1 Toget forlod byen. Med hovedet lænet mod sin mors skulder fulgte Patrice melankolsk det grålige landskab med øjnene. Alting flød sammen bag hans pande, som et uvejr i en biograffilm vendt på vrangen. Han så frem for sig uden at forstå, tavs, med sit enfoldige ansigt, der ikke desto mindre var så blændende smukt, at man kunne tro, han var genial. Hans mor kærtegnede hans nakke med åben hånd. Med et lille vrid i det alt for smidige håndled kunne hun lægge Patrices hoved ind til sit bryst og bedre lytte til hans åndedræt. På den anden side sad hendes datter IsabelleMarie trykket mod vinduet, kølig, ubevægelig, med et hårdt ansigt. Louise tænkte ofte: ”Isabelle-Marie har aldrig haft et rigtigt barneansigt ... mens Patrice ... Ah, Patrice!” Isabelle-Marie var seksten år. Hun var høj og radmager; hendes foruroligende øjne gnistrede ofte af vrede under hendes mørke øjen11
vipper. Når hun så misfornøjet ud, blev hendes underansigt smallere, brutalt ringeagtende. Man blev næsten bange for hende. Hendes mor, Louise, en rig gårdejer, vendte sig fra hende for bedre at kunne vie sit liv til Patrice. Louise havde selvtillid, anede man, og, frem for alt, en fetichistisk tillid til Patrices skønhed. Fra de nærmeste sæder betragtede de andre passagerer hendes søn. Træt af ikke at vide hvad han skulle tænke på, slumrede barnet langsomt ind, og en sveddråbe stod frem på hans pande. Med fingeren tørrede Louise denne dråbe bort og smilede af forfængelighed ved tanken om, at hendes søns skønhed blev mere og mere fremherskende og snart ville kunne drage selv de køligste blikke. ”Patrice... Den Pragtfulde!” I samme øjeblik tænkte Isabelle-Marie: ”Patrice, den Åndssvage!” Patrice, der var ligeglad med omgivelserne, trykkede sig ind mod sin mor med de store, grønne øjne tomme som natten. Nu og da 12
sitrede øjenvipperne, den ene mere den anden, mod kinderne. Panden var hvid, ren, blød som en svanes flanke. De blottede læber bevægede sig mod hinanden uden anspændthed. Aldrig lå der på disse læber en smag af liv. En døds læber. Isabelle-Marie stirrede lumsk på ham: ”Et Smukt Bæst!” mumlede hun sammenbidt. Louise spekulerede aldrig over Adonisbarnets begavelse. Han talte kun lidt, og denne ordknaphed syntes for hende at være som gudernes ophøjede tavshed. Hans ekstraordinære skønhed var nok til at mætte hende. Men Patrice var idiot, retarderet. Isabelle-Marie vidste, at bag det blege ansigt fandtes kun forstandens tunge slummer, sløvheden i hjerner, der ikke lever. ”Hvor må der være koldt under hans hud,” tænkte hun — og hun skammede sig ved at se ham sove, ubekymret og beskyttet af den moderlige skulder, mens moderens blik, hele denne kvinde støttede sig til den ensomme og skrøbelige skønhed.
