1–12
Dy Plambeck & Charlotte Pardi
Dy Plambeck & Charlotte Pardi
Os fra Blomsterkvarteret 1–12
Dy Plambeck
Idéudvikling af serien: Dy Plambeck & Charlotte Pardi
© Forfatteren og Dansklærerforeningens Forlag 2015 1.udgave, 1. oplag
Mekanisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse må kun finde sted efter gældende Copydan-aftaler.
Omslag og tilrettelæggelse: Erling Lynder
Illustrationer: Charlotte Pardi Forlagsredaktion: Helle Svane Boutrup
ISBN: 978 87 7996 7236
Papir: Arctic Silk 130 gr. Skrift: Swift
Trykt hos Interak
Printed in Poland 2015.
I n d h o ld
1. Den dag vi kom ind i Cykel Ursulas have .... 11
2. Den dag vi byggede en hule på lossepladsen ........................ 33
3. Den dag Rudi lavede en bombe ............ 55
4. Den dag Cykel Ursula fik et hekseskud ..... 77
5. Den dag Frisør Freddy tabte sine tænder ...
6. Den dag vi sov i restauranten ............
7. Den dag vi byggede en iglo
8. Den dag vi holdt julemarked på skolen ....
9. Den dag Cykel Ursula kom i fængsel ...... 205
10. Den dag Laras forældre blev skilt .........
11. Den dag Rudi næsten gjorde en krage tam ...........................
12. Den dag vi holdt forårsfest i Snogstrup ....
A g n e s
Lara
l M i k ke
Tob ia s
Jeg hedder Agnes! Jeg bor på Valmuevej i Blomsterkvarteret i en lille by, der hedder
Snogstrup. Mikkel, Tobias og Lara bor også i Blomsterkvarteret. Her har alle vejene blomsternavne, og husene, haverne og hækkene er næsten ens. Mikkel bor på Erantisvej, Tobias på Irisvej og Lara på Anemonevej.
Vi er bedste venner. Vi har opfundet mange lege sammen. Lortelegen, Hvor bor præsten?
og Moster på Fyn.
Forsamlingshuset
Ursulas have 1
IMoster på Fyn er jeg en gammel vin handler, blind og stokdøv. Lara er min kone, Tobias vores søn og Mikkel udlejeren, der truer med at lukke butikken, fordi vi ikke kan betale huslejen.
Det passer bedst, at jeg er vinhandleren. Jeg er lille og har et stort mørkt krøllet hår.
Lara er fin og lys som en fugleunge. Engang sagde jeg til Lara: »Jeg gider ikke altid være vinhandleren. Nu vil jeg altså være konen.«
Og så fik jeg lov. Men det føltes ikke rigtigt. Det var ligesom, når jeg kom til at tage mit tøj forkert på. Jeg er bedst til at være mand. Jeg er også god til at være indianertelt eller kamel.
Vi laver vin af bær og vand, når vi leger
Moster på Fyn . Engang legede vi, at det gik
så dårligt med forretningen, at vi ikke havde råd til at give vores søn mad. Vi var nødt til at bede ham om at flytte. Det var en overskyet dag. Det var koldt under lindetræet i Tobias’ have, hvor vi legede. Vinden bar vores stemmer henover græsset, da Lara og jeg råbte farvel til Tobias. Pludselig begyndte Lara at græde.
»Hvorfor græder du?« spurgte jeg »Fordi Tobias skal rejse,« sagde Lara. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Så begyndte jeg også at græde. Tobias og Mikkel kom løbende. »Hvorfor græder I?« spurgte Mikkel. »Fordi Tobias skal rejse,« stammede jeg. »Men jeg rejser jo ikke rigtigt,« sagde Tobias.
Det vidste Lara og jeg godt, men det føltes sådan. Som om vi var hans forældre og ikke havde råd til at give ham mad. Det er dét, jeg så godt kan lide ved at lege med Mikkel, Lara og Tobias. Vi forsvinder ind i legen.
TObIAS , Mikkel, Lara og jeg cykler sammen til og fra skole. Så snart det ringer ud, løber vi over
skolegården og hen til cykelskuret. En dag, vi kom ud til cykelskuret, var min cykel punkteret.
»Øv!« sagde jeg, »nu skal jeg trække hjem.«
»Nej, vi går hen til Cykel Ursula,« sagde Mikkel, »så lapper hun den.«
Der gik et sug igennem mig. Ingen af os havde været ovre hos Cykel Ursula før.
VED siden af skolen ligger et mærkeligt hus. Der bor Cykel Ursula. Huset er skævt og gammelt.
Der er hul i taget. I haven hænger der cykler i de store æbletræer. Der ligger cykelhjul, sadler, rustne cykelstel, gedebukkestyr og en masse værktøj over det hele. En gris går frit omkring. Hønsene lægger æg i en barnevogn.
Mine ben bliver tunge som brænde, når jeg går forbi Cykel Ursulas hus. Jeg kan kun sige nogle underlige lyde som: »SPRU k, SPITTERRIT , SPR åk, SP æ.« Men jeg kan ikke lade være med at stoppe op og kigge ind i haven. Det ser mærkeligt ud med cyklerne, der hænger i træerne, men det er også flot.
