Jesper Wungs ung Tretten tynde teenagere
frit for fantasi
kvalitetslitteratur til unge læsere
i serien foreligger:
Svend Åge Madsen
Jagten på et menneske, 1991
Janne Teller
Intet, 2000
Jesper Wung-Sung
En - to - tre - NU!, 2001
Pia Juul
Lidt ligesom mig, 2004
Hanne Marie Svendsen
Den skjulte by, 2006
Tomas Lagermand Lundme
Tomandshånd, 2006
Martin Glaz Serup & Hanne Kvist
Hvis.Du.Ser.Noget.Sig.Noget, 2007
Sara Skaarup
Sort sommer, 2008
Peter Mouritzen
Dukkedrengen, 2009
Jesper Wung-Sung
Ægte brøker, 2009
Kåre Bluitgen
Latteren i hjertet, 2009
Merete Pryds Helle
Ud og vende, 2010
Tretten tynde teenagere noveller
Af samme forfatter:
To ryk og en aflevering, 1998
Kender du ikke akkusativ, 1999
Kamelen kom til sidst, 2000
Og havet klapper, 2000
En-to-tre-NU!, 2001
Pelle Johns Engle, 2002
Alamo, 2005
Lidt berømt, meget berygtet, 2006
Mænd er fra Marstal, 2007
Forbrydelse og fodbold, 2007
Fugleskræmslet, 2007
Fugleskræmslet II, 2008
Trælår, 2009
Ægte Brøker, 2009
Kopierne, 2010
Den sidste henrettelse, 2010
www.wungsung.dk
Jesper Wung-Sung
Tretten tynde teenagere
noveller
Dansklærerforeningens Forlag
Jesper Wung-Sung
Tretten tynde teenagere
© Forfatteren og Dansklærerforeningens Forlag, 2011
1. udgave, 1. oplag
Forsidefoto af Gudrun Hasle: UDEN TITEL (TAToo) 2008 omslag og tilrettelæggelse: Tina Larsen
Dansklærerforeningens konsulent: Jens Raahauge
Forlagsredaktion: Pia Maria Lie & Nicoline Dahlberg
Sats: Palatino
Papir: Munken Print Cream, 100 g
Denne bog er produceret hos Zeuner Grafisk as, der er godkendt til at producere Co2-neutrale opgaver, og som desuden har FSC- og Svanemærke-licens.
Printed in Denmark 2011
ISBN 978 87 7996 524 9
Mekanisk, fotografisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Der er anvendt fri tegnsætning.
www.dansklf.dk/boger
Tak til Kunstrådets Litteraturudvalg for arbejdslegat
”En kan være ret ung og have gamle drømme endda.”
Marie Grubbe i J.P. Jacobsens
Fru Marie Grubbe (1876)
Dig og mig
Denne gang er det mig, der opsøger dig. Jeg venter i varevognen på parkeringspladsen. Det er mørkt, og endnu mørkere inde i bilen, mens motionscentret ligger fuldt oplyst på 1. sal. Det minder vel om en skærm eller et akvarium med det store glasparti. Jeg ser dig ganske tydeligt, ser, hvordan du bevæger dig målrettet fra maskine til maskine. Hvordan du hver gang forøger vægten. Hvordan du kommer de udvalgte muskelgrupper igennem. Du er ikke en, der snyder, bevægelserne føres igennem, sejt og systematisk. Jeg kan se dine muskler svulme og senerne stå ud som slanger under huden. Et øjeblik er det, som om du ser mig lige i øjnene med blottede tænder, manisk blik og stærkt forvrængede ansigtstræk, og jeg mærker hårene rejse sig i nakken og kikkerten dirre mellem hænderne. Men jeg ved jo, at du ikke kan se ud i mørket. At det blot er dig selv, du ser i rudens refleksion. Så jeg venter. Det er et år siden, jeg fik kørekort – lige efter jeg fyldte atten – og dagen efter kørte jeg ned på tanken. Det var sidste gang, jeg
sad bag rattet. Men det er ikke derfor, jeg er rystende nervøs.
Du er en af de sidste, der forlader motionscentret.
Måske har du egen nøgle. Måske er du i virkeligheden også fitnessinstruktør for nogle af de andre. De unge, de gamle. Amatørerne. Du er lavere, end jeg har regnet med. Jeg kan mærke, jeg er overrasket. Men jeg kender jo alt til dig. Ved, hvor farlig du er. Måske er det derfor, du er dødsens farlig. Du kompenserer. Du har et mindreværd på grund af din højde, som du vender udad som aggressivitet. Du føler, at hele verden hader dig.
Jeg om nogen ved, hvor farlig du er, og derfor tager jeg ingen chancer, men svinger af alle kræfter – svinger, som er det sidste gang, jeg svinger noget som helst – og registrerer, hvordan boldtræet knækker midt over, idet det rammer dit baghoved. Hvordan de to dele flyver i hver sin retning, og hvordan der går et stød tilbage gennem kroppen, som sender mig baglæns, indtil ryggen ramler mod varevognens side. Du er stoppet op, som er du kommet i tanke om, at du har glemt noget i omklædningsrummet. Så falder du forover. Jeg åbner sidedøren, du er tung, som bærer du de store håndvægte på dig, men det lykkes at få dig bakset op i varevognen. Så kører vi.
