STIFINDERE
Stifindere.indd 1
05.06.2025 09.01
Stifindere.indd 2
05.06.2025 09.01
ALEXANDER CARNERA
STIFINDERE Essays
MULTIVERS
Stifindere.indd 3
05.06.2025 09.01
Stifindere: Essays Af Alexander Carnera © Forlaget Multivers ApS, 2025 1. udgave, 1. oplag 2025 Omslag: Emil Stephensen Illustration: Still fra Vandringsmanden (Tarkovskij, 1979) Sats: Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2025 ISBN 978-87-7917-721-5 www.multivers.dk Udgivelsen er støttet af LANDSDOMMER V. GIESES LEGAT
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Stifindere.indd 4
05.06.2025 09.01
Vi havde tilbragt hele vores liv med at se og lytte, med den konstant intense opmærksomhed, man finder hos børn, der er faret vild i mørket. Det virkede, som om vi fuldstændig fortabte var faret vild i et landskab, som bare med en lille smule lys ville være yderst bekendt. Marilynne Robinson, Hus og hjem
Stifindere.indd 5
05.06.2025 09.01
Stifindere.indd 6
05.06.2025 09.01
Forord
11
Det lille mørke lys 13 Daodejing og Ursula K. Le Guin Poeten som stifinder Rainer Maria Rilke
29
Ind i den dunkle skov 43 Tarkovskij & Blanchot Planetarisk nydelse Alphonso Lingis
59
Pessoas stumfilm 69 Fernando Pessoa Én stor sjæl 83 Terrence Malick De to sole 93 Oxana Timofeeva Livets bølger 103 Virginia Woolf
Stifindere.indd 7
05.06.2025 09.01
Sol og tårer 115 E.M. Cioran Stenen og rosen 127 Udflugt til Hanging Rock Jorden tænker i mig 135 Sufisme og lysets kunst Livet er formentlig rundt Julio Cortázar
147
Digterisk bor mennesket på jorden Friedrich Hölderlin Myten og jordens ruiner Furio Jesi
171
Landskabets tid er jordens tid Jacques Rancière Den der bærer ilden Cormac McCarthy Litteratur
Stifindere.indd 8
159
185
199
215
05.06.2025 09.01
Stifindere.indd 9
05.06.2025 09.01
Stifindere.indd 10
05.06.2025 09.01
Forord Der er et billede, som jeg husker fra min barndom: en jonglør i fuld koncentration, opslugt af mønstrene, der formes af de dansende bolde. Han kontrollerer dem ikke helt, og alligevel opstår der en forståelse, som om en hemmelighed åbenbares bag om ryggen. Han mestrer det, der ikke lader sig mestre – som en universel pantomime. I denne evne til at mime, efterligne sine omgivelser, synes verden at vågne, at åbne sig og forbinde sig. Efterligningens kunst var særlig udbredt i de gamle kulturer. Dansen spejlede naturens rytmer, astrologien genspejlede mikrokosmos, og fortællinger efterlignede naturens egen tålmodighed. At mime var en måde at skabe kontakt, at bygge bro mellem tingene. Alt begyndte med lyset fra solen, der ramte øjet og formede en ny kopi. Når vi siger, at ordenes mening første gang er bærer af en lighed, opleves det som et lyn, der oplyser noget skjult. Som noget, der nu kaldes frem. Et nyt perspektiv åbner sig; forbindelser, vi ikke før har set, træder frem. Mimekunsten er ikke forsvundet, blot begravet. Fra tid til anden genoplives den – som i filmkunstens rytmiske sprog, hvor billeder og impulser vækker verden til live. Vi ser ikke kun med øjet, men med alle sanser. Maskinerne, der indfanger liv, synes at tale som ånder. Derfor stirrede indianerne måbende langs flodbredden, da Carusos opera pludselig lød fra Fitzcarraldos grammofon.
11
Stifindere.indd 11
05.06.2025 09.01
Kunsten har altid søgt det magiske mellemrum, det øjeblik mellem sovende og vågen, hvor en anden verden bliver synlig. Det rum og den opvågning, der afslører, hvordan tingene hænger sammen på nye måder. Spørgsmålet har altid været: Hvor mødes mennesker og natur? Hvor kan sproget og tingene finde sammen, forenes, animeret af noget, som vi ikke selv behersker? Vi lever nu i en verden af skælven, på tærsklen til det ukendte. De gamle billeder og fortællinger slår ikke længere til. I denne tid vender vi os mod de grundlæggende menneskelige erfaringer: solens lys, mørkets stilhed, livets rytme, spændingen mellem livet i dets helhed og livet i momentet. Det menneskelige og umenneskelige. Hvordan vi lærte af mørket. Mødet med elementerne. Mødet med de naturlige begrænsninger. Vi ser tilbage for at finde en vej frem, vi søger i poesien, kunsten og tænkningen efter de bånd, der rækker ind i fortiden og ind i fremtiden. Mimekunsten tilbyder os en genopdagelse af verden. En påmindelse om, at tingene og verden vil os noget – hvis vi lytter.
Prosaens værksted Som amatøren er den essayistiske prosaist, tom og åben, fri for ekspertens vaner. Han har ingen erklærede hensigter. Hans stræben er at bevare denne holdning, at skrive med hele sin opmærksomhed. Som om man opdager, hvad man skriver, for første gang. Opdage et sprog af nye berøringer. En legende alvor. Livet i prosaens værksted er livet i den evige begyndelse.
