Menneskenes tid
Carl Plum
Menneskenes tid
Menneskenes tid
Carl Plum og ©Gladiator 2026
Redaktør: Jakob Sandvad og Freja Bøgh Lassen
Omslag og sats: Josefine Bøgh Lassen
Bogen er sat med WT Kormelink og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
Printed in Denmark 2026
ISBN 978-87-7569-085-5
Alle illustrationer af Carl Plum
Om kærlighed, familie og rejser i menneskenes tid.
“I bilrudens refleksion så jeg mig selv ånde. Selvom tiden stod stille. Og hvert åndedrag mærkede mig for evigt, uden at jeg vidste det. Så begyndte mit ansigt i vinduesspejlingen at ændre sig. Mit ansigt blev til min fars ansigt. De samme knogler, de samme øjne. Den samme næse. Den samme ånde. Og så blev mit ansigt til min farfars ansigt. Og det blev ved sådan, med at ændre sig. Tilbage til ansigter som jeg aldrig har set, men som jeg alligevel genkendte.”
frihånds-oversat fra Buried Child, Sam Shepard
Juni, 2023
I aftes tog jeg den sidste af min mormors gamle prozil-piller. Vi sov i bagagerummet af en bil til lyden af et brusende vandfald med sæderne lagt ned, langt oppe i Norge.
Jeg røg en cigaret i mørket imens Miriam læste godnathistorie for Sep inde i bilen. Det så hyggeligt ud hvordan de lå derinde, på en skummadras med bagsmækken åben, helt opslugt af deres godnathistorie-verden i skæret fra en pandelygte der kørte på det allersidste batteri.
Allerede efter at have skoddet cigaretten og på vej ind til dem i bilen kunne jeg mærke den særlige, nervøse energi i maven jeg har lært betyder, at jeg kommer til at have svært ved at sove.
Timen senere, i mørket, fandt mine hænder hjemmevant ned i min rygsæk og fiskede det lille pilleglas med proziler frem. Jeg var forsigtig med ikke at vække de andre. Jeg åbnede
låget og vendte den sidste pille ned i hånden, sammen med lidt pillestøv.
Jeg lavede en spytklat i munden til den og slugte den inden bitterheden nåede at komme ud bag pebermyntesmagen, lagde mig ned og mærkede den sære, ubevidste ro sænke sig over mit system. Mærkede min pande blive kold, og mine tanker begynde at blive frie og afslappede igen, som et muntert, roligt føl.
Prozilerne har været i min varetægt næsten præcis et år, siden jeg fandt dem på en støvet hylde hos min mor. Jeg ledte efter en antihistamin (mod katte) og stod pludselig med det lille, ravfarvede glas i hånden. Der stod:
FRU LISE PLUM
1 TABLET HØJEST 2 DAGLIG
MOD SMERTER / NERVØSITET
Jeg kunne med det samme se på det brune, tykke glas og fedtede svub-låg at det var medicin fra gamle dage. Også pillerne så anderledes ud end moderne piller, de var ikke tablet-agtige, men lignede mere små pebermyntepastiller.
Da jeg skulle hjem senere på aftenen, tog jeg dem med hjem.
Siden har det at tage glasset frem, og tage én af de gamle piller en gang imellem føltes som noget syndigt og også en form for hemmelig forfader-tilbedelse. Noget kun mellem
Lise og mig. Vores nervøsitet og vores smerte stoppede med at være individualiseret, men noget vi delte. Noget, en
smerte, som stammer fra vores slægt, og som jeg på den måde måske kunne være en smule stolt af.
Jeg ved ikke så meget om, hvad hendes smerter og nervøsitet handlede om, eller om hende i det hele taget.
Et af de eneste minder jeg har om hende er meget random.
Jeg må være omkring 3 år: Vi står på toilettet i hendes svale herskabslejlighed i Nyhavn (som duftede af gammel dame).
Vi har åbnet en af de store, høje pakker med lakridskonfekt, og står nu foran toilettet og skyller nogle af lakridserne fra pakken ud i toilettet. Ser dem blive taget i hvirvelstrømmen nede i porcelænet og forsvinde. Vi var enige om, at lige præcis denne lakrids var en fejl og intet havde at gøre i mixet og de skulle ud af lejligheden med en demonstrativ larger than life gestus.
Hun var helt inde for de store gestusser, levede og forstod verden igennem stil. Hun var hyper-æstet (min mors ord) og kunne ikke klare at opholde sig i hvad hun anså for grimme omgivelser. Og hun havde penge til at leve efter den regel.
Hendes forbillede var Virginia Woolf, og hun lignede hende i attitude og udstråling;
Unapologetic
Kunstnerisk
Upper class
Drama queen
Depressiv
Beslutsom
Elfenbensfarvet hud
Det næste minde jeg har er vi på vej ned ad trappen fra samme lejlighed. Vist året efter. Min mors hånd holder hårdt fast i min, og trækker mig ned af trappen. Oppe i lejligheden kan vi høre Lise græde.
Jeg kan huske de brune porcelænsløver (som mest af alt lignede bulldogs) der stod i den store, lyse opgang til lejligheden. Kan huske at jeg ikke måtte stoppe op og kigge på dem og snakke om dem som vi plejede.
Jeg havde aldrig før set nogen blive skældt ud og forladt selvom de allerede græd.
I det næste minde jeg har, har hun fået kræft. Jeg forstod ikke ordet, som jeg associerede med “kraft” og “kræfter”. Vi er inde i et gråt, badeværelses-agtigt rum på Rigshospitalet hvor hun er. Mig og Niels skiftes til at få lov at køre ryglænet på hendes seng op og ned med fjernbetjeningen imens hun snakker med min mor.
Næste minde
længere nede i hukommelsen, et andet stenrum (ved ikke hvor vi er). Hun er død, og vi er her for at se hendes lig. Jeg kan huske at jeg spørger min mor om jeg må få lov at prøve at åbne hendes øje. Til min ubeskrivelige lettelse sagde min mor, at det måtte jeg ikke. Til begravelsen sad min mor og
græd, og da hun fik øje på, at jeg kiggede på hende smilte hun ned til mig.
Jeg kan huske jeg undrede mig over, hvordan hun både kunne græde og smile på samme tid.
I en bil i Norge, med sæderne lagt ned, lå jeg og tænkte på de her ting.
Jeg så på de to ansigter, der lå og sov i mørket. De ansigter jeg kender utroligt godt, bedre end mit eget. Så deres brystkasser hæve og sænke sig.
Mit barn og mit livs kærlighed.
Det lyse ar hen over bunden af Miriams mave, hvor vores datter blev trukket ud. Jeg tænkte: Det er familie. Det er den slags ting en familie består af. Et væsen, der er blevet hevet ud af et andet væsens mave, et ravfarvet glas, der går ned igennem generationer, en godnathistorie, der bliver læst i skæret af en pandelygte og allerede er et minde.
Næste dag og vi er på farten igen.
Tunneller, bjerge, elve, skove og klipper, tankstationer, vandfald.
Sep har arrangeret sig rutineret på bagsædet med sine legeting omkring sig, så hun kan nå dem inde i sikkerhedsselen:
En husky-bamse med et plaster på øret, en Natskyggedrage i plastik som mangler den ene vinge. Nogle ferskvandsmuslingeskaller vi fandt i går, en halvt samlet Kinder-overraskelse. En hindbærbakke, indrettet til “insekthospital” for en grøn bille som pludselig sad på forruden.
Jeg kigger om til hende en gang imellem i bakspejlet. Spørger om hun vil have en brikjuice, og hun ryster på hovedet uden at kigge op. Hun sidder og fodrer sin drage med nogle kirsebær. Hun sidder fordybet i legen og hvisker et uforståeligt sprog ned til figuren.
Det er specielt når hun hvisker at hun begynder at læspe. Noget, hun har fra Miriam, en af de ting jeg blev forelsket i ved hende for længe længe siden.
Jeg sidder med Miriam og fletter fingre imens vi kigger ud af forruden. Vi er måske, måske ikke, kærester igen.
Vi stopper bilen og venter på en vej oppe over trægrænsen, fordi nogle løse får krydser vejen.
Vi stopper ved en tankstation ved siden af en elv. Vi går ned ad en lille, hårdttrampet sti sammen, med en flaske shampoo og nogle håndklæder og bader. Vandet er brunt, køligt, og hiver i os.
Shampooflasken flyder på vandet, vi kaster den imellem os efterhånden som vi skiftes til at sæbe os ind og griner.
Vi lader vores “historie” ligge. Vi leger “lykkelig familie”, vi “giver det et skud”.
2.Alle mennesker — også moderne og sekulære mennesker — har i deres liv en eller anden form for alter.
For mig er et alter ikke kun sådan noget som en sandstensstatue i vejkanten på Bali hvor folk stopper på deres scooter og ofrer Oreo-kiks og cigaretter på et bananblad. Eller et tableau hvor folk tænder vokslys foran et billede af Den Hellige Jomfru.
Det er også en garage med den Tesla som folk har brugt et liv på at tjene penge nok til, eller en reol med alle de bøger folk har læst, eller godt kunne tænke sig at have læst, men nøjes med at kigge på og holde fri for støv.
