Issuu

Om tabet af spillerum

Eksistensen

På dansk ved Hanne Sander

Hartmut Rosa

Situation og konstellation

Om tabet af spillerum

Isbn 978 87 410 1190 5

Oversat til dansk af Hanne Sander

Originaltitel: Situation und Konstellation – Vom Verschwinden des Spielraums

Grafisk tilrettelæggelse: Eksistensen

Foto af Hartmut Rosa taget af Liv Høybye © Kristeligt Dagblad Sat med Minion Pro

Tryk: PNB Print, Letland

Tak for venlig støtte til udgivelsen fra

Gengivelse af denne bog kun i overensstemmelse med gældende lov om ophavsret

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK-1820 Frederiksberg C

Tlf.: 3324 9250

www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk

Indledning.

Fra at handle til blot at udføre – Hvad bogen drejer sig om

Hos lægen, i toget, i skolen, i skiliften, på knallerten.

Scener med transformation

Og nu systemisk og systematisk.

Situation, konstellation og dømmekraft

Transparens, effektivitet, retfærdighed. Hvorfor konstellativ klarhed er ønskværdig

Lovgivningens magt og afmagt.

Situation og konstellation i politik

Videnskab og filosofi.

Kvantitativt versus kvalitativt, analytisk versus kontinentalt

Parametrisk optimering.

Den umærkelige forskydning af opmærksomhedsfokus og viljesstruktur

Livets gråhed.

Hvorfor mister vi vores energi

Jeitinho og Jugaad.

Forsvar for generobring af spillerummet

I

Indledning

Fra at handle til blot at udføre – Hvad bogen drejer sig om

En 11-årig pige stormer ind i en filial af en smart fast-food kæde. Hun har længe sparet op af sine lommepenge. I dag kan hun så endelig købe en af de populære hyper-burgere, som hendes skolekammerater elsker! Fuld af forventning afgiver hun sin bestilling – og et øjeblik senere står hun med strålende øjne med den længe ønskede burger i hånden. Nu vil uheldet, at hun taber burgeren på gulvet, da hun pakker den ud af papiret, og en støvle træder straks på den. Pigen er først chokeret, så begynder hun at græde. Den ansatte, der har betjent hende, og som har set hele seancen, er berørt. Han vil gøre noget, vil gribe ind for at trøste hende. Her, min pige, du får en ny! Pigen holder op med at græde, ser på manden og tror næsten ikke på, hvad han siger, og rækker så lidt genert ud efter den ny burger, stråler nu over hele hovedet, smiler lykkeligt til ham og løber ud. I dette øjeblik føler den ansatte sig levende, som et handlende væsen. Det er et højdepunkt i hans ellers ensformige dag; noget, han vil tænke på om aftenen. Men desværre. Det er jo så godt som forbudt. Den slags findes nærmest ikke mere – for der er nøje fastlagte regler. Og en regel er en regel. Alle skal behandles ens. Uden nogen undtagelse. Et beskyttelsesværn mod korruption og misbrug. Alle og enhver kan jo komme. Alt er automatiseret. Men pigen må gerne sende en e-mail til kundeservice. Måske får hun så et tilgodebevis. I denne sociale realitet oplever den ansatte sig

lige så afmægtig som pigen, som handlingslammet: han udfører kun det hans chef, ordenen og de digitale algoritmer foreskriver ham. Han har ikke noget spillerum.

