1 Knoglestakitter På en øfærge et sted ud for Jylland eller i Frisland eller Zeeland er der en ombord, hvis opgave det er at løse og fastgøre fortøjningen. Han er altid for tyndt klædt på til en nordsøhavns salt- og jernkulde. Hvis han endelig har en hue på, på efterårs- og vinterdage, dækker den i hvert fald ikke ørerne. Handsker er der aldrig tale om. Så snart skibet har lagt til eller fra land, har han et skod klemt fast mellem de stive fingre. Hans hår er ikke blevet klippet i lange tider. Hans hud er bejdset af saltvand og alkohol, han hoster og harker konstant i sit pjuskede skæg og spytter det, han hoster op, ud i havnebassinet. Jakken, han har på, ser ud, som om hans forfædre også har gået med den. Manden, der løser og fastgør fortøjningen, er aldrig venlig over for de turister fra fastlandet, der kommer over 7
til øen. Med bryske gestus viser han de ombordkørende biler ind i banerne; som skræmte får bliver cyklisterne og de gående gennet ind på dækket med knappe kast med hovedet. Dæksmanden fryser, og han gør det af en grund, han vel dårligt kender selv. Han gør bare, som de tidligere ejere af jakken har gjort: øver sig i at fryse i det små, for den store kulde skal nok komme på et tidspunkt. Det store stormvejr, den store stormflod eller en stor bølge, der bringer oversvømmelse med sig. Hvis man ikke til den tid er øvet i at fryse, er man slet og ret fortabt. Og ja, svømme kan dæksmanden også, selv om det fra tidernes morgen har heddet om søens folk, at de nægter at lære det. Han lærte det meget tidligt af sin mor. At kvinderne fra fastlandet er lune på ham, ved han godt. Og det er hans store håb, at de er lidt forelskede i det vildsomme skæg, i hans gamle sømandsjakke og i den lille guldring, han har i øret. I den times tid eller to, overfarten varer, står han som en statue af den personificerede øbo. Står på dæk, fastgør fortøjningen og løser den, lader messingknapperne med ankrene lyne. Øver sig i kunsten at fryse, fløjter en gammel vise. Og vinden suser. 8
Hans far, hans brødre, hans onkel fryser måske lige nu om bord på en krabbekutter, et fragtskib, et redningsfartøj, en turistbåd, en boreplatform. Alle udholder de en lille underafkøling uden at kny, som en bekræftelse af deres respekt for forfædrene. De er alle efterkommere af mænd, der bemestrede den store kulde: grønlandsfarere, der besejlede Arktis på hvalfangerskibe. Og noget har sat sit aftryk og er smittet af på dem, er sivet ind i dem fra disse skibsdrenge og harpunjægere, styrmænd, kaptajner, der hvert år fra forår til høst sejlede i Nordpolarhavet; aldrig var tøjet tørt, aldrig var kroppen varm. Et sted i denne for tyndt klædte mand sidder en erindring om den tid, selv om det efterhånden er tre hundrede år siden. Måske sidder den i hans røde, forfrosne hånds knogler, i ryghvirvlerne, i huden på panden, i blodkarrene, i tandrødderne, i skægrødderne. Og måske er alt det kun noget, turisterne tror, de, der kommer fra fastlandet og ser ham stå der på færgen som den autentiske, vaskeægte øbo, der knapt værdiger dem et blik.
