At erkende dybt og gestalte smukt
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 1
13.07.2022 10.31
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 2
13.07.2022 10.31
THOMAS MANN
At erkende dybt og gestalte smukt
På dansk ved Karin Højersholt
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 3
13.07.2022 10.31
At erkende dybt og gestalte smukt Af Thomas Mann Oversat fra tysk af Karin Højersholt Originally published as ”Rede und Antwort” Copyright © 1984 S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main Dansk udgave © Forlaget Multivers ApS, 2022 1. udgave, 1. oplag Sat hos Demuth Grafisk Forsideillustration og -layout: Lars Vegas Forsideillustrationen blev bragt i Weekendavisen 29. juni 2018 Tryk: Totem Printed in Poland 2022 ISBN: 978-87-7917-523-5 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: Velux Fonden Sportgoodsfonden
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 4
13.07.2022 10.31
Indhold Forord
7
Bilse og jeg
11
Introduktion til Trolddomsbjerget 33 Josef og hans brødre
53
Tilblivelsen af Doktor Faustus 73 Bibliografi Noter
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 5
274 275
13.07.2022 10.31
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 6
13.07.2022 10.31
Forord Hermed præsenteres for første gang i dansk oversættelse følgende fire essays af Thomas Mann: ”Bilse og jeg” (1906), ”Introduktion til Trolddomsbjerget” (1939), ”Josef og hans brødre” (1945) og ”Tilblivelsen af Doktor Faustus” (1949). Disse tekster udgør et mindre, men meget centralt udvalg af Manns redegørelse for sin egen digteriske virksomhed – centralt, ikke mindst fordi det er forfatterskabets på alle måder mest tungtvejende romaner, der er i fokus: Buddenbrooks, Trolddomsbjerget, Josef og hans Brødre og Doktor Faustus. I det tidlige essay ”Bilse og jeg” tager en fortørnet Thomas Mann til genmæle mod en påstand om med sin ungdomsroman Buddenbrooks at have skrevet en personligt udleverende og i øvrigt perspektivløs nøglefiktion. Herunder beskriver han det litterære kunstværk (nøglefiktionen er ikke et sådant) som en subjektiv virkelighedsfortolkning, hvis enkelte stoflige bestanddele som elementer i en kompleks betydningssammenhæng aldrig kan referere til verden udenfor direkte og uafhængigt af denne kontekst. Disse ukontroversielle pointer er helt på linje med Manns opfattelse af relationen mellem kunst og virkelighed generelt, ligesom tekstens korte signalement af kunstnerens opgave: ”At erkende dybt og gestalte smukt” kunne have tjent som programerklæring for hele oeuvret. Mange vil imidlertid føle sig slået af den trediveårige forfatters noget arrogante tone over for den uforstående læser samt hans fremstilling af kunstneren som et nerveforfinet undtagelses7
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 7
13.07.2022 10.31
individ, der afviger ikke så lidt fra den velkendte – klædeligt beskedne og elskværdige – publikumshenvendelse, som fx det efterfølgende essay illustrerer. ”Introduktion til Trolddomsbjerget”, ”Josef og hans brødre” og ”Tilblivelsen af Doktor Faustus” fortæller hver især medrivende om produktionen af et enkelt stort værk under fyldig omtale af den specifikke historiske problematik, der udgør dets i forskellig grad bestemmende baggrund. Læseren sættes ind i den typisk meget omfattende videnskabelige research, der går forud for og ledsager realiseringen af et projekt, i omstændighederne ved dettes opståen, i Manns arbejdsrutiner, hans tilbagevendende tvivl om, hvorvidt han magter at fuldende, hvad han har sat sig for, og i det moment af uforudsigelighed, der kendetegner en kunstnerisk skabelsesproces, hvor en størrelse, der endnu kun er i sin vorden, synes at gennemtvinge en egenvilje mere eller mindre i strid med ophavets oprindelige intention. Der redegøres undervejs informativt for det aktuelle værks særlige gestaltningsprincipper og formidealer. Det gælder fx Trolddomsbjergets symbolske administration af det musikalske ledemotiv, indslaget af bibelsk stilimitation i forening med den overordnede orientering mod myten som en formidling af almenmenneskelige erfaringer i Josef og hans brødre og endelig montageteknikken i Doktor Faustus. ”Tilblivelsen af Doktor Faustus” leverer et sjældent udførligt billede af tyske kulturpersoners eksiltilværelse i USA – Mann selv, der ankom som verdensberømt nobelpristager, har klaret sig exceptionelt godt, andre derimod er forarme8