Da du vågner, kan du høre fuglene. Du kan høre dem højt og klart, men du kan ikke bevæge dig. Jeg har bun-
det dig fast til en jernseng med reb og kæder og andre anordninger. Du befinder dig i et lille, bart rum med profilbrædder på både vægge og loft. Ud over dig, sengen og et smalt tildækket vindue er der kun en enkelt stol i rummet. Den er min. Så vi kan samtale.
Du aner ikke, hvor du er henne, men jeg har ikke noget imod at sige det. Jeg fortæller, at du befinder dig i et sommerhus; det fjerneste og mest afsondrede sommerhus i hele kongeriget. I grunden ligger det i et meget smukt og idyllisk område. Selv om du selvfølgelig aldrig kommer til at opleve det. Jeg går.
Jeg kommer tilbage og spiser frokost. Jeg sidder med tallerkenen i skødet og fortæller dig, at du må skrige alt det, du har lyst til. At ingen kan høre dig ud over mig og fuglene.
Eller jeg spiser frokosten foran dig i tavshed. Det gentager sig til aftensmad. Jeg har gjort et stort nummer ud af måltidet: To store bøffer, kartofler, god sovs, en flaske rødvin og en kande vand. Jeg spiser med god appetit.
Endnu har du hverken fået vådt eller tørt. Du vil heller ikke. Du er vred, kan man se. Meget vred. Du hiver og flår i reb og kæder, så sengen ryster. Jeg må indrømme, at du er stærk. At jeg aldrig har set så store muskler før. Du truer mig. Fortæller mig, at du vil krølle mig sammen, når du kommer fri. Jeg skænker mere rødvin og skåler.
Det gentager sig den næste dag, men allerede her kan jeg spore en forandring, selv om du river i kæderne og sviner mig til. Jeg kan se angsten i din øjenkrog, mens jeg fortærer maden.
På tredjedagen flakker dit blik. Din krops muskulatur er stadig imponerende, men dit blik flakker. Du aner ikke, hvem jeg er. Det er tydeligt. Det er dét, der hyler dig ud af den, dét, der gør, at du ikke har lukket et øje hele natten: Du aner ikke, hvad du er oppe imod. og heller ikke denne dag får du noget at spise eller drikke.
Det får du heller ikke den næste. Eller næste igen.
Kun lidt vand hælder jeg ned mellem dine læber. Du skulle jo nødig dø. Ikke så hurtigt.
Det skal tage meget, meget længere tid. Så jeg holder dig i live. Når du begynder at døse hen for ofte, tale for meget i vildelse, trække vejret for svagt, finder jeg et glas vand og en håndfuld vindruer til dig. Du ser på mig med et blik fuld af taknemmelighed, så sølle er du nu, og jeg ler højt og hælder resten af vandet ud på gulvet.
Nogle dage taler jeg bare om vejret, om hvordan der ser ud ude i verden; livets gang uden for denne lille kasse, som du er isoleret i. At jeg så en fasanflok i dag. Far, mor og unger.
Andre dage er jeg i et andet humør. Så fortæller jeg om, hvad jeg vil gøre ved dig. Jeg vil skære små
stykker af dig. For eksempel vil jeg begynde med den ene øreflip. Derefter måske en brystvorte. Lilletåen. En testikel. og så vil jeg sende de enkelte dele til din familie. Jeg sidder med en pakke konvolutter i hånden. Der er halvtreds i alt. Det bliver ligesom at lave puslespil eller samle på fodboldmærker. Nu mangler jeg kun det ene øje!, siger jeg med en glad piget stemme, der kunne være din lillesøsters.
Men det slutter ikke her. Når jeg er færdig med dig, så kommer jeg efter din familie. Selvfølgelig slår jeg dem ihjel, men ikke sådan: bang eller hak. Jeg henter dem én for én. Ingen skal snydes for min udsøgte behandling. De får den fulde pakke.
og er der ikke noget med, at du er kæreste med en sød og smuk, smuk pige fra 3.g? Hende, som allerede har gang i en modelkarriere i udlandet? Hende vil jeg hente i lufthavnen en dag, ligesom jeg hentede dig og din familie. Fuld pakke – og lidt til. Især de der lange, lange ben. For de slutter jo et sted, det gør de. Hvad jeg kan og vil gøre dér. En verden af muligheder.
Du går amok. Du går så meget amok, som man kan, når man er fastlåst til en gammel jernseng. Jeg ved ikke, hvor du får kræfterne fra til at løfte sengens fire ben fra gulvet, mens du brøler, så hele rummet dirrer. Så er du også tappet for kræfter. Du synker nærmest bevidstløs tilbage i sengen.
