Skip to main content

Bernhard Christensen (DK 13)

Page 1

Bernhard Christensen

Bernhard Christensen.indd 1

17.05.2022 13.30


danske komponister

1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Else Marie Pade af Henrik Marstal 4: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup 6: Emil Hartmann af Inger Sørensen 7: Paul von Klenau af Steen Chr. Steensen 8: Victor Bendix af Jens Cornelius 9: Bent Lorentzen af Lars Ole Bonde 10: Otto Malling af Mikael Garnæs 11: Thorvald Aagaard og Oluf Ring af Povl Chr. Balslev 12: Tekla Griebel Wandall af Thomas Husted Kirkegaard 13: Bernhard Christensen af Peder Kaj Pedersen

Flere titler er under udarbejdelse. Bogserien Danske Komponister er startet på initiativ fra Magister Jürgen Balzers Fond

Bernhard Christensen.indd 2

17.05.2022 13.30


DANSKE KOMPONISTER

Bernhard Christensen 1906-2004

Af Peder Kaj Pedersen

Bernhard Christensen.indd 3

17.05.2022 13.30


Danske Komponister 13: Bernhard Christensen Af Peder Kaj Pedersen © Forlaget Multivers ApS, 2022 1. udgave, 1. oplag 2022 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Forside: Portræt af Bernhard Christensen o. 2002. Foto: Ole Haupt Omslag: Christine Lind Sat hos Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2022 ISBN: 97887-7917-551-8 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: AUGUSTINUS FONDEN

Bernhard Christensen.indd 4

17.05.2022 13.30


INDHOLD FORORD

9

INDLEDNING

13

DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM

18

UDDANNELSE, MILJØER OG VENSKABER

24

HERMAN D. KOPPEL

33

UNG KOMPONIST I SLUTNINGEN AF 1920’ERNE

43

KULTURRADIKALISMEN KALDER

49

EN NY MUSIKPÆDAGOGIK

64

EN BITTER ERFARING

81

”HILS FRA MIG I HARLEM”

88

BESÆTTELSESTID OG OPBRUD

93

KIRKE- OG ORGELMUSIKKEN

102

PLADSEN I MUSIKLIVET

107

VÆRKFORTEGNELSE

116

SELEKTIV DISKOGRAFI

122

LITTERATUR

124

VÆRKREGISTER

128

INDEKS

130

NOTER

132

Bernhard Christensen.indd 5

17.05.2022 13.30


Bernhard Christensen.indd 6

17.05.2022 13.30


Bernhard Christensen ca. 1943

Bernhard Christensen.indd 7

17.05.2022 13.30


Bernhard Christensen.indd 8

17.05.2022 13.30


FORORD Bernhard Christensen indtager en særstilling i dansk musik. Nøgleordene for hans virke er jazz, rytme og improvisation, forenet med en nysgerrighed over for musikkens kulturelle rødder og over for spørgsmålet om, hvad jazz og klassisk kompositionsmusik kunne have med hinanden at gøre. I 1930’erne vakte Bernhard Christensens musik til revyer og film stor offentlig opmærksomhed og afstedkom megen presseomtale, undertiden med en stærkt kritisk og nedgørende tone. Men i jazz- og kulturtidsskrifter begyndte der dog også at dukke omtaler af mere saglig art op, og det stod efterhånden klart, at Bernhard Christensens tilgang til musik havde en særlig karakter. Både det kulturelle og det populære spillede en rolle, og hos ham udelukkede de to sfærer ikke hinanden. Bernhard Christensen havde tilknytning til kulturradikalismen og bidrog med musik til en række kulturradikale teaterforestillinger og film. Også den musikpædagogik, som han grundlagde i begyndelsen af 1930’erne, kan forstås som kulturradikal, selv om han aldrig så sig selv som kulturradikal talsperson – den rolle overlod han til Poul Henningsen, litteraten Sven Møller Kristensen og andre samarbejdspartnere. Bernhard Christensen var optaget af musikken, dens væsen og kulturelle sammenhænge. Men hans tilknytning til kulturradikalismen er en betydningsfuld del af historien om ham, og den er udførligt behandlet af musikforskeren Michael Fjeldsøe i Kulturradikalismens musik (2013). I 1983 udgav Bernhard Christensen selv bogen Mit motiv. Bogens undertitel, ”Musikpædagogik bygget på rytme og improvisation”, angiver, hvor vægten ligger i hans musikpædagogik, og mange musikkulturelle sammenhænge bliver i øvrigt berørt. Oplevelser i hans eget liv spiller en rolle i bogen, men der er ikke tale om en selvbiografi. Der er bl.a. kapitler om ”Orientalsk og afrikansk musik”, om ”Jazzen som bro mellem europæisk og ikke-europæisk musikopfattelse” og om ”TrediFORORD ∙ 9

Bernhard Christensen.indd 9

17.05.2022 13.30


vernes kulturkamp. Jazz kontra klassisk”. Der er kapitler knyttet til Bernhard Christensen pædagogiske virke samt endelig en række kapitler, der reflekterer over temaer som ”årsager til den vestlige verdens mangel på det rytmisk-motoriske element i musik og dans” og ”undertrykkelsen af det menneskelige legemes frie rytmiske bevægelse gennem tiderne”. * Der har ikke før været udgivet en bog om Bernhard Christensen, og det er mit håb med den bog, der her foreligger, at kunne kaste lys over grundlæggende træk ved hans musik, hans virke og hans rolle i musiklivet set i biografisk perspektiv. Bogen belyser de sammenhænge, som han har indgået i, som han er blevet præget af, og som han selv har præget. En særlig rolle spiller her de tilsyneladende modsætninger i Bernhard Christensens virke, først og fremmest det forhold, at han både var en fremragende og agtet kirkemusiker, og at han samtidig skrev musik til revyteater og til film. Hvordan de to sfærer hang sammen, og hvordan hans musikpædagogiske ideer blev en slags formidler af denne sammenhæng, er et vigtigt anliggende, som berøres i kapitlet om den nye musikpædagogik. Jeg vil rette en varm tak til Jens Cornelius som initiativtageren til, at Bernhard Christensen får en biografi i denne serie. Bernhard Christensens profil som musiker, komponist og musikpædagog var både markant og unik. Han virkede på musikalske felter, som det ikke var almindeligt at se sammenhænge imellem, og han nåede på flere af disse felter bredt ud. Han er således ikke en glemt komponist, der her findes frem, men en profil, der åbnede nye veje i dansk musik og som nu genbesøges. Uden min egen personlige kontakt med Bernhard Christensen var bogen ikke blevet til, og jeg skylder ham tak for at have åbnet sit og hustruen Sigrids hjem for mig, da jeg i slutningen af 1970’erne begyndte at interessere mig for hans musik. Han 10 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Bernhard Christensen.indd 10

17.05.2022 13.30


fortalte mig meget, han stillede fra starten musikmanuskripter til min rådighed, og han lånte mig bl.a. en række scrapbøger med erindringsstof, som han var gået i gang med at udarbejde. Vi havde i årene frem til hans død i 2004 mange samtaler og korrespondancer, og jeg havde også fornøjelsen at træffe ham ude i musiklivet, bl.a. ved nogle mindeværdige koncerter i hans senere år, hvor vennen Herman D. Koppel – der er viet et helt kapitel her i bogen – spillede værker af ham. Senest var det i 1992, hvor en ny koncert for klaver og strygeorkester skrevet til Koppel blev uropført i Aalborg. Nogle år før var det Bernhard Christensens Klaverkoncert fra 1945, der blev opført med Koppel som solist både i DR’s Koncertsal og i Aalborghallen. Det værk blev til i krigens sidste år, mens Koppel var tvunget i eksil i Sverige, og det var blevet uropført kort efter befrielsen. Mødet med de to gamle venner og to store personligheder ved de lejligheder var mindeværdigt, fuldt af både erindret fortid og oplevet nutid, og det var præget af deres langvarige, grundfæstede venskab. En varm tak skylder jeg også Bernhard Christensens ældste søn, Erik Kordt Christensen, og hans hustru Lone, som efter Bernhards død har hjulpet mig med oplysninger og stillet materiale til min rådighed. Familien har i øvrigt medvirket til, at alle Bernhard Christensens efterladte musikmanuskripter og andet materiale blev samlet og overdraget til Det Kgl. Bibliotek. Materialet findes nu i Bernhard Christensens Arkiv på biblioteket. Tak til gode kolleger i den uformelle faglige studiekreds på Det Kgl. Bibliotek omkring det musikbiografiske arbejdsfelt, som har eksisteret siden 2013: Lars Ole Bonde, Jens Hesselager, Henrik Koudal og Claus Røllum-Larsen. Uden impulser og respons fra kollegerne i dette forum var denne bog ikke blevet skrevet. Tak også til Anders Weitze Pedersen for assistance med manuskriptet. Endelig en tak til Sus Hauch og til de nu afdøde Leif Falk og Steen Nielsen, som jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med på Herning Højskole i slutningen af 1970’erne ved FORORD ∙ 11

