Skip to main content

Uddrag fra "Kort og godt om litteraturteori og metode"

Page 1


KORT OG GODT om litteraturteori

henrik houe hansen

KORT OG GODT

— om litteraturteori og metode

Forord 3

Hvad vil det sige at analysere og fortolke? 4

Kort og godt om humanistisk videnskabsteori 10

Biografismen – forfatteren i fokus 15

Nykritikken – tekstens enhed i fokus 21

Strukturalismen – tekstens system i fokus 31

Ideologikritikken – samfundet i fokus 39

Dekonstruktionismen – tekstens sammenbrud i fokus 45

Receptionsteorien – læseren i fokus 53

Stedsteorien – tekstens sted i fokus 61

Økokritikken – naturen i fokus 67

Sammenfatning 75

Arbejd med metoderne 77

Litteratur 83

Forord

n  Denne bog om litteraturteori og litterær metode indgår i serien Kort og godt og henvender sig primært til elever på ungdomsuddannelserne og studerende på læreruddannelsen. På STX vil den særligt egne sig til inddragelse i de flerfaglige forløb og studieretningsprojektet.

Bogen indledes af et overordnet kapitel om hvad det vil sige at analysere, fortolke og perspektivere skønlitterære tekster. Herefter følger korte redegørelser for de væsentligste af litteraturteorierne og de litterære metoder fra det tyvende århundrede og op til i dag. Hver redegørelse afsluttes med at den pågældende metode anvendes til en læsning af det samme digt: ”FORÅRET KOMMER TIL CAFEEN” af Rudolf Broby-Johansen. At det er den samme tekst der er genstand for analyserne, har den fordel at metodernes styrker og begrænsninger tydeliggøres i praksis.

Læseren kan ved selvstudium af bogen tilegne sig viden om metoderne og deres fordele og ulemper. Bogen kan også anvendes i undervisningen, hvorfor den på de sidste sider indeholder opgaver. Disse opgaver kan anvendes til refleksion individuelt eller i gruppe- og klassesammenhæng.

Bogen berører danskfaglige analysebegreber som fortæller, metafor, syntaks og lignende uden at forklare disse begreber nærmere. Det skyldes at det er en bog om teorierne bag litteraturanalysen og om metoden som ramme for den, ikke en indføring i selve litteraturanalysens begreber. Begreberne forudsættes derfor i de fleste tilfælde kendt i forvejen.

Hvad vil det sige at analysere og fortolke?

n  Når man læser en tekst, skal man selvfølgelig først og fremmest danne sig et overblik over hvad der står i den. Dette kan være alt fra meget let til meget svært, afhængigt af kompleksiteten i tekstens sprog. Men når man herefter som danskfaglig læser skal forstå på mere end et bogstaveligt plan, må man stille sig selv spørgsmålet: Hvordan siger teksten det den siger? For at besvare det spørgsmål må man analysere, hvilket vil sige at man bryder ned i mindre dele. Ligesom man i geologi kan bryde en sten i mindre dele for bedre at forstå hvad den består af, eller i biologi skære et blad af en plante og lægge det under mikroskop, kan man altså i dansk bryde en tekst ned i forskellige dele. Hvilke dele man inddeler i, afhænger af hvad man vil undersøge.

Man kan for eksempel søge en forståelse for tekstens opbygning og derfor lave en kompositionsanalyse; man kan være interesseret i fortællerens indflydelse på det fortalte og derfor lave en fortælleranalyse; og man kan være interesseret i hele tekstens tema eller budskab og derfor lave en samlet analyse af den; det sidste vil sige at man kan lave delanalyserne og så samle dem i en helhedsanalyse. Det er en sådan helhedsanalyse vi typisk laver i danskfaget i en undervisningssammenhæng.