En helt anden situation: det er den 33. spilledag i bundesligaen for herrer, fodboldsæson 2022/23. SC Freiburg møder VFL Wolfsburg i sæsonens sidste kamp på hjemmebane. I det 70. minut kan følelserne mærkes på Europa-Park Stadion: Nils Petersen, en legende i Breisgau, der med utallige drømmemål har reddet SC i vigtige kampe den ene gang efter den anden, og som bliver hyldet af fans både som menneske og som sportsligt forbillede, yder efter en lang pause sin allersidste indsats. Han bliver skiftet ind. Der lyder tilråb fra tribunen. “Ingen er større end klubben, men du var pokkers tæt på” har hans fans skrevet på et kæmpestort banner. Og underet sker: Petersen rammer! Fem minutter efter at han er blevet indskiftet! Kort før kampen er slut en gang til: et drømmemål med et hovedstød lige i trekanten. Stadion koger over af begejstring. Selv træneren Christian Streich har tårer i øjnene. Det ligner den perfekte, ufattelige, næsten underfulde eventyrslutning på en storslået sportskarriere. Stadion er tæt på kollektiv ekstase. Ingen protesterer. Kampen er afgjort, Wolfsburg kan ikke nå det mere; sæsonen er slut. Så melder Köln video-observation sig på banen: VAR (Video Assistant Referee) konstaterer, at før Petersens mål forekom en lille berøring mellem to spillere i midterfeltet, der nu efter en nøjagtig analyse af billederne burde have udløst et frispark. Målet bliver underkendt. Selv spillerne fra Wolfsburg er rystede. Målet bliver annulleret. Slut med ekstasen. Med et slag oplever fans, angribere, spillere og dommeren sig som – netop –afmægtige. De har hverken mulighed for at dømme eller handle. Strengt taget spiller de ikke længere nogen rolle: de kan kun rette sig efter eller acceptere det, som reglerne – eller retfærdigheden – forlanger.

En tredje situation: På en konference i Aarhus i 2024 diskuterer socialvidenskabsfolk de massive problemer, som hjemløse i de danske storbyer står med, hvis de vil søge om hjælp. I Danmark er digitaliseringen meget langt fremme; mange tjenester kan kun kontaktes digitalt, og ofte kræves det, at man taster numre eller koder ind fra pas, betalingskort, sygesikringskort eller e-mailadresse eller bopæl. Kort sagt: det drejer sig om tal og data, som mennesker, der lever på gaden, ofte ikke har adgang til. Efter at have analyseret billed- og lydmateriale, der viser interaktioner mellem personer, der søger hjælp, og medarbejderne i servicecentrene, undrer forskerne sig – dog ikke så meget over, at de førstnævnte ofte måtte afvises, selvom de var berettiget til hjælp, fordi de nødvendige oplysninger og dokumentation manglede. Det fremkaldte større undren, at servicemedarbejderne tydeligvis forholder sig påfaldende uvenlige, ja, nærmest aggressive overfor dem, som de egentlig ønsker at hjælpe. Efter min mening er det slet ikke mærkeligt. De ansatte føler sig nemlig hjælpeløse i situationen – de kan ikke gøre noget. Computeren forlanger et nummer, de ikke kan taste ind og heller ikke kan finde. De oplever, at de ikke kan yde den retfærdige og berettigede hjælp, og at det er ekstremt belastende og degraderende, og udøser derfor deres frustration overfor den borger, der beder om deres hjælp. Her som i de to foregående tilfælde har vi at gøre med interaktionssituationer, der efterlader alle implicerede frustrerede og afmægtige.

Dette er bare tre vilkårligt valgte eksempler på et fænomen eller et problem, som jeg vil forfølge i denne bog. På de følgende sider vil vi støde på talrige andre sammenhænge og situationer, hvor det gentager sig. Det grundlæggende problem er, at det senmoderne samfund på stadig flere områder af det sociale liv forvandler handlende aktører, der fortolker komplekse situationer på baggrund af deres erfaringer og vurderer dem efter

