Anemone
og Liljen På Marken
Finn Thorbjørn Hansen og Martin Mølholm
Den globale klimakrise har også eksistentielle og åndelige rødder
Denne antologi Tid, Eksistens og Naturforbundethed bygger på et tværvidenskabeligt og humanistisk-funderet forskningssamarbejde mellem filosoffer, teologer, psykologer og kommunikationsforskere. Det er den første humanvidenskabelig udgivelse i regi af forskningsgruppen
TEN (Tid, Eksistens og Naturforbundethed), der har hjemme på Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet. Den er skrevet i en tid, hvor støtten og forskningsbevillinger til grøn forskning i Danmark og Europa igennem flere år har været stigende, hvilket er positivt og nødvendigt. Hvad der derimod er opsigtsvækkende og ikke til at forstå, er, at ud af de 1,7 milliarder kroner der f.eks. i 20232024 i Danmark blev givet til grøn forskning, var langt størstedelen af disse midler øremærket til tekniske og naturvidenskabelige løsninger. Det er sigende for det verdensbillede, der ligger bag de bevilgende instanser og deres uniforme forståelsen af, hvad der anses som hovedårsagerne bag den globale klimakrise. Deres bud er: Det er manglen på ny grøn teknologi, innovation og ny naturvidenskabelig og delvist samfundsvidenskabelig viden, som er sagen og nøglen til at løse eller formindske den globale klimakrise og de samfundsmæssige problematikker, der kan følge heraf i de næste årtier! Underforstået: Hvis blot vi finder nogle nye og revolutionerende tekniske løsninger på den Globale Klima- og Biodiversitetskrise, og dermed også finder videnskabelige og tekniske løsninger for FN’s 17 Verdensmål i bæredygtighed, kan vi i grunden fint fortsætte med det livs-, natur-, menneske- og verdenssyn
vi havde, før det for alvor gik op for os, at ‘noget er galt, og noget må gøres!’
Hvad nu hvis hovedårsagen til nutidens globale klimakrise ikke skal findes i utilstrækkelige og skadelige teknologier og ressourcer, og løsningen derfor ikke kun skal findes indenfor det tekniske og/eller natur- og samfundsvidenskabelige område? Hvad hvis problemet først og fremmest er forankret i noget så elementært og grundlæggende som det senmoderne menneskes værdier, livs-, verdens-, samfunds- og natursyn? Kan hovedårsagen til den aktuelle klima- og biodiversitetskrise være, at menneskets oplevelse af, og syn på mening i livet, grundlæggende er blevet ustemt eller kommet ‘out of tune’ med en langt større livshelhed og planetarisk sundhed (Wahl 2006; Aaltonen et al. 2023)?
At noget helt grundlæggende er galt, er jo blevet synligt for enhver på alarmerende måder. Helt lokalt ser vi, at livet i de danske fjorde dør; vi ser hvordan vejret ter sig voldsommere og voldsommere og vi ser globalt, hvordan gletsjere og isbjerge pludselig smelter med foruroligende hastighed, jordens have stiger og hvordan tusindvis af dyre- og plantearter forsvinder, bliver udslettet på denne jord. Og hvorfor? Ja, måske fordi det senmoderne menneskes livsstil i dag er kendetegnet ved – lad os sige det lige ud – nogle ‘laster’, af nogle ikke-bæredygtige adfærdsformer og attituder. Det kommer til udtryk i dag på mange forskellige måde: som en stærk optagethed af luksus og prestige, der har sluppet en utøjlelig og uhæmmet (med en politisk term ureguleret) griskhed løs med efterfølgende magtkampe, misundelse. Eller gennem manipuleret vrede via medierne, der sætter folk op imod hinanden, der får dem til ikke at samarbejde mod højere fælles mål og idealer men i stedet for splitter og destruerer mulige nye fremskridt inden for f.eks. en fælles international klimapolitik. Eller vi kan se disse ikke-bæredygtige laster udtrykt gennem en forkælethed og bekvemmelighed eller som apatisk ligegyldighed og dovenskab. Selv i de ellers videnstunge forskningsinstitutioner og i uddannelsessektoren kan man finde subtile former for ikke-bærebar adfærd og holdninger, og den største af dem er nok hovmodet, når og hvis der på disse institutioner kun tænkes og handles ud fra et gennemgribende antropocentrisk (menneske-centreret) livssyn og en omsiggribende scientisme. Ved ‘scientisme’ forstås her en form for ideologi og ‘tro’, der hævder, at det videnskabelige verdensbillede er det eneste sande og virkelige – og afledt deraf følger som oftest også en farlig enøjet teknooptimisme: dvs. en
blind, naiv og derfor også farlig tro på, at vi kan teknologisere os ud af de problemer vi har skabt og står med.
