Johannes’ Første Brev, Andet Brev
Tredje Brev og
EKSISTENSEN
Johannes’ Første Brev, Andet Brev og Tredje Brev
Johannes’ Første Brev, Andet Brev og
Tredje Brev
… læst af Ulla Morre Bidstrup
Eksist E ns E n
Indhold
Kære venner 7
Kær ven har mange navne 13
Family first 19
Gensidighed 27
Johannesbrevenes store venne-breakup 33
Den ene eller dem alle 43
Venner på tid. Venner for altid 47
Den eneste ene 53
Venner, men også noget andet 59
En venlig verden? 67
At tro på en ven. Kristendommen som venskab 71
Kære venner
Denne bog handler om tre breve og begynder med denne overskrift også som et brev. Et brev til alle, der er nogens venner, og det er forhåbentlig de fleste af os.
For bogen kommer til at handle om tre ting. Den kommer selvfølgelig til at handle om Johannesbrevene. Den kommer uvægerligt til at handle om mig, som Johannesbrevene er ”læst af”. Men den kommer til at handle om både Johannesbrevene og mig med én bestemt tematik som ledetråd: fænomenet venskab. Sådan har det udviklet sig undervejs i min genlæsning af Johannesbrevene. I udgangspunktet havde jeg tænkt det anderledes. Jeg kastede mig over Johannesbrevene, fordi vi her møder ét af de skrifter i Bibelen, der rummer de klareste formuleringer af, hvad kærlighed er. ”Vi elsker, fordi Gud elskede os først” står der f.eks. Som underviser, formidler og forsker i vielsen og dens praktiske teologi er brevene helt oplagte for mig. Ikke mindre fordi vi formentlig står foran en revision af brugen af bibeltekster ved vielsen i Den Danske Folkekirke, og så står Første Johannesbrev i den grad og byder sig til. Og det kunne jeg måske være med til at kvalificere med min læsning.
Men allerede efter min første genlæsning af Johannes’ Første Brev og de to helt korte breve Anden og Tredje Johannesbrev, blev jeg slået af, at brevene først og fremmest handler om en specifik form for kærlighed, nemlig kærligheden mellem venner – eller brødre, som det mest udtrykkes i brevene. Kærligheden mellem venner er et underligt underbelyst emne – ikke mindst i den teologiske samtale. Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere underligt er det. For måske afslører netop fænomenet venskab, hvad det helt særlige er ved kristendommen. Det vil jeg komme til at hævde i denne bog.
Så jeg skiftede kurs for nu at følges med Johannesbrevene i en nysgerrig spørgen efter, hvad der er at sige om den kærlighed, der hører venskabet til. Jeg gør det med en lille tøven, for der er noget delikat ved de følelser, vi har for vores venner. De er præget af en form for diskretion og blufærdighed, fornemmer jeg. C.S. Lewis skriver, at mennesker, der oplever den erotiske kærlighed, ustandseligt taler med hinanden om deres kærlighed, mens de, der oplever den venskabelige kærlighed, aldrig gør det. Det er også min erfaring, at man sjældent taler med sine venner om sit venskab – men tilsyneladende er de næste generationer blevet bedre til det? Nu skal det i hvert fald være.
Jeg vil forsøge at nå vidt og bredt omkring venner og venskab og inddrage både venskabets filosofi og nogle få af de mange præsentationer af venskaber, jeg holder af. Jeg vil inddrage mine egne erfaringer med venskaber. Korte og lange venskaber, gamle og nye,
dem, der gik i stykker og dem, der aldrig gør det. Men jeg vil også anlægge et teologisk blik på venskabet sammen med den lidenskabelige teolog, der i sin tid satte pennen til papiret og skrev breve til sine venner.
Venskabets epoke
Jeg har lige fejret min 60-års fødselsdag og er privilegeret med mange vigtige relationer. Nogle er kendetegnet ved at være forbeholdt få og givne personer. Jeg er f.eks. hustru, mor og bonus-mor, ”svigermor”, datter, søster, moster, svigerinde, svigerdatter, kollega, leder, o.m.a. Jeg er gift og er glad forælder til i alt 6 både bio- og bonusbørn, som kan det meste selv. Blandt andet kan de bringe kærester til huse til stor berigelse for mit liv. Jeg er i den grad mine forældres datter på godt og ondt, selvom jeg mistede den sidste af dem for over 10 år siden. Jeg er ikke bedstemor endnu, men håber, at det vil blive mig forundt i fremtiden. Min nære relation til mine to søstre med familier udgør et grundlæggende fællesskab i mit liv. Jeg føler mig som en fisk i vandet i min rolle blandt kolleger og medarbejdere i fællesskabet om dagens dont.