At vi bryder teksten ned i mindre dele for bedre at kunne overskue den, er dog ikke i sig selv ensbetydende med at vi har forstået hvad den vil sige os. Vi må sideløbende med vores analyse af tekstens hvordan? spørge os selv: Hvorfor siger teksten det den siger? For at besvare det spørgsmål må vi fortolke det som analysen drager frem Laver vi en fortælleranalyse i hvilken vi iagttager at fortælleren er en jegfortæller, som således er en del af det fortalte, må vi fortolke os frem til hvilken rolle han/hun spiller i fortællingens konflikt; er vedkommende for eksempel en loyal hjælper for en anden af fortællingens karakterer, og er der overensstemmelse mellem hvad fortælleren siger, og hvad han/hun faktisk gør? I så fald er fortælleren pålidelig. Men er jegfortælleren kun på overfladen loyal, og i det skjulte jaloux og

illoyal, så er han/hun upålidelig, det vil sige ikke til at regne med som fortæller. Alt dette er et fortolkningsspørgsmål der følger med fortælleranalysen. Vær altså opmærksom på at analyse ikke er noget som skal frakobles fortolkning. Analyse og fortolkning skal i stedet betragtes som to taksonomiske niveauer der samarbejder med hinanden, to trappetrin som man træder ned og op på i en stadig vekselvirkning.

Fortolkning

Analyse

HVAD SKER DER NÅR VI FORTOLKER?

I danskfaget anvendes et filosofisk begreb der hedder hermeneutik. Det er teorien om hvad der sker når vi fortolker. Når vi fortolker, opstår der et møde mellem vores forforståelse og noget for os delvist nyt. Begrebet forforståelse skal forstås således at vi altid ved noget på forhånd om det vi skal læse; vi forstår det sprog teksten er skrevet på, vi kender i et eller andet omfang til det miljø den foregår i, og så videre. For at der kan opstå en balance mellem vores forforståelse og den særverden vi oplever i teksten, skal denne særverden ’komme os i møde’. Hvis vores forforståelse så er blevet korrigeret, har vi forstået noget nyt. Og så har vi fået en ny forståelseshorisont.

Men ét er den umiddelbare forståelse af teksten, et andet fortolkningen af den. Hvordan når vi til en fortolkning af en hel tekst? Det gør vi i en vekselvirkning mellem fortolkning af del og fortolkning af helhed; den samlede fortolkning af en tekst er summen af mange mindre fortolkninger, og disse mindre fortolkninger giver hver især kun mening fordi de indgår i en større fortolkning. Det kan lyde abstrakt, så lad os tage et eksempel: I Helle Helles novelle ”Film” (Rester, 1996) møder vi en unavngiven jegfortæller og dennes ligeledes unavngivne ven under deres tur i biografen. Den lille novelles første sætning, som udgør et lille selvstændigt afsnit, lyder:

Vi har glædet os til denne film; amerikansk og med store navne i hovedrollerne, kærlighed, spænding, to mennesker mødes tilfældigt på et rejsebureau.

Vores forforståelse er individuel, vi har jo forskellige niveauer af viden og læseerfaring, men de fleste læsere vil nok allerede ved læsningen af denne første sætning formode at noget kommer til at gå galt. Vi er nemlig vant til at fortællinger drejer sig om en central konflikt – uanset om fortællingerne er skrevne eller i film- eller serieformat på Netflix. Så når vi hører at novellens ”vi” har glædet sig, vil vores umiddelbare hypotese nok være at de bliver skuffede. Men hvorfor? Vi formoder måske at filmen vil vise sig at være dårlig, at de to venner kommer op at skændes, at der er en terrorist til stede i biografen? Svaret kommer allerede i næste sætning:

Mindre end et kvarter inde i filmen falder en kvinde om på en af de forreste rækker i nærheden af os. Folk råber op, man tænder lys, filmen standser.

Så det var altså det der skulle vise sig at være problemet: Filmoplevelsen afbrydes på grund af et ildebefindende blandt publikum. Nu har vi fået korrigeret vores foreløbige forståelse. Men faktisk ender kvinden med at blive frisk igen, filmen starter på ny, og novellens ”vi” får således deres filmoplevelse. Så kunne det se ud til at der alligevel ikke var en konflikt? Men det er der naturligvis, for enhver forfatter ved at læseren ikke er interesseret i en novelle om en helt almindelig og triviel filmoplevelse. Konflikten gemmer sig under overfladen: Kvindens ildebefindende viser sig ved nærmere eftersyn blot at være begivenheden der fremkalder konflikten (det er et kendetegn ved genren novelle at den præsenterer en begivenhed der fremkalder en konflikt).

