1 DUMME-DINES
M
agenta – det er altså et ret underligt pigenavn!” Dines tager en bid af sin sandwich og smasker højlydt. Et stykke salat klistrer sig fast til hans hage; han ”Nåh!” Jeg vender blikket mod min madkasse. ”Det får mig til at tænke på en printerpatron. Hedder din søster så Cyan eller hvad?” Han sprutgriner, så ”Min bror – og ja, det gør han faktisk.” Jeg sukker højt. Vil han dog ikke snart holde sin fedtede mule lukket? Det er nogle anderledes navne, vi har, men det giver da ikke Dines lov til at vade rundt i dem med træsko 5
på. Han er pisseirriterende. Jeg har kun lige mødt ham i dag, og jeg er allerede klar til at sende ham til Nordpolen med en enkeltbillet. Han snakker konstant og spørger om ting, der ikke rager ham. Hvorfor skulle han også lige begynde i min klasse? Og hvorfor skal han sidde ved siden af mig? Jeg har det aldeles glimrende med at sidde alene. ”Dines – det er da heller ikke et særlig normalt navn.” Jeg tager en bid af min spegepølsemad og tørrer mig over hagen for at være sikker på, at jeg ikke selv har et eller andet klamt siddende. Så kan Dines sidde dér og ligne et fjols helt alene. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at fortælle ham, at han ligner en salatpizza i fjæset. ”Næ, det er det nok ikke. Jeg er opkaldt efter min morfar.” Salatstykket dingler, hver gang han bevæger munden. Jeg prøver at undertrykke et grin, men et lille fnis slipper ud gennem næseborene. ”Hvad er der sjovt ved at være opkaldt efter sin morfar, frk. Printerpatron?” ”Jeg er ikke opkaldt efter en printerpatron, okay!” Jeg stopper resten af maden i munden. 6
Min far er maler og megamiljøskadet. Han har opkaldt min lillebror og mig efter farver. Og for at det ikke skal være løgn, hedder vores kat Turkis-kis. I virkeligheden passer det ret godt til vores familie med farverige navne; vi er nemlig en regnbuefamilie. Jeg har to fædre. Far, altså ham maleren, og så papa, han er arkitekt. Men alt det rager overhovedet ikke Dumme-Dines. Dumme-Dines – det lyder perfekt. Jeg sætter låget på madkassen, kyler den ned i skoletasken, rejser mig og går målrettet mod døren. ”Hey, Maggi,” kalder Dines. Jeg går i stå med hånden på håndtaget. Hvorfor kalder han mig det? Det navn er der ingen, der har kaldt mig længe – og det er der heller ingen, som skal begynde på! ”Venter du ikke lige?” spørger han. Nej, det ved gud jeg ikke gør! ”Jeg skal nå noget …” lyver jeg og skynder mig ud ad døren. Jeg sætter mig på en bænk i skolegården. Jeg skal ikke nå noget som helst, andet end at komme så langt væk fra Dines som muligt. Jeg svinger benene op og lægger
7
lameller. Solen skinner, det er helt perfekt. Hvis jeg kan få lov at holde frikvarter sådan her – i fred – så bliver det ikke bedre. Jeg foretrækker mit eget selskab frem for andres. Mine forældre synes, at jeg mangler venner venner tidligere; det har jeg virkelig dårlig erfaring med. Den fejl begår jeg aldrig igen. ”Det var godt, du skyndte dig sådan ud af klassen, så du kunne nå at komme herud og være helt alene.” Jeg åbner det ene øje. Dines står bøjet ind over mig og smiler bredt. ”Bland dig dog udenom.” Jeg lukker øjet igen. ”Træk lige stængerne lidt til dig.” Han klapper mig på under-benene. ”Næ.” ”Hvorfor er du sådan?” Han skubber mine ben ned og planter måsen på bænken. Jeg sukker og sætter mig op. ”Hvordan sådan?” ”Sur og reserveret.” ”Hvorfor er du dum og smurt ind i salat?” Jeg peger på hans hage. Dines kører håndryggen over hagen. Han smider 8
salatstykket på jorden. ”Har jeg salat i hele masken?” ”Ikke længere.” ”Tak, fordi du sagde det. Det er så tarveligt at lade være.” ”Mm,” svarer jeg kort og fortryder straks, at jeg fortalte ham det. tyggegummi frem, kaster et stykke op i luften og griber det med munden. ”Vil du ha’?” Han rækker pakken hen imod mig. ”Nja.” Den spegepølsemad med ristede løg har efterladt mig med en heftig dræberånde, og jeg trænger uden tvivl til tyggegummi, men jeg har ikke lyst til hans. ”Tag nu.” Han stikker mig i maven med pakken. Jeg tøver lidt, men tager den så. ”Tak,” mumler jeg og klemmer et stykke ud. Tyggegummiet smager kraftigt af pebermynte. Det kriller i næsen. Jeg snuser ind et par gange for at få det til at holde op. Et voldsomt nys overrumpler mig, og med dråber af savl. Det lander på Dines’ lår. Jeg tager mig til munden. Dines kigger på mig og så 9
