Lars Nymark Heilesen
DEN UNDERVISENDE KIRKE
Religionspædagogisk udvikling i folkekirken 1975-2025
EKSISTENSEN
DEN UNDERVISENDE KIRKE
Den undervisende kirke
Religionspædagogisk udvikling i folkekirken 1975-2025 af Lars Nymark Heilesen
© 2025 Lars Nymark Heilesen og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-410-1219-3
Redaktør: Niels Roesgaard Mose
Forsideillustration: Josephine Kyhn
Omslag: Katharina Mardahl Berggreen Grafisk tilrettelæggelse: GitteBrinck.dk Tryk: Latgales Druka
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan/Tekst & Node.
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C. www.eksistensen.dk mail: eksistensen@eksistensen.dk
Lars Nymark Heilesen
DEN UNDERVISENDE KIRKE
RELIGIONSPÆDAGOGISK UDVIKLING I FOLKEKIRKEN 1975 - 2025
FORORD
Folkeskoleloven af 1975 markerede, at folkeskolen og folkekirken var to institutioner på modernitetens vilkår, og det ville nu sige med hvert sit selvstændige formål. Enhedskulturens tid var forbi. Loven markerede afslutningen på en periode, hvor skolen var vokset op sammen med kirken og havde varetaget en væsentlig del af det kirkelige dannelsesmål, i den sidste periode primært indlejret i kristendomskundskabsfaget. Nu skulle de to institutioner finde ud af, hvordan de hver for sig varetog deres eget dannelsesmål. De skulle samtidig afklare, hvor de stod i forhold til hinanden, når det handlede om det fælles samfundsdannelsesmål, som de fortsat delte gennem betegnelsen folke-. Det blev en både radikal og konstruktiv proces i begge institutioner.
Udviklingen i folkeskolen er blevet grundigt beskrevet i Ning de Connick-Smith og Charlotte Appel (red.): Dansk Skolehistorie bind 4-5 og for kristendomskundskabsfagets vedkommende i K.E. Bugges to fine bøger Vi har rel’gion (1979) og Vi har stadig rel’gion (1994). Det er lige så vigtigt at få beskrevet den religionspædagogiske udviklingshistorie i folkekirken. Det er denne bogs anliggende.
De første tyve år siden folkeskolelovens vedtagelse i 1975 tegner et samlet udviklingsforløb,
hvor en lang række institutioner med forskellig placering i og uden for folkekirken samvirker om at bære den religionspædagogiske udvikling frem. Det forløb er beskrevet i bogens første del, og efterfølgende gives en redegørelse for de overordnede udviklingslinjer de sidste 30 år. Således tegner bogens første del det samlede udviklingsforløb fra 1975 til 2025.
Men fra omkring 1995 finder der en markant, religionspædagogisk udvikling sted på tre kerneområder inden for den folkekirkelige institution: konfirmationsforberedelsen, børnekonfirmandundervisningen og skole-kirke-samarbejdet. Udviklingshistorien inden for de tre undervisningsfelter får derfor en selvstændig beskrivelse i bogens anden del og optræder her som en konkretisering og nuancering af den overordnede udviklingshistorie. Samtidig finder der i hele perioden en mangfoldighed af undervisningsformidling sted inden for folkekirkens rammer, båret af frie kirkelige organisationer og mennesker med fagligt og personligt engagement i sognene og folkekirken. Denne undervisningsformidling, der er vanskelig at afgrænse, har spillet og spiller en helt afgørende rolle i udviklingshistorien og må med i det samlede billede. En udtømmende beskrivelse af denne indsats ville forudsætte et arbejde ud fra de enkelte organisationers eller stifters og sognes egne arkiver. Det har ikke været muligt. Men udviklingshistorien inden for det religionspædagogiske felt ”kirke og musik” og undervisningen rettet mod målgrupperne børn i førskolealder, unge og voksne søges tegnet gennem en kortere beskrivelse i slutningen af bogens anden del. Historien er her skrevet ud fra en række af de væsentlige krydsfelter med folkekirkens institutionelle religionspædagogiske virksomhed, som det arbejde undervejs har befundet sig i.