Nu skal vi læsere så på fortolkningsarbejde: Ved at analysere vennen som novellens biperson, det vil sige ved at bemærke hvad jegfortælleren beretter om ham, og ved at bemærke hvad han siger i sine replikker, kan vi fortolke os til at han er usympatisk. Det første vi hører om ham, er at han siger til jeget at folk kunne lade være med at gå i biografen hvis de har tendens til trombose (det vil sige hvis de har tendens til at få blodpropper). Dette udsagn kombineret med hans andre udsagn og hans ubekymrede spisning af popcorn og læsning i sin bog mens kvinden ligger syg i salen, får os til at konkludere at han er en frastødende person der mangler empati. At jegfortælleren føler sig frastødt af ham, fremgår når man analyserer og fortolker hendes tanker om ham, for hun ytrer sig kun undtagelsesvist direkte om ham. Det tydeligste eksempel på hendes væmmelse ved ham ses da hun i slutningen af novellen siger:

Jeg forestiller mig den cola, han har drukket. At den er inde i hans krop, skvulpende og mørk. Jeg rykker væk fra ham.

Men på trods af at jegfortælleren tidligere har meddelt læseren at hun nu har besluttet sig for at gå hjem, og besluttet sig for at fortælle sin ven at hun har besluttet sig for det, gør hun intet andet end at rykke væk fra ham i sædet. Det fremgår dermed at hun er en vægelsindet person der ikke kan tage en beslutning og føre den ud i livet. Så konflikten udspiller sig ikke mellem hovedpersonen og bipersonen; bipersonen opdager formentlig slet ikke at hovedpersonen føler sig frastødt. Konflikten er at finde i hovedpersonen selv.

Det man her skal forstå, er at den enkelte analytiske iagttagelse og tilhørende fortolkning af bipersonen eller hovedpersonen bidrager til fortolkningen af dem som helhed. Og det er omvendt den indtil da samlede fortolkning af dem der virker tilbage på fortolkningen af den enkelte iagttagelse af dem. Og den samlede analyse og fortolkning af dem virker så ind på den samlede analyse og fortolkning af hele novellen – og omvendt. Denne vekselvirkning, der gør læseren gradvist klogere, er af flere fortolkningsteoretikere blevet kaldt den hermeneutiske cirkel:

Del

"Jeg rykker væk fra ham”

Helhed

Jeget er i konflikt med sig selv; føler sig frastødt af vennen, men er handlingslammet

Det kan måske ved synet af cirklen se ud som om man ikke kommer ud af stedet – at man bare ender ved sit udgangspunkt igen. Sådan skal det ikke forstås. Man bliver jo hele tiden klogere på teksten, så den hermeneutiske spiral, som fortolkningsprocessen også er blevet kaldt, er måske en mere retvisende model.

Denne vekselvirkende proces foregår på alle tekstfortolkningens niveauer: lige fra ordene der i læserens bevidsthed samles i helheder, som igen samles i sætninger; til forståelsen af teksten i sammenhæng med dens genre, i sammenhæng med andre tekster af samme forfatter og så videre.

Netop fordi processen foregår både inden, under og efter læsningen, er det unødvendigt at sige eller skrive om sin metode at man ”har anvendt den hermeneutiske cirkel”, for det gør vi alle hele tiden; der er ikke engang tale om et bevidst valg.

Forståelse/ forforståelse

Forståelse/ forforståelse

Forståelse/ forforståelse

Forståelse/ forforståelse

Forståelse/ forforståelse

Fortolkning

Fortolkning

Fortolkning

Fortolkning

HVAD VIL DET SIGE AT PERSPEKTIVERE?

Når vi perspektiverer en tekst, sætter vi den i en sammenhæng. At perspektivere vil egentlig sige at ’se igennem’, så man kan sige at man ser igennem teksten og ind i noget andet. Ofte perspektiverer vi en tekst til en anden tekst som ligner den, enten i kraft af stil, tema, hovedperson eller noget andet. Men det er vigtigt at være opmærksom på at man kan perspektivere til meget andet end en anden tekst; man kan perspektivere til den litteraturhistoriske periode teksten blev skrevet i, forfatterens andre tekster, forfatterens eget liv, læserens samtid og så videre.

