Issuu

Iben Munkgaard Davids

Begravelse er en p책ske Begravelsesgudstjenestens liturgi

Iben Munkgaard Davids Begravelse er en påske Begravelsesgudstjenestens liturgi © Forfatteren og Forlaget Anis 1. oplag, 1. udgave 2016 ISBN 978 87 7457 788 1 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Sat med Palatino og Helvetica Tryk: Bookmaker, Graasten Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.anis.dk

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Begravelsesgudstjenesten og påsken . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Begravelsesgudstjenesten historisk set . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Begravelsesgudstjenestens metode . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Begravelsen som overgangsrite og gudstjeneste . . . . . . . . . . . . . 26 Paul Sheppy: Begravelsesgudstjenesten er en påskebegivenhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Martin Modéus: Det tredobbelte kærlighedsbud . . . . . . . . . . . . . 33 Opsummering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

Palmesøndag – Relationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Vi drages ind i hinandens liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 De liturgiske led – de personlige indslag . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40

Skærtorsdag – afsked . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Vi siger farvel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Samtalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 De liturgiske led . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Udsyngning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Samtalen med præsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

Langfredag – adskillelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 »Når nogen dør, går folk i kirke« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51

Begravelse er en påske

»Giv mig Gud en salmetunge« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54 Musik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 Blomster, lys og slikposer: Den døde går ikke tomhændet bort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 De liturgiske led ved adskillelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Præludium . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Salme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Hilsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 Bøn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64 Tale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Påskelørdag – overgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Jordens overgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Af jord er du kommet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 Til jord skal du blive . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 De liturgiske led . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 Musik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 Salme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78 Jordpåkastelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81

Påskedag – indlemmelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Af jorden skal du igen opstå . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Opstandelsesbilleder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 Herfra og videre: at mindes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Mindesamvær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Allehelgen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 De liturgiske led ved påskedag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Salme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Opstandelsesbudskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Velsignelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Postludium under udbæring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94

Indhold

Liturgiske forslag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Begravelsesgudstjenester fra land og by . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Liturgiske overvejelser over begravelsesgudstjenesten . . . . 107 Inspiration til begravelsesgudstjenesten fra udlandet . . . . . . 109 Sverige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110 England . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 Norge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121

Efterord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Appendix . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 4 begravelsestaler af Iben Munkgaard Davids . . . . . . . . . . . . 129 »Hos Gud er der plads til os alle« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 »Havet« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132 »Hallelujah« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 »At blive set« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137

Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139

Forord Det var blevet tirsdag og jeg satte kurs mod sygehuskap ellet. To bisættelser ventede. To mænd i deres bedste alder var døde. Ved den første bisættelse var afdødes søskende med ægtefæller og børn mødt op. Med blanke øjne sad de med hver deres salmebog og ventede. Organisten slog tonen an, og bisættelsen tog form. Der var salmesang, bøn, tale, jordpåkastelse, påskeevangelium og velsignelse. Han blev sendt herfra med værdighed og højtidelighed. Ved rustvognen tog de pårørende den sidste afsked. De lagde hånden på kisten og bøjede hovedet, mens tårerne fik frit løb. Bedemanden kunne nu lukke døren og køre af sted med deres onkel. En time senere indfandt jeg mig igen ved kapellet. Døren var lukket, og jeg måtte ringe på, så kapelbetjenten kunne lukke mig ind. Der var ingen andre. Jeg var forberedt på, at det ville være sådan. Der var en enkelt pårørende, men vedkommende kom ikke. Plejehjemmet havde sendt en buket, og bedemanden havde sørget for 6 røde roser til kisten. Der stod vi, bedemanden og jeg. Vi havde besluttet os for ikke at synge. Vi bad en bøn. Jeg foretog jordpåkastelsen, læste evangeliet til påskemorgen og afsluttede bisættelsen med at lyse velsignelsen. Bedemanden kom hen og lagde armen om min skulder: »Så fik vi ham sendt ordentligt af sted. Hvor er det godt, at ritualet taler, når der ikke er så meget at sige,« sagde hun. Med værdighed og højtidelighed blev også denne mand bisat. Ritualet bar i begge situationer.