Den nye grønne AI-drevne teknologi er et tveægget sværd
Et af de seneste skud på denne teknologi-tro er dyret i åbenbaringen: Artificial Intelligence (AI). Ophavsmændene bag Chat-GPT og lignende generelle kunstig intelligens programmer hævder i dag, at disse maskiner kan komponere smukkere musik end Bach (Harari 2015 p. 331f), stille bedre og mere præcise diagnoser (Harari 2015 s. 320ff; Goh et al 2024; Nielsen, Moltke & Mirzaei-Fard 2024) end læger, bioanalytikere og psykologer, og f.eks. skrive bedre ansøgninger til drømmejobbet end den håbefulde kandidat nogensinde vil kunne. I hvert fald når det gælder evnen til at stille vidensbaserede og tekniske diagnoser, er der nok noget om snakken. På dette område må vi byde denne teknologiske revolution velkommen. Også når det gælder AI-baseret grøn teknologi og innovation.
Men en ironisk og også dybt problematisk sideeffekt af brugen af disse IT-orakler er f.eks., at man har beregnet, at i 2026, sammen med klodens stadigt voksende mængde af datacentraler generelt, forventer man at disse computere, AI-robotter og AI-dreven grøn teknologi tilsammen vil sluge den samme mængde energi som hele det japanske samfund (IEA 2024, s. 8). Det har dertil som en følgekonsekvens, at endnu flere mineraler og råstoffer skal omdannes til solceller, vindmøller og andre former for ‘grøn energi’. Som så har den konsekvens at endnu flere marker, skove og naturområder skal lægges øde for at kunne omdannes til energiparker. Den grønne teknologiske udvikling har dertil en problematisk grundpræmis indbygget (som i tiden før den ‘grønne teknologirevolution’) nemlig den antropocentriske ide om, at menneskets ønsker, behov, begær og privilegier har forrang og derfor har en tendens generelt til at nedprioritere andre levende skabningers og naturs eksistens og behov. En transformation af, eller knopskydning på antropocentrismen, er tekno-antropocentrisme (Blok 2022) og den ‘antropotekniske drejning’ (Sloterdijk 2009). Pointen er her, at i den såkaldte “Augumented Humanity” (Bryant 2021) og “Postdigital age” (Savin-Baden 2021) vil menneskeheden bliver stadig mere indfældet i og ‘sat’ af de teknologiske greb og forståelser af verden. Teknologiens
rolle bliver at forme den menneskelige eksistens og dets omgivelser (både de urbane og ‘naturlige’) så gennemgribende, at der i dag tales om en ‘transhumanisme’ og ‘posthumanisme’ (Braidotti 2013) og om et nyt trin på evolutionstrappen efter det biologiske menneske – kaldet ‘Cyborgs’, ‘Biohackere’ eller ‘Techno-sapiens’ (Davis-Floyd 2021)!
Kritikken af disse teknologi-utopister er, at den slags teknologier let kan give bagslag, fordi de teknologier, vi udvikler for at reducere de belastninger og problemer, der truer vores eksistens og naturlige omgivelser, blot skaber nye behov, der enten nedkalder andre belastninger og problemer over os, eller forstærker dem, som de var beregnet på at eliminere.