Bernhard Christensen.indd 11

17.05.2022 13.30


sommerkurser om musikpædagogiske problemer forbundet med det, der kom til at hedde ”rytmisk musik”, og som var funderet på en fælles arv fra Bernhard Christensen. Peder Kaj Pedersen Gistrup, januar 2022

12 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Bernhard Christensen.indd 12

17.05.2022 13.30


INDLEDNING Portrættet af Bernhard Christensen på omslaget af denne bog – fotograferet af den fremragende portrætfotograf Ole Haupt – viser den modne komponist i en karakteristisk positur: lyttende og samtidig animerende. Det var en del af hans væsen at lytte på den måde, når hans elever spillede og sang. Oftest var det til musik, som han selv var ophavsmand til, og det er en væsentlig del af hans profil som komponist, at han også var en original musikpædagog. Som komponist dukkede han op og modnedes i første halvdel af 1900-tallet i en tid, der var præget af, at mange danske komponister søgte inspiration i de aktuelle internationale strømninger i musikken. Carl Nielsens betydning for de unge danske komponister var udtalt, men mange af de unge søgte også forbilleder uden for den danske horisont, f.eks. i de ekspressionistiske atonale strømninger i Centraleuropa eller i disse strømningers modpol, neoklassicismen. Jazzens indflydelse på kunstmusikken, som allerede havde gjort sig gældende under 1. Verdenskrig, bl.a. hos Stravinskij (L’histoire du soldat, Ragtime for Eleven Instruments og Piano-Rag-Music) og hos Darius Milhaud (La Création du monde), fik afgørende betydning for Bernhard Christensen. Dertil kom, at den brede musik, populærmusikken, nu trængte sig på i det offentlige musikliv. Ikke mindst i kraft af udviklingen af de nye massemedier – radioen, filmen og grammofonen – blev den en faktor, ja nærmest et vilkår, som komponisterne måtte forholde sig til på godt og ondt. Denne massespredte musik vakte stærk modstand blandt de fleste klassiske komponister, men dens betydning i det samlede musikbillede blev større end nogensinde før, og man blev nødt til at overveje, hvordan man skulle håndtere den, når den nu åbenlyst var kommet for at blive. Endelig fik musikpædagogikken en stærkere plads i billedet. Organiseringen af en pædagogisk indsats, ikke mindst rettet mod de bredere samINDLEDNING ∙ 13

