En ikke navngiven person, nogen, der befinder sig i et almindeligt rum, bevæger sig af en eller anden grund hen mod en plads, og bliver for alvor til borger, et politisk legeme. Rummet, og pladsen, tilhører tilfældigvis et nyt sprogligt område, et tillært terræn med inversioner, stød, og præcise, men utilregnelige regler. Den svært definerbare skikkelse træder ind og ud af meddelelsesmæssige territorier, i en kradsen paa døren, som en aldrig ”færdig” tanke, der er tænkning, udsigelser primært holdt sammen af rytme.
Er denne nogen, senere Skrats, en forvildet, forvansket, førsokratisk Sokrates, der flanerer rundt i Tusind Plateauer, konfererende med eksisterende og ikke eksisterende digtere, filosoffer og kunstnere – en staven sig frem til en Uendelig samtale, i Blanchot´s forstand?
Eller, kommer Skrats måske med en analyse, der ikke fører til opløsning, men til samling? Så flertydig, som et fællesskab kan være?
