ENDEN ER NÆR
Jamal Bendahman
Enden er nær
Undergangsroman Gladiator
Enden er nær
©Jamal Bendahman og Gladiator 2026 1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Jakob Sandvad
Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen
Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
ISBN: 978-87-7569-084-8
ENDEN
Dette var det sidste. Den sidste tid, hvor de sidste forsvandt. Enden på den Verden vi kendte. Der var dog én, der nægtede at give slip. En stædig person ved navn Amir, og han vågnede på Rigshospitalet på en operationsstue. Udenfor var solen væk og himlen overdækket med flade skyer der lignede østershatte i samme mørke tone som blyantskrift. Indenfor i de gamle bygninger på Blegdamsvej der fremstod i sort/hvid, kunne man høre en hvislen. Støvet der kradsede hen ad væggene og gulvet og kollektivt pustede vidnesbyrd om langstrakt ingenting .. huuuuh .. I Mexico City, hang paraboler ovenover hinanden på en metalramme på toppen af betonbygninger, med hærgede hvide facader og tage der så ud til at smuldre som tør kage. I Bolzano, Italien, rakte et tårn op fra en aflang kirkebygning. Spiret på tårnet var af sortmalet stål og lignede et torturredskab fra middelalderen, mens der på den anden side af gaden stod to byggekraner, der så ud til at være bremset midt i hvinende bevægelse. I Canillo, Andorra, lå et nybygget hostel i mørk mursten og i horisonten lå to bjerge, der var så grønne, at de lignede stabler af vådt mos. På øen Sylt i Tyskland var Nordsøen blid og bløde bølger nærmede sig den smalle stribe af strand, som hænder der masserede en ryg. Vindmøllerne på gangbroerne der forbandt tårnene på World Trade Center i Manama, Bahrain, blev ved med at snurre og snurre. I Yaroslavl, Rusland, ved en bred våd vej med hvide stiplede linjer, lå en stor kirke med kors af guld på de grønne kuppelformede tårne. I Cape Town, Sydafrika, vuggede kæmpe industrielle fiskerbåde i det grå vand og gned sig op mod kajen og hinanden, som æbler i en balje vand. I Amman, Jordan, lå
blege lejlighedsbygninger klos op ad hinanden og lignede intrikate sandskulpturer på en overskyet dag.
Verden blev et digt, et uhyggeligt et. En forladt Verden så ud af så meget mere.
Amir vågnede på den anden side af Verden og havde det forfærdeligt, som var hans krop landet på sengen fra et frit fald. Hans første tanke var vand. Han kunne drikke et badekar friskt vand, så tørstig var han. Der var vand i hanen, men der var ikke så meget andet udover en følelse af at Verden lå snerrende derude og ventede på ham.
Udenfor Rigshospitalet stod Amir med armene ned langs siden og øjne der nægtede at lukke. Luften smagte af Verdens udvidelser og sammentrækninger, en fødsel af kollaps og Amir råbte,
HVOR ER ALLESAMMEN
På medicinstudiet fik Amir at vide at han nu var en del af samfundets professionelle elite. De kløgtigste hoveder og de kyndigste hænder.
I skal varetage samfundets vigtigste og fornemmeste opgave, rungede det ud i auditoriet på introdagen. Og da de sad i en studiesal på Københavns Universitet med hver deres Texas Instruments-lommeregner og løste kemiopgaver, var det næsten som om det slet ikke var Amir der sad der, men en person på et fotografi, hvis ansigt delvist var dækket af personen foran.
Amir voksede op i Brøndby Strand, i et af de højhuse der så ud som om de hørte hjemme i en spøgelsesby. Sammen med sin bror Nurdin og sine forældre boede de på ottende etage og han kunne godt lide at stå ved vinduet og kigge ned på torvet. Kigge på træer på størrelse med ærter. Biler der så ud til at køre så langsomt, at man kunne gå ved siden af dem. Et lille menneske der gik på et fortov og lignede at det lænede sig forover. En cykel og en bil i slow motion der nærmede sig hinanden i et kryds, Amir blev bange! Han gøs og satte hånden op på vinduesglasset.
Da han var 15, ville Amir gerne være hjertekirurg. Det vidste han fordi han engang sagde det til en jobsamtale i Føtex. Det var det eneste bevis på det og hvis han ikke havde det minde, ville han aldrig tænke sådan.
