K NUD ROMER
FORTRYLLELSENS POETIK
Et liv med
Ra iner Maria Rilke
Essay
MULTIVERS
Fortryllelsens poetik: Et liv med Rainer Maria Rilke af Knud Romer
© Forlaget Multivers ApS 2026 1. udgave, 1. oplag 2026
Omslag: Ida Ejdal Tryk: Totem Printed in EU 2026
ISBN 978-87-7917-729-1 www.multivers.dk
Danske oversættelser af Rainer Maria Rilke og Dylan Thomas er gengivet efter:
Udsat på hjertets bjerge. Oversat af Thorkild Bjørnvig. Gyldendal 1998.
Malte Laurids Brigges optegnelser. Oversat af Karsten Sand Iversen. Gyldendal 2005.
En proces i hjertets vejr. Oversat af Jon Høyer. Multivers 2019.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Udgivelsen er støttet af AAGE OG JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND
Indhold
Bogmærket fra Muzot
Kettenhofweg 106
Danmarks fugle bd. 1-3
Rejse mod nattens ende
Panteren i mit hjerte
Den omvendte verden
Den orfiske akse
Rosens navn
Den som blinker er bange for døden 97
Bogmærket fra Muzot
Førstegangjegtogudatrejsepåegenhånd,varefter studentereksamen på Katedralskolen i sommeren 1979, og jeg vidste præcis, hvor jeg ville hen. Jeg havde drømt om det i årevis, og omsider kunne jeg opfylde ønsket fra det stjerneskud, som faldt over roemarkerne en nat.
Jeg hankede op i en ramponeret kuffert fuld af slidte klistermærker fra Wien, Paris, Rom, som jeg havde fundet i kælderen, og satte mig i toget på banegården i Nykøbing: Fugleflugtslinjen!
Det flade landskab strøg forbi med lyserøde kirker uden for vinduet, og jeg befandt mig allerede i en rejseroman fra det forrige århundrede, der ikke fandtes andre steder end i mine fantasier og togrejsen ifølge Wolfgang Schivelbusch. Bare navnet –hvor kært var det – Schivelbusch: Geschichte der Eisenbahnreise.
Jeg købte nogle flasker toldfri hvidvin på færgen Rødby-Puttgarden og stillede mig ud på dækket til vinden i håret og skumsprøjtet i mit ansigt.
Mågerne sværmede over mig i et digt af Christian Morgenstern – tænk at hedde det – Morgenstern.
Die Möwen sehen alle aus,
Als ob sie Emma hießen.
Sie tragen einen weißen Flaus
Und sind mit Schrot zu schießen.
Jeg havde drukket vinen ved ankomst i Berlin og stak digtsamlingen i lommen og skiftede tog til Deutsche Bundesbahn. Nu var det så vidt – jeg havde ventet på det – og der var knapt nok fløjtet til afgang, før jeg rejste mig og gik ind i det forjættede land og satte mig ved et bord i selveste spisekupeen.
Der stod alt det på menukortet, som jeg kunne lide: Wienerschnitzel – og jeg bestilte også et langstilket glas med sekt. Fint skulle det være, og hvad mere kunne man ønske sig end at sidde i en restaurant på vej ned gennem Das Land der Dichter und Denker, Tyskland.
Jeg fik selskab af en yngre kvinde, som satte sig ved mit bord. Hun kendte mig ikke og vidste ikke, hvem og hvad jeg var. Jeg kunne være lige den, som
jeg ville være i min egen ret – og det var ham, som hun kom til at tænke på efter et par glas.
”Du minder om ... Felix Krull,” sagde hun og refererede til Bekenntnisse des Hochstaplers Felix Krull af Thomas Mann.
