René Rasmussen
PSYKOANALYSE og
PSYKOTERAPI
MULTIVERS
Psykoanalyse og psykoterapi. Forskelle, behandlingsformer og positioner Af René Rasmussen
© Forlaget Multivers ApS, 2026
1.udgave, 1. oplag 2026
Omslagslayout: Emil Stephensen
Tryk: Totem
Printed in EU 2026
ISBN 978-87-7917-755-0 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Udgivelsen er støttet af
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet
Produktionen af denne bog har udledt 576 gram CO2æ.
Udledningen er beregnet med ClimateCalcTM.
1) En analytiker skal ikke forstå for hurtigt
2) Det, der siges, forbinder analytikeren med strukturen 71
3) Analytikeren lytter ikke efter begæringen, men efter begæret 72
4) Analytikeren lytter til talens retorik og udsigelse 76
5) Når analytikeren lytter til tavsheden, ’hører’ analytikeren smerten (nydelsen) eller driften 77
6) Fremhævelsen af signifianter i afslutningen af en session er et ’væddemål’ med det ubevidstes subjekt 79
7) Arbejdet med psykosen drejer sig overvejende om at
8) Analytikeren ’lytter’ ikke som et subjekt, men er placeret som et objekt 83
Forord
Skønt den biologisk funderede psykiatri med manualen DSM 5 (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders 5 udarbejdet af American Psychiatric Association) i spidsen synes at dominere feltet for mentale lidelser og behandling, eksisterer der fortsat store områder, der ikke følger denne manuals forståelse af mentale lidelser, eller som blot opererer med medicinsk behandling. Sidstnævnte evt. kombineret med kognitiv terapi. Disse andre områder er i høj grad domineret af en psykoanalytisk forståelse, enten som et positivt udgangspunkt eller som et udgangspunkt, der er blevet forladt til fordel for noget andet, f.eks. anførte kognitiv terapi, der blev udviklet af personer, der oprindeligt var psykoanalytikere, bl.a. Aaron T. Beck. Der eksisterer imidlertid også andre former for psykoterapi, der ligesom psykoanalysen bygger på talen.
Denne bog er et forsøg på at pege både på ligheder og væsentlige forskelle mellem psykoanalyse og psykoterapi med udgangspunkt i bl.a. sprogets og videns betydning samt behandlerens – psykoanalytikerens eller terapeutens – og analysanden eller ’klientens’ position. Betegnelsen klient er med til at optegne disse forskelle, idet psykoanalysen ikke taler om klienter, men om analysander, idet vægten lægges på, at analysander i høj grad forholder sig analytisk til sig selv og ad den vej kan ændre sig og deres lidelse. Betegnelsen klient lægger derimod op til, at behandleren i lighed med en læge i et eller andet omfang sidder inde med en viden, der kan ’kurere’ klienten. I begge tilfælde kan der dog være tale om terapeutiske effekter, men hvor psykoterapien ofte
opfatter det som symptomers ophør og dermed terapiens afslutning, ser psykoanalysen ofte symptomers ophør blot som en mindre del af arbejdet, der ikke stopper hermed.
Der inddrages ikke psykoterapier af religiøs art som f.eks. visse jungianske terapier eller terapier, der er funderet på egentlig kropsbehandling, men terapier, der ligesom psykoanalysen er funderet på talen. Fokus for det psykoanalytiske område vil overvejende være
Sigmund Freud samt Jacques Lacans ideer samt sidstnævntes videreudvikling af Freuds tanker samt den praksis, der støtter sig hertil. Disse ideer og den hermed forbundet praksis vil blive sat i kontrast til den psykoanalyse, der bygger på IPA’s ideer (International Psychoanalytical Association). Selvom IPA også bygger på Freuds ideer, er den tættere på de her inddragede psykoterapeutiske aspekter end den psykoanalytiske praksis, som Lacans ideer og videreudvikling af Freuds ideer indbefatter.
