Niels Grønkjær
Den nye verden
Efter revolution og konservatisme
Eksistensen
Den nye verden
Af samme forfatter
Kristendom mellem gnosis og ortodoksi. En systematisk undersøgelse af Augustins indoptagelse af platonismen, 2002 (disputats)
Religionsfilosofi. Kristendom og tænkning, 2002 (sammen med Svend Andersen og Troels Nørager)
Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme, 2010
Nye prædikener, 2013
Det nye menneske. Efter naturalisme og eksistentialisme, 2017
Søndag. Prædikener, 2020
Oplysning for de oplyste.
En religionsfilosofisk introduktion til Hegel, 2021
Hannah Arendt og kærligheden.
En religionsfilosofisk kritik, 2024
Den nye verden
Efter revolution og konservatisme
Niels Grønkjær
Eksistensen København 2026
Den nye verden
Efter revolution og konservatisme
Niels Grønkjær
© Forfatteren og Eksistensen, 2026
Bogen er sat med Plantin på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook
ISBN-13: 978-87-410-1220-9
Omslag: Anna Falcon
Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN og
Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk
5041 0826
Til Johanne og Andreas – for gode samtaler
Forord
I den vestlige tænknings historie udgør ideerne om Gud, menneske og verden en trehed, som omfatter alt, hvad der er, og sammenfatter det i en helhed. I klassisk tænkning er denne helhed blevet forstået som en fast struktur. Men i dag må den tænkes som bevægelse. Verden forandres, mennesket både forandres og forandrer sig, og Gud forandrer sig også. Både Gud, menneske og verden er i bevægelse. Det er grundtanken i min religionsfilosofiske trilogi Den nye Gud (2010), Det nye menneske (2017) og Den nye verden (2026).
Sorø, Nytår 2026
Frihedens nye verden
Før solopgang den 3. august 1492 stævner den italienske købmand og opdagelsesrejsende Christoffer Columbus og hans besætninger ud fra havnebyen Palos i det sydvestlige Spanien. Man ved, at jorden er rund, så de sejler mod vest for at finde genvejen til Indiens rigdomme. Europæerne har kun kendt deres egen verdensdel, Afrika og Asien, indtil Columbus den 12. oktober går i land på øen San Salvador, endnu i den tro at den ligger ved det asiatiske fastland.
Først ti år senere godtgør en anden italiener, den florentinske købmand og opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci, at det er en ny verdensdel, og han beskriver den som Mundus novus, Den Nye Verden. I 1507 bliver den opkaldt efter ham: Amerika. Europa er blevet til Den Gamle Verden.
I sin logbog over sejladsen over verdenshavet – først offentliggjort i 1825 i en version fra 1520 redigeret af dominikaneren Bartolomé de Las Casas – noterer Columbus, at han har opdaget det bedste land i verden. Han bedyrer over for kong Ferdinand og dronning Isabella hjemme i Madrid, at der umuligt kan findes
noget skønnere land, at det overgår ethvert andet land, “som dagen med sit lys har fortrin frem for natten”, og at han har overvejet at blive der for bestandig. Efter at have opdaget “det fjerneste østen” konkluderer admiral Columbus, at det er korrekt, når hellige teologer og lærde filosoffer har sagt, at det jordiske paradis ligger fjernest mod øst.1 Selv om geografien snart måtte korrigeres, blev forestillingen hængende, og Amerika kaldtes i de kommende århundreder et paradis.
I marts 1493 skriver Columbus et brev om sine opdagelser, som er renset for logbogens oplysninger om de nye besiddelsers beliggenhed og kursen dertil, men som indeholder paradisiske beskrivelser af “tusind slags træer så høje, at det ser ud til, at de vokser ind i himlen.”2 Dette brev bliver hurtigt oversat til de europæiske hovedsprog, og med sin store udbredelse vækker det – sammen med senere den amerikanske uafhængighedserklæring af 1776 – nysgerrigheden i forhold til Den Nye Verden som noget fjernt og eksotisk. I sidste halvdel af det 19. århundrede bliver den en mindre fjern livsmulighed for brede befolkningsgrupper i en række europæiske lande. Den store udvandring til Amerika er betinget af en række materielle omstændigheder. Hårde levevilkår hjemme i de store byer og i mange landområder skubber på, mens myndighederne i landet derovre i Nordamerika træk-
1 Columbus, The Journal of Christopher Columbus, s. 176.
2 Columbus’ brev, ibid. s. 192; cf. logbogen, ibid. s. 113.
ker med løfter om gratis, frugtbar agerjord til nybyggere.
