Danske albums redigeres af Jan Poulsen og Henrik Marstal
Forsidefoto: Lars Movin
Bagsidefoto: Jan Sneum. Furekåben, Kastrup Fortet på Amager, sommer 1969
Affotograferinger: Niels Plenge
Omslagslayout: Simon Lilholt, Imperiet
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland
ISBN: 978-87-7917-745-1
www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node.
For nogle illustrationer i denne bog har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt vi på nogen måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet, og retmæssige krav i den forbindelse vil ved henvendelse til forlaget blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.
Denne bog er udgivet i samarbejde med
1. Akustisk alkymi
2. Kompromisløst kollektiv 21
3. Fureflip i Klub 27 31
4. Hvis man er gal, så skal man jo på hospital 47
5. Furekåben samles 63
6. En lo-fi-plade bliver til
7. Den gule filthatmand og andre skæve eksistenser
Forord
Som teenager i første halvdel af 1970’erne havde jeg min gang på det forbløffende velassorterede musikbibliotek i Odense, og her faldt jeg over et par ‘mystiske’ plader med en dansk gruppe, der kaldte sig Furekåben. De to plader havde begge en umiskendelig aura af subkultur, undergrund. Den ene var indpakket i et ensfarvet gråt papomslag af den slags, man kender fra gamle 78’ere; der var ingen oplysninger overhovedet, og man skulle helt ind på den røde label på selve vinylen for at finde ud af, hvad det var for noget. Den anden, derimod, var anderledes dragende med et cover, der var håndkoloreret på forsiden og på bagsiden havde en lang tekst, en privat statusrapport eller dagbog af en art, som i sin rablende, poetiske form havde mindelser om nogle af de tekster, man kunne finde på visse af Bob Dylans pladeomslag.
Af skriblerierne på forsiden af den håndkolorerede plade fremgik det, at titlen var Prinsesseværelset. Musikken var optaget af Dansk Folkemindesamling, albummet udgivet af det Aalborg-baserede pladeselskab Spectator Records, og de akustiske klange, der strømmede ud fra rillerne, lød, som kom de fra en anden verden. Det var, som om nogen havde stukket en mikrofon ind i en hule, hvor en flok henførte sjæle, måske et stammefællesskab af en slags, sad og var fuldstændig opslugte af at frembringe
Prinsesseværelset på Nivaagaard, 2025. (Foto: Lars Movin).
en mere eller mindre improviseret musik, et organisk kollektiv af individuelle stemmer, der trommede og fløjtede og klimprede og sang af hjertens lyst. Umiddelbart kunne musikken med dens markante klangkrydderier i form af cello, ordløs korsang og håndspillet slagtøj virke skramlende og strittende i alle retninger, men når ørerne først havde vænnet sig til det anderledes udtryk, stod det klart, at de forskellige elementer var bundet sammen af melodier, strukturer, på forhånd fastlagte forløb.
Inde i kernen af dette tilsyneladende kaos befandt sig en sanger, hvis ytringer var omtrent lige så usædvanlige som musikken og ikke mindre fascinerende. Ordene samlede sig i en fortrinsvis samtidsobserverende poesi befolket af sære eksistenser som Den gule filthatmand (Prinsesseværelset) og Den gennemsigtige mand (det andet album).
Men der var absolut ikke noget hverdagsagtigt over teksterne. Snarere udspillede de sig i et parallelunivers, hvor elementer fra alle tider løb sammen i billeder, der var dyppet i både drømmesyner og surrealistiske motiver, samtidig med at træk fra eventyr og myter også kunne spores. Set fra et vist synspunkt var der vel tale om en slags hippiefolklore. Men teksternes dybde i kombination med ensemblets musikalske mangfoldighed og intensitet rakte langt videre.
Jeg blev kort sagt grebet, og jeg har haft de to pladers helt særegne musikalske univers med i bagagen gennem alle årene. Helt op til i dag, hvor jeg er taknemmelig for, at nærværende bogserie har givet anledning til atter en gang at lægge Prinsesseværelset, Furekåbens debutalbum fra
1970, på grammofonen for nu omsider at forsøge at grave et par spadestik dybere ned i de omstændigheder, der lå bag dette enestående fænomen i nyere dansk musikhistorie: En nærmest ‘hemmelig’ plade, der oprindeligt udkom i blot 500 eksemplarer – plus ét eller to uautoriserede ekstra oplag – og som aldrig officielt er blevet genoptrykt, men som ikke desto mindre har bevaret sin fascinationskraft helt op til i dag og blandt samlere og mange musikelskere ligefrem nyder legendestatus.
