EFTERORD AF HANS OTTO JØRGENSEN
MARIE BREGENDAHL, 1867-1940 Marie Bregendahl blev født på gården Bregendahl i Fly i Fjends Herred i 1867. Hun var ældst i en søskendeflok, som år for år voksede, til moren 36 år gammel døde i barselssengen med den niende. Den tragiske hændelse danner udgangspunkt for Marie Bregendahls hovedværk, romanen En Dødsnat fra 1912, og den formaning, som i romanen bliver lagt i munden på bedstemoren, fortæller alt om, hvor tungt livet blev for den 12-årige Marie: “Saa mange er der, Lise,” sagde hun og saa hende haardt og fast i Øjnene, “og du er den ældste. – Gaar det nu ikke de andre, som det skal, bliver det dig, der bliver spurgt efter.” Marie Bregendahl mistede sin mor, men hun mistede ved samme lejlighed også sin barndoms uskyld. Faren, der var betydelig ældre end moren, var et knuget og stærkt indadvendt menneske, og da moren døde, trak han sig tilbage fra sine børn og verden. Til trods for at gården var relativt velstående, kom der noget forfaldent over storheden. 523
Marie Bregendahl var kendt med Ingemanns romaner, med Bjørnstjerne Bjørnson og også via en avisartikel i Skive Folkeblad med J.P. Jacobsen, men det var først i 1886, ved mødet med den et år ældre Jeppe Aakjær, som også kom fra Fly, fra en lille ejendom på den noget ringere jord, at hun for alvor blev opmærksom på den forandring, som havde stået på, siden Georg Brandes introducerede det moderne gennembrud. Samme år var Marie Bregendahl på Vrigsted Højskole, og det var så den skolegang og den dannelse, hun fik. Hun var forlovet med en gårdmandssøn fra Salling, et godt parti, men Aakjær trak stærkest. Emnerne for den brevveksling, der i den følgende tid fandt sted imellem dem, var blandt andet affødt af den verserende sædelighedsfejde, hvor Brandes stod på den seksuelle frihed før ægteskabet, mens Bjørnson ville have afholdenhed for såvel mand som kvinde. Jeppe Aakjær var i 1887 taler ved en række politiske møder på hjemegnen og endte som revolutionær og gudsbespotter i fængsel. Men trods sit fritænkeri var han samtidig grebet af ungdommens ædle tro på renhed. Han fremholdt, at ægteskabets ophævelse ville føre til hjemmenes og kærlighedens og kvindernes dybe fald, og Marie Bregendahl svarede: Saa mener jeg endnu en gang, at Ægteskabet – hvorved vi forstaar de Baand, der tvinger Mand og Kvinde til at leve sammen hele Livet, de Baand, der ikke kan opløses, uden at Vedkommende samtidig er compromitterede, “set ned paa” for resten af Levetiden, bringer en vældig, altfortærende Sløvhed med sig ... At hele Sam524
fundet skulle drukne i kønslige Forhold i tilfælde af Skilsmisser, det tror jeg ikke paa. Nej, det er kun Luftkasteller, Bobler der brister, vær overbevist om det ... Er der noget, der trænger til at blive rodet op i, saa er det virkelig Kvindens stilling i Samfundet; men det vil sige den, hun selv bærer den meste Skyld for, at hun indtager. Hvis vi Kvinder stræbte efter at blive nok så selvstændige, og hvis I Mænd hjalp os lidt tilrette med at faa en bedre økonomisk Stilling, saa skal du ingen Bekymringer have for Kvinden, hun redder sig nok, det “Vrøvl”, “Vrag” og “Skrog”, hun er, lavttænkende, jordslaaet, jammerligt og usselt, som hun er. Hun trænger netop til en smule Haglvejr og Storme, inden hun vaagner op af Slumredvale, med disse søde Drømme om den “kærlige stærke Mand,” der nok kommer en Gang og vil slide og slæbe for hende til evig Tid, saa hun aldrig næsten behøver at røre sig. Citatet viser, hvor radikalt moderne Marie Bregendahl var. Det viser, hvor langt hun havde distanceret sig fra den gængse moral, og hun brød da også sin forlovelse, det gode parti, valgte Jeppe Aakjær og forvistes for en tid af faren fra hjemmet. Men citatet viser også, at Marie Bregendahl, bare 20 år gammel ved, at den økonomiske frihed er afgørende for kvindens muligheder, at det er den frihed, langt mere end de moralske spørgsmål, der er afgørende for en selvstændig udvikling og i sidste ende muligheden for en kunstnerisk karriere. Alligevel falder hun i med begge ben. I de følgende år, mens hun længtes efter sin elskede og samtidig blev drevet ud i stadig større fortvivlelse over faren og forstødelsen, havde hun plads i huset forskellige 525
steder på Sjælland. Endelig i 1893 blev Jeppe Aakjær og hun gift på Københavns Rådhus, men forholdet var allerede slidt, og ægteskabet blev ingen lykke. Den koleriske og stærkt menneskeforbrugende Aakjær og den sky og tvivlesyge Marie Bregendahl passede ikke sammen. Parret var fattige, han havde en idé om hurtigt at kunne tage eksamen og gøre akademisk karriere, mens hun drev et mindre pensionat, Det jydske Pensionat, og egentlig forsørgede dem begge. De fik en dreng og blev skilt i 1900. Sammen med farens stejle og egenrådige væsen og morens tidlige død, er det dét mislykkede ægteskab, kvindens blinde higen efter nærhed overfor mandens sorgløse skalten og valten med både kærligheden og tiden, der har sat sig de dybeste spor i forfatterskabet.