For mig var alteret i min sene barndom åbningsmenuen til Diablo II.
Animeret i nogle effekter, som på det tidspunkt virkede nærmest fotorealistiske, står de forskellige helte i en halvcirkel rundt om et bål.
Fra venstre mod højre Amazon, Assassin, Necromancer, Barbarian, Paladin, Sorcerer, Druid.
Det er her du skal tage det drømme-agtige valg om, hvilken slags helt du vil være i spillet, og hvad du vil hedde.
En af figurerne i forsamlingen omkring bålet gjorde et særligt indtryk på mig — på mange måder var han den mest diskrete, og nok også den “kedeligste” af heltene.
I modsætning til de andre er han ikke halvnøgen med tatoveringer (Barbarian) og kan ikke teleportere sig (Sorcerer) eller lave sig om til en varulv (Druid). Han slås ikke med vrede eller ondskab som nogle af de andre gør, men med sin retfærdighedssans.
Når man trykker på ham kommer han frem i lyset af bålet, barhovedet, i sin rustning uden pynt på, og knæler foran dig med sværdet rakt frem mod dig i en slags troskabs-ed. Det er Paladinen, og det var den som min far spillede, og som på nogle måder blev til min far.
Jeg blev præsenteret for det her univers omkring 1997:
Min far var kommet tilbage i København og boede nu på Borups Allé i et stort, urenoveret lejemål, af den slags der ikke findes mere. Sarte vinduesrammer med tynde ruder i, trappeopgange, der lugtede “kanel-agtigt” af træ og tobak, gulve af lange, tunge træplanker, som var lagt for 150 år siden og knirkede når man gik på dem. Det var et rart og bohemeagtigt sted at være for et lille barn.
Et eller andet ved det arbejde min far var taget afsted for at gøre var ikke lykkes, eller var ikke blevet forlænget, og han var nu tilbage.
Et eller andet med den kvinde, som var sød, og som jeg havde mødt et par gange (køn, med briller) var heller ikke lykkes.
Han var nu tilbage — og virkede fjern — Han hentede mig, eller mig-og-Niels hver anden weekend og ventede nede i entreen imens vi fandt vores tasker frem. Gik flere skridt foran os på fortovet på vej hjem, med sin frakke blafrende efter sig.
Vi gik ikke lange ture, men nøjedes med at købe ind, eller købe en pizza, og gik så hjem.
Lejligheden var stor, og stort set tom. Rundt omkring på gulvet lå bunker af tegneserier og bøger, og i det største rum, i en kiste på gulvet, stod vores legetøj og var blevet koldt og urørt siden sidst vi havde været her.
I et andet rum stod hans futon-seng midt på gulvet omgivet af en del tøj, et askebæger og nogle pizzabakker.
Som en del af hans nye arbejde havde han nu fået en computer, en Dell-laptop, og når vi havde låst os ind i lejligheden og lagt vores tøj i en bunke på gulvet gik jeg hen og klappede computeren op og trykkede på tænd-knappen.
Den summende lyd af computerens blæser der gik i gang, og derefter Windows startmelodi havde en bedøvende effekt på mig, signalet til min hjerne om, at jeg nu skulle bruge en weekend inde i Diablo II.
I menuen stod alle spillets figurer rundt om bålet, som om de havde ventet på mig her siden jeg forlod dem sidst.
Jeg gik ind og valgte den figur, som var min, en Necromancer i level 12, jeg havde kaldt Fido.
Min far spurgte, om jeg ville have et glas Cola, og sådan sad jeg, venstre hånd på søgerfeltet og højre hånd på piletasterne, på en høj stol med fødderne dinglende under mig. Den eneste sammenligning imellem Borups Allé uden for vinduerne, og Blood Moor inde i spillet var at det regnede begge steder.
Jeg slog monstre ihjel med en tomahawk og genoplivede dem som skeletter der tjente mig.
Nogle gange kiggede jeg op fra skærmen og over på min far.
Han sad i sofaen og kiggede ud af vinduet, og var pludseligt blevet gammel. Når han ikke troede jeg kiggede, blev han til en gammel mand, og han sad nu derovre i sin virkelige alder, krumrygget og hvidhåret.
Hvis jeg skulle tage et portræt af min far, ville det være et sammenklip af forskellige situationer, bittesmå bidder af bevægelser der er karakteristisk for ham.
Han sidder med sin drengede nakke og rullekrave sweater, fordybet i et eller andet sammen med Niels — skifte batterier i hans lejetøjslastbil, eller se på hans tegning… På de fleste billeder laver han et eller andet med sine hænder. Og kigger ned.