Aarhus før og nu_Christian H. Nielsen_Læseprøve

FORORD

CHRISTIAN H. NIELSEN, fotograf

Da jeg for nogle år siden var på jagt i arkiverne efter historiske fotografier til min første bog, København før og nu, faldt jeg over en række motiver fra Aarhus i fotografen Peter Elfelts (1866-1931) billedsamling. Selvom mit fokus dengang var rettet mod hovedstaden, var der noget ved Elfelts billeder, der trak i mig. Og efter flere aftener i arkiverne og en indledende arbejdstur til Smilets by, var jeg ikke i tvivl om det næste skridt: Projektet skulle til Aarhus.

Min fascination af at genskabe gamle arkivbilleder stammer oprindeligt fra et fotografi, min oldefar havde taget i København i 1934. Det gamle foto inspirerede mig til at stille mig præcis, hvor han dengang stod, og fange det samme motiv fra nøjagtig samme vinkel – en disciplin kaldet genfotografering Da jeg stod der, næsten 100 år senere, oplevede jeg for første gang den særlige fornemmelse, der siden er blevet drivkraften i mit arbejde: følelsen af en slags tidsrejse. En fornemmelse af at stå i direkte forbindelse med fortiden – og en uimodståelig lyst til at fortsætte projektet. Siden er jeg gået i en lang række historiske fotografers fodspor.

Arkivmaterialet

Da jeg dykkede ned i arkiverne – primært Aarhus Stadsarkiv – stod det hurtigt klart, hvor markante forandringer byen har gennemgået, siden de gamle fotografier blev taget. Flere spørgsmål begyndte at melde sig: Kan jeg med den præcision, jeg altid stræber efter, genskabe billeder i en by, der har forandret sig så radikalt? Hvor gamle er mon de tidligste fotografier fra Aarhus? Og findes der overhovedet tilstrækkeligt arkivmateriale til en hel bog?

Takket være institutioner som Aarhus Stadsarkiv, der utrætteligt arbejder med at bevare, digitalisere og tilgængeliggøre vores fælles kulturarv, er svaret på det sidste spørgsmål et rungende ja. Nogle af de ældste fotografier, der er brugt i denne bog, går helt tilbage til 1860’erne og giver et fascinerende indtryk af, hvor lille en by Aarhus dengang var. Og hvor stor den til sammenligning er blevet i dag.

Det var som sagt billeder fra fotografen

Peter Elfelts samling, der oprindelig førte mig til Aarhus. Men at de tilhører samlingen på

Det Kgl. Bibliotek – der rummer over 170.000

fotografiske glasplader – betyder ikke, at de nødvendigvis er taget af Elfelt selv. I Elfelts tid var det en udbredt praksis at overtage andre fotografers samlinger og sætte sit eget navn på – noget vi ved, Elfelt har gjort med billeder fra omrejsende fotografer. Takket være Elfelt-ekspert Lennart Weber ved vi med sikkerhed, at to af denne bogs arkivbilleder fra samlingen faktisk er taget af fotograf Johannes Christensen.

Fotografiet var i Elfelts tid et helt andet håndværk end i dag – med glasplader, kemikalier og indviklede arbejdsgange – og netop derfor adskiller de forskellige fotografers billeder sig ofte i udtryk. Efter at have gennemgået tusindvis af Elfelts fotografier fra København, er det min vurdering, at de fleste af Aarhus-motiverne i hans samling er taget af ham selv. Desuden ved vi, at Elfelt rejste meget rundt i landet mellem 1896 og 1907, og at han flere gange i denne periode befandt sig i Aarhus – blandt andet for at skyde Aarhus’ første filmoptagelse.

