edderkoppen gamle huse glemmer aldrig det tredje trin s h e lt e r kælderen Gamle huse glemmer aldrig er seks gysende fortællinger om alt det uvirkelige, som nogle gange føles alt for virkeligt.
De siger, de døde lever længst Den forladte gamle gård. Shelteret i skoven. Kælderen under hospitalet.
lars daneskov
sidste tur
lars daneskov Første gang, jeg ser dig, er i køen til rutsjebanen. Du står som den forreste og vender dig kun om i et splitsekund. Det er nok. Det er håret, jeg får øje på, og derefter dit ansigt. Læberne, der ser ud, som om de skal til at tale. De samme tillidsfulde øjne, der aldrig kunne forestille sig noget ondt, men som fortsat vækker mig, når jeg drømmer. Lyslevende står du foran mig igen. Jeg er sikker på, du også ser mig, men du er død.
Gamle huse glemmer aldrig. De gemmer på fortiden, der nægter at give slip. Tragedier vender tilbage. En knirken fra et trappetrin, en flænge i gardinet, de fremmede ansigter på et billede på væggen. Tænk nu hvis …
gyserhistorier 9
788785
486257
Gamle huse glemmer aldrig Copyright © Lars Daneskov og Tallulah, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026 Omslag: Rasmus Funder Sat med Adobe Garamond Pro af LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU, 2026 ISBN: 978-87-854-8625-7
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er ikke tilladt at udføre tekst- og datamining (TDM) af bogen, herunder til brug for træning af AI-teknologier m.v., uden forlagets forudgående skriftlige samtykke.
larsdaneskov.dk
Tallulah Vesterbrogade 112b, 1 DK - 1620 København V o tallulah.dk I tallulah_forlag E administration@tallulah.dk
lars daneskov
gyserhistorier
Hovedet er det værste. Det er altid der, tankerne slumrer, indtil de umærkeligt begynder at orme sig rundt. Som i et mørkekammer fra gamle dage. Billederne vugger i deres kemikaliebad, mens motiverne langsomt kommer til live. I dagslys taler vi om, hvad der er virkeligt. I mørket tager fantasien over, og vished bliver afløst af hvished. Hvad nu, hvis der faktisk er en grund til at sætte farten op, når du omkring midnat skal forbi den kirkegård? Hvad hvis der i virkeligheden var nogen, der stoppede op ude på trappens knagende trin? Hvad hvis der bare er noget forkert med den edderkop? Jeg ved personligt, hvor drengene i Sidste tur boede. Jeg har hørt om huse til salg som det i Gamle huse glemmer aldrig. Jeg er selv faldet i tanker ved forladte bålpladser og har været alene i langsomme elevatorer. Resten var op til fantasien. I et mørkekammer kan alt ske. Tænk nu hvis.
– Lars Daneskov
sidste tur
9
edderkoppen
25
gamle huse glemmer aldrig
45
det tredje trin
73
s h e lt e r
89
kælderen
113
sidste tur
Første gang, jeg ser dig, er i køen til rutsjebanen. Du står som den forreste og vender dig kun om i et splitsekund. Det er nok. Det er håret, jeg får øje på, og derefter dit ansigt. Læberne, der ser ud, som om de skal til at tale. De samme tillidsfulde øjne, der aldrig kunne forestille sig noget ondt, men som fortsat vækker mig, når jeg drømmer. Lyslevende står du foran mig igen. Jeg er sikker på, du også ser mig, men du er død. Et par veninder med skarp duft kommer i vejen, grinende og ældre end mig. Selv om jeg gør, hvad jeg kan for at se forbi dem, er mit udsyn spærret. Da jeg endelig når frem, er du forsvundet. Den fremmede dreng i køen er væk. Jeg spejder efter det lyse hår mellem familier og voksne med vandflasker og mobilkameraer, men han er der ikke. Drengen sidder heller ikke i nogle af de små vogne i den lange togstamme med træsæderne
11
og de grinende ansigter på siderne. Muligvis blev han afvist, da han nåede frem til målebåndet på væggen, fordi han ikke var høj nok. Hvis han da nogensinde var her. Jeg mærker, min hals er blevet tør, og selv om eftermiddagsvarmen ligger som et tæppe med dovne briser af solcreme og popcorn, kan jeg ane gåse huden på mine arme. Du blev aldrig 120 centimeter eller kørte i rutsjebane. Du nåede heller ikke at få skolemælk eller lave legeaftaler med nogen fra din nye klasse. Du havde lige haft fødselsdag og fået de selvlysende stjerner, du ønskede dig, men som aldrig nåede at blive sat op. Jeg forsøger at få øjenkontakt med mor og far på den anden side af afspærringen, men ingen af dem ser i min retning. Far har travlt med sin telefon, mens mor bare står der med sit gule turpas om håndleddet og ansigtet gemt bag solbriller. Nogle børn med hektiske kinder griner højt. Bøjlerne er blevet løsnet i deres vogn og togstammen snart tømt. Det må være mig nu.