9
Manden, der ordløst driver sin hjord af gæster om bord på øfærgen, er vokset op under loftsbjælker, der sad så lavt, at han måtte dukke hovedet allerede som femtenårig. I et hus med murankre og med delftkakler på væggene. Forfaderen, der lod det bygge, var to håndsbredder lavere end øboerne i dag, men en mester i at fryse: om bord første gang som tolvårig; siden da, i hele sit sømandsliv så han ikke noget til sommeren. Han hundefrøs uafbrudt, fra han var kabysdreng, til han blev kaptajn. Han byggede sig et stort hus, lod sine initialer slå op på gavlen og satte et stakit op om sin grund, men ikke et af træ, det var af kæbeknoglerne fra en grønlandshval. Der er ikke meget at se af det knoglestakit længere, det er ikke andet end en række småstumper fulde af revner og hak og overbevokset med alger. Et tandsæt i elendig stand, ikke noget kønt syn. Men der er ingen, der tænker på at rive stakittet ned, mindst af alle manden, der hver morgen skræver over det og begiver sig ned til havnen i en jakke, der ser ud, som om hans forfædre også har gået med den. Om aftenen, efter den sidste overfart, når alle køretøjer og fodgængere har forladt skibet, går han fra borde og venter ved færgelejet en tre-fire cigaretdrøns tid, indtil han ser en stor bil komme. Den kører som sædvanlig for stærkt, 10
kvinden i vognen styrer direkte mod ham, som om hun vil køre ham ned. Så bremser hun dog op, giver ham lige akkurat tid til at smide skoddet fra sig, stige ind og lukke døren i. Han har dårligt fået den rigtigt smækket, før hun gasser op igen. Motoren brøler som et såret dyr, lakken på vognen er slemt tæret af salt og søluft. Hun viser ingen tålmodighed med biler og med mænd, der kommer hjem fra skibe. På en ø i Nordsøen et sted ud for Jylland, i Frisland eller i Zeeland er der en kvinde, der henter en mand på en havn, i tavshed og hurtigt, som var det et gerningssted. Redningsfolk kører sådan, folk, der har deltaget i et overfald – og kvinder på øer, der ikke længere vil stå på kajen og vinke og vente og holde udkig efter skibe, som kommer eller ikke kommer, efter messingknapper, skæg og forfrosne ansigter. Hun stiger aldrig ud på molen, hun bliver siddende ved rattet, uanset om han kun har været på havet en dag, eller om det er fjorten dage eller syv måneder eller et år. Det samme, når han skal af sted igen: ikke noget med at stige ud af bilen og vinke. Hun lader motoren gå og sætter manden af som et stykke ekspresgods. Skibe kommer, skibe går, og tage afsked eller tage imod, det må man gøre uden større 11
dikkedarer, ligeglad ligesom havet, der også altid er der, men som heller ikke giver sig af med at vente på nogen. En mand, der kommer hjem fra et skib, skal ikke forvente at blive skånet en tid. Ikke noget med at spise i den fine stue af de fine guldrandede tallerkener. Efter aftensmaden ved spisebordet i køkkenet vasker hun de gamle tallerkener med løgmønstret af, og han får et viskestykke stukket ud. Kvinden, der ikke står på kajen og vinker, opbevarer i sit hus den slags ting, alle kaptajnsfamilier gemmer på: skibskister, og sekstanter, kompasser, passere af messing, logbøger, ting, fædre, brødre, ægtemænd har efterladt sig, deres håndskrevne beretninger fra rejser, præget af afsavn. Om de skibe, de elskede, om hvalerne, de dræbte, om master og knogler, der brækkede, om forfrysninger og voldsomme storme, alt lykkeligt overstået. Det er de overlevendes og dueliges krøniker, der ligger i skibskisterne, og i stadsestuerne står deres afladsgaver, hjembragt fra lange rejser for at formilde kvinder, der har måttet vente for længe: testel af porcelæn i blåt og hvidt, gennemsigtige som papir, og sølvskåle, der aldrig blev brugt. De blev udstillet i vitrinerne som skinnende pokaler, der blev skænket kvinderne for troskab og tapperhed. 12