moralske og æstetiske standarder, til rene udførende, der følger en protokol eller lader sig lede af regler og algoritmer, som er immune over for deres fortolkninger af situationer og moralske vurderinger. En kernetese i denne bog lyder derfor, at vi i stigende grad fra at være handlende bliver gjort til udførende, eller at vi endda gør os selv til det. Det gælder kontrolløren i toget, som ikke må sælge billetter, men skal udskrive strafgebyr (du kan kontakte kundeservice per e-mail), læreren, der ikke må give karakter til opmuntring, lægen, der behandler skærme i stedet for patienter, og, som vi har set, gælder det også dommeren i professionel fodbold, der ikke mere kan træffe afgørelsen “på dommerniveau”, men som må vente på VARs millimeterafgørelse ved offside. Mens at handle betyder at have et spillerum til rådighed for en kompleks og ofte flertydig interaktionshændelse, der kræver, at man udøver dømmekraft, der igen beror på erfaring, betyder at udføre, at man følger regler, retter sig efter det foreskrevne eller udmønter beslutninger, der er blevet truffet et andet sted (og stadig hyppigere på algoritmisk vis). Handlende befinder sig på én gang i en situation, de tager del i den, de er med til at præge og definere den og ændrer den løbende, mens udførende i vid udstrækning oplever sig selv som anbragte i en konstellation, som andre har bestemt. De oplever sig som iagttagere eller som nogle, der bearbejder et sagforhold, snarere end som virkelige aktører. Denne forskel bekræftes som fænomen, når man ser på den subtile forandring, der sker, når vi er med til en begivenhed (måske en skoleafslutning eller en vens bryllup) og griber kameraet. Allerede i det øjeblik vi bare så meget som tænker på kameraet, er vi trådt ud af situationen og betragter den festlige forsamling foran os ligesom udefra.

På dette sted må jeg lige indskyde en kort bemærkning om begrebet konstellation, der indgår i bogens titel: jeg bruger ikke begrebet i Walther Benjamins eller Theodor W. Adornos betydning som en dynamisk bevægelse i tænkningen, hvor mødet

mellem forskellige begreber (Adornos “Denken in Konstellationen”1) fra henholdsvis erindringer, historiske fragmenter og brudstykker af en erfaret nutid (Benjamins koncept af historie som “nu-tid”2) pludselig dukker op som nyt betydningsindhold, som netop ikke hentes ud fra en definitorisk fiksering af (identificerende) begreber eller ud fra historiske kendsgerninger. 3

Snarere i kontrast hertil – og fuldstændig på linje med begrebets oprindelige betydning som et stjernebillede, der består af fikserede enkeltpunkter – definerer jeg konstellation som en anordning af entydigt identificerbare enkeltting, der forholder sig til hinanden – fastlagt, målbart og ofte binært kodede. I den form for konstellation er de tilstræbte formål eller mål og de mulige midler ligesom deres indbyrdes relationer allerede bestemt udefra. I kapitel III kommer jeg tilbage til denne skelnen mellem situation og konstellation, der i udstrakt grad er præget af Hermann Schmitz.4

Erfaringen af afmagt i den konstellative udførelse oplever vi for eksempel hver gang, vi skal udfylde en formular. Komplekse livssituationer bliver reduceret til binære optioner: Sæt kryds ved “svarer til” eller “svarer ikke til” . Det resulterer i en

1 Sml. f.eks. Theodor W. Adorno: Negative Dialektik, Frankfurt/M. 1970, s. 163168. Sml. her Emil Angehrn: “Kritik und Versöhnung: Zur Konstellation Negativer Dialektik bei Adorno” i Georg Kohler, Stefan Müller-Doohm (udg.): Wozu Adorno? Beiträge zur Kritik und zum Fortbestand einer Schlüsseltheorie des 20. Jahrhunderts, Weilerswist 2008, s. 267-291.

2 Walter Benjamin: Das Passagen-Werk, Frankfurt/M. 1991, s. 591-595, samme: Über den Begriff der Geschichte, Berlin 2010. Se også José Manuel Romero Cuevas: “Geschichtliche Konstellation und Kritik der Gegenwart – Zu einem Dialog zwischen Walter Benjamin und Reinhart Koselleck” i Oliver Kozlarek (udg.): Vielfalt und Einheit der Kritischen Theorie. Kulturwissenschaftliche Perspektiven, Wiesbaden 2020, s. 57-71.

