act FORDREVET, elevmagasin

4,8 millioner syrere er flygtet væk fra krigen i Syrien, der startede i 2011. Over 4 millioner af dem bor i ‘nærområdet’. Det er landene i nærheden af Syrien fx Libanon og Jordan. Kilde: UNHCR

INDHOLD

act FORDREVET handler om børn, der er drevet på flugt fra krigen i Syrien. Du møder børn i deres nye hjem i landene Libanon og Jordan. Nogle af dem er så heldige, at de igen går i skole. Andre må arbejde hårdt for, at familien kan overleve. Deres liv har ændret sig på grund af krigen, men de er stadig børn. De synes også, det er skønt at lege med deres bedste ven, og at en god dag bedst afsluttes med et kram eller en godnathistorie.

Materialet består af et magasin til elever og en lærervejledning, som kan downloades på rodekors.dk/ skole/fordrevet. Her findes endnu mere materiale om temaet. Materialerne er målrettet 4.-7. klasse.

Materialet er udgivet af Røde Kors med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling og Knud Højgaards Fond.

Materialet er gratis. Du betaler kun for porto og ekspedition. Klassesæt kan bestilles hos Røde Kors. Redaktionen er afsluttet december 2016.

Redaktion: Morten Schwarz Lausten (ansv.) og Lene Vendelbo, vendelbokommunikation.dk (red., skribent og fotograf side 1-24) Pædagogisk konsulent: Anne Marie Thirup Christiansen Forsidefoto: Lene Vendelbo Layout: Tina Schembecker, eye-on-you.com Tryk: KLS A/S Tak til: 5. klasse på Bagsværd Skole.

SIDE 4

INTERVIEW

Syriske Istabrak, 14 år: “Vi var så sultne, at vi spiste græs”

SIDE 8

SPØRGSMÅL

Danske og syriske børn svarer på: Hvad skal du lave i morgen?

SIDE 10

DAGBOG

Hjælpearbejder Lene fortæller fra Syrien

SIDE 14

INTERVIEW

12-årig flygtning fra Syrien: Hasan spiller fodbold i stedet for at gå i skole

SIDE 16

SPØRGSMÅL

Danske og syriske børn svarer på: Hvad gør du, inden du går i seng ?

SIDE 18

INTERVIEW

Syriske Alaa, 10 år: “Jeg har glemt mit gamle liv”

SIDE 22

DILEMMA

Forestil dig, at du bor i Syrien, hvor der er krig: Hvor flygter du hen?

ISTABRAK TOG SIT YNDLINGSTØJ PÅ, DA FAMILIEN FLYGTEDE. Find ud af, hvad det var SIDE 4

HVORDAN ER DET AT ARBEJDE I ET LAND I KRIG? Mød danske Lene

SIDE 10

HVORFOR SPILLER HASAN FODBOLD I STEDET FOR AT GÅ I SKOLE?

SIDE 14

SYRISKE BØRN SÆLGER TYGGEGUMMI OM NATTEN.

SIDE 18

DU BOR I SYRIEN, HVOR DER ER KRIG. NU SKAL DU FLYGTE, MEN HVOR FLYGTER DU HEN? Løs dilemmaet på

SIDE 22

Istabrak forsøgte i to år at flygte fra krigen i Syrien. Familien endte med at spise græs for at overleve.

Nu er hun i sikkerhed i Jordan og går igen i skole. Istabrak tør igen tro på en fremtid.

En flygtningelejr er et sted, hvor flygtninge kan bo i sikkerhed. Her får de et telt at sove i og mad at spise. Røde Kors hjælper millioner af flygtninge.

RØDE KORS HJÆLPER

Røde Kors hjælper Istabrak og hendes søskende. I deres fritid mødes de med andre børn, hvor de snakker om deres oplevelser. Tit er flygtninge kede af det og bange. Vi hjælper dem til igen at blive glade. I Jordan får tusindvis af voksne og børn denne hjælp.

1.

Faren er syg, så de kan ikke flygte

Istabrak er ni år, da krigen bryder ud Syrien 2011. Hendes landsby er et af de første steder, hvor det går helt amok.

Der er fly i luften og soldater på jorden. De skyder mod hinanden. Midt i det hele er Istabrak og hendes familie.

Familien kan ikke flygte. Istabraks far er meget syg og er på hospitalet. Faren får det langsomt bedre og for at komme i sikkerhed, tager familien til en flygtningelejr. Her bor de på en lukket skole. Istabrak går ikke længere i skole. Det gør hendes søskende heller ikke.

I et halvt år venter de på, at krigen skal stoppe, så de kan vende hjem til deres hus.

Men i stedet begynder bomberne at springe igen. Denne gang omkring flygtningelejren.

Istabraks mor beslutter, at de må tage tilbage til deres hus. Moren håber, at der er nogle af naboerne tilbage. De har verdens bedste naboer – den slags, som hjælper en, når man har det svært.

ISTABRAK AL MUHSIN

Alder: 14 år

Fra: Syrien

Bor: I Amman i Jordan

Søskende: Noor, Sundos (21 år), Hebat Allah (18 år), Khalid (16 år),

Ateia (9 år) og Islam (6 år)

Fritid: Høre musik, min veninde og lege hinkesten

Bedste fag: Engelsk

Bedste ven: Bayan

Fremtid: Læge

Og Istabraks familie har det rigtigt svært.

2.

Det pengekoster at flygte

Istabraks familie kommer tilbage til landsbyen. Men den er helt tom for mennesker. Familien finder lidt mad i naboernes huse. Men problemet er stadig penge. Det koster nemlig penge at flygte ud af Syrien. Faren er stadig syg. Han sidder mest ned. Det er moren, familiens fremtid afhænger af. Hun er heldigvis supersej. Landsbyen ligger stadig midt i krigen. Der er soldater fra regeringen og fra oprørerne omkring dem. Og de vil ikke bare lade familien rejse væk. Hver dag tager moren Istabrak og hendes søskende hen til den afspærring, hvor soldaterne holder vagt. Det er vejen til hovedstaden Damaskus, soldaterne bestemmer over.

Skifter ikke tøj i en måned 3.

Maden slipper

efterhånden op.

“Vi var så sultne, at vi spiste græs, og hvad vi ellers kunne finde på jorden,” husker Istabrak og hendes mor. Men pludselig lykkes det. Soldaterne giver Istabrak, hendes mor og de små søskende lov til at komme igennem afspærringen.

Hvis de havde haft en bil, og der ikke havde været krig, så havde det taget under tre timer at nå deres mål – byen

Amman i Jordan. Her har Istabraks moster en lejlighed klar til dem. Men fordi der er krig, tager det dem en hel måned.

Familien stopper blandt andet i Syriens hovedstad Damaskus, i flygtningelejre og i moskeer (muslimske

‘kirker’). Alle små skridt på rejsen koster penge. I alt omkring 7000 kroner. Pengene får de af familie, som allerede er flygtet ud af Syrien.

Flugten sker så pludseligt, at de kun har det tøj, de har på. Istabrak har taget sin yndlingspyjamas med røde og sorte striber på over det andet tøj.

“Jeg skifter ikke tøj i en måned,” husker hun. Ind i mellem vasker moren børnenes tøj. De er nødt til at lade det tørre på kroppen, selvom det er januar måned.

Især turen gennem ørkenen på ladet af en bil er meget kold.

I Jordan bor der 9,5 millioner mennesker og cirka 655.000 flygtninge fra Syrien. Kilde: UNHCR

4.

Drømmen om en god fremtid

Familien har nu boet i sikkerhed i lejligheden i Amman i tre år. I dag kan Istabrak smile. Der er meget, der er godt.

“Jeg går i skole igen. Godt nok kun 7. klasse – hvis man kiggede på min alder,

så skulle jeg gå i 9. klasse, men jeg mistede tre skoleår på grund af krigen,” fortæller hun.

Hun har fået en ny bedsteveninde – Bayan. De hører musik sammen, snakker makeup og planlægger, hvad de vil plage deres mødre om at købe. Istabrak har lige fået nogle armbånd, som hun gemmer i sit eget lille skab. Når Istabrak tænker på sig selv som voksen, så håber hun på, at hun kommer til at bo i Syrien.