BLANDT DE UNGE OG I FEST OG TRÆNGSLER Tvillingeromanerne Blandt de unge fra 1919 og I fest og trængsler fra 1921 hører begge med til Bregendahls Billeder af Sødalsfolkenes Liv, som er en kollektivroman i syv dele. Landsbyen er i en vis forstand hovedperson. Læseren ser tingene, vejr og vind, såtid og høst, med landsbyens øjne. Fra gårdsleddet, fra et vindue, i en hyggestund med de små på trappestenen eller i et middagshvil i marken. Den dramatiske begivenhed er på afstand, udenfor fokus, det vil sige, den bliver først egentlig til gennem landsbyens omtale af den, i rygterne og de indlejrede fortællinger, i sladderen og det anekdotiske stof. 526
Et særligt træk ved Sødalsromanerne er, at nok fremstår hver enkel roman i serien som et afsluttet hele, men persongalleriet er det samme. Mænd og kvinder, unge og gamle færdes ud og ind af bøgerne, snart i en perifer rolle, snart en mere central, men hele tiden mærkeligt “udvendige”. De er alle uden psykologisk baggrund, de bliver ikke ældre, udvikles ikke, men er i den grad sig selv – eller bedre: De optræder som en funktion af deres arbejde, af familien og landsbyen. De har navne efter lokaliteten eller den gård, de bor på, som Hanne ved Højen, Else ved Bækken og Mikkel i Møllen, eller de har navne efter deres ry eller erhverv, som Tosse-Katrine og Peter Guldgraver. Sødalens univers er som en teaterscene, hvor personerne mere er figurer end egentlig karakterer, sindet kan ikke forklares, personerne er kun mimisk til stede på baggrund af et stadig lige uudgrundeligt dyb. Som Billedet i genremæssig henseende peger på det tableauagtige og episodiske, bliver begreber som skæbne og forsyn ledeord, og frem for at udvikle en personligheds dannelse, gennemspiller Marie Bregendahl som i en skæbnekomedie om og om igen dødens og latterens gestik. Verden er lig med sognet, nabosognet til nød, udenfor er det fremmede, det farlige og i følelsesmæssig forstand ukontrollable. Man kan vælge at flytte væk fra Sødalen, væk fra det vante og dens beskyttelse: Else i I fest og trængsler flytter til Viborg, men det er for at skjule sig, for alle. Else føler 527
sig skamfuld over ikke at få indfriet de løfter til kærligheden, hun engang i elskovslyst har givet sig selv. Skammen afskærer hende fra hjemmet og kaster hende endog dybere ned i fortvivlelsen. Hos Marie Bregendahl slår skamfuldheden ihjel. Martha i Blandt de unge og Else i I fest og trængsler kommer med skammens udhulning begge til at leve som en skygge af sig selv. Fortællegrebet er forskelligt. Marthas historie er set udefra, sådan som vi kender det hos Marie Bregendahl, og sådan er det også langt hen ad vejen med Elses historie, men idet geografien skifter fra Sødalen til Viborg, skifter også optikken. Marthas historie er et sideskud og danner klangbund for Elses. Blandt de unge begynder med Elses forelskelse i regimentsmusikeren Christian Mollerup fra Viborg, I fest og trængsler ender med, at hun myrder den dreng, som skulle have været frugten af deres samliv, og bliver sindssyg. Som de øvrige sødalsfolk er Else og Lise i det bregendahlske greb med til at digte Marthas historie. Martha gifter sig under sin stand. Hun er møllerdatter, men vælger sig som sin udkårne Iver. Iver har ikke det bedste ry, men for Marthas skyld sætter hendes brødre ham i egen mølle. Martha synes til en begyndelse at trives i de nye, fattigere omgivelser, hun får to drenge, men kan så tilsyneladende uden årsag ikke længere komme overens med sig selv. Til almindelig bestyrtelse kommer hun en vinterdag uden sine drenge hjem til Sødalen. Når der bliver spurgt til dem, viser hun sig mærkelig døv og uinteresseret. Efter nogle måneder beslutter man, at det ikke går, at hun 528
