

Årsmøde 2026
Faaborg-Midtfyn
Kommune
Færgeportræt
Faaborg III
Orøfærgen
Til årligt
eftersyn
Post til småøerne
En blandet landhandel
Baagøfærgen
Runder 50 år
![]()


Årsmøde 2026
Faaborg-Midtfyn
Kommune
Færgeportræt
Faaborg III
Orøfærgen
Til årligt
eftersyn
Post til småøerne
En blandet landhandel
Baagøfærgen
Runder 50 år







Fra venstre ses formand for Færgesekretariatet, erhvervschef Søren Bach-Hansen, Svendborg Kommune; afdelingsleder Henrik Jess Jensen, Aalborg Kommune; overfartsleder Bjarne Møllgaard, Odder Kommune; chefskipper Kim Mathiesen, Faaborg-Midtfyn Kommune; chefskipper Joacim Bøllehuus, Langeland Kommune; havne- og trafikchef Jørgen Buhl, Lolland Kommune og Lone Himmelstrup, chef for Vej, Ejendomme og Affald i Kalundborg Kommune.




SEKRETARIATSCHEF
OG UDGIVER:
Nete Herskind
Tlf: 23606335 nh@faergesekr.dk
ANSV. REDAKTØR: Martin Uhlenfeldt; Tlf. 23 66 28 99 mu@maritimedanmark.dk
Fotografer: carstenlundager.dk
Forsidebillede: Faaborg III med Fulton i baggrunden Foto: Carsten Lundager
Færgesekretariatet har kontor i Ærøskøbing. Hver femte danske kommune er med i Fær-
Færgesekretariatet omfatter de 18 danske kommuner, som har ø-færger og får andel i de særlige ø-tilskud. Sekretariatet blev etableret som led i en politisk aftale, og aktiviteterne er finansieret gennem en statslig forhøjelse af ø-tilskuddet. Færgesekretariatets hovedformål er at fremme driftsoptimering og et løbende kommunalt samarbejde på færgeområdet.


Kontoret er bemandet af sekretær Lotte Clausen Rhodes og sekretariatschef Nete Herskind, Vestergade 1, 5970 Ærøskøbing
LAYOUT og ILLUSTRATIONER: Camilla Thyrring Ludvigsen
TRYK: Jørn Thomsen/Elbo A/S OPLAG: 1000 stk www.faergesekr.dk


Borgmestrene havde allerede billetterne klar til færgen for at mødes med transportminister Thomas Danielsen på Samsø den 27. februar. Målet var at drøfte, hvordan vi får grønne ø-færger. Et møde, vi længe havde set frem til, fordi færgerne trænger til fornyelse. Men så kom valget, og mødet blev aflyst.
NU GÆLDER DET OM AT HOLDE FAST
Vores færger er gamle. Mange nærmer sig 30 år. De sejler på traditionelle brændstoffer, men fremtiden skal være fossilfri – i praksis el. Ambitionerne er der, men de langsigtede økonomiske rammer mangler fortsat.
LANDDISTRIKTERNE SKAL HÆNGE SAMMEN
I valgkampen stod landdistrikterne højt på dagsordenen. Danmark skal hænge sammen. Alle skal have mulighed for at bo og leve, uanset hvor man er, og ø-færgerne er afgørende for livet på de små øer. Her bør staten tage en konkret rolle og bidrage, så hele landet hænger sammen. Vi forventer, at Folketing og regering hurtigt vil tage fat på netop denne opgave.

EN KOMPLEKS, MEN NØDVENDIG OPGAVE Fremtidens færger kræver nye løsninger. Eldrift kræver tilslutning, og nye færger vil kræve ændringer i havnene. Samtidig arbejder vi på at optimere driften, sikre stabilitet og fremtidssikre vores færger. Vi er tæt på et udbud på fem nye standardfærger til fem kommuner. Priserne kender vi endnu ikke, men geopolitiske spændinger og øget efterspørgsel på skibe presser omkostningerne. Nogle kigger på retrofitting og levetidsforlængelser, men én ting er sikkert: Vi kommer alle til at skifte færgerne ud på et tidspunkt i en ikke alt for fjern fremtid.
Vi forventer, at det nye Folketing vil indlede dialog med kommunerne og finde nye puljemidler, så indenrigsfærgerne kan blive både grønne og fremtidssikrede.
ÅRSMØDET
Jeg glæder mig til at se medlemmer og samarbejdspartnere til vores årsmøde den 18.-19. maj 2026 i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor der er færger til Lyø, Avernakø og Bjørnø. Vi tager turen med Ø-færgen til Lyø. Fælles læring og netværk er afgørende både for den daglige drift og for at løse de langsigtede udfordringer, så der er som vanlig mulighed for både uformelle snakke og mere struktureret deling af viden. Vel mødt! õ
Søren Bach-Hansen
Formand for Færgesekretariatet

Anstina Krogh, næsten nyslået borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, er rigtig godt tilfreds med, at Færgesekretariatet i år holder sit årsmøde i Faaborg.
I skal være så velkomne. Faaborg-Midtfyn Kommune er jo Danmarks hjerte, så selvfølgelig skal årsmødet holdes her. Det er helt naturligt, siger Anstina Krogh.
Øerne er en stor del af vores liv i kommunen, og vi har kun grund til at være stolte af dem. De har virkelig rejst sig, vores øboer. De er nogle knokkeldyr, de gør meget for fællesskabet, og de gør rigtig meget for at gøre opmærksom på alt det fantastiske, der er på øerne.
Nu ligger vores rådhus i Ringe, midt i kommunen men ikke tæt på havet. Men jeg har været så heldig at få lov til at få nogle billeder fra Øhavsmuseet til mit borgmesterkontor. Jeg fik 30 billeder at vælge imellem og valgte et af Faaborg-

Gelting færgen, fordi den virkelig er en stor del af vores historie. Der er ikke ret mange her, der ikke har arbejdet på enten Tulip-slagteriet eller Fåborg-Gelting færgen. Faaborg er en havneby. Og en færgeby. Heldigvis.
Det nyeste skud på vores maritime stamme ligger i Årslev og er en såkaldt Dry Port. Odense Havn har købt den tidligere Forsøgsstation i Årslev for at etablere Odense Dry Port, der med et forventet areal på mere end én million kvadratmeter bliver Skandinaviens største og vil skabe op til 10.000 nye arbejdspladser.
Så igen – velkommen til. Jeg glæder mig til at møde jer. õ
MANDAG D. 18 MAJ
Besøg på Lyø og Faaborg Havn
09.45 Ankomst ved Ø-Færgen, Kanalvej 13, 5600 Faaborg (egen transport)
10.00 Færgeafgang til Lyø (husk egnet påklædning/fodtøj efter vejrforhold)
11.00 Besøg hos Lyø Skrønemuseum og Strandgården økologisk landbrug
12.00 Frokost hos Lyø Ferielejligheder m. lokale oplæg om bl.a. erhverv og beredskab
14.00 Guidet gåtur v/ Anne Jørgensen, Lyø Kultur og Besøgscenter
15.10 Færgeafgang til Faaborg
16.10 Faaborg Havn: ’Transformationen fra erhvervshavn til rekreativ havn ’ v/ havnechef Erik Schmidt, Faaborg-Midtfyn Kommune
17.00 Afgang til Hotel Faaborg Fjord, Svendborgvej 175, 5600 Faaborg (egen transport)
17.15 Hotelindtjekning
18.30 Velkomst
19.00 Middag på hotellet med tale v/borgmester Anstina Krogh
Forbehold for ændringer

TIRSDAG D. 19 MAJ Årsmøde og konference, Hotel Faaborg Fjord
08.15 Formanden har ordet og arbejdsprogram mv.
09.15 Strække ben KONFERENCE
09.30 Velkomst
09.40 Fremtidens arbejdsmarked – hvordan rekrutterer vi de kommende generationer? v/Heidi Kildegård Lauritsen, Hekilau.
10.30 Erfaringer med færgedrift til Læsø v/borgmester Niels Odgaard, Læsø Kommune
11.00 Strække ben
11.15 Fotokonkurrence – se billederne
11.25 Status fra Sammenslutningen af Danske Småøer v/formand Kirsten Sydendal
11.45 Færgesekretariatets rammeaftale og valg af A-Komponent til standardfærgen v/Project Manager Sales Tobias Raahauge, NavTeam A/S
12.00 Redefining waterborne public transport with the P-12 v/Head of Market Accelleration Tord Ringehall
12.25 Tak for i år
13.00 Frokost


Den 1. januar i år satte Anstina Krogh sig for bordenden i Faaborg-Midtfyn Kommune som ny borgmester, valgt for Socialdemokratiet og med et solidt mandat fra en konstitueringsaftale, der tæller samtlige partier i byrådet.
Forud for Færgesekretariatets Årsmøde i Faaborg i maj mødte Ø-færgernes udsendte Anstina Krogh på Faaborg Havn til en samtale om kommunens færger og øer.
“Jeg er utrolig stolt af, at vi er en økommune. Det er jo ikke noget, man selv har valgt, øerne er her jo – men jeg synes, at de passer rigtig godt til vores kommune. Vi har 65 landsbyer i kommunen og så de tre perler: Lyø, Avernakø og Bjørnø, plus ubeboede Svelmø. Vi er den eneste kommune i landet, der har den sammensætning,” fortæller Anstina Krogh.
Synes du, at du har en god dialog med øboerne?
“Ja, helt bestemt. Inden jeg blev borgmester, sad jeg i Ø-udvalget i fire år og var utrolig glad for det. Jeg er meget, meget glad for det kendskab, jeg har fået til vores øer. Jeg har også været derovre og holde ferie flere gange.”
“Jeg var selvstændig jurist, inden jeg blev borgmester, og var to gange om året
• Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune siden 1. januar 2026
• 47 år

ovre på øerne og tilbyde mig som jurist. Jeg fik lov at være i en café på Avernakø og et forsamlingshus på Lyø – og så kunne beboerne komme derned, hvis de havde noget. Jeg synes simpelthen, det har været så gavnligt at møde øboerne. Der kom selvfølgelig også nogen, som ville snakke med mig om politik, fordi jeg var kommunalpolitiker.”
“Så ja, jeg synes virkelig, at jeg har en god dialog med øboerne.”
Er du tilfreds med den færgedrift, I har her i kommunen?
“Ja, det synes jeg. Men den kan godt blive bedre.”
Hvordan det?
“Det kunne f.eks. være følgeordningen. Vi er jo så heldige, at der kommer flere og flere børn på Lyø og Avernakø. Og der har vi en følgeordning, hvor kommunalt ansatte pædagoger følger børnene om bord på færgen den ene vej, så forældrene ikke behøver at sejle med. En rigtig god ordning. Det ville være bedst for vores
Vi har 65 landsbyer i kommunen og så de tre perler: Lyø, Avernakø og Bjørnø, plus ubeboede Svelmø. Vi er den eneste kommune i landet, der har den sammensætning.”
- fortæller Anstina Krogh.
øboere, hvis man havde ordningen begge veje – men det har der ikke været økonomi til. Vi har spurgt ind i vores forvaltning, om vi kunne spørge nogle forældre, om de kunne tage sig af børnene – på øerne kender de jo hinanden rigtig godt – men det må vi ikke rent juridisk. Det skal være

• Medlem af byrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune for Socialdemokratiet siden 1. januar 2018.
• Uddannet socialrådgiver og jurist
• Socialrådgiver, Assens Kommune 2007-2017
• Borgerrådgiver, Svendborg Kommune 2019-2021
• Selvstændig jurist, Faaborg 2021-2025
• Bosat i Haastrup. Gift og mor til en søn.


Anstina Krogh er godt tilfreds med færgedriften, men ser også mulighed for forbedringer

ansatte pædagoger, så det skal være den dyre pakke,” siger Anstina Krogh.
“Og så er der det med afgangene. Der har øboerne et ønske om, at færgen sejler hurtigere. Og der er selvfølgelig også et ønske om flere afgange, så man får så fleksibelt et liv som overhovedet muligt. Og det har ikke noget at gøre med, at når man bor på en ø, så vil man bare have, have og have. Alle, der bosætter sig på Lyø eller Avernakø, ved jo godt, at det kommer med en pris. De ved, at de har nogle
særlige forhold en gang imellem, men de har jo også alle fordelene ved det. Men der kunne godt være lidt mere fleksibilitet i forhold til afgangene, synes jeg. Det er bare så voldsomt dyrt.”
Er færgedriften en god forretning for kommunen?
“Nej for pokker da. Det er virkelig dyrt at have færgedrift. Det er i det hele taget dyrt at have øer. Hvis vi regnede ud, og det gør vi selvfølgelig ikke, hvad en borger på
• Faaborg-Midtfyn Kommune opstod ved kommunalreformen i 2007 gennem sammenlægning af de fem tidligere kommuner: Broby Kommune, Faaborg Kommune, Ringe Kommune, Ryslinge Kommune og Årslev Kommune.
• Faaborg har i mange år haft status af kommunens største by, men overgås nu af Ringe, der har 6.822 indbyggere mod Faaborgs 6.763 indbyggere.
• Samlet indbyggertal i kommunen: 52.284
• Areal: 637,5 km²
• Fordelingen af beskæftigelsen i kommunen afviger væsentligt fra gennemsnittet for Region Syddanmark. Der er især en større andel beskæftiget i industrien og i de primære erhverv – herunder især landbrug.
• Landbrugsarealet udgør 41.000 hektar, hvor der primært dyrkes byg, hvede og raps. Den største animalske produktion udgøres af svin, malkekvæg og slagtekyllinger.
Lyø koster i forhold til en borger i Årslev, så ville der klart være en stor forskel. Men det er ikke sådan, vi regner. Der skal være plads til det hele her.”
“Færgen er øernes livsnerve. Deres landevej. Og der er jeg dybt uenig i, at vi som kommune er kompenseret fra staten i forbindelse med landevejsprincippet. Vi har i hvert tilfælde ikke fået det tilskud, vi skulle have, for at kunne sige til folk på Lyø eller Avernakø, at de kun skal betale

• Kommunen rummer flere større erhvervsvirksomheder, herunder også en børsnoteret.
• Turisme er en vigtig og voksende del af det samlede erhvervsliv. Turismen er koncentreret i den sydlige del af kommunen. Øhavet og bakkelandskabet på Faaborg-egnen er sammen med den rige kulturarv de store turisttrækplastre.
• Samlet set er den offentlige sektor kommunens største arbejdsgiver. õ


det samme, som det f.eks. koster mig at køre ti kilometer på diesel,” slår Anstina Krogh fast.
I har bestilt en elfærge, som kommer om nogle år. Hvorfor det?
“Vi har jo alle sammen en bunden opgave i den grønne omstilling. Og færgen handler udelukkende om grøn omstilling. Jeg kan godt forstå, hvis man som øboer har haft et håb om, at vi kommer til at sejle hurtigere med en elfærge, at det bliver billigere eller på anden vis bedre. Men lige nu er der ikke noget, der tyder på det.”
Mens vi sidder her og taler, så brager det løs i Mellemøsten, og ingen ved rigtig, hvad der kommer til at ske fremover. Men lige nu er olieprisen skudt voldsomt i vejret, og I bruger langt flere penge på at købe brændstof til færgen end for nogle måneder siden. Hvordan vil I tackle det?
“Jeg har været med til at sætte billetpriserne op med et olietillæg to gange på grund af verdens ufredeligheder, og det er aldrig rart. Jeg ved godt, at øboerne sejler gratis, men hvis de skal have bil med, så koster det jo. Og de vil jo også gerne have gæster til børnenes fødselsdage og andre ting. Så derfor rammer det en øbo hårdt, når billetpriserne stiger.”
Men hvis olieprisen fortsætter på det nuværende niveau eller stiger endnu mere, er I vel nødt til at gøre noget?
“Så vil jeg tage en drøftelse med økonomiudvalget om, hvad vi gør, og selvfølgelig også tage en snak med øboerne. Der er jo den mulighed, at vi kan sætte farten ned, tage afgange væk eller sætte billetpriserne op – og i princippet kunne vi også vælge at fortsætte med at trække på kassebeholdningen.”
Så der er mange håndtag, I kan trække i?
“Ud fra min erfaring så er der to ting, der for alvor bekymrer øboerne. Det ene er, hvis vi tager afgange væk. Det er aldrig godt. Det andet er, at vi ikke har en erstatningsfærge. Når færgen skal i dok, så er den erstatningsfærge, vi nogle gange har, alt for lille. Der er jo landbrug på øerne, og de er afhængige af færgen for at kunne drifte. Ja, hele erhvervslivet er afhængigt af færgerne.”
“Der er virkelig meget foretagsomhed på øerne. Rigtig mange drømme om turisme og besøg derovre. Hvis jeg skulle sætte to ord på øboerne, så vil det være foretagsomhed og nøjsomhed. Og så fællesskab. Jeg synes virkelig, at de deles om alting, hjælpes ad og vil hinanden det bedste. Det kan jeg rigtig godt lide.” õ

Helhedsplan

Faaborg-Midtfyn Kommunes tre beboede øer, Lyø, Avernakø og Bjørnø, udarbejdede i 2020 i samarbejde med kommunen en helhedsplan for de tre øer: ’Små øer - store muligheder.’
Helhedsplanen indeholder fælles visioner inden for en række overordnede områder og separate handleplaner for hver ø. Handleplanerne peger i retning af, hvor øerne gerne vil hen i fremtiden, og de understøttes af projekter og indsatser, som man kan arbejde videre med for at opnå målene.
Ambitionen er at skabe stærkere og mere levende helårssamfund med flere indbyggere i forskellige aldersgrupper, med nye erhvervs- og jobmuligheder og med bedre rammer for ølivet.
Ø-udvalget
Ø-udvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune er bindeleddet mellem kommunen og øboerne på Lyø, Avernakø og Bjørnø.
Udvalget består af to kommunalbestyrelsesmedlemmer samt repræsentanter fra øerne. Det fungerer som høringspart og dialogforum for initiativer, der vedrører de tre øer og deres lokalsamfund.
Ø-udvalget har syv medlemmer: to fra kommunalbestyrelsen, to fra Lyø, to fra Avernakø og én fra Bjørnø.
Udvalget holder typisk fire møder om året og har til formål at styrke samarbejdet og sikre indflydelse for øboerne på kommunale beslutninger.
På sit første møde efter kommunalvalget valgte udvalget Line Mørk fra Lyø som formand. õ

54-årige Erik Schmidt kom for tre år siden til Faaborg Havn, hvor han som havnemester har ansvaret for havnens mange erhvervslejemål og bådepladser til fiskere, lystsejlere og gæstesejlere. Han er også manden, der har det overordnede ansvar for færgebetjeningen af Lyø og Avernakø, og dermed øfærgen Faaborg III

[ AF MARTIN UHLENFELDT OG CARSTEN LUNDAGER (FOTO) ]
Hvor mange ansatte er I?
“Hvis vi tager de fastansatte på færgen, så er der en chefskipper, tre skibsførere, tre overstyrmænd, og tre skibsassistenter. Dertil kommer fire afløsere, som vi kan trække på til ferie, kurser, sygdom osv. Så er der en administrativt ansat og mig selv,” siger Erik Schmidt.
Nu er det jo ikke en overskudsforretning at drive en øfærge. Har du et cirkatal på, hvor meget færgen koster kommunen om året?
“Vi har en bevilling fra kommunen, vi har selv nogle indtægter og får et tilskud fra staten – og så har vi en hulens masse udgifter. Når det hele er lagt sammen og trukket fra, så koster vi nok kommunen omkring otte millioner kroner om året.”
30 ÅR I SØVÆRNET
Inden Erik Schmidt kom til Faaborg Havn, var han 30 år i søværnet, hvor han blandt

andet har deltaget i antipirateri-operationer og destrueret kemiske kampstoffer fra Libyen. Senest var han dagligt vagthavende officer på Flådestation Korsør, hvor han bl.a. har haft ansvar for flådestationens daglige drift samt at holde søværnets sejlende enheder operative i både ind- og udland.
I er en af fem kommuner, der har valgt at anskaffe en ny eldrevet standardfærge. Hvornår forventer I at få den?
“Vi er den sidste af de fem kommuner, der får en ny færge, så mon ikke det bliver engang i 2029.”
Hvilken betydning vil en ny elfærge få for driftsomkostningerne?
“Færgen er dyr i anskaffelse, og det koster en masse penge at få ført strøm frem til havnen. Så den er en stor langsigtet investering. Set over tid, så skulle driftsomkostningerne gerne blive lavere. Men
det er hævet over enhver tvivl, at færgen vil få en gavnlig effekt på vores CO2-aftryk og dermed gavne miljøet fra day one,” slår Erik Schmidt fast.
Får den nye færge konsekvenser for besætningsfastsættelsen?
“Vi går efter en to-mandsbetjent færge ligesom langt de fleste andre øfærger, og vi kommer fra en færge, der er tre-mandsbetjent, så det vil sige, at omkostningerne til bemandning formentlig bliver markant lavere.”


Forårssolen stråler fra en skyfri himmel den tirsdag formiddag i starten af april, hvor Ø-færgernes udsendte medarbejdere stævner ud fra Fåborg Havn om bord på Ø-færgen – med det borgerlige navn Faaborg III.
[ AF MARTIN UHLENFELDT OG CARSTEN LUNDAGER (FOTO) ]





orude ligger øerne Lyø og Avernakø, der er de to mål på færgens trekantssejlads, der strækker sig i vekslende geometriske mønstre fra tidlig morgen til sen aften. Flest afgange er der på hverdage i højsæsonen, lidt færre i lavsæsonen og færrest i weekenderne.
Men altid på havet, alle dage året rundt, hvis ikke et syn eller et uheld sender den på værft. Det sker heldigvis sjældent og godt for det, for kommunen har ikke en reservefærge i baghånden.
ERFAREN SKIPPER
Denne morgen er kommandoen lagt i hænderne på skipper Nis Refner. Med sikker hånd styrer han færgen rundt om sømærker og mellem grønne øer for at bringe færge, passagerer og last sikkert frem.
“Jeg kan rigtig godt lide ruten, den er meget varieret,” siger Nis Refner.
Er der nogle steder, du skal passe på undervejs?
“Der er lavt vand mange steder, så vi skal ikke sejle meget ved siden af den rute, vi har lagt. Der er mange grunde, hvor vi virkelig skal passe på. Men heldigvis er det meste sand.”