“Men jeg tror også, at Tyskland vil være dejligt at bo i.” Indtil videre handler det om at klare sig godt i skolen. Drømmen er at blive læge. Hvis hun skal nå så langt, så kræver det, at nogle af de andre søskende ikke drømmer så stort, for penge skal der til. Og faren bliver aldrig rask nok til at arbejde igen. Istabraks storebror er derfor allerede stoppet i skolen for at tjene penge til familien. Han gør rent i et supermarked.

“Hvis jeg virkelig bliver læge en dag, så vil jeg kunne hjælpe andre, og det er der virkelig brug for.”

HAMMADY NABHAN, 13 år, Syrien (bor i Libanon)

“Jeg skal nok hjælpe min mor med at købe ind og gå ned med skrald og den slags. Jeg går nemlig ikke i skole. Det er halvandet år siden, at jeg stoppede. Undervisningen i Libanon er på engelsk, og det var for svært. I Syrien var det på arabisk.”

OSCAR TORPE

CHRISTOFFERSEN,

10 år, Danmark

“Hjem til min farmor og farfar. Det er jeg hver tirsdag. Vi spiller kort og går en tur i parken.”

HAZAR TAREK AL SATLI

10 år, Syrien (bor i Jordan)

“Det bedste er, hvis det er en af de dage, hvor vi spiller sammen i familien. Vi spiller tit et spil, hvor man på tid skal skrive ord ned, der starter med det samme bogstav fx løve, Libanon, lejlighed.”

Hvad skal du lave i morgen?

Find ud af, hvad syriske børn, der er flygtet fra krig, har af planer. Og er danske børns planer de samme?

MUHAMMAD DIAA,

12 år, Syrien (bor i Jordan)

“Jeg har en eksamen i morgen.

Det er i arabisk. Jeg håber, det går godt, men jeg har faktisk ikke fået læst så meget på lektierne … ”

SMILLA PETERSEN, 11 år, Danmark

“Slappe af sammen med min mor. Det er ikke så tit, jeg gør det, for jeg går til springgymnastik fem gange om ugen.”

KALLE LINDHÉ HOVGAARD

11 år Danmark

“Lukke mine kaniner Fluffy og Pjuske ud i haven.”

AKUA OFEI, 10 år, Danmark

MOHAMMAD FARRAJ

11 år, Syrien (bor i Jordan)

“Ingenting sikkert. Jeg går ikke i skole og kan hverken læse eller skrive. Krigen i Syrien startede nemlig, da jeg skulle til at starte i

“Slappe af og lege med mine søskende. Eller måske skal jeg læse lidt? ”

ABDULRAHMAN DIAB,

12 år, Syrien (bor i Libanon)

I morgen er fridag, så jeg skal spille fodbold med mine venner. De er alle sammen fra Syrien. Børnene fra Libanon leger vi ikke med. De kan ikke lide os, og så kommer vi op at slås. I Syrien ville jeg nok have cyklet en tur på en fridag, men cyklen fik vi ikke med, da vi flygtede.”

ANDJELA MARSENI

11 år, Danmark

“I morgen har jeg en fridag fra træning. Jeg spiller tennis fem gange om ugen. Måske vil jeg se en film.”

PAULO MADRONA, 11 år, Danmark

“Til ishockeytræning. Jeg spiller seks eller syv gange om ugen.”

ABDALLAH AL NAJJAR, 13 år, Syrien (bor i Jordan)

“I skole! Det kan også være, at jeg skal spille på min Playstation sammen med min ven. Vi spiller Counter-

TALAL NADDAF, 12 år, Syrien (bor i Jordan)

RU’A ABU ZAID.

11 år, Syrien (bor i Jordan)

“Lege med min bedste ven Maria. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor vi er bedste venner? Måske fordi hun var den første, jeg mødte på skolen, da vi kom hertil fra Syrien.”

“Måske tager jeg på markedet med mine venner. Jeg sparer op, så jeg kan købe gaver til folk, jeg holder af.”

MARTIN SARIC

11 år, Danmark

“Enten være inde og spille Playstation eller udenfor og spille fodbold eller noget andet i klubben.”