Bag klimakrisen finder man de Syv Dødssynder
Har man en religiøs baggrund vil nogle nok allerede have knyttet førnævnte ikke-bæredygtige laster til, hvad man i den kristne middelalder beskrev som ‘De Syv Dødssynder” og måske hævde, at det er disse dødssynder, der egentlig ligger til grund for den globale klimakrise. De syv dødssynder er: hovmod, griskhed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. Sat over for disse syv dødssynder havde man i den kristne middelalder de såkaldte ‘7 kardinaldyder’. De første fire knyttede sig til antikkens fire græske dyder: visdom, mod, mådehold og retfærdighed. De foreskriver et rationelt, etisk forpligtet og selvbestemmende liv med idealet om et aktivt handlende menneske, der tager fuldt ansvar for sig selv og sin ageren i verden. De sidste tre kardinaldyder er dem, som kom senere med kristendommen (og særligt Det Nye Testamente) og er dyderne: tro, håb og kærlighed. Disse dyder ligger op til, at der også er sider ved livet – og måske endda de vigtigste – som vi mennesker ikke kan bestemme over, rationelt forklare og bemestre og selv vælge og handle ud fra. Kærlighed er f.eks. ikke noget, vi kan vælge eller kontrollere, den er udenfor vores rationelle magt og teknologier. Ligesom tro heller ikke er noget, der knytter sig til rationel viden og metoder. Og håb er måske først rigtig stort og hjælpsomt, når man håber uden at der er – eller måske netop i kraft af – at der ingen rationelle og forklarlige grunde og årsager er til at tro. Man tror, i trods og på trods af såkaldt facts og rationelle forklaringer. Eller som Martin Luther skal have sagt, så vil han plante et træ i morgen, også
selvom han fik at vide af de mest lærde i verden, at verden ville gå under i morgen. Underforstået: verden og livet er Gud ske tak og lov altid mere forunderligt, uforklarligt og underfuldt end nogen videnskab og nogen mennesker nogensinde vil kunne forudberegne eller forstå!
Nu er der nok nogle, der kritisk vil indvende imod kristendommen, at den om nogen da er antropocentrisk! Står der ikke tilbage i Skabelsesberetningen, at Gud sagde til Adam: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den, hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” (Første Mosebog, kap. 1, vers 28). Viser det ikke hen til mennesket som en slags ‘viceregenter’ på denne jord, og er der ikke tilstrækkelig med historiske eksempler på, at kristne bevidst har brændt ‘hellige træer’ for at omvende menneske fra en naturreligion til kristendommen? Modtrækket blandt mange kristne i dag vil være at sige, at Skabelsesberetningen skal forstås som, at vi overdrages et særligt ansvar for at beskytte naturen som ‘forvaltere af skaberværket’ og videre, at næstekærlighedsbuddet i Det Nye Testamente kan udvides til at omfatte alle skabninger på jorden, og ikke kun mennesket. Således blev f.eks. Frans af Assisi (1181-1226) i 1979 af pave Johannes Paul II udnævnt til økologiens og miljøets skytshelgen i den katolske kirke. Frans af Assisi betragtede naturen og dyrene som ligeværdige skabninger. I hans berømte digt ‘Solsangen’ priser han solen og månen, vinden og havet, træerne og dyrene som sine søstre og brødre. Og i dag peger økoteologer (Fox 2000; Osgood 2023) og økofilosoffer (Knight-Messenger 2020; Marder 2021) også på kristne tænkere som f.eks. Sankt Patrick (ca. 390-460), Hildegard af Bingen (1098-1179) og Meister Eckhart (ca. 1260-1328) som forkæmpere for en grøn kristendom og ‘økospiritualitet’, som vi i dag kan og bør lære af.