Bernhard Christensen.indd 13

17.05.2022 13.30


fundslag, der var musikkens potentielle publikumsbasis, slog igennem. * Bernhard Christensen voksede op i et velstillet københavnsk håndværkerhjem, hvor musik på flere måder spillede en rolle. Det vakte en tidlig trang hos ham til ikke bare at udøve musik, men til at udforske, hvad musik var, og hvad den kunne være. Bernhard Christensens familie var metodister, og religiøs vækkelsesmusik havde en særlig betydning i hjemmet, men også den klassiske musik var til stede. Tanken om at uddanne sig musikalsk meldte sig hos ham i slutningen af gymnasieårene, men det var ikke alene de udøvende og skabende dimensioner af musikken, der vakte hans interesse. Han opdagede en musikalsk verden uden for den europæiske horisont, og han blev optaget af at orientere sig i den. Hvad Bernhard Christensen hurtigt kom til at stå for og blive kendt for offentligt, først og fremmest det at han dyrkede jazzmusik, vakte opmærksomhed, men også modstand. Mindre opmærksomhed var der omkring det forhold, at han i næsten hele sin komponisttilværelse var kirkemusiker og organist. Heller ikke dette område var dog uden kontroverser. Bernhard Christensen forbandt sig med den fløj af kirkemusikken, der var kritisk over for den romantiske strømning, som havde hersket i den danske kirkemusik siden slutningen af 1800-tallet. Modsætningerne gjaldt udtrykket i de salmemelodier, der blev brugt i kirken, og de gjaldt kirkens instrument, orglet, både den måde, man byggede orgler på, og den måde, man spillede på dem på. Modsætningerne i kirkemusikken var stærke. Bernhard Christensen tilhørte den reformatoriske retning, der havde fundet sit grundlag hos Thomas Laub, og et nyt syn på org­ let som instrument. Dette syn, som han dyrkede sammen med organisten og vennen Finn Viderø, indebar både et brud med den romantiske musikstil i kirken og med den type romantiske orgler, der var udbredte et stykke ind i det 20. århundrede. 14 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Bernhard Christensen.indd 14

17.05.2022 13.30


Hvordan kirkemusik og jazz forenede sig hos Bernhard Christensen, vil være et af de centrale emner i denne bog. Interessen for jazz opstod, voksede og trivedes, samtidig med at han udannede sig og virkede som organist, først i Christiansborg Slotskirke og fra 1945 i Vangede Kirke, og den åbnede for en verden af fremmede kulturers musik og førte til, at han komponerede jazzprægede melodier til teater og film, først og fremmest gennem en række samarbejder med Poul Henning­sen. Bernhard Christensen orientererede sig i de forskellige nye strømninger i kunstmusikken, alt imens han forblev fremmed over for det romantiske – ikke blot på kirkemusikkens område. Det ekspressive element i musik og dyrkelsen af musik som udtryk for følelser fangede ham ikke, han var mere tiltrukket af den før-romantiske musik, hvor følelsesudtryk spillede en mindre rolle. Han var grundlæggende optaget af det fysiske og kropsligt mærkbare ved musik mere end af det ekspressive og følelsesmæssige. Sådan var der adskillige unge komponister, der havde det. Men Bernhard Christensen opdagede i sin ungdommelige søgen efter et identifikationsgrundlag en anden mulighed end de fleste jævnaldrende, nemlig muligheden for at søge nyt uden for europæiske musiktraditioner. Han stiftede midt i 1920’erne bekendtskab med musikvidenskaben gennem studier på Københavns Universitet og – gennem selvstudier – med den musiketnologi, som internationalt var i sin vorden og først langt senere kom til at indgå i, hvad der forelæstes i på Københavns Universitet. I 1929 tog han også sin organisteksamen som privatist ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Straks fra eksamensbordet blev han ansat som assistent for Mogens Wöldike ved Christiansborg Slotskirke. Efter en række år ved orglet i Slotskirken blev han i 1945 organist i Vangede Kirke, hvor han afløste musikforskeren og studiekammeraten Jens Peter Larsen. Med en anden studiekammerat, Sven Møller Kristensen, som medspiller satte Bernhard Christensen i de tidlige 1930’ere gang i et jazzpædagogisk arbejde for skoleungdommen. Det INDLEDNING ∙ 15