Et sted i dette hus, skjult under loftsbjælker, bag murankre eller under gamle kakler, eller måske i sprækkerne i et knoglestakit må også de uskrevne historier være: de omkomnes erindringer, beretningerne fra dem, der blev derude, er druknet, ramt og dræbt af en mast, sporløst forsvundet, døde af kulde eller skørbug. Og dybt nedsænket i linnedkisterne alt det, sømandskonerne efterlod: fortællinger om venten, ensomhed, om vinterbryllupper, om børn, der døde, om enkestand, formodentlig er de broderet ind i dåbskjoler, sengetøj, syet ind i tøjets sømme, kniplet ind i kniplingsdugene, der var bestemt til døtrene. Sådanne ting har denne kvinde også i sin forvaring. Det kan være, hendes utålmodighed er en arv fra mødrene, som i hele og halve liv var adskilt fra deres mænd af verdenshavet. Og at hendes hus ånder i en gammel rytme: tung om foråret, rask om sommeren, kortåndet om efteråret og dyb om vinteren, ligesom manden, der byggede det, og kvinden, der i februar så ham sejle op mod ishavet, som godt kunne have brugt hans hjælp på hømarkerne i juni og som ventede ham hjem i oktober med et nyt barn på armen. Hvis barnet var en pige, fik
13
hun vel antistofferne mod alle de sygdomme, man får af at vente, ind allerede med modermælken. Det kan man ikke altsammen vide. Man ved ikke, om den evige frysen og utålmodigheden går i arv, hvordan åndedraget i et gammelt hus er, og hvor de omkomnes erindringer gemmer sig; det er måske kun mennesker, som har stået for længe ved havet med hænderne i lommen, der spørger sig selv om alt det. Så skyller havet spørgsmål op på stranden som muslingeskaller eller småpinde. Det er havets gamle leg, og de fleste leger med. Kvinden, der hver aften henter en mand ved et skib, hurtigt og i tavshed, går ikke med hænderne i lommen, og hun bukker sig ikke ned efter muslingeskaller og småpinde. På højre langfinger har hun en ring med en gletsjerblå sten, som nogen har haft med hjem til hende for mange år siden. Endnu en af disse afladsgaver, højkarats; den har dog ikke formildet hende, tværtimod. Den har lige fra begyndelsen været lidt for stor, alligevel har hun den altid på, fordi den er smuk, og hun synes, hun har fortjent den. En sømand forgår, men guldet består. Med begge hænder fast om rattet kører hun ned til havnen om aftenen med lidt pudder i ansigtet og lidt læbestift, tøjet har hun selv 14
syet af gode stoffer. Hun er ingen fastlandskvinde, ingen bydame, hun er en økvinde, der henter sin søn på havnen. Det er hendes ældste, ham der kan svømme, og så drikker han. På en ø er der ingen hemmeligheder. Man kan ikke skjule sig bag knoglestakitter, når ens naboer og slægtninge i århundreder har været øre- og øjenvidner til familielivet. Alle ser det, når Hanne Sanders den ældste har taget sine havneknejpetørn og kommer slingrende hjem. De kan høre ham synge og grine og bande og brække sig i rugosarosenhækken. Og alle ved, at Ryckmer Sander, søn af Jens, sønnesøn af Henrik og oldesøn af Ove og så videre, langsomt, men konsekvent har drukket sig ned fra et tankskibs kommadobro til en plimsoller af en nordsøfærge. Fra langfartskaptajn til en dæksmand, der ligger og plasker rundt i lavvandet på en øfærge og stadig giver den lidt som søulk for turisterne, der bliver en smule skræmt af ham. De køber hans nummer med ordknapheden, vildmandskægget, det bistre ansigt og den gamle sømandsjakke. Turisterne har ikke spor imod at blive blændet af messingknapperne med ankrene og ringen i øret. Ryckmer Sander passer lige så fint ind i deres nordsøferie som strandskaden og sælen og rødspætten. 15