Psykoanalyse og/eller psykoterapi
Der er en stigende tendens til, at man går i terapi. Der er tilsyneladende flere og flere lidelser, der skulle nødvendiggøre en behandling eller en form for terapi (jf. Frank Furedi: Therapy Culture: Cultivating Vulnerability in an Uncertain Age, s. 9ff.). Det er ikke hensigten her at diskutere formerne af disse lidelser (stress, depression, socialfobi, OCD, ADHD osv.)Der kan i stedet henvises til René Rasmussen: Psykiatri og diagnoser., men at se på de ofte vidt forskellige tilgange hertil, som psykoanalysen og forskellige terapier tilbyder i denne eller lignende sammenhænge (f.eks. i kognitiv terapi, coaching, mindfulness og positiv psykologi). Hensigten er at se på en række forskelle og ligheder mellem psykoterapi og psykoanalyse.
Selvom en række psykologer hævder (se f.eks. Claus Heldal og Kristoffer Moos: ”Coaches, influencere og pseudoterapeuter har fripas til at fuske med folks mentale helbred”), at der er centrale forskelle mellem behandling hos en psykolog og en terapeut, der ikke er uddannet på universitetet, vil den distinktion, som ligger til grund i det følgende være mellem psykoanalyse og terapi, uanset hvilken uddannelse behandleren har. Det implicerer, at det centrale ikke er uddannelsen, men perspektivet for behandlingen og den position, som behandleren indtager i forhold til person, som henvender sig.
Jacques-Alain Miller understreger dog i ”Psychothérapie et psychanalyse” (som jeg støtter mig til i det næste), at psykoanalyse og psykoterapi ikke er to absolut adskilte domæner. Der findes naturligvis terapier, der intet har at gøre med psykoanalyse, f.eks. diverse
rene kropsterapier. Der findes på den anden side et felt inden for psykoanalysen, der intet har at gøre med terapier, f.eks. arbejdet med overføringen og drifterne – et felt, der i stort omfang ikke inddrages i mange af disse terapier (f.eks. NLP, coaching og hypnose). Men der eksisterer en fælles zone for en række psykoterapier og psykoanalysen, idet de alle opererer via talen.
At tale åbner op for at få det bedre. Når det derimod går skidt, eller man har det ubehageligt, er der specielle udtryk for det, som man ikke kan tale om. I vores hverdagssprog dækker f.eks. ordet ’somatisk’ således ofte over, at det ikke er i talen, men i kroppen, at problemerne udtrykkes (soma betyder, som bekendt, krop). Psykosomatiske fænomener dækker tit over, at kroppen er blevet en særlig udvej for talen. Kroppen udgør en særlig psykisk realitet. Det, der er fælles for psykoterapi og psykoanalyse, er, at de begge antager eksistensen af en psykisk realitet. Dermed adskiller de sig begge fra f.eks. direkte indgreb i hjernen foretaget af elektrisk eller kemisk vej samt fra medicinsk behandling. Desuden er der en række terapier, der, som antydet, arbejder direkte med kroppen. Vi kunne kalde disse kropsterapier for gymnastikterapier.
Den Anden
Ser vi alene på taleterapierne, er det væsentligt, at det for de fleste af dem gælder, at den Andens tale indvirker på forløbet. Den Anden udgør her en særlig autoritet inkarneret i en bestemt person, her terapeuten. Fælles for næsten alle former for psykoterapier er, at der er en Anden, der i større eller mindre omfang fortæller, hvad klienten skal gøre, eller hvordan tingene skal forstås. Klienten læner sig derfor mere
eller mindre op ad den Anden, som klienten forventer en anerkendelse, en billigelse eller råd fra. Alle vores samtidige psykoterapier er mere eller mindre domineret af den Anden, der skal godtage klientens ord, og som siger: ”Det er godt!”, ”Ja, sådan!” eller: ”Du har forstået det!”
