indledning At være hjemløs er at mangle et sted at bo. Sådan ser det ud ved første blik. Ved andet blik er det mindre enkelt, for Jeg kan bo mange steder. Hans hjem kan være et hus, men han kan også have hjemme i tid og rum, i sig selv, i Du, i en idé og i et land. De steder, hvor han kan have hjemme, er også de steder, hvor han kan være hjemløs. Hjemløshed kommer i mange former, og vi skal se på fem af dem. De ligner hinanden og er alligevel forskellige. Hver af dem dirigerer hjemløsheden ind i sit eget rum og bruger sine egne ord. Som indledning, og inden vi tager rigtig fat, skal vi sætte ordene ”hjemme” og ”hjemløs” på spil. ”Hjemme” kan være en mærkbar følelse, men tages normalt for givet. Selv når følelsen bliver en vane, kommer den ikke af sig selv. Man skal øve sig for at blive hjemmevant, og man skal være loyal mod sit hjem – bruge det og pleje det. Både dygtighed og loyalitet har grader. De kan stige og falde, og måske bor Jeg kun i sit hjem, fordi han, som et lille barn, ikke har alternativer. Om et hjem er mål eller middel, afsløres ikke ved første øjekast. Det kan være begge dele, så Jeg føler sig hjemme hos sine venner, men også bruger dem til at fremme sin karriere. Når han er svagest, kan hans 9
hjem være det sidste, han ”trods alt” har tilbage – sin tomme bolig, hunden, øjeblikkets små glæder, kunst som en fri tumleplads for længsler hinsides en mislykket hverdag. At have et hjem er ikke det samme som at føle sig hjemme. Også det modsatte gælder. At mangle et hjem er ikke det samme som at føle sig hjemløs. Det ydre ”at bo” kan skurre mod det indre ”at føle”. Jeg er først hjemløs, når han mangler et hjem og længes efter det. Har han hjemme på gaden, er han kun hjemløs i teknisk forstand, og måske vil han føle sig hjemløs – indespærret – i en bolig. Følelsen af hjemløshed opstår i et kredsløb mellem mangel og længsel. Om den er berettiget, kan Jeg og Du være uenige om. Ligesom Jeg kan føle sig krænket uden grund, kan han på et spinkelt grundlag erklære sig hjemløs. Når ordet ”hjemme” presses, knopskyder det i mange retninger. Jeg kan føle sig hjemme i orden, men også i risiko og kaos. Han kan føle sig hjemme i sin bolig, men også på et hotel, hvor han sover en enkelt nat. Han kan føle sig hjemme hos Du, men også bade sig hjemmevant i en grov hoben mennesker, han kan have hjemme i kunst, religion og politik, han kan have hjemme i sit arbejde og sin karriere, og han have hjemme som nomade, altid på vej. Nietzsche kaldte sig nomadefilosof, Kierkegaard flyttede rastløst og nød rappe ture i hestevogn. Har Jeg hjemme i et miljø, tumler han ikke rundt 10
som naiv idiot, men gebærder sig med finfølelse. Også i sin dygtighed kan han have hjemme. Det er en nydelse at følge, hvordan en håndværker smidigt og sparsommeligt føjer tingene efter sin vilje. Sågar i et par sko kan hans fødder føle sig hjemme. Endelig kan han have hjemme i sig selv, ikke fordi han er alene, men fordi han selv bestemmer. Listen kan forlænges. Jegs mange hjem er altid i bevægelse, skarpt eller glidende. De er ikke støbt i titanium, men dog faste nok til i en periode at give ham fodfæste og afsæt. Som et system af hydrauliske pumper er de forbundet med hinanden, så alle påvirker alle. Hvis ét synker, kan et andet stige. Hvis Du forlader Jeg, kan han skrue op for arbejdet, og bliver han arbejdsløs, eller er livet hårdt, kan Du være den klippe, som giver ham trøst og ro. Romerske stoikere som Cicero og Seneca søgte tilflugt i litteratur og familie, da enevældige kejsere fordrev dem fra deres vante hjem, den politiske scene. Også Peder Griffenfeld skiftede hjem. Den 2. juni 1676, to dage før en planlagt henrettelse, ridsede han, ifølge anekdoten, med sin diamant et digt ind i fængslets vinduesglas: Da verden blev mig vred, da lærte jeg at kende For alvor først min Gud, mig selv, min ven, min fjende: Min fjende var mig gram, min ven var svigefuld, Jeg selv var skrøbelig, Gud blev alene huld! 11