på det våde tyggegummi. Min værdighed smuldrer lige så stille, bliver til støv og blæser væk med forårsvinden. ”Så du ville ikke have det alligevel?” Han smiler skævt og knipser tyggegummiet væk fra bukserne. ”Næ, det ville jeg åbenbart ikke.” Jeg kigger ned i jorden for at se på noget andet end hans tåbelige grin. Han rækker pakken hen til mig. Jeg ryster på hovedet. ”Det er ikke, fordi jeg ikke synes, dit navn er pænt,” smasker Dines og putter pakken tilbage i lommen. ”Jeg har bare aldrig hørt det før.” Jeg nikker, men svarer ikke. Hvis jeg nu er helt stille, så går han måske. Jeg glider frem på bænken, lægger nakken på toppen af ryglænet og lukker øjnene. Jeg trækker vejret dybt og mærker, hvordan forårssolen prikker på min blege hud. Lydene fra skolegården bliver fjerne, jeg formår næsten at ignorere dem fuldstændig. Ro – helt ro. Skønt. Det føles sommeragtigt at sidde her, selvom det kun er april. ”Bor du tæt på skolen?” Stemmen skærer sig ind gennem min stilhedsboble. Jeg lader hovedet trille om på siden og åbner øjnene. Han er her endnu, den insisterende igle. 10
”Skal du ikke et eller andet, Dines? Spille fodbold med nogle af de andre eller noget?” Han lægger hovedet ved siden af mit og smiler.
Endelig ringer klokken ind. Yes, mand! Så slipper jeg for Dines. Han rejser sig og kigger afventende på mig. ”Skal du med?” spørger han og nikker mod døren. Jeg kommer i tanke om, at han er min sidemakker. Han minder mig så meget om den megaømme bums på kanten af min læbe, der bliver ved med at komme tilbage. Matematik er ikke mit yndlingsfag. Hvis nu der ikke var så mange tal, var det nok okay. I virkeligheden er det jo kun ti tal sat sammen på forskellige måder, men det er det, der forvirrer mig. Og så alle de systemer og regneregler. Det er så kedeligt. Svært og kedeligt. Jeg sidder og tegner kruseduller i kanten af mit kladdehæfte, da en kugle af papir triller ind foran mig. Papiret knitrer, da jeg folder det ud. Jeg sender et blik op mod tavlen for at se, om Michael kigger i min retning. Det gør han ikke. Han har travlt med at skrive 11
en lang række tal, jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad vi skal bruge til. Hans ivrige bevægelser får hans hår til at hoppe op og ned. Jeg glatter papiret ud. Tegningen forestiller en mand – det er tydelig at se, det er Michael. Det karakteristiske smørhår og de kæmpestore næsebor er ikke til at tage fejl af. Skulle jeg være i tvivl, er der en lille taleboble fra hans mund. ”Blah blah 2x7 blah blah – jeg er uendeligt kedelig.” Der lyder et lille fnis fra Dines. Jeg skæver til ham. Han vipper et par gange med øjenbrynene og fniser igen. Min ene mundvig trækker opad. Han er virkelig god til at tegne. En stor, behåret næve slår ned i mit bord. Jeg letter fra stolen, og min krop trækker sig sammen i forskrækkelse. Jeg skynder mig at krølle papiret sammen, og skjuler det i hånden. ”Giv mig det dér,” brummer Michael og peger mod min knyttede hånd. Hans store næsebor vibrerer, og en sur cigaretånde rammer mig. ”Øh, jeg, øh, nej, det er ikke så godt … for, øh …” svarer jeg og forsøger at undlade at trække vejret. Der lyder et brag. Dines er væltet på stolen og har knaldet baghovedet ned i gulvet. Michael hjælper ham 12
straks op. Dines ser en smule skeløjet ud. Jeg rejser hans stol. Han sætter sig slapt, lukker øjnene og lægger sig hen over bordet med hovedet på armen. ”Er du okay?” Jeg klapper ham blødt og lidt akavet på ryggen. ”Mm.” Hans ansigt har fået en underlig, gusten kulør. ”Jeg går lige på kontoret og ringer til dine forældre. Jeg tror, du skal hjem og slappe af.” Michaels blankpolerede sko klikker over gulvet, da han forlader klassen i kapgangstempo. Dines kigger på mig gennem to små sprækker mellem øjenlågene. ”Smart, ik’?” hvisker han med en slatten stemme. ”Smart?!” på kontoret for den tegning.” ”Var det med vilje?” Dines er endnu dummere, end jeg troede. Han udstøder et lille grin, men tager sig så til hovedet og krøller ansigtet sammen i smerte. ”Ja, skidesmart,” vrænger jeg. ”Det kostede dig kun en hjernerystelse.” 13