Og så er der vennerne, som er en mere åben og fleksibel flok. For venskabet er en relation, som ikke er forbeholdt nogle bestemte ”øremærkede” eller et på forhånd afmålt antal.
Nogle venner har mange år på bagen. I enkelte tilfælde rigtigt mange. Få har jeg mistet. Andre er kommet til. Blandt andet med mit andet ægteskab. Man kan få nye venner hele livet. Af en eller anden
grund bliver det dog sværere med årene eller i hvert fald anderledes. En amerikansk undersøgelse viser da også, at vi i gennemsnit knytter flest varige venskaber, når vi er 21 år. Man kan også have venner, som mest hører til i en bestemt kontekst, men derfor behøver man ikke holde mindre af dem.
Jeg har overvejet, hvordan mine venskaber ser ud, hvis jeg skulle tegne dem. Nogle er måske bedst illustreret med to reciprokke pile af omtrent samme tykkelse fra en ven til mig og tilbage igen. Men ved nærmere eftertanke er pilene ikke altid lige tykke. Nogle af mine venskaber består af klaser af venner, som jeg udgør en enkelt drue på. Nogle af klaserne hænger uløseligt sammen. Andre løsner sig med årene. Nogle af mine venskaber indgår i en stor eller lille cirkel med noget – eller nogen – som det samlende centrum.
Samtidig med denne selviagttagelse har jeg med stor interesse iagttaget, hvor meget venskabsgrupper, venskaber og venner betyder for mine børn og deres generation Y-Z-agtige typer. Mere end nogensinde, fornemmer jeg.
I sin bog Stå fast erklærede Svend Brinkmann polemisk venskabet for truet på livet. Coachen er ved at overtage ”traditionelle venskabsformer”, forudså han. Selv Brinkmann kan tage fejl, selvom han har ret i, at coachen er kommet for at blive. Det er venskabet dog også. Så vidt jeg kan se, er vi ligefrem på vej ind i venskabets epoke. Digteren Sofie Diemer, som er på alder med mine børn, udgiver på DR aktuelt en uendelig række podcasts under titlen ”Vennepunkter”. Hver uge præsenteres en vennefortælling, der åbner
for venskabets mange facetter – fra intense venne-forelskelser til voldsomme venne-breakups og alt derimellem. Og der tales om venskabet med stor alvor og etisk eftertanke. Venskaber er ikke bare noget, der kommer og går, det er en sammenhæng, hvor det fællesmenneskelige liv menes at stå sin prøve. Sociologen Anthony Giddens nævner da også venskabet som en af de relationer, der i særlig grad er blevet genstand for modernitetens evige trang til refleksivitet.
Det er helt naturligt. For oprindelsesfamilien –eller slægten – har for længst mistet fordums næsten enerådige dominans som det tribalistiske centrum. Samtidig er det livslange ægteskab udfordret af serielt monogami eller den mere eller mindre selvvalgte singletilværelse. For mange bliver det derfor venskaberne, der kommer til at løbe som en rød tråd gennem livet. To andre producenter, som står bag podcasten ”Voksen-dating”, udtaler i et interview, at det egentlig ville være mere oplagt at få børn med sine venner, mens kæresterne kan komme og gå. I regnbuefamilier med børn med flere mødre og/eller fædre er venskabet typisk en bærende del af konstruktionen. I forbindelse med sidste Valentinsdag og dens fejring af den romantiske kærlighed forlød det fra flere yngre kulturpersonligheder, at der mangler en tilsvarende dag, hvor venskabet fejres. Og selvom mine børn selvfølgelig kender ”Stolthed og fordom”, der tematiserer vejen til ægteskabet som den afgørende vej også til sig selv, spejler de sig mere i både ”Sex and the city”, ”Mit lille liv” eller ”Min geniale veninde”, der på vidt forskellig vis har venskabet som centrum.