Stifindere.indd 12
05.06.2025 09.01
Det lille mørke lys
Daodejing og Ursula K. Le Guin Enkelthed er vanskeligt fordi det kræver intet mindre end alting. Emerson skrev dette. Det enkle er det komplekse, som skal vikles ud, sagde den danske digter Per Højholt. Kan vi gå skridtet videre og tale om en sammenhæng mellem den enkle tanke og den enkle levemåde? Hvor det med tiden går op for os, at der findes en mere sand måde at være i verden på, noget der er bedre end andet, at der måske også findes en vej, som kan beskrives med enkle ord, og som de fleste af os, når vi sænker paraderne, kan se værdien af? Ligesom vi med tiden spørger os selv, om det er nødvendigt hele tiden at starte forfra? Det var tanker som disse, der kom til mig efter at have læst Laozis visdomsbog Daodejing. En bog om vejen og vejens magt, her i den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guins gendigtning (1929–2018). På én gang uudtømmelig, frisk og elskelig er denne tekst. Hvor al bevægelse ligner en dans. En udeltagende deltagelse. Og mon ikke det er denne friskhed, denne spirende kraft, som har inspirereret Le Guin i hendes egen skrivekunst, siden hun første gang faldt over denne gamle tekst. Le Guins gendigtning udkom på engelsk i 1997, efter mange års studier i taoismen og Østens livsanskuelse. I sin bog om taoismen Taoism. The Parting of the Way fra 1958 nævner den amerikanske sinolog Holmes Welch en liste på godt og vel 35 engelske oversættelser af Daodejing. Ingen anden bog bortset fra Biblen er blevet oversat lige så mange gange. Nærværende tekst er en gendigtning, og dette gør en verden til forskel. Skønhed og indsigt er forbundne, skønhe13
Stifindere.indd 13
05.06.2025 09.01
den ligger ikke i indholdet, men i betydningen, skriver Le Guin i sin kommentar til bogen. Det vil sige, indholdet lader sig kun sige på én bestemt måde. Den, der har forstået, har forstået det på en bestemt måde. Og derfor måske netop forstået det. En særlig økonomi i sprogvalg og syntaks løfter teksten op på et niveau, hvor det som siges, selve indholdet, ikke længere fremstår som viden og moral, men som lysende indsigter om tingenes indretning. Det som her springer mig i øjnene, i Le Guins gendigtning, er fraværet af personlige pronominer. Ingen sætninger indledes eller præges hos hende med ’jeg’, ’du’ eller ’man’, sådan som det ofte er tilfældet i andre oversættelser. Sand godhed er som vand. Vand er godt til alt. Det konkurrerer ikke. Det løber lige til de lave afskyelige steder og finder derfor vejen. I Le Guins syntaks og ordvalg hersker en ubrudt bevægelse mellem det, den enkelte kan se og forstå, og det, som bevæger livets cyklus og den kosmologiske dynamik. Hvor vi i dag har svært ved at afsætte plads til de forudsætninger, der ikke er givet med os selv, skriver Le Guin sig med denne gendigtning af Daodejing sig ind i en økopoetisk tradition, hvor poesi, filosofi og kosmologi finder naturligt sammen. For hvad sker, når 14
Stifindere.indd 14
05.06.2025 09.01
der for politik og kunst ingen objekter findes, men kun hvad vi selv kan tænke om dem? Hvad sker der, når ting, objekter og natur bliver overflødige eller helt og aldeles mister deres autoritet? Svaret er, at vi mister det dyrebare ved livet. Det handler om at slå øjnene op der, hvor man er, at tage vare på de små ting, at tømme sit hjerte for at være helt åben, at vende tilbage til tingenes kilde og begyndelse, at opøve dygtighed, blive hvor du er, afstå fra berømmelse og rigdom, fejre hverdagens under og mysterium, ikke at føre krig, ikke at koncentrere magt, ikke at håne, være stille og diskret, leve enkelt. Poesien og tanken holder alt i bevægelse, gør alt levende og alt sårbart. Ordene selv sørger for at bygge bro mellem ting. Ikke længere at være klodefremmed og jordfremmed, men være ude blandt tingene. I Daodejing er det, som om verden får øje på sig selv, idet vi afstår fra at beherske. Værket afstedkommer en slags etik, der begynder med vores egen tilbagetrækning, det at lade verden være (wu wei), at vente, at lytte. En helt naturlig anarkisme lyser gennem Le Guins digtning, hvor det hører med til vejen ikke at være styret af konkurrence og fikseret på ejendom. En anarkisme, som også er til stede i Le Guins Bæreposeteorien om fiktion og i flere af hendes utopiske romaner, som Malafrena fra 1979, om lokalanarkismen, Altid hjem, om et utopisk landsbysamfund, og den science fiction-inspirerede naturroman Større end riger og langsommere. Som sin landsmand, digter og fritænker Ralph Waldo Emerson (1803–1882) var Le Guin revolutionær-anarkist af overbevisning og konservativ i forhold til naturens og livets egenryt15
Stifindere.indd 15
05.06.2025 09.01