Det kræver en forklaring, som dog ikke er videre indviklet. Det var ikke mig, men tøjet. For min tyske onkel Helmut havde været vidt omkring og også besøgtAfrika og efterladt et hvidt jakkesætmed vest i hør fra 1920'erne, som jeg havde arvet. Inklusive skjorter med løse, stive flipper, som man satte fast i nakken med en af kraveknapperne fra æsken. Det havde jeg gjort og bundet et smalt, sort slips og iført mig jakkesættet til dannelsesrejsen, der skulle tage mig hjem til mit umulige endemål.
Det var blevet godt krøllet, da jeg steg ud af endnu et regionaltog efter den smukkeste tur for mit indre blik gennem bjergene i Schweiz. Jeg stod på banegården i Muzot med kufferten i hånden og spurgte om vej, fordi jeg gik ud fra, at alle måtte kende den.
Det var ned ad gaden og ud af byen, og jeg fulgte fingeren, som pegede mod et sted halvvejs oppe af skråningen med bjerget i baggrunden. Jeg slæbte mig op ad den støvede vej – træt og bagstiv – og blev overhalet af en Mercedes, hvor et par børneansigter stirrede ud af bagruden og lod til at kede sig ihjel på
ferienmedderesmorogfar,somsikkertvarlærerog skulle samme sted hen som mig: Chateau Muzot!
Det var ikke andet end en lille tårnbygning, som var omgivet af en have med lave træer – og en ældre, foroverbøjet kvinde måtte være gartneren. Jeg stod som forstenet, indtil jeg blev vækket fra min trance af en pige med langt, sort hår. Hun talte fransk og spurgte mig, om jeg mon kunne bede om lov til at komme ind og plukke nogle æbler?
Det måtte hun gerne, og vi fulgtes ind i haven. Hun plukkede æbler, og kvinden fortsatte, hvor hun slap. Jeg kunne ikke tro, at det var sandt, og gik hen til tårnbygningen. Det skete i virkeligheden.
Der voksede en vedbend på murværket. Jeg plukkede nogle blade og tog dem med hjem hele vejen tilbage til Falster. Jeg pressede og tørrede dem og brugte dem som bogmærker i den violette førsteudgave af Rainer Maria Rilke, som jeg havde fået med fra bogskabene af mormor, Duineser Elegien.
Kettenhofweg 106
Jeg skulle egentlig være startet i første klasse på Byskolen, men heldigvis havde jeg et handicap, som blev kaldt for ”dobbelt halvsproget”, fordi jeg talte et kaudervælsk af dansk og tysk på én gang. Det var endnu værre end at være ordblid – sandsynligvis ville jeg hverken kunne beherske det ene eller andet af dem – og skolestarten blev udsat med det bedste år i mit liv.
Jeg blev sendt ned til min mormor i Frankfurt: Damaris Dorothea Renatha von Matthes. Hun boede i en patriciervilla på Kettenhofweg i Westend mellem gamle kastanjetræer, og jeg fik et frikort til Palmengarten og kunne lege og ro på søen og gå på opdagelse i det varme, fugtige palmehus med lianer og store sommerfugle hele den evige eftermiddag.
Om aftenen læste hun højt for mig i sengen: ”Der kleine Muck” og ”Max und Moritz” og rim og remser af Ringelnatz. Det bedste gemte hun til sidst:
”Schlaflied” – og jeg drømte længe, før jeg faldt i søvn.
Einmal wenn ich dich verlier, wirst du schlafen können, ohne dass ich wie eine Lindenkrone mich verflüstre über dir?
Det var Rilke, og uden at vide det voksede jeg op med ordene sammen med den tyske romantik, der ventedepåmigihendesbogskabemeddesmukkeste eventyr sat med gotisk skrift: Novalis, Eichendorf og Tieck.
Jeg fandt også først ud af siden, hvem den alvorlige mand var, som hilste på hende med et nik, når vi sad på balkonen og spiste Schwarzwälder
Kirschtorte i Cafe Laumer. Hun kaldte ham for Teddy, og han boede nogle huse længere oppe ad Kettenhofweg i nummer 123: Theodor Adorno.