Nu går det kun ned ad bakke. Til sidst har du hver-
ken ord – eller spyt til at udtale dem – eller kræfter til at knytte hænderne. Det hele begynder at blive kedeligt for mig. Du er så afkræftet, at dag og nat glider ud i ét, og du befinder dig i én lang døs, din puls bliver svagere, og jeg må lægge mig på knæ og bede til, at du ikke dør. Jeg er bange for at miste dig allerede nu.
Jeg griber ind. Jeg passer og plejer dig. Giver dig væske i lang tid. Sørger for, du hverken bliver for kold eller varm. Jeg våger over dig om natten. Det er mig, der holder skeen, da den første suppe glider ned i maven. Jeg opmuntrer dig, roser dig. og du genvinder kræfterne. Langsomt, men sikkert. Jeg virker langt mere glad, end du gør. Det er så godt at se! Måske er du mistroisk. Det er for godt til at være sandt. Men jeg lover dig, at du skal få al den mad, du ønsker. Jeg tømmer bækkenet uden at kny. Jeg anretter og serverer et nyt måltid. Jeg trækker fra vinduet og flytter på sengen, så du kan sidde med ansigtet i solen.
også denne dag mader jeg dig. Jeg har gjort mig umage, det smager himmelsk, men i portionen er der også sovepiller nok til at få et næsehorn til at falde om, og du kvitterer ved at tømme tallerkenen. Efter et kvarter sover du så tungt, at du ikke registrerer, at jeg ruller dig ud af værelset og over i en stor lade. Her frigør jeg dine arme og ben, inden jeg forlader og forsvarligt aflåser laden.
Da du kommer til dig selv, ligger du længe og
stirrer op i ladens loft. Det er, som om hele verden er vokset i forhold til det lukkede rum, du så længe har befundet dig i. Du rækker ud for at røre ved loftet, forventer at konstatere, at det er synsbedrag, men du kan selvfølgelig ikke nå derop, og først da opdager du, at din hånd er fri. Dine hænder. Dine ben.
Det gør ondt, da du sætter dig op i sengen, så lang tid siden er det, du har kunnet bevæge dig frit. Du ser dig omkring. Midt på gulvet står en boksering i officielle dimensioner, og uden om denne står den ene motionsmaskine efter den anden. Du tror knap din egne øjne, for de er der, hver og en af dine yndlingsmaskiner. Jeg har styr på det hele.
Så hører du mig oppe på taget og frygter det værste, da jeg åbner lemmen. Du løfter afværgende armen, men jeg firer bare bakken ned gennem åbningen. Jeg har stillet sengen umiddelbart under lemmen, så bakken sænkes ned i skødet på dig. Præcist! På tallerkenen ligger din livret.
Alligevel har du ikke spist noget, men bare flyttet rundt på maden. Du frygter, at jeg forgifter dig. Eksperimenterer med dig. Sådan forløber en række måltider – jeg er tålmodigheden selv – inden sulten får dig til at spise. Hvad har du også at tabe? Er det ikke sådan, du tænker? Det glæder mig, at du spiser. Jeg disker op med sunde lækkerier, og du begynder snart at bevæge dig omkring. Ud til væggen og rundt. Laden er godt
sikret, men jeg indskærper for god ordens skyld husets eneste regel: at hvis du forsøger at bryde ud, så skyder jeg dig; altså ikke sådan at du dør, jeg bedøver dig, og så begynder vi på det omtalte Postmand Per-projekt med de forskellige legemsdele, konvolutterne og familien. Det er den eneste regel. Ellers er der frit slag.
Du begynder at træne. Først tøvende, som er du ukendt med maskinernes og vægtenes anvendelse.
Dernæst med al den fortrolighed og rytme, som ligger i din krop og dine muskler. Nu går det stærkt.
Åh, hvor du træner. Naturligvis er der endnu et godt stykke til din gamle form; så lang tids ubevægelighed sætter sine spor. Men du kommer efter det. og jeg supplerer med den helt rigtige træningskost.
En dag er vi så vidt. Jeg kan høre det på din vejrtrækning, dine prust og støn. Hvordan du er tilbage på dit topniveau. En stor dag.
Så slår du din rekord. Du har aldrig manglet vilje og beslutsomhed, men nu er det, som om ordene har fået en helt ny betydning. Som var det andet bare let opvarmning. Som ved du først nu, hvad smerte og stålsathed er. Der bliver lagt 5 kilo til. 10 kilo. Pludselig er du hele 20 kilo over din tidligere rekord. Du har sprængt skalaen og brøler som en ny og stærkere skabning.
Det er, så min krop dirrer af fryd og frygt. Det er dette øjeblik, jeg har ventet på. Jeg fjerner samtlige låse
Jesper Wung-sung, født
Tretten tynde teenagere
noveller
Hun havde kæmpet sig op fra bunden, og det havde været en lang og smertefuld opstigning. Der var kun den ene vej: Hun havde måttet forvandle sig til en ny skabning. Det havde taget 6-7 år at slette billedet af den stille, tykke pige med den lyserøde skoletaske, det kiksede tøj og de kiksede kommentarer fra de første klasser.