GOGOLS KONE
oversat fra italiensk af Rasmus L.Bojesen
MULTIVER S
“Krigsrumlen i det fjerne”
... Med hensyn til det ømtålelige emne, Nikolaj Vasiljevitjs hustru, er jeg nødt til at tøve. Har jeg ret til at afsløre, hvad ingen ved, hvad min uforglemmelige ven har holdt skjult for alle (og det med god grund), hvad utvivlsomt vil føre til de mest ondsindede og tankeløse fortolkninger, for slet ikke at nævne, at det uden tvivl vil fornærme de tarvelige og frelste hyklere eller, ja, hvorfor ikke også dem, de ærlige sjæle, hvis sådanne stadig skulle findes? Har jeg ret til at afsløre, hvad jeg selv står tilbage for at fælde dom over, hvis en sådan dom da ikke skulle være udtalt misbilligelse? I sidste ende påhviler der mig visse forpligtelser som biografist, for da enhver detalje om en så storslået mand nødvendigvis må være dyrebar for os som for fremtidige generationer, vil jeg ikke forfalde til en simpel værdidom og putte med noget, som det kun på den yderste dag vil være muligt at dømme over. For hvem skulle give os retten til at fordømme?
Kender vi til den intime nødvendighed og den både højere og bredere betimelighed, som visse storslåede mænds handlinger, endskønt de måtte forekomme os vederstyggelige, måtte tjene? Nej, for vi forstår kun ganske lidt af disse højerestående begavelser, når det kommer til stykket. “Det er sandt”, sagde én af de store, “jeg tisser skam også, men af helt andre grunde!”
Så uden yderligere omsvøb vil jeg her præsentere, hvad jeg med sikkerhed ved og hævet over enhver tvivl kan bevise om dette kontroversielle anliggende, og som derfor – håber jeg da – efterfølgende ikke længere vil være kontroversielt. Jeg vil ikke gentage, hvad vi allerede ved om emnet, da det ville være overflødigt for Gogol-forskningen i dens nuværende fase.
Nikolaj Vasiljevitjs kone var, lad mig starte med at understrege det, ikke en kvinde, endsige et menneske i det hele taget, eller for den sags skyld et levende væsen fra faunaens eller floraens verden (hvad nogle ellers tidligere har insinueret). Hun var en dukke. Ja, en dukke, hvilket forklarer forvirringen eller endda fortørnelsen udtrykt af visse biografister, selv blandt dem, der personligt kendte genstanden for vores undersøgelse. De beklagede sig over aldrig at have set hende,
omend de nok så hyppigt besøgte den store mands hjem.
Men ikke alene det, de havde “end ikke hørt hendes stemme”, hvoraf de udledte dystre, skændige, ja måske sågar væmmelige slutninger. Men nej, mine herrer, alt er langt enklere, end man kan gå og tro: De hørte ikke hendes stemme af den simple grund, at hun ikke kunne tale. Eller rettere at hun kun kunne tale under visse omstændigheder, som vi skal se. I alle tilfælde talte hun kun, når hun var alene med Nikolaj Vasiljevitj. Når vi således har tilbagevist de ubrugelige og letkøbte teorier, kan vi give os i kast med beskrivelsen, i det omfang det altså lader sig gøre, af dette væsen eller denne genstand.
Gogols såkaldte kone var en ganske almindelig dukke lavet af tykt gummi, stedse afklædt og med en kødlignede kulør, eller som denne ofte kaldes, hudfarvet. Men i og med at den kvindelige hud ikke er ensartet i farven, må jeg præcisere, at der for størstedelens vedkommende var tale om en ganske lys og blankpoleret overflade, som brunetter gerne har. Den eller hun var, hvad næppe er nødvendigt at præcisere, af kvindeligt køn. Det bør ligeledes tilføjes, at hun også var meget foranderlig i sine attributter, uden selvfølgelig at skifte køn. Selvom hun til tider kunne synes tynd, næsten uden barm, 7