Væredygtighed og planetarisk økoetik
I dag behøver man ikke at være religiøs for at være tilhænger af de syv kardinaldyder, og se dem som en krumtap i en ny planetarisk økoetik. Både den græske og kristne tænkning er over tid umærkeligt gledet ind i de vestlige humanistiske værdier, traditioner og også i de sekulære kulturer. Eksempelvis trækker den danske filosof, Hans Fink, disse kardinaldyder frem, når han vil bestemme, hvad han forstår ved
‘væredygtighed’ (Fink 2021) i antologien Væredygtighed: indersiden af bæredygtighed.
Væredygtighed er netop et begreb, som skal fremhæve, at der er behov for en anden og mere etisk og eksistentiel tilgang til bæredygtighed end de former for bæredygtighedsforståelser, der findes i FNs klimamål og generelt, når der tales om klimastrategier, grøn cirkulære økonomier, grønne regnskaber og social bæredygtighed i virksomheder, organisationer og uddannelser. Man kunne sige, at hvor de græske ‘præstationsdyder’ knytter sig til ‘dygtighed’ i ordet væredygtighed, knytter de kristne ‘modtagelsesdyder’ sig til det blot ‘at være’ i samme ord. Og måske er evnen til blot at være frem for hele tiden at gøre også en vigtig pointe i dag, som er kendetegnet ved, hvad en norsk professor i sygeplejevidenskab kalder for ‘gøremålstravlhed’ (Martinsen 2021).
Det er i hvert fald en tænkning, som også de kendte sociologer og filosoffer, Hartmut Rosa og Byung-Chul Han, har udfoldet i deres mange og slagkraftige værker (Rosa 2013, 2016, 2017, 2018a og b; Han 2009, 2010, 2022). De peger netop på dyder som langsomhed, nærvær, kontemplativ fordybelse, og ‘ikke-gøren’ og på en dygtighed til blot ‘at være’ og til at lade andet liv omkring os i ro og lade det være, så det kan få lov at leve på dets egne præmisser. Først, når man kommer i et sådant respektfuldt og forundringsstemt forhold til livet omkring os, kan man ifølge disse tænkere gøre sig håb om, at en ny balance og ‘eksistentiel resonans’ med naturen og livet i sig selv vil kunne indfinde sig.
Den globale klimakrise skyldes altså ikke (kun) manglende viden og teknologisk innovation, men måske i endnu højere grad en manglende visdom, mod, mådehold og ‘økoretfærdighed’ i de senmoderne og højteknologiske vækstsamfund, og det vil også sige en mangel på reelle økoetiske ledelses- og livsformer og værdier (Skolimowski 1984; Mclean et al. 2022). Men altså ikke kun forstået ud fra et selvbemestrende præstationens- og gøre-mindset men også ud fra et selvforglemmende modtagelses- og være-mindset, som dyderne tro, håb og kærlighed ligger op til. Altså en tro på og håb om og kærlighed til livet på denne planet.
Vil en øget forundringssans kunne gøre os mere væredygtige?
Måske kan en sådan dyb kærlighed, dybt håb og tro først rigtig leve og vokse frem, når og hvis vi selv oplever livet og naturen i sig selv som dybt forunderlig og som mærkværdigt (og uforklarlig) givende i sig selv. Så opstår den ærbødighed og respekt og omsorg for livet, som den amerikanske havbiolog, forfatter og verdenskendte miljøaktivist Rachel Carson beskriver så smukt i den lille bog The Sense of Wonder: A Celebration of Nature for Parents and Children. Som hun skriver:
De, der betragter jordens skønhed, finder styrkereserver, som vil vare, så længe livet varer. Der er både symbolsk og faktisk skønhed i fuglenes træk, tidevandets ebbe og flod og den foldede knop, der er klar til foråret. Der er noget uendeligt helende i naturens gentagne omkvæd – forsikringen om, at daggryet kommer efter natten, og foråret efter vinteren. (Carson 1956b, s. 98-99)
I kunsten, filosofien, teologien og i verdens visdomstraditioner fra gamle tider og fremmede kulturer og til vores egne nulevende traditioner og kulturer kan vi finde en sådan respekt, ærbødighed og dyb forundring, glæde og taknemmelighed ved livet i sig selv. Det er denne ‘sense of wonder’, denne forundringssans, som Carson efterlyser og håber eftertidens forældre, pædagoger og kommende generationer vil lære igen. Her ligger hendes håb og tro – og kærlighed.