Det er mit håb, at beskrivelsen af den folkekirkelige religionspædagogiks udviklingshistorie gennem de halvtreds år vil kunne danne baggrund, refleksionsrum og perspektiv for den udvikling, der aktuelt er i gang og altid skal fortsættes i kirken. Til det formål er også vedføjet en afsluttende, personlig perspektivering til sidst i bogen på baggrund af det forløb, som udviklingshistorien tegner.
Den religionspædagogiske udvikling i folkekirken fra 1975-2025 tegner sig som en gennemgående kollektiv bevægelse og er derfor beskrevet som sådan. Det betyder naturligvis samtidig, at den bygger på et betragteligt antal konkrete personers arbejdsindsats og engagement. Oplysninger om det sidste skal primært søges gennem noternes henvisninger.
Bogen er baseret på publiceret materiale, der er opført i litteraturliste og noter, men også mange ikke-publicerede aktstykker som f.eks. institutionsreferater, kursusprogrammer, notater og fagoplæg m.m. Sidstnævnte er alene registreret i noterne. En del kilder fra de seneste år ligger kun digitalt og er her noteret med så nøjagtige oplysninger, at de med fortsat tilgængelighed skulle være til at finde ved en søgning med en søgemaskine. Hvad kilder angår, udgør årene 2005-2015 en udfordring og vanskelighed. I de år kom en meget stor del af det kildemateriale, som udviklingshistorien her skrives af – mødereferater, notater, oplæg, rapporter – udelukkende til at ligge digitalt på personlige computere med det resultat, at materialet fulgte med computeren og personen og siden er forsvundet ved oprydning eller afrensning. Det betyder, at udviklingshistorien i de år desværre må leve med færre nuancer.
Petit-afsnittene i bogens tekst er en læseguide til tekstforståelsen. De markerer uddybning og dokumentation af tekstafsnittets udviklingslinjer. Bogens tekst er skrevet til at kunne læses uden noter. De mange noter med henvisninger og videre perspektivering er derfor samlet sidst i bogen.
Der skal lyde en stor tak til FUV og gode fagkolleger i FUV og Folkekirkens Skoletjenester for opmuntring til arbejdet, hjælp med kilder og kritisk-konstruktiv medlæsning på teksten. Det har i høj grad været med til at styrke fagindholdet og glæden ved arbejdet.
Termestrup, efterår 2025
Lars Nymark Heilesen
INDHOLD
Vi skriver 1975
I.
1. Folkekirken genopdager sig selv som undervisende kirke 1975-1995
Religionspædagogisk status 1975
Folkekirkelig selvrefleksion
Den undervisende kirke retableres
Den religionspædagogiske bølge slår igennem
2. På toppen af den religionspædagogiske bølge 1995-2010
Folkekirken er blevet en undervisende kirke
Folkekirkens undervisning i samarbejde
Kristendomsformidling i krop og sprog
Folkekirkens undervisning udvider sig worldwide
3. Den folkekirkelige religionspædagogik i nutid 2010-2025
Ny organisering af folkekirkens uddannelser og efteruddannelser
Religionspædagogisk afmatning leder mod nye udfordringer
Den inkluderende folkekirke
Relationens årti i den folkekirkelige religionspædagogik
4. Konfirmationsforberedelsen
Den klassiske kateketiske konfirmationsforberedelse i opbrud
Gudstjenstlig forankring af konfirmationsforberedelsen
På vej mod en ny anordning om konfirmation
Konfirmationsforberedelsen ved en ny milepæl?