At perspektivere er ikke nogen nem opgave, det kræver en del øvelse. Udfordringen består i at gøre perspektiveringen relevant; den skal gerne belyse noget uden for teksten, og dette noget skal så til gengæld også gensidigt lyse tilbage på teksten (også her gør den hermeneutiske cirkel sig gældende). For

Læser

Litteraturhistorien

Læserens samtid

Forfatterens eget liv

Forfatterens andre tekster

Tema i tekst af en anden forfatter

at det ikke skal blive for abstrakt, vender vi tilbage til Helle Helles novelle ”Film” som eksempel:

Jeget i novellen føler sig frastødt af sin ven, men er tilsyneladende for vægelsindet og konfliktsky til at forlade stedet og ham, selvom hun informerer læseren om at hun vil gøre det. Denne indre konflikt i jeget er ikke unik for novellen ”Film”, idet man ser den i mange andre Helle Helle-tekster også: Yngre kvinder med umiddelbart utydelige bevæggrunde for deres handlinger optræder ofte som fortællere i novellerne.

Ud over at perspektivere teksten inden for Helle Helles forfatterskab kan man også spørge om der er mange individer i det senmoderne samfund der ligner Helle Helles hovedpersoner (som typisk er jegfortællere). Er det senmoderne individ ofte forvirret og handlingslammet over for de mange frie valg det tilbydes i tilværelsen? Har det svært ved at finde sin plads i mellemmenneskelige relationer og svært ved at kommunikere i dem? Sådanne spørgsmål peger ud på samfundet og opstiller helt andre – sociologisk betonede – kriterier for perspektiveringen. Og som vi skal se i denne bogs senere redegørelser for de forskellige litteraturteorier, kan der være forskellige bud på i hvilket omfang tekstlæsningen skal lægge vægten på forfatteren, teksten, samfundet – eller ligefrem på læseren selv.

Tekst

KORT OG GODT

— om litteraturteori og metode

Af Henrik Houe Hansen

© 2026 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2026

Forlagsredaktion: Eva Lundby

Faglig konsulent: Peter Heller Lützen

Principlayout forside: Lars Møller Nielsen

Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Lena Maria Rasmussen

Trykt hos Tarm Bogtryk A/S

Printed in Denmark 2026

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering eller spredning – analogt og digitalt – af denne bog eller dele deraf må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Brug af denne bog eller dele deraf til tekst- og datamining eller til indlægning i chatbots eller andre former for AI-teknologi er ikke tilladt.

Forlaget har forsøgt at kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan have krav på honorar i henhold til loven om ophavsret. Eventuelle rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil af forlaget få udbetalt et honorar, som var der indgået en aftale.

For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100% grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.

ISBN: 978-87-7211-590-0

www.dansklf.dk

Alt afhænger af øjnene der ser. Det gælder også når vi studerer skønlitteratur, for her kan vi nemlig vælge forskellige øjne at læse med. Det betyder at læsninger af en skønlitterær tekst kan munde ud i flere forskellige analyser og fortolkninger der er lige rigtige, for de forskellige øjne man læser med, leder efter forskellige ting. Øjnene man vælger at læse med, kaldes for en metode.

Kort og godt – om litteraturteori og metode giver en indføring i de væsentligste analysemetoder lige fra starten af det tyvende århundrede og frem til i dag. Den gør også rede for den litteraturteori som danner baggrund for den enkelte metode. Og hver metode anvendes i en læsning af det samme digt. At se metoden i praksis giver nemlig en forståelse for de fordele og ulemper som knytter sig til den. Bagest i bogen kan eleven/den studerende selv prøve kræfter med forskellige metodiske tilgange til ét digt.

Kort og godt – om litteraturteori og metode indgår i serien Kort og godt, som giver lettilgængelige indføringer i danskfaglige begreber. Bogen henvender sig især til elever på ungdomsuddannelserne og studerende på læreruddannelsen, men kan læses af alle der ønsker at lære noget om litteraturteori og metode.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook