ANDERS FOGH JENSEN
Når tingene synger lytter jeg gerne
TRAKTAT OVER RESONANS
ANDERS FOGH JENSEN
Når tingene synger lytter
jeg gerne
TRAKTAT OVER RESONANS
INDHOLD
Indledende bemærkninger 7
Første del Resonansfilosofiens væsen
§ 1 Teorien om resonans er en filosofi, der kan forklare hele verden 23
Anden del Resonansens væsen
§ 2 Resonans er et verdensforhold 37
§ 3 Resonans er en aktiv bevægelse 43
§ 4 Der findes præcis tre verdensforhold 47
§ 5 Resonans er en konvergerende treklang 51
§ 6 Der kan forekomme pseudoresonans 53
§ 7 Resonans er altid godt 57
§ 8 Resonans er konstitutivt uforføjeligt 63
Tredje del Samtidens væsen
§ 9 Den moderne tragedie består i at forføje det uforføjelige 81
§ 10 Verden er konkurrence på mange parametre 91
§ 11 Vi er alle romantikere 125
Fjerde del Menneskets væsen
§ 12
Femte del
spørger efter svar og tror på en svarstemme
laver løfter om lykke, der bliver brudt
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER
Der tegner sig efterhånden et mønster. De biler, jeg gerne vil eje og køre i, de biler, der siger mig noget, de biler har jeg ikke råd til. Mønsteret viser sig ved at en tysker køber en bil og kører den helt ud, indtil tyskeren synes, at bilen er for gammel og brugt til hende eller ham. Derefter køber en jurist i et andet land bilen og kører den helt ud indtil den er for gammel og brugt til juristen. Når bilen så har været igennem både tyskeren og juristen, så er den ved at være nede i en pris, hvor jeg kan overtage den. Det betyder selvfølgelig, at bilen har noget gammelt udstyr og er godt brugt. Men jeg vil hellere leve med en bil, der er gammel, brugt og har noget forældet udstyr end en nyere bil, der intet siger mig.
Det betyder, at jeg i mange år har kørt med en FM-radio, selvom først DAB-radio siden DAB+ har været standardudstyr i alle mine venner og bekendtes biler. Derude, hvor jeg bor, er FM-signalet ikke altid godt. Radiosignalet falder ud.
Nu hændte det en dag, at jeg kørte og hørte en af disse ligegyldige debatter i radioen. Debatter, hvor politikere mundhugges, afbrydes af studieværten, hvor lyttere enkelte gange kommer igennem, lyttere der allerede er kendte såkaldte debattører, der har en mening om alting. Ingen giver hinanden ret i noget. Det er som Første verdenskrig, hvor fronterne er optegnede, og også denne dag skyder man lidt videre på hinanden. Ingen indrømmede noget, og alle var blot enige med dem, de i forvejen var enige med. Heller ikke denne dag sagde denne debat mig noget. Hvorfor jeg havde tændt for den, ved jeg egentlig ikke, det var vel nok for at holde mig orienteret og kunne tale med mine medmennesker om, hvad der sker i verden i mediernes udsnit af den. Men skydestemningen og afbrydelserne irriterede mig, som de så ofte gør, og mit sind blev præget af denne irritation, uden at jeg tænkte over det.
Så skete det pludselig, at radiosignalet satte ud. Da signalet kom tilbage, havde FM-radioen i min bil fanget et andet signal, og ud af radioen kom den lifligste sang af Anne Linnet. Den klang så smukt, at jeg blev rørt. Jeg havde en klar fornemmelse af, at Anne Linnet sang om noget langt vigtigere i livet end det tema, der havde været på dagsordenen mindre end et minut forinden. Musikken og stemmen gik lige i marv og ben på mig. Jeg blev nok ikke et fuldkomment andet menneske, men denne eftermiddag blev jeg et andet menneske, den pludselige sang og melodi forandrede min eftermiddag og min måde at være menneske på denne eftermiddag.
Da jeg for nylig fik en ny bil, var den selvfølgelig heller ikke ny. Den havde fulgt mønsteret og været igennem både en tysker og en jurist, der havde kørt den helt ud hver især. Men den tid var nu kommet til mig, hvor bilen kunne forbinde sig til mobiltelefonen, og hvor jeg ovenikøbet kunne betjene musikken fra min mobiltelefon via bilens panel. Nu var det tid til at ændre dagen igen. Jeg kommanderede selvfølgelig den selvsamme Anne Linnet-sang af bilen. Men intet skete. Jo, bilen og telefonen lystrede, og de fremkaldte den samme sang i de nu forbedrede højttalere. Men intet skete med mig. Absolut intet. Jeg har forsøgt mig flere gange med at kommandere den samme sang, og det samme sker: Intet hænder med mig.
Hvorfor blev det dengang med FM-radioens skiften fra debat til sang sådan en god eftermiddag? Og hvorfor bliver det det ikke nu? Hvorfor er der så få af disse gode eftermiddage i mit liv? Hvad er det, jeg skal gøre for at få flere af disse eftermiddage? Hvordan ville mit liv være, hvis sådanne eftermiddage var de fleste, og de upåvirkede eftermiddage var de få?
Et tankesystem, der vil dig det godt
Hvad er et godt liv, og hvorfor har vi ikke et sådant? Sådan spørger Hartmut Rosa, og ofte ynder han at omforme spørgsmålet til et spørgsmål om et vellykket liv.
De antikke grækere gav svaret på, hvorfor mennesket stiller sig selv dette spørgsmål. Både dyr, mennesker og guder er skabte. Guderne skal ikke dø, så de har tid nok. Dyrene skal dø, men de ved det ikke. Mennesket er det eneste væsen, der skal dø og ved det, og derfor stiller det spørgsmålet, hvordan det skal leve, før det skal dø. Selvfølgelig kan mennesket ikke
lade være med også at spørge, hvordan det kan undgå at dø, men det blev aldrig tilfredsstillende besvaret som andet end f.eks. at blive en krigshelt, der går over i historien.
Så hvordan skal jeg leve, før jeg skal dø? Det er et såre menneskeligt spørgsmål, og selvom svaret er svært, er spørgsmålet ikke urimeligt. Heldigvis kan der siges noget om det, ja, faktisk har vi mere end 2500 års tradition for at bokse med dette spørgsmål og en stor palet af svar.
Af de to spørgsmål, som Rosa stiller, er det lettest at svare på, hvorfor vi ikke lever gode liv. Hvorfor har alle mennesker ikke et godt liv? Det forekommer mig, at man har opholdt sig meget ved denne diagnostiske del af Hartmut Rosas filosofi, som også er den mest tilgængelige. Det ligger lige til højrebenet, at svaret på det lidt sværere første spørgsmål, hvori et godt liv består, da må ligge i at negere det diagnostiske, at gøre det modsatte af det, der er galt. Hvis vi har et dårligt liv, fordi vi skynder os, konkurrerer, har for travlt og kvæles i to-do-lister, så må et godt liv ligge i at lade være med alt dette og tage os tid. Men allerede her overrasker Rosa os og giver et helt andet svar: Det hele handler om resonans. Om erfaringer med resonans, om længsel efter mere resonans, om at komme væk fra og tilbage til resonans. I denne bog går jeg derfor direkte til sagen selv. Først, sidst og hele vejen holder jeg resonans i fokus.
Derfor vil du med det samme møde et resonanskalejdoskop, som bliver vores grundprisme. Sådan er gode systemer, de er konsistente og forrykte, det vil sige, at de for-rykker virkeligheden i vores blik, så vi bedre kan se den. Igennem dette kalejdoskop ser vi så næsten alle afarter af verden: De andre, arbejdet, familien, børnene, os selv, pædagogikken, videnskaben, religionen, filosofien, kunsten, historien, kulturen, shoppingcenteret, sæbeboblemaskinerne, stjernekikkerten, dejen, træet, blomsten, skærmen, bilen, hånden, skoen … lidelserne og glæderne, ja snart sagt alt. For det er et træk ved gode, logiske tankesystemer, at der ikke er noget, de ikke kan belyse på deres egne præmisser. De får verden til at hænge sammen. Og således også for det tankesystem, du nu skal møde.
Systemet vil dig det godt. Det vil være din ven. Det vil lære dig at navigere ud fra erfaringer, du allerede har gjort dig. Det vil tale til de fundamentale, eksistentielle spørgsmål i dig, du vil kunne genkende dig selv, og det vil formulere, at også du kan få et vellykket liv. Ikke et liv i uophørlig resonans, men dog et liv, der er lidt nærmere det, du længes efter.
Systemet vil give dig koordinater og kompas ved at ordne og forklare erfaringer, du genkender. Det bygger på en tiltro til, at mennesket er godt, at mennesket grundlæggende vil sig selv og andre det godt, og på en tillid til, at andre og bedre liv end det, som de fleste af os lever i dag, er inden for rækkevidde.
Tankesystemet vil påstå, at du selv sidder med nøglen, fordi du allerede har erfaringer med det, du savner og længes efter. Og at du måske netop har haft de erfaringer i byggemarkedet, i bilen eller i badekarret uden at være bevidst om det. Det vil også hævde, at dine erfaringer af at føle dig fremmed i verden er hjælpsomme, og at verden kan tale til dig med sin fremmedhed. Om du er gal, vred, sorgfuld, fuld af savn eller længsel er kun godt, for noget i verden kan nå dig i disse sindsstemninger.
Om verden vil tale er ikke til at vide, men den gør det i hvert fald. Om du vil lytte til verden, er heller ikke til at vide, men der er næppe tvivl om, at du i hvert fald ind i mellem gør det allerede.
Romantik i system
Hartmut Rosas tanker om resonans er en filosofi over det gode liv, der vedkender sig at være en romantisk teori. Den indebærer ikke bare en redegørelse for, hvordan vi lever ikke-vellykkede liv, den rummer især nøglen til mere vellykkede liv. At basere sine tanker på et romantisk fundament er det samme som at placere sig i skudlinjen for enhver rationel kritik. ’Romantik’ kan i daglig tale betyde sværmeri, luftkasteller, føleri og fantasteri – ja, noget man intuitivt har mærket, men som aldrig vil kunne indfries i denne verden. Romantisk fantasteri tilhører en anden verden. Det forekommer mig imidlertid, at Rosa fremsætter så mange plausible og sammenhængende tanker om denne verden, at de kan sættes sammen til en rimelig vandtæt argumentation, ja, en systematik. Som Polonius siger til sig selv efter at have fået mærkelige svar fra en Hamlet, der er eller måske spiller gal: Though this be madness, yet there is method in’t, altså: selvom dette fremstår som vanvid, så er der system i sagerne, altså en slags indre sammenhæng. Og det er præcis, hvad man kan sige om Rosas filosofi, når nogle vil skyde alle disse resonanstanker ned som bittersødt sværmeri. Der er ikke bare noget om snakken, det er faktisk muligt at rekonstruere en stringent argumentation i det.
Af to grunde har jeg derfor valgt traktatens argumentatoriske form i denne bog, der har til formål at indvie den endnu ikke fortrolige, at forbedre klarsynet hos den allerede indviede og at hjælpe alle dem, der har hørt om resonans og gerne vil vide det hele. For det første for at imødegå, at der skulle være tale om løse fornemmelser og ikke rationelle grunde. For det andet, og ikke mindst, af pædagogiske årsager: Ved at analysere påstande og begrundelser til mindre dele og sætte dem sammen igen til en helhed, mener og håber jeg at kunne bringe alle små dele i den større helhed til en bedre og grundigere forståelse for læseren. For det er en omfattende filosofi, et helt verdens-, menneske- og natursyn, der udbredes her, som hverken er bange for at forholde sig til helt hverdagslige situationer eller menneskets metafysiske indre rum. Og dette har et forbillede i en meget rationalistisk filosof, som senere skulle blive romantikernes store helt.
Bogen kan derfor opleves aforistisk i begyndelsen. Det skyldes at den begynder med de generelle grundprincipper i resonansfilosofien for efterhånden at blive mere specifik, som vi får det grundlæggende på plads. Jeg begynder altså mere generisk og konkretionen vil formegentlig opleves som stigende. En anden måde at sige det på er, at den begynder med det universelle og principielle og bevæger sig over i det samtidsspecifikke
Paragrafferne er marchlignende rytmer, men i deres indhold vil du møde livet, både som det lyser, og som det bløder.
Traktat over det gode liv
I 1677 udgaves posthumt den hollandske filosof Baruch de Spinozas Ethica, Ordeni Geometrico demonstrata, dvs. Etik demonstreret ved den geometriske metode. Ærindet var som i Rosas filosofi at redegøre for, hvorledes verden hænger sammen, og deraf udlede, hvori det gode liv består.
Spinoza indleder sin bog med at forklare om altet og når senere i værket frem til at analysere livets principper, menneskets trang, dets vildfarelser og lyksaligheder. Når Ethica fik så stor genklang i romantikken, skyldes det ikke mindst, at det er en filosofi, der sætter mennesket tilbage i naturen, i væren, og forstår mennesket som virkende i og med sin natur, samtidig med at den leverer et overblik over altings sammenhæng i og
med naturen, hvilket romantikerne stræbte efter. Hvis mennesket ikke bare er i verden, men er af denne verden – og det er en grundtese hos både Spinoza og Rosa – så må mennesket også virke som resten af verden, og hermed leveres en filosofi, hvor mennesket ser sig selv som verden og ikke adskilt fra den.
Imidlertid tænker og skriver Spinoza længe før romantikken, midt i en meget rationalistisk tid. Han skriver på mange måder som Descartes, der med udgangspunkt i tvivlen når frem til et grundaxiom i dette tvivlende selv og bygger en sikker verdensforståelse op derfra igennem en stringent arkitektur. Spinoza går en anden vej, han begynder med helheden og forklarer ud fra axiomer om de største upåvirkelighelheder, hvordan de mindste elementer virker med hinanden. Ja, han ikke bare forklarer, men ud fra sine axiomer udleder han postulater, propositiones, som han beviser, og hvorfra han kan udlede nye postulater, som han igen beviser.
Spinoza følger den antikke matematiker Euklids geometriske metode for bevisførelse. Det gør han af flere grunde. For det første for at give etikken samme klarhed og uigendrivelighed som matematikken. Etik, forstået som det, der handler om det gode liv, skal ikke bygges på meninger og følelser, men forklare dem. For det andet for at holde etik fri fra moraliseringer og særligt den religiøse dogmatik. For det tredje fordi Spinoza har sin tids stærke tiltro til indsigtens transformerende kraft, det vil sige, at livsførelsen vil følge erkendelsens nødvendighed. Ordini, som det hedder i Spinozas titel, af ordo, kan også betyde orden, rækkefølge, system. Det er altså langt mere end et stilanliggende at flugte med Euklid.
Fordi ærindet i denne bog flugter med Spinozas, nemlig at forklare hvori mere vellykkede liv består, hvilke vildfarelser vi står overfor og indlader os på, og hvilke erfaringer vi har med det vellykkede, med resonans, samt for at skærme mod den indvending, at det skulle være romantisk sværmeri, har jeg valgt at følge Euklids og Spinozas orden. Jeg kan ikke opnå samme stringens, som hos Euklid, men denne form muliggør at gå fra det enkle til det komplekse. Jeg begynder således med det enkle, aksiomerne i denne filosofi, og herfra forgrener disse beviser og følgerne af dem sig ud i livets forskellige afarter. Jeg vil gå fra det enkle til det komplek-
se i såvel bogens opbygning som i behandlingen af alle livets sfærer. Det forekommer mig dog vigtigt, at det levede liv er med os undervejs hele tiden, hvorfor jeg gør meget ud af kommentarsporet i traktaten, altså viser, hvorledes det, der hævdes og bevises og det, der følger af beviserne, ser ud som levet liv.
Ligesom Spinozas Ethica er denne bog opdelt i fem dele. Jeg begynder som Spinoza med de grundlæggende ontologiske betingelser og følger dem frem til samfundet og mennesket. En grundpræmis for at jeg kan gøre dette, er netop det, at mennesket ikke bare er i verden, men er af denne verden. Det vil sige, at mennesket er, som det er, fordi det er lavet af det samme og virker efter samme mekanismer og bevægelser som den verden, det er af. Det kommer af at Rosa – ligesom Spinoza – egentlig er, hvad man i filosofien kalder en naturfilosof. Resonans er nok historisk præget, men det er en naturlig tilbøjelighed. At mennesket i udgangspunktet er del af denne verden betyder, at vi i femte del kan vende tilbage til de erfaringer, som mennesket har af, at dets egen gestalt og verdens gestalt er sammenfaldende. Titlen på denne bog kunne således også have været: Det vellykkede liv bevist ved den geometriske metode.
Bevisførelsen, demonstrationen, har ni niveauer, følgende Euklid og Spinoza:
Euklid: Στοιχεῖα (Stoicheîa) Elementer
Spinoza: Ethica, Ordine geometrico demonstrata Etikken, Demonstreret ved den geometriske metode
Når tingene synger lytter jeg gerne - Traktat over Resonans
ὅρος (hóros) Definition definitio Defintion definition Begrebsfastlæggelse
κοινὴ ἔννοια (koinē ennoia) Fælles forestilling, axiom
αἴτημα (aítēma) Postulat axioma Axiom aksiom Grundsætning
πρότασις (prótasis)
θεώρημα (theorema)
Påstand, der skal bevises propositio Påstand, der skal bevises § Påstand, der skal bevises, begrundes
πρόβλημα (problema) Konstruktionsopgave, der skal udføres til bevis
ἀπόδειξις (apódeixis) Bevis, deduktiv udledning demonstratio Bevis, deduktiv udledning
begrundelse Abduktiv eller deduktiv bevisførelse
λῆμμα (lēmma) Midlertidig hjælpesætning til brug i bevis (som kommentarbetegnelse)
lemma
støttesætning Mellemtrin til hjælp i beviset, en bro mellem påstande
πόρισμα (porisma) Følge (som kommentarbetegnelse)
σχόλιον (scholion) Bemærkning (i den euklidiske tradition)
explicatio Forklaring forklaring Forklaring af, hvad der menes, undertiden ved brug af en figur eller et eksempel
corollarium Følgeudsagn følge Hvad der følger af påstandens gyldighed
scholium Kommentar og refleksion
appendix Afsluttende overvejelser i et afsnit
kommentar Kommentarer, der relaterer sig direkte til begrundelser og forklaringer
bemærkning Eftertanker, kontekstualiseringer, eksempler
eftertanke Afsluttende samlede betragtninger for en hovedparagraf
Jeg følger Euklid og Spinozas skematik, idet jeg dog har uddifferentieret den euklidiske traditions kommentarer, σχόλιον (scholion) i to, så vi har ti niveauer. Kommentarer direkte til paragraffer, begrundelser og forklaringer har jeg delt i to kategorier: Kommentar og bemærkning. Det gør jeg for at give bedre plads til at supplere argumentationen med dagligdagserfaringer og for at kunne give lidt mere kontekst til det, der hævdes, f.eks. hvor den tanke kommer fra, og hvordan den transformeres hos Rosa. Bemærkningerne skal altså gerne både tjene som fugemasse mellem paragrafferne og som dagligdags materialitet. Kommentarer angår mere direkte uddybninger af paragraffer, begrundelser, støttesætninger og forklaringer. Når noget hævdes i en paragraf og derefter begrundes, vil jeg typisk forklare dette igennem kommentaren og vise, hvordan det ser ud i dagligdagen igennem bemærkningen.
Om axiomer er der at sige, at de sætter noget. Med sætte mener jeg, at de fastslår noget, sætter nogle principper fast, hvor ud fra vi tænker. Hos Euklid er κοινὴ ἔννοια selvindlysende grundsætninger, f.eks. at helheden er større end delene. Euklid anvender ofte ordet axiom som det, alle er enige om, fælles forestillinger eller snarere som det, ingen kunne finde på at betvivle. I denne bog er axiomer ligeledes grundpræmisser i den måde vi vil tænke på, men de forrykker vores blik: De sætter nogle perler i vores kalejdoskop, så de kommer til at bestemme det mønster, vi kan tegne. Det vil i argumentationens sprog sige, at axiomerne afgør, hvordan vi kan tænke videre. Det er en betingelse for stringent filosofi, og for stringent teori i det hele taget, at noget må være ubetvivleligt, ellers driver argumentationen rundt. Det er også kendetegnende ved god filosofi, at dette, der sættes fast, er en tanke i blikket, der klargør, at øjet kan se noget andet, end det ellers ville kunne se. Netop fordi axiomerne er anderledes end hverdagsbetragtningen muliggør de, at vi kan få øje på nye sammenhænge. Det er sådan jeg mener, at axiomerne er forrykte: De rykker os ud af hverdagsbetragtningen, så vi bedre kan se, hvordan det hele hænger sammen.
Om bevisførelsen
Om beviser og begrundelser er der at sige, at når vi skal vise, hvori et godt liv består, og hvorfor vi ikke kun har, men kan få bedre liv, kan vi ikke altid gå så deduktivt frem, som Euklid kunne. Vi kan altså ikke altid slutte
logisk, at når noget gælder generelt må det også gælde specifikt. Det kan vi kun nogle gange. Vi behøver dog heller ikke altid indlade os med induktive slutninger, hvor vi generaliserer ud fra observationer. Den induktive slutning er ikke logisk gyldig, men vi er nødt til at bruge den hele tiden i vores hverdag, når vi har set noget og antager, at det gælder alle af den slags. Ja, måske har vi endda set det samme flere gange, og slutter så til at det er den måde alle af den slags er på. For eksempel: Nu har jeg været nede i forvaltningen to gange, og de kan ikke svare på mine spørgsmål, derfor er alle offentligt ansatte elendige til at svare på spørgsmål.
Imidlertid er vi logisk bedre udrustede her, fordi vi har nogle grundpåstande, nogle aksiomer. Det vil sige, at vi ved noget om, hvad der altid må gælde indenfor vores filosofi, vores teorikompleks her. For så vidt vi har godtaget disse generelle påstande – det vil sige, at vi i hvert fald læser med disse påstande og ikke imod dem – så kan vi sammenkæde et net af plausible forklaringer på konkrete fænomener. Dette kalder man abduktive slutninger.
For eksempel: Hvis vi kan blive enige om at vi som mennesker lever i en modernitet, og vi godtager, at modernitet er kendetegnet ved at man hele tiden må forny sig, så følger, at mennesker i moderniteten hele tiden må forholde sig til det nye. Dette følger deduktivt. Herfra kan vi fortsætte abduktivt. Lad mig give et eksempel: Vi erfarer, at de er dårlige til at svare på helt elementære spørgsmål nede i forvaltningen, og vi hører fra nogle, vi kender, at de ikke har meget tid til at se deres familie. Så kan vi fortsætte abduktivt: Hvorfor har de så travlt nede i forvaltningen, at de ikke har tid til dem, de holder af, og hvorfor virker de så usikre, når man spørger dem om basale ting? Et plausibelt bud kunne være, at det er fordi de lever i moderniteten og derfor ikke bare er i gang med at sætte sig ind i det nye, men også forventes at forny forvaltningspraksissen igennem deres arbejde. Derfor kan de ikke bruge rutinesvar. Og det er nok derfor, de hele tiden er på mentalt overarbejde, hvorfor de når mindre, og derfor er langt fra at kunne gå hjem eller ud og være sammen med dem, de holder af.
En sådan slutning betjener sig først af nogle axiomer eller noget tidligere bevist (modernitet indebærer fornyelse), derefter af en deduktion, der fører til en generel præmis (så kan de ikke bruge rutinesvar), og herfra laves en abduktiv slutning fra nogle observerede fænomener, der kædes sammen med de generelle vilkår.
Når du læser bogen, vil du først møde en mere generel påstand, lad os sige § x. Herfra splittes den op i delpåstande, § x.1, § x.2, § x.3, der dels underbygger påstanden, dels udbygger den i kompleksitet. Hvad det vil sige at leve under konstant forandringspres, kan man f.eks. sige mere om. Underparagrafferne leverer argumentation til den overordnede § x, samtidig med at de uddyber, hvad der ligger i den påstand. Og tilsvarende med § x.x.1 og § x.x.2 i forhold til § x.x.
Om stemme og stof
Der består endnu et sidste åbent spørgsmål at besvare, inden vi begiver os ind i stoffet. Nemlig i hvilket omfang denne traktat gengiver, hvad Hartmut Rosa har sagt fotografisk, eller om det er en kreation fra min side.
Det vil være mest korrekt at sige det sådan, at jeg tager det stof, som Rosa leverer, og får det til at tale langt ud over, hvad Rosa selv siger. Der er nemlig mere i stoffet, end Rosa selv artikulerer. Det betyder dels, at man kan give stoffet langt større historisk og idémæssig kontekstualisering end Rosa gør. Dels ligger der mange flere følger af påstandene end Rosa drager. Dels giver jeg mange eksempler, der ikke ligger i Rosas tekst. Og dels kan jeg tænke videre med det stof og den struktur, der foreligger indenfor emner, som Rosa ikke selv behandler. Anderledes sagt: Hvor tanken kommer fra til Rosa, hvad der har formet tanken, hvad konsekvenserne af tankens sandhed er, det meste af dette er noget jeg bidrager med. Hvori tanken består, når det specifikt gælder resonans er min reformulering, der vil være Rosa tro. Når eksemplerne er Rosas, angiver jeg det, og ellers bidrager jeg med dem selv. Når jeg ikke nævner Rosa i anliggender, der ligger ud over at forklare hvad vi skal forstå ved resonans og resonansfravær, så er jeg som oftest i gang med at tænke og vise videre fra stoffet med stoffet ud af stoffet.
Bogen er altså en figuration fra min side, hvor jeg har taget det, som Rosa siger, og givet det en anden form. Selv påstandene (§) er langt fra altid formuleret præcist sådan af Rosa, men er skærpede i min pen, fordi jeg mener, at man kan hævde det skarpere og undertiden mere prægnant, end Rosa selv gør. Grundstoffet er Rosas, stemmen er min, og stoffet uden om grundstoffet har jeg muret op. Alt sammen i den hensigt, at stoffet skal fremstå så solidt, stærkt, sammenhængende, med størst mulig omfangsvidde og forklaringskraft og så tidssvarende som muligt. For dette
er en bog om resonans, ikke en bog om Hartmut Rosa, eller sagt i stoffets eget sprog: Det er en bog om alt det, som resonansbegrebet kan få til at klinge.
Enkelte gange har jeg måttet korrigere Rosa, fordi det han siger er forkert, f.eks. i forhold til fysikkens love, eller når han modsiger sig selv og f.eks. pludselig indfører en resonanssfære, som han ellers havde udelukket. I så fald er det angivet. Undervejs viser jeg, hvor Rosas tanker kommer fra, hvilke tanker han trækker på, og hvordan han gentager eller modulerer disse. Jeg finder det som sagt vigtigt, at vi hele tiden har det levede liv for øje, og derfor har jeg bogen igennem indført udledninger og eksempler, som jeg finder belysende. Så: Formen er Euklids, resonansfiguren er Rosas, stemmen er min, stoffet er vores tilsammen, ærindet er Spinozas, Rosas og mit.
Hermed er vi klar til traktaten over resonans, der handler om, hvordan vi får vellykkede liv på de vilkår, vi er stedt i.