“Avernakø Havn er udfordrende. Hvis blæsten er kraftig og kommer fra en dårlig retning, så risikerer vi at blive presset ind på lavt vand og på grund.”
“Vi kan også blive udfordret af højvande og lavvande. Hvis det er meget lavvande, er vi nødt til at justere ruten, ellers risikerer vi at få for lidt vand under kølen nogle steder.”61-årige Nis Refner har været overstyrmand og skipper på Ø-færgen de sidste 2½ år. Før det har han bl.a. sejlet på Holbæk-Orø og Rudkøbing-Strynø, været lodsaspirant og sejlet med Scandlines. Uddannelsen til navigatør erhvervede han på Marstal Navigationsskole for 13 år siden.
Inden han stod til søs, var han tømrer og kloakmester gennem mange år, men
kunne mærke, at det hårde slid satte sig i kroppen.
BLANDT DE YNGSTE FÆRGER
Med sine 14 år er Faaborg III blandt de yngste færger i Det Sydfynske Øhav. Ejet og drevet af Faaborg-Midtfyn Kommune. Og ifølge chefskipper Kim Mathiesen i rigtig god form.
“Men vi er også over den hele tiden og vedligeholder den forholdsvis aggressivt på timetal og inden for det tekniske. Det er man er nødt til, når man kun har én færge,” siger Kim Mathiesen.
“Vi har lige været på værft. Det har primært været kosmetisk vedligehold. Så bunden, skibssider og vogndækket, det

nåede vi så ikke. Teknisk set har vi ikke fået lavet alverden. Her i det sene efterår måtte vi fremrykke renoveringen af en motor. Det var selvfølgelig ærgerligt, men havde så den fordel, at vi har kunnet korte dokopholdet af.”
LYSTSEJLERE
Tilbage til broen på Faaborg III, hvor skipper Nis Refner er trukket ud på den ene brovinge for at manøvrere færgen ud af færgelejet på Lyø. Han er godt tilfreds med sit job.
“Om sommeren er der mange lystsejlere, mange gæster, og der er travlt. Om vinteren kan vi få pulsen lidt ned og glæde os til, at det bliver sommer igen, hvor der sker noget mere,” siger Nis Refner med et stort smil.
Er de trælse, lystsejlerne?
”Nogle gange sejler de lidt med hovedet under armen, synes jeg. Det er fuldstændig sikkert, at når vi nærmer os Lyø, så skal de ud af havnen alle sammen. I stedet for lige at vente tre-fem minutter på, at vi er væk igen. Men – det går jo.”
MANGE AFGANGE
I lavsæsonen er der seks afgange på hverdage, men syv afgange torsdag og fredag. I weekenden er der en afgang mindre.



Om sommeren er der otte afgange i døgnet på hverdage og lidt færre i weekenderne.
De fleste gange går først til Lyø og derefter til Avernakø. Men to gange om dagen sejles færgen den anden vej rundt. Fra færgen forlader Faaborg, og indtil den er tilbage igen, går der cirka en time og 50 minutter.
Der er ikke en restaurant om bord, men der er en automat, hvor passagerne kan købe drikkevarer og en kaffe- og kakaoautomat.
IKKE TO DAGE ER ENS
Besætningen tæller tre personer – kaptajn, styrmand og skibsassistent. Sidstnævnte er i dag Palle Nielsen, der som den eneste har været en del af besætningen lige siden færgens første afgang på ruten tilbage i 2012.
Når du har været her så mange år, må du være glad for arbejdet?
”Det er et fint arbejde, der er ikke noget der.”
Hvordan har du det med, at det er de samme to øer, I anløber igen og igen?
”Det er fint nok. Der er ikke to dage, der er ens. Der er altid nogle nye udfordringer – med buskørsel og det ene med det andet.”
Får du snakket med nogle af passagererne?
”Ja, vi kender jo alle øboerne. Her i lavsæsonen har vi god tid til at snakke. Høre hvad der sker på øerne, og sådan lidt løst og fast. Om sommeren er der masser af turister, så er der ikke rigtig tid til at snakke.”

ved middagstid, så tager de det som en selvfølge, at vi kører deres bil ombord på færgen og kører den i land igen,” fortæller Palle Nielsen.
”Der er rigtig mange ting, vi gør for dem, hjælper dem med. I høstsæsonen ligger vi mange gange og kører deres kornvogn i land inde i Faaborg. Men jeg tænker, at det bliver anderledes, hvis de får den nye elfærge. To mand kan ikke nå det, vi når i dag. Det kan de altså ikke.”
NY FÆRGE
Faaborg-Midtfyn Kommune er en af de fem kommuner, der har lagt billet ind på en af de fem første eldrevne standardfærger, der ventes leveret i 2029.
Chefskipperen Kim Mathiesen ser frem til at tage imod den nye færge.
Tænker du, at øboerne er glade for at sejle med jer?
”Ja, det tror jeg da nok, men de også hurtige til at brokke sig, hvis der er noget at brokke sig over.”
LÆGGE ØRE TIL
Så det skal du lægge øre til en gang imellem?
”Ja, men nu er det ikke værst for mig, fordi de ved, at de får tilbage af samme skuffe fra mig. Der er i hvert fald nogen, der får mere skæld ud, end jeg gør. Jeg er sgu ligeglad, jeg siger bare noget til dem. Nej, de er nogle gange lidt urimelige, synes jeg.”
Hvad kunne det f.eks. være?
”Hvis de f.eks. skal være på øen hele dagen og kun kan få deres bil med tilbage
“Der er mange fordele ved standardfærgekonceptet. Også i forhold til driftssikkerhed, i og med at vi er fem kommuner, som deler teknologi og A-komponenter. Det giver helt andre muligheder for at indsamle erfaring. At vi hurtigt kan identificere svage komponenter, som enten skal have nogle andre vedligeholdelsesterminer, eller måske skiftes til noget andet,” siger Kim Mathiesen.
”Alle de tanker, der ligger bag standardfærgekonceptet, ser jeg som en kæmpe fordel for kommunen og dermed i sidste ende også for brugerne. Er der noget, som øboerne vægter rigtig meget, så er det stabil færgedrift.”
“I Norge er der i hvert tilfælde +70 rene elfærger. Nogle af dem er allerede andengenerations elfærger. Så man kan ikke rigtig kalde det ny teknologi mere.” õ



Nina Thomle, pædagog
“Jeg kan rigtig godt lide at sejle med færgen, og besætningen er søde og hjælpsomme. Hvis man er lidt sent på den, kan man godt få dem til et vente et par minutter, og de tager også gerne varer med om bord og fragter dem over.”
“Det eneste, jeg godt kunne tænke mig, er, at der var et sted, man kunne gå ind og sove på færgen, hvis man f.eks. er i biografen om aftenen – og så skal med den næste morgen. Men det handler nok om brandsikkerhed og sådan noget. Jeg har bare hørt, at man kunne det i gamle dage. Det synes jeg godt, at man kunne indføre igen.”
Hvor tit sejler du med færgen?
“Jeg har lige fået nyt job på fastlandet og sejler hver dag, men før i tiden sejlede jeg måske et par gange om ugen.”

Ditte Max, jurist
“Det er første gang, jeg sejler med færgen. Vi er i Faaborg på et spaophold og fik lyst tage ud og kigge på en af øerne. Det er mega hyggeligt, en sød lille færge. Og så er den meget ren, det kan jeg godt lide. Men dejligt hvis man kunne få en god kop kaffe på turen. Den, man kan trække i automaten, er ikke den bedste, jeg har smagt.”

Robert Meier, lærer fra Hannover
“Det er første gang, at jeg sejler med færgen, eller med en dansk færge i det hele taget. Den er ikke særligt stor, men hyggelig. Vi er her for at fiske, fire venner der er kørt herop fra Hannover. Vi skal være her i fem dage. Det glæder vi os til. Vi vil selvfølgelig gerne fange noget, men det handler mest om at slappe af og hygge os med hinanden.”

John Krog, graver
“Jeg tager færgen en gang om ugen sådan cirka for at komme over og passe kirkegårdene. Men ikke om vinteren.”
“Jeg synes, at færgen fungerer fint, og at besætningen er flinke at snakke med. Vi kender jo efterhånden hinanden ret godt.”
Der er jo ikke så meget at købe om bord. Er du ok med det?
“Det er vi jo vant til, så vi har forsyninger med hjemmefra. Så det betyder ikke noget.”

Jens Bang Jensen, pensionist
“Jeg synes, det er en fin færge, og kan godt lide at sejle med den. Der skal meget til, før den begynder at vippe.”

Vagn Hansen, VVS’er
Er det tit, at du er rundt på øerne for at lave noget ?
“Det er jo sådan lidt op og ned, alt efter behov. Så nu er det lige i dag, vi skal afsted. Jeg synes, at færgen er fin nok, og at besætningen er til at snakke med.”
Besøger du flere kunder på samme dag?
“Ja, hvis der er noget. Med mindre der er noget større, hvor vi kommer tilbage flere dage i træk.”
Så det kræver lidt planlægning?
“Ja, vi vil jo gerne have dagen fyldt op.”


Anne Kirstine Rasmussen, pensionist
“Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sejlet med færgen, men rigtig, rigtig mange gange. Jeg er vokset op på Lyø, dengang var færgen ikke nær så stor og flot som den her. Men det var også meget anderledes at være barn i gamle dage. Dengang skulle børn ses, men ikke høres. Men jeg kan godt lide at sejle, og vi kommer tit på øen, hvor vi i dag bruger gården som sommerhus. Desværre koster det en masse penge at holde sådan en gammel gård ved lige.”


Lyø Camping ligger på let skrånende grund i udkanten af Lyø by, med den smukkeste udsigt ud over havet. Mere dansk kan det næsten ikke blive, og så er faciliteterne tilmed i top – båret af en nybygget servicebygning med moderne køkken, bade- og toiletfaciliteter.

Campingpladsen drives af Mette Westerskov og Rasmus Andersen. Han står for det udendørs, hun klarer booking, regnskab og rengøring. Ud over campingpladsen driver de syv ferielejligheder oppe i byen og har begge job ved siden af. Han arbejder deltid på et socialpædagogisk opholdssted, hun er frisør om tirsdagen.
Hvorfor har du valgt at drive en campingplads, 40 minutters sejlads fra nærmeste fastland?
“Det er en lang historie, men min far oprettede for mange år siden en primitiv teltplads her på stedet. Det var dengang hvor camping handlede om frie fugle, og en overnatning kostede 15 kroner. Faciliteterne bestod af en vandpost og to muldtoiletter”, fortæller Rasmus Andersen.