AYA MOUHAMED ABDO, 11 år, Syrien (bor i Libanon)

“Vi skal nok bare være hjemme. Måske tager min mor mig og nogle af mine ni søskende med på en gåtur. Det er rart at komme ud af lejligheden, for der er kun to værelser.”

AMMAR NADDAF, 11 år, Syrien (bor i Jordan)

“Jeg skal selvfølgelig i skole. Jeg gør mig umage, for jeg vil gerne uddanne mig til pilot, og så vil jeg flyve til Syrien.”

HjAElpearbejder Lene fortAEller fra Syrien

Jeg kører ind i Syrien fra nabolandet Libanon, fordi det er farligt at flyve ind til Syrien, da der blandt andet er kampfly.

Jeg kan mærke, at jeg sitrer lidt, da vi kører over grænsen.

Jeg har aldrig været i et land i krig – ser man bomber med det samme? Men der går flere timer, før jeg ser de første røgsøjler. Røgen kommer fra en slags bomber, der er slået ned i udkanten af hovedstaden Damaskus.

“Det er Islamisk Stat, men bare rolig, det er ti kilometer væk,” siger vores syriske chauffør og peger ud mod røgen.

I takt med at vi nærmer os centrum af Damaskus, kommer der flere og flere steder, hvor der står soldater, der tjekker, om vi har tilladelse til at køre ind i Damaskus. Chaufføren beder mig pakke min telefon væk, når vi nærmer os.

Soldaterne vil ikke have, at man fotograferer dem. I stedet kigger jeg op og ser, at Damaskus også er en smuk by.

Der er parker, hvor forældre drikker kaffe, mens børnene leger. Helt inde i centrum ligner det ikke et land i krig, men ved næste hjørne er der igen soldater, der skal tjekke vores papirer.

Jeg får følelsen af være i et land, hvor folk lever i to virkeligheder. De næste dage besøger jeg den virkelighed, hvor krigen har ødelagt alt og dræbt hundrede tusinder.

Jeg besøger et hospital i Damaskus. Venteværelset er overfyldt. Mange af dem, der venter, fortæller mig, at de flygtet til Damaskus, fordi det er et af de få steder i landet, hvor det er rimelig sikkert at være. Men til gengæld har mange efterladt alle deres ejendele. En af patienterne er Nisreen Kassab på 36 år. Hendes nyrer fungerer meget dårligt. Derfor skal hun have noget, der hedder dialyse tre gange om ugen for at overleve.

Da hun flygtede fra byen Homs i begyndelsen af krigen, gik der tre uger, hvor hun ikke fik behandlingen.

“Jeg var meget tæt på at dø. Lige nu er jeg afhængig af, at hjælpeorganisationer vil betale min behandling, ellers dør jeg.”

MANDAG

14. MARTS

Næste dag har jeg fået lov til at køre til Nisreens by Homs. Byen er en af de største i Syrien. Her har været voldsomme kampe mellem regeringens soldater og oprørs- soldater. Vi bliver standset igen og igen, fordi soldater skal tjekke, at vi har de rette tilladelser. For selv om der ikke er kampe lige nu, er landet stadig i krig, og der er mange steder, man ikke kan få lov til at rejse hen. Vi kommer ud på en skole, som ligger mellem bygninger, der er hullede efter granater. Nogle af indbyggerne er begyndt at vende tilbage. Det er dog kun kvinder og børn. Mændene er enten døde eller kæmper i krigen et andet sted i Syrien. En af kvinderne, Fuddah Houlani, fortæller mig, at hun og hendes børn igen er flyttet ind i deres gamle lejlighed, men at de kun kan bruge to af værelserne, fordi der ligger en raket i det tredje rum.

“Men vi bliver boende. Vores hjem er i Syrien,” siger hun.