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 8
13.07.2022 10.31
de, rodløse og oversete. Vi får et godt indtryk af de mange forberedelseskrævende opgaver og forpligtelser af officiel art, som forfatteren varetager i sin egenskab af det antinazistiske Tysklands fremmeste eksponent, af hans geografisk vidtrækkende foredrags- og oplæsningstournéer, familielivet og venskabsrelationerne, herunder det inspirerende og fagligt uomgængelige samarbejde med filosoffen og musikteoretikeren Theodor Adorno om hovedpersonen, Adrian Leverkühns, formfornyende kompositioner i Doktor Faustus. Alle de nævnte aktiviteter udspiller sig på baggrund og under stærk indflydelse af Anden Verdenskrig: Beretningen om Doktor Faustus’ produktionshistorie tager udgangspunkt i året 1943, hvor de tyske tropper i Rusland allerede er på tilbagetog (men endnu er intet sikkert, og mere end én gang må forfatteren holde vejret, når et militært omslag synes at være i anmarch), hvorfor mange af Thomas Manns diskussioner med sig selv og andre omhandler Tysklands fremtid, når krigen er overstået. Også den politiske udvikling i USA, der efter Roosevelts død til hans stigende bekymring ændrer kurs i retning af højre, forfølges nøje. (At han allerede før krigen havde været antifascist, vakte mistanke om uamerikansk virksomhed!) Hans vekslende helbredstilstand, som betyder mange afbræk i skriveprocessen, er ligeledes et genkommende emne, der sætter den tour de force, som alderdomsværket – forfatterens ”vildeste bog” – må siges at være, i relief. Med veloplagt humor beretter han om et langvarigt hospitalsophold, under hvilket en livstruende sygdomskrise finder sin lykkelige afslutning i og med en mesterligt udført lungeoperation. 9
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 9
13.07.2022 10.31
Udvalget dokumenterer gennemgående Manns eminente æstetiske sensibilitet, tekstkritiske skarpsyn og høje refleksionsniveau, hvad enten det drejer sig om hans kommentarer til andre forfatteres værker (fx Hesse, Stifter og Werfel) eller hans begrebsligt præcise beskrivelse af egne formeksperimenter. Alt i alt demonstrerer han en litteraturteoretisk synsmåde, der harmonerer med hans modernistiske skrivepraksis, og som i mangt og meget flugter med, henholdsvis foregriber nykritikkens og strukturalismens litteraturforståelse. Det gælder ikke mindst anerkendelsen af det skønlitterære værks relative autonomi i forhold til såvel den virkelighed, det skildrer, som de subjektive og objektive faktorer, det er betinget af.
10
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 10
13.07.2022 10.31
Bilse og jeg Forord Den følgende drøftelse blev, som det vil fremgå nedenfor, oprindeligt skrevet til kultursektionen i Seneste Nyheder, München, og tanken om at udgive den som et åbent brev er ikke min. Hr. Bonsels, der står for udgivelsen af denne publikation, fremførte den for mig, og at jeg så beredvilligt tog den til mig, er der to grunde til. For det første: Var artiklen blevet offentliggjort i avisen, havde det nødvendigvis været i to adskilte dele, hvilket givetvis ville have svækket dens overbevisningskraft. I de mellemliggende 24 timer kunne man nå at rette indvendinger mod den første ”halvdel”, før man havde hørt alt, hvad jeg havde at sige; man ville desuden læse den anden ”halvdel” som en selvstændig tekst og finde den for personlig og patetisk. Artiklen er imidlertid ikke planlagt som to ”halvdele”, men som en samlet fremadskridende argumentation, der ikke er tjent med at blive brudt af, før sidste ord har gjort sin virkning; det forekom mig derfor ønskeligt, ja, måske tilmed ”ulejligheden” værd, endnu engang at forelægge publikum artiklen – og nu som en sammenhængende helhed. Men for det andet hilste jeg udgiverens forslag velkommen af selvsamme grund, som den der i første omgang bevægede mig til at udgive mit lille arbejde i en stor avis snarere end i fx et litterært tidsskrift: nemlig et ønske om at opnå den størst mulige udbredelse. Nej, litteraturmagasinets 11