Jeg er til daglig ansat som sognepræst i et større sogn i Kolding by med hen ved 90 bisættelser/begravelser om året. Begravelsen er den tungestvejende årsag til, at folk går i kirke. Det er altafgøren-

Begravelse er en påske

de, at de pårørende oplever en værdig, trøstende og omsorgsfuld kirkelig handling. Hele forløbet skal være gennemtænkt og tilpasset den enkelte families situation. Det er en gudstjeneste med et særligt anliggende: at sige farvel til afdøde og samtidig forkynde trøst og håb for de efterladte. Hvordan dette formidles gennem ritualet for begravelse anskueliggør jeg ved at se på begravelsen gennem påskens optik. Enhver begravelse er en påske. Den omhandler en afsked med de menneskelige relationer, der fyldte livet. Den er adskillelsen i døden. Den er en forkyndelse af opstandelsen og det evige liv hos Gud. Påskens dage bruges som rammen, der skaber sammenhæng i begravelsesgudstjenesten. Ved hjælp af ritualteori og eksempler på liturgi ved begravelser, ønsker jeg at konkretisere denne tese. Jeg håber, at bogen vil være til inspiration for præster, kirkepersonale og alle, der ønsker at beskæftige sig med kirkelig begravelsesliturgi. Jeg skylder en stor tak til de præstekolleger, der velvilligt har øst af deres erfaringer med begravelsesliturgi og deres inspirerende overvejelser over dette emne. Tak til de mange mennesker, der ved begravelsessamtalerne har delt ud af deres liv og tanker. Tak til min redaktør Charlotte Ekstrand for hendes store inspiration og hjælp igennem skriveprocessen. Der skal også lyde en tak til Kolding Provsti og Haderslev stift for at bevillige mig studieorlov til fordybelse i dette emne. Til slut skal der lyde en stor tak til min mand, Gary, for hans tålmodighed og opbakning igennem hele forløbet.

Indledning Døden gælder os alle. Vi ved, vi skal dø en dag. Derfor vedrører begravelse1 ethvert menneske. Vi går til begravelse, hvad enten vi vil eller ej. Det er ikke lysten, der driver os derhen. Vi ved, inden vi tager af sted, at det bliver svært. Der er den ventede begravelse af det gamle menneske, der fik et langt liv. Der er det helt unge menneske, som døde alt for tidligt. Vi kommer i den mest sårbare situation af alle. Begravelsesgudstjenesten bliver det sted, hvor vi alle skal sige farvel. Berøringsangsten for døden bliver overtaget af begravelsesritualet. Præsten sætter ord på dødens mysterium for hele følget og ikke kun for de nærmeste pårørende. De tilstedeværende udgør menigheden, og der skal forkyndes for alle. I dag er begravelsen ofte det sted, hvor afdødes omgangskreds for første gang mødes, efter døden er indtruffet. Vi skal ikke mere end 60-70 år tilbage, førend døden ikke gik ubemærket hen. Når et menneske døde i landsbyen var det alles anliggende. Der var ofte en kone i landsbyen, der havde den særlige opgave at være begravelsesmedhjælper. Hun tog hen til det hus, hvor døden var gået ind, og gjorde den døde i stand. Hun sørgede for at samle ind til en krans til de pårørende og påbegynde planlægningen af begravelsen. Folk klædte sig i sort. Enken eller enkemanden beholdt det sorte tøj på i en periode efter begravelsen. Det var et offentligt anliggende, når nogen døde. Familie og naboer kom forbi og kondolerede. Den døde blev lagt i kiste derhjemme og kisten blev stående, så folk kunne komme og sige farvel inden selve begravelsen. På gårdene stillede man kisten i garagen eller i en passende længe. Den døde kunne ske at lugte, og døden skulle helst ikke besmitte huset. Nogle steder i Danmark 1 Jeg bruger den fælles betegnelse begravelse, både for bisættelser og begravelser