NY SERVICEBYGNING
“Jeg overtog pladsen i 1999 og kørte den i starten videre som en primitiv plads. På et tidspunkt sagde vi så til os selv, at hvis det nogensinde skulle blive til en reel campingplads, så var vi nødt til at få en ordentlig servicebygning. I forbindelse med kommunesammenlægningen fik vi lavet en lokalplan for området hernede, hvor det blev beskrevet, at vi kunne opføre en 100 kvadratmeter servicebygning – og den har vi så bygget nu. Den har fem separate toiletter, et handicaptoilet, to baderum, et vaskerum/puslerum, og så et stort opholds- og køkkenrum”.
Så I har investeret en del penge?
“Ja, det har vi. Og dem får vi nok aldrig hjem igen. Men sådan er det. Bare vi har


Jeg er bekymret for, om det er den rigtige færge, vi får. Om den er stor nok. Det har vi også advaret politikerne om.“ - Rasmus Andersen
det sjovt. Jeg har aldrig nogensinde lavet et budget, det interesserer mig ikke. Men der skal være pænt og ordentligt, og vi skal sørge for at de gæster der kommer her, har det godt”.
MEST DANSKE GÆSTER
Hvor kommer jeres gæster fra?
“Her i foråret har vi en del hollændere, som kommer og fisker. Det er fluefiskere. Og så har vi en del tyskere, der kommer udenfor den normale ferietid, og er her i en længere periode. Typisk i campingvogn eller en autocamper. Men ellers er det primært danske gæster, vi har. Vi har meget run på i de normale ferieuger, så er der virkelig booket op. Ellers er der stille og roligt resten af tiden. Når vi bliver kontaktet af børnefamilier, så opfordrer vi dem gerne til

at komme i ydersæsonen, for der er altid meget gang i den i højsæsonen”.
Jeg tænker, at I er ret afhængige af færgen?
“Helt klart. Ordentlige færgepriser og fornuftige afgange er altafgørende for, at vi kan få vores kunder herovre. Hvis folk f.eks. er fastliggere, så skal de kunne betale sig fra færgefarten – især hvis de vil herover x-antal weekender og i ferierne”.
DYRE FÆRGEBILLETTER
Hvad synes I om færgepriserne?
“Vi synes, at de ligger i den dyre ende. Det skal vi da ærligt indrømme. De højsæsonpriser, man kører med, er lige i overkanten. Hvis du kan få et årskort til Egeskov Slot for de samme penge, som det koster at få familien med til Lyø eller Avernakø en sommerdag, så vælger folk måske noget andet.”
Hvad med antallet af afgange?
“Det ser rigtig fint ud. Vi har haft en forsøgsperiode med nogle sene aftenafgange om sommeren. Spisestederne på Lyø og Avernakø havde en lidt romantisk drøm om, at folk så ville blive herovre og spise om aftenen, inden de tog tilbage til fastlandet. Men det viste sig, at hvis folk f.eks. havde lejet et sommerhus på fastlandet, så var det for sent at komme tilbage klokken 21.30-22.00 om aftenen. Så der var ikke
udendørs opgaver
ret mange, der benyttede afgangene. De er nu konverteret til en 18-afgang om lørdagen i stedet for.”
Pladsen åbner i starten af april og lukker ned igen efter efterårsferien i uge 42. I højsæsonen er der run på campingpladsen, og man kan ikke være sikker på at få en plads, hvis man kommer uanmeldt.
ELFÆRGE
Om nogle år får I en ny færge – en elfærge. Hvad siger du til det?
“Jeg er bekymret for, om det er den rigtige færge, vi får. Om den er stor nok. Det har vi også advaret politikerne om. Jeg kan godt forstå, at man skal gøre det så billigt som muligt, når man bygger sådan en færge. Men det skal jo heller ikke være sådan, at brugerne løber skrigende væk.”
Så du er bekymret for, at den bliver for lille?
”Ja, det er jeg for det første. Og for det andet er jeg bekymret over batteripakken. Lige nu ligger Ellen f.eks. stille, fordi de skal skifte hele batteripakken ud. Det vil være katastrofalt, hvis vi får en måneds driftsudfald. Det skal nok gå for os selv, vi har været her i mange år. Men det er katastrofalt for en nystartet købmand, hvis deres omsætning forsvinder en måned eller et par uger i højsæsonen.” õ



Den amerikanske forfatter John Irving skrev engang en glimrende roman om en familie, der impulsivt køber en nedlukket pigeskole for at drive den som hotel. Desværre viser det sig, at alt inventar er boltet fast i gulvet, så familien beslutter sig nødtvunget for at drive stedet som et hotel for dværge –hvilket ikke er en stor succes
[
MARTIN UHLENFELDT OG CARSTEN LUNDAGER (FOTO) ]

Anderledes godt er det gået for Gitte Sørensen, efter at hun i 2009 impulsivt bød på den for længst lukkede Avernakø Skole. Hendes bud viste sig at være det højeste, og hvad gør man så. Handlekraftig som hun er, besluttede hun sig for at drive skolen videre som hotel. Og ikke bare et forkølet sommerhotel – nej, et hotel, der er åbent hele året rundt.
“Det er jo sådan, at her på øerne kan man ikke låne en krone, så snart det bare lugter af erhverv. Så jeg var nødt til at tjene nogle penge hurtigt og gik i gang uden skyggen af branchekendskab. Og nu har vi så drevet hotellet i næsten 17 år,” fortæller Gitte Sørensen.
Hvordan bar du dig ad?
“Jeg fulgte min fornemmelse og lyttede til, hvad gæsterne ønskede sig – og så blev Avernakø Landhotel hen ad vejen til det, som det er i dag. Vi har ikke nogen krostue eller bar, hvor man kan hænge ud. Vi er meget et outdoor sted. Vi har gode senge og laver rigtig god mad, og nok af det – for vores gæster er udenfor næsten hele dagen.”


MEGET AFSLAPPET
“Det hele er meget afslappet, og vi elsker det, vi gør – og så vækster vi hvert eneste år,” siger Gitte Sørensen med et stort smil.
Hvad kan du fortælle om jeres gæster?
“Alle vores gæster har deres egen agenda, men de kommer alle for at bruge naturen på en eller anden måde. Mange kommer for at fiske – vi har sportsfiskere og lystfiskere fra hele Europa. Andre kommer for at vandre eller er sejlere, der går i land for at få noget at spise. Og så laver vi også vores egne pakketure.”
“En af de pakketure, der hitter rigtig stort, er ‘Øhop i Vandresko’, den trækker gæster hele året. Her arbejder vi tæt sammen med færgen, der har et bur med påskriften ‘Bagagetransport til Avernakø Landhotel’ stående på dækket. Så kører vi ned og henter bagagen der. Vi er meget afhængige af færgen og har et fantastisk samarbejde med dem,” siger Gitte Sørensen.
FYNBOER
Nu sagde du, at I får besøg af folk fra hele Europa, der fisker. Ved du, hvor de andre gæster kommer fra? “Ja, halvdelen af gæsterne er fynboer.”
Hvordan finder de frem til jer?
“Vi annoncerer på Facebook. Det er der, vores gæster er.”
Det virker meget modigt at holde åbent hele året. Hvorfor gør I det?
“Af princip. Jeg VIL have, at de her megaseje mennesker, der siger: ”Vi skal altså ud at vandre eller fiske, om så vi skal slå hul på isen”, har et sted at være. Jeg lever fint med, at vi har masser af dage i februar måned, hvor der ikke er nogen gæster her. Men vi har stadigvæk dyr i haven. De er en stor del af en anden pakketur, vi har, der hedder ‘Ø-tur med Børnebørn’, og i den indgår dyrene og dyrepasserfortællinger. Så der skal alligevel altid være nogen her, og der er også altid noget renovering og andre ting, der skal laves om vinteren.”
Hvordan kom du på den idé om, at der skulle være dyr i haven?
“Det var min tidligere forretning – at opdrætte kødgeder og kødkaniner – og derfra overgik vi stille og roligt til det her. I starten drev vi stadigvæk en pænt stor besætning af kødgeder. I dag er der stadig geder og kaniner, men der er også kommet mange andre dyr til,” fortæller Gitte Sørensen.


Hvem tager sig af maden?
“Det gør jeg. Og der har aldrig været pincet i mit køkken. Men alt er hjemmelavet. Vi laver alt fra is, marmelade, urtesalte og til brød og leverpostej. Jeg har også en dame i køkkenet, hun er her tre dage om ugen og bakker op på alt. I dag er det boller og kringler, der står på hendes seddel.”
VANSKELIG BRANCHE
Er det en gylden forretning at drive hotellet?
“Nej, det er det ikke. Det er en vanskelig branche. Og jeg har mange principper. Et er det med at holde åbent hele året, selvom det ikke er rentabelt. Et andet er kun at benytte dansk arbejdskraft. Det er vigtigt, at vi kan tale med gæsterne, og at de kan forstå os.”
Men du kan leve af det?
“Ja, og vi skaber arbejdspladser – også til folk på kanten af arbejdsmarkedet i flexjob. Det går jeg meget op i,” siger Gitte Sørensen fast.
Har du en idé om, hvor mange gæster I havde sidste år?
“Der havde vi 2.300 overnatninger og en rigtig fin vækst.” õ




Beboerne på Bjørnø ejer deres egen færge, Lillebjørn, der sejler i fast rutefart mellem Bjørnø og Faaborg syv gange på hverdage og lidt færre i weekenderne.
Derudover sejler den ekstraafgange ved forudbestilling.
Lillebjørn tilhører rederiet Andelsselskabet Bjørnø-Færgen a.m.b.a., stiftet i august 1993. Andelsselskabet er skabt og drevet af Bjørnøboerne selv. Faaborg-Midtfyn Kommune yder driftsstøtte til færgen og holder på den måde hånden under færgebetjeningen af Bjørnøs 22 beboere. Øen anløbes ikke af andre færger.
Lillebjørn klarer sejlturen på 17 minutter
Ledelsen i Andelsselskabet består af fem frivillige bestyrelsesmedlemmer, og der er to fuldtidsansatte skippere og tre afløsere ansat. Sejltiden er ca. 17 min.
Bjørnø ligger 3,5 km syd for Faaborg og har et areal på 1,5 kvadratkilometer, så man kan spadsere øen rundt langs kysten på et par timer. Turen byder på flade strandenge med et rigt fugleliv. Den sydøstlige del, Holmene og Odden, er et strandengsog revområde med særlig sårbar natur, hvor man skal undgå at færdes fra 1. marts til 15. juli pga. ynglende fugle.
Der er ingen egentlig havn på Bjørnø, men en anløbsbro med ti pladser.
Øen rummer flere ferielejligheder, Bed & Breakfast, samt en primitiv teltplads inkl. sheltere, muldtoilet, bålplads og en lille overdækket plads med et køleskab.
I Bjørnø Gårdbutik kan man købe friske æg, kød, grøntsager, is, øl, vand, vin og en række kolonialvarer.
I højsæsonen er det muligt at købe mad fra foodtrucken Ma´kassen. õ

M/F Lillebjørn
Bygget på Faaborg Værft i 1994
Ejer: Andelsselskabet BjørnøFærgen AMBA
Længde: 12,5 m
Bredde: 4,2 m
Dybgang: 2,0 m
Kapacitet: 20 passagerer
En mindre bil/varevogn, gods eller container
Besætning: En skipper
Overfartstid: 17 minutter


En elfærge uden strøm fra land er ikke meget værd. Derfor arbejder mange kommuner i disse år ad to samtidige spor: Anskaffelsen af nye elfærger og sikringen af, at strømmen rent faktisk kan nå frem til færgen.
Det arbejde begynder længe før, færgen ankommer til havnen. For selv om opladning kan lyde enkelt, er virkeligheden noget mere kompleks. Kabler skal fremføres, adgangsforhold afklares, installationer planlægges og tekniske systemer kobles sammen. Alt skal være på plads i god tid, hvis projektet skal fungere i praksis.
Netop samspillet mellem færger og landets elinfrastruktur var temaet for et seminar, som Færgesekretariatet holdt den 24. marts 2026 i samarbejde med Marstal Navigationsskole og Danmarks Teknologiske Institut. Her

blev deltagerne ført igennem de mange aspekter af landstrøm – fra ladestik og ladestationer og de mere praktiske udfordringer, der opstår, når teori skal omsættes til drift til strømforsyningen.
For at få strøm frem til en færge skal der først bestilles nettilslutning hos de lokale netselskaber. De har både leveringspligt og monopol, og ofte betyder det, at der skal graves kabler ned gennem eksisterende bebyggelse. Det er en opgave, der ikke bare er teknisk krævende – den kan også være dyr. Mange bliver overraskede over, hvad det koster blot at få adgang til strømmen. Og derefter følger de løbende tariffer, når strømmen faktisk leveres. Derfor er det vigtigt at tænke hele færgeprojektets levetid ind i planlægningen.
Seminaret bød også på konkrete erfaringer fra medlemskommuner, hvor løsningerne spænder vidt fra relativt enkle installationer til mere avancerede systemer. Fælles for dem er, at samarbejdet med energiselskaberne spiller en større rolle.
Et af de emner, der blev diskuteret, var, hvordan færger i fremtiden kan arbejde mere aktivt sammen med elnettet. Planlægning af strømforbrug over døgnet og ugen kan gøre en forskel, og batterier om bord kan måske endda levere strøm tilbage til nettet i perioder.
Selv om hver havn og hver færgerute har sine egne forudsætninger, gav seminaret deltagerne et indblik i mulighederne og i hvilke spørgsmål, man bør stille, når projekterne planlægges. For den grønne omstilling på færgerne handler ikke kun om nye skibe. Den handler også om at finde de praktiske løsninger på land. õ
Der er indgået en ny rammeaftale med Viking om indkøb og service af redningsflåder og brandslukningsudstyr i en pakkeløsning. Det er frivilligt for medlemmerne, om I ønsker at gøre brug af vores medlemstilbud. Vil du høre mere om tilbuddet, så
kontakt sekretariatet eller kig på medlemsområdet på vores website, hvor du også kan finde information om andre aftaler med andre leverandører. õ





For færgens brugere er pålidelighed af afgørende betydning – at man kan regne med, at færgen sejler, hver dag, til tiden, hele året rundt. Men endnu vigtigere er det, at man trygt kan tage færgen. At sikkerheden er i orden.
Det er en liste, hvor jeg løbende skriver
ned, hvad vi skal have lavet næste gang, vi er i dok. Der er nogle faste punkter, som vi har hvert år – f.eks. slørmål af ramperne. Og så er der alle de nye ting, som vi finder i løbet af året.“
- Rasmus Back Jensen


Til hverdag er Orøfærgen et fast element på havet mellem Holbæk og Brønde Havn på Orø. Fra tidlig morgen til sen aften pendler færgen frem og tilbage mellem fastland og ø, medbringende passagerer, biler og gods.
Til dagligt er det kaptajnen og rederen, i dette tilfælde Holbæk Kommune, der har ansvaret for, at færgen overholder alle de krav til sikkerhed og funktionalitet, der stilles til skibe, der sejler med passagerer.
Men en gang om året sejler færgen på et værft, hvor en skibsteknisk specialist – en såkaldt surveyer (se faktabox) – på vegne af Søfartsstyrelsen gennemgår færgen fra køl til mastetop for at sikre, at alle tekniske krav er overholdt.
Synet kombineres med almindelig service og vedligeholdelse, herunder af de dele af færgen, der er vanskeligt tilgængelige, mens den er i drift.
STOR TRAVLHED
Ø-færgernes redaktion fik i marts lov til at besøge Orøfærgen, mens den lå i dok på Assens Værft.
Travlheden om bord var stor. Besætningsmedlemmer, værftsarbejdere og eksterne leverandører arbejdede på højtryk i alle hjørner af færgen. Der blev skruet, hamret, malet og svejset på samme tid.
Omdrejningspunkt for det hele var overfartsleder Rasmus Back Jensen. Med konstant glødende telefon i inderlommen var han manden med det store overblik og den, alle henvendte sig til, når beslutninger skulle træffes.
Alligevel tog han sig tid til at vise Ø-færgernes udsendte rundt på færgen og svarede efterfølgende på spørgsmål over en kop kaffe i det lille, men hyggelige mandskabsrum om bord.
Hvor mange fra rederiet er I med herovre?
“Vi er fire med mig. Det var besætningen, der sejlede færgen herover, en skipper og en styrmand, og så har vi vores rengøringsmand med. Han er ansat på en 7-timers kontrakt og gør rent to gange om ugen. Men da det er svært at komme i bund med det hele til hverdag, så tager han gerne med herover,” siger Rasmus Back Jensen.
Nu er der jo lidt langt hjem herfra. Sover I på færgen?
“Nej, værftet har nogle lejligheder til rådighed, så det er dejlig nemt. En måneds tid før vi sejler herover, giver jeg dem besked om hvor mange, vi kommer. Denne gang har vi fået en lejlighed med tre kamre og så et ekstra kammer ved siden af til fjerdemanden.”
TI DAGE
Hvor lang tid skal I være her?
“Vi skal være her ti dage denne gang. Det svinger lidt fra år til år, hvor længe vi er her. Nogle gange kan vi gøre det på en uge. Sidste år, hvor vi fik nye manøvrehåndtag, var vi her i 14 dage. I år er en mellemting, fordi vi har hovedmaskinerne ude,” forklarer Rasmus Back Jensen.
Hvad skal I have lavet, mens I er her?
“Der er rigtig mange ting. For det første er der hovedmaskinerne – de er allerede taget ud og sendt til Nordhavn i Randers, hvor de får en total overhaling. Men der

Stor travlhed på færgens vogndæk
er også rigtig mange andre ting på doklisten.”
Er det sådan en slags huskeliste?
“Det kan du godt kalde den. Det er en liste, hvor jeg løbende skriver ned, hvad vi skal have lavet næste gang, vi er i dok. Der er nogle faste punkter, som vi har hvert år – f.eks. slørmål af ramperne. Og så er der alle de nye ting, som vi finder i løbet af året, og som vi ikke kan ordne, mens vi er i drift. Så det er en liste, jeg har gang i hele tiden,” siger Rasmus Back Jensen.
En surveyor er en skibsteknisk specialist ansat i et klassifikationsselskab. Et klassifikationsselskab er en uafhængig organisation, der fastsætter og vedligeholder tekniske standarder for konstruktion og drift af skibe. I Danmark er en række klassifikationsselskaber anerkendt af Søfartsstyrelsen til at udføre lovpligtige syn af større skibe – herunder færger. Herudover gennemfører Søfartsstyrelsen et såkaldt fornyelsessyn på alle danske passagerskibe mindst en gang om året. Dette syn har særlig fokus på sikkerheden og arbejdsmiljøet om bord.


LANG FORBEREDELSE
Hvor lang tid har du brugt på at forberede værftsopholdet?
“Som jeg sagde før, så har vi været i gang med doklisten rigtig længe. Men en måned inden vi skal afsted, så begynder det at tage om sig – bl.a. med at få de forskellige leverandører på plads. Og så kan det godt strække sig til en måned bagefter – afhængig af hvor gode folk er til at aflevere rapporter. Alt det vi får lavet her, det får vi jo en rapport på – som skal sendes til klassifikationsselskabet og godkendes af dem. Så der er også noget efterarbejde.”
Noget af det første der skete, da I kom til værftet, var, at I havde besøg af en surveyor, der på vegne af Søfartsstyrelsen gennemgik færgen fra køl til top for at sikre, at alle tekniske krav er overholdt. Du var med rundt. Hvordan var det?
“Det er altid godt at få nogle nye øjne på tingene. Helt generelt så lytter vi rigtig meget til klassen, også fordi de kommer med en kæmpe erfaring. De ser rigtig mange skibe. Hvis de ser noget på et andet skib, der måske kan sammenlignes med vores, så er det rigtig godt for os at vide. Ikke mindst når det handler om sik-
kerhed. Altså brand og sådan noget – det skal bare være i orden.”
Er det din førsteprioritet?
“Ja, sikkerhed for passagerne og sikkerhed for besætningen. Det er det absolut vigtigste,” slår Rasmus Back Jensen fast.
Som noget nyt var Orøfærgen meget aktiv på Facebook for at informere brugerne om værftsopholdet. Det skete via opslag både før, under og efter opholdet med det mål at skabe forståelse for, hvorfor dokningen er nødvendig, oplyse om alternativ transport, og lade brugerne følge processen tæt på – i ord, billeder og video.
Initiativet var en meget stor succes med over 125.000 eksponeringer, mere end 2.000 interaktioner, 48 delinger, 85 kommentarer og mere end 1.000 likes. Og så medførte kampagnen også, at Orøfærgen fik mere end 200 nye følgere på Facebook.
Du har sikkert lagt en tidsplan for opholdet. Hvor meget buffer er der i den?
“Stort set ingen. Jeg har planlagt, at vi sejler herfra mandag kl. 10. Men når vi kommer på vandet igen, så skal vi have testet alt det, vi har rodet med, så vi er sikre på, at det virker, når vi er på søen. Hvis vi finder en fejl der, så tager det lige pludselig tid, og så kan tidsplanen rykke



sig. Men når det så er sagt, så er vi kommet afsted til tiden de tre foregående år –så det regner jeg også med denne gang,” siger Rasmus Back Jensen.
Sådan et værftsophold, er det dyrt?
“Hvis du tager hovedmaskinerne, så koster det rundt regnet en million at få dem taget ud, overhalet i Randers, og tilbage på plads igen. Det andet, vi får lavet her, lander nok på omkring det samme beløb.”
Så et par millioner?
“Ja, det bliver nok deromkring.”
Assens Værft adskiller sig fra en række andre værfter ved, at de råder over en overdækket dok. Hvor stor en fordel er det?
“Jamen det gør det hele. Jeg skal ikke være nervøs for, om det regner eller hvordan vejret er. Jeg er sikker på, at jeg kan få malet, og at malingen forhåbentlig holder. Det med at stå og male med en rulle i den ene hånd og en klud til at tørre i den anden, det har vi erfaring for ikke holder lige så godt.”

Hvor langt frem i tiden bestiller du værftophold?
“Da vi landede her, bestilte jeg tid til næste år. Og det har jeg gjort hver gang. Fordi jeg vil gerne vil have den lukkede dok, og den kan der hurtigt blive rift om. Så hellere være ude i god tid.”
KAN GODT LIDE DET
Din mobil ringer i et væk, og der er hele tiden folk, der spørger om et eller andet. Er det ikke ret trættende?
“Jeg kan godt lide det, mens det står på. Men efter en 10-14 dage så er man også lidt brugt. Det kan jeg ikke komme udenom,”, siger Rasmus Back Jensen.õ

Bygget på Hvide Sande Skibsog Bådebyggeri
Nybygning nr. 101
Skroget bygget på Riga Shipyard, Letland
Kontraheret april 2002 af Færgefarten Orø – Holbæk A/S
Leveret maj 2003
Længde o.a.: 42,5 meter
Bredde: 9,3 m
Dybgang: 2,35 m
Tonnage: 330 BT
Kapacitet: 98 passagerer og 18 personbiler
Maskineri: 2 DI16 Scania diesel på sammenlagt 772 kW, To diesel hjælpemaskiner 110 kW
Akselgenerator: 40 kW
Fremdrift: To azimuth propeller, en for og en agter
Overfartstid: ca. 30 minutter

Til mange øer er færgen en helt nødvendig livline. Derfor skal grønne færger selvfølgelig også være en forudsætning for bæredygtige øer i EU’s østrategi, synes altså Færgesekretariatet. EU vil fastlægge en fælles strategisk ramme for øernes udvikling og EU’s indsats. Derfor har Europa-Kommissionen

opfordret borgere særligt på øerne, men også organisationer til at give deres input til, hvad en sådan strategi skal tage højde for i en erkendelse af, at der på øer kan være særlige udfordringer f.eks. i forhold til økonomi og demografi. Mange øer har en faldende befolkning, som måske også bliver ældre. En EU-strategi må forventes at få afsmittende virkning på medlemsstaternes politik, hvor der dog ikke stilles store økonomiske tilskud i udsigt. Det er en meget åben og borgernær tilgang til politikudvikling, at alle kunne komme med deres forslag inden den 1. april 2026, og inputs er meget forskelligartede.
Færgesekretariatet er også kommet med forslag og har naturligvis henledt opmærksomheden på, at hvis EU vil sikre en bæredygtig fremtid for Europas øsam-
fund, bør stabile og klimavenlige færgeforbindelser være et centralt element i EU’s østrategi.
Derfor opfordrer Færgesekretariatet til, at EU
• Anerkender færger til småøer som kritisk offentlig transportinfrastruktur
• Tager initiativ til en investeringsstrategi, der prioriterer målrettede investeringsprogrammer til grøn færgetransport til små øer.
Kommissionen vil gennemgå de mange inputs og tage dem med ind i arbejdet med udvikling af initiativet, som ifølge planen skal godkendes i andet halvår i år. Derefter kommer det politiske arbejde, så en strategi er nok ikke lige om hjørnet, men vi kan da få et praj om og i hvilken form, færgerne kommer med. õ
Lone Himmelstrup har afløst Christian Sabber fra Kalundborg Kommune i styregruppen. Christian har fået nyt arbejde i Greve Kommune pr. 1. februar 2026, så Lone stiller sig til rådighed for arbejdet, og Kalundborg er således fortsat repræsenteret. Lone er chef for Vej, Ejendomme og Affald og har også fået ansvaret for driften af færgerne til Sejerø og Nekselø samt havnene i kommunen. Tak til Christian for indsatsen og velkommen til Lone. õ
Psykisk arbejdsmiljø


Søfartsstyrelsen og søfartserhvervet arbejder på at forebygge mobning og chikane i den danske handelsflåde. Reglerne om psykisk arbejdsmiljø til søs har fået et serviceeftersyn. En ny bekendtgørelse er trådt i kraft og skal være implementeret den 1. juli 2026. Meget er for ansatte på de kommunale færger kendt og omfattet af de almindelige regler som kommunalt ansat, men der skal også være en særlig opmærksomhed til søs. Færgesekretariatet og Marstal Navigationsskole har sammen lavet et kursus om kundeservice på danske færgeruter. På kurset bliver kundeservice taget et
skridt videre, så vi også får talt om konflikter og chikane i det maritime miljø og i mødet med passagerne, og hvordan det kan håndteres. Næste kursus finder sted på Marstal Navigationsskole onsdag den 3. juni 2026. Tilmelding er åben på skolens website. https://marnav.nemtilmeld.dk/578/ Kurset om konflikthåndtering og krise er i øvrigt også en integreret del af uddannelsen til færgenavigatør. Næste hold på den uddannelse starter til maj og kommer i løbet af sommeren i den seks måneder lange praktik rundt om på de små færger. õ
Marstal Navigationsskole og Færgesekretariatet har sammen lavet et kursus om brandslukning i elbiler på færger. Det er den 1. september 2026, og udover en kursusdel er der også en workshop om, hvad du kan gøre, hvis der opstår brand i en elbil på din færge. Se mere https://marnav.nemtilmeld.dk/570/
Opmærksomheden henledes også på kursus i manøvrering over tre dage den 29. september til 1. oktober. Kurset er målrettet førere og officerer på
småfærger og kombinerer praksisnær træning i Bridge Resource Management (BRM) med manøvrering i realistiske simulatorforhold. Gennem en kombination af teoretisk undervisning og praktiske simulerede øvelser får deltagerne styrket deres evne til at samarbejde, træffe sikre beslutninger og håndtere udfordringer i daglig drift og kritiske situationer. Du kan se flere uddannelsestilbud på skolens website og tilmelde dig dette kursus på https://marnav.nemtilmeld.dk/620

De 18 kommuner i Færgesekretariatet står for færgedriften til i alt 26 øer beliggende i kommunerne. Fra små øer med få beboere som f.eks. Barsø med ti fastboende til Orø, hvor der i 2025 var 1020 beboere og besøgende til mange sommerhuse. Fra øer med kun lidt erhverv/landbrug til Fur, der har flere, der pendler på arbejde på øen, end der pendler fra øen til fastlandet for at arbejde. Det betyder, at der er mere end 26.000 dobbeltture til/fra Fur om året, mens der til Anholt i den anden ende
af spektret kun er godt 260 dobbeltture i løbet af året.
Den forskellighed afspejler sig naturligvis også i antallet af passagerer, der tager turen med færgen i løbet af et år. Tilsammen gik passagerer ombord på øfærgerne mere end to mio. gange i løbet af året – mange af dem naturligvis de samme, nemlig øboerne. I forhold til 2023 har tendensen været svagt stigende, mens antallet af afgange har været nogenlunde konstant, der er et mindre fald i 2025 ift. 2024.
Det er ikke kun øboerne, der tager færgen. Turisternes interesse for at besøge øerne stiger markant om sommeren. Mens der er roligt om vinteren med 97.700 passagerer i januar 2025, var der i juli 2025 hele 386.000 passagerer, der tog turen med færgen. Til nogle øer, f.eks. Nekselø, seks-dobles antallet af rejsende i juli i forhold til januar, mens det ”kun” fordobles til Strynø, hvilket også viser en del af den store forskellighed, der er på de forskellige øer og dermed også på deres færgebetjening. õ
Samlet antal passagerer til de 26 småøer
*Ændret opgørelsesmetode


Med forsøgsuddannelsen bag
sig og i gang med at afslutte andet hold på den nu faste færgenavigatøruddannelse havde Marstal
Navigationsskole travlt med at skaffe studerende til det næste hold, der starter i maj, da Ø-færgerne kort før påske talte med skolens rektor, Helle Bak Poulsen. Målet er nået, der starter 9-10 nye studerende.

”Andet hold på den faste ordning er på skolen nu, hvor de er i gang med deres afsluttende modul, og det er mit indtryk, at det går rigtig godt. De dimitterer så her til juni,” fortæller Helle Bak Poulsen.
”Og så knokler vi med at hive hjem til det nye hold. Lige nu har vi seks, der er meldt ind, og så ved vi, at Hvalpsund-Sundsøre Færgeri lige nu søger en færgenavigatørpraktikant. Så en 8-9 stykker.”
LILLE HOLD
Er det nok?
”Vi tager dem, der er,” siger Helle Bak Poulsen.
”I første omgang er de her kun i fire uger. Der har vi selvfølgelig en udgift, fordi vi har sådan et lillebitte hold. Men når de

kommer tilbage på skolen efter deres praktikophold, så går de ind i den store klasse med kystskippere – og derfra tager vi dem så ud, når der er noget færgespecifikt.”
Synes du, at der er stigende problemer med at skaffe nye folk til uddannelsen?
”Nej, jeg synes absolut, at det var sværest i starten.”
REKRUTTERINGSPROBLEM
Men det er ikke altid lige let?
”Det er som om, at nogen tænker: Det går nok, for vi har jo Ejnar på 72, der kommer, hvis vi mangler nogen. Men det bliver bare ikke ved med at gå. Vi har stadig en tårnhøj gennemsnitsalder, og vi står med et kæmpe rekrutteringsproblem, som ligger måske et, to, tre år frem i tiden. Vi skal have lavet en ordentlig pulje af færgenavi-
gatører – alt andet er for kortsigtet,” slår Helle Bak Poulsen fast.
Er det i kommunerne, altså kommunalbestyrelserne, at man ikke helt har forstået alvoren endnu?
”Ja, det er som om, at problematikken ikke er nået helt derop. For det svarer helt til, at hvis man gerne vil have medarbejdere på kontorerne, så er man nødt til at tage kontorelever. Og hvis man vil betjene sin ø, så er man nødt til at tage færgepraktikanter.”
Er det, fordi kommunerne mangler penge, eller mangler de blik for situationen?
”Jeg tror, at det hovedsageligt handler om blik. For at sige det, som det er, så koster det ikke ret meget at lave sådan

Det er som om, at nogen tænker: Det går nok, for vi har jo Ejnar på 72, der kommer, hvis vi mangler nogen. Men det bliver bare ikke ved med at gå.”
- Helle Bak Poulsen
en færgenavigatør – måske 100.000 eller sådan noget i praktikperioden, og resten af tiden kan de få SU.”
Hvad har I gjort for at løse problemerne?
”Vi har jo fortalt om uddannelsen på alle Færgesekretariatets årsmøder, hvor der er repræsentanter fra kommunerne til stede. Men vi kan jo ikke gå ind og sige, hvad overfartslederne skal gøre opad i deres system. Det kan jeg i hvert fald ikke.”
OPFORDRING
Men har du en opfordring?
”Ja, jeg synes, at man i KL skulle gå ind og se på, hvor mange kommunale færger der er, og på besætningernes gennemsnitsalder. Så kunne de måske sætte en million af om året – det er jo ikke mange penge i det store regnskab – til at få uddannet en 8-10 færgenavigatører på årlig basis. Så man har en pulje af færgenavigatører at tage af,” siger Helle Bak Poulsen.
Hvis vi lige vender tilbage til det nye hold, I er ved at sammensætte nu – de seks syv stykker. Kan du så sige noget om dem – fordeling på køn, alder og så videre?
”Ikke rigtigt, det er ikke mig, der sidder med det til dagligt. Jeg ved kun, at der er en enkelt kvinde på det næste hold.”
Har du en idé om, hvordan det er gået de færgenavigatører, I har uddannet indtil nu?
”Vi følger dem ikke så tæt, når de har forladt skolen. Men det er mit indtryk, at de fleste af dem, vi har uddannet, stadigvæk sejler ude på færgerne.” õ



Ø-Færgerne kikker sig omkring på et par af øerne i Smålandshavet: Hvordan står det til med postservicen?

M/F Askø lægger til i lejet på Femø. Knap har Ø-Færgernes udsendte passeret broklappen, før styrmand Frode Vest Hansen fra Lolland Færgefart og ørepræsentant Birte Harritsø introducerer Femøs hr. og fru post. Ikke en titel parret Henrik Østergaard og Gitte Nyborg selv bruger, men den holder i den grad.
Forklaring: Henrik Østergaard i den blå jakke er PostNords mand på Femø. Gitte Nyborg i den røde jakke er netop ansat som bud hos konkurrenten DAO.
- Det går i al fordragelighed, forsikrer ægteparret.
Med fokus på postservice er Ø-Færgerne på en dagsrundrejse til Femø og Fejø i Smålandshavet. Ligesom den nærliggende Askø er de to øer i dag færgebetjent fra Kragenæs på det nordlige Lolland. Overfarten Bandholm-Askø er som bekendt færge-historie.
Velankommet til Femø tilbyder Birte Harritsø en lille guidet rundtur på øen. Her har hun boet i 22 år. Den korte historie er, at Birte var til Femø Jazzfestival, og så “blev hun hængende”:
Kunstnerisk dekorerede bænke har siden 2009 været et særkende ved Femø. Da Ø-Færgerne besøgte øen, var bænkene stadig i vinterhi –lige på nær denne måske knap så kunstneriske ved idrætsforeningens hus.