13
Passagererne iagttog ufravendt Patrice. Isabelle-Marie begyndte at rødme. Hun fik kvalme. Gradvist kunne hun ikke længere se noget af landskabet udenfor. En mærkelig dødslængsel greb hende. Hun rettede sig op, rykkede lidt frem, lænede sig op ad vinduet, og hendes forslåede kind skælvede. For at camouflere sine kuldegysninger kradsede Isabelle-Marie kluntet i ruden med neglene, forsøgte at bryde hul i glasset ... Louise så hende ikke. Louise vovede aldrig at se rigtigt på hende. Isabelle-Marie gemte sin pande i hænderne: — Mor, jeg har feber. Svimmel og fysisk frastødt af omgivelserne hørte hun pludselig en dame udbryde: — Sikke en smuk dreng, De har! Og Louise, Louises tilfredse stemme: — Ja, ikke? Isabelle-Marie besvimede. Da hun kom til sig selv igen, var de fremme. De andre rejsende havde allerede glemt hendes brors skønhed, og det trøstede hende. De gik 14
mod udgangen, skyndte sig frem uden at tage sig af omgivelserne. Isabelle-Marie fik åndedrættet tilbage. Blodet varmede hendes ben igen; hun følte en ny smidighed i hele sit væsen, en vild begærlighed efter at bryde ud i latter oven på det smertende sammenbrud. — Nå, hvad er der så, Isabelle-Marie? lød Louises forstilte stemme. — Ikke noget, mor. Lidt svimmelhed ... Louise tog sin søns hånd beskyttende i sin, og de to skred gennem mængden uden at ænse stanken af røg. Det blonde barn fulgte apatisk med; hans hoved blev båret af moderens arm. Isabelle-Marie så med ærgrelse, hvordan solen fyldte Patrices hårpragt med en strålende uskyldighed. Hun fulgte sin bror, kejtet og utilpas i sin sorte kjole ... og endnu mere utilpas dybt i sit kød. *** Overbevist om, at Patrice umuligt kunne mangle evnerne, gav Louise ham privatlærere, 15
men én efter én forlod de huset igen, opgivende og bevidste om Patrices åndssløvhed og hans mors groteske illusioner. Ingen af dem ville have kunnet lykkes med at kølne Louises lidenskabelige kærlighed med ord, en lidenskab, der havde varet siden fødslen af denne krop, som ikke rummede den ånd, den var skabt til at bære. Louise vedblev, som i en drøm, med at lovprise sin søn, at forsyne ham med den sjæl, som han manglede. Hvis Patrice tav, var det, fordi han lå inde med en hemmelig inspiration. Når Patrice altid gentog de samme intetsigende fagter i sine lege, var det, fordi hans smukke barneinstinkt ville det sådan. Hun var hans slave. Lånte ham sin egen forstand. Behandlede ham som et helt særligt væsen og bestræbte sig på at skåne ham for al modgang. Hendes lille gud! Og Det Smukke Bæst spiste, sov, smilede, søgte intet, lo, når det så andre le. Det Smukke Han-Bæst fyldte snart femten år. Louise blev i mere og mere udtalt grad sin søns slave, og hun tilberedte ham lækre retter, 16
hjalp ham med at pleje sin krop, indviede ham i forfængelighedens verden ved at sætte ham foran spejle, men som i andre tilfælde udtrykte Patrice ikke andet end mathed ved det. Hun mættede hans dage med spadsereture, med ridning. Hestene kunne han med det samme lide, instinktivt. Og Patrice adlød. Han græd, når man bad ham om at græde, blev blød og bevæget i hendes nærvær uden at vide hvorfor. Han havde aldrig selv opdaget noget, hverken sin mors kærlighed eller Isabelles jalousi. Han behøvede blot at opdage sin skønhed. Og det gjorde han.
17
2 Det var sommer. Overladt til kvinderne på gården tog Isabelle-Marie del i deres barske arbejde og sled sine fingre op, grå af sved og snavs, med håret klistret til kinderne og munden tør og salt. Hun kunne mærke en heftig smerte i brystet. Smerten udmattede hende, og hendes kød klæbede til knoglerne som et klæde af varme. Aldrig før havde solen været så kraftig; bagende indtil det brændende brunede den bøndernes hud og udtørrede jorden. Isabelle-Maries nerver var spændt til bristepunktet. Om aftenen, når hun vendte tilbage til det store, affolkede hus, fandt hun Patrice, der legede sit dagdriverliv bort og Louise, som levede efter sine luner. Irriteret bed hun den vold i sig, der steg op i hende, alt imens hendes hjerte skreg på retfærdighed. Men det indre oprør gav hende kræfter, og hendes hænder hvæssedes som knivsblade.