12
Pigen i uniformen på den smalle træperron vil vide, om jeg er alene, det er jeg, så jeg får en vogn for mig selv. Her lugter af træ og olie. Jeg må dreje benene for at kunne være her. Bøjlen presser hårdt mod mit hofteben. Vi kunne have siddet her sammen, og jeg ville have passet på dig eller drillet, fordi du ville være bange for farten og de bratte fald og nedkørsler. Jeg var den store. Lige nu er jeg den eneste. Vognen sætter i gang med et ryk, men mor og far er stadig optaget af noget andet. De har sat sig på en bænk ved siden af en skraldespand fyldt med ispapir og ser ikke ud, som om de taler. Forbipasserende ville ikke ane, at de overhovedet kendte hinanden. På fliserne foran dem prikker et par gråspurve i en tabt vaffel. Jeg finder mit tag om bøjlen, mens skrigene slår imod mig fra veninderne i vognen foran og fra en pige med hårspænder, der sidder bag mig med sin far. Sjovt, hvordan latter og rædsel kan følges ad. Jeg lukker øjnene ved den sidste nedkørsel og forsvinder ind i mørket.
13
Bagefter siger jeg, at det var sjovt, og mor foreslår en is, men jeg bliver ved med at tænke på drengen i køen, mens kvalmen snører halsen til. Som et efterbillede dukker han op i splintrede, men klare syn, også da vi bevæger os ned ad de flisebelagte stier mellem høje blomsterkummer og klapvogne. Hvis tiden var stoppet dengang, var det sådan, du ville have set ud. Drengens ansigt var dit. Det samme, som møder mig fra de gamle fotos hjemme i den nye stue, som du ikke kender, i det nye hus, hvor du aldrig har boet. Et sted fra en af boderne skratter en mand i en højttaler. Raske på, friske på. Fra en højlydt forlystelse på den modsatte side af stien vælter musikken ud, men tonerne er forvrængede og slingrer, som om melodi og takt er i færd med at forlade hinanden. En trækharmonika. En lirekasse. Det her er spille bulen for spillefuglen. Mine tanker har sat sig i spænd. Drengen kiggede på mig, som om han vidste, hvem jeg var. Han holdt blikket så længe, som man kun gør, når man ser et menneske, man kender, eller genkender en, man er overrasket over at møde. Hans hår var blondt som
14
dit, og også T-shirten kunne du have haft på. Altid Marvel. Jeg hører dit grin for mig. Gør det, gør det. Skriget, der aldrig kom, og efterklangen fra det søvnløse mørke om aftenen, og drømmene, der som regel følger efter. Jeg er sikker på, at drengen forsøgte at smile til mig. Som om vi havde en hemmelighed med hinanden. Jeg overvejer at fortælle mor og far om ham, men hvad er der at fortælle? Jeg så en dreng. Han kiggede på mig. Han lignede. Jeg kan ødelægge det hele med en enkelt sætning, og der har været ord og øde læggelse nok. Far siger heller ikke noget, da vi passerer skydeboderne. Som om han ikke lægger mærke til dem, hvilket vi alle tre ved er løgn. Vi andre følger med, mens han taler om en forlystelse, vi bør prøve sammen, inden vi tager hjem. Bare en sidste tur. Det er der, jeg ser dig igen. Drengen står halvt i skygge på fliserne under et gammelt træ, og denne gang behøver jeg ikke at tvivle.
15
Det er mig, han kigger på, og han ser på mig med dine øjne. Endnu har hverken mor eller far tilsyneladende lagt mærke til ham, selv om de nu kigger hans vej. De fortsætter blot og gør ikke tegn til at standse op. Drengen under træet har ikke en alder, hvor han burde være alene, men der er ingen omkring ham. Ingen forældre til at tørre vaniljeis af hans ansigt og ingen søskende eller andre børn. Nu smiler han igen, og jeg er den eneste, der ser det. Nu vinker han også. En lille hånd løftet, mekanisk, slap. Det er mig, han vinker til. Jeg trækker øjnene til mig og mærker min brystkasse stramme. Igen hører jeg din leende stemme. Gør det. Jeg skal kaste op. Du legede. De sædvanlige billeder dukker op i mit hoved. Os to sammen. Lugten af ovn. Den pludselige stilhed. Og senere: alt det med far og skyld og de s lørede billeder på forsiderne. Politiet og de skiftende, alvorlige voksne i små lænestole med vandglas og tavs lytten. Er der noget, jeg har lyst til at tale om? Er der noget, jeg gerne vil sige?
16
edderkoppen gamle huse glemmer aldrig det tredje trin s h e lt e r kælderen Gamle huse glemmer aldrig er seks gysende fortællinger om alt det uvirkelige, som nogle gange føles alt for virkeligt.
De siger, de døde lever længst Den forladte gamle gård. Shelteret i skoven. Kælderen under hospitalet.
lars daneskov
sidste tur
lars daneskov Første gang, jeg ser dig, er i køen til rutsjebanen. Du står som den forreste og vender dig kun om i et splitsekund. Det er nok. Det er håret, jeg får øje på, og derefter dit ansigt. Læberne, der ser ud, som om de skal til at tale. De samme tillidsfulde øjne, der aldrig kunne forestille sig noget ondt, men som fortsat vækker mig, når jeg drømmer. Lyslevende står du foran mig igen. Jeg er sikker på, du også ser mig, men du er død.
Gamle huse glemmer aldrig. De gemmer på fortiden, der nægter at give slip. Tragedier vender tilbage. En knirken fra et trappetrin, en flænge i gardinet, de fremmede ansigter på et billede på væggen. Tænk nu hvis …
gyserhistorier 9
788785
486257