De opfatter ikke, at originalen ikke er andet end en fortræffeligt udført forfalskning. Rederen, der ejer øfærgen, ved godt, hvordan det er fat med dæksmanden; hans forfædre var også grønlandsfarere. Her på øen har man i århundreder været i samme båd, derfor sætter han ikke en Ryckmer Sander fra borde, heller ikke selv om Ryckmer til tider ikke er helt sikker på benene. Han kan da stadig ramme pullerten. Og Hanne Sander sørger for, at han i det mindste stadig er ædru, når han kommer ned til færgen om morgenen. Mere kan moren til en dranker ikke love. Hun kan bare håbe på, at han ikke lige styrker sig med en halv flaske Küstennebel i bistroen om bord, eller at der ikke er en af hans gæve passagerer, der spenderer en grog på ham, det ved man aldrig, hun tager det, som det kommer. Der skal meget til for at overraske hende. På alle øer er der kvinder, man ikke kan bringe ud af fatning, eftersom de er i konstant beredskab. Hanne Sander er til hver en tid indstillet på springflod, på voldsomme storme og på mænd, der kommer hjem fulde eller ædru, med eller uden gletsjerblå sten. Hendes bagagerum er stort nok til, at hun kan købe fødevarer ind til en måned, og hun har to dybfrysere i 16
sit hus. Hvis øen blev afskåret fra fastlandet i et halvt år, behøvede hun ikke at sulte. Hvad Nordsøen end finder på at skylle op for hendes dør – sømænd, skibbrudne, sommergæster – så står hendes senge opredt, hendes forrådsskabe er altid fulde. Der mangler aldrig noget i hendes hus; alligevel kan man hver morgen se hendes gamle stationcar med saltrustpletterne inde i byen, for der er noget, Hanne Sander skal have ordnet. Der er kun én lille by på øen, ikke meget mere end et par indkøbsgader, der stråler ud fra havnen som fingre på en hånd. En strandkurvpromenade, en vaffelbod, en stand med salg af rejer og en med stegt fisk, og så en isbar, der uden for sæsonen bliver til en butik med te og lys. Der er regnjakker, krus med måger på og piratflag i butikkerne, der er et ravsliberi og et par restauranter og knejper, der allesammen er rigget til som skibskahytter. Messinglamper i de sprossede vinduer, fiskenet på væggene, drivtømmerkunst på bordene og ude foran er der gamle bøjer og skibslanterner. Sømandsviser på stereoanlægget, og alle ansatte går i fiskerskjorter. Hanne Sander ville ikke vide, hvad hun skulle stille op med sig selv i en havneknejpe. Hun egner sig heller ikke til at promenere rundt på øen, alle disse slubrende badesko, 17
alle de hænder begravet i lommerne. Som regel undgår hun byen og kører ad omfartsvejen fra havnemolen til øens supermarked. Hun styrer helt uden om parkeringspladsen og holder ind lige ved indgangsdøren derude i byens udkant, med to hjul oppe på fortovet og blinklyset tændt; kassedamerne ved på forhånd, hvad hun kommer for, når de ser hendes stationcar. Seks øl minus pant for de seks tomme flasker, hun afleverer om morgenen. Det er dagsdosis for en mand, af hvem det kræves, at han kan ramme pullerten. Ryckmer Sander drikker den første i bilen på vej hjem, når hun henter ham ved færgen om aftenen. Så snart han er indenfor, tager han oplukkeren fra handskerummet, flår kapslen af og drikker, så man skulle tro, han havde vandret gennem alverdens ørkener. Seks øl er nærmest at gøre nar af en mand, der gerne vil drikke sig fuld. Men de rækker da til at gøre ham halvt bedøvet mellem fyraften og tidlig morgen. Men han ved, han kan gennemsøge hele huset, skibskisterne og linnedkisterne og haven med knoglestakittet uden at finde en syvende. Heller ikke så meget som en fingerbredde likør eller en cognacsbønne, der er ikke en eneste romrosin noget sted i køkkenskabet. Det ved han, eftersom han har tilbragt mange nætter med at lede. Han 18
drak sin mors Schwedenkräuter, spiste hendes blommer i madeira, der lå på køkkenbordet, og skovlede tre glas calvadosgele i sig, som moren havde fået af en gæst. Så en nat blev der ved bordet i køkkenet talt med store bogstaver, og han svor en dyr og hellig ed af den slags, drankere har svoret hundreder af gange. Men det er ikke alle drankere, der har en mor som Hanne Sander. Som de fem af ugens dage rationerer sin søns flasker og på fridage lader ham drikke, til han kommer krybende hen til knoglestakittet på alle fire. Endnu kan han da ramme pullerten. På alle øer er der én, der kender alle skrønerne, de gamle og de nye myter, alle de sandfærdige, de delvis sandfærdige, de frit opfundne historier om havet, menneskene, deres skibe, deres frygt. Den person må fortælle dem videre, enten han vil eller ej, for det er historierne, der udvælger fortælleren og ikke omvendt. På denne ø er det Ryckmer Sander, der kender historierne. Han kan holde de forskellige storme ude fra hinanden, som andre mennesker kender forskel på fuglestemmer. Han ved, hvornår de bare vil lege, bare buldre lidt eller brøle lidt. Og hvornår man skal tage dem personligt. 19