Da vi kører videre, stopper vi i den del af byen, som har været centrum. For fem år siden lå der et shoppingcenter og cafeer. Da jeg stiger ud af bilen, slår stilheden mig i møde. De eneste mennesker, der er der nu, er en håndfuld soldater. Stilheden føles kvælende. Jeg får følelsen af spildt liv, spildte muligheder og død. Før krigen boede der børn, der grinede og legede. Forældre, der kyssede, drak den stærke arabiske kaffe og spiste de hvinende søde kager. Nu er deres by grå, støvet og stille. Jeg er taknemmelig over, at de knuste vinduer og de pulveriserede mure ikke kan tale om, hvad de har oplevet. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne holde til at høre

TIRSDAG 15. MARTS

En stor del af Homs, som jeg besøgte i går, var helt øde. Mange er flygtet til udkanten af hovedstaden Damaskus. Jeg møder familien Al-Hamdani. De bor i en lejlighedsbygning, som ikke er færdigbygget. Der mangler både vand og varme, men det var det eneste sted, de kunne finde, hvor bomberne ikke sprang om ørerne på dem.

“Vi boede i et hus før, hvor jeg havde en have. Her dyrkede jeg tomater, druer, kartofler og krydderurter. Åh ... jeg savner kamille og at lave mad af vores egne grøntsager,” sukker moren Monira, men smiler, når hun taler om hjælpen fra Røde Kors – tæpper, plastic til at lægge på de kolde betongulve og fødevarepakker, som gør, at de de fleste dage kan spise tre gange.

I det hele taget smiler familien ret meget.

“Vi er nødt til at smile - for børnenes skyld. Vi kan ikke falde ned i håbløsheden,” siger faren.

Jeg siger farvel til familien og takker for den lille stærke kop kaffe.

I morgen siger jeg farvel til Syrien. Jeg kan mærke, at jeg selvfølgelig er lettet over, at de snigskytter og bilbomber, jeg hørte om, ikke

fik ram på mig.

Men samtidig er jeg også trist. Jeg kan slippe ud, men de mange børn og voksne, jeg har snakket med de sidste dage, må blive.

En snigskytte er trænet til at skyde et mål langt væk fx et menneske. Snigskytten ligger i skjul.

Hasan spiller fodbold i stedet for at ga i skole

Krigen i Syrien startede det år, hvor 12-årige Hasan skulle begynde i skole. Han har derfor aldrig gået i skole. Hasan er nu i sikkerhed i Jordan, men han går stadig ikke i skole. Dagen går i stedet med at se tv og spille fodbold.

BLÅ BOG

: HASAN ABU SHEFOH

Alder: 12 år

Fra: Syrien

Bor: I Amman i Jordan

Søskende: Salam (2 år), Mohammad (6 år), Amer (11 år), Badvieh (11 år) og Suad Edin (16 år)

Fritid: Se tv og spille fodbold

Bedste ven: Zakareia

Fremtid: ?

Over halvdelen af de børn, der er flygtet fra Syrien til landene omkring Syrien, går ikke i skole.

Kilde: UNHCR

Hasan Abu Shefoh er 12 år og gladest, når han spiller fodbold med sine brødre eller sine venner. Hasan er flygtning fra krigen i Syrien. Han bor nu i landet Jordan. Hasan og hans familie er i sikkerhed for bomberne. I stedet for bomber og krig, er der nu meget stille. Familiens liv er at se tv, spise og vente på, at faren kan få et rigtigt job.

Som flygtning må han ikke arbejde. Derfor lever familien af den hjælp, som de får fra organisationer som Røde Kors. Hverken Hasan eller hans søskende går i skole.

“Krigen startede, da jeg skulle til at gå skole. Derfor kom jeg aldrig i skole,” fortæller Hasan.

I Jordan må Hasan gerne gå i skole, men han kan hverken læse eller skrive, så han skal starte i 1. klasse med børn på seks år. Det kan være pinligt, synes mange. Hasan siger selv, at det er fordi, der er for langt hen til skolen. Hasans far ser meget dystert på tingene:

”Jeg kan ikke se en fremtid for min familie.”

Danske og syriske børn, der er flygtet fra krig, svarer.

MALAK FARRAJ, 13 år, Syrien (bor i Jordan)

“Det er altid godt at læse Koranen inden sengetid. Det får mig nemlig til at slappe af. Det kan ellers være svært at falde i søvn, fordi jeg godt kan lide at se uhyggelige film.”

LUKAS ANDERSEN, 11 år, Danmark

“Finder min bamse Malle. Den har jeg haft, siden jeg var et år.”

RU’A ABU ZAID, 11 år, Syrien (bor i Jordan)

“Læser lektier, så jeg er klar til næste dag. Jeg vil klare mig rigtig godt i skolen. Måske jeg en dag kan blive læge?”

SINDOS FALLAH, 11 år, Syrien (bor i Libanon)

“Ikke noget særligt. Jeg finder bare madrassen frem, som jeg deler med min storesøster. Det var bedre i Syrien. Der

VIKTOR RAJOVIC, 11 år, Danmark

“Siger godnat til min mor. Vi deler nemlig værelse, fordi vores lejlighed kun har tre værelser.”

NINA RAJOVIC, 11 år, Danmark

“Lægger tøj frem, så jeg ikke har en tøjkrise næste morgen.”

VICTOR WANG, 11 år, Danmark

“Siger godnat til min mor og far.”

ABDULMUEZ AL NAJJAR, 13 år, Syrien (bor i Jordan)

“Hører musik, inden jeg sover. Jeg deler værelse med min bror. Det er ikke så rart et sted, fordi vinduet ikke rigtig kan åbnes, så luften bliver meget hurtig tung.”

ERNST STRUBERGA 11 år, Danmark

“Sikrer, at jeg ikke er uvenner med mine forældre, når jeg går i seng. Det er vigtigt.”

ROUBAH FALLAH, 13 år, Syrien (bor i Libanon)

“Finder min kæmpestore bamse ‘Dabdoub’ frem. Den fik jeg af mine forældre, lige da vi kom til Libanon for tre år siden. I Syrien havde jeg masser af bamser, men vi kunne ikke tage dem med, da vi flygtede.”

VESTERGAARD, 11 år, Danmark

“Sætter lydbog på. Lige nu hører jeg Iqbal Farooq.”

OSCAR TORPE CHRISTOFFERSEN, 10 år, Danmark

“Ligger i min seng og tænker dagen færdig.”

MOHAMAD HASSOUN, 12 år, Syrien (bor i Libanon)

“Spiser! Hvis det er sæson for vandmelon, så spiser jeg det, inden jeg går i seng i den lejlighed, jeg bor i sammen med min mor og seks søskende. Min far er dræbt i krigen i Syrien.”

RAJNEET KAUR SANGERA, 12 år, Danmark

“Nogle gange beder jeg. Hvis jeg fx har set en for uhyggelig film, så beder jeg om at få en god søvn.”

MOHAMMAD FARRAJ, 11 år, Syrien (bor i Jordan)

“Ser tv, indtil jeg føler mig søvnig nok til at sove. Det tager tit lidt tid, fordi jeg ikke rigtig laver noget i løbet af dagen. Jeg går nemlig ikke i skole.”

HAZAR TAREK AL SATLI, 10 år, Syrien (bor i Jordan)

“Hører godnathistorie.

Det er min søster på 13 år, der fortæller. Hun finder selv på den, men tit minder den om en, man kender fx Askepot.”

AYA MOUHAMED ABDO, 11 år, Syrien (bor i Libanon)

“Læser lektier. Tit tager det to eller tre timer. Jeg er flittig, for jeg vil have en uddannelse. Allerhelst vil jeg være læge, så jeg kan hjælpe andre.”

Libanon er på størrelse med Jylland. Der bor 5,8 millioner libanesere og over 1 million flygtninge fra Syrien.

Kilder: FN og denstoredanske.dk

"Jeg har glemt mit gamle liv"

Ti-årige Alaa boede i en stor lejlighed i Syrien, men så kom krigen. Familien flygtede, mens bomberne sprang. Nu bor de i Libanon. Faren er syg, og brødrene er nødt til at sælge tyggegummi på gaden, for at familien kan få råd til mad. Alaa husker næsten ingenting fra sit gamle liv. Bomberne har slettet hendes hukommelse.

RØDE KORS HJÆLPER

Røde Kors hjælper Alaa og hendes familie. Hver måned får de 1250 kr. Pengene bliver brugt til husleje på 930 kr. og elektricitet. Røde Kors i Danmark støtter 220 af de fattigste familier i Libanon på denne måde.

Vores lejlighed har ingen vinduer 1.

Trapperne op til Alaas lejlighed er smalle. Der hænger spidse jernrør ud fra loftet i opgangen, og nogle af trappetrinnene er smuldret væk.

Det er midt om dagen, men der er halvmørkt, for der er ingen lamper til at lyse op og heller ingen vinduer. Her lugter indelukket – ligesom i en kælder, hvor der ikke er blevet luftet ud. Men på tredje sal kommer der sollys.

Og her ligger Alaas lejlighed.

“Lejligheden er bedre end det første sted, vi boede, da vi kom til Libanon, for her er lys. Der var slet ikke noget lys det første sted,” fortæller ti-årige Alaa Youssuf

Rinjibal og laver en håndbevægelse mod familiens lejlighed.

Den består af to værelser uden vinduer, men til gengæld er der en slags terrasse foran, hvor solen kan stråle ind. Væggene og gulvene i lejligheden er af beton – ligesom i en parkeringskælder. Taget er lavet af blik. Det minder om det, man ser på mange cykelskure i Danmark. På indersiden af væggene kan man se striber af fugt og regn, som er kommet ind af huller. Her bliver helt sikkert koldt, når vinteren kommer om lidt.

ALAA YOUSSUF RINJIBAL

Alder: 10 år

Fra: Aleppo i Syrien

Bor: I

Søskende:

og

Bedste fag:

Fremtid:

I Syrien boede Alaa i en stor lejlighed 2.

Alaa har boet i Libanon i tre år. Hendes familie boede i den syriske storby Aleppo, før de flygtede fra krigen.

“Vi boede i en lejlighed med masser af plads. Der var fem værelser. Jeg delte værelse med min søster,” fortæller Alaa. Alaa kan ikke huske, hvad hun legede med, før krigen.

“Jeg har glemt mit gamle liv. Derfor savner jeg det heller ikke.”

Familien flygtede, mens bomberne sprang omkring dem. Alaas mor fortæller, at det var så voldsomt for børnene, at det er som om, at deres hukommelse er blevet slettet.

Men moren husker. Hun husker et liv, hvor der var nok af alting. Familien ejede et skrædderi og havde 15 ansatte. I weekenderne kørte de tit ud til deres familie uden for byen. De grillede og hyggede sig.

Det gør de ikke længere.

Hver dag er en kamp for at skrabe penge sammen til mad.

Brødrene sælger tyggegummi om natten 3.

Alaas brødre Muhamad og Omar på 11 og otte år sælger tyggegummi på gaden. På en god dag tjener de 60 kroner, men så har de måske været i gang indtil klokken et om natten. Pengene bruger familien på at købe mad. Faren kan nemlig ikke arbejde. Hans ryg er gået i stykker, fordi han har arbejdet for hårdt på en byggeplads. I dag er faren dog ikke hjemme. Han er på hospitalet med Alaas lillesøster Salma på to år. Salma har fået lungebetændelse. Det kan man dø af. Derfor er forældrene meget på hospitalet. For nylig var Alaa alene hjemme i to dage.

“Det var ikke så svært at passe min lillebror, selv om han kun er to måneder. Det sværeste var at lave mad,” synes jeg.

Alaa lavede brasede kartofler til sig selv og sine brødre. Babyen fik sutteflaske.

Før havdekrigenAlaa mange venner 4.

Når Alaa passer sine søskende, kan hun selvfølgelig ikke komme i skole. Men ellers går hun og hendes søskende i skole hver dag fra klokken to til halv syv. Der er over en million syriske flygtninge i Libanon. Man har ikke bygget ekstra skoler til de mange ekstra børn. Derfor er skole- dagen delt op, så de libanesiske børn går om formiddagen og de syriske børn om efter- middagen.

“Men jeg snakker faktisk ikke rigtig med nogen ovre i skolen. Kun min lillesøster Siba. Det er også hende, jeg leger med,” siger Alaa. Hun sidder lidt og tænker, og så husker hun lidt mere fra livet før bomberne:

“Min bedste ven hed Nour. Men jeg havde masser af venner. Vi legede tit gemmeleg.” Sandsynligheden for, at Alaa snart kommer tilbage til sin barndomsby i Syrien, er lille. Aleppo er en af de byer i Syrien, hvor krigen har været voldsomst. Meget af byen er bombet helt i stykker.