Femøs hr. og fru Post: Ægteparret
Gitte Nyborg fra DAO og Henrik Østergaard fra PostNord.
- I dag er jazzfestivalen kun en skygge af sig selv. Engang var der 2000 deltagere. Nu kæmper den for overlevelse, fortæller hun. På denne første dag efter påske er Femø ikke pakket ud til sæsonen. Tre af øens helt specielle attraktioner ses endnu ikke klargjort. Så vi må nøjes med at høre om dukkefigurerne i Eventyrstrædets træer, om de karakteristiske nyhedstavler og om de kunstneriske bænke.
I Femøs kuperede terræn passerer vi intet mindre end Kongevejen. Som navngivet af kong Christian X under et besøg i 1930’erne bærer vejen sit gyldne navn med rette. Øen har også et Dronningestræde med en sten navngivet under et majestætsbesøg i 2010.
- DET HEDDER ALTSÅ FEM-Ø! Undervejs får vi også en lille venlig irettesættelse:
- Vores ø hedder altså Fem-ø og ikke Fe-mø, korrekser vores gode guide Ø-Fær-


M/F Christine runder i 2026 sit 25 års jubilæum på Fejø-Kragenæs. Færgen blev bygget i Søby på Ærø. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Styrmand Frode Vest Hansen har også styr på pakkerne i den historiske Post Danmark-gule trailer.

Lolland Færgefarts største færge, M/F Christine. Allerede før kl. 8 er færgen fra Fejø anløbet Kragenæs fire gange. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
gernes udsendte, da han rammer den forkerte betoning. Så glem alt om en tyk jomfru. Huskeregel: 5-ø.
Rundturen slutter på den store lystbådehavn, hvor Birte Harritsø stolt fremviser den frivilligt drevne dagligvarebutik Det Gule Magasin/Havnehøkeren.
Femøs lystbådehavn er i øvrigt delvis omgivet af en nyopført stormflodssikring. Muren er dekorativt påmalet havfugle som måger og skarv.
Post er jo dagens tema, og bedre tider synes på vej til Femø efter, at DAO har ansat Gitte Nyborg som omdeler. Hun kan på bestilling hente breve og bringer dagligt rundt, hvad der måtte være af breve til øens omkring 100 beboere.
- Før Gitte kom i gang, var postservicen noget lemfældig. Det nye tegner godt, siger Birte Harritsø.
Vi vover at kalde Lolland Færgefarts styrmand Frode Vest Hansen for rederiets grand old man. Gennem 15 år har han sejlet med samtlige færger i Smålandshavet – afløsere som helårs. At Frode Vest Hansen er en erfaren færgemand ses også, når man betragter ham manøvrere rundt på dæk og havne med færgens lille traktor forspændt postanhængere.
To skure på færgehavnen i Kragenæs har funktion af postterminal.
Et skur til Femø og et andet til Askø. Fejøs post bringes over af postdistributørens varebiler.
For det meste går det godt – men: - Man skal passe gevaldigt på. Posten kan komme til at gå til den forkerte ø. Det kan give en masse ekstra besvær for både os og for modtagerne ude på øerne, fortæller Frode Vest Hansen over en tår kaffe i M/F Askøs styrehus:
- Man skal passe gevaldigt på.
Posten kan komme til at gå til den forkerte ø.“
- Frode Vest Hansen

- Typisk kan posten gå galt i byen, når der er nye folk eller ferieafløsere. Så ringer øboerne til styrmanden og spørger, hvor posten bliver af. Og den kan så være lagt til en anden ø. Det sker også, at al post til begge øer ender på samme ø. Så skal vi rundere på hele havnen for at se, hvor det kan være. Jo, det kan godt være et lille mysterium. Men som regel løser vi det.



Henrik Hesselberg er Fejøs købmand og “postmester”. Butikkens plastikboks fra DAO er Fejøs brevpostkasse.

FEJBATTINGERNES Ø
Før nogle timers eftermiddagsophold på Femø sejlede Ø-Færgerne til Fejø, der har omkring 450 beboere. Eller fejbattinger, som de også kaldes.
Tyve minutters blæstfyldt sejlads med Lolland Færgefarts M/F Christine – og broklappen kan slås ud på Fejø.
Efter få skridt i land er der ingen i tvivl om, at vi er anløbet en af Æbleøerne. Omkring færgehavnens skulpturelle granitsten med et “Velkommen til Fejø” er græsplænen dekoreret med en god håndfuld kulørte æbler i megastørrelse.
SOLEN INVITERER TIL EN LILLE
KØRETUR PÅ ØEN.
Ligesom på Femø har kompasset inspireret navnene på øernes i alt fire landsbymæssige bebyggelser. På Femø ligger Nørreby og Sønderby. Her på Fejø ses byskilte med Vesterby og Østerby. Enkelt og bogstaveligt talt vejledende.
En god håndfuld frugter i megastørrelse byder de færgerejsende velkommen til æbleøen Fejø.


I Østerby på Fejøs hovedgade, Herredsvej, ligger øens købmand. Han tilbyder et bredt vareudbud til fastboende og turister. Plus postservice.
TROMLE SOM ATTRAKTION
Undervejs passerer vi Fejø-Tromlen. En velrenoveret vejmaskine fra 1930. I dag et stykke lokalhistorie, en tumleplads for børn og picnicplads for voksne.
Et lille smut til Dybvig Havn lønner sig. Hvad Fejøs Vesterby Havn med færgen måtte mangle af charme findes i rigt mål her.
På denne solrige og forblæste aprildag må vi dog fantasere os til det meste. Men der er ingen tvivl om, at havnens mange borde og bænke er tæt besat i lystsejlernes højsæson. Havnemiljøet byder også på café og de aktive drivkvaser Christiane og Mæfikken.
Straks efter anløbet af Fejø blev vi hilst velkommen af megaæbler. Med god grund. Overalt langs øens veje ses most til
salg i vejboder og ikke mindst lange rækker af frugttræer. I sensommeren leverer de millioner af friske æbler, pærer og blommer.
Den høje kvalitet af Fejøfrugt har ifølge avlerne baggrund i en kombination af omkring 200 flere solskinstimer end landsgennemsnittet, et mildt forår uden sen nattefrost, lysreflektioner fra Smålandshavet samt godt håndværk.
POSTMESTER OG KØBMAND
Vejledt af et skilt med “Fejø Købmand” og ”Fejø Posthus” triller vi ind på parkeringspladsen bag Fejø Let-Køb i Østerby.
I butikken møder vi en travl Henrik Hesselberg. Han præsenterer sig som Fejøs købmand gennem 21 år. Og vi kan tilføje – øens postmester.
Butikken er omdrejningspunkt for al post til og fra Fejø. Den røde DAO-kasse på disken er øens postkasse. DAO kommer med morgenfærgen kl. 8, og forsendelserne er klar til udlevering, når butikken åbner kl. 9.
I sammenligning med mindre øer er postservicen på Fejø høj. Næsten som på fastlandet.
- GODT SAMARBEJDE MED DAO
- DAO fungerer fint her. Vi har et godt samarbejde, fastslår købmanden:
- Vi får levering fra DAO fem gange om ugen. Deres chauffør har kørt i flere år, og han er pligtopfyldende. Og modsat PostNord har DAO nogen i den anden ende, når man ringer til dem. Efter at PostNord er stoppet med at omdele breve, kommer de kun om mandagen.
Henrik Hesselberg tilføjer, at i starten var DAO udfordret, da de skiftede fra post to gange ugentlig til nu fem.
AT VÆRE DAO-BUTIK ER IKKE EN GULDGRUBE:
- Jeg får 1200 kr. fra DAO hver måned og nogenlunde samme beløb fra PostNord. Det er ok. Post er jo en service for øboerne, og den yder jeg gerne. õ
Øverst: Færgemøde i Kragenæs – M/F Christine og M/F Askø. Lolland Færgefarts tredje færge, M/F Femøsund var på værft i Søby.
Nederst: Denne overfarts Team M/F Christine: Maskinchef Martin Borre (tv), skipper Jesper Jørgensen og styrmand Frank Varsnæs. Foto: Søren Stidsholt Nielsen


Med færgerne som uundgåeligt bindeled har DAO i en årrække betjent småøerne med post. Fra nytår blev distributionsvirksomhedens netværk tilmed den eneste mulighed for at afsende eller modtage brevpost. På pakkesiden konkurreres fortsat med fx PostNord og GLS.
- Vi leverer på alle øerne med breve, magasiner, pakker og aviser, forklarer DAOs administrerende direktør, Hans Peter Nissen, til Ø-Færgerne:
- Og vi mener selv, at det er gået ganske udmærket. I hvert fald har vi oplevet en god dialog med øboerne, lyder direktørens vurdering.
Hans Peter Nissen siger, at DAO har fastholdt det samme serviceniveau som tidligere:
- Hvor øerne har brugt puljemidler, har vi øget vores service til flere ugentlige leveringer og til at betjene en shop eller til mere lokal omdeling, slutter DAO-direktøren. õ
• DAO er eneste distributør af brevpost i Danmark.
• DAO har sit historiske udspring med omdeling af aviser i København i 1920’erne. Det nuværende DAO er oprettet i 2005.
• DAO betyder Dansk Avis Omdeling.
• DAO er i dag landsdækkende og har 1600 fysiske pakkebutikker. På småøerne bl.a. Anholt, Omø, Orø, Sejerø, Strynø, Fur, Fejø, Endelave og Lyø.
• DAO ejes i dag af JP/Politikens Hus (51 pct.), Jysk Fynske Medier/JFM (32 pct.) og Berlingske Media (17 pct.) SSN


Efter DAO:
Ø-Færgerne tager pulsen på postservice på en række småøer.
Hvordan oplever småøernes beboere postservicen?
Kort konklusion: En blandet landhandel. Øboerne nævner både plusser og, at der er plads til forbedringer. På nogle øer synes bedre tider at være på vej.
Konklusionen er baseret på en række svar modtaget efter Ø-Færgernes hen-
Stig Colbjørn Nielsen er både ørepræsentant og øudvalgsmedlem for Agersø i Slagelse Kommune. Han oplyser, at indtil påsken i år havde øboerne personlig kontakt til en lokal omdeler fra DAO eller til en omdeler fra fastlandet.
Efter påske blev der gennemført ændringer. Nu har agersøboerne personlig kontakt til en lokal DAO-omdeler. Alternativt til Agersø Købmandshandel eller til en DAO-postkasse på havnen.
- Den tidligere procedure var meget besværlig ved afsendelse. Det kunne kun
blive bedre med en postbutik hos købmanden. Modtagelse af breve er tre dage om ugen ved egen dør.
Om pakker siger Stig Colbjørn Nielsen, at det førhen var meget besværligt:
- Pakker skulle ofte afhentes på fastlandet. Det er enklere og bedre med en postbutik som nu hos vores lokale økøbmand. Så det var en forbedring, da Agersø efter påske fik egen postbutik for DAO, PostNord & GLS.
- Du er lige kommet til den rigtige! Jeg ved alt om post på Lyø, lyder det kækt fra ørepræsentant Hanne Windeleff Lyboernes post ankommer i en aflåst kasse med dagens første færge. Breve og pakker, der skal sendes, bliver lagt i kassen, som færgen tager med til Faaborg kl.10.45.
Hanne Windeleff siger, at lyboerne er meget tilfredse:
- Vi kan købe postmærker i DAO-shoppen, og købmanden er meget hjælpsom,
hvis man har problemer med fx en pakkelabel.
Buddet leverer både DAO-breve og aviser helt ind i køkkenet hos svage eller dårligt gående. Pakker, der skal afhentes, leverer buddet i shoppen hos købmanden. Pakker til hjemmelevering fordeles ligesom breve og aviser.
Aktuelt kan Hanne Windeleff ikke se nogen mangler. Skulle der dukke noget op, “så finder vi en løsning.”
vendelse til alle 27 ørepræsentanter i Sammenslutningen af Danske Småøer. Responsen afslører mangeartede løsninger på både at afsende og at modtage brevpost og pakker. I de fleste scenarier spiller færgerne og deres besætninger en central rolle. Her er nogle af reaktionerne:

Al Smålandshavets trafik til småøerne er nu koncentreret med afgang fra Kragenæs til tre øer.
Femø kan fremvise både en majestætisk indviet Kongevejen (billedet) og et Dronningestrædet.