Bernhard Christensen.indd 15

17.05.2022 13.30


var funderet på en ny aktiviserende genre, der i begyndelsen blev betegnet ”jazzoratorium”, og ved hjælp af denne videreudviklede Bernhard Christensen de musikpædagogiske principper, han tidligt var kommet på sporet af. Fra 1950 underviste han på Den Lille Skole i Gladsaxe, da skolen blev etableret af en forældrekreds, som han i begyndelsen selv tilhørte. Han fortsatte på skolen indtil pensioneringen i 1976. Efter først at have undervist voksne pædagogstuderende ved Frøbelseminariet og ved Kursus for Småbørnspædagoger, underviste han i efterkrigstiden således både pædagoger og børn og unge på det jazzpædagogiske grundlag, som han udviklede. Blandt de unge danske komponister var der få andre, der som Bernhard Christensen så muligheder i jazzen, som den ytrede sig i 1920’ernes sorte musikkulturer i USA, og som den fik indflydelse på musiklivet både i USA og i Vesteuropa. Jazz­ en var i musiklivets debatter ofte en anstødssten, og den var genstand for bastant kritik. Men Bernhard Christensen opfattede den anderledes, og jazzen kom til at spille en væsentlig rolle for hans genrevalg og hans måde at komponere på. Der var især to grundlæggende aspekter af jazzen, som appellerede til ham: dens rytmiske karakter og dens improvisatoriske dimension. Han så samtidig den kendsgerning, at mange i kulturlivet så at sige ikke ville finde sig i jazzen, som et musikkulturelt dilemma, og det optog ham. På denne baggrund opdagede han netop i jazzen (og sidenhen i en række andre beslægtede musikalske former og genrer) et grundlag for den musikpædagogik med musikkulturelt perspektiv, som han grundlagde i 1930’ernes begyndelse. Dette musikpædagogiske arbejde var ganske enestående og fornyende, men det var også forankret i en videreførelse af Finn Høffding og Jørgen Bentzons arbejde i Københavns Folkemusikskole, som blev stiftet i 1931, ikke for at undervise i folkemusik, men for at fremme musikkulturen hos den del af befolkningen, der ikke ellers havde adgang til musikuddannelse. Når man interesserer sig for fremmede musikkulturer, spil16 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Bernhard Christensen.indd 16

17.05.2022 13.30


ler rejser ud i det fremmede en betydelig rolle, og det gjorde de også for Bernhard Christensen. Første gang da han i 1936 sammen med Sven Møller Kristensen besøgte New York-­bydelen Harlem, der spillede en central rolle i jazzens oprindelse og udvikling. Senere, i efterkrigsårene, foretog Bernhard Christensen rejser til bl.a. det daværende Jugoslavien, som han gennemrejste på kryds og tværs. Her fik han kontakt med folkemusikgrupper, der havde bevaret deres kunst og musik gennem generationer, og hvis musik han dokumenterede med private optagelser. I 1975 foretog han sammen med tidligere elever fra Den Lille Skole også en studierejse til Brasilien. Mens Bernhard Christensen satte et afgørende præg på musikpædagogikken i Danmark, så gik det anderledes med hans kompositioner i de klassiske genrer. Efter hans død i 2004 har denne musik stort set ikke optrådt på klassiske koncertprogrammer. Det gælder også hans markante værker i større former, f.eks. musikken til de to balletter Enken i Spejlet (1934) og Den evige Trio (1944). Førstnævnte værk var så kontroversielt, at Det Kgl. Kapels musikere gjorde veritabelt oprør mod det. Det forhindrede ikke, at Enken i Spejlet var på teatrets repertoire i en række år, men den uvenlige modtagelse af hans musik var en stor skuffelse og en bitter erfaring for ham. Af Bernhard Christensen ’klassiske’ værker er det alene orgelværkerne, der endnu opføres. Det er disse værker, der mere end noget andet tegner hans profil som ’klassisk’ komponist i dag.