Hvad der i de mellemliggende år er kommet til at stå klart, er, at omdrejningspunktet i Furekåben var sangskriveren Hans Vinding, som efter gruppens gradvise udtoning i begyndelsen af 1970’erne videreførte sit arbejde –med nogle af de samme sange – i den gruppe, der først hed Hyldemors Grønsaligheder og siden bare Hyldemor.
Det står også klart, at Vinding specielt i Hyldemor fandt frem til et mere bredt spiseligt musikalsk format, som ikke blot gjorde ensemblet til et af 1970’ernes mere populære danske live-fænomener, men også gav ham selv status som en af den hjemlige folk/beat/rockmusiks mest originale sangskrivere, hvis slidstærke kompositioner i tidens løb har fascineret så forskellige kunstnere som Lone Kellermann og Uffe Lorenzen.
Kellermann fik øje på hitpotentialet i sangen Spring ud, som hun i 1978 inkluderede på det storsælgende album
Før natten bli’r til dag (en titel, der i øvrigt er hentet fra omkvædet til en anden Vinding-sang på samme album, Fuglen er fløjet). Mens Lorenzen i regi af neo-syrerock-ensemblet Spids Nøgenhat hele to gange har fortolket en af
Vindings signatursange, Den gennemsigtige mand, først på live-albummet De sidste her på jorden (2012) og derefter i en studieversion på Kommer med fred (2013).
Hans Vinding var kort sagt en gudsbenådet poet og mangefacetteret kunstner, der slog sine folder i et på én gang galskabsinficeret og nøgternt farvand mellem Bob Dylan, Antonin Artaud og brødrene Grimm. Og så på dansk, hvilket i årene omkring 1970 placerede ham og Furekåben som naturlige arvtagere til Eik Skaløe og Steppeulvene. Folkemindeforskeren Thorkild Knudsen, der fungerede som en slags mæcen for Furekåben, betragtede Vinding som en moderne barde – med henvisning til middelalderens omvandrende engelske sangerpoeter. Og sangeren og sangskriveren Niels Skousen, der i tiden med Skousen & Ingemann flere gange var på plakaten sammen med Furekåben, har udtrykt det på den måde, at Vinding var “nået ind til kernen af det at skrive en sang. En rundgang, stærke punchlines og et omkvæd, der samlede det hele. Han var dybt inde i det, der gik under navnet folk-rock, og han gav det en speciel dansk klang. Hans Vindings sange blander det mytologiske og det personlige på en subtil måde, som er hans poetiske styrke. En poesi som graver dybt i vores sprog og henvender sig til os med billeder af stor skønhed, dybde og relevans. Sange som bliver stående.”
Det citerede udsagn optræder som liner-notes på en posthumt udsendt dobbelt-lp med Hyldemor, Glem det
Udsigten fra Prinsesseværelset på Nivaagaard, 2025. (Foto: Lars Movin)
hele … husk det. Live 79-81 (2023). Men den gruppe, Skousen oprindeligt blev fanget ind af, var Furekåben. Og det er dem, det skal handle om på de følgende sider. En fortælling, som først og fremmest er blevet gjort mulig af en yderst generøs velvilje fra de fem Furekåben-medlemmer, som stadig er iblandt os: Anthony Barnett, Mikkel Bayer, Vivi Jo Heede, Torbjørn Wrang Thomsen og Emmerik Warburg. Tusind tak! Også en stor tak til Hans Vindings søster, Karen Vinding, uden hvem bogen ikke var blevet den samme.
Ligeledes tak for uvurderlig hjælp til en række personer fra miljøet omkring Furekåben og/eller samarbejdspartnere: Jette Arendrup, Niels Damsgaard Hansen, Leif Dione Joensen, Michael Edinger, Kim Fleischer Michaelsen, Rudy Hassing, Helle Høgh, Klaus Karrebæk, Lisbet Knudsen, Henrik Littauer, Kirsten Lund Jensen, Helle Nørregaard, Teddy Petersen og John Teglgaard. En særlig tak til arkivar og samler Claus Rasmussen, hvis diskrete arbejde bag kulisserne i dansk beathistorie gang på gang har vist sig at være af overordentlig stor betydning.
Endelig skal rettes en tak til følgende venlige sjæle, som på forskellige måder har bidraget til belysning af særlige hjørner af beretningen på de følgende sider: Jesper og Anne Gram-Hansen, Peter Georg Jensen og Marianne Rostgaard Evald (alle med berøring til Spectator Records); Torsten Olafsson (Ache); Frank Hindsberg og Mikkel Scharff (Klub 27); Pierre Dørge og Ole Matthiessen (Cadentia Nova Danica); Ole John (filmmager); Michael Buchwald (forfatter, tidligere DR-medarbejder);
Andrew Jensen (DR); Niels Bundgaard (Spillemandsmuseet i Rebild); Andrea Rygg Karberg (Nivaagaards Malerisamling); Mads Harttung (Nivaagaard); Peter Tom-Petersen (Fonden Den Hageske Stiftelse); Johannes Sohlman (Politisk Revy); samt Finn Thybo Andersen, Bea Bjørnsten, Jonas Boeskov, Ole Garde, Jens Jørn Gjedsted, Jakob Lambertsen, Heidi Laura, Nils Rolfgaard, Rasmus Rosenørn, Esben Sneum og Anna Ullman. Desuden ikke mindst tak til Peter Sørensen for støtte hele vejen igennem.
Tidlig version af Furekåben, Hauser Plads i København, begyndelsen af 1969 – fra venstre: Hans Vinding, Torbjørn Thomsen, Vivi Jo Heede, Søren Barfoed og Mikkel Bayer. (Foto: Kim Fleischer Michaelsen).
Kapitel 1
Akustisk alkymi
Vi var så tæt på hinandens trip og vi havde så mange dejlige flip gid tiden stod stille et gyldent minut så det der begyndte aldrig blev slut.
– Hans Vinding: “En mand er landet”
Nogle bands bliver dannet, fordi en guitarist indrykker en notits i et musikmagasin for at finde en bassist og en trommeslager med henblik på at spille noget fed rock. Og så er der de grupper, der opstår ud af mere eventyrlige eller uforklarlige sammentræf, en poetisk nynnen i kosmos, der på en eller anden måde samler sig til noget, som verden aldrig før har set mage, og som manifesterer sig ud af en gemytternes overensstemmelse eller en særlig bølgelængde, som man alt efter temperament kan kalde magi eller tilfældighed.
Furekåben tilhører den sidste kategori. Syv på papiret umage musikere, nogle af dem endda knap nok musikere i ensemblets undfangelsesøjeblik, der finder sammen i en enhed, hvor summen af de enkelte dele vokser til noget, som via et princip om fri improvisation inden for rammerne af nogle rummelige sangstrukturer kan resultere i nye, overraskende udtryk. Udtryk, som ingen af de invol-
verede hver især har været i nærheden af hverken før eller siden. Kollektivets knirkende kreativitet. Akustisk alkymi.
Et sted at begynde kunne være hjemme hos cellisten
Mikkel Bayer, som i slutningen af 1960’erne boede hos sine forældre på en lille vej på Amager kaldet Hagbardvej (i dag Pallesvej). Mikkel Bayers forældre havde mødt hinanden på Kunsthåndværkerskolen, hvor faren uddannede sig til reklametegner og moren gik på keramiklinjen.
I 1960’erne var faren lærer på Skolen ved Sundet, der lå et stenkast fra Hagbardvej, og moren var hjemmegående. Det var et trygt og rummeligt miljø, hvor man ikke nødvendigvis låste døren, og hvor børnene på vejen løb ind og ud hos hinanden. Mikkel gik i realen på Christianshavns Gymnasium – i øvrigt på årgangen under Furekåben-sangerinden Vivi Jo Heede (der gik i klasse med Finn Olafsson fra gruppen Ache). Allerede i teenageårene var han begyndt at spille blokfløjte (sopran, alt og bas), ansporet af morens ambitioner om, at han skulle blive klassisk musiker. Selv drømte han om at spille trompet, men en sanglærer, hr. Lusti, fik overbevist moren om, at drengen ikke havde lunger til det krævende blæseinstrument, og fik ham i stedet sporet ind på celloen.
En dag kom et par unge mænd på besøg.