3 Sml. også bidrag i Martin Mulsow og Marcelo Stamm (udg.): Konstellationsforschung, Berlin 2005.

4 Hermann Schmitz: Situationen und Konstellationen.Wider die Ideologie totaler Vernetzung, Freiburg, München 2005.

erfaring af en næsten fysisk fornemmelse af fremmedgjorthed, når det der menes netop kun delvist eller i begrænset omfang “svarer til”, men det kan vi ikke angive. Alle efterfølgende trin ender da med et forbehold i retning af på-en-eller-anden-måde-ikke-rigtigt, uden at vi handlende kan gribe ind og rette det urigtige. Det skyldes ikke sjældent den digitale, binære logik, som de maskiner, vi arbejder med, er baseret på, men sådanne indskrænkninger af handlefriheden synes ofte også at være et krav fra principperne om retfærdighed, ligeberettigelse (de samme regler skal gælde for alle), tilregnelighed (der skal være klar ansvarlighed), gennemførelse, transparens og kontrol.

Jeg vil gerne påvise, hvor omfattende og omsiggribende denne forandring af karakteren af vores handlemuligheder er. Omfattende, fordi den vedrører næsten alle områder for handling: måden vi producerer ting på, ligesom måden vi konsumerer dem på, de former vi professionelt og privat interagerer med hinanden på, ligesom de måder vi leger eller musicerer på eller forsøger at være kreative på. Og jeg vil gerne vise, at den logik, der ligger i reduktionen af komplekse situationer af handling til binære eller konstellative afgørelser endog i politik – skal der leveres kampfly eller ej – og i videnskab eller i erkendelsesteori – et videnskabeligt udsagn skal kunne underordnes en entydig sandhedsværdi – en gang imellem har endog afgørende betydning. Forandringen er omsiggribende, fordi den grundlæggende transformerer den måde, vi er sat i verden på, hvor vi virksomt griber ind i den og oplever os selv som selvvirksomme, og dertil måden hvorpå den kommer os i møde og berører os. Med min kollega fra Jena, Lambert Wiesings ord kan vi sige, at vores forhold til verden forvandler sig fra primært at være “malerisk”, hvor der alle vegne er fortolknings-, erfarings- og handlerum – og dermed tilsvarende flertydigheder – til primært at være “lineært”, hvor der er tydeligt adskilte muligheder, for-

udbestemte beslutningsprocesser og dermed klar entydighed. 5 På lignende måde har også Thomas Bauer senest i Vereindeutigung der Welt (da. Forsimplingen af verden) konstateret et tilsvarende tab af ambiguitetstolerance og mangfoldighed.6

Men jeg vil samtidig undersøge hvilke årsager, der ligger til grund for denne forandring, hvilke (berettigede) kulturelle krav og strukturelle imperativer, der driver den, og således og frem for alt, hvilke konsekvenser den resulterer i – for vores bestræbelse på at erkende og tyde verden, for det sociale fællesskab med hinanden i hverdagen og især i politik, og endelig for den mulighed at kunne føre et liv, der lykkes, det vil sige at være i resonans med verden. Jeg vil slutte med et forsigtigt forslag til at genvinde handlefrihed på alle niveauer af det sociale liv og give hinanden plads til dette uden at opgive modernitetens projekt. Kultur opstår, når man går omveje, fastslog Hans Blumenberg i sin tid; den “såkaldte livskunst” med en lige linje mellem to punkter fører til barbari. 7 Jeg vil forsøge at vise, at den konstellative handlingslogik lægger op til at sløjfe alle omveje.

I centrum for min analyse står den allerede nævnte observation, at den progressive kulturelle transformation af den dominerende aktivitetsform fra handling til udførelse hænger sammen

5 Sml. Lambert Wiesing: Ich für mich, Berlin 2020, s. 115-146 og 153-157.

6 Thomas Bauer: Die Vereindeutigung der Welt. Über den Verlust an Mehrdeutigkeit und Vielfalt, Stuttgart 2018.

7 Hans Blumenberg: Die Sorge geht über den Fluß, Frankfurt/M. 1987, s. 137 f.: “Kultur består i at finde og begrunde, i beskrivelse og anbefaling, i værdisættelse og belønning ad omveje. […] Men det er omvejene, der giver kulturen den funktion at humanisere livet. Den såkaldte ‘livskunst’ med de korteste veje, med udelukkelserne, ender i barbari”, skriver Blumenberg og tilføjer: “Det er omvejene, der giver intersubjektiviteten sin betydning, der rækker ud over konstitutionen af teoretisk objektivitet [...]. Naturligvis er der også ulemper forbundet med dette barbariske skånesystem, kaldet kultur. De består i, at enhver vej som omvej er resultat af en ‘mening’ eller en affinitet til en. Den uforsonlige pluralisme i verdenssynene er en risiko, men en tilstrækkeligt begrundet én.”

