DEN SKØNNE ÆGTEMAND
IJ, FSC www.fsc.org
MIX Papir I Stetler ansvarligt skovbrug
FSC® C115691
Anne Carson
DEN SKØNNE ÆGTEMAND et fiktivt essay i 29 tangoer på dansk ved Mathilde Moestrup
MULTIVERS
DEN SKØNNE ÆGTEMAND Af Anne Carson Oversat fra engelsk af Mathilde Moestrup © Anne Carson 2001 Udgivet efter aftale med The Marsh Agency Ltd. Originaltitel: The Beauty of the Husband © Forlaget Multivers ApS, 2026 1. udgave, 1. oplag 2026 Redaktion: Johan Brixen Omslag og sats: Emil Stephensen Tryk: Mark Productions Printed in EU 2026 ISBN 978-87-7917-717-8 www.multivers.dk Oversætteren ønsker at takke Mathilde Ravn Melvang, Johan Brixen og Emil Stephensen for skarp redigering, Ulrikke Moestrup for hjælp med det latinske, Karsten Engelberg for at dele ud af sin viden om John Keats og Johan Stubbe Østergaard for løbende sparring. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Udgivelsen er støttet af
flere Slette grunde havde hun til sorg, Som det berømt fremgår i Crafticants Erindringer om tusind år JOHN KEATS The Jealousies: A Faery Tale, by Lucy Vaughan Lloyd of China Walk, Lambeth, linje 84-87
I. JEG DEDIKERER DENNE BOG TIL KEATS (ER DET DIG DER HAR FORTALT MIG AT KEATS VAR LÆGE?) FORDI EN DEDIKATION ER NØDT TIL AT VÆRE FEJLBEHÆFTET HVIS EN BOG SKAL FORBLIVE FRI OG FOR HANS GRUNDLÆGGENDE KAPITULATION TIL SKØNHED Et sår afgiver sit eget lys siger kirurgerne. Hvis alle lamper i huset blev slukket kunne man forbinde dette sår i dets eget skær. Kære læser jeg tilbyder blot en analogi. En udskydelse. ”Anvend udskydelse i stedet for billede eller maleri – en udskydelse i glas ligesom man ville sige et digt i prosa eller en spytbakke i sølv.” Således Duchamp om Bruden klædt nøgen af sine ungkarle som gik i otte stykker på vej fra Brooklyn Museum til Connecticut (1912).
9
Hvad er det der udskydes? Ægteskabet vil jeg tro. Det svajende sted som min mand kaldte det. Se hvor ordet lyser.
10
Det er et Hymen-smykke, har jeg hørt, Og det vil sikkert skattes højt af fruen, Langt højere end for- og fremtids glæder. JOHN KEATS Otho the Great: A Tragedy in Five Acts, 1.1.137-139
II. MEN EN DEDIKATION ER KUN VELLYKKET HVIS DEN FREMFØRES FORAN VIDNER – DET ER I BUND OG GRUND EN OFFENTLIG KAPITULATION SOM AT HEJSE DET HVIDE FLAG PÅ SLAGMARKEN Du ved jeg var gift for flere år siden og da min mand forlod mig tog han mine notesbøger. Notesbøger med spiralryg. Du kender til det kølige listige verbum skrive. Han kunne lide at skrive, kunne ikke lide selv at sætte sine tanker i bevægelse. Brugte mine begyndelser til skiftende formål, i en af hans lommer fandt jeg eksempelvis et brev han var begyndt at skrive (til sin daværende elskerinde) som indeholdt en vending jeg havde kopieret fra Homer: ’εντροπαλιζoμένη er den måde Homer siger at Andromache gik på efter hun skiltes fra Hektor – hun ”så sig atter og atter tilbage” mens hun gik ned fra Trojas tårn og gennem stenbelagte gader til sin trofaste mands hjem hvor hun med sine tjenerinder begræd en levende mand i hans egne haller. Trofast over for intet min ægtemand. Så hvorfor elskede jeg ham fra jeg var ung pige til midt i livet og skilsmissebevillingen kom med posten?
13
Skønhed. Ingen stor hemmelighed. Ikke skamfuldt at sige jeg elskede ham for hans skønhed. Jeg ville gøre det igen hvis han kom tæt på. Skønhed overbeviser. Du ved at skønhed gør sex mulig. Skønhed gør sex til sex. Du af alle begriber dette – shh, lad os gå videre til naturlige forekomster. Andre arter, som ikke er giftige, har ofte farver og mønstre der minder om de giftiges. Den ikkegiftige arts imitation af den giftige kaldes mimicry. Min mand var ingen mimer. Du vil selvfølgelig nævne brætspillene. Jeg brokkede mig ofte til dig når de var her natten lang med deres spilleplader bredt ud og tæpper og små lamper og cigaretter a la Napoleons telt velsagtens, hvem kunne så falde i søvn? I bund og grund var min ægtefælle en mand der vidste mere om Slaget ved Borodino end han gjorde om sin egen kones krop, meget mere! Spændingerne flød op ad væggene og langs loftet, sommetider spillede de fra fredag aften til mandag morgen uden afbrydelse, ham og hans blege rasende venner. De svedte voldsomt. De spiste kødprodukter fra landene i spillet.
14
Jalousi udgjorde en ikke ubetydelig del af mit forhold til Slaget ved Borodino. Jeg hader det. Gør du. Hvorfor spille hele natten. Det er i realtid. Det er et spil. Det er et virkeligt spil. Er det et citat. Kom herover. Nej. Jeg har brug for at røre ved dig. Nej. Jo. Den aften elskede vi ”rigtigt” hvilket vi ikke havde forsøgt os med før selvom vi havde været gift i seks måneder. Stort mysterium. Ingen vidste hvor de skulle placere deres ben og selv i dag er jeg ikke sikker på vi lykkedes med det. Han virkede lykkelig. Du er som Venedig sagde han smukt. Tidligt dagen efter skrev jeg et kort oplæg (”Om deflorering”) som han stjal og fik trykt i et lille kvartalsmagasin. Alt i alt var dette en karakteristisk interaktion mellem os.
15
Eller jeg burde måske sige ideel. Ingen af os havde nogensinde set Venedig.
16