Niels Otto Raasted
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 1
03.08.2026 14.05
danske komponister
1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Else Marie Pade af Henrik Marstal 4: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup 6: Emil Hartmann af Inger Sørensen 7: Paul von Klenau af Steen Chr. Steensen 8: Victor Bendix af Jens Cornelius 9: Bent Lorentzen af Lars Ole Bonde 10: Otto Malling af Mikael Garnæs 11: Thorvald Aagaard og Oluf Ring af Povl Chr. Balslev 12: Tekla Griebel Wandall af Thomas Husted Kirkegaard 13: Bernhard Christensen af Peder Kaj Pedersen 14: Leif Kayser af Jørgen Ellegård Frederiksen 15: Finn Høffding af Bertel Krarup 16: Emil Reesen af Jens Cornelius 17: Diderik Buxtehude af Karl Aage Rasmussen 18: Rued Langgaard af Bendt Viinholt Nielsen 19: Johan Adam Krygell af Jørgen Hansen 20: Poul Schierbeck af Christine Canals-Frau 21: Johannes Frederik Frøhlich af Lisbeth Ahlgren Jensen 22: Ebbe Hamerik af Eva Hvidt 23: Axel Borup-Jørgensen af Anne E. Holm 24: Jørgen Bentzon af Bertel Krarup 25: Jacob Gade af Toke Lund 26: Jørgen Plaetner af Jonas Olesen 27: Peter Erasmus Lange-Müller af Jens Cornelius 28: Niels Otto Raasted af Mikael Garnæs Flere titler er under udarbejdelse. Bogserien Danske Komponister er startet på initiativ fra Magister Jürgen Balzers Fond
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 2
03.08.2026 14.05
DANSKE KOMPONISTER
Niels Otto Raasted 1888-1966
Af Mikael Garnæs
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 3
03.08.2026 14.05
Danske Komponister 28: Niels Otto Raasted Af Mikael Garnæs © Forlaget Multivers ApS, 2026 1. udgave, 1. oplag 2026 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Forsidefoto: Peter Elfelt, 1926. Det Kgl. Bibliotek Omslag: Anton Ian Nielsen Sat hos Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2025 ISBN: 978-87-7917-691-1 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Udgivelsen er støttet af: AUGUSTINUS FONDEN
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 4
03.08.2026 14.05
INDHOLD EN NY DOMORGANIST
7
AD OMVEJE TIL MUSIKKEN
13
KONSERVATORIET I KØBENHAVN
20
LEIPZIG
26
ODENSE – EN KOMPONIST FOLDER SIG UD I PROVINSEN
35
DOMORGANIST I KØBENHAVN
48
HAMSKIFTE
59
DOMORGANISTEN OG HANS KREDS
66
BESÆTTELSE
78
DEN TYSKE FORBINDELSE
83
BEFRIELSE
91
FREMMED I EN NY VERDEN
98
OMVÆLTNINGER
108
EFTERMÆLE
118
TAK
124
NOTER
125
SELEKTIV VÆRKFORTEGNELSE
128
LITTERATUR
139
DISKOGRAFI
142
VÆRKREGISTER
145
PERSONREGISTER
146
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 5
03.08.2026 14.05
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 6
03.08.2026 14.05
EN NY DOMORGANIST I foråret 1924 skulle Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke, have ny domorganist. Det var landets fineste organistembede, og hvis det gik efter anciennitet og anseelse, som det plejede, regnede alle med, at stillingen ville gå til P.S. Rung-Keller, velmeriteret organist ved Vor Frelsers Kirke, dirigent og lærer ved musikkonservatoriet. Han blev anset for tilhænger af Thomas Laubs reformbevægelse, tidens førende kirkemusikalske strømning, og med sine 45 år havde han en passende alder til en topstilling. Et stort flertal på ni medlemmer af menighedsrådet indstillede da også Rung-Keller til embedet, og biskoppen støttede valget. Men det var ikke menighedsrådet, der bestemte – afgørelsen lå i hænderne på kirkeminister N.P.L. Dahl fra Thorvald Staunings nytiltrådte socialdemokratiske regering. Og han besluttede sig for noget andet. Den 8. juli blev det offentliggjort, at embedet som domorganist var blevet besat med den 36-årige Niels Otto Raasted, organist ved Vor Frue Kirke i Odense, som var blevet nummer to ved menighedsrådets afstemning med fire stemmer. Afgørelsen vakte en del opsigt, og aviserne interesserede sig for sagen. Man interviewede et menighedsrådsmedlem fra Vor Frue Kirke, der undrede sig over, at ministeren kunne gå imod menighedsrådets flertal, og som mente, at Raasted var for ung til embedet.1 Avisen København skrev omvendt: ”Dygtighed har ingen Alder […] N.O. Raasted har i sin fleraarige Odensevirksomhed stadig ladet høre fra sig ikke alene som en dygtig Orgelspiller, men ogsaa som en særdeles talentfuld Komponist, en Egenskab, der vil være af betydelig Værdi for Indehaveren af Hovedstadens mest ansete Organistembede.”2 Kirkeminister Dahl udtalte: ”efter alt hvad der foreligger, har [jeg] maattet anse ham for den i musikalsk Henseende bedst kvalificerede til det ledige Embede”.3 Ministeren tilføjede, at man jo ville beholde Rung-Keller i København, hvor han i forvejen havde et førsteklasses organistembede, og at Raasteds En ny domorganist ∙ 7
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 7
03.08.2026 14.05
forflyttelse ville tilføre hovedstaden et nyt og velkomment initiativ. Det var en overraskelse, at N.O. Raasted kunne få det prestigefulde embede som domorganist, men nogen ukendt skikkelse i Københavns musikliv var han dog ikke. Han var født i byen og havde taget eksamen fra konservatoriet, men de afgørende musikalske impulser havde han fået gennem sine videregående studier i Leipzig hos komponisten Max Reger og organisten Karl Straube. I de ti år, han havde virket i Odense, havde han været en hyppig koncertgiver i hovedstaden, både som komponist og som orgelsolist. Men han var – og forblev hele livet – lidt af en fremmed fugl i det københavnske musikliv. Frem for alt var der blandt toneangivende kirkelige kredse en mistanke om, at han ikke stod på den rigtige side af tidens vigtigste strid, den om Thomas Laubs reformbestræbelser. Da den nye domorganist skulle tiltræde sit embede 1. september, var Nationaltidende på pletten med et kritisk interview. Journalisten gik lige til sagen: – De er indstillet af en Del af Domsognets Menighedsraad, der frygtede Indførelsen af Laubsk Kirkesang, – hvordan stiller De Dem da til Laubs Arbejde? – Det er til en vis Grad med Urette, man tager mig til Indtægt for den anti-Laubske Retning, svarer Domorganisten. Jeg nærer stor Beundring for Laubs enestaaende Indsats i dansk Kirkemusik, uden at jeg dog kunde tænke mig hans Idéer ført ud i deres yderste Konsekvenser, f.Eks. anser jeg det for tvivlsomt, om vekslende Rytme kan gennemføres i en dansk Gennemsnits-Menighed. løvrigt synes jeg, der maa kunde være Rum for flere Anskuelser m.H.t. det kirkemusikalske, saadan at den Laubske Retning og Leipziger-Retningen, som jeg vel nærmest tilhører, kunde trives Side om Side og gensidig befrugte hinanden.
8 ∙ N.O. RAASTED
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 8
03.08.2026 14.05
– Stiller De strenge Fordringer til, hvad der er musikalsk forsvarligt i en Kirke, eller gaar De med til, hvad Menigheden er glad ved at synge, – om det saa er Melodierne fra de gudelige Forsamlinger? – Menigheden, ja, hvem er Menigheden? Hvis f.Eks. tyve Mennesker kommer til Præsten for at faa en Melodi indført, medens andre, flere eller færre, synes, at deres Gudstjeneste vilde blive profaneret derved, er saa de tyve Menigheden, eller de, som føler deres Sømmelighedsfølelse krænket? Den bedste Løsning vilde sikkert være, at Menigheden viste Præst, Organist og Kantor den Tillid, at den lod dem ud fra deres særlige Kendskab søge at finde det, der sømmer sig for en smuk og værdig Gudstjeneste.4 Med disse betragtninger markerede den nye domorganist klart, at han ikke havde tænkt sig at rette ind efter tidens ideologi. Hans appel om, at der må være plads til flere anskuelser, og de bløde bemærkninger om, at det var uklart, hvem der udgør menigheden, faldt dog på stengrund hos de ideologisk stålsatte laubianere, der siden dannelsen af Samfundet Dansk Kirkesang i 1922 med stadig større kraft overtog dansk kirkemusik. Først mange år senere er der i 2021 fundet breve, der dokumenterer, at det var selveste Carl Nielsen, der havde trukket i trådene og bag kulisserne sørget for, at Raasted blev udnævnt til domorganist. Carl Nielsen stod i de år på toppen af sin karriere. Han var en magtfuld person i dansk musikliv og var ikke bange for at bruge sin indflydelse. Nielsen havde kendt N.O. Raasted siden 1913, hvor den unge Raasted havde ledsaget sin lærer, den berømte tyske organist Karl Straube, ved hans besøg i København. Carl Nielsen havde ved den lejlighed været dybt betaget af Straubes spil og overvejede for første gang at skrive orgelmusik, hvilket han dog først begyndte på langt senere i livet. I de følgende år havde Nielsen ved flere lejligheder understøttet Raasted, og de var sammen ved en musikfestival En ny domorganist ∙ 9
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 9
03.08.2026 14.05
i Frankfurt 10.-18. juni 1924, hvor de begge fik værker opført, og Raasted desuden optrådte som organist. I Raasteds notitskalender, som han førte gennem det meste af livet, kan man læse, at de var i byen sammen og i formodentlig opløftet stemning besluttede at blive en dag længere, så Raasted kunne give en privat koncert for Carl Nielsen. Måske var det en slags uofficielt prøvespil for domorganistembedet i København, for i hvert fald noterer Raasted 20. juni: ”Telegraferet til Carl Nielsen om Embedet i Frue”. Carl Nielsen opsøgte ministeren for at tale Raasteds sag. Første gang gik han forgæves, men anden gang traf han ministeren, og 8. juli skriver Carl Nielsen til Raasted: Det var meget interessant at føre denne Sag igennem. Det skal jeg engang fortælle Dem nærmere om, men jeg er glad at det gik saaledes og Sagen hang i et Haar, dog et stærkt, thi Ministeren var stemt for Dem, men sagde selv at han gerne vilde have Støtte, hvortil jeg svarede at jeg skulde gerne lægge Ryg til ifald der kom Kritik hvad jeg dog absolut ikke troede. Saa sagde han ”Saa takker jeg Dem, betragter Sagen som afgjort og lader den nu gaa ind til Fuldmægtigen til Udførelse.” Senere fik jeg gennem Telf. Tilladelse til at være den første som meddelte Dem om det lykkelige Udfald.5 Raasted beskrev mange år senere dette forløb på en måde, der afviger fra Carl Nielsens fortælling. I et manuskript med titlen ”Domkirken” erklærer Raasted mod bedre vidende: ”Carl Nielsen havde faktisk ikke rørt en Finger i den Anledning, saa de Bebrejdelser, man fra anden side rettede mod ham, var altsaa ganske ugrundede.”6 Raasted forblev i embedet i 34 år, længere end nogen anden organist i Vor Frue Kirke siden J.P.E. Hartmann. Han var selv som 12-årig med til J.P.E. Hartmanns begravelse i Vor Frue Kirke, mange år inden han selv skulle blive domorganist. Det kunne han af gode grunde ikke ane noget om, da han sad 10 ∙ N.O. RAASTED
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 10
03.08.2026 14.05
Værdighed, følsomhed og bortvendt blik: Niels Otto Raasted, komponist og domorganist
blandt Thorvaldsens skulpturer ved nationalkomponistens begravelse, men som voksen reflekterede han gerne over de skjulte sammenhænge i tilværelsen og tilfældighedernes betydning, og han fandt det værd at nævne i sine erindringer. Også uden for kirken skulle N.O. Raasted sætte sig markante aftryk. I 1925 stiftede han Bach-Foreningen og var dens formand til foreningens ophør i 1945, hvor Bachs musik på en helt anden måde end ved stiftelsen var integreret i musiklivet. Han var en søgt orgellærer og uddannede en række af den følgende generations førende organister, og med sine administrative evner var han desuden medlem af en række bestyrelser og foreninger, ikke mindst Koda, selskabet til varetagelse af komponisternes økonomiske rettigheder, som han var formand for fra 1937-64. Hans værkliste som komponist nåede op på 116 opusnumre: Symfonier, kammermusik, klaverværker og vokalværker foruden den store mængde orgelmusik og anden kirkelig musik, man i dag mest husker ham for. Dertil kom en meget aktiv virksomhed som koncertorganist. Ifølge hans efterladte notesbog spillede han i sin karriere omkring 750 orgelkoncerter i Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, Island og Belgien. Og alligevel var der ofte kontroverser omkring Raasted. Han var og blev en kantet og ubekvem person, der ikke altid var nem at omgås og ikke gerne lyttede til andre. Hans selvstændighed, for ikke at sige egenrådighed, var både en styrke og en svaghed. Den senere kongelige kaEn ny domorganist ∙ 11
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 11
03.08.2026 14.05
pelmester John Frandsen, der i 1938 blev organistassistent for Raasted, sagde mange år senere om ham: ”Der er næppe det onde, der ikke er sagt om Raasted i årenes løb. Var der noget, den frelste skare kunne forenes i, var det at latterliggøre Raasted, hvilket jeg fandt helt urimeligt. Han var en god orgelspiller og gjorde en stor indsats på det sted, hvor han var sat.”7 Den nye domorganist medbragte også nogle lig i lasten, hvoraf nogle blev offentligt kendte, andre forblev familiære problemer. De tyske forbindelser skulle blive frugtbare i mange henseender, men også give ham problemer under nazitiden og besættelsen. Hans ægteskabelige forhold var særdeles omtumlede, men det forblev i privatsfæren. I september 1924 så fremtiden lys ud for Raasted. Interviewet i Nationaltidende slutter med ordene: ”Vor Samtale er endt. Domorganist Raasted gaar ung og spændstig bort til det ventende Arbejde, til sin Plads som Weyses og J. P. E. Hartmanns, Otto Mallings og Gustav Helsteds Eftermand i Landets Hovedkirke.”8
12 ∙ N.O. RAASTED
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 12
03.08.2026 14.05
AD OMVEJE TIL MUSIKKEN Det blev ikke sunget ved Niels Otto Raasteds vugge, at han skulle blive musiker. Han blev født 26. november 1888 i København, og familien tilhørte hovedstadens velstillede borgerskab. Faren Niels Christian Jensen (1861-1905) var medindehaver af et af byens største smøreksportfirmaer. Hans familie stammede fra landsbyen Raasted ved Randers, og 7. november 1904 aflagde han sammen med hele sin familie efternavnet Jensen og tog navneforandring til Raasted. Han var en dygtig og anset forretningsmand og tilhørte et samfundslag, hvor musik måske nok var en passende fritidsaktivitet, men på ingen måde en mulig levevej. Faren var en streng mand og et dominerende familieoverhoved, som Niels Otto frygtede og samtidig anglede efter accept hos.9 Niels Otto var nummer to i en søskendeflok på fire. Den ældste søn, Svend Ove, var handelsuddannet som sin far, men forlod hjemmet ret hurtigt. Han emigrerede i 1925 til USA, hvor han ernærede sig som forfatter og foredragsholder. Senere var han med til at grundlægge en religiøs sekt. Den fortabte storebror blev, om ikke skrevet ud af familien, så dog gjort godt og grundigt betydningsløs. Til trods for at brødrene havde levet sammen i de første godt 10 år af Niels Ottos liv, skrev han senere i sine erindringer, hvor han omtaler sig selv i tredjeperson: ”Den halvtredie Aar ældre Broder fik liden eller ingen Betydning for hans Udvikling, da Broderen kort efter sin Confirmation kom i Handelslære og aldrig senere var bosiddende i Hjemmet ret længe ad Gangen.”10 De to døtre, tvillingesøstrene Gerda og Ellen, blev født syv år efter Niels Otto. Han beskriver sig selv som: ”en lille køn og ret opvakt Dreng med et iltert og hidsigt Temperament (en Egenskab, der senere voldte ham mange Kvaler) i besiddelse af stor Videbegærlighed og en egen rastløs ”Søgen Kundskaber”, som tidligt indbragte ham rosende Anerkendelse hos Faderen, der gerne tydede Drengens mer eller mindre geniale Spørgsmaal som Ad omveje til musikken ∙ 13
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 13
03.08.2026 14.05
Tegn paa en god Forstand!”11 Moren Dagmar (1860-1947) var ikke slet så materielt orienteret som sin mand. Niels Otto var hendes øjesten, og i de bevarede breve kan man tydeligt se, at han elskede hende højt. Han blev forkælet af hende, og da faren døde i 1905, kom Niels Otto til at indtage rollen som sin mors nærmeste fortrolige og rådgiver. Det var et privilegeret og komfortabelt miljø. Om vinteren boede familien i et af de bedre kvarterer på Gammelholm i Holbergsgade nr. 7, og om sommeren lå man på landet ved Skovshoved. Senere købte familien en villa i Charlottenlund, hvor de boede indtil farens død. På et tidspunkt i slutningen af 1890’erne købte faren sammen med sin kompagnon og et par andre forretningsforbindelser godset Store Restrup mellem Aalborg og Nibe, og så rejste familien til Jylland om sommeren og tilbragte ferien på godset sammen med venner og bekendte, indtil det 3-4 år senere igen blev afhændet. I et interview i anledning af sin 50-års fødselsdag fortalte han en anekdote fra sin barndom: Far var en nøgtern Forretningsmand; efter sin Tid var han velsitueret. Han var ikke det fjerneste paaholdende. Men han kunde ikke udstaa, at noget gik til Spilde. Jeg husker en Dag. Vi fulgtes gennem Grønningen. I Sjask og Søle. Pludselig opdagede jeg en Toøre liggende i Snavset. Jeg syntes ikke, det var værd at grise Fingrene til med at tage den op, og sagde: ”Aah, det er bare en Toøre.” Men saa tog Far fat: ”Maa jeg være fri for, at du ringeagter Penge, min Dreng. Ser du: en Pengesum, den være sig nok saa beskeden, repræsenterer et Stykke udført Arbejde, og selvom du ikke har udført dette Arbejde, saa skal du vise det den Respekt, at du ikke ringeagter Arbejdets Resultat”. Det har jeg aldrig kunnet glemme.12 Materielle goder skortede det ikke på. Derimod var der ikke megen interesse for kultur eller religion i hjemmet. Børnene fik 14 ∙ N.O. RAASTED
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 14
03.08.2026 14.05
dog klaverundervisning, som det hørte sig til i de bedre kredse. Niels Ottos første klaverlærer var en Frk. Ohnmeyer, der var en bekendt af familien. Raasted huskede senere: ”Med denne – hvad Musiken angaar – lidet kundskabsrige Dame spillede han i et Par Aar uden at drive til noget synderligt; først under hans senere Lærerinde Frk. Augusta Jürgensen fik han Øjet op for sin egen Begavelse og fik en ikke ringe Forstaaelse af Musikens Dyder.”13 Han sang desuden i Gammelholm Latin- og Realskoles drengekor, og det gav ham i 1897 hans livs første store musikalske oplevelse. Raasted beskrev skolens musiklærer, hornist i Det Kgl. Kapel Jens Mikkelsen, som ”en usædvanlig Begavelse.”: Han formaaede at faa os uvorne Knægte interesserede i Sangtimerne, saa at disse ikke blev til det, de ellers ofte blev til i Skolens Timer, i hvilke det blot gjaldt om at lave Halløj. Men vi fik os dygtiggjort saa vidt, at vi ved Førsteopførelsen af Carl Nielsens Korværk ”Hymnus Amoris”, i hvilket der forekommer et Drengekor, der har stor Betydning for Helhedsindtrykket, kom til at udføre dette vigtige Afsnit af det storladne Værk. Vi blev – halvtreds Mand høj – udvalgt af Skolens samlede Kor og gik i Gang med Indstuderingen af denne Musik, som vi ganske vist ikke forstod et Muk af, men som vi, takket være vor fortræffelige Lærers opildnende Vejledning, efterhaanden kom til at elske […] Da vi var saa vidt fremme med Indstuderingen, at Hr. Mikkelsen syntes, vi var nogenlunde præsentable, dukkede en Dag en lille venligt udseende Mand op i Gymnastiksalen for at høre paa os. Det var altsaa Værkets Komponist, som vi havde hørt saa meget om, selve Carl Nielsen. Oprigtigt talt: vi var lidt skuffede. Alle havde vi jo forestillet os om den Mand, der havde skabt saa storladen Musik, meget anderledes. Vi kunne ikke forsone os med, at han lignede et almindeligt Menneske, men da han begyndte at tale til os, gik det vist op for de fleste af os, Ad omveje til musikken ∙ 15
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 15
03.08.2026 14.05
at han ikke var noget almindeligt Menneske, og da vi til Generalprøven henne i Koncertpalæets store Sal oplevede ham i Spidsen for det store Kor og Orkester – vi var jo kun en lille Del af det hele – blev det først klart for os, at vi var med til noget overordentligt. Her var det, at det dæmrede for mig: om du engang kunne komme til at frembringe Musik. Det vilde være det skønneste af alt, syntes jeg, og denne Tanke laa saa længe i mit Sind, at den omsider fik Mod til at tage Form, og mange Aar senere tog jeg saa den afgørende Beslutning og blev Musiker.14 Men at hellige sig musikken kunne der i første omgang slet ikke blive tale om; faren krævede, at han uddannede sig til et erhverv, han kunne leve af. Det længste, han kunne strække sig i retning af at imødekomme drengens kunstneriske ambitioner, var en uddannelse som guldsmed. Efter skolen blev det derfor til 5 års læretid og arbejde i guld- og sølvsmedefaget. Ud over sin musikalske begavelse havde Niels Otto også talent for at tegne, og det var disse evner, faren efter en del hovedbrud havde valgt skulle danne basis ved valget af uddannelsen. Det var lange arbejdsdage, op kl. 5, møde på værkstedet kl. 6:30, arbejde til kl. 17, en hastig middag, og derefter på teknisk skole 18-20, hvor han tegnede og modellerede. Musikken blev sat i bero, der var blot tid til en smule klaverundervisning. Efter endt uddannelse blev han i 1907 sendt til Wiesbaden og blev ansat hos hofjuvelerer Julius Herz. Nu var han tilsyneladende kommet på rette vej, men skæbnen ville, at Wiesbaden havde et blomstrende musikliv, som han kastede sig ud i med entusiasme. I byens kurhus var der mulighed for at høre orkesterkoncerter og kammermusik, og på den kongelige opera havde man et fint orkester og fremragende sangere. Her oplevede han for første gang Wagners operaer, og den berusende musik fik ham til at udbryde, at Wagner ragede højt over alle de andre store, ”der dog synes så middelmådige i sammenligning.”15 Ikke nogen ualmindelig reaktion i datiden, og et af 16 ∙ N.O. RAASTED
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 16
03.08.2026 14.05
Den unge Raasted
mange stød, der fik et modtageligt sind til at ændre retning. Niels Otto fandt sig hurtigt en ven, en ungarsk violinist ved navn Ernst Lorenz, som han flyttede sammen med. De to tilbragte enhver ledig stund med at musicere, synge i mandskor og gå til koncerter. Niels Otto blev flydende i tysk. Han studerede flittigt musikteori på egen hånd. Han anskaffede sig en fint indbundet nodebog, som fik titlen ”Musik theoretische Arbeiten” og blev fyldt med teoretiske øvelser. Bogen indeholder også afskrifter af lange passager fra J.C. Lobes Lehrbuch der musikalischen Komposition. Samtidig passede han sit arbejde i guldsmedeforretningen. Det var brydningsår for den unge Raasted, som gik rundt med uklare ønsker og forventninger til livet. At han allerede i sine tidlige 20’ere havde meget høje karriereambitioner, men endnu ikke nogen klar forestilling om, hvordan de skulle indfries, kommer tydeligt frem i en påbegyndt selvbiografi ”Optegnelser om ydre og indre Rørelser i mit Liv”, dateret 15. januar 1910. Her spørger han sig selv, om han ”vil faa indgribende historisk Betydning”, det ”er mig endnu ikke ganske klart – og er vel heller næppe bestemt afgjort endnu!”.16 Han beskriver sit hidtidige livsforløb og giver en karakteristik af sig selv, hele tiden i tredjeperson: Ad omveje til musikken ∙ 17
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 17
03.08.2026 14.05
Hans mærkelige Utilnærmelighed gjorde sig allerede gældende i Skoletiden; han havde faa Venner – i Grunden kun en enkelt, som Fællesinteresser senere, da Skolen var forbi, bandt ham til. – I skolen var det ikke – som senere – en bevidst, villet Afsondrethed, men Drivkraften var dog sikkert den samme, der senere hen i Livet bevirkede, at han havde saa faa Venner: Blandt sine jævnaldrende traf han ikke de Interesser, der optog ham – til Dels ogsaa Frygten for at blive lét ud netop paa Grund af sine Interesser for Musik, Billedkunst og Litteratur – de voldsomme Lege, Sport etc. laa ikke rigtigt for ham. Vel blev han senere en ivrig Cyklist og er nu en lidenskabelig Fodgænger, men alligevel – det stillesiddende, rolige havde dog mere hans Sympathi!17 Som han selv erkender, var han en enspænder, men også et menneske med et rigt indre liv og en glubende interesse for kunst i mange former. Han reflekterede over sit liv og sit arbejde, og nåede efterhånden toppen af det, der skulle blive hans nye profession ved hjælp af flid og talent, selv om han kom sent i gang. Faren var død i 1905, kun 44 år gammel. Med denne styrende kraft fjernet fra sine skuldre, modnedes Niels Ottos ønske om at skifte livsbane fra guldsmed til musiker. Men der var jo det med pengene, og opmuntret af Lorenz tog han mod til sig og skrev den 21. november 1908 fra Wiesbaden hjem til sin mor og bad om understøttelse: ”Naar jeg sammenligner de to Livsopgaver: at opelske Menneskers Luksustrang og Pyntesyge og den, at glæde og forædle andre kan jeg med min bedste Vilje ikke faa ind i mit Hoved, hvordan jeg har kunnet tro, at den første skulle være den rigtige for mig.”18 Moren ikke blot godkendte det, men sagde tilmed, at hun ville betragte det som en stor lykke for ham ”at komme til at arbejde paa en så ideel Opgave, den at glæde og berige Mennesker gennem Musikken i Stedet for at arbejde for at tilfredsstille deres Forfængelighed”.19 Da brevet kom, fejrede Raasted det sammen med Lorenz i overstrømmende begejstring med pølse, ost, rødvin og cigarer. Så meldte spørgsmålet sig, hvor uddan18 ∙ N.O. RAASTED
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 18
03.08.2026 14.05
nelsen skulle foregå. Ernst Lorenz mente at kunne skaffe ham en friplads på Wiens konservatorium, hvor han havde forbindelser, men det viste sig, at den kun kunne søges af østrigske statsborgere. Raasted rejste derfor hjem til København og gik til optagelsesprøve på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hovedfaget skulle være orgel, skønt han aldrig, ikke engang forsøgsvis, havde rørt et orgel, og han ønskede sig Vor Frue Kirkes organist, konservatoriets daværende direktør Otto Malling, som lærer. Efter eget udsagn fumlede han bravt i det, da han skulle improvisere på det lidet charmerende lille orgel, man den gang rådede over på konservatoriet, og det var da også med nogen betænkelighed, at Otto Malling gav sit tilsagn. ”Ja, om De kan tage den Examen, kan vi ikke sige noget om, men nu kan De jo prøve!”20 Det skulle Malling ikke sige to gange. Raasted indfandt sig på konservatoriet i september 1909 og kastede sig med glødende ildhu over studiet.
Ad omveje til musikken ∙ 19
Niels Otto Raasted - Danske Komponister.indd 19
03.08.2026 14.05