Målet med terapien er en akse, der drejer sig om et grundlag, der kan udtrykkes med udsagnet: Yes, you are ok, I’m ok.
Alle psykoterapier er i den henseende terapier, der behandler vores selvbillede, der har narcissistisk karakter. Det drejer sig om at gengive et narcissistisk betonet jeg sine beherskelsesfunktioner (”Du er ok”; ”Du kan, hvis du vil” osv.). Det sker for øjnene af den Anden, der optræder som spejlmodel for klienten. Terapeuten optræder som et ideal, der giver sin klient de ideer, som denne kan modellere sig eller udforme sin selvforståelse og viden efter.
Der eksisterer således en række terapier, der udfolder sig i henhold til imaget, det narcissistiske image, som kommer klienten i møde fra et ideal, der legemliggøres af terapeuten. Der kan i den sammenhæng peges på ideen om spejlneuroner, der er et hit inden for den terapeutiske verden, idet spejlneuroner skulle sikre, at vi kan spejle os og på empatisk vis leve os ind i hinanden. Der kan også peges på coaching, hvor coachen udgør et særligt ideal, som klienten eller den udøvende kan identificere sig med. Det fremgår f.eks. af det, som Sofia Manning betegner som den overlegne holdning: ”Den overlegne holdning drejer sig om, at du er den af jer, som ved mest inden for området coaching, dvs. at du har noget, som klienten gerne vil have” (Manning: Coaching. Det handler om at stille de rigtige spørgsmål, s. 95) Eller som Stig Kjerulf udtrykker det: ”En coach sælger ikke blot immaterielle produkter, han sælger også sig selv.” (Kjerulf: Basis coaching, s. 26)
Dette er terapier, som finder sted ud fra en identifikation med den Anden, der optræder som et ideal. Det narcissistiske ideal findes
dog også i de kropslige terapier, hvor det tillige kan dreje sig om det sande sproglige udtryk (fremover kaldet signifiant). Primalskriget udfolder sig som en anstrengelse efter at blive genforenet med vores oprindelige, rene og sande signifiant, eller det kan være en terapi, der skal forene os med vores ukendte og/eller hemmelige mantra. I hypnose, i såkaldte afslapningsterapier og alle former for mediterende gymnastik forefindes der altid et ideal hos terapeuten e.l., der overvåger og udleder; et ideal, som det drejer sig om at identificere sig med via suggestion. Den Anden kan således også udfolde sig via kropsterapi i indoptagelsen af terapeutens ideal.
Det kan også ses i gruppeterapier under ledelse af en religiøs guru som f.eks. Jes Bertelsen i Nørre Snede, hvor bl.a. forfatteren Peter Høeg opholder sig. Når Jes Bertelsen leder en fællesmeditation, foregår det med ham som den Anden, og det sker i henhold til hans signifianter, som de mediterende forholder sig korrekt til.
Men lad os vende tilbage til forholdet mellem terapi og psykoanalyse. Jeg startede med at udelukke kropsterapierne fra den zone, der er fælles for psykoterapier og psykoanalyse, men faktisk rummer kropsterapierne en beskæftigelse med drifterne (f.eks. den orale drift), der afsætter en særlig nydelse. Psykoanalysen opererer ikke kun i sproget, som det viser sig i behandlingen, men tillige på nydelsen og seksualiteten i forhold til f.eks. det andet køn og drifterne1 . Der eksisterer således en fælles zone mellem kropsterapi og psykoanalysen, men fortsat er kropsterapierne ok-terapier. ”Din krop er ok, du skal blot lære den at kende”, som det
1. Nydelse er ikke kun forbundet med seksuelle aktiviteter, men også med andre kropslige aktiviteter som maratonløb, fitness og bjergbestigning. En særlig form for nydelse er forbundet med drifterne, der uddybes nedenfor.
siges i det imaginære (narcissistiske), terapeutiske spejlkabinet mellem den Anden (terapeuten) og klienten.