Stole, borde og køleskabe står rundt i Cykel Ursulas have. Der står også en rigtig sofa. Blomsterne vokser vildt midt i græsplænen. Græsset er lige så højt som blomsterne undtagen på det stykke, hvor køkkenhaven er. Mellem skrald og skrot vokser der pludselig kartofler, purløg og squash.
Cykel Ursulas sted ligner ikke noget andet sted, jeg har været. Alt ser på en måde omvendt ud, lige -
som tingene gør, når jeg står på hovedet. Hjemme hos mig på Valmuevej har vi møblerne inde i huset, ikke ude i haven. Det har de også hjemme hos Lara, Mikkel og Tobias.
Cykel Ursulas have ser heller ikke ud som haverne i Blomsterkvarteret. Vores haver ligner nystrøgne perleplader. Her er græsset kort og lige.
DA vi kom hen til Cykel Ursulas havelåge, lå hun på knæ og var ved at skifte kæden på en cykel.
Hendes hænder var sorte af olie.
»k ald på hende,« sagde Mikkel og puffede til mig.
»Ja, kald på hende,« sagde Tobias og Lara i kor.
Jeg turde ikke. Cykel Ursula havde brede skuldre, overarme, der lignede træstammer og et stort, krøllet hår. Hun lignede lidt en troldkvinde, men også en filmstjerne. Hun havde smukke øjne. De var brune som chokoladeis.
Min mor siger, at Cykel Ursula engang har været gift med en pæn, rig mand. Men så mødte hun Sigurd Skrot og ville hellere være gift med ham. Det kan jeg ikke forstå. For pæn det er Sigurd Skrot bestemt ikke!
Idet samme kom Sigurd Skrot gående ned ad vejen med et komfur bundet fast på ryggen. komfuret havde han sikkert fundet på lossepladsen, hvor han arbejder. Vi smed vores cykler fra os og løb ind i Frisør Freddys forhave. Vi gemte os bag en busk. Alle børn i Snogstrup er bange for Sigurd Skrot. Han har et stort fuldskæg. Hans kindben stikker ud under huden. Han har dybe rynker i panden og rundt om øjnene. Han har altid en hue på. Også om sommeren. Faktisk er det ikke en rigtig hue, men en tehætte, som han har trukket ned over hovedet.
DA Sigurd Skrot kom forbi os, smed Mikkel nogle små sten efter ham. Tobias grinede. De var simpelthen så barnlige!
»Hold op!« sagde Lara, »tænk, hvis han kommer herover.«
»I er så dumme, at I kunne komme i Guiness Rekordbog,« sagde jeg og skubbede til dem, »idioter,« men de grinede bare.
Tobias kastede også en håndfuld sten. Den ene sten ramte Sigurd Skrot i panden. Han stoppede op. Vi kiggede på hinanden. Tobias’ læbe dirrede, som om han var ved at græde. Sigurd Skrot tørrede sved af panden med sin ene hånd. Så gik han videre ned ad vejen, mens han kiggede ned i sit skæg. Hans ansigt forsvandt næsten. Jeg kunne mærke en klump i halsen. Jeg kunne ikke lide at se ham gå på den måde. Bare han havde skældt os ud i stedet for!
»HvAD laver I i min have?« råbte Frisør Freddy.
Han stod henne ved hækken. Den var lige så kort og nydelig klippet som den kvinde, der netop gik ud af hans frisørsalon.
Frisør Freddy hader langt hår. Især mit hår, fordi det er tykt og krøllet. Han råber også op, når han
ser Lara. Hun har langt lyst hår næsten ned til navlen.
»Sådan noget indianerhår, I har« råbte Frisør
Freddy, »I skulle klippes med det samme.« Han tog sin hækkesaks og klippede ud i luften med den.
»Frisør Freddy,« råbte Tobias, »er det rigtigt, at hvis jeg spiser gulerødder, vokser mit hår hurtigt?
Jeg vil så gerne have hår helt ned til røven, for så kan jeg tørre mig med det, når jeg har skidt. Så behøver jeg ikke toiletpapir.«
Frisør Freddy løb hen mod os med hækkesaksen i hånden. Vi spurtede ud af haven.
»Jeg skal nok få jer!« råbte han.
Agnes bor i Blomsterkvarteret i Snogstrup. Det samme gør Mikkel, Tobias og Lara. De er bedste venner. I den lille by bor også Cykel Ursula, der har vaskemaskinen stående i haven lige ved siden af tørresnoren, og Sigurd Skrot, der skralder og genbruger og går med tehætte på hovedet. Der er også Frisør Freddy med byens mest velfriserede have, skolelæreren, som kun vil fange haletudser i timerne, postbuddet Arne, der kæderyger med kun én hånd – for han har mistet den anden, Bombe Rudi og en række andre skønne personligheder, som børnene møder på deres vej.
Makkerparret Dy Plambeck/Charlotte Pardi leverer i Os fra Blomsterkvarteret 1–12 en perlerække humoristiske, poetiske, tankevækkende og skønne, billedrige fortællinger om fire børns forunderlige hverdag i lilleputbyen Snogstrup.