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 11
13.07.2022 10.31
æstetiske halvmørke var ikke stedet for dette opklarings- og forsvarsskrift, hvis gennemslagskraft i offentligheden aldrig kan blive markant og vidtrækkende nok. Det har kun indirekte med litteratur at gøre, da det omhandler et menneskeligt anliggende, og dets pointer ville have virket banale i et litterært miljø. Det er stilet til ”folk”, dette skrækindjagende slæng, som med lystne, nederdrægtige tunger virkelig forstår sig på at indgyde det harmløse kunstnerindivid grænseløs væmmelse, så snart dette opgiver sin fulde frihed for at indtræde i et borgerligt fællesskab – det henvender sig til den stupide og endrægtige menighed, i hvilken kunstnerne ganske vist bestemt ikke mangler. Jeg kan tilgive købstadsadvokater og pebermøer, når de ikke er i stand til at bedømme et kunstværk uafhængigt af den borgerlige virkelighed. Kunstneren, derimod, der ikke behersker denne mandige saglighed, foragter jeg. Det skulle lige siges. At jeg bebrejdes en alt for personlig tone, er for længst hørt op med at bekymre mig. Det lille essay er nu engang et meget personligt dokument og bestemt til at virke som et sådant. Ved sin på en gang defensive og polemiske karakter adskiller det sig fra en upersonlig, videnskabelig overvejelse, og mens jeg – bragt i affekt af guderne må vide hvilke erfaringer – nedfældede det, tillagde jeg dets gennemgående uangribelighed som rationel argumentation langt mindre betydning end den særlige anstændighed, der præger dets holdning, og som uundgåeligt vil skinne igennem til beskæmmelse af visse personer. Ikke desto mindre har jeg allerede i dag modtaget tilkendegivelser, der giver mig tiltro til den lille artikels relevans for andre end mig selv, og også 12
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 12
13.07.2022 10.31
derfor billiger jeg, at den nu publiceres i hæfteform. Morgenen efter at artiklens slutning var blevet trykt i Seneste nyheder, sad der i mit værelse en ung og allerede berømt billedhugger, som samme tekst havde foranlediget til at besøge mig. ”Det kommer os alle sammen ved,” sagde han helt opstemt, ”det gælder alle os kunstnere og ikke kun forfatterne …” Er det ikke, hvad der sker indimellem? Man bilder sig ind udelukkende at handle i egen interesse og – som den egocentriske kunstner man er – opløfte sit eget hjerte, som var det en monstrans; man bilder sig ind, at man kun taler om sin egen person, og se så, taksigelserne strømmer ind fra alle dem, der nød at høre sig selv tale uden at skulle anstrenge sig. Det er en tilfredsstillelse. Man er meget lille, men man misunder ikke længere de store deres ensomhed. At stå frem på manges vegne, idet man står frem på sine egne, at være repræsentativ, det, vil jeg mene, er storhed i det små. Det er fyrstens og digterens strenge lykke. München, på halvtredsårsdagen for Heinrich Heines død. Bilse og jeg Bilse, vil man huske, er den strålende officer, som skænkede os et epos om den ”lille garnison”. Nå, i Lübeck, min fødeby, har der for nylig ved afgørelsen af en retssag, en larmende, men for os ubetydelig, affære, hvor pressen var involveret, været talt meget og heftigt om os begge to: om Bilse og mig, eller rettere sagt om min roman Buddenbrooks, en bog, der ubetinget hører til sagen i enhver skandaleproces, eftersom dens figurer for en dels vedkommende er modelle13
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 13
13.07.2022 10.31