med, at vi i logikken om at gøre verden tilgængelig8 overalt er i færd med at reducere komplekse, holistiske situationer, der ofte ikke har nogle klare tidsmæssige, rumlige eller sociale grænser, til enkle, målbare, fragmenterede og ofte binære konstellationer for at gøre dem håndterbare og overskuelige på en entydig, retfærdig og forståelig måde. Lad os endnu en gang tage den allerede skildrede situation med fodboldkampen: til situationen hører placeringen med point, tidspunktet for kampen i sæsonen, spillets karakter, tidspunktet for målscoringen i kampens forløb og det hujende stadion, atmosfæren på banen og på tribunerne, men netop også hele Nils Petersens historie og hans karriere, den hyldest han får i Freiburg, den aura, der omgiver ham, ligesom endelig også det specifikke tidspunkt for og betydning af netop dette mål i historien. Dommeren på banen havde formodentlig, men måske ikke nødvendigvis på en reflekteret måde, alle disse faktorer med i sin afgørelse, i sin bedømmelse; de har sikkert påvirket ham. Og her ser vi allerede en vigtig grund til, at vi er tilbøjelige til en konstellativ reduktion: vi kunne sige, at alle disse faktorer potentielt ville have gjort ham partisk, og at han kunne have dømt uretfærdigt . For VAR spiller alle disse faktorer overhovedet ingen rolle; dens bedømmelse beror på en klar konstellativ fastslåen af kendsgerninger. Enten er der tale om, at Freiburg-spilleren har rørt modstanderens sko, eller også har han ikke; enten har angriberen overtrådt den kalibrerede offside-linje eller netop ikke. Men det betyder samtidig: alt andet bliver udelukket fra afgørelsen og det deraf følgende handlingsrum. Strengt taget er tilskuerne til fodboldkampen en del af situationen og af kampen, så længe dommeren tager afgørelsen på banen; de er handlings-praktisk trukket ind i begivenheden. Men de udgør ikke en del af den konstellation, der

8 Hartmut Rosa: Unverfügbarkeit, Salzburg, Wien 2018.

er relevant for VAR. De er udelukkede, de spiller ingen rolle, er ligesom ikke rigtig til stede, når det drejer sig om videoafgørelse. Det ændrer erfaringen med stadionfodbold på en fundamental måde. Fangrupperne ved, at deres tilstedeværelse og optræden har indflydelse på kampen og på dommeren, deres piften og buhen, deres tilråb og jubel lægger op til og har som mål at få indflydelse på det, der sker. Fangrupperne er en del af spillet –men er det ikke længere, når afgørelserne træffes på grundlag af en video-observation i Köln. Det er en væsentlig, men så godt som aldrig diskuteret, grund til det ofte radikale fjendskab fangrupperne har til VAR.9

Den diskursive og handlings-praktiske reduktion af (komplekse) situationer til (målelige, enkeltstående) konstellationer har imidlertid konsekvenser langt ud over de umiddelbare handlingsrum – for eksempel der, hvor en politiker måtte træde tilbage, fordi hun havde brugt n-ordet, ligegyldigt i hvilken situation eller med hvilken hensigt, det skete. Eller når spørgsmålet om en anstændig behandling af flygtninge bliver reduceret til et binært alternativ, afvise eller ikke afvise, eller når diskussionen

om klimatiltag bliver til varmepumpe ja eller nej, eller når problemet med den rette reaktion på en storkrig bliver til spørgsmål om at levere kampfly eller ej.