Den humanistiske forskning er afgørende for at lære at leve mere væredygtigt!
Den forskningstradition, der netop spørger forundret til det meningsgivende i livet, til skønhed, det eksistentielle, mellemmenneskelige, til verdensforbundethed og til det etiske og spirituelle er de humanistiske forskningstraditioner. Derfor undrer det os, at denne forskning ikke står anderledes centralt i aktuel grøn forskning i såvel Danmark, som internationalt i dag. Det gælder både den klassisk-humanistiske forskning (humaniora) og relevante hybrider så som Environmental Humanities og Health Humanities.
Denne antologi skal derfor ses i lyset af et sådant presserende behov for at medtænke visdoms- og ikke kun videns-perspektivet på klimakrisen, og den humanistiske forskning. Sidstnævnte forskning arbejder netop med, hvad visdom, dannelse og etiske og spirituelle livssyn,
livsformer og de store eksistentielle spørgsmål og erfaringer mon er, og hvordan disse indsigter, dyder og forundringer måske kan være med til grundlæggende at revidere og forandre udtjente, enøjede, hovmodige og alt for dominerende og ikke planetarisk set livsvenlige livssyn og livsveje.
Vi er i forskningsgruppe TEN særligt optaget af samspillet mellem forskningsdisciplinerne Environmental Humanities og Health Humanities. Det overordnede formål med TEN er, gennem teoretisk grundforskning og anvendt praksis-orienteret forskning, at undersøge, hvordan menneskets verdens- og naturforhold og sundhedsforståelse kan gen- og samtænkes i et eksistentiel-fænomenologisk, tidsfilosofisk og æstetisk-psykologisk perspektiv. TEN ønsker særligt at sætte fokus på forbindelsen mellem forskningsområdet miljøhumaniora (Environmental Humanities) og sundhedshumaniora (Health Humanities) med trykket lagt på humaniora eller humanities. Vi er optaget af, at der i filosofi, billedkunst, musik, teater, dans, poesi, skønlitteratur og diverse andre hybride kunstarter kan erfares værenssansninger (Løgstrup 1983) og værensåbninger (Heidegger 1936 – 1938, 1959, 2002) via æstetiske og filosofiske praksisser, der gør mennesket sanselig-stemte og eksistentielt nærværende overfor erfaringer af verden og naturen, som vi ellers i vores foretagsomme og rationelle (professionelle og videns-orienterede) hverdag overser eller overhører. Det er, som hermeneutikeren Hans-Georg Gadamer (1960) også fremhæver, netop i den æstetiske og filosofiske erfaring (når vi gribes af et kunstværk eller æstetisk stemning eller står i en grundlæggende filosoferende undren), at vi kan gøre os ‘sandhedserfaringer’, som den logiske og empiriske natur- og socialvidenskab ikke har blik og sans for.
‘Humanities’ handler ikke kun om kunst og æstetiske praksisser, men også om refleksioner over livs-, verdens-, natur- og menneskesyn og forundringer over, hvad der i grunden gør livet værd at leve. Eller rettere, hvad livet giver os af værdi- og meningsfulde øjeblikke og liv. Hvorfor kan livet også opleves tomt og meningsløst? Hvad er der da på færde? Hvordan kan man leve på en måde, der er bedst i resonans eller forbundethed med det, der giver mening i livet? Når der spørges på denne måde, f.eks. igangsat af overraskende kunst- og naturoplevelser eller nære menneskelige relationer eller livskriser, søger man en livs- og værensforståelse og en dialog herom. Da vil man oftest ty til en samtale og fælles refleksioner over mulige overordnede og helheds-
mæssige tilværelsestolkninger. Det er i sådanne tilfælde, at kunstnere og kunst- og naturelskere (eller mennesker i livskriser) kan finde inspiration i mødet og samtaler med filosoffer (eller filosofiske vejledere), teologer (eller præster), psykologer (eller terapeuter) og kommunikationsforskere (eller coaches), hvis disse er særligt optaget af de eksistentielle og spirituelle dimensioner i kunst- og naturoplevelser eller menneskelige livskriser.