ret over virkelige personer, idet diverse erindringer fra min hjemstavn, ærværdige såvel som groteske, om mennesker og forhold, der havde gjort indtryk på min modtagelige ungdom, her var blevet genvakt. Navnlig søgsmålets repræsentant har uafladeligt og med stor strenghed slået om sig med mit navn og titlen på min fortælling, og i sit anklageskrift har han endelig under omtalen af ”Bilse-romanerne” eftertrykkeligt og med navns nævnelse henvist til Buddenbrooks som et eksempel på denne nye og skandaløse litteraturtype. ”Jeg vil ikke tøve med,” sagde han, ”at erklære højt og tydeligt, at også Thomas Mann har skrevet sin bog a la Bilse, at også Buddenbrooks er en Bilse-roman. Den påstand vil jeg forsvare!” Der stod han så, rank som et lys. Utvivlsomt troede han selv, det han sagde. Fremfor alt bilder han sig ind, at den litterære genre, som han kaldte ”Bilse-romanen”, er opstået i vores fordærvede nutid samt opdaget og navngivet af ham. Det omfang af dannelse, som han har haft lejlighed til at erhverve sig, bringer ham ikke i stand til at vide, at der til enhver tid ved siden af den egentlige litteratur har eksisteret en anden, anderledes dubiøs: Bilse-litteraturen, om man vil – der på visse tidspunkter har manifesteret sig særlig livskraftigt. Skønt denne litteraturs frembringelser må betegnes som kunstnerisk værdiløse, er de ikke uden kulturhistorisk interesse og bevarer ofte deres nimbus af skandale, når alt det personligt kompromitterende for længst er falmet. Han ved ikke, at Bilse-urten sammenlignet med de giftblomster, som det attende århundredes sladder-og memoirelitteratur drev frem, tager sig ud som en ret harmløs lille vækst. Han betragter hr. Bilse som 14
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 14
13.07.2022 10.31
alle skandalers ophav og mig som hans broder i ånden. Sådan ser han mig, må Gud hjælpe ham! Han tvivler ikke på, at mine litterære bestræbelser udelukkende har opnået en vis succes, fordi jeg i Buddenbrooks har fornøjet mig med at forevige et par lybske borgertyper, en omstændighed, der angiveligt har fyldt det tyske publikum fra nord til syd med lysten skadefryd. Han øjner ingen forskel mellem mig og forfatteren til Den lille garnison og ville være ude af stand til at se nogen, selv om han anstrengte sig. ”Jeg vil forsvare denne påstand,” siger han. Der står han så, rank som et lys, i stridbar enfold. – Og sådan vil vi lade ham stå. Jovist, man går da over til dagsordenen. Man fordyber sig i sine projekter, drømmer sine drømme, skriver sine breve, læser gode bøger og tænker ikke længere på skandaleprocesser. Og så alligevel … ”Bilse og jeg”: Dette søde, lille bindeord ”og” er, for at tale med Tristan, umuligt at få ud af hovedet. Det sætter tankerne i gang, det breder sig ud over hele, det ender som et problem … Hvorfor nu denne sammenknytning, dette ”og”? Hvordan kan det gå til, at en nogenlunde passioneret og disciplineret kunstner uden tøven bringes på linje med en dilettantisk smædeskrivers væsen og vandel, med en inferiør militærperson, der omsætter sin smule hadskhed til dårligt tysk. Bild jer ikke ind, at det er overflødigt at spørge sådan, at spørgsmålet ikke angår jer og mig! Jeg kender dem, der i dag kalder den omtalte anklager en torsk, men som om ganske kort tid måske selv vil råbe ad mig: ”Bilse, bagvasker! Din lurvede kumpan!” Nemlig det øjeblik, hvor jeg i egenskab af kunstner ondulerer en eller anden oplevelse og dermed viser mig lidt hensynsløs mod dem … 15
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 15
13.07.2022 10.31
Hvad jeg har at bemærke om disse ting, er magtpåliggende for mig i dag og vil ligeledes være det i fremtiden; mens jeg gik tur en aften besluttede jeg derfor at fremsætte mine synspunkter i en artikel, så de kan nå ud til et større antal læsere. For hvis min artikel læses af mange, er der en god chance for, at den også bliver læst af de personer, den vedkommer. Mine pointer kan være til oplysning og nytte generelt samt komme misforståelser i forkøbet og dermed på forhånd formilde og forsone … Kan jeg få endnu lidt opmærksomhed? Endnu en ti minutters tid? Dette er indiskutabelt: Hvis alle de bøger, hvor en digter uden at være dikteret af andet end kunstneriske hensyn har portrætteret levende personer fra sin bekendtskabskreds, skulle opkaldes efter løjtnant Bilse, så måtte hele biblioteker af verdenslitteratur, herunder de allermest udødelige værker, stimle sammen under dette navn. Der er ikke plads til alle de eksempler, jeg kunne komme slæbende med; jeg ville blive nødt til at opremse hele litteraturhistorien. Nævn for min skyld gerne Ivan Turgenev, nævn tilmed Goethe – også de har vakt anstød. Goethe havde efter Werther besvær med at formilde de kompromitterede modeller til Lotte og hendes ægtemand. Turgenev forargede, da han med ubekymret mesterhånd portrætterede de russiske godsejere, hvis gæstevenskab han havde nydt. Og det er helt afgjort ikke et tilfælde, at netop de store og allerstørste navne vil foresvæve enhver, der blandt fortidens stærke og uomtvisteligt digteriske begavelser opregner dem, der i stedet for frit at ”finde på” foretrækker at støtte sig på noget givet og allerhelst på virkeligheden; og at det modsætningsvis ikke er de mest 16
