Verdensmesterskaberne



TIL MÆND UDEN KVINDER

![]()




Roman
– Vi vinder i år!
– Hvad taler vi om?
– Jeg siger, vi vinder det i år. Verdensmesterskabet, havde Jonas sagt.
– Lad nu være, havde han svaret ham.
– De er elendige. De kan ikke engang kvalificere sig.
– Jo, på grund af krigen og alt det der.
– I så fald bliver det Italien, ikke Danmark, de spørger.
– Italien er for stolte, vi er skamløse, havde Jonas svaret.
Og det var han enig med ham i. Hvis der var nogen, der kunne finde ud af at dukke op uden invitation og med en grimasse,
der passede til en god forklaring, var det Danmark.
De havde siddet dér, hvor de plejede, midt i årets første solskinstimer og diskuteret kampen forleden, foråret der ikke for alvor endnu ville komme og udsigterne til sommeren. Aftalen var, at Jonas skulle komme ned til ham i Rom, og de skulle se det hele sammen, kampene, stederne i byen og Castelli Romani i bjergene, hvis ellers alle resultater ville flaske sig.
– Hvordan var svarene? havde han spurgt.
– Ikke så gode, havde Jonas svaret.
– Det vi mangler nu, er en deus ex machina. Og så er vi med, og så vinder vi! havde han sagt og smilet.
Og solen havde føltes varm, og øllene havde været kolde.
Og nu var tiden gået, og sådan en var ikke kommet. Og alt var ad helvedes til. Og
Danmark var ikke kommet med, og det var Italien heller ikke. Og hvis ikke han og Jonas kunne se det sammen, skulle han formentlig slet ikke se noget. Sommeren var en kujon, der virkede undvigende og forbi, før den skulle starte. Og om lidt var det hele vinter.
Det hele var lort. Han var aldrig blevet forfatter, kunne ikke stoppe med at drikke og vidste, at hun løj. Han ville aldrig komme til at tjene penge, få skyggen af succes, og de havde aldrig fået det barn.
Hvad var der egentlig at leve for? Han var stavnsbundet af de muligheder, han havde svigtet, af dem, han aldrig havde fået, og det sind, han var blevet tildelt. No room for improvement. Slutrunden skulle have været et friskt pust, et kærkomment fatamorgana, et tiltrængt og nødvendigt inter-
mezzo og en anledning til at drikke sig fuld på hverdage, samle kræfter og få nye ideer.
Et potpourri af transcenderende øjeblikke.
Hverken Danmark eller Italien var nogensinde kommet i gang, fuldstændig som det gjaldt ham selv. Det hele havde hele tiden været slut, før det var begyndt, og han havde kunnet se det på 100 kilometers afstand, og han var træt af at kunne se ting på 100 kilometers afstand. Hvordan kunne andre folk ikke det? Og hvordan kunne man kalde sig tilhænger af sådan noget?
– Far, tror du, vi vinder? havde han spurgt, dengang han endnu ikke havde prøvet noget som helst og havde kunnet håbe på en fremtid med hvad som helst. Med Danmark ude var det nu også mindre sikkert, at de to i samme grad skulle ses. Det var i det hele taget ikke sikkert, at nogen nu ville skrive eller ringe særlig meget, og endnu mere sikkert var det, at han ikke
gjorde det selv, kunne man sige. Landsholdet havde de fleste år af hans liv været dårlige, men alligevel bundet meget sammen.
Nej, vi havde ikke tabt, de havde tabt. Men alligevel var det nu på en eller anden måde også ham, der stod til at tabe det hele.
I 1990 var Verdensmesterskaberne i Italien, og Danmark havde ikke deltaget, og hans far havde dengang haft nogle år, hvor han var optaget af andre ting og ikke fik set så meget. Fire år forinden skulle han have startet inde i Mexico. Han var den bedste i hele sin generation, bedre end dem allesammen. Først havde det vist sig hjemme i gården, siden i skolen, så på gymnasiet og til sidst på ungdomslandsholdet, hvor han havde måttet indstille karrieren som tyveårig med et hattrick og blot en enkel kamp.
I stedet var han rejst til Los Angeles og Venice Beach, hvor han var ble-
vet bodybuilder og træningsmakker med Arnold Schwarzenegger, dengang det hele var undergrund. Efter nogle år var han
blevet smidt ud, fordi han havde stjålet en kogekylling i et supermarked, og det havde i sidste ende afsløret hans udløbne visa. Da han var kommet hjem, havde han mødt hans mor. De havde danset til en julefrokost, var gået fra hinanden og havde
fundet sammen igen over nogle år.
VM i 1990 havde været et af de mest kedelige nogensinde. Ingen havde været gode nok til at angribe, så alle havde forsvaret, og godt en måned senere var han blevet født. Han havde tit tænkt, at hvis den knæskade ikke havde ødelagt det hele, var det slet ikke sikkert, hans far havde mødt hans mor, hans far havde startet inde mod Rumænien, Danmark havde kvalificeret sig, og han selv var formentlig ikke kommet til verden. Men det gjorde han. Og hans far