Når terapeuten optræder som den Anden, vil enhver signifiant og enhver sigen kunne udgøre en anledning til identifikation. Hvorfor har Peter Høeg isoleret sig i Nørre Snede? Er det ikke, fordi Jes Bertelsen, hans ideal, befinder sig der? Et sådant udgangspunkt udgør dog ikke alene basis for al psykoterapi, men også for psykoanalysen. Det udgør basis, fordi det ubevidste grundlæggende er formet i henhold til en identifikation med særlige signifianter. Den kommende analysand henvender sig derfor til en analytiker, fordi denne antages at vide, i det mindste hvordan analysanden skal lære at forstå og kende sig selv i henhold til bestemte signifianter, der skulle udgøre særlige nøgler, der åbner for analysanden og dennes selvforståelse.
Dette udgør samtidig en særlig overføring, der grundlæggende bygger på en form for suggestion eller hypnose: Analytikerens udsagn bliver til analysandens sandhed og viden2 . Men da analytikeren forsøger at undgå den narcissistiske overføring, kan man sige, at denne form for hypnose (overføring) får sin reneste form i analysen. Den er i den forstand en ’ren’ hypnose, eftersom det ikke er analytikerens autoritet, men ideen om dennes autoritet, der står centralt, hvorimod selve autoriteten er det væsentlige i rigtig hypnose. Analysen involverer et arbejde med ideen om autoritet og den overføring, som ideen om analytikerens autoritet giver ophav til. Dette arbejde fører dog som regel til en eliminering af ideen herom.
En psykoanalyse udelukker derfor ethvert forsøg på identifikation mellem analysand og analytikeren. Analytikeren afviser som regel
2. Hypnose er måske det tydeligste eks. på en overføring, der bygger på identifikation, idet den hypnotiseredeukritisktagerhypnotisørensordtilsigoggørdemtiletideal,somhan/hunskalrettesigindefter.
desuden ethvert forsøg på at give anerkendelse eller billigelse til analysanden, fordi det lukker analysen inde i en narcissistisk blindgyde. Analytikeren afviser at optræde som den Anden.
Analysen starter i et vist omfang med forestillingen om den Anden, der formodes at vide, men analysens etik peger i en anden retning. Psykoanalysens etik består netop i, at analytikeren giver afkald på at optræde som den Anden. Analysen er i den henseende båret af et særligt ønske hos analytikeren, der er forskelligt fra ønsket om at være den Anden. Dette ønske er gådefuldt. ”Du er mystisk, jeg kan ikke greje dig, jeg tror du bruger mig i et eksperiment” – lyder måske analysandens reaktion herpå. Analytikerens ansigt er et Janus-ansigt: På den ene side ser analysanden et ophøjet ideal, der formodes at vide, og på den anden side et gådefuldt ansigt, der bæres af et mystisk begær. Analytikerens position er således udelukkende bestemt af særegne ønsker, der udelukker den Andens autoritet eller identifikationspunkter for analysanden. Analysens dør åbnes, så at sige, med den Andens ansigt, men foregår inden for døren med et gådefuldt ansigt.
Det er imidlertid kun ved at afvise mulighederne for identifikation, at en analyse kan finde sted. Lige så snart en narcissistisk identifikation sættes i centrum, lukkes der for det ubevidste – det ubevidste, der står centralt i enhver form for terapi og psykoanalysen, selvom terapeuter ofte ikke vedkender sig det. Det ubevidste reduceres til en jagt på idealer. Analytikeren, der afviser dette, åbner derimod for andre af det ubevidstes aspekter (uddybes nedenfor). Det betyder ikke, at der ikke optræder terapeutiske effekter i analysen: Symptomer skifter karakter, lindres, eller nye, mindre belastende symptomer træder i stedet for gamle. Sociale relationer ændrer sig. Det er i mange tilfælde meget vigtigt, men er essentielt noget, der kommer oveni. Analytikerens
position er ikke bestemt af et ønske om at helbrede for symptomer,