INDLEDNING ∙ 17

Bernhard Christensen.indd 17

17.05.2022 13.30


DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM Bernhard Christensen levede hele sit liv i København. Hans barndom udspillede sig på Frederiksberg, og hans musik skrev sig ind i storbykulturen med dens kulturelle institutioner og offentlige liv. Han voksede op i et harmonisk familiemiljø, men den familiemæssige baggrund var ganske forgrenet. Familierødderne på faderens side var nordjyske og på moderens side svenske. Bernhard Christensen blev født 9. marts 1906 på Frederiksberg. Faderen, Bernhard Hans Christensen (f. 1875 i København) og moderen Olga Axeline Hansson (f. 1880 i Malmö), var blevet viet 3. december 1905 i den metodistiske Bethania Kirke på Nørrebro. Forældrene fik ikke flere børn end Bernhard. Barndomshjemmet var et bedrestillet håndværkerhjem, der var uden kunstnerisk eller musikalsk tradition, men udtalt religiøst. Faderens familie havde haft en vis tilknytning til kvækerne i Danmark, men det var metodismen, der prægede familien, og den religiøse vækkelsesmusik var til stede i dagligdagen. Metodismen var ikke gammel i Danmark. Den var kommet hertil i 1858 og var blevet et anerkendt trossamfund i 1866. Christensen-familien blev således nogle af trossamfundets første medlemmer, da de flyttede til København. Medlemmer havde de været allerede i Aalborg-tiden, hvor menigheden havde haft en mødesal i Bispensgade i det centrale Aalborg som samlingssted. Da familien i 1866 rykkede til hovedstaden, knyttede den sig til den lokale metodistmenighed, Bethania i Møllegade på Nørrebro. Både moderens og faderens familier var knyttet til denne menighed, og ud over at der blev sunget kristelige vækkelsessange i hjemmet, læste man bibeltekster og bad bønner. Det var særlig mormorens side af familien, der var stærkt religiøs, og fordi metodismen er en lægmandsreligion, var så at sige alle familiemedlemmer aktive i kirken gennem bekendelser, bibeloplæsning osv. Musikislættet var enkle, nærmest ba18 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Bernhard Christensen.indd 18

17.05.2022 13.30


nale, salmemelodier, enten uden akkompagnement eller med akkompagnement af guitar eller andet strengeinstrument. En af Bernhard Christensens farbrødre, Gunnar Christensen, spillede også selv musik, han havde et harmonium hjemme og kom senere til at spille orgel i kirken. Han var selvlært og ikke musikuddannet. Netværket i den nærmeste familie var tæt og stærkt. En anden af faderens brødre, Anders Carl Christensen, blev gift med en af moderens ældre søstre, Alma Vilhelmine Hansson. Sammen med parrets to døtre Esther og Dagny, Bernhard Christensens kusiner, kom denne familie til at spille en meget væsentlig rolle i hans opvækst. Esther og Dagny Christensen, der senere blev konservatorieuddannede, spillede klassisk-romantisk musik på klaver og violin, og i mødet med kusinefamilien stiftede Bernhard Christensen bekendtskab med den finere, borgerlige kunstmusik. Kusinerne stod ham nær, men Bernhard Christensen følte sig ikke på bølgelængde med deres tilgang til musikken, og hans antiromantiske holdning havde sin rod her. Det var dog Esther, der af nødvendighed blev Bernhard Christensens klaverlærer fra ca. 1925, hvor han påbegyndte sine egentlige musikstudier. Før da havde han ikke fået musikundervisning, og indtil da havde hans forhold til musik været helt igennem gehørorienteret og intuitivt. Yderligere en familiemæssig relation af betydning skal her nævnes: En søster til Bernhard Christensens far, Clara Bertha, var gift med præsten i Blovstrød, August Andersen, og Blovstrød kom til at spille en rolle på Bernhard Christensens vej til musikken. Det var her, at han i forbindelse med et familiebesøg i 1925 for første gang stiftede bekendtskab med et kirkeorgel og fik lejlighed til at afprøve dets muligheder. Bernhard noterede i sin dagbog (27.8.1925): ”Det var herligt selv om tonerne var spinkle og mangelfulde. Jeg spillede Bachs pragtfulde prelude: Vor Gud han – og endelig noget fantasi.” August Andersen havde før været sognepræst i Timring i Vestjylland, og Bernhard Christensen huskede, at han som dreng havde væDEN KØBENHAVNSKE BARNDOM ∙ 19