Han har i mange år ført bog over vindforhold og vandstand, har gjort notater om det. Han kan fremsige navnene på alle de sidste tusind års store stormfloder i Nordsøen som én lang ballade fuld af gru. Han kan navnene på alle de steder og kirker, der er sunket i havet, navnene på alle de øer, det har flået itu og opslugt. Det ser ikke godt ud, synes han. Der er noget på vej. Somme tider, når natten er meget stille, og ølrusen har lagt sig for tidligt, er Ryckmer Sander næsten sikker på, at han kan høre kirkeklokkerne og de druknedes stemmer nede fra bunden af havet. Ældgamle stemmer, somme tider synger de, tit er det bare en mumlen eller en sagte hvisken. Det skulle være nok til at holde en øbo vågen. Og så er der også noget andet, han meget gerne ville glemme og se at få skyllet væk, når han ligger i sin gamle kaptajnsseng. På kommandobroen om bord på et tankskib så han engang en hvid mur – den ene store bølge, en sømand sjældent overlever og aldrig kan glemme. Uden at han ved af det, er det den, der får ham til at fryse i sine forfædres jakke. Ryckmer Sander synes, han ved for meget til at kunne falde i søvn i ædru tilstand. Han ville ønske, han vidste et
20
par ting mindre – eller at det var ting, han kan få nogen til at tro på, når han fortæller om dem. Kirkeklokker, ældgamle stemmer, hvide mure – alt dette er alt for dybt og alt for vældigt til at være sandt. Grænserne mellem rusen, hans lydhørhed for det skjulte og hans sensibilitet for vand er flydende; han svømmer. Man skulle tro, et menneske, der er vokset op på en ø, altid ville stikke af. At han, så snart han kan, flygter fra den lille bid land, der ligger der, halvt opslugt af Nordsøen. Hvad skal han dog der? Han pløjer de saltholdige jorder, der alligevel snart vil synke i havet, og lader sig gennemprygle af stormene. Han sender sine sønner op i isen, lader dem drukne i et hav, der er rødt af hvalernes blod, hvis de ikke allerede er døde af kulde. Han mejsler deres korte livsløb ind i gravstenen, sender den næste søn af sted og den næste igen. En af dem må vel komme tilbage, med sølvskåle i bagagen og en ladning kæbeknogler. Og den søn, der ikke druknede i et hav, der var rødt af hvalernes blod, hvorfor bygger også han sit hus på denne ø, der allerede halvvejs tilhører havet? Hvorfor skal hans hustru være endnu en af dem, der venter og i ensomhed må pløje den elendige jord, endnu en af dem, der klarer sig igennem stormene og sender deres sønner op i ishavet? 21
Ingen begiver sig til hvalerne uden af nød, men ingen nød synes nogensinde stor nok til, at den driver øboen ind på fastlandet. På en ø hersker særlige naturlove, måske en anden form for tyngdelov og tiltrækningskraft. Tidevandsstrømme, som man endnu ikke har forstået. Et uudforsket sug, der kan minde om hjemve, men er stærkere. Et menneske, der er født her, vender tilbage på et tidspunkt, levende eller død; uanset hvor langt bort han sejler, og hvor længe han bliver væk, sådan er øens lov. For de fleste bliver den ved med at gælde. Det er kun i ungdomsårene, de vover springet til fastlandet. Nogle bliver der og lever så med hjemveen som med en gigtlidelse, der kommer og går i anfald. Hanne Sander har i sit hus fire værelser til turister. Hver morgen lufter hun dem ud, og hun pudser regelmæssigt vinduerne, så de ikke bliver blændet af salt og sand. Alle sengene står opredte, men det er længe siden, nogen har sovet der, for hendes værelser er umoderne og indrettet med tunge møbler, uden tv og med bad på gangen.
22