Han kom til samtale inde på kontoret bag informationsdisken og han anede ikke, hvad de skulle snakke om. Noget om dåseto-
mater og rammer med Faxe Kondi, måske ville hun fortælle ham hvorfor Føtex havde jubilæum ti gange om året.
Den venlige Føtex-dame med det korte sorte hår sad overfor ham og bag hende, oven på et mappeskab, lå der en honningmelon i en frugtkurv. Og Amir var bange for han ikke ville kunne vriste øjnene væk fra den og kiggede derfor op på loftet, der kiggede tilbage på ham, indtil hun spurgte,
Hvis du stod i butikken og så en kunde tabe en vare fra en af hylderne, uden at samle den op igen, hvad ville du gøre i den situation?
Jeg tror faktisk jeg bare ville samle den op og lægge den tilbage.
Er du meget servicemindet?
Ja, jeg er meget servicemindet.
Hvad vil du gerne lave når du bliver voksen? Hvad vil du arbejde med?
Jeg vil gerne være hjertekirurg.
Hold da op, hvorfor lige det?
Jeg synes det er spændende og jeg vil gerne hjælpe folk.
Han fik jobbet.
Men Amir kunne ikke lide at skære i mennesker og det gik især op for ham på tredje semester på medicinstudiet, hvor de havde de obligatoriske dissektionslektioner.
I kælderen af Panumbygningen stod Amir sammen med fire andre medicinstuderende rundt om et lig på et stålbord. Det var en 47-årig mand, dødsårsag, hjerteslag. Det var det eneste de fik at vide. Ansigtet var dækket med et hvidt klæde. På venstre overarm havde han en tatovering af en totempæl. Og Amir fortrød at han lod blikket hvile på den, for nu så han for sig en strålende solskinsdag hvor en mand gik ind i en tatovørbutik mens kæresten var i nærheden og kiggede på tøj i butikker. Det var en solskinsdag, det var han sikker på, ingen kunne overbevise ham om andet.
Han kiggede på de andre. Deres øjne over mundbindene flimrede gråt og blåt, ængstelig væske der strømmede over sten i en å. Han forlangte noget af dem, de ikke kunne give ham. En udveksling af det lille indre skælv, men de stod bare der og flimrede.
Én skulle fjerne aponeurosis palmaris. Én skulle save kraniekalotten af og fjerne hjernen. Én skulle eksplorativt dissekere planta pedis og undersøge for anatomiske varianter. En skulle foretage et langt snit ned langs siden af torsoen og så sy såret sammen igen. Amir skulle amputere hans venstre ben. Det, de kommer ind med, går de ud med, fortalte professoren. Når de var færdige, skulle de sy det hele sammen. Benet skulle sys fast igen og hjernen skulle tilbage i kraniet.
De arbejdede på hver deres del af liget med pincetter, skalpel, sutur, åreklemmer mens liget lå helt stille, som en mark. Som var han allerede blevet til jord og de var solsorte der hakkede i den. Snittet blev tegnet op med en tusch lige over det venstre knæ. Han gik i gang og det der skete, var at Amir forsvandt på en måde. Som om en lille gnist svævede ud af hans brystkasse, mens hans krop skiftede fra farver til sort/hvid. Da han ramte lårbensknoglen, var der mere modstand end han forventede. Så måtte han læne sig en smule forover og bruge sin kropsvægt for lettere at skære igennem. Og lige dér følte han at han hellere ville være savklingen der hjerneløst spinner og skærer igennem mennesker end personen der styrede den.
Amir valgte i stedet at blive anæstesilæge. Han var med i deres drømme, for han fik dem til at sove. Men det var mere end søvn. Hvis man hældte en spand vand på sovende personer, vågnede de. Det gjorde Amirs patienter ikke. Amirs patienter befandt sig et sted mellem søvnen og døden. En kontrolleret stasis. Når de vågnede, var de repareret. Funktionsdygtige igen. Kroppen er en maskine.
Og man kunne finde Amir i en kirurgisk enhed på Rigshospitalet.