Det interessante er, at om det gælder kunst- eller naturoplevelsen eller det gælder menneskelige nære relationer og livskriser, så synes ‘dybden’ i kunst- og naturoplevelsen eller i den nære menneskelige relation og i det, som er på spil i den menneskelige livskrise at knytte an til det elementære – til, hvordan og hvorvidt det enkelte menneske føler sig forbundet med (‘hjemme’ i) verden og andre mennesker. Hvad der optager en stigende grad af forskere inden for Health Humanities og Environmental Humanities i dag er således, at den menneskelige sundhed og trivsel ikke bare kan ses som et resultat af større forbundethed med den menneskeskabte verden eller de menneskelige relationer. Vores sundhed og trivsel: den fysiske, psykiske, sociale, eksistentielle og spirituelle, er også dybt afhængig af at opleve resonans og relationer med den ‘mere-end-menneskelige’ verden og de livsformer og naturelementer (planter, dyr, træerne, bjergene, engene, havet, åer, vinden, himlen, solen), som udgør det planetariske liv, som vi er en lille del af.
Det yderlig interessante er, at kunst og filosofi, teologi og spirituelle praksisser, kan bringe os ud af vores ego-, etno-, og antropocentriske (menneske-centrerede) verdensforhold og relationer til andre levende væsener. Som den danske filosof og teolog K.E Løgstrup skriver i Den Etiske Fordring (1956): “Filosofi kan – i bedste fald – gøre en forståelse klar. Digtningen kan gøre den nærværende” (s. 226). Hvad Løgstrup taler om her er henholdsvis værensforståelsen og værenssansningen. Når vi er i den bevidste, foretagsomme, verdensordnende og selvbemestrende modus, vil vi stå i et andet forhold til verden og livet omkring os og i os, end hvis vi f.eks. gribes af skønheden ved en blomst vi ser, eller et kunstværk vi oplever, eller en omsorgsfuld handling vi bliver en del af. Da er vi i en anden form for ikke-villende, modtagende og åben form for nærvær, hengivenhed og grebethed af verden, end når vi vil noget bestemt og har projekter for med den. Den særlige tid (oplevelse af nærvær), eksistens (oplevelse af meningsfuldhed) og naturforbundethed (oplevelse af resonans) bliver da i disse ‘skønne
øjeblikke’(Herholdt-Lomholdt 2018) som porte eller åbninger til en væren-til-i-verden, som kan være yderst givende og endda lindrende og helende for mennesker. Som stødte man på en dyb, men hidtil overset, meningskilde midt i hverdagslivet.
I den forstand kan filosofi og kunst, teologi og spirituelle praksisser være, som en form for kultur- og værekraft, “eksistentiel sundhed” (Rosengren 2024), “kulturmedicin” (Jensen 2020), “Existential Medicin’ (Aho 2018) eller ‘Philosophical Health’ (De Miranda 2024) for moderne mennesker. Det kan være relevant for mennesker, der i deres daglige liv måske oplever stress, udbrændthed, depression eller en meningstomhed og eksistentiel rastløshed midt i deres ellers velfungerende og ‘succesfulde’ liv. Vi tænker (Mølholm & Hansen 2024a, 2024b), at der også kan ligge eksistentielle og åndelige grunde bag både den mistrivsel, som vi oplever i stigende grad brede sig i de højteknologiske accelerations- og præstationssamfund, og som sagt også bag den globale klimakrise. Vi spørger igen: hvis vi mennesker grundlæggende føler os eksistentielt og åndeligt hjemme i verden og i os selv, vil vi så ikke drage mere omsorg, have større etisk integritet og vise og opleve større kærlighed, ydmyghed, forundring, glæde, respekt og taknemmelighed overfor det liv, den natur, den planetariske helhed, vi er en del af?