Begravelse er en påske

var det skik, at kisten med den døde, efter udsyngningen, blev bragt ud af huset gennem et vindue eller en anden åbning brudt i samme anledning, velsagtens for ikke at vanhellige døren, som var de levendes ind- og udgang. Det var tillige for at sikre sig, at den døde ikke fandt tilbage. Der findes eksempler på huse med en særlig dør til afdøde. Haven blev også brugt som den ramme, hvor udsyngningen kunne finde sted.2 En ældre dame fortalte, hvordan hun og hendes mand i forbindelse med tapetsering i deres nye hjem, fik sig en overraskelse. En vindueskarm faldt pludselig ud. Hun klagede sin nød til naboen over hvor irriterende det var, at de havde købt sådan en gammel rønne, der straks var ved at falde fra hinanden. Naboen kunne dog berette, at det pågældende vindue og tilhørende vindueskarm førhen havde været brugt til at føre kisten ud igennem. Derfor var det praktisk, at vindueskarmen kunne fjernes. Den ældre dame bor stadig i huset og siger, at hun ofte tænker over døden, når hun støver af ved netop dét vindue med den løse karm. I andre hjem lod man den døde blive liggende i sengen. Da mine bedsteforældres nabo døde, fik hun lov at blive liggende i sengen. Da naboerne havde samlet sig til farvel, puslede det til alles forundring under dynen. Det var afdødes hund, der havde fundet sig til rette ved hendes fødder, som den altid plejede at gøre. Det var der ikke noget usædvanligt i, selv om det gibbede lidt i de tilstedeværende, da hunden stak snuden frem under dynen. Der sker et skifte fra den traditionelle samfundsforståelse til et post-traditionelt samfund i 1960-1980. Det indvirker også på folks oplevelser med døden og håndtering af den. I takt med at folk flytter fra landsbyerne ind til byerne for at arbejde, ændres den traditionelle begravelsespraksis også. Det er ikke længere en fælles begivenhed, når nogen dør. Folk dør på hospitalerne. De professionelle tager over, og den lokale forankring i landsbyen omkring dødsfaldet bliver langt mindre. Flere begraves fra et kapel, som i mange tilfælde opfattes mere upersonligt. Præster oplever at begrave 2 Birthe Lund og Hans Raun Iversen (red.), Livshjælp s. 110

Indledning

mennesker, de ikke har det store kendskab til. »Mæt af dage« er ikke længere en plausibel dødsårsag. Nu skal der stilles en diagnose. Der skal svar på, hvad det præcis var, der ramte den nu afdøde. Mennesker tilhører flere forskellige samfundsfællesskaber, og man deler ikke nødvendigvis alt med dem alle. Ser vi på vores tid, så er den stadig præget af, at de fleste dør på et sygehus omgivet af professionelt personale. Hospice-institutionen er et forholdsvis moderne fænomen. Det første hospice åbnede i 1992. Det er nu så udbredt, at der er ventetid på det begrænsede antal pladser, og nye hospice skyder op rundt om i landet. I dag er hospice med den omsorg og hjemlighed, der her skabes langt at foretrække for de fleste terminalpatienter og deres pårørende. Hospice er blevet en form for tilbagevenden til landsbytanken og det nære og trygge ved hjemmet og landsbyen. I dag er ca. 9 ud af 10 begravelser bisættelser. Det gælder ikke mindst i byerne. I mange tilfælde er der tale om et lille følge, der efter begravelsesgudstjenesten siger farvel ved rustvognen foran kapellet. I mit sogn oplever jeg ved de mere problematiske dødsfald, som et ungt menneskes død eller ved spædbørns død, at familien ønsker en jordbegravelse. Der etableres et stort gravsted, som bliver et mindested for venner som familie. Der pyntes med billeder, blomster eller figurer. Det er en del af sorgprocessen. Når der er tale om en afdød, der har været flittig kirkegænger, eller en, der er kendt i sognet, møder byen talstærkt op ved begravelsen. Man får fornemmelsen af den gamle landsbymentalitet, hvor man ikke behøvede at være tæt på afdøde for at deltage i begravelsen, men alene kom for at vise familien respekt. Rundt om i landet kan man finde eksempler på, at den traditionelle landsbymentalitet stadig lever. På Drejø3 er det et fælles anliggende, når nogen dør. Der har man tradition for at lægge blomster og gran på vejen ved færgen, når kisten kommer fra fastlandets sygehus. Ligeledes lægger man blomster og gran ud foran afdødes hjem og foran kirken. Når færgen kommer med kisten, 3 Kilde: sognepræst Tamira Mariann Jørgensen, 2014