Alaas mor fortæller, at familien gerne vil til Syrien, hvis det bliver muligt en dag.

“Vi kom til Libanon, fordi det var tæt på og det eneste sted, vi havde råd til at tage hen. Men vi kan ikke blive her. Det er for svært. Lige nu håber jeg på, at vi kan få penge nok, så vi kan komme til Europa.”

4,8 millioner syrere er flygtet væk fra Syrien. Over 4 millioner af dem bor i ‘nærområdet’. Det er landene i nærheden af Syrien fx Libanon og Jordan.*

EUROPA

Der er fredeligt i Europa*. Børnene går i skole. Alle får mad hver dag.

ULEMPER

1) Rejsen til Europa er dyr. Din far skal betale menneskesmuglere flere hundrede tusinde kr. for at få jer alle over Middelhavet.

2) Mange drukner i forsøget på at nå til Europa.

3) Mange lande i Europa synes, at de har taget nok flygtninge ind. Derfor kan du ikke være sikker på, at du vil blive budt velkommen.

HVOR flyGTER DU HEN?

Du bor i Syrien. Der har været krig siden 2011. Nu siger din far, at hvis I bliver, er han bange for, at I ender med at dø i et bombeangreb. Hvor flygter du og din familie hen?

Det er de lande, der er medlem af fællesskabet Den Europæiske Union (EU) samt Norge og Schweiz, som flygtninge helst vil til. De orange lande er alle medlemmer af EU.

LIIBANON

Din fars fætter bor i nabolandet Libanon. Fætteren har en treværelses lejlighed. Måske kan I få lov til at bo der?

ULEMPER

1) Der bor i forvejen 15 andre i lejligheden.

2) Din far vil nok ikke kunne få et job, fordi der er i forvejen er så mange arbejdsløse.

3) Der er allerede en million syriske flygtninge i Libanon. Det er mange i et land med kun fire millioner indbyggere.

I udkanten af hovedstaden Damaskus er der en del tomme bygninger. Hvis I tager dertil, vil I være ret tæt på jeres hjem, når krigen en dag stopper.

ULEMPER

1) Husene er ikke færdigbyggede, så der er ingen vand eller elektricitet. Om vinteren er husene kolde og fugtige.

2) Nogle gange er der bombeangreb, men det er ikke så tit.

3) Din far er nødt til at være soldat for at tjene penge.

8,7 millioner syrere er på flugt inde i Syrien. Denne type flygtninge kaldes ‘internt fordrevne’.*

Knap 1 million syriske flygtninge har søgt om asyl i Europa*. Asyl betyder beskyttelse – altså et sikkert sted at bo.

JORDAN

Der er rigtig mange fra den by, du kommer fra, som er flygtet til Jordan. Her bor en del af flygtningene i store lejre. Hver familie får et telt hver. Hjælpeorganisationerne deler mad og madrasser og den slags ud.

ULEMPER

1) Der er ingenting er at lave. Det gør mange folk ret mærkelige. Nogle bliver hidsige. Andre helt sløve og kede af det.

2) Det er ikke sikkert, du kan gå i skole.

3) Hvis du ikke går i skole i flere år, så kommer du måske aldrig til at gå i skole. Det vil blive rigtig svært at få et job, når du bliver voksen.

fordrevet

MØD BØRNENE FRA BOGEN I DERES HJEM

TJEK

RODEKORS.DK/SKOLE/FORDREVET

FILM: TAG MED PÅ FLUGTEN FRA SYRIEN TIL DANMARK

MED STOP I LIBANON OG SERBIEN.

RADIO: TJEK 12-ÅRIGE

NAELAS YNDLINGSMUSIK

BESØG RØDE KORS

Sammen med din klasse kan du nu besøge Røde Kors i København. Vi har bygget et oplevelsesrum, hvor du kommer til at stå midt i katastroferne. Der er virtual reality, moderne nødhjælpsudstyr og udstyr fra gamle dage, dilemmaer og meget, meget mere. Få din lærer til at tjekke rodekors.dk/oplevelsen