Et hjem er en ressource, som giver liv til Jegs liv, men kan også være et fængsel, som spærrer ham inde. Det har en aktiv dimension, kreation, når han skal have afsæt for sit spring ud i fremtiden, og det har en passiv dimension, rekreation, når han vender tilbage for at lade op og måske slikke sine sår. I begge tilfælde er hjemmet det, som Kierkegaard kaldte for en ”udvidende Begrændsning”.1 Det befrier og binder. Jeg skal ikke bo i samme hjem hele sit liv, og har hjemmets bånd givet ham selvværd, kan han være stærk nok til at befri sig ved at forråde sit hjem, når tiden er inde. Han kapper tovet og håber, at skuden finder en ny havn. For det hjemløse Jeg er ”systemet af hjem” goldt som en ruin med tomme vinduer, og hans tid lukker ham inde i kedsomhed – tiden går, men er gået i stå og bliver til endeløse sekunders kædedans. Hjemløshed kommer i grader, men også i arter. Vi skal se på fem og starter med den mest fortrolige, den 1. fysiske hjemløshed, som er mangel på et sted at bo. Dernæst følger en hjemløshed, som er fælles for alle, den 2. filosofiske hjemløshed. Jeg lever i tid og er permanent ude af sig selv, når verden forandrer sig og han med den. Ikke alting går som planlagt, og hvert stadie i bevægelsen fra ung til gammel har sit eget hjem, måske flere. Den 12
3. eksistentielle hjemløshed handler om Jegs forhold til sig selv – han er knuget af fortid, adspredt i nuet og kan ikke åbne sin fremtid. Den 4. sociale hjemløshed viser sig i hans forhold til Du – han kan ikke kan finde vej til andre og låses inde i sig selv. Endelig handler den 5. politiske hjemløshed om hans forhold til sit land – han føler sig svigtet og kan ikke genkende sig selv i de værdier, landet styrer efter. Hjemløshed er udefra en tilstand og indefra en følelse. Gælder det følelser, er kunst en bedre vejviser end filosofi. Som mellemspil inddrages fire romaner, der handler om hjemløshed, ikke for at levere fint ciseleret æstetik, men for at følge fire personer, som hver på deres måde er hjemløse. Det er Henrik Pontoppidans Lykke-Per, Johannes V. Jensens Kongens Fald, Denis Diderots Rameaus nevø og Johann Wolfgang Goethes Den unge Werthers lidelser. Også Jack London og George Orwell bidrager med intense skildringer af hjemløshed før velfærdssamfundet. Hver roman sætter en særlig hjemløshed i centrum – eller en kombi. At gøre romaner til dokumentation er selvfølgelig forræderi. De er for rige til at fanges med et enkelt blik. Men i kunst og kritik er alt tilladt, blot man fortæller, hvad man gør. Hvorfor de fire romaner, og ikke alle mulige andre, som også beskæftiger sig med temaet – og hvil13