Begravelse er en påske

møder følget den der og følger den hele vejen til kirken og tilbage til færgen, hvis der er tale om en bisættelse. Derefter er der mindesamvær i øens forsamlingshus, hvor alle deltager. Selve liturgien ved begravelsen er helt traditionel efter vejledningen i ritualbogen. På Drejø handler det om genkendelighed, at liturgien ligner søndagens gudstjeneste. En familie i en lille landsby i Sønderjylland oplevede at miste deres søn. Han døde i en ulykke i udlandet. Da den unge mands kiste ankom til landsbyen, havde landsbyens beboere sørget for, at byens flagallé flagede på halv. Mange havde stillet sig ud til vejen for at vise familien deres respekt. Efter begravelsen gik alle flagene på hel. Alle var påvirket af det, der var sket, og tog del i familiens store tab. Begravelsen huskes. Minderne tager form over tid, og ikke altid lige efter selve handlingen. Hvad blev der sagt? Hvad blev der gjort? Fik vi taget ordentligt afsked, trods det vi ikke var helt nærværende ved selve den kirkelige handling, fordi sorgen var for stor, eller mindet for voldsomt eller for svagt? På Den Danske Folkekirkes hjemmeside står der om begravelsen: »En kirkelig begravelse eller bisættelse er de pårørendes afsked med den døde og forkyndelsen af det kristne budskab om opstandelse, håb og trøst. Ved en kirkelig bisættelse eller begravelse bliver der sagt tak for den dødes liv og for alt, hvad andre mennesker fik lov at dele med ham eller hende. Der bliver også sat ord på sorgen over det, de har mistet eller aldrig fik. Begravelsesritualet minder os om det løfte, vi modtog, da vi blev døbt, at Gud er med os i livet, i døden, og i livet efter døden.«4 Anliggendet i denne udgivelse er, hvordan helheden i begravelsesgudstjenestens liturgi kan være en hjælp og en forkyndelse af håb for de efterladte samtidig med, at den er et værdigt farvel til den døde. Jeg ser sammenhængen fra præstens synsvinkel, og vil

4 Folkekirken.dk

Indledning

gennem teori og konkrete eksempler præsentere mine overvejelser. Som præst vil man oftest gerne komme de efterladte i møde og hjælpe med at sætte ord på deres sorg og deres minde. Man ønsker at give dem rum og plads til at udtrykke, hvad der ligger dem på sinde, og så vidt muligt inkorporere deres ord og ønsker i begravelsens liturgi. Det kan være personlige digte, musikønsker og lign. Præsten kan samtidig vise familien, hvor megen trøst der er at hente i salmerne,5 i bønnerne, bibelteksterne og i selve jordpåkastelsesritualet. Som præst er man alene forpligtet på det autoriserede ritual med jordpåkastelse med navns nævnelse, fadervor og velsignelsen. De øvrige led i begravelsesritualet er alene vejledende. Det betyder ikke, at præster eksperimenterer i stor stil. Tværtimod beretter mange præster, at de bruger deres forgængers ritual, og at det i mange tilfælde lægger sig tæt op af det vejledende ritual i Den Danske Folkekirkes ritualbog, enten den kortere eller længere udgave af begravelsesritualet.6 I Ritualbogen fra 1992 har man forsøgt at give de kirkelige handlinger mere status af gudstjeneste. Det har haft en positiv indvirkning på gennemtænkningen af begravelsens helhed og forkyndelse. Dog skal der til stadighed arbejdes med, hvordan der i liturgien skabes plads til de særlige ønsker fra de pårørende. Ønskerne indplaceres, hvor præsten finder det fordelagtigt i det vejledende ritual. Nogen gange med et ønskværdigt resultat, og andre gange kommer de pårørendes ønsker til at fremstå som et vedhæng frem for en del af liturgien. Her kommer påskens dage til hjælp. Påskens dage kan skabe sammenhængen i liturgien, så enhver begravelse bliver en påskebegivenhed til trøst og håb. Sorgen over adskillelsen langfredag, undren over døden påskelørdag til opstandelseshåbet påskemorgen. 5 S ognepræst Lone Vesterdal har skrevet bogen Nedenom og hjem, som bl.a. handler om den store sjælesorg, der er at finde i salmer 6 Se Ritualbogen for Den Danske Folkekirke, 1992

Begravelse er en påske

Som en pårørende udtalte: »Det må være præstens opgave og kompetence at vide, hvad der virker bedst og passer bedst sammen.« Den udfordring bliver hermed taget op, i et forsøg på at give nogle konstruktive bud på begravelsesliturgi i lyset af påsken, der kan imødekomme det moderne menneske.