Birte Harritsø, ørepræsentant på Femø i Smålandshavet oplyser, at DAO i princippet leverer post til Femø dagligt. Mod et gebyr på 10 kr. kan breve afhentes på privatadressen til forsendelse:
- Servicen er ikke tilfredsstillende. Leveringen er ustabil, og der er ikke afsat tilstrækkelig tid til levering. Også avislevering er svingende. Levering af brevmærker har taget uforholdsmæssig lang tid, påpeger Birte Harritsø.

Birte Harritsø er øens guide og ørepræsentant i småøernes sammenslutning.

Jette Hougaard, formand for beboerforeningen på Hjarnø i Horsens Fjord, oplyser, at DAO omdeler post på øen to gange om ugen:
- Naturligvis var det sjovere, hvis vi fik post hver dag, men ellers er det ok.
I weekenden leveres aviserne på beboernes adresse. Til hverdag – når der ikke udbringes post – kan aviserne hentes ved færgen. Færgepersonalet tager de fleste pakker med over i øens pakkeskur.
Millioner af statslige kroner er bragt ud til forbedring af postservice på småøer med under 1000 beboere.
Mere præcist drejer det sig om 5,2 mio. kroner i andet halvår af 2025 og 10,8 mio. kroner i år.
Transportministeriet lagde op til, at kommuner og øboer selv indenfor de givne rammer kunne prioritere, hvad midlerne skulle bruges til. De statslige penge kan omsættes til skræddersyede serviceforbedringer i form af fx indretning af postbutik, løn for udbringning af breve, indkøb af elektrisk budcykel eller etablering af fysiske faciliteter til pakker.
Millionerne fra ministeriets pulje kom ikke af sig selv. Småøernes kommuner
skulle sidste år afsende en såkaldt interessetilkendegivelse.
13 færgeforbundne øer i otte kommuner har fået glæde af den nye statsstøtte. De tilgodesete øer er Endelave, Birkholm, Venø, Tunø, Baagø, Lyø, Bjørnø, Avernakø, Agersø, Omø, Fejø, Askø og Femø. Dertil kommer Vadehavsøen Mandø.
På de tre øer i Lolland Kommune går de bevilgede 1.741.306 kroner eksempelvis til lønudgifter til omdeling og indsamling af post i en treårig periode. Desuden til etablering af postdistributionsanlæg i Kragenæs samt tilskud til drift og vedligehold af anlægget i de første tre år.
- Der er nogle særlige forhold ved at dele post ud på småøerne. Derfor laver vi
nu en pulje, som kan bruges til skræddersyede løsninger for øsamfundene. Øboerne kender deres lokale forhold bedst og har derfor de bedste forudsætninger for at indrette postbetjeningen optimalt, lød det fra transportminister Thomas Danielsen (V), da puljen blev besluttet.
Den statslige håndsrækning til småøerne er funderet i en politisk aftale mellem transportministeren samt transportordførerne fra Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Moderaterne, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Alternativet.
Puljen med millionstøtte til småøernes post blev etableret som erstatning for det aflyste statslige udbud af post til småøerne. õ


Færgesekretariatet har på vegne af medlemskommunerne indgået en række rammeaftaler med leverandører af maritimt udstyr og andre ydelser af interesse for færgedrift.


I en ny serie besøger Ø-færgerne de virksomheder, der er indgået rammeaftaler med. Vi starter hos Navteam, beliggende i en stor industri- og kontorbygning i udkanten af Svendborg.
Her møder vi Project Manager Sales, Tobias Raahauge, og Acting Director, Helle Rasmussen, der viser rundt på virksomheden og svarer på spørgsmål fra Ø-færgernes udsendte medarbejdere.
Hvad er det, Navteam tilbyder jeres kunder?
“Vi leverer den fulde pakke inden for navigations- og kommunikationsudstyr til kommerciel skibsfart primært. Og med den fulde pakke mener jeg alt fra rådgivning, til salg, installationer, til syn og service af allerede installeret udstyr,” forklarer Tobias Raahauge.
”Så alt fra, at skibene eller rederne kan ringe ind til os, hvis de er i tvivl om, hvad de skal bruge. Så kan vi rådgive omkring det, og så kan vi selvfølgelig også levere udstyret, montere det – da vi har vores egne teknikere – og vi kan lave det efterfølgende syn og service på udstyret.”
FAVNER BREDT
Hvad fordelen ved at have en forretning, der er så bredt favnende?
“Vi kommer tæt på vores kunder. Får et godt forhold til dem og kan hjælpe dem med hele pakken. Og fra kundernes synspunkter så skal de ikke ud at have fat i forskellige folk – en der skal komme og syne,
en anden der kan sælge, og en tredje der ved noget om lovkravene. Der kan vi klare det hele inhouse,” siger Helle Rasmussen.
Så det handler om convenience?
“Ja, det gør det, men det handler især om tillid også. Det er et one-stop-shopping-koncept, kan man sige. Uanset hvad, så har de Navteams telefonnummer på broen af skibet, og så ved de, at de bare skal ringe til os, så får de hjælp og får det relativt hurtigt,” siger Tobias Raahauge. ”Og de kan stole på, at de får kompetent og hurtig hjælp.”
“Specielt når man ser på færger, så er det rigtig dårligt, hvis de skal ligge stille. Der er nogle faste tidsrum, man kan komme i, hvor de ikke sejler, og hvis de skal ligge udover det, så er det til gene for passagererne, og det kan koste færgeselskaberne mange penge.”
RAMMEAFTALE
I har en rammeaftale med Færgesekretariatet. Hvad går den ud på?
“Det går ud på, at vi vil gerne yde deres medlemmer lidt ekstra god service. Så der er nogle ret fordelagtige priser, når de bestiller syn eller udstyr,” siger Helle Rasmussen.
Er der nogen af dem, der gør det?
“Ja, det er der, men ikke så mange som vi kunne ønske, men jeg tænker, at det begynder at brede sig.”
- med den fulde pakke mener jeg alt fra rådgivning, til salg, installationer, til syn og service af allerede installeret udstyr
- forklarer Tobias Raahauge
“Aftalen var lige skrevet under sidste gang, der var årsmøde. Der blev vi lige nævnt, men ikke mere end det. Nu kommer vi med til det kommende årsmøde, hvor vi har fået lov at holde et oplæg og fortælle lidt mere om os selv. Og hvis de vælger at bruge os, så har vi også vores egen skibsdatabase, hvor vi kan lægge data ind omkring de forskellige færger, og så kan vi hjælpe dem med at holde styr på det. Holde styr på batteriudløb, synsvinduer og alle mulige ting. Det skal de ikke spekulere over. Vi skal nok fortælle dem det. Vi kan også gå ind og lægge nogle to-års, fem-års eller ti-års planer, hvor vi siger, hvad skal der gøres over tid, for at vores samarbejdskunder hele tiden har en funktionsdygtig færge,” siger Tobias Raahauge, og tilføjer, at ”præcis det kan være en kæmpe hjælp til at styre budgettet for en færge.”

PRIMÆRT DANSKE REDERIER
Kan I sige noget om jeres kunder? Hvor kommer de typisk fra?
“Vi har et tæt samarbejde med de danske rederier – uanset om det er containerrederier, tankrederier, færgeselskaber, arbejdsrederier, uddybningsskibe, vindmølleskibe, alle mulige typer af skibe. Og så spreder danske rederier sig jo ud over hele verden.”
I har spanske ejere. Har det nogen betydning?
“Selskabet blev solgt i 2014, og det var by choice. Det betød, at mange af de konkurrenter, vi havde på det tidspunkt, blev vores søsterselskaber. Så vi er blevet stærkere på den måde, at vi nu har et netværk af teknikere, vi kan bruge worldwide. Så vi kan servicere vores samarbejdspartnere og kunder ligegyldigt, hvor de sejler hen,” siger Helle Rasmussen.
Jeg ved, at I også er inde over Standardfærgerne. Hvad skal I levere til dem?
“Vi leverer hele bropakken – altså alt navigations- og kommunikationsudstyret, brokonsollerne, skipperstolen, GMDSS-sikkerhedsudstyret samt lyd- og lysudstyr, med udgangspunkt i, hvad der vil være det bedste udstyr, for denne type af færger og farvande. Vi er ikke inde over noget i maskinrummet, bortset fra der, hvor der er et overlap mellem autopilot og styremaskine”, forklarer Tobias Raahauge.
“Vi har lavet en Navteam bro, hvor vi er gået ind og har sammensat de delkomponenter fra forskellige producenter, som giver mening til lige præcis den her type færge og til den her type farvand. Bare fordi man laver den bedste radar, laver man ikke nødvendigvis det bedste ekkolod til lavt vand. Så har vi siddet sammen med designerne af færgerne og kigget alt ma-

terialet sammen igennem, snakket frem og tilbage. Og ja så var vi så heldige at blive valgt som A-komponent leverandør.”
“Det, vi også tilbyder, er en serviceaftale til færgerne på fem,ti, tyve år – alt efter hvad der er behov for. Vi har plads og vilje til at investere i de reservedele, der skal bruges over en given periode og har dem på lager, så vi altid kan rykke hurtigt ud med teknikker til færgerne,” siger Helle Rasmussen.
Kan de enkelte kommuner selv beslutte, hvilken serviceaftale de gerne vil have?
“Vi har lavet nogle forskellige pakker, og vi skal ligesom holde os inden for de pakker. Men så kan vi kan godt differentiere den ene kommune eller den ene færge fra den anden, fordi det er jo det samme udstyr, der kommer ombord, og dermed også de samme reservedele,” siger Tobias Raahauge. õ
Navteams hovedsæde i udkanten af





Den ældre dame, der kan tage op til 98 passagerer og otte biler, runder altså de 50 år.
Færgen, der fragter både passagerer, biler og gods mellem Baagø og Fyn, tager knap 2000 dobbeltture i løbet af et år, hvor det bliver til i alt 32.000 passagerer, der tager turen med.
På jubilæumsdagen den 19. april var det muligt at komme med ombord til de originale 1976-priser:
12 kr. pr. voksne person tur/retur
6 kr. pr. barn under 13 år tur/retur
8 kr. pr. cykel tur/retur
”Det er ret unikt, at færgen er bygget til ruten, og nu 50 år efter sejler den stadig
på ruten. Det er ret unikt for en færge, som sejler flere gange dagligt. 50 år på samme rute – det er en sjældenhed,” siger havnechef Ole Knudsen, der har haft ansvaret for færgen siden 2018.
Besætningen, der året rundt sørger for sejladserne, består af tre skippere, en styrmand, en afløser og Ole Knudsen, der også sejler færgen indimellem.
I anledning af mærkedagen blev en udstilling om færgens historie og overfartens betydning afsløret. Udstillingen er lavet af Museum Vestfyn i samspil med Assens Lokalråd og Baagøbeboere og kan ses ombord i år.
Færgesekretariatet kipper med flaget og ønsker den modne dame tillykke.
Hvis du vil se de øvrige færger i vores medlemskreds og lidt data om det, så kig forbi vores website og se under færgedata. õ