5. Børnekonfirmandundervisningen
Noget må ske
Børnekonfirmandundervisningen vokser til en folkekirkelig succeshistorie
Den folkekirkelige dåbsoplæring ved et endemål – og en ny begyndelse
Børnekonfirmand – et væsentligt kirkeligt tilbud
6. Skole-kirke-samarbejdet
Etablering af de folkekirkelige skoletjenester og skole-kirke-samarbejder
Skoletjenesternes virksomhed bliver landsdækkende
En folkekirkelig succeshistorie, der er værd at skrive hjem om
7. Den mangfoldige folkekirkelige religionspædagogik
Musik og religionspædagogik
Kirkeligt børnearbejde i førskolealder
Unge og kirke
Den kirkelige voksenundervisning
Vi skriver 2025
VI SKRIVER 1975
Jeg gik på pastoralseminariet i 1979, sluttede min teologiske uddannelse i 1980 og fik ansættelse som præst i folkekirken i 1981. Jeg havde været FDF’er i min barndom og ungdom, så jeg vidste godt intuitivt, at der skulle mere til at engagere børn og unge end at sige, at nu skal vi lære om kristendom, og det er spændende. Jeg havde arvet en såkaldt ”tørkopieringsmaskine” fra min fars kontor. Et teknisk vidunder. Først kørte man en maskinskrevet original, eventuelt med indklæbede tegninger, sammen med et lyserødt filmpapir igennem maskinens brænder. Dernæst gentog man hele processen, nu med filmpapiret og et hvidt ark kopipapir, hvorefter man opnåede en fotokopi. Det var en mageløs nyskabelse. Jeg kunne ved siden af bibel og salmebog nu supplere læringsprocessen hos konfirmanderne med billeder og reklamespots, og hvad jeg ellers kunne prøve at nå 13-14-årige med –og dertil Kim Larsen-sange på kassettebåndoptageren og en weekendlejr, som jeg kendte kvaliteterne af fra spejderlivet. Ilddåben som nyansat præst og underviser gik faktisk på den måde forbavsende godt for mig.
Men når jeg hørte mine konfirmander referere deres kammerater hos mine tre gode og yderst seriøse tredive år ældre præstekolleger på kommunens andre konfirmandhold, så
sagde de, kammeraterne, at det var røvkedeligt at gå til præst. De skulle bare sidde dér og læse op og skrive af efter tavlen. Når vi kolleger mødtes til præstemøder, og snakken faldt på konfirmationsforberedelsen, sagde de tre kolleger med et overbærende smil henvendt til mig, at konfirmanderne altså også skulle lære noget og ikke kun hygge sig i lokalet.
En af deres hovedbegrundelser i 1981 var, at de unge lærere på skolen alle var socialister fra ungdomsoprøret i 1970’erne; de brugte timerne på alt andet end kristendom og gav den ikke en chance, og faget var i øvrigt også blevet reduceret til et én-times fag med den nye folkeskolelov. Ikke engang juleafslutning i kirken kunne skolen mere deltage i. Og når så forældrene heller ikke mere magtede den elementære kristelige dannelse.
I Præsteforeningens Blad sidst i 1970’erne udmalede en præst sin egen gedigne kateketiske undervisning i konfirmandstuen, hvor umodne konfirmander på alle måder viste, at de blot vendte det døve øre til. ”Foregår det stadig sådan?”, spurgte han tydeligt beklemt kollegerne. ”Ja, sådan foregår det!”, svarede en kollega bifaldende, men frustreret i det næste nummer og kunne hilse fra en hel række andre kolleger, han havde konfereret med om undervisningens situation. Med umulige konfirmander, umulige forældre og umulige lærere – og måske også umulige præster, der greb tilbage, fordi de ikke kunne se, hvordan de skulle gribe ud.
Når jeg fortæller det, er det, fordi det peger ind mod folkeskoleloven af 1975 som udtryk for en ydre milepæl i forhold til den etablerede folkekirkes religionspædagogik – og en milepæl, der samtidig markerede en form for nulpunkt. Loven var afslørende og afklædende med bred frustration til følge i folkekirken, men samtidig blev den også bevidstgørende og igangsættende for en blomstrende religionspædagogisk udvikling. Med den i ryggen genopdagede kirken sig selv i de kommende år som undervisende kirke. Den historiske udvikling vil de følgende kapitler udfolde.