Issuu

MOD SAINTE-BEUVE

IJ, FSC www.fsc.org

MIX Papir I Stetler ansvarligt skovbrug

FSC® C115691

Produktionen af denne bog har udledt 723 g CO2æ. Udledningen er beregnet med ClimateCalcTM og kompenseret gennem South Pole.

MARCEL PROUST

MOD SAINTE-BEUVE Oversat fra fransk af Henning Goldbæk og Jørn Boisen

MULTIVER S

MOD SAINTE-BEUVE Af Marcel Proust Oversat fra fransk af Henning Goldbæk og Jørn Boisen © Forlaget Multivers ApS, 2026 1. udgave, 1. oplag 2026 Originaltitel: Contre Sainte-Beuve Udgivet 1954 af Éditions Gallimard. Omslag: Emil Stephensen Redaktion: Frederik Tøt Godsk, Laura Priyanka Tryk: Totem Printed in EU 2026 ISBN 978-87-7917-073-5 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN AUGUSTINUS FONDEN

Indhold

Oversætterens forord

Forord

Søvn

Værelser

Dage

Grevinden

Artiklen i Le Figaro

Solstrålen på balkonen

Samtale med mor

Sainte-Beuves metode

109

Gérard de Nerval

139

10: Sainte-Beuve og Baudelaire

155

11: Sainte-Beuve og Balzac

187

12: Monsieur de Guermantes’ Balzac

225

13: Den fordømte race

247

14: Navne

271

15: Tilbage til Guermantes

291

Konklusion

311

Slutnoter

325

Oversætterens forord

Dybest set er der kun et enkelt værk, der tæller i Marcel Prousts bibliografi: På sporet af den tabte tid. Det er så til gengæld et på alle måder monumentalt værk: Ikke blot verdens længste roman, men også et af verdenslitteraturens hovedværker. Sammen med James Joyce kom han til at definere modernismens to yderpunkter – den horisontale kortlægning af nuet og sproget hos Joyce, den vertikale dybdeboring i den menneskelige erindring hos Proust – de to søjler, som det 20. århundredes litteratur hviler på. Intet ville være det samme uden Proust og Joyce. Da Marcel Proust døde i november 1922, var kun de første fire af værkets i alt syv bind udkommet. Det sidste bind, Den genfundne tid, blev først udgivet fem år efter hans død. Selv hvis Proust ikke var død, er det næsten umuligt at forestille sig, at han skulle skrive en 2’er, ligesom det er svært at forestille sig Dante skrive en opfølgning på Den guddommelige Komedie. På sporet er ligesom de gotiske katedraler, der så ofte optræder i værket, en model af det uendelige univers, en struktur så

overvældende, at man ikke kan overskue den på én gang, men som holdes sammen af en indre, åndelig enhed. Der var ikke noget at tilføje. Til gengæld havde Proust skrevet en hel del, inden han begyndte sit arbejde med På sporet. Han var en flittig bidragyder til franske aviser og litterære tidsskrifter. I 1896 udgav han Glæder og dage, en blanding af noveller, prosadigte og portrætter, den første etape i hans analyse af mennesket som socialt væsen, defineret af forfængelighed, sociale ambitioner og kærlighedskvaler. Det er et elegant, men også letbenet og distanceret værk, og det blev ikke den succes, som Proust havde håbet. Efter skuffelsen med Glæder og dage begyndte han på et ambitiøst romanprojekt, Jean Santeuil, som han efter tre år og 1000 sider til sidst opgav i 1899. Han kunne ikke få det til at hænge sammen, og han begyndte at tvivle på, om han overhovedet havde talent. ”Skal jeg skrive en roman, et filosofisk studie? Er jeg romanforfatter?” spurgte han i sine notesbøger. For at få finindstillet tanke og sprog oversatte han to bøger af den engelske kunstkritiker John Ruskin, The Bible of Amiens og Sesame and Lilies, der udkom i Frankrig i henholdsvis 1904 og 1906. Det var ikke spild af tid – Proust lærte meget ved at oversætte Ruskin, bl.a. værdien af at iagttage virkeligheden med kirurgisk præcision og religiøs intensitet – men det var ret beset en overspringshandling. Det var i denne afgørende fase af forfatterskabet, hvor Proust var i tvivl om alt og søgte efter sin stemme,

at de forskellige essays i Mod Sainte-Beuve blev skrevet. Prousts primære drivkraft var en dyb uenighed med Sainte-Beuve. Charles Augustin Sainte-Beuve (1804-1869) havde domineret fransk litteraturkritik i en stor del af det 19. århundrede, og hans metode gik meget tidstypisk ud på, at man kunne forklare et litterært værk ved at studere forfatterens liv, biografi, vaner og omgangskreds. Sainte-Beuves ikke særlig sofistikerede logik var stort set, at æblet ikke falder langt fra stammen. Proust mente, at det var en fundamental misforståelse af, hvad litteratur og kunst var. Han var overbevist om, at værket kom et andet sted fra, at det var skabt af et andet jeg, der kun kunne findes dybt inde i forfatteren og ikke i overfladiske biografiske detaljer eller tilfældige samtaler med familie og venner. Det var disse tanker, der gjorde, at Proust i 1908 følte sig kaldet til at reagere mod Sainte-Beuve. Han var i udgangspunktet i tvivl om, hvilken form han skulle give sin kritik. Han forestillede sig to konkurrerende muligheder: et klassisk litterært essay eller en narrativ ramme, hvor han ligger i sin seng og har en samtale med sin mor (”Samtale med mor”), hvor han forklarer hende sine teorier om litteratur og Sainte-Beuve. I de første måneder af 1909 gav han sig til at følge begge spor samtidigt. Han tog omfattende kritiske noter, mens han læste Sainte-Beuves værker, og sideløbende arbejdede han med de fiktive fragmenter (fx ”Artiklen i Le Figaro”). Skønt Proust så sent som i maj 1909 over for sine venner

afviste, at han var i gang med en roman, begyndte de fortællende og fiktive elementer at vokse mere og mere, og de blev efterhånden så omfattende, at de opslugte det teoretiske indhold. I løbet af sommeren 1909 skiftede Proust spor. Han begyndte nu at omtale projektet som en ”rigtig roman”. Han besluttede at flytte selve kritikken af Sainte-Beuve og de æstetiske teorier til slutningen af værket; hele den foregående roman skulle nu fungere som en praktisk demonstration af de principper, der først ville blive forklaret til sidst. Men i efteråret 1909 efter 9 måneders intenst arbejde indså Proust, at rammen omkring Sainte-Beuve var for snæver. Han opgav at udgive værket som et essay. Til gengæld havde han fået formuleret sine æstetiske grundprincipper, og han stod med de første hundrede sider af det, der skulle blive til På sporet. De tekster fra Mod Sainte-Beuve, der ikke i en eller anden form fandt en plads i På sporet, blev aldrig udgivet i Prousts levetid. De eksisterede kun som en række mere eller mindre færdige fragmenter og notesbøger, der var i familiens eje. I begyndelsen af 1950’erne fik forlæggeren Bernard de Fallois imidlertid til opgave at gennemgå de efterladte manuskripter i familiearkivet. Dette arbejde førte til flere sensationelle opdagelser: både den ufærdige roman Jean Santeuil (der blev udgivet i 1952) og Mod Sainte-Beuve, som de Fallois kuraterede og udgav i 1954. Bernard de Fallois prøvede i sin udgave at være tro mod Prousts eget arbejde med teksterne ved at samle

fragmenterne i en form, der bevarede balancegangen mellem fiktion og de kritiske essays. Senere udgaver, som Pléiade-udgaven i 1971, lægger mere vægt på essay-delen og udelader mange af de skønlitterære fragmenter. Det er valg, der kan forsvares. Fokus, stil og genre er ret forskelligt fra den ene tekst til den anden, og Mod Sainte-Beuve er i ordets mest positive forstand en blandet pose bolsjer. Denne udgave af Mod Sainte-Beuve lægger sig i sporet fra de Fallois. Samlingen viser, hvordan På sporet opstod direkte ud af de essayistiske overvejelser, og hvordan de to former ikke kan skilles ad i hans skabelsesproces. Det er absolut fascinerende at se, hvordan Proust prøver sig frem og ad forskellige veje nærmer sig sin stemme og sin filosofi. Mod Sainte-Beuve rummer kilderne til På sporet, inden de samles og går op i en højere enhed. Man er opstrøms, og man kan se Den Blå Nil og Den Hvide Nil, der ad hver deres løb nærmer sig hinanden; man kan fornemme den mægtige kraft, når de flyder sammen, men man er der ikke endnu. De tre essays, der direkte går i rette med Sainte-Beuve, er på en og samme tid en utrolig veloplagt persiflage og virkelig nuancerede læsninger i fransk litteratur. En primær motivation hos Proust var harmen over SainteBeuves inkompetence. Sainte-Beuve overser, misforstår og undervurderer rutinemæssigt genier som Stendhal, Balzac og Baudelaire, mens han skamroser litterære tågehorn, som han har mødt i en eller anden salon. Der er noget frygteligt udvendigt og overfladisk over Sainte-

Beuve: Litteraturkritik bliver til et causeri, en uformel snak uden dybde og indhold, plidderpladder, der kan lires af til en reception med en pindemad og et glas bobler i hånden. Når man har læst Prousts essays, står det klart, at det 19. århundredes mest indflydelsesrige kritiker i Frankrig dybest set ikke havde begreb om, hvad god litteratur var – endnu et katastrofalt træk i en i forvejen tvivlsom karakter. Det er imidlertid ikke blot et velrettet angreb på en specifik kritiker, men også Prousts egen æstetiske trosbekendelse. Det er her, han tager det endelige opgør med 1800-tallets biografiske litteraturkritik og erstatter den med en vision om kunst som en erkendelsesproces baseret på det indre selv. Hans principielle kritik af Sainte-Beuve var, at denne ikke forstod, at forfatterens ydre liv er irrelevant for at forstå værkets indre sandhed. Det var den erkendelse, som Proust selv var kommet frem til gennem sit lange og forgæves arbejde med Jean Santeuil: Det havde ikke været muligt at forstå eller udtrykke den egentlige sandhed om et menneske ved at beskrive handlinger og omgangskreds. Men selv for kunstneren er adgangen til det dybe, skabende selv svær. Det er ikke noget, som man kan tvinge frem med viljen eller forstanden. Den første sætning i Prousts eget forord til Mod Sainte-Beuve er: ”For hver dag, der går, sætter jeg stadig mindre pris på forstanden”. Kun det, der hentes ud af det ubevidste, har æstetisk værdi. Forfatterens opgave er at være en oversætter. Den sande bog findes allerede

inde i os som et indre manuskript af tegn og indtryk, som kunstneren blot skal tyde og formulere. Det er en proces, der kræver, at forfatteren giver afkald på den ydre verden og den logiske tænkning for i stedet at lytte til noget dybere i sig selv og prøver at vække det til live ved sansninger og associationer. Den berømte scene med Madeleine-kagen i første bind af På sporet er det ikoniske eksempel på denne kunstneriske proces. Dette står i modsætning til Sainte-Beuves metode, der søgte sandheden i, om forfatteren foretrak rødvin eller hvidvin, spiste oksekød eller kom i en særlig salon. For Proust er selskabslivets samtaler overfladiske og en hindring for sandheden. Litteratur er ikke sniksnak. Sand kunst kan kun skabes i ensomhed. Det er gennem arbejdet med Mod Sainte-Beuve, at Proust finder sin stil og sin stemme som romanforfatter. Det er her, han opdager sin særlige hybridform, hvor fortælling og reflektion smelter sammen. Det duer ikke, at en bog har teorier klistret på sig – Proust sammenligner det med genstande, hvor prisen stadig sidder på; teorien skal udskille sig organisk af den levede erfaring i værket. Et andet karakteristisk træk er den krævende form, som han giver skriften, først og fremmest de ekstremt lange sætninger og de komplekse sætningskonstruktioner. Han beskrev dem selv som ”lange silketråde”, som han følte sig tvunget til at væve, fordi han mente, at kortere sætninger blot ville resultere i usammenhængende

tekststumper. Han søger en sandhed, der er svær at formulere, og som man kun kan nå gennem en møjsommelig udredning af detaljer og omstændigheder. Hans stil blev af samtiden sammenlignet med en rabbiners udlægning af Toraen på grund af de mange nuancer og forbehold og de ofte modstridende, psykologiske forklaringer på en karakters handlinger. Proust kan sagtens skrive klart og fyndigt – det viser de essays, hvor han argumenterer mod Sainte-Beuve – men når emnet bliver komplekst (epistemologisk, ontologisk, moralsk), følger skriften bevægelsen og bliver mindre transparent. I ”Den fordømte race”, der er et essay om jødedom og homoseksualitet (nogle af de mere moralsk mudrede emner omkring århundredeskiftet), nærmer teksten sig sprogets grænse. Fortvivl ikke, hvis det er svært at læse; det er meningen. Jeg har personligt en aversion mod at rode i tekster, som en forfatter ikke selv har udgivet: Hvis vedkommende ikke har udgivet det, har det ikke været godt nok. Men jeg er villig til at gøre en undtagelse med Mod Sainte-Beuve. Det er simpelthen for spændende, der er simpelthen for meget værdi i disse tekster; de er et laboratorium, hvor man ser et af den moderne litteraturs allerstørste værker blive født, en elektrisk blanding af kampskrift og poesi, det øjeblik, hvor dandyen Proust går ned fra scenen, og den store romanforfatter fødes. Teksten er udstyret med løbende fodnoter, hvoraf nogle stammer fra Henning Goldbæk og undertegnedes

oversættelse, andre fra de Fallois' oprindelige udgave. Uddrag fra digte på originalsproget findes i et separat slutnoteapparat. Jørn Boisen, Københavns Universitet

Forord

For hver dag, der går, sætter jeg stadig mindre pris på forstanden. For hver dag, der går, bliver det stadig klarere for mig, at forfatteren først udenfor forstanden kan indfange nogle af vores svundne indtryk, det vil sige noget af sig selv og af kunstens eneste stof. Det, som forstanden kalder fortid, er ikke fortid. Som det er tilfældet med de afdødes sjæle i visse folkeeventyr, inkarnerer og skjuler hver svunden time af vores liv sig i virkeligheden i en materiel genstand. Dér holdes den fanget for altid, medmindre vi støder på denne ting, genkender den, kalder på den og derved befrier den. Måske møder vi aldrig denne genstand (eller den sansning, eftersom vi erfarer alt som sansninger). Og således er der stunder i vores liv, som aldrig genopstår. For genstanden er så lille, så fortabt i verden, der er så få chancer for, at vi møder den på vores vej. Der findes et hus på landet, hvor jeg har tilbragt flere somre i mit liv. Sommetider tænkte jeg på disse somre, men det var ikke dem, jeg tænkte på. Der var stor risiko for, at de for altid ville være døde for mig. Deres genopstandelse afhang,

som alle genopstandelser, af ren og skær tilfældighed. Den anden aften, da jeg lige var kommet hjem, stivfrossen af snevejret og ude af stand til at få varmen efter at have sat mig ved læselampens skær i mit værelse, tilbød min gamle kokkepige mig at lave en kop te, noget jeg ellers aldrig drikker. Og tilfældet ville, at hun også kom ind med et par skiver ristet brød. Jeg dyppede brødet i teen, og i samme øjeblik, jeg puttede det i munden og mærkede den bløde masse gennemvædet af te, følte jeg en uro, dufte af geranium, af appelsintræer, af overvældende lys, af lykke; jeg sad helt stille af frygt for, at den mindste bevægelse ville afbryde det uforklarlige, der skete i mig, og jeg koncentrerede mig hele tiden om smagen af det opblødte stykke brød, der tilsyneladende var i stand til at frembringe sådanne underværker, da min hukommelses skillevægge, der var begyndt at vakle, med ét gav efter, og det fik somrene, jeg tilbragte i det omtalte hus på landet, til at bryde ind i min bevidsthed med deres morgener, efterfulgt af den uophørlige strøm af salige timer. Da mindedes jeg: Hver dag gik jeg, efter at have klædt mig på, ned til min bedstefars værelse, hvor han netop var stået op og i færd med at drikke sin te. Han dyppede en tvebak i den og lod mig spise den. Og da disse somre var forbi, var følelsen af tvebakken, opblødt i te, et af de steder, hvor de døde timer – døde for forstanden – havde søgt tilflugt, og hvor jeg sikkert aldrig ville havde fundet dem, hvis ikke min kokkepige den vinteraften, hvor jeg kom hjem, stivfrossen af sneen, havde foreslået mig netop den

te, som opstandelsen i kraft af en for mig ukendt magisk pagt var knyttet til. Men så snart jeg havde smagt på denne tvebak, var det en hel have, indtil da uklar og farveløs, der med sine glemte alléer og alle sine blomster, bed for bed, spejlede sig i den lille kop te, ligesom disse japanske blomster, der først folder sig ud, når de kommer i vand. Ligeledes var mange dage i Venedig, som forstanden ikke kunne give mig tilbage, døde for mig, da jeg sidste år, mens jeg gik over en gårdsplads, pludselig stoppede op på de ujævne og glinsende brosten. De venner, som jeg var sammen med, frygtede, at jeg var snublet, men jeg gav tegn til, at de skulle fortsætte, og at jeg ville indhente dem senere; noget vigtigere holdt mig tilbage. Jeg vidste endnu ikke hvad, men dybt i mig mærkede jeg en fortid skælve uden endnu at kunne genkende den. Det var, da jeg satte min fod på brostenen, at jeg havde mærket denne uro. Jeg følte en lykke overvælde mig: Jeg forstod, at jeg ville blive beriget af denne rene substans af os selv, som et indtryk fra fortiden er, af det rene, rent bevarede liv (og som vi kun kan erkende, når det er bevaret, for i det øjeblik, vi oplever det, viser det sig ikke for vores hukommelse, men blandt en mængde sansninger, der undertrykker det), og som kun forlangte at blive befriet, at berige mig med sin poesi og sit liv. Men jeg var for svag til at befri dette indtryk. [Jeg var bange for, at denne fortid kunne undslippe mig.] Åh! I et sådant øjeblik havde forstanden ikke nyttet mig noget. Jeg trådte et par skridt tilbage for på ny at gå over de ujævne og glinsende brosten