Amir ville gerne have en rigtig familie. Hans far var død, moren var rejst tilbage til sine søstre i Marokko og hans bror var flyttet til Madrid. Efter de her apokalyptiske begivenheder begyndte han at betragte dem som et hul i en væg, et hul han gik forbi flere gange om dagen. Og dagene gik, uden nogensinde at vende tilbage.
Amir lagde 55 timer om ugen i arbejdet på Rigshospitalet og med at holde sig opdateret i de medicinske tidsskrifter. Hans nøje tilrettelagte sessioner fire gange om ugen i træningscenteret. Han ville give ud af sin Änglamark-showergel i bruseren. De dasende samtaler i saunaen, tatoveringerne, pebermynteolien i saunagusen der kølede i næseborene.
Hans forskellige projekter, som da han nedrev et par ujævne vægge i køkkenet og spartlede murstenslaget helt glat. I flere uger var køkkenet en byggeplads og det første han gjorde når han kom hjem fra arbejde på Rigshospitalet, var teatralsk at skifte karakter til håndværker. Nogle gange var projekterne helt unødvendige, som da hans espressomaskine brød sammen. Det var en lækker Breville-espressomaskine i blankt stål med indbygget kværner og mælkeskummer. Den stod på køkkenbordet som en strålende ambolt, ikke til at ignorere. Han fik pengene retur, men Amir ville prøve at reparere den, for på en måde at forstå den. Blotte dets indre liv og forsvinde ind i trykpumpen og kapillarrør. Tilfredsstille et nagende behov for at oplyse et sort uforståeligt hul. Men det var samtidig en impuls mod en skaberkraft. En drivkraft mod omnipotens. En teknisk kortlægning af Verden, så den kunne estimeres, repliceres og dermed fuldstændigt kontrol-
leres. Så ved hjælp af YouTube blev han kyndig i espressomaskinefinmekanik. Han troubleshootede og bestilte reservedele på nettet. Han udskiftede O-ringen, ventilen, pumpen og til sidst lykkedes han faktisk med at reparere den. Og da han smagte på den første espresso han bryggede, oplevede han en vis grad af selvtilfredshed og nærede et hemmeligt lille håb om at andet ville bryde sammen, så han kunne reparere det.
Amirs kærester, smukke og fulde af mening. Han var kæreste med Sanne i to år. Hun var lektor på DPU og arbejdede for at forbedre rammerne for læring på børneuddannelserne. Det fortalte hun Amir første gang de mødtes og senere på aftenen sagde han, at han ville rigtig gerne have børn, en rigtig familie. Det kan jeg godt forstå, sagde hun, alt taget i betragtning, og tænkte at hun måske måtte forberede sig på et skift i åndedrættet eller undskyldende hovedrysten fra Amir. Men smerten kom ikke, hvilket fik hende til at føle sig selvoptaget, og tænkte endda at hun måske måtte justere sit livssyn en smule.
De tog på roadtrip i Sverige, Norge og Finland, kørte stejlt opad. Gik på vandreture i bjergene, men hun kunne ikke overtale Amir til at overnatte i shelters i sovepose og spise dåsemad, aldrig i livet. De kørte gennem smukke bjergpassager og Amir kunne lide at lægge sin hånd på hendes lår mens han kørte og hun vendte hovedet mod ham med et smil der åbnede ansigtet op i fuldt flor. Han havde aldrig set noget smukkere, følte han. Føre hånden op og ned ad låret, være tæt på hende.
Det endte, for sagen var den at man kunne åbne Sanne op med mange forskellige døre. De var som udgangspunkt alle lukket, men hvis man kom tæt på, gav hun lov, åbnede op og overhældte én med sin kærlighed. Det var et privilegie og Amir blev gennemvædet af et hav af Sanne. Amir var også generøs, sad med hende i stilhed ved middagsbordet, når hun var overbelastet. Gik ture med hende i Frederiksberg Have og lyttede gavmildt til hende
fortælle om hvor god hun ikke var, til det ene og det andet. Men så begyndte Amir at vade hensynsløst igennem hende, for han kunne simpelhen ikke administrere det og hun blev trådt ned af hans form for kærlighed. Den sidste korrespondance de havde, var en besked hun sendte der endte med, Håber du får en god aften! Udråbstegnet gjorde det definitivt. Slut! Amir så deres forhold som et kirsebær han havde spist engang og nu var der kun stenen i munden. Alt dette var han selvfølgelig komplet oblivious omkring. Så det gik ham på, det hun sagde dengang. At han ville eje hende, som om han var en dum perker der ville gemme sin kvinde væk i lejligheden, var de mest forfærdelige tanker han havde omkring det. Han kunne ikke forstå det, for han var aldrig nogensinde jaloux, det havde han aldrig været.