Min egen fascination af Peter Elfelts liv og virke – og de 14 billeder fra hans samling, der indgår i bogen – skal ikke overskygge

størstedelen af bogens arkivmateriale, der stammer fra Hammerschmidts fotosamling i Aarhus Stadsarkiv. Hammerschmidt Foto var en aarhusiansk virksomhed, hvis samling i dag rummer billeder taget af forskellige fotografer i byen fra 1860’erne og frem til 1930’erne. Fotovirksomheden udsprang af Hammerschmidt Kliché Fabrik, der blev grundlagt i 1892 som en stempel- og gravørfabrik. Selvom fotodelen af virksomheden ikke længere eksisterer, er den fysiske samling – hovedsageligt bestående af glasnegativer – i dag digitaliseret og dermed sikret for eftertiden.

Dele af samlingen findes også hos Den Gamle By og giver tilsammen et enestående indblik i byens fortid. Uden billederne fra Hammerschmidt Foto havde nærværende bog set ganske anderledes ud. Bagerst i bogen er fotografer angivet, som de fremgår i Aarhus Stadsarkiv – enten med navn eller i de tilfælde, hvor fotografen er ukendt, med anmærkningen ”Hammerschmidt Foto”.

I felten

En ting er arbejdet i arkiverne – noget andet er selve feltarbejdet i byen. Og på trods af Aarhus’ enorme forandringer i det 19. og 20. århundrede blev jeg gang på gang overrasket over, hvad der lod sig gøre. Bymidtens vejnet er i grove træk bevaret, og åen løber omtrent, hvor den har løbet i århundreder.

I næsten alle de motiver, jeg forsøgte at genskabe, viste der sig at være pejlemærker og forbindelsestråde til fortiden. Det kunne være en enkelt bevaret bygning, et gadenavn, der gik igen, åens forløb, eller broerne, der næsten alle er, hvor de i mange hundrede år har været.

Det har dog ikke altid været lige let. Jeg tør ikke gætte på, hvor mange timer jeg har brugt med næsen i arkiverne, eller hvor mange dage jeg samlet set har vandret rundt i Aarhus’ gader med mit kameraudstyr. Hertil kommer det omfattende detektivarbejde, det indebærer at opklare, hvor et fotografi var taget. Ofte, men ikke altid, stod det angivet i fotoets beskrivelse i arkivet. Nogle gange kan svaret findes i selve billedet, eksempelvis

PIONER. Peter Elfelt stod blandt andet bag den første film optaget i Aarhus. Den hed slet og ret Skt. Clemens Bro Aarhus (1902), og et stillbillede fra den kan ses på højresiden.

ved digitalt at forstørre et gadeskilt eller slå en adresse op via et butiksnavn i det gamle foto. Andre gange har jeg som forberedelse til mine mange arbejdsture begivet mig rundt i 3D-modeller af byen for at bestemme billeders lokationer, så jeg på forhånd vidste, hvor jeg skulle placere mig for at få den rigtige vinkel.

Endelig er der udfordringen i at få adgang til de steder, hvor fotografen dengang stod. Billeder fra gadeplan har som regel kunnet lade sig gøre uden større problemer, men udsigtsbilleder taget fra private hjem, erhvervslokaler og kirketårne har krævet tålmodighed, lange mailkorrespondancer og særlige tilladelser. Og – hvad jeg ikke havde været foruden – utallige kopper kaffe hos gæstfrie aarhusianere.

Tak

Først og fremmest vil jeg gerne rette en stor tak til forfatter og Aarhus-historiker Doron Haahr, der med sine tekster har tilført billederne nye lag af betydning. Jeg er desuden taknemmelig for den løbende sparring, de

mange spændende diskussioner og hjælpen med bogens overordnede udformning.

En stor tak skal også lyde til Lennart Weber for hjælp med datering af fotografier fra Peter Elfelts samling og for grundig research i forsøget på at afklare, om det faktisk var mesterfotografen selv, der stod bag billederne.

Tak til min familie, mine venner og min kæreste for tålmodighed, opbakning og forståelse – ikke mindst i de perioder, hvor projektet har fyldt det meste af min tid og opmærksomhed.