ken roman gør ikke det? Ethvert problem rummer hjemløshed som et ”ikke mere” over for et ”endnu ikke”. Spørgsmålet har intet andet svar end det, som en islandsk bonde gav, da han blev spurgt, hvorfor han pludselig huggede hovedet af en træl: ”Han stod så godt for hug”. En enkelt hjemløshed er udeladt, den kosmiske. I det uendelige og iskolde univers kan Jeg opleve, at han er ”alene i det ufølsomme, umådelige univers, (han) tilfældigt opstod af”, på en lille planet, der svæver omkring en lille sol i en afsides galakse.2 Omvendt kan han nyde, at han biologisk er unik og samtidig har rødder i milliarder af års udvikling, så han ”er beslægtet med alle andre former for liv. Denne viden rodfæster mig, tillader mig at føle mig hjemme i den naturlige verden”.3 Også her kan Jeg vælge, hvilken historie han vil indskrive sig i. Om han er hjemløs eller har hjemme. Jeg kan føle sig hjemløs på en klode, som er ramt af forurening og klimaforandring. Kloden er ikke et sted, han bor, men symbol for den helhed, han indgår i. Fortællingen om ”klodens ødelæggelse” giver ham en grim smag i munden. Kloden er her en enkelt af de koncentriske cirkler, som Jeg tegnede som barn, når han skulle fortælle, hvor han havde hjemme. Han satte sig selv i centrum, og i cirkel uden på cirkel fandt han sin familie, sit nabolag, by, land, verdensdel, klode, solsystem, galakse og til sidst det uendelige rum. 14
Hvert af disse steder kunne han teste, om han havde hjemme. Selv om en følelse bliver tyndere, når den som smør spredes over stadig større stykker brød, kan den genvinde sin intensitet, når dens enorme genstand, en by eller et solsystem, koncentreres og får enhed i et tegn. Til slut: temaet er hjemløshed. Nogle vil mene, at det gør tonen svagt depressiv. Det indrømmes, men det ligger i temaet. Det handler ikke om, hvor lykkelig Jeg kan blive, men at han kan savne den lykke, det er at være på hjemlig grund. Måske havde det været mere opbyggeligt at skrive en lille bog om lykken, hvis den ikke allerede var skrevet, endda mange gange.
15
Kapitel 1 hjem som fodfæste og afsæt Skal der tales om hjemløshed, er det ikke dumt først at undersøge, hvad et hjem er. I computerens Windows-styresystem kan man trykke på ”hjem”. Hvad betyder det? Ikke at Jeg bor dér, men at han føres hen til udgangspunktet, som han må starte fra, hvis han vil bruge computeren. Hjem er det ståsted, hvor Jeg finder hvile og tager afsæt uden at stille spørgsmål. Gør han, eller tvinges han til at gøre det, forvandles hjemmet fra ståsted til problem – hvilket ikke er unormalt. Et hjem er det ”sted”, mere end blot fysisk, som Jeg går ud fra og vender tilbage til. Han kender sig selv i det, hviler i det og udfolder sig fra det, og skønt det ikke er urokkeligt stabilt, er det stabilt nok til at være en trædesten. Spinoza ville sige, at et hjem er genkendelse ledsaget af glæde og derfor af kraft. Uden et hjem fortaber Jeg sig i en sump, som truer hans fremtid. Tidligere blev det kaldt et problem, nu hedder det ”udfordring”. At være ”hjemme” er en følelse, ikke en konklusion ud fra præmisser og ikke noget, Jeg skal bevise. Det er nok at mærke – og faktisk behøver han ikke 16
engang at mærke noget, hvis han har hjemme, som en fisk har hjemme i vandet. Han kan spontant føle sig hjemme i et nyt rum eller blandt nye mennesker. Men følelsen er ikke ufejlbarlig – undtagen som følelse. Den kan være svigefuld og bruges til bedrag. Den lader sig ikke kommandere, men Jeg kan simulere, og Du kan arrangere en scene, som han håber, at Jeg vil føle sig hjemme på, så Jeg naivt føler sig tryg og går i fælden. Politisk og moralsk kan enhver lejr blive et hjem. Følelsen af at være hjemme er primitiv og går forud for sproget. Babyer føler sig hjemme hos deres forældre, og hjemløse blandt fremmede. Hvis det er en urfølelse at befinde sig i en fortrolig og imødekommende verden, er hjemløshed et urtab. Jegs hjem kan være en bolig, han vender tilbage til, men også et andet menneske eller en idé, der som andre ideer – venskab, frihed, kærlighed – kan bevare sin stråleglans og overleve sin egen fallit. Et sprog, en omgangskreds eller en kultur kan være Jegs hjem uden at udløse en særlig ”hjem-følelse”. Han boltrer sig i sproget, trives i gruppen og bruger kulturens temaer til at markere sig. Hjemmet kan også være Du, sproget, familien, religionen eller den hjemstavn, som ”har skuet barnets første glæder”,4 og ekstatisk kan Jeg føle sig hjemme i verden, hvor alle mennesker er brødre. Kosmos er det største hjem, Jeg kan have, mens hans mindste hjem
17
er ham selv – det hjem, Lykke-Per opsøgte som sin sidste og forgæves mulighed. Jegs mange hjem behøver ikke at være i konflikt med hinanden. Nogle er baggrund, som f.eks. kultur, andre er forgrund som f.eks. hans forhold til Du. Barndommens sommerhus kæmper ikke med Jegs nye bolig om hans loyalitet, forskellige Du’er kan imødekomme ham på hver sin bane, og hans modersmål kan suppleres med andre sprog. Blot kan mange hjem trække Jeg i stykker, når alle gør krav på hans begrænsede ressourcer af tid og opmærksomhed. Et hjem er ikke isoleret. Jegs forhold til dem hæver og sænker sig, de trækker stærkere eller svagere, forvandles, skifter og udskiftes. Gamle hjem bliver ligegyldige, fjendtlige eller savnede, nye hjem opstår på ryggen af gamle, og gamle hjem falder tilbage som en baggrund, der kan aktiveres om nødvendigt. Et hjem kan være lunkent, så det kun fungerer på embedsmandsniveau, måske fordi Jeg mangler alternativer. Er det ved at miste sin kraft, må han afgøre, om han vil gøre en indsats eller give slip. En flydende serie af hjem, af forskellig art og tyngde, viser ikke blot Jegs aktuelle tilstand, men også hans livsforløb – hvor han hørte hjemme, og hvor han var hjemløs. Jeg har ikke lige meget hjemme i alle sine hjem. Nogle ligger hans hjerte nær, andre er så selvfølgelige, at han næsten har glemt dem, og atter andre er en lille luksus, han kan miste uden at græde. I Meïr Gold18
schmidts roman Hjemløs er hovedpersonen, Ottos bror Vilhelm, ”saa hjemlig paa Jorden og synes ikke at have anelse om, at det kunne være anderledes”. Han affinder sig med status quo, mens Otto selv har hjemme i den ”ideale Retfærdighed”, så hans opskruede krav gør ham fremmed for hverdagens smålige hensyn og spalter ham i to.5 I sit hjem er Jeg på sikker grund, så han undgår at belaste sig med refleksion og vinder i spontanitet. Men der er en pris at betale. Han bliver immobil, bofast, ikke blot fysisk, men også i sine vaner og tanker. Da et hjem altid kan være et andet hjem, rummer det en dyb vilkårlighed, uanset hvor stærkt Jeg føler sig bundet. Bliver det angrebet, direkte eller blot fordi der findes andre hjem, kan han aggressivt forsvare det mod dets ”fjender”. På vej til et nyt hjem er Jeg sårbar som en eremitkrebs uden sneglehus, fristet til at forsvare sig ekstra hidsigt og, som en nylig omvendt, være frommere end paven, fordi han ikke blot skal overbevise Du, men især sig selv. For ikke at opløses som røg stivner han som krystal, vel vidende at han ikke er det, så hans følelse af ro er som lavaskorpen over en sprængfærdig vulkan. Vrede er bagsiden af Jegs ”hjemme”, mens et radikalt hjemløst Jeg end ikke kan være vredt. Han har ikke en basis af være vred med. Jeg kan føle sig gået for nær, uanset at Du mener, at han ikke har ret 19
til sin vrede – over at hans kæreste flirter, hans børn kommer for sent hjem, hans kollega intrigerer, alle de små krænkelser, som hverdagen er fuld af. Som altid kan en følelse imiteres. Jeg kan øve sig i at være vred over, at Du ikke viser fuld respekt for den identitet i LGBT+-skalaen, som Jeg har påtaget sig som en praksis, han skal indøve. Om Jeg forcerer sit hjem, kvæles i det eller opsøger og fylder et tomt hjem, skal ikke optage os. I stedet skal vi se på tre kendemærker. 1. ”Hjem” er ikke et rødt mærke i skivens centrum. Intet lysskær fortæller, at her er det rigtige. Jeg kan komme tæt på et hjem, han er tilfreds med og hviler i. Men som enhver husejer ved, er altid der sprækker i muren. Et hjem er ikke en glaspyramide, uberørt af tiden, men er, som Claudius siger om kærligheden, ”tidens barn, og tiden / kan dæmpe – det har min erfaring lært mig / dens glød og ild”.6 Det skal passes og plejes for ikke at forfalde, men kan også forfalde hinsides redning. 2. ”Hjem” er en tom form, der kan fyldes med alt og intet. Jeg vælger selv sit hjem og hermed sin mulige hjemløshed, også når han føler sig som gudernes legetøj eller ”i sine begærs vold”. Vil han erobre et hjem, som er hinsides hans formåen, bliver han som Lykke-Per både hjemløs i fortid og fremtid. 20
3. ”Hjem” er en konstant, fysisk, fordi Jeg opsøger et hjemligt sted at sove, selv hvis han er hjemløs, psykisk, fordi han har hjemme i sine fordomme, og socialt, fordi Jeg uundgåeligt har hjemme i en kultur – de to sidste som to sider af samme sag. Ordet knopskyder i mange retninger. Vi skal se på nogle af dem. Det minimale hjem er en soveplads. Det gælder også mobile hjem som telte eller trailere. Som hjemløs kan Jeg finde en fast krog eller føle sig hjemme i hele byen. Bor han under en bro, på et herberg eller på sofaen hos en ven, er han bofast i den snævre betydning og er altså ikke en nomade, som bor fast i den løse bolig, han som en snegl bringer med sig. Det fysiske hjem. Mere krævende er hjemmet en bolig, som Jeg bruger som sit daglige udgangspunkt. På Jegs id-kort står, hvor han bor, og i folkeregistret og på nettet kan man finde stedet. Også i en trailerpark kan Jeg have hjemme, så det midlertidige bliver varigt, når dækkene rådner, og vognen forbindes med strømkabler og afløb. En fri fugl på en ledning er blevet bofast og skelner måske skarpt mellem at bo i en trailer og være hjemløs. Har Jeg indrettet hjemmet efter sin smag, er det ikke blot hans ukrænkelige borg, men også det bil21
lede af sig selv, han viser til Du. Også Du bor i Jegs hjem, når Jeg ser sit hjem med Dus øjne. Han kan forfine det, udbygge det, smide gamle ting ud og købe nye, så det udvikler sig i takt med hans egen udvikling. Han kan være stolt over at vise det frem eller forlegent undskylde det. Og er han enormt rig, kan han bygge et enormt drømmehjem som det synlige billede af en enorm person. Hjemmet er centrum, hvorfra der udgår stier som solstråler på en børnetegning. Der er veje til arbejde, butikker, byer og venner. Når Jeg nærmer sig hjemmets nære omverden, bliver følelsen af ”hjem” tættere. Huse og lejligheder i nabolaget er fortrolige, i hvert fald på overfladen. Bag vinduerne gemmer sig naboer, venner, fjender og fremmede. Jeg kender hjemmets topologi, så han i blinde kan bevæge sig fra rum til rum. Tingene har fundet deres faste plads og er indskrevet i hans krop, så han kan se selv minutiøse forandringer, når han åbner døren og indsnuser den fortrolige duft. Hvert rum har rutiner og ritualer, og Jegs ord tager betydning efter rummet. At ”slappe af” er noget andet i soveværelset end på toilettet. Bag det synlige hjem kan Jeg se det usynlige hjem, tidens hjem. Han kan huske, dengang han trådte ind i de nøgne rum, han kan se, hvordan hjemmet er nu, og han kan drømme om fremtidige ændringer. Omkring tingene svæver en krans af erindringer – arve22
ting, gaveting, fælles ting, heldige second hand-ting – som er usynlige for andre. Hjemmet tilbyder både lykken ved det samme og ved det nye. Er Jeg hjemløs, kan han være så uvant med denne idé om et hjem, at han er ophørt med at savne dets ”hygge, fred og tryghed”.7 Jeg kan have mange boliger, så han kun er løst knyttet til sin adresse i folkeregisteret. Og hjemmet som idé kan skurre mod hjemmet som realitet, når det er en kampzone for køn og generationer, så han bliver hjemløs i sit hjem. Jeg og Du kan bo i et forfaldent hjem, hvor alting sejler, børn passer sig selv, mens fjernsynet kører uafbrudt. De ved, at deres hjem er mangelfuldt, og når de modsætter sig besøg, sammenligner de indirekte deres hjem med et andet hjem, som de længes efter, med købekraft, uddannelse og overskud. Det samme gælder, med passende ændringer, hvis ”hjem” ikke er en bolig, men Du, sprog eller kultur. Det sociale hjem. Hinsides sin bolig kan Jeg have hjemme hos venner, partifæller og klubkammerater. Du kan være en ankerplads, så hans verden tømmes, hvis Du er væk. For Jean-Marc i Milan Kunderas roman Identiteten er en kvinde hans ”eneste følelsesmæssige forbindelse til verden”,8 så hun er hans hjem, uerstattelig og vigtigere end alt andet. Mens et embede kan få en ny indehaver, kan Du nok udskiftes, men 23
ikke erstattes, fordi Jegs tid ikke kommer igen. Hvis Jeg og Du har levet længe med hinanden, kender De hinanden så godt, at de bemærker den mindste forandring, en lille trækning i ansigtet, en pludselig tøven. Når historie bliver krop, kan de samtale uden ord. Det kulturelle hjem. Jegs kultur er hans ”ubesluttede præmisser for beslutninger”9 – de fordomme, han har tilegnet sig og går ud fra uden at spørge. Han lever i kulturen, ikke som en fisk i vandet, men som saltet i havet, usynligt, indtil hans kultur støder sammen med en anden, så han opdager sin egen vilkårlighed. Jegs første kultur er skæbne. Et brud sker med redskaber fra den kultur, han bryder med, så han ender i en cirkeldans. Over tid kan han forvandle sig så hårdt, at han næppe kan genkende sin tidligere version. Men han kan ikke ændre, at det nye hjem er tilegnet i en kamp med det gamle. Omslaget er en del af ham selv, og brudfladerne sidder tilbage i sjælen som arvæv. Derfor er barndommen klæbrig. Lykke-Per ville frigøre sig fra sin utålelige barndom, men magtede det ikke. Trolde blev ved med at dukke op, så han endte med at bekræfte Meïr Goldschmidts tese om, at ”fra Hjemmet er der ingen smilende Udvej og ingen Bortgang uden Døden”.10 Jegs kultur tatoveres ind i hans sjæl, og selv om han kan fjerne sig fra hjemmet, kan han ikke fjerne 24
hjemmet fra sig selv. Han kan ikke slå det ihjel. Det er underlægningsmusikken, når han navigerer i hverdagens uro. Vil Jeg bryde med sit kulturelle hjem, dukker det op i sprækkerne af hans nye hjem, som endnu ikke er løbet ham i blodet. Han bliver langsom og lidt kantet, fordi han må tænke, før han handler, og han forstyrres af tankens og kroppens vaner. Det kræver tid at forvandle bevidst adfærd til usynlige vaner. Ingen opskrift tilbyder syv nemme trin til succes, og fortiden sætter altid spor. Med tiden kan et nyt hjem blive usynligt og umærkeligt. Men refleksion og spontanitet har hver sin gangart, og ligesom man ikke kan ville sig i søvn, eller kræve spontanitet, kan man ikke reflektere sig til spontanitet. At øve sig tager tid og glemmes ikke. Refleksion er distance og kan ikke undgå at støje og rumstere. I denne proces kan Jegs idé om, hvad et hjem er, langsomt ændre form. Indtil vanen giver Jeg ro i sjælen, er hans arbejde med at skjule sin dialekt en del af hans dialekt. Gammelrige familiers lethed i omgangen med luksus er svær at tilegne sig for en nyrig, og kampen for ligestilling afslører de gamle kønsrollers greb om sjælen. Hvert brud er et nyt kapitel i Jegs biografi, og som i romaner skal man have læst de tidlige kapitler for at forstå de sene. I en kultur kan der være subkulturer, som Jeg bruger til at forstærke sin identitet ved både at være 25
forskellig (fra mainstream) og identisk (som de andre i subkulturen). Det skal ikke optage os. Hjemme i verden. I eksalterede øjeblikke kan Jeg opleve sig selv som verdensborger, en vidtberejst mand som Odysseus, der mødte ”mangfoldige folk og fornam deres lynne”.11 Selv om han ikke har hjemme i hver eneste by, er hans bopæl og modersmål kun ét blandt mange, og selv om han ikke kan skifte kultur, kan han gøre sig fortrolig med andre, som alle smitter lidt af, så hans spilleplade vokser. Han kender lufthavnene, de store byers restauranter og delikate feriesteder, han har venner overalt og ved, hvordan man opfører sig. Måske har han endda to pas. Ligesom han ikke glemmer sine tidligere kærester, husker han de miljøer, hvor han har hjemme, dybt eller fladt, og han kan opremse dem som perler på sin livssnor. Om han styrkes eller svækkes i dette virvar, kan vi lade ligge. Hjemme i sig selv. Det mindste hjem er Jeg selv, når han som sneglen bærer sit hus med sig og har hjemme overalt. Når han sidder roligt i Pascals værelse12 og tænker sit, har han hjemme i sig selv og i sin krop. Det er et klassisk ideal at have hjemme i sig selv – en personlighed med faste forhold, måske forudsigelig som en automat, måske en kierkegaardsk kristen, der hviler trygt i gud, eller et nietzschesk overmenneske, 26
der handler frit ud fra sin vilje til magt. Autonomi er mere end monotoni. Jeg afgør selv, hvordan han vil reagere, og kræver ikke, at Du skal opbygge ham. Han tåler og nyder at stå alene. I en fremmed by kan han blive ”besynderlig løsreven”13 af nye indtryk. Men at åbne sig er ikke hjemløshed. Hvis Jeg kan sige, at ”dér hvor jeg er, er der godt at være”, har han hjemme overalt og kan aldrig helt væltes, fordi han har fodfæste og afsæt i sig selv. Et tykt sted i ham flyder ikke ud. Det handler ikke om, hvad han er, men om hans dømmekraft. En lille nuance er påkrævet. At have hjemme i sig selv er mere end at placere sig i Jeg-Du-Det trekanten. At være dér kræver blot, at Jeg kan sanse og samle. Selv hvis han skifter roller på samlebånd og er et løsagtigt bundt af fragmenter, udgør han en enhed. I denne elementære forstand har Jeg altid hjemme i sig selv, medmindre han er skingrende vanvittig. I Hjemløs fortæller Otto Krøyer, at ”Jeg selv forekom mig som et Fnug, bevæget af underlige Vindpust, jeg kunde ikke finde, hvad der var mig og hvad der ikke var mig”.14 Eksistentielt er han i uføre. Men han ved, at det er ham selv, som er usikker på sig selv. Han iagttager sig selv og er altså hinsides sin forvirring. Smuldrer Jegs dømmekraft, reduceres han til et bundt af impulser. Det er opskriften på rædsel – eller forløsning?
27
Idéhjemmet Et hjem er ikke blot fortroligt. Krig kan være fortrolig, men giver ikke Jeg tryghed og modtager ham ikke med varme. Skænderier kan være fortrolige rutiner, som opløser hjemmet og gør det hjemløst, selv om det, fysisk, er det samme. Men Jegs hjem kan også være en idé, som med tiden ophører med at være valgfri og forvandles til skæbne. Selv hvis den er usamtidig, kan han ikke slippe den, så den først slutter, når han dør. At opgive den er selvmord. Man kunne kalde det Jegs ”saglige” hjem, hvis ikke ordet ”saglig” duftede for stærkt af naturvidenskab og objektivitet. Her kaldes det Jegs ”idéhjem”, vel vidende, at en idé kan være et stort dække over en lille sag, ham selv. Ideen kan være politik, kunst, religion eller et fag. Den skaber sammenhæng i tid, så Jeg i nuet påtager sig en indsats, som har rod i fortiden og rækker ind i fremtiden, den skaber sammenhæng i rum, når han skal finde ressourcer, og den skaber social sammenhæng ved at forbinde ham med Du, enten som ven eller fjende. Han motiveres, hans verden forenkles, og han kan måle succes og fiasko, selv hvis han ser succes som kommende fiasko og fiasko som forsinket succes. En idé har indbygget et krav om fuldkommenhed, en utopi, som Jeg styrer efter, selv hvis den aldrig realiseres. Det er ikke et krav udefra, men en gæld til verden, som han vil indfri. Spørgsmålet ikke er, om 28
han har lyst, men hvordan hans lyst skal indrettes efter ideen, så ideen bliver et mål i sig selv, modsat hans fysiske hjem, som er en ressource. At have hjemme i et sprog er at have lyst til at bruge det og arbejde på at blive bedre, fordi sproget er et redskab for Jegs sag. Også her kan, ekstremt, sproget blive sin egen sag, så Jeg nyder at sige hvad som helst. Hvad der er Jegs idéhjem, afgøres ved at se efter. Der er utallige muligheder, så Jeg må vælge og hermed vælge sig selv. Hvad han vælger med, er det væsen, han er blevet. Du kan synes, at Jegs idé er meningsløs, så han jager efter skygger og kommer ”længre fra sin vej”.15 Men mening kan ikke kommanderes. Hverken Jeg eller Du er herre over Jegs mening.
Flydende hjem Forholdet mellem hjem og hjemløs er uroligt. At udvikle sig er at forråde et hjem. I Erich Maria Remarques roman Intet nyt fra vestfronten vender hovedpersonen Paul under en orlov tilbage til sin hjemby, blot for at opdage, at han er blevet hjemløs. Krigen har gjort ham fremmed, så han kan ikke tale med sine forældre og bekendte.16 De gamle mænd vil kun høre om den unge helt, ikke om hans dystre erfaring fra skyttegrave og bombehuller. Først tilbage ved fronten oplever han, at ”her hører jeg hjemme”, ikke fronten som sted, men som ”Kat og Albert og de andre”,17 som han kan tale med og blive forstået af. 29
De er ”det stærkeste og mest skærmende, som overhovedet findes”, så han ikke længere er ”et skælvende stykke liv alene i mørket – jeg til hører til dem og de mig”, de er ”intimere forbundne end elskende, på en enkel og skæbnetung måde”.18 I en verden, som er blevet fremmed, er de blevet hans hjem. Forskellen mellem hjem og hjemløs kan forskyde sig. Hvis Jeg og Du glider fra hinanden, eller Jeg bliver fyret, kan hans liv tømmes for det, som før fyldte ham, så hans energier vajer for vinden. Venner kan blive hans nye hjem, han kan flygte til hjemmevante steder, eller hans sportsklub kan opgraderes, fordi det nu er her, han føler sig hjemme – bedre end intet. Selv forældre, som han har mistet kontakten til, kan genvinde deres gamle status som ankerplads. Hjem kan overlappe eller erstatte hinanden, flyde sammen eller adskilles som olie og eddike, forstærke eller svække hinanden. Jegs forhold til Du ændres, hvis de flytter til en by, hvor Jeg engang havde hjemme og kendte et andet Du, så han overvældes af erindringer, forgyldte af alder.
30