Så vidt han vidste, havde han aldrig været udsat for utroskab. Det tætteste han kom på det, var nok dengang han var kæreste med Vivian. Hun havde skulderlangt rødt bølget hår og fregner i ansigtet og på skuldrene, som han en nat forsøgte at slikke af hende, mens hun førte sin hånd gennem hans hår. Hun arbejdede i en tænketank, hvor de forskede i inklusion og diversitet på arbejdspladser og de havde sex på første date. I Amirs lejlighed gav de hinanden oralsex på sofaen i en fuldt oplyst stue indtil han udbrød, vent lige. Og skyndte sig at trække persiennerne ned mens han kunne høre Vivian bag sig, vent, kan de se os!
En søndag formiddag ringede hun og sagde at hun var nødt til at fortælle ham noget. Aftenen forinden havde hun været i byen med sine veninder og åbenbart var det stukket af. Hun fortalte at de festede med en gruppe fyre og at en af dem fulgte hende hjem. Hele vejen til døren, men der skete ikke mere end det.
Jeg følte bare, at jeg måtte fortælle dig det med det samme.
Hvorfor fulgte han dig hjem?
Det ved jeg ikke, jeg var fuld. Vi havde snakket meget sammen den aften og før jeg vidste det, snakkede vi indtil han havde fulgt mig hele vejen hjem til døren. Der skete ingenting, jeg gik op alene
og han gik hjem. Jeg følte bare at jeg var nødt til at fortælle dig det. Vivian fortalte ham det, fordi hun ikke følte at han var engageret nok i forholdet. Vivian så nemlig deres forhold som en krop og Amir tog ikke hårdt nok fat. Jalousi var ikke rigtig en følelse der kunne vokse i ham, for tanken om at blive udsat for utroskab bragte aldrig med sig en følelse af ydmygelse og en dramatisk forestilling om at blive besejret og være andre mænd underlegen, fordi det enten ville bekræfte at man var værdiløs eller man var svag, ikke maskulin nok, at man var blevet emaskuleret eller havde relativt færre ressourcer og dermed ikke kunne tiltrække kvinder. For Amir var det nærmere forvirring og en mærkelig frygt for at have været afkoblet virkeligheden på grund af en uoprettelig skade han måtte have pådraget sig som barn. At han troede at noget var på én måde, men det var på en anden måde. Han ville føle sig som en naiv tumpe, mere end noget andet.
Der var alkoholen. Amir kunne godt lide at drikke. Sidde ved vindueskarmen med vinduet åbent om sommeren, med en drink i hånden, mens støjen fra gaden lød som et uroligt hav og ramte ham som havsprøjt. Og når kroppen stønnede lydløst efter den første tår, føltes det som om han befandt sig midtvejs på en rejse. Halvvejs mellem A til B, nowhere. Og lige dér kunne han lide at være. Han var bekymret for at han kunne lide det, lidt for meget. Det gik op for ham efter et par episoder hvor han vågnede og måtte skynde sig ud på toilettet og pisse, havde dårlig ånde, lidt hovedpine og ingen appetit. Han løste det problem ved at indrette et system der hjalp ham med at styre det. Han registrerede hver genstand i en app og satte grænser for sig selv. Maks tre genstande på en dag og max 15 i løbet af en uge.
Amir kunne godt lide at tage til whiskeysmagninger og høre foredrag om skotske destillerier, deres historie, produktionsproces og anekdoter om excentriske grundlæggere og historiske figurer. Smage på whiskey der havde gådefulde navne som Macallan, GlenDronach og Glenmorangie. Snakke med gamle hyg-
gelige mænd. De ville fortælle om rejser til Skotland og fascinerende fjerne slægtninge, og da han engang efter sådan en aften sad på sengen, i færd med at tage sine sokker af, tænkte Amir ambivalent, er det måske sådan jeg ender? Og er der overhovedet tid nok?