Men hvis driften skulle virkeliggøres, måtte den opmuntres af forestillinger, der kunne frisætte forventningspotentialet. Præcise informationer om Den Nye Verden måtte moduleres til unøjagtighed for at åbne de tøvendes begrænsede livsverden og give udsyn til deres udlængsel. Der blev talt om guld og grønne skove (hos Columbus i bogstavelig forstand), drømmen om Amerika, paradisiske tilstande. Det er navnlig forestillingen om løfternes land, Kana’an, landet der flyder med mælk og honning, som giver vinger til udvandrernes forhåbninger. I 1846 erklærer en tysk udvandrerrådgiver: “For alle slags indvandrere er Mississippidalen i sandhed et Kana’an – også selv om de ikke drømmer om en utopi og er fornuftige nok til ved egen kraft at tilkæmpe sig en fremtid.”3
Denne forestilling danner baggrund for europæeres trang til at udvandre, ikke til det først opdagede Mellem- og Sydamerika, men til Nordamerika.
Selv om de fleste skulle erfare, at Amerika ikke var et paradisisk elysium, og at meget var anderledes, end de havde set for sig, tog diskrepansen mellem forventning og erfaring ikke livet af forestillingen. Således skrev den amerikanske drengebogsforfatter James F. Cooper i 1800-tallets andet kvartal nogle meget læste og oversatte romaner, hvorved europæerne tilbageimporterede deres eget billede af Amerika.
3 Efter Peter Brenner, Reisen in die Neue Welt, s. 95.
‘Den nye verden’ åbner muligheden for, at udvandrerne kan overskride deres umiddelbare livshorisont. Når de virkeliggør denne mulighed, bliver deres hidtidige verden gammel.
Frihedshistorie
Forestillingen om en ny verden er oprindelig jødisk-kristen. Gud har ganske vist skabt den verden, som mennesket umiddelbart lever i. Men af forskellige grunde er båndet mellem denne verden og mennesket blevet slidt. Det hele er ikke gået, som Gud havde tænkt sig, da han til at begynde med skabte himlen og jorden. Så på et tidspunkt beslutter han sig for at gøre alting nyt og stille mennesket en ny himmel og en ny jord i udsigt.4
Denne nye verden forstås til tider som en helt anden verden, der annullerer den foreliggende. Gud tilintetgør resterne af sit efterhånden ramponerede skaberværk. Det baner vej for menneskets radikale befrielse fra den gamle, ødelagte verden. Til andre tider forstås den nye verden som en fornyelse af den gamle; ikke en helt anden, men en bedre verden. Mennesket befries til at se oversete muligheder, som ved Guds nye initiativ gøres virkelige. Under alle omstændigheder var den oprindelige verden blevet gammel. De
4 Bibelens spand fra først (Første Mosebog 1,1) til sidst (Johannes’ Åbenbaring 21,1; cf. Esajas’ Bog 65,17).
muligheder, den indeholdt, var ikke blevet virkeliggjort – og den virkelighed, den indeholdt, var blevet negligeret. Fremkomsten af den nye verden råder bod på det. Den er virkeliggørelsen af de muligheder, som ikke var blevet virkeliggjort; og den er tilintetgørelsen af de ikke virkeliggjorte muligheders virkelighed. Det nye, hidtil usete overgår det oversete.
I den nye verden får mennesket et nyt liv. Det befries til frihed. Den nye verden er den frie verden. Frihedens virkeliggørelse.
Da udvandrerne sejlede over verdenshavet, forfulgte de en livsmulighed, som lagde afstand til deres hidtidige virkelighed. Med denne afstand åbnedes frihedens nye verden, og fra 1886 kunne de som det første se den fransk fødte Frihedsgudinde ved Ellis Island byde velkommen ved indsejlingen til New York. Det kunne altså være anderledes, og nu skulle det blive det. Nye muligheder skulle virkeliggøres.
Verden indeholder muligheder, men de virkeliggøres af mennesker, for hvem de er muligheder. Verden fornyes, hvor mennesker realiserer frihedens mulighed. Denne mulighed tilspilles dem af verden, og de svarer på den med deres tragten efter at tilkæmpe sig en fremtid ud fra et nyt livspunkt.
Georg Wilhelm Friedrich Hegel har udkastet en vældig teori om menneskets vedvarende tilegnelse af de frihedsmuligheder, som verden åbner i historiens løb. I sine Forelæsninger over historiens filosofi inddrager han et stort empirisk materiale af begivenheder, tildragelser og handlinger, men han affinder sig ikke