“Min mor havde en veninde, der boede længere henne ad vejen,” fortæller Mikkel Bayer. “Hun havde to børn, Marianne og Jesper Dalhoff, og på et tidspunkt flyttede de op til Nivå, fordi Jesper var kommet ind på Helsingør Gymnasium. Jesper var vist lidt lun på min søster, Trine, eller også savnede han bare sit gamle kvarter, i hvert fald
benyttede han enhver lejlighed til at komme på besøg. En dag havde han et par af sine nordsjællandske kammerater med, og det var så Hans og Torbjørn. De var lidt ældre end mig og havde været i Indien og alt muligt, så det var ret spændende. De spillede også musik. Hans havde en fem-strenget banjo med, og Torbjørn en guitar, og jeg sad jo der med min cello, så vi begyndte at spille lidt sammen. Og det blev vi ved med, i starten vistnok mest fordi Hans nu var blevet varm på min søster. De endte da også med at blive kærester.”
Den oprindelige konstellation af det, der skulle blive til Furekåben – trioen Mikkel Bayer, Hans Vinding og Torbjørn Thomsen – fik sit første job i midten af november 1968, da de via nogle af Mikkel Bayers fars bekendte blev inviteret til at spille ved åbningen af en udstilling af kunstnersammenslutningen PRO på Charlottenborg. Ved den lejlighed havde trioen allieret sig med et par korsangere fra Trine Bayers klasse på Christianshavns Gymnasium, Anne Dorthe Stampen og Moni Walbom.
På det tidspunkt var Vivi Jo Heede – der som nævnt gik i en klasse over Mikkel Bayer – imidlertid også så småt ved at komme ind i kredsen, idet hun og Mikkel færdedes i nogle af de samme cirkler. Blandt andet kom de i sommermånederne på et mødested i Amager Strandpark, der blev kaldt Syren, fordi det lå ved siden af syrefabrikkerne og lossepladsen. Og så var de også begge med i et musikensemble på gymnasiet, som i slutningen af året skulle en tur til England for at optræde.
“Da vi havde haft den sidste øver på skolen inden
Frank Tashlins bog fra 1946, der inspirerede til navnet Furekåben: “a silly man who needs a shave and wears a fur coat”.
afrejsen,” husker Vivi Jo Heede, “tog jeg med hjem til Mikkel, og pludselig kom Hans og Torbjørn ned ad trappen. De var åbenbart på besøg. Vi kendte ikke hinanden, men vi sad og fik morgenmad og snakkede, og så blev vi enige om, at det kunne være sjovt at lave et orkester. Og da vi kom hjem fra England, var det bare sådan … Jamen, så gør vi det!”
Det var også hjemme hos Mikkel Bayer, at navnet Furekåben opstod. Mikkel havde en gammel børnebog, The Bear That Wasn’t (1946), som han var vild med. Den var skrevet af den amerikanske animator Frank Tashlin, som især var berømt for sine bidrag til de populære tegnefilm i serierne Looney Tunes og Merrie Melodies. Men ved siden af filmene havde han også udgivet en lille hånd-
fuld bøger, og med historien om bjørnen, der gik i vinterhi for at vågne op til en højt industrialiseret verden, havde
Tashlin skabt en moderne fabel eller allegori med blivende værdi, fordi den appellerede lige meget til børn og voksne.
I bogen vågner bjørnen op fra sin vintersøvn og opdager, at der er blevet bygget en enorm fabrik rundt om den hule, hvor den har sovet. Og da den forsøger at finde vej ud af fabrikken, bliver den standset af værkføreren, som tror, at der er tale om en doven arbejder med en usædvanlig kraftig kropsbehåring. Herefter følger et kafkask mareridt, hvor bjørnen må stå skoleret over for den ene højere rangerende chef efter den anden, som alle affejer dens påstand om, at den er en bjørn og ikke et menneske, idet de insisterer på, at den blot er “a silly man who needs a shave and wears a fur coat”.
Det var ud af denne passage, at Mikkel Bayer, Hans Vinding, Torbjørn Thomsen og Vivi Jo Heede hentede ordet “fur coat”, som de fordanskede til “furekåbe”. Samtidig adopterede de i nogen grad bogens absurdistiske, satiriske og kritiske blik på voksentilværelsen og den moderne verden i det hele taget. En attitude, de på forskellige måder hver især tog med sig videre i livet.