Reduktionen har endda konsekvenser for spørgsmål indenfor videnskab og erkendelsesteori. Hvad kan eller må gælde for videnskabelig erkendelse: (kun) en konstellativt databaseret sætning (arbejdere stemmer eller stemmer ikke overgennemsnitligt på højrepopulistiske partier) eller (også) en fortolkende politisk, måske endda filosofisk udlægning af situationen?

9 Sml. her udførligt Charlotte Nell o.a.: “Die Angst des Schiris vor dem VAR” i Sport und Gesellschaft 21 (2024), s. 211-237, https://doi.org/10.1515/sug-2024-2008, revideret 03.08.2025.

Analytisk filosofi og kvantitativt underbygget empirisk videnskab har sat sig som mål kun at acceptere konstellative bedømmelser som valide erkendelser, mens kontinental filosofi og hermeneutisk kulturvidenskab omvendt netop er overbevist om, at man ikke kan komme bagom komplekse situationsanalyser og situationstolkninger, som selv er holistiske og dermed har karakter af at være tolkningsåbne. Disse spørgsmål om politik og videnskabsteori behandler jeg i kapitel V og VI. Som de tre indledende fortællinger allerede tydeligt viser, drejer det sig på ingen måde kun om et filosofisk, politisk og erkendelsesteoretisk problem, når man ser på fænomenet, men tværtimod om en grundtendens, der i høj grad har følger for vores hverdag. For når en automatiseret udførelse træder i stedet for menneskelig bedømmelse og erfaringsbaseret handling, noget som robotter og AI-instrumenter i virkeligheden kan udføre bedre, hurtigere og mere pålideligt end mennesker, så forsvinder skønsomheden, dømmekraften svækkes og kreativiteten i den menneskelige handling elimineres fra den daglige praksis. Som jeg vil vise i kapitel VII ændrer den måde, vi er i verden på, sig også, fordi vores opmærksomhedsfokus, det vil sige det, som vi erfarer i verden og i livet og vores viljesstruktur, altså det, som vi tilstræber i verden og i livet, forskydes. Et bekymringsvækkende sideaspekt ved denne forskydning er erosionen af handlingsenergi. Mennesker føler sig levende, motiverede, selvvirksomme, ja, lykkelige, når de kan handle (når ekspedienten f.eks. rækker burger nummer to frem, når togføreren undtagelsesvis frafalder kontrolafgiften, fordi passageren har en plausibel forklaring på sin manglende billet osv.). De føler sig derimod ulykkelige, frustrerede og afmægtige, når de ikke har handlings- eller skønsmæssigt spillerum. Når højrepopulister i dag råber “Take Back Control”, “Make America Great

Again” eller “Wir sind das Volk!” kan der bagved ubevidst ligge en længsel efter handlingsduelighed. 10

Imidlertid ville det være for enkelt bare at affærdige den grundtendens, der her diskuteres som kulturel fejludvikling. For der gives overvældende gode grunde til i det mindste i handlingskontekster i det offentlige rum at bruge konstellative afgørelser og ikke den rene dømmekraft. Det vil jeg komme tilbage til i kapitel II. Alligevel vil jeg påpege, at tabet af handlefrihed fører til individuelt og kollektivt energitab i samfundet. Det kan afstedkomme medansvar for de symptomer, som vi tolker som tegn på individuel og kollektiv udbrændthed. Derfor vil jeg i slutningen af bogen, i kapitel IX, plædere for en rehabilitering af den menneskelige dømmekraft og (kreative) handlingsduelighed på alle områder af den menneskelige eksistens. Men først drejer det sig om mere nøjagtigt at bestemme den problemsammenhæng, der her skal undersøges og dermed forholdet mellem situation og konstellation.

10 Oplysende er her: Maximilian Priebe: “Disappointing Democracy? Individual Liberty, Popular Rule, and the Yearning for Sovereignty” i Karen Horn bl.a. (udg.): Liberal Responses to Populism, Berlin, Boston 2025, s. 13-30.