Tak til Aarhus Stadsarkiv og Det Kgl. Bibliotek. Uden deres arbejde med at bevare, digitalisere og formidle arkivmateriale, ville denne bog ganske enkelt ikke eksistere. Tak til kirketjenere og personale ved Sankt Johannes Kirke, Aarhus Domkirke, Sankt Pauls Kirke og den katolske Vor Frue Kirke, samt til personalet på Aarhus Rådhus for adgang til bygningernes tårne.

Endelig vil jeg gerne takke alle de mennesker, jeg har mødt undervejs, og som har taget sig tid til en snak – nogle gange om Aarhus’ historie, andre gange om alt og in-

genting. Arbejdet med denne bog har til tider været ensomt, og derfor har den gæstfrihed og åbenhed, jeg er blevet mødt med, haft stor betydning. Næsten alle steder, jeg har anmodet om adgang – hvad enten det har været private hjem, erhvervslokaler eller byens højeste udsigtspunkter – er dørene blevet åbnet. Det har mindet mig om, at byen og dens historie er noget, vi deler.

BYEN VED ÅENS MUNDING

Denne bog er fuld af hestevogne, mænd med høje hatte, kvinder i lange, tunge gevandter og børn med kyser, kasketter og træsko. Det kan male et billede af en tid, hvor alting gik langsommere og var enklere.

Men sådan har fotograferne bag værkets historiske billeder næppe tænkt om den verden, de dokumenterede sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet. De levede nemlig i en tid, hvor alt ændrede sig. På bare fire årtier fra 1880 til 1920 mere end tredoblede Aarhus sit befolkningstal, og mange af fotograferne må have set byen blive industrialiseret og elektrificeret med deres egne øjne. Pludselig skød skorstene op i horisonten, dampskibe lagde til i havnen, sporvogne kørte i gaderne, og alt summede af elektricitet.

Selve kameraet var sit eget vidnesbyrd om, at en ny, teknologisk tidsalder var kommet. På foregående opslag ses et stillbillede fra filmen Skt. Clemens Bro i Aarhus fra 1902, som formodentlig er den ældste film optaget i Aarhus. I Peter Elfelts film kører en hestesporvogn over Skt. Clemens Bro, men allere-

de i 1904 kørte de første elektriske sporvogne over broen. I 1905 skød Elfelt en ny film, Med Sporvogn gennem Aarhus’ Gader, hvor et af datidens enorme kameraer var monteret på en sporvogns forperron og kørte den nyåbnede strækning fra M.P. Bruuns Gade til Store Torv. Det var en teknologisk bedrift af en anden verden.

I bogen er meget af det, vi i dag tænker på som gammelt, i virkeligheden ret nyt – eller fra den tid, hvor fotograferne tog deres billeder. Det var i de årtier – mellem 1880 og 1920 – at Aarhus forandrede sig markant og blev til den by, vi kender i dag. Og måske gik nogle af fotograferne dengang rundt og filmede eller fotograferede netop for at dokumentere ”den gamle by”, inden den forsvandt – så vi mange år senere ville kunne se, hvordan det hele engang var.

Aros

Aarhus Å udspringer i Stilling-Solbjerg Sø, løber gennem Brabrand Sø og udmunder i Aarhusbugten og Kattegat. Åen er blevet

kaldt byens moder, og det var nord for dens udløb i bugten, at vikingerne først bosatte sig i 700-tallet. De kaldte byen Aros (på olddansk: ár = å, ós = munding). Byen ved åens munding.

Aarhus hører sammen med Ribe og Hedeby til Danmarks ældste byer og blev efterhånden et knudepunkt for trafik og handel på den jyske østkyst. Måske er det årsagen til, at man i 900-tallet anlagde en vold omkring den.

