Flemming Friis
Et dansk requiem, op. 69 (2024)
A Danish Requiem
for alto solo, choir, organ and orchestra
Dur. 38′
1. Kor
Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk! Jeg hører Vinterens Stemme; Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk, Og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra; Det Hjertet ikke betynger, Og derfor lige glad nu og da Paa Gjennemreisen jeg synger.
Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee — Maaskee vel ogsaa lidt bedre; Men mørke Dage jeg maatte see, Og Storme rev mine Fjædre.
St. St. Blicher: Præludium, strofe 1-3
2. Altsolo og kor
Tordner buldred, Bølger bruuste, Solen skiulte sig i Mørk; Mod min Klippe Stormen suuste Vældig over Havets Ørk.
Kied af Livets Jammer, eene, Trøstesløs, og uden Haab, Sad jeg, mellem Fieldets Steene, Spildende mit Klageraab.
Tordnen buldred i mit Hierte, Stormen rased i min Barm; Haard, som Klippen var min Smerte, Vild, som Bølgen var min Harm.
Tordnen taug; med dæmpet Brusen Døned Bølgen mod sin Bred, Stormen svandt i stille Susen; Solen dalende gik ned.
Endt var al Naturens Smerte Jorden smilte, Himlen loe; Kun i det oprørte Hierte Giød min Aften ingen Roe.
Men i Klippen under Jorden Hørte jeg en Harpes Klang, Dæmpet, som en fiernet Torden — Og en Stemme sød, som sang:
“See bag Skyer Solen iile Sin bestemte Bane hen: Snart den synker for at smile, Medens Havet favner den.
See den smile, see den blegne, See den synke, see den slukt; Tænk: Som den, du og skal segne, Snart er og dit Øie lukt!
Hør i Havet Bølgen bruse Mindre høit, med mindre Magt; Hør i Lunden Stormen suse, Dæmpet, meer og meere svagt —
Hør den sidste Vove trille —1 Hør det sidste Vindens Pust — Tænk: Din Siæl og snart blir stille; Snart er og Dit Hierte knuust!
I en natlig stille Slummer Ligger alt Naturen Lig: Trøstesløse! glem din Kummer! Døden favner ogsaa dig.”
Jens Baggesen: D0dens Aftensang
3. Kor
Jeg vilde gjerne i Guds Natur Med Frihed spændt mine Vinger; Men sidder fast i mit snævre Buur, Det allevegne mig tvinger.
Jeg vilde gjerne fra høien Sky Udsendt de gladere Sange; Men blive maa jeg for Kost og Ly En Stakkels gjældbunden Fange.
St. St. Blicher: Præludium, strofe 4-5
4. Altsolo og kor
For Vinden danser det grønne Støv af Hasselraklernes Dupper, atter rinder en Dag i Sol at lune de bristende Knopper.
Aarle dufter den blaa Viol langs Vejens duggede Grøfter, atter stiger en Foraarsdag med Livets tusinde Løfter.
Lærken er stegen ved Morgengry at signe den grønne Grøde, Stæren er strøgen i Morgenen ud at flyve sin Mage i Møde.
Du Menneskebarn! Kom Lykken i Hu! nu rider fra Verdens Ende saa fager en Herre din Sjæl imod at løse al din Elende!
Du Menneskebarn! Du dyreste Kim ved Jordens stenede Veje! lad Solen rinde din Sjæl om Rod og lune dens fattige Leje!
Atter rinder en Dag i Sol, og Blomst staar af armeste Øde, Lærken er stegen i Morgengry at signe den grønnende Grøde.
Viggo Stuckenberg: For Vinden danser
5. Kor
Tidt ligevel til en Smule Trøst Jeg ud af Fængselet titter; Og sender stundom min Vemodsrøst Med Længsel gjennem mit Gitter.
Lyt og, o Vandrer! til denne Sang; Lidt af din Vei du hidtræde! Gud veed, maaske det er sidste Gang Du hører Livsfangen qvæde.
Mig bæres for, som ret snart i Qvel At Gitterværket vil briste; Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel; Maaske det bliver det sidste.
St. St. Blicher: Præludium, strofe 6-9
6. Kor
Bag de fjærne Bjærgetinder Solens sidste Straaler svinder i det store Hav. Men et andet Lys oprinder, tusind klare Stjærner skinner over Dagens Grav.
Paradisets Sol er svunden, endnu ligger Verden bunden dybt i Mørkets Gem. Men engang i Midnatsstunden er en Stjærne klar oprunden over Betlehem.
Naar jeg taler, naar jeg tier, naar jeg beder, naar jeg bier, sender den mig Bud: Hjemad, Barn, ad gamle Stier, hjemad til din Sjæls Befrier, hjemad til din Gud.
Uffe Birkedal