18
En dag da Louise var i byen, fulgte Isabelle med sin bror ud at bade. Trods sin frygtelige jalousi søgte hun familiekærlighedens nærvær. I søen mærkede Isabelle-Marie ikke længere sin mørbankede ryg. Når hun svømmede, hvilede hvert eneste af hendes lemmer sig, og hele hendes krop drak den tidlige ungdoms skål. Var hun i stand til, som Louise og Patrice, at stille sig tilfreds med det? Nej. For IsabelleMarie, der var nedbrudt af ydmygelser, kom tilfredsstillelsen i form af en begejstret rus. Idet hun hengav sine lemmer til det kolde vand, var hun næsten lykkelig over at være så forskellig fra Patrice og fra Louise. Hun rystede sit ansigt. Vanddråberne løb alle på en gang ned ad hendes kinds ene side. Så udbrød hun: — Patrice, kommer du ... Patrice? Nøgen og pragtfuld lå Patrice på knæ og så ud til at ville forsvinde i vandets dyb. — Patrice, hvad laver du derhenne?
19
Han svarede ikke og forblev ubevægelig. Hun rødmede ved at finde ham så smuk og kunne ikke andet end at beundre ham. — Patrice ... Den glatte ryg var yndefuldt bøjet og frembød den sarte og uberørte nakke, som Louise vogtede over med sin hånd, og denne barnenakke lyste, som var den netop taget ud af sin støbeform. ”Han står og nyder synet af sig selv!” tænkte Isabelle-Marie. Ja, Patrice nød synet af sin krop, bølgende og alligevel i balance i vandet. — Patrice! Patrice! Hun råbte hans navn, ønskede at skræmme ham. Men Patrice hørte ikke længere efter. Patrice betragtede sig selv, og for første gang fik han fornemmelse for sin skønhed. Således bøjet over sig selv skælvede han ved at føle sig så ren, så smuk ... Hans unikke, menneskelige fortrin! Langt om længe løftede han blikket, nu for altid fortrolig med sine egne 20
træk. Han gav sig til at vandre rundt i sandet, gådefuld, jomfruelig, med panden badet i et underligt lys. Isabelle-Marie flygtede i afsky. Patrice dvælede ikke ved fuglen, som med ét vingeslag fløj tæt forbi ham, ej heller ved sin søsters magre ben, der plaskede rundt mellem de små klipper. Han smilede; varmen blev stærkere i ham, og hans muskler klagede sig ved det. Fra da af vidste Patrice, at han var smuk; skønhed blev livets formål for ham. Patrice var blevet Patrices gud. Han havde ikke sjæl nok til at længes efter andet. *** — Patrice, Patrice, min skat ... Men hvor var du i dag? Han sad på kanten af sin mors seng med tomme hænder, uden rigtigt at se. Han gik instinktivt til Louise, for her var det hele hans, skabt for at behage og opmuntre ham. Louise løsnede sit lange hår, og denne gestus var for hende en måde at indhylle sin søn i ømhed på. 21
Hun sagde altid: ”Nå, hvad har du lavet, min store dreng?” Men det stod ham frit for ikke at svare. Somme tider kunne han ikke genkalde sig sine egne handlinger. Louise spurgte: ”Synes du ikke også, at jorden har en underlig duft i år?” Og med hovedet bøjet let bagud ved vægten af sit hår vimsede hun rundt i værelset, udlagde nye planer for sit gods. Patrice svarede ved en eller anden banal bevægelse, og hun frydede sig ved det. En morgen spurgte hun: ”Du er trist ... Hvad tænker du på?” Han trak på skuldrene, smilede, og hans smil steg ham til øjnene og kastede en skygge over hans øjenlåg. — Jeg tænker ikke på noget, mor. Hun lo: — Årh! Min dreng, du fortæller mig jo ikke sandheden. Men det var sandt, hvad han sagde. Han lod sig kysse på panden, ønskede god dag og gik ud af sin mors værelse.
22
Han havde strejfet om i haven i adskillige timer, da en jamren fik ham til at stoppe op. Han spidsede øren ... Hans søster hulkede. Han lyttede: Isabelle-Marie græd ikke som en kvinde, men klagede sig som et mishandlet dyr. Patrice led ikke det mindste under det. Luften pressede mod hans bryst, den svale jord udvidede sig under hans fødder. Patrice løb, med tindingerne fugtige af sved. Da han nåede frem til søbredden, faldt han til ro som et barn, der leder efter dagens næste adspredelse, ved synet af sit ansigt, sin hals, overdådigt oplyst af vandet. Han blev opslugt af sin lykke og faldt i søvn. *** Isabelle-Marie delte brødet febrilsk. Hun rev det ikke i stykker med en barnehånd, men med en kølig bevægelse, som en kniv. Louise opfangede glimt af raseri i hendes øjenkroge og den krumning, der furede hendes kind. — Nå, send kurven videre, Isabelle! 23
Isabelle-Marie rakte brødet frem, strammede munden sammen, hele tiden uden at sænke blikket. — Her, mor. Louise fandt sig i hendes giftige og hadefuldt borende blikke, blikke så skærende, som de kun forekom i hendes datters øjne. Hun havde lært at resignere over for dem, såvel som at benytte sig af helt intime tugtelser. — Et stykke mere til Patrice, sagde hun. Måltiderne var blottelsens tid. Her rakte man en hånd frem for at modtage, her stillede man nervøse fingre til skue. Ansigterne slog mod hinanden i dyb konflikt. Isabelle-Marie så moderen og sønnen, der strålede af sundhed, og hun mærkede sig selv blive grimmere i takt med, at Patrices ungdommelige skønhed tog til. — Børn, sagde Louise — men hun så altid kun på Patrice, når hun talte — jeg har besluttet mig for at rejse et stykke tid. Jeg vil gerne diskutere nogle mere moderne anlæg
24
med nogle venner, I ved, som ville kræve færre arbejdere, som ... Isabelle-Marie lyttede køligt. Louise talte hurtigere: — Vil du med, Patrice? Og da han ikke svarede: — Jeg ved godt, at det ikke er så interessant for et barn på din alder ... Uforskammet, men listig, forsøgte hun at komme til at promenere sit Smukke Bæst; det var sådan et charmerende fænomen at vise frem i gaderne. Hun nød med vellyst den beundring, som hendes barns ydre fremtvang fra andre. Patrice gav sit afslag med en misfornøjet grimasse, som kun Louise forstod. Så lod han atter tænderne synke ned i brødet. Denne måde at spise på gav ham et lettere dyrisk udseende. Hans øjne tindrede, en kraft steg op i hans kinder. — Det har du ikke lyst til, min dreng? Nå da, så må jeg jo bare tage af sted alene. Så hviler du dig bare lidt, mens du venter på mig. 25
Hvile sig. Han lavede aldrig andet. Han levede i hvile, han hvilede sig på alt. Han sugede blodet fra andre i kraft af at hvile sig. — Isabelle-Marie tager sig af dig. Hun er en rigtig kvinde, Isabelle-Marie, må du vide. — Ja, sagde Isabelle-Marie heftigt, og hendes ord kom alt for hurtigt ud. Hun bed sig i læben. Noget skreg inden i hende ... en gemen fryd! — Isabelle-Marie, hvad er der med dig, Isabelle-Marie? Ubehaget fra toget ramte hende igen. Hun blev purpurrød: — Det er en glimrende idé, mor. Vi må have gode traktorer. Jorden er blevet for hård at arbejde med. Louise så, hvordan hun rystede, uden at forstå.
26