I de følgende mange århundreder holdt Aarhus sig inden for voldene. Skulle man som gæst til byens centrum, blev man ledt ad Frederiksgade fra syd, Vestergade fra vest og Studsgade og Mejlgade fra nord. Disse gamle handelsgader var som fangarme, der snoede sig ud fra byens midte.

Alt i Aarhus var opført i bindingsværk, og intet var højere end to etager. Oplandets bønder skramlede rundt med tunge vogne i de brostensbelagte gader. Aarhus’ købmænd og håndværkere havde travlt med hverdagens gøremål, og overalt var der køer, okser,

heste, svin, rotter og katte. I de første af byens 1.000 leveår – helt frem til slutningen af 1700-tallet – nåede indbyggertallet ikke over 4.000.

Voldene sløjfes

Mange af de ældste gader og enkelte bygninger i denne bog kan spores tilbage til 1400-tallet. Aarhus voksede nemlig betragteligt i 1400- og 1500-tallet og fik her den udstrækning, som byen beholdt indtil 1800-tallet.

Særligt kendetegnende for denne periode er domkirkens tårn, som blev rejst i midten af 1400-tallet, hvor den byggeivrige biskop Jens Iversen Lange (1400-1482) satte sit præg på Aarhus. Uden tårnet havde flere af bogens udsigtsbilleder ikke været mulige. I Jens Iversen Langes tid som biskop fra 1449 til 1482 begyndte byen at brede sig ud over den gamle grænse, som voldanlægget havde markeret siden vikingetiden. Volden var efterhånden blevet utidssvarende som militær forskansning, og den nyligt udnævnte

købstad kunne dårligt holdes inden for murene længere. Der var brug for mere plads, og da man endelig fik lov af kongen til at sløjfe voldanlægget i anden halvdel af 1400-tallet, gik det hurtigt.

Da den lille by blev stor Trods vokseværket forblev Aarhus fortsat koncentreret omkring de gamle torve og gader. På Store Torv og Lille Torv boede en væsentlig del af byens købmænd, og i løbet af 1600-tallet begyndte stadig flere købmænd at bosætte sig langs byens indfaldsveje – for eksempel Vestergade og Mejlgade. Handlen blomstrede, men den eksplosive udvikling lod vente på sig.

Folketællingen fra 1801 viser, at byen på det tidspunkt netop havde passeret 4.100 indbyggere. I løbet af de næste fem-seks årtier blev det tal mere end fordoblet, og selvom den vækst formentlig har været mærkbar for byens indbyggere dengang, så lagde 1800-tallets sidste fire årtier i kakkelovnen til et tempo, der kunne tage pusten fra de fleste. Befolkningen firedobledes, og byen blev

BYENS MODER. Hun har været gemt bort rør og under asfalt. Nu løber Aarhus Å igen frit. Til højre ses åen overdækket 1960 og fritlagt i 2024. På foregående opslag ses åen i 1898 – og selvom det så kønt ud dengang, stank åløbet efter sigende ulideligt.

i disse år ubetinget Danmarks næststørste by.

Og så er vi tilbage ved de gamle fotografer. For samtidig med at Aarhus fik jernbanen, de store fabrikker, nye bydele og tusindvis af nye indbyggere, kom også filmkamaraet og fotografiapparatet til byen. Med dem kunne den enorme udvikling dokumenteres.

Et eksempel er M.P. Bruuns Gade, der blev anlagt i 1870’erne for at forbinde det gamle Aarhus med den nye bydel Frederiksbjerg, som voksede frem i denne periode. I 1880’erne rejstes Skt. Clemens Bro, som for første gang skabte en direkte og lige forbindelse mellem den gamle bykerne og banegården samt kvarteret deromkring.

Med byens enorme vækst stod det i 1930’erne klart, at det gamle rådhus ikke længere kunne følge med. Der var brug for et nyt ”byens hus”, og en arkitektkonkurrence førte i sidste ende til opførelsen af byens nuværende rådhus fra 1941. Men ligesom domkirken engang stod uden tårn, kunne sagen have været den samme for rådhuset. De oprindelige tegninger og planer af de

modernistiske stjernearkitekter Arne Jacobsen (1902-1971) og Erik Møller (1909-2002) var nemlig uden tårn. Dét faldt ikke i god jord blandt mange aarhusianere, og der var levende debat i pressen om udkastet til rådhuset, som flere mente hørte til ”tidens ordinære stil” og helt uhørt manglede et tårn. Efter en længere forhandlingsproces indvilgede folkene bag rådhuset i at tilføje et tårn, som straks blev besteget af en fotograf. Og over 80 år senere har Christian selvfølgelig også været deroppe og genskabe disse billeder fra nøjagtig samme vinkel til bogens kapitel om rådhuset.

Billederne fra det nyopførte rådhus i 40’erne er blandt bogens nyeste arkivmateriale, og der er dermed også lange kapitler af Aarhus’ historie i det 20. århundrede, som ikke fortælles i denne bog. Det gælder især perioden fra 1940 til slutningen af 1990’erne, hvor åen var overdækket.

Sidst i 1800-tallet var åen nærmest et åbent kloakløb, og ad flere omgange blev det diskuteret, om den skulle overdækkes.

I 1930’erne tog man fat på arbejdet, som blev fuldført i 1958. Allerede i 70’erne blev der rejst forslag om at fritlægge åen igen, og fra 1995 påbegyndtes arbejdet på ny med afslutning i 2015. Den store trafikåre Åboulevarden løb i de mellemliggende årtier tværs gennem byens centrum.

Måske vil det undre nogle læsere, at bogens kapitler ikke afspejler byens geografi, som vi kender den i dag. Det skyldes først og fremmest de arkiver, bogen bygger på. Arkivmaterialet afspejler den by, der eksisterede, da billederne blev taget – fra slutningen af 1860’erne og frem til begyndelsen af 1900-tallet. På det tidspunkt bestod Trøjborg mest af marker, gårde og villaer, og selvom Frederiksbjerg voksede, var kvarteret præget af arbejderboliger på en eller to etager. I slutningen af 1800-tallet rummede bydelen deciderede slumområder, blandt andet omkring Dannebrogsgade. Den fotografiske dokumentation af området tager først for alvor til i begyndelsen af 1900-tallet, da Frederiksbjerg udvides og ændres markant. Den

ambitiøse plan for den nye bydel blev udarbejdet af arkitekt Hack Kampmann (18561920) og stadsingeniør Charles Ambt (18471919) og førte til det Frederiksbjerg, vi kender i dag, med den brede Ingerslevs Boulevard og de lange karréer af etageejendomme.

Aarhus i dag

Bogens nye billeder viser en by, som mange kender, og i de senere år også en by, som mange har en holdning til. Især hvad angår dens fremtid: Bygges her for tæt? For højt? For meget?

Denne bog har ikke svarene. Før og nubillederne viser en udvikling. Vores håb er, at mange vil have stor fornøjelse af bogen og forhåbentlig få stof til eftertanke. Og måske også gøre sig en tanke eller to om byens fremtid. For hvordan ser Aarhus mon ud om 100 år? Hvilke byggesten lægger vi nu?

Åboulevarden (tidligere Aagade) og Immervad i 1875 og 2025. Siden vikingerne slog sig ned her i midten af 700-tallet, har der været bebyggelser omkring åen, og Immervad og Aagade kan spores helt tilbage til 1400- og 1600-tallet. I dag er der ikke meget at genkende, men Vor Frue Kirkes tårn kan lige anes over Magasin.

Vad i gadenavnet Immervad henviser til vadested – altså den del af åen, hvor man kunne vade over til fods. En smuk folkeetymologi vil vide, at Immer kommer af det tyske ord for altid: Det evige vadested