er væk fra drengene, og kører hende tilbage til Iver. Hun dør, Mølleåen tager hende, sandsynligheden taler for selvmord, men da Sødalsfolkene i samlet flok drager af sted for at føre hende hjem som lig, er ingen i tvivl om, at Iver bærer skylden for hendes ulykke. Også Else og Lise er med på turen, og efter at have set hvor tingene vokser for Iver, efter have set hvor glade drengene er for ham, bliver Lise pludselig vred på Martha. Hun husker hendes manglende Evne til at skelne mellem Spøg og Alvor i den snak, som karlene opvartede pigerne med til gilderne rundt om på gårdene, og forstår på den baggrund, at det er hendes sind, der har knækket hende. Lise undrer sig over, at Martha ville så langt væk og bo, men det forstår til gengæld den i regimentsmusikeren Christian Mollerup ulykkeligt forelskede Else. Som hun siger, er det vel ikke alting, En vil have sine Bekendte til at snage i. Hun siger også lidt senere, mærkeligt ude af sammenhæng, men naturligvis under indtryk af den glemsel, som tog Martha, da de flyttede fra landsbyen, at Lise nu ikke helt må glemme hende. Det er, som om Else kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt. Og da pludselig blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende. * 529
Blandt de unge slutter brat, uden nogen form for afklaring, men midtvejs i I fest og trængsler flytter Else til Viborg for at lære at sy, som det hedder, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med Christian. Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene og den indirekte fortællings greb. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling. Christian gør hende gravid, men hun fortæller ham ikke noget, vover det ikke, for hun ved ikke, hvordan han vil tage det. Men omsider fik han da af sig selv Øje paa det. Det var ud paa Foraaret en Søndag, hun stod og skulde skifte Kjole, og han var oppe paa Kameret. – Fy for Fanden, hvor Du gaar og bliver mavet. Så rå er manden. Sådan som man kunne forledes til at tro, også Jeppe Aakjær har været. I hvert fald synes Marie Bregendahl at kende svigtet temmelig godt: Klarheden over hendes fuldkomne forladte Stilling faldt ned over hende som en Kampestensvæg, men tanken om, at hun for enhver Pris maatte holde sit Hjem udenfor, fik hende til stinde Nakken. Hun føder barnet, og selv om Christian behandler hende nederdrægtigt, han passer sit eget kram og sine egne penge og sin egen tid, lader hun ham indimellem komme til sig, af længsel og elskovshunger, og skuffes og skammer sig endda mere. Ved Bordet sidder Else og syr, 530
Haandsyning, jagende af alle Kræfter syr hun, hendes overkrop krummer sig helt sammen i Stræbet, og med vild Fart jager Armen op og ned. Paa en Stol foran Vinduet staar en lille Dreng og kigger ud paa Gaden. Sådan ser her ud. Else arbejder for føden, men har ikke råd til en symaskine. Derfor Haandsyning. Og drengen. Hvad kigger han efter. Han kigger efter faren. Men Far kommer inte, siger han saa, Jenses Far kommer inte. Sådan siger han hver dag, og hver gang er det, som Else faar et Hug i den sammenbøjede Krop ... Og saa gaar Synaalen igen, jagende af alle Kræfter, jagende, jagende. Marie Bregendahl arbejder med det i sindet, der ikke lader sig styre. Som en monoton rytme under eller motor for teksten lyder et Saa var der noget med det ene og det andet. Det foregår inde i hovedet på Else, som en pludselig registrering af omgivelserne, eller hun husker et og andet eller opdager, hvordan det er med hende: at saa var der noget med, at hun var dødtræt, ja, saadan naar man har siddet og syet hele Natten, eller saa er der noget, der dæmrer i hende, en Lyd, der er anderledes etc. Videre, led for led, er vi vidner til Elses sammenbrud. Else kan hverken tage vare på sig selv eller drengen. Hun bliver som et plaget dyr og ryster i hele Kroppen som et Slagtefaar, – indvendig i Kroppen – og så giver hun op. Eller instinktet tager over. Hun må hjem, kommer også med toget, men da har hun allerede af vanvare, for ikke igen at skulle høre drengens kalden, kvalt ham. Vi hører ikke om mordet, det har forfatteren for megen finfølelse til. Men da faren kører hende til Galehuset i Viborg, får vi 531
endnu en sammenligning mellem mennesker og dyr: De kørte og kørte, ruslede af. De kom over Heder og sandede Marker, de kom gennem smaa vidtskilte Landsbyer, og hist og her forbi et enligt Hus; imellem faldt der lidt Ro over Else, men imellem kunde hun ogsaa pludselig vaagne op, rase og raabe som forhen, ja, det lød egentlig værre og værre, for Røsten var efterhånden bleven saa skrorlende ru, den mindede om en forfrossen Kalv. * Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende. Der er i Marie Bregendahls romaner en stadig uafsluttet tvist mellem hverdagens jævne og rutineprægede liv og skæbnen. Men i stykket om Elses deroute bliver mennesket pludselig udstyret med en psykologi og bliver moderne. Hvem har ansvaret for Elses mord på barnet? Hans Otto Jørgensen