Væredygtighed handler om øko-eksistentiel og øko-spirituel sundhed
I TEN har vi særligt to eksplorative nøglebegreber, som står centralt i vores forskningssamarbejder og fortløbende dialoger. Det ene begreb er ‘væredygtighed’ eller ‘eksistentiel bæredygtighed’ (Existential Sustainability) og knytter sig til forskningsfeltet Environmental Humanities. Det andet begreb er ‘øko-eksistentiel sundhed’ (Eco-Existential Health). Dette begreb knytter an til forskningsfeltet Health Humanities. Vi opfatter disse to begreber som ligeværdige gravitationspunkter, der står i et indbyrdes, dynamisk og inspirerende forhold til hinanden. De samler et forskningsfokus på feltet, og kan skabe forbindelse og et nyt samspil mellem Environmental Humanities og Health Humanities, der ellers traditionelt opfattes som to forskellige forskningsområder og -discipliner. Vi har den grundtese, at klima- og biodiversitetskri-
sen på et eksistentielt og resonansteoretisk (Rosa 2016) plan kan ses som sammenhængende med den eksistentielle sundhedskrise (ensomhed, mistrivsel, stress, burnout, oplevelse af manglende mening, se WHO-rapporter (WHO 2025), som præger de højteknologiske og senmoderne accelerationssamfund i dag (Rosa 2016).
Med øko-filosofiens og øko-teologiens begreber vil vi endda gå så langt som til at sige, at den globale klima- og biodiversitetskrise ikke kan løses på det mest grundlæggende plan, hvis ikke mennesket i disse samfund får brudt med det gennemgribende antropocentriske (menneskecentrerede) og scientistiske (videnskabscentrerede) verdens- og menneskesyn. For vi ser som sagt nogle dybe, eksistentielle og åndelige årsager til den globale klimakrise, og bag folkesygdomme som stress, udbrændthed og mistrivsel, som vi i det senmoderne samfund kæmper med. Vores sjæle og livssyn er kommet ‘out of tune’ (Hansen et al. 2023) med, hvad man med nogle lidt gammeldagsord ville kalde ‘det sjælsnærende’ og ‘åndsberigende’, og hvad vi nu om dage vil sige har med henholdsvis økoeksistentiel og økospirituel sundhed at gøre. Det sjælsnærende har med værenssansning at gøre; det åndberigende med værensforståelse.
Det betyder også, at vi i TEN er optaget af, hvordan en væredygtig tilgang til pædagogik, uddannelse, innovation og arbejdsmiljø vil kunne se ud. Ligesom vi også ønsker at forske i, hvordan et sådant økoeksistentielt og økospirituelt sundhedsbegreb kan bidrage med andre perspektiver og dimensioner, end hvis man udelukkende arbejdede med de almindelig udbredte forståelser af fysisk (herunder biokemisk) og mental (psykologisk, social og organisatorisk) sundhed (Hansen 2024a, 2024b).
Øko-eksistentiel dannelse i en antropocæn tidsalder
Et tredje vigtigt begreb der træder frem, når vi vil tænke med væredygtighed og økoeksistentiel og økospirituel sundhed i forhold til pædagogik, uddannelse og professionsudvikling, er begrebet ‘øko-dannelse’. Dannelsesbegrebet (på tysk: Bildung; på engelsk: Self-Cultivation eller Liberal Education) har altid stået centralt inden for humaniora og humanities generelt. Som Gadamer som sagt fremhæver, handler den humanistisk dannelse om, at man via kunsten og filosofien (og