Han trådte ud ad døren – ”Guten Morgen, Herr Doktor” – og traskede ned ad gaden til Ringstrasse, hvor man havde opført et lyskryds kun til ham for at forhindre, at han blev kørt over, og fortsatte sin negative dialektik gennem Senckenberganlage til Institut für Sozialforschung.
Jeg var i mellemtiden blevet tretten år. Vi havde fået udleveret en grøn bog i skolen: Hvad kan jeg
blive? Man kunne blive postbud og politibetjent og endda polytekniker, men jeg ledte forgæves under bogstavet ”p” efter det, som jeg ville være, fordi man øjensynlig slet ikke kunne blive til det.
Rilke havde skrevet breve til mig: Briefe an einen jungen Dichter. Og jeg ville ikke være forfatter og heller ikke digter, men ... poet. Eller rettere, tysk poet, og jeg havde tænkt mig at udkomme på det samme forlag som ham – gudernes forlag: Insel Verlag.
Det lå et par gader henne fra mormor og rundt om hjørnet i Lindenstrasse, og når jeg kom på besøg i ferien, trykkede jeg næsen flad mod ruden og svor ved mig selv, at jeg en dag ville gå ind ad døren med min egen bog.
Hvis man kunne lade være, skulle man gøre det, havde Rilke skrevet. Om det så skulle koste mig livet, var det meningen med det, og jeg ville forfølge den umulige drøm til den bitre ende og skruede op for anlægget med The Sensational Alex Harvey Band på pladespilleren i mit børneværelse på Hans Ditlevsensgade 14, 4800 Nykøbing.
To dream the impossible dream
To fight the unbeatable foe
To bear with unbearable sorrow
To run where the brave dare not go And reach the unreachable staaaaar!
Hvordan bliver man til den, som man er? Du har et kald og gør ligesom en snedker og går i mesterlære.
Min mester var Rilke. Han var det ypperste, man kunne stræbe efter i sproget, og uopnåelig som stjernen, der blev tændt over roemarkerne på Falster.
Jeg forstod ikke en lyd af det, som han skrev om.
Eller nej, når det kom til stykket, var ordlyden det første og eneste, som gik op for mig – sproget var flydende som sirup – og billederne i digtene var en hallucination af skønhed: Buch der Bilder.
Jeg øvede mig og efterlignede prosodien og stavelsernes metrik og tonehøjde og tryk. Det var musik – stemt og tonet – og krævede disciplin
og tusindvis af timers øvelse at bemestre ligesom en violin og hvilket som helst andet instrument.
På en måde var det ikke meget anderledes end Eminem, der rablede hen for sig selv i en trøstesløs og udvejsløs trailerpark, indtil han kunne rime alt med hvad som helst og opløse hele sætninger i homofonier på stedet.
He knows when he goes back to this mobile home, that’s when it’s back to the lab again, 14
yo, the old rhapsody.
Better go capture this moment and hope it don’t pass him.
Der var selvfølgelig den forskel, at jeg var et privilegeret enebarn og indrettede mit værelse til et studerekammer i den tyske romantik med en lille gipsfigur fra antikken og viftepalmen fra blomsterhandlen og lagde et tæppe over stolen som polstring foran skrivebordet, hvor arkitektlampen bøjede sig ned og holdt øje med mig.
Hvad jeg skrev? Ord – ikke andet end det, side op og side ned – hundred, tusindvis af ord, som jeg ville få brug for og gemte i en mundkurv til den skønne dag, hvor jeg havde fundet min stemme og kunne skrive med den.
Det gode ved det var, at Rilke havde famlet sig frem i sine første digtsamlinger, der nærmede sig kitsch i deres floromvundne jugendstil – Larenopfer, Wegwarten, Traumgekrönt – og skrev om det vigtigste ved at have et talent i sin bog om læretiden som sekretær for Auguste Rodin: arbejdet. Hvordan skrev man noget godt? Ved at rette noget dårligt og fortsætte med det, og om det så tog årtier af sætninger, der blev skrevet med et viskelæder.