Bernhard Christensen.indd 19

17.05.2022 13.30


ret på ferie der, og at han havde oplevet et tordenvejr, der blev forklaret som ”Guds vilje”. Det var karakteristisk for hans eget barndomshjem, at denne udlægning var for meget af det gode for hans mor, der ikke brød sig om at gå til yderligheder. Bernhard Christensens fader var typograf, senere faktor på et trykkeri. Efter alt at dømme var hjemmet præget af grundlæggende humanistiske og menneskelige kvaliteter og af en uborgerlig åbenhed, der f.eks. tillod den musikalsk interesserede søn at udforske sin interesse også ud over det konventionelle. Hjemmet gav ham god plads. Som enebarn fik han mulighed for at udfolde sig og for at udvikle evner og anlæg på musikområdet, uden at der var bestemte normer for, hvad musikalitet og musikdyrkelse var eller burde være. Bernhard Christensens farbror Carls familie var materielt lidt højere på strå end hans egen. Carl var således på et tidspunkt blevet husejer, og døtrene Esther og Dagny kom i privatskole, mens Bernhard gik i kommuneskole. Han begyndte i det hårde skolemiljø i kommuneskolen på Howitzvej i årene 1913-17, hvor der var adskilte pige- og drengeklasser, og hvor klassekvotienten var meget høj. ”Først da jeg som syvårig begyndte at gå i skole; på en kommuneskole på Frederiksberg, fik jeg kontakt med en verden uden for mit hjem”, huskede Bernhard Christensen. ”Valget af kommuneskole var bestemt af mine forældre, der havde en social indstilling og ikke ønskede, at jeg skulle have særlige privilegier.”1 Nogle af skolekammeraterne kom fra børnehjem, og mange af dem havde slet ikke kendt deres forældre og havde levet på institutioner hele deres barndom. Kontrasten var stor, bl.a. i påklædningen. Frikvartererne i skolegården var et rent mareridt, hvor kun bestikkelse i form af deling af den lækre skolemad hjemmefra med klassens stærkeste fyr indebar en fredning af giveren. Hvor man i Bernhard Christensens barndomshjem lagde vægt på åndelige begreber som ”synd” og ”anger”, så var re20 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Bernhard Christensen.indd 20

17.05.2022 13.30


aliteten i skolen korporlig: afstraffelse med spanskrør. Da forældrene opdagede, at dette også havde overgået deres søn, blev han flyttet til en anden kommuneskole, hvor forholdene var mere tålelige. I 1918 kom han i mellemskolen på Fuglevangsvej, hvor der til forskel fra kommuneskolen var fælles klasser for drenge og piger. Bernhard Christensen fik nogle nære venner blandt drengene – én, han kunne filosofere sammen med, og en anden, han kunne klovne med. Om ham selv sagde drengene, at ”Bernhard skulle blive skuespiller”. Den offentlige musik, han kom i nærheden af, var f.eks. den udendørs musik i Zoologisk Have tæt på barndomshjemmet. I de sidste mellemskoleår besøgte familien på sommeraftener ofte Zoo og hørte havens 20-mandsorkester spille et populært klassisk repertoire. Da han begyndte at nedfælde erindringer, huskede han intet om musik i de fem første skoleår, og det er meget tænkeligt, at der slet ikke har været noget at huske på det felt. Men han huskede, at han havde sangtimer i mellemskolen og at man her opdagede, at han var musikalsk, og at han kunne synge rent. Men sine kusiners måde at musicere på var han ikke uden en vis drenget skepsis over for: Deres musiceren ved de almindelige familiesammenkomster forholdt jeg mig ret negativt til. Mens familien sad lyttende nærmest andægtigt, følte jeg en vis antipati ved at overvære mine kusiners adfærd, skabagtige manerer når de spillede deres meget romantisk-prægede musik. Jeg kendte dem jo som gode legekammerater, smarte, sportige, mægtig gode ski- og skøjteløbere. Jeg var ligesom de fleste drenge i min alder interesseret for sport. Jeg foretrak fodbold, selv om jeg gik med briller og smadrede dem hver anden dag. Mine forældre foretrak derfor at jeg spillede tennis – og det er jeg glad for den dag i dag.2

DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM ∙ 21

Bernhard Christensen.indd 21

17.05.2022 13.30


Bernhard Christensen erindrede siden, at han blev optaget af den mekaniske side af klaveret og at han beskæftigede sig meget med selve instrumentet og dets beskaffenhed. Man sporer her kimen til den interesse for det instrument, musikken spilles på, som han siden kom til at dyrke i forbindelse med orglet i samarbejde med Finn Viderø. Han omtaler den ungdommelige interesse for klaveret nærmere i en af scrapbøgerne: Jeg havde en lille skruenøgle, som kunne bruges til at stemme klaverets toner op eller ned. Dette ville mange kalde ”barbariske” indgreb, som enhver musikkyndig ville have forhindret. […] Jeg husker de mange iagttagelser jeg gjorde om instrumentmekanismen: Forholdet mellem sorte og hvide tangenter – strengenes placering og spænding – Der var tolv toner, når man spillede alle sorte og hvide tangenter i rækkefølge; og derefter kom de samme toner igen bare en oktav højere eller lavere, og således videre hele klaviaturet igennem. Jeg spekulerede meget over, hvorfor der netop var 12 toner; hvorfor ikke flere eller færre? Hvem havde bestemt det? Det fik mig til at prøve at omstemme klaveret – dog kun en del – det teknisk mulige, hvad strengene kunne tåle af opspænding og afspænding, en fysisk grænse til den ene og den anden side. Jeg prøvede endog at stemme 24 toner inden for en oktav! Denne proces og lignende eksperimenter står stadig nogenlunde klart for mig, ikke i detaljer, men jeg vendte tilbage til disse problemer nu og da gennem årene. Næste skridt på vej mod musikken fandt sted i gymnasieårene. I 1922 kom Bernhard Christensen på Skt. Jørgens Gymnasium. Her gik der også kun drenge, men eleverne kom fra andre sociale lag, end kommuneskolekammeraterne havde gjort. Fædrene var jurister, læger, forretningsførere o.l., og der var kun ganske få af gymnasieklasse-kammeraterne, der som Bernhard Christensen havde gået i kommuneskolen. 22 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Bernhard Christensen.indd 22

17.05.2022 13.30


Jeg valgte den matematiske linje. Det var noget af en begivenhed i 1920’erne at jævne folks børn skulle fortsætte i gymnasiet. Esther og Dagny var så beæret på mine vegne, at de ansporede mig til at få et andet instrument, så jeg kunne begynde at gå til spil. Jeg fik et gammelt Hornung & Møller flygel og startede med at spille hos Esther samtidig med min start på gymnasiet. Men jeg må indrømme, at det ikke blev til mange timers øvelse; mine interesser gik i andre retninger. Jeg husker at jeg spillede en række romantiske klaverværker: Schumann, Mendelssohn, Chopin m.fl. Jeg husker ikke om jeg blev ”færdig” med stykkerne. Og da jeg rykkede op i 3.G. holdt jeg helt op med at gå til spil med undskyldningen: for mange lektier til den afsluttende studentereksamen.3 Klaverspillet blev først alvor for Bernhard Christensen efter studentereksamen, da han var begyndt at overveje at studere musikvidenskab på universitetet. Her blev der stillet krav om klaverfærdigheder ved den optagelsesprøve, som skulle bestås for at få adgang til studiet. Et mere målrettet arbejde med klaveret blev således en nødvendighed. Bernhard Christensen fik ikke noget forærende i forhold til en løbebane som musiker og komponist. De materielle kår, han voksede op i, var beskedne, men der blev på den anden side ikke lagt hindringer i vejen for, at drengen kunne udforske musikkens verden, i hjemmet repræsenteret af klaveret. En forbindelse mellem musikken og det religiøse var til stede i hans omgivelser og var med til at præge ham, og at vokse op i et storbymiljø var også med til at præge ham kulturelt.

DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM ∙ 23

Bernhard Christensen.indd 23

17.05.2022 13.30


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Bernhard Christensen (DK 13) by Forlagetmultivers - Issuu