”
Rosman så først på ædelstenene og derefter på sommerfuglen.
Skabningen syntes selv at overveje forslaget. Og så – som om den vidste, at den havde fuldført sit hverv – lettede den. Den hang i luften imellem de to mænd i nogle få sekunder, før den flaksede op mod vinduet og forsvandt ud samme vej, som den var kommet ind.
Rosman rettede atter opmærksomheden mod Besner. “Det er perfekt,” sagde han. “Hélène og jeg vil give vores børn vinger, og de vil svinge sig højt op mod himlen.”
En sitren bredte sig i juveleren – den sitren, som fortalte ham, han var på nippet til noget stort. “Som du ønsker, min ven,” svarede Besner. “Jeg vil aflægge dig et besøg senere på ugen og præsentere dig for nogle skitser.”
Tre måneder senere var armbåndene færdige, og Rosman kunne forære dem til en intetanende Hélène. Som yngre kunne han umuligt have forestillet sig, hvordan hans hjerte ville svulme, når han så på sine børn og deres smukke mor med det ravnsorte hår. Nogle gange følte han, at han var lige ved at briste af kærlighed, til trods for han havde svært ved at sige den slags højt. Men armbåndene fortalte den historie, hans ord ikke kunne. De symboliserede hans hengivenhed over for Hélène og hans håb for Ruth og Daniels fremtid.
Det var i 1927. Verden lå for hans fødder. Paris pulserede af muligheder og håb, af musik og kultur, af kunst og mode.
Kun tretten år senere gik lyset ud i den selvsamme by og henlagde den i mørke og fortvivlelse. Men Salomon og Hélène havde stadig deres to smukke børn, der voksede op og blev to intelligente og ukuelige unge mennesker, fulde af omsorg og styrke. Sammen ville de overleve. Sammen ville de ride stormen af.
Og så, en aften i juli 1942, blev der banket på døren ind til
familien Rosmans lejlighed, og verden forandrede sig for evigt. Tre tyskere stod på dørtærsklen. De var kommet for at føre familien væk.
“Disse arrestationer bliver normalt varetaget af det franske politi,” sagde en officer ved navn Möckel, idet han trådte ind i familiens overdådige stue. Han kiggede sig omkring og snuste som en hund, der har fået færten af noget. “Men jeg har hørt, at I har smukke ting. Jeg vidste, at jeg hellere selv måtte tage et kig.” Hans blik blev hængende ved Hélène. “Jeg kan se, at rygterne talte sandt.”
“Vi er franske statsborgere,” svarede Rosman stift. “Vi har ikke gjort noget galt.”
Tyskeren snuste endnu en gang ind. “Måske ikke, men I er jøder,” svarede han bare, som om det forklarede alt. “Afsted, børn, pak jeres ting. I kommer ikke tilbage igen.”
“Papa?” sagde Ruth lavmælt og så over på sin far.
Han kunne næsten ikke holde ud at møde sin datters blik, for nu forstod han præcis, hvad der foregik. “Vi skal ud på en rejse, børn,” sagde han og prøvede at holde sit tonefald let. Han mødte sin hustrus blik og kunne se, at hun også var klar over, hvad der skete, og ligesom ham vidste, at deres børn så vidt muligt måtte skærmes mod sandheden. De var femten år, næsten voksne, men han ville beskytte dem, så længe han kunne. “Tag jeres varmeste frakker. Skynd jer.”
Ruth og Daniel udvekslede bekymrede blikke, men de gjorde, som de fik besked på. Mens de i al hast pakkede, befriede Möckel muntert Hélène for alle de smykker, hun bar, lige fra hendes diamantforlovelsesring til de sammenføjede sommerfuglearmbånd på hendes håndled, som hun havde båret hver dag, lige siden hendes mand havde foræret hende dem for halvandet årti
siden. “Designet af Max Besner, hvis ikke jeg tager meget fejl?” sagde Möckel.
I årene, der var gået, siden Rosman havde bestilt armbåndene, var Besner blevet lidt af en berømthed i smykkebranchen, men det kom alligevel bag på Rosman, at hans vens ry og rygte havde nået tyskerne. “Ja, det er korrekt,” svarede han stift.
“De er forbløffende,” sagde Möckel og holdt dem op mod lyset. De glitrede og dansede, som om de førte sig frem over for tyskeren. “Den måde, de er føjet sammen på … de er mageløse.”
“Hvornår får jeg dem tilbage?” spurgte Hélène forsagt, selvom hun uden tvivl måtte have kendt svaret.
Möckel lo bare og gav sine mænd besked på at gennemsøge alle skabe og skuffer i huset for at finde de øvrige skatte, som familien Rosman kunne have gemt af vejen.
Salomon Rosman levede ikke året ud, og det gjorde hans hustru Hélène heller ikke. Familien vendte aldrig tilbage til lejligheden i det 11. arrondissement, ligesom børnene aldrig igen lugtede den søde røg fra deres fars pibe eller hørte hans dybe latter. Ej heller smagte de det challah, som deres mor bagte hver uge, eller hørte hendes blide stemme, når hun sang dæmpet for sig selv i køkkenet.
Men præcis som juveleren havde lovet, levede armbåndene videre. Det gør diamanter altid.
Da den kanariegule diamant spillede i lyset i den anden ende af lokalet, kløede det i fingrene på Colette Marceau, sådan som det altid gjorde før et tyveri. Tålmodighed, mindede hun sig selv om. Tag det roligt. Hun var jo næsten halvfems år, for himlens skyld, hun var både for gammel og for klog til det her. Men den høje alder havde sine fordele. Jovist, det var sværere at smutte hurtigt væk med en dårlig ryg, og gigten, der gjorde hendes fingre mere og mere stive for hvert år, gjorde det også mere besværligt at få komplicerede hægter og lukkeanordninger op. Men hvis hun skulle gå hen og blive opdaget, kunne hun altid påstå, at hun var senil. Det var jo trods alt tænkeligt, at hun ikke havde vidst, hvad hun gjorde, da hun listede et Rolex-ur af en mands håndled eller befriede en kvinde for et par diamantøreringe.
“Mine damer og herrer, må jeg bede om jeres opmærksomhed?” Stemmen tilhørte aftenens vært, Massachusetts senator John Nierling, og den gjaldede ud fra højtalerne længere fremme i den elegante balsal. Krystallysekronerne funklede og glitrede i loftet, men de kunne ikke konkurrere med det smykke, der var årsagen til, at Colette var her. En cushion-cut 8,07-karat diamant-
ring til en værdi af 90.000 dollars. “Jeg vil gerne præsentere min mangeårige ven og kollega,” fortsatte Nierling, mens snakken i rummet svandt hen, og folk kiggede op mod podiet. “Tag godt imod Linda Clyborn, præsident for Sammenslutningen af Bostons Orkesteruddannelser.”
Der lød spredte klapsalver fra de omkring hundred tilstedeværende, som alle støttede orkesteret økonomisk. De var klædt i deres stiveste puds, og de fleste sad med vinglas i hænderne, som gjorde det vanskeligt at klappe. Som følge deraf forekom Linda Clayborns gang op mod podiet besynderlig spagfærdig. Hun vaklede en smule på hæle, der var for høje og smalle til hendes brede hofter, og hendes hår var farvet i en lidet flatterende blond nuance, til trods for at hun uden tvivl havde adgang til de bedste frisører i Boston. Det var den slags, som Colette registrerede med selvfølgelighed – hvordan selv de mest velhavende mennesker ofte ikke passede helt ind i de sociale kredse, som de stræbte efter at høre til. Folk, der var født ind i gamle, formuende familier, vidste ganske enkelt fra barnsben, hvordan de skulle føre sig og klæde sig og adressere andre. Andre, der havde arbejdet hårdt for at opnå deres succes, var afdæmpede og ydmyge. Men de, der med ufine metoder og hensynsløs adfærd var kommet til penge, var ofte uden raffinement og elegance – på samme måde som en usleben diamant var mat og glansløs.
“Tusind tak, kære venner,” sagde Linda. Hun snøvlede en lille smule, og Colettes mundvige gled op. Jo mere kvinden drak, jo lettere ville det blive at liste den gule diamant af hendes finger.
Ringe var tricky. Til trods for at Colette havde hjulpet ubehagelige folk af med deres smykker, siden hun var ti år gammel, var hun først for alvor blevet fortrolig med ringe i en alder af næsten tredive år. Armbånd var nemme. Hun kunne løsne en
hægte med et blidt, men bestemt vip med tommelfingeren, når hun strejfede en intetanende velgører. Det var det samme med halskæder, der ofte faldt med en yndefuld bevægelse, som Colette med tiden var kommet til at tænke på som et synkoperet chassé.
Hun kunne løsne selv de mest komplicerede lukninger med et hurtigt vrik med højre håndled, idet hun vendte sig om, strejfede offeret og undskyldte med nedslagne øjne i påtaget forlegenhed, mens hun lod smykkerne dumpe ned i venstre hånd. Herreure var det nemmeste – foldespændet på et Patek Philippe var ikke mere udfordrende end et klassisk spænde på et Paiget, om end det havde krævet mange, mange timers øvelse af løsne begge uden at røre ejermandens håndled.
Men ringe var noget andet. Det kunne kun lade sig gøre at stjæle dem, når de sad løst på fingrene, hvilket udelukkede en stor del potentielle mål. Det var derudover umuligt at stjæle en ring uden en vis fysisk kontakt. Derfor var diskretion altafgørende. Hendes foretrukne fremgangsmåde over for et kvindeligt mål var at vente på, at en synligt beruset mand – eller i nødstilfælde en tydeligt opblæst og arrogant mand – var i den umiddelbare nærhed. I de tilfælde rakte Colette ud og nev målet hårdt i siden med højre hånd, mens hun greb hendes hånd med venstre og med et forarget ansigtsudtryk lod, som om hun hjalp hende med at genvinde balancen. I det millisekund, hvor målet var distraheret, og deres hænder rørte hinanden, rakte hun over med højre hånd og trak ringen af. Det havde taget Colette flere år at perfektionere den teknik. Kvinden var altid så opbragt over at blive nevet og så opsat på at finde synderen, at hun ikke mærkede ringen glide af. Når hun senere meldte den forsvundne ring til politiet, nævnte hun næsten altid, at hun var blevet nevet, men aldrig den spinkle kvinde, der var kommet hende til undsætning
og derefter forsvundet ind i menneskemylderet igen. Som oftest så målet ikke engang Colettes ansigt.
Oppe på podiet var Linda i gang med at takke en alenlang liste af med-millionærer for deres bidrag. Der var aldrig nogen, som takkede den underbetalte assistent, som holdt hjulene i gang bag kulisserne, eller den lærer, som engang i tredje klasse fortalte et barn, at det kunne opnå hvad som helst her i verden. Der var aldrig nogen, som takkede andenfagottisten eller hovedrolleindehaverens dubleant, sceneteknikerne eller billetkontrollørerne.
Hvis et mål nogensinde afveg fra manuskriptet og for eksempel takkede serveringspersonalet med oprigtig respekt eller holdt døren for en hotelstuepige, afbrød Colette altid sin mission og formodede, at hun havde taget fejl.
Det var dog aldrig sket, for Colette valgte sine ofre med omhu. Intet anstændigt menneske fortjente at miste sine ejendele. Det ville være i modstrid med det kodeks, som Colette som lille pige havde svoret at følge.
Hun havde levet sit liv efter det kodeks. Hendes mor havde givet sit liv for det.
Og nu var turen kommet til Linda Clyborn. Hun havde ikke alene sørget for, at hendes mands tre døtre ikke arvede så meget som en flad fregne efter hans alt for tidlige – og ifølge nogle mistænkelige – død i en alder af tres år, hun var også uden skyggen af tvivl blevet sat i forbindelse med en nynazistisk gruppe, som hun hjalp med at finansiere med midler fra sin afdøde mands anseelige formue.
Colette havde haft rigeligt med nazister i sit liv, og hun skulle ikke bede om flere. Efter at have levet i det besatte Frankrig for femoghalvfjerds år siden ville hun ganske enkelt ikke have dem her i Boston i 2018.
“Og endelig,” sagde Linda Clyborn, mens Colette bevægede sig ubemærket frem igennem forsamlingen, “vil jeg gerne takke alle jer, der er til stede her i aften. Jeres bidrag har gjort det muligt for Sammenslutningen af Bostons Orkesteruddannelser at fortsætte arbejdet med vores værdifulde professionelle musikere og støtte de børn, som en dag måske vil satse på en kunstnerisk karriere. Nyd aftenen, og husk at byde på de udloddede genstande i auktionen.”
Hun vinkede til forsamlingen og steg ned fra scenen til endnu et undervældende bifald. Hun hilste på den sleske senator Nierling, som Colette planlagde at befri for et Rolex-ur på et tidspunkt inden alt for længe. Men ikke i aften.
Linda Clyborn gik på usikre hæle igennem forsamlingen, trykkede hænder og kindkyssede, og da dj’en gik i gang med hits fra 1980’erne, og folk begyndte at vrikke akavet, rettede Colette på sin paryk – en upåfaldende grå page med pandehår i en blød skilning – og nærmede sig sit mål.
Hun gled igennem menneskemængden, indtil hun var så tæt på Linda, at hun kunne række ud og røre hende. Tre mænd et sted i fyrrerne nærmede sig fra den modsatte side, hvoraf den ene var synligt beruset og bar på en fadøl med øllet skvulpende ud over siderne. I samme øjeblik kiggede Linda i retning af Colette, og Colette stivnede. Hvis Linda bemærkede hende, ville hun blive nødt til at afbryde missionen for i aften. Men Linda kiggede lige igennem hende for at finde en vigtigere samtalepartner end en lille og beskedent klædt firsårig kvinde. Colette himlede med øjnene. For folk som Linda Clyborn var de ældre usynlige. Det gjorde faktisk næsten tyverier som det her for nemme.
Idet Linda gav hånd til endnu en kvinde og derefter tog et skridt for at fortsætte videre frem igennem forsamlingen, slog Colette til. Netop som de tre mænd passerede forbi, rakte Colette
ud og nev Linda. Samtidig greb hun kvindens hånd og foregav at hjælpe, mens hun uden at forhaste sig trak ringen ned over kvindens venstre langfinger. Den landede på hendes egen håndflade med et tilfredsstillende plonk. Samtlige otte karat plus det løse var nu hendes.
Hun lukkede hurtigt hånden om skatten og lod den glide ned i lommen, mens Linda Clyborn snurrede rundt og rettede sit raseri mod den mest berusede af de tre mænd, som forvirret og stammende undskyldte for noget, han ikke helt forstod. Mens kvindens stemme steg, trak Colette sig baglæns ind i menneskemængden.
Da Linda Clyborn senere opdagede, at hendes ring var væk, var der ingen, som huskede en lille, gråhåret kvinde i en anonym, sort cocktailkjole, der roligt gik mod udgangen, mens hendes offers forurettede skingren steg op fra dansegulvet.