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 16
13.07.2022 10.31
dyrebare navne, der melder sig, når man i litteraturhistorien eftersporer de store ”påfindere”. Det forekommer mig indlysende, at evnen til at finde på, selv om den skulle ytre sig digterisk, alligevel ikke på nogen måde kan gælde som et kriterium for, om man er kaldet til at blive digter. Ydermere ser det ud til, at der er tale om en lavt rangerende form for begavelse, der af gode, ja, af selv de bedste, ånder snart sagt betragtes som mindreværdig og i hvert fald som en egenskab, der sagtens kan undværes. I sit efterord til Fædre og sønner erklærer Turgenev med sindsro: Eftersom jeg ikke besad et større talent for at finde på historier, havde jeg altid brug for et bestemt stykke jord, som jeg trygt og frit kunne bevæge mig på ... Hvad angår figuren Basarow, så er han baseret på en ung provinslæge …” Jeg fornemmer ingen nævneværdig beklagelse, tværtimod: Ordvalget antyder en vis stolthed, som får mig til at tænke på min samtale forleden om bogtitler med en ung forfatter, der afsluttede den med følgende bemærkning: ”Ved De hvad? – egentlig er alle titler – ud over personnavnene – af triviallitterær art.” God iagttagelse! Og det er en smagsretning som denne, der ”egentlig” og allerhelst ville betegne også alle ”påfundne” historier som triviallitterære. En ting til: Om det nu er historieskrivningen, sagnlitteraturen, den ældre novellekunst eller den levende virkelighed selv, der udgør ”det givne”, som digteren støtter sig på – kommer det dybest set ikke ud på ét? Hvad har med andre ord Schiller, hvad har Wagner ”fundet på” i dette udtryks her diskuterede betydning? Næppe en eneste skikkelse, en eneste hændelse. Og for at nævne det mest ærefrygtindgy17
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 17
13.07.2022 10.31
dende tilfælde af digterstorhed som verden har set: Shakespeare … så havde han, der formåede alt, utvivlsomt også det talent at finde på; men endnu mere sikkert er det, at han ikke gjorde noget større væsen af det eller udnyttede det i større omfang. Har han nogensinde fundet på en fabel? Ikke engang lystspillenes indviklede intriger har han selv udtænkt. Han bearbejdede gamle teaterstykker og italienske noveller – og i øvrigt, oprørte læser, portrætterede han sine samtidige, om end på en noget anderledes måde end kollegaen fra Forbach.1 Han portrætterede fx en tyk mand blandt sine bekendte, der åbenbart hed Chettle, og resultatet blev John Falstaff. Han ville hellere finde end finde på. Han gravede en eller anden naiv historie frem, der forekom ham at kunne tjene som en lignelse, som et spraglet kostume, altså som et sanseligt middel til fremstilling af en oplevelse, en idé. Hans troskab mod den lånte fabel er forbløffende, hans ydmyghed over for den foreliggende overflade er rørende, ja, den ville virke ufri og barnagtig, hvis ikke den fremgik af en total foragt for det håndgribelige, en foragt, der kun er naturlig for en digter, for hvem det stoflige, fablens maskespil, absolut intet betyder, sjælen, besjælingen derimod alt. Besjæling … der faldt det, dette skønne ord. Det er besjælingens, ikke opfindsomhedens gave, som gør digteren til digter. Og om det nu er en overleveret fortælling eller et stykke levende virkelighed, han fylder med sin livsånde og sit væsen – besjælingen, det forhold at digteren indgyder og gennemtrænger stoffet med noget, han selv rummer, er den faktor, der gør det til hans ejendom, som ingen efter hans dybfølte overbevisning må lægge hånd på. At det kan og 18
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 18
13.07.2022 10.31
må føre til konflikter med den agtværdige virkelighed, som holder på sin værdighed og på ingen måde ønsker at lade sig kompromittere gennem besjæling – det siger sig selv. Men herved overvurderer virkeligheden sin betydning som sådan for digteren, i hvis bevidsthed den stort set er ophørt med at være virkelighed, når han først har tilegnet sig den. Det gælder navnlig i de tilfælde, hvor tid og rum bringer ham på afstand af den ... Jeg taler om mig selv … Da jeg påbegyndte Buddenbrooks, befandt jeg mig i Rom, Via Torre Argentina trentaquattro, tre trapper op. Min fædrene by havde meget lidt realitet for mig. Tro mig: Jeg var ikke rigtig overbevist om dens eksistens. Byen og dens borgere var i mine øjne ikke væsentligt mere end en drøm, grotesk og ærværdig, drømt for længe siden, drømt af mig selv og på den mest ejendommelige måde min egen. I tre år skrev jeg på bogen, samvittighedsfuldt og under møje og besvær. Så jeg blev yderst forbløffet, da jeg hørte, at den i Lübeck havde vakt opsigt og ondt blod. Hvor dumt! … Hvad havde dagens faktiske Lübeck at gøre med dette værk, som det tog mig tre år at skabe? Hvis jeg har fået en sætning ud af et sagforhold – har sagforholdet så stadig noget med sætningen at gøre? Filisteri … Men sådan er det hver gang, og ikke kun når år og breddegrader ligger mellem værket og den afbildede realitet. Den virkelighed, som en digter udnytter til sine kunstneriske formål, kan være hans daglige livsverden eller, i tilfælde af en person, hans nærmeste og kæreste; lad ham være nok så afhængig af den foreliggende detalje, begærligt og føjeligt gøre brug af samtlige dens karakteristika til sit værk: Ikke desto mindre er der for ham – som der burde 19
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 19
13.07.2022 10.31
være for alle – en afgrundsdyb forskel mellem virkeligheden og dens afbildning: nemlig den væsensforskel, der altid vil bestå mellem realiteternes verden og kunstens verden. Men for at vende tilbage til besjælingen, så består den til syvende og sidst ikke i andet end den digteriske foreteelse, som man kan kalde tilførelsen af subjektiv dybde til afbildningen. Det er velkendt, at enhver ægte digter til en vis grad identificerer sig med sine skabninger. Alle litteraturens persongestaltninger er emanationer af det digtende jeg, uanset hvor fjendtligt de forholder sig til hinanden, og Goethe lever i såvel Tasso som Antonio, ligesom Turgenev lever i både Basarow og Paul Petrowitsch. Men en sådan identifikation er, i hvert fald i momentet, også virksom, når læseren slet ikke fornemmer den, når han kunne sværge på, at foragt og afsky er de eneste følelser, digteren har været overvældet af ved udformningen af en karakter. Er Shylock, jøden, måske ikke et modbydeligt og skrækkeligt væsen, som med Shakespeares velsignelse til almindelig jubel bliver snydt og nedtrampet? Og dog sker det mere end en gang, at man glimtvis aner Shakespeares dybe og frygtelige solidaritet med Shylock … Dette eksempel belærer os om, at der i kunstens rige ikke gives en objektiv erkendelse, men udelukkende en intuitiv. Al objektivitet, al plagiat- og trivialkunst baserer sig ene og alene på det pittoreske, på masken, på gebærderne, på det udvortes, der tilbyder sig som et karakteristisk træk, som et sanseligt symbol i stil med Shylocks jødedom, Othellos sorte hud og Falstaffs fedme. Alt overskydende – og dette overskydende er næsten det hele – er subjektivt, er intuition og lyrik og et udtryk for kunstnerens indsigtsfulde 20
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 20
13.07.2022 10.31
og vidtfavnende sjæl. Og når der er tale om et portræt, en afbildning – hvad ellers? Må tilførelsen af det, som jeg kalder subjektiv dybde, til virkeligheden så ikke nødvendigvis befri skabelsesprocessen for alt vilkårligt og usurpatorisk? Må digterens sjælelige identitet med sin model så ikke tage brodden af enhver krænkelse? Det modsatte er tilfældet. Så forbløffende det end kan lyde: I lige netop den umiddelbart formildende omstændighed, i det egentlig digteriske moment, som den subjektive dybde er, i anvendelsen af portrættet til et højere formål ligger en menneskelig fare gemt, og dette slår jeg fast, fordi jeg ikke kan fravige den overbevisning, at nagende og fortiede konflikter bliver bilagt og løst, når man omtaler dem. Det er lige præcis identifikationen, der forarger folk. Med den omtalte troskab mod den givne detalje overtager digteren et andet menneskes udseende, hvilket giver verden ret til at sige: Det her er ham, det er hende. Dernæst besjæler han masken og tilfører den dybde ved hjælp af noget andet, noget han selv rummer, og benytter den således til fremstilling af et problem, der måske er den ganske fremmed, hvilket resulterer i situationer eller handlinger, der sandsynligvis slet intet har med modellen at gøre. Folk føler sig imidlertid på grund af den overfladiske lighed berettigede til også at opfatte alt det øvrige som ”sandt”, som anekdotisk rygtemageri, indiskret snak og sensationel sladder – og så har vi skandalen. Behøver det at være sådan? Er her slet ingen forståelse mulig? Er det mig, der er skruet besynderligt sammen? Allerede som barn kunne jeg blive rasende over publikums uvane med at skulle snuse sig frem til en bestemt person, når det 21
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 21
13.07.2022 10.31
stod over for en selvgyldig præstation. Jeg tegnede lidt, jeg malede små mænd med blyant på papir, som jeg syntes var pæne. Men viste jeg dem til andre, i håb om at indkassere ros for min kunstneriske dygtighed, så spurgte de: ”Hvem skal det forestille?” – ”Det skal ikke forestille nogen!” råbte jeg grædefærdig. ”For pokker da! Det er en mand, som du kan se, en tegning som jeg har lavet, og som består af streger”. Og det har ikke ændret sig. Man fremturer stadigvæk: ”Hvem forestiller det?” Jeg er i ramme alvor blevet spurgt om, hvordan jeg ville reagere, hvis en talentfuld ven lige efter at have taget afsked med mig bragte mig i folkemunde ved at skrive en fremragende novelle, hvor en figur, der ned til den mindste detalje afbildede mig, foretog sig de og de gemenheder. Forhåbentlig ville jeg stikke ham en lussing, denne talentfulde ven? Nej, det ville jeg bestemt ikke. Min reaktion ville afhænge af alt det øvrige. Ikke kun af vennens forfattertalent. Jeg er ikke æstet nok til at kunne undskylde alt på grund af en formfuldendt stil. Jeg benægter ikke at der gives velskrevne nederdrægtigheder. Men hvis jeg kender vennen som et talent i ordets højere og mere forpligtende forstand; hvis jeg på grund af hans tidligere arbejde måtte betragte ham som ikke blot en behændig kunstner, men som en digter, der arbejder med sig selv, når han arbejder, og for hvem også denne kreative bedrift har været en form for selvtugt og befrielse fra selvet – så ville jeg sige til ham: ”Det undrer mig ganske vist lidt, bedste ven, at du lige akkurat benytter min maske til din skurk. Men det overlever jeg nok, og så er jeg ud over så meget andet vel også en skurk. Bravo, for resten. 22
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 22
13.07.2022 10.31
Og kom dog snart og besøg mig engang, så jeg kan vise dig mine nye bøger.” … Øjeblikket er kommet til at omtale endnu en ting, som ifølge min opfattelse og indsigt ikke sjældent forstærker manglen på forståelse mellem digteren og virkeligheden. Nemlig forestillingen om digterens fjendtlige indstilling til virkeligheden, som skyldes den iagttagende erkendelses hensynsløshed og formuleringens kritiske prægnans. Det forholder sig som følger. Der eksisterer i Europa en skole af intellektuelle – inspireret af den tyske erkendelses-lyriker Friedrich Nietzsche – hvor man er ophørt med af skelne kategorisk mellem kunstneren og den intellektuelle. I denne skole er grænsen mellem kunst og kritik meget mere flydende, end den hidtil har været. Den omfatter kritikere med et gennemført digterisk temperament, såvel som digtere der i ånd og stil udmærker sig ved den yderste kritiske disciplin. Det er denne kritiske digtning, den tilsyneladende objektive og distancerede måde at anskue verden på, det sagligt præcise og kølige ordvalg, der fremkalder forestillingen om fjendtlighed. En kunstner af denne type – en måske ikke helt mindreværdig type – vil erkende og gestalte: erkende dybt og gestalte smukt. Og hans tålmodige og stolte accept af de kvaler, der uvægerligt følger med begge ambitioner, forlener hans liv med etisk værdighed. Har man kendskab til disse smerter? Ved man, at alle former for gestaltning, skabelse, frembringelse er kvalfulde, er kamp og fødselsveer. Man ved det måske, man bør i hvert fald vide det og ikke jamre, når en kunstner af samme grund en sjælden gang tilside23
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 23
13.07.2022 10.31
sætter de menneskelige og sociale hensyn, der står i vejen for hans virke. Men at også erkendelsen, den kunstneriske erkendelse, som man sædvanligvis kalder ”iagttagelse”, gør ondt – er man også klar over det? Iagttagelse som lidenskab, som passion, martyrium, heroisme – hvem har nogen ide om det? Her er medfølelse på sin plads snarere end raserianfald … Jeg hørte en dag en digter sige: ”Kast lige et blik på mig. Jeg ser ikke overvældende munter ud, vel? En smule ældet og furet og træt, ikke sandt? For nu at tale om ’iagttagelsen’, så kan det meget vel tænkes, at et menneske, der som udgangspunkt er godtroende, mildt, velmenende og en anelse sentimentalt, ganske enkelt slides op og går til grunde på grund af sit iagttagende klarsyn … Salige er de ondskabsfulde! Hvad mig angår, så taber jeg huldet …” Denne digter forekom mig på en både melankolsk og vittig måde at give udtryk for det, jeg mener: Først og fremmest kløften i én selv mellem kunstneren og mennesket, der kan resultere i de voldsomste ydre og indre konflikter. Det blik, man som kunstner retter mod fænomenerne i og uden for en selv, er et andet, end det man som menneske betragter dem med: Det er på én gang koldere og mere lidenskabeligt. Som menneske kan du være hjertensgod, tålmodig, kærlig og positiv; du kan være tilbøjelig til fuldstændig ukritisk at mene noget pænt om alt, hvad verden åbenbarer – som kunstner tvinges du af dæmonen til at gøre ”iagttagelser”, til lynhurtigt og med smerteligt ondsind at percipere hver eneste enkelthed, der i en litterær sammenhæng kan fungere karakteriserende, pege på noget typisk og åbne perspektiver, idet den henviser til forhold af etnisk, social og psyko24
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 24
13.07.2022 10.31
logisk art. Som kunstner tvinges du til hensynsløst at notere dig detaljen, som om du slet ikke havde nogen menneskelig relation til det sete – og i ”værket” afsløres alt. Antag nu yderligere, at der med dette værk er tale om et portræt, om en kunstnerisk stillingtagen til en nærtstående realitet, så lyder klageråbet: ”Nå, er det sådan han ser os, så koldt, så hånligt og fjendtligt, med så kærlighedsløse øjne?” Jeg beder jer: Ti dog stille! Og forsøg i jeres indre at finde lidt agtelse for noget, der er et strengere, tugtigere og dybere anliggende, end hvad I blødagtigt kalder ”kærlighed!” Men den omtalte digter forekom mig også at strejfe et andet problem: iagttagelsens smertelige sensibilitet, som ordvalgets ”kritiske prægnans”, der ovenfor blev nævnt som en kilde til misforståelse, er et udtryk for og et resultat af. Man skal nemlig ikke forvente, at årvågenheden hos det iagttagende sanseapparat kan forfines ekstraordinært, uden at smertemodtageligheden samtidig øges. Dens intensitet kan nå så vidt, at hver eneste oplevelse er pinefuld. I og med det sproglige udtryk råder kunstnerens pirringsmodtagelighed imidlertid over et våben – dens eneste våben – ved hvis hjælp den kan reagere på sansninger og oplevelser, værge sig imod dem på en æstetisk hensigtsmæssig måde. Denne udtrykkets reaktion, som – talt med en vis psykologisk radikalitet – er kunstnerens sublime hævn på sin oplevelse, vil være heftig i samme grad, som pirringsmodtageligheden, der forulempes af iagttagelsen, er fintfølende. Det er baggrunden for ordvalgets kolde og ubønhørlige præcision, det er den spændte, vibrerende bue, fra hvilken ordet flyver, det skarpe, bevingede ord, der suser afsted og dirrende rammer 25
At erkende dybt og